H. V. Clausen: Det danske Landskab. Haases Haandbøger Nr. 6 (163 S. med talr. Illustr.) P. Haase & Søns Forlag, Kbhvn.

Dette er ikke en Haandbog i almindelig Forstand; den mer eller mindre strænge Systematik, som man sædvanlig venter at finde i en saadan, lider denne ikke af. Men det er en særdeles levende Bog, skrevet med Friskhed og ud af Evne til at se og leve sig ind i det sete. Forfatteren er Fodvandreren, der ikke ser paa Landskabet med specielle Fagøjne, men en Vandringsmand med Sans for, ja man tø-r nok sige Kærlighed til sit Æmne. Det er maaske ikke mindst af den Grund, man følger Skildringen med Interesse, at Vandringen ikke gaar frem ad skematisk afstukne Veje, men gør en Mængde Sidespring, der dog altid bidrager til at give Skildringen Liv og Fylde og til at faa med, hvad en mere systematisk Behandling let vilde overse.

Som det typiske danske Landskab regnes det, der har sit ene Yderpunkt ved de sydlige fynske Øer og det andet i Djursland (Dyrs). Mod Syd er det særlig Egnen omkring Faaborg, de fynske Bjerge, de uregelmæssigt indskaarne Kyster og Øvrimlen udenfor, der er bestemmende for Karakteren. Det er Lillebæltstypen i det danske Landskab, som her frem for noget andet Sted giver sig Udslag, paa en Gang yndefuldt og storslaaet. Mod Nord er det Mols, der bærer Prisen, „og der er alligevel ikke skønnere og stottere Landskab i vort Fædreland". Hertil slutter sig det jydske Land om Aarhus_r Samsø, Sjællands nordvestre Del, Hindsholm: Det er Danmarks Kattegatlandskaber. Til disse to Landskabstyper knyttes yderligere store Dele af Sjælland, med dets Søer, Skove og aabne Land, Sletter og høje Bakkedrag. Her anvises der ogsaa Fodvandreren Ture, som uden at berøre Havet gaar gennem „lutter interessante Strøg". De østjydske Fjorde, der hver møder med sit Særpræg, faar deres særlige Afsnit som en Del af det typiske danske Landskab.

Uden om dette Ind-Danmark ligger en Række Landskaber, der

betragtes som „periferiske, baade fordi de ligger ved Landets Yderkanter, og fordi de afviger fra Normalen". Der er Skagen og Vesterhavsklitterne, Vendsyssel og Himmersyssel, de vestlige Limfjordsegne, den jydske Hede, Marsken, Himmelbjergegnen, Høje Møen, Stevns, Bornholm og Øresundskysten, Danmarks Riviera. De faar alle deres særlige Omtale; der findes dog ogsaa særprægede Egne, som knap nok er værdigede en Stavelse, skønt ogsaa de rummer Karaktertræk, der fortjente at nævnes, hvor Talen er om dansk Landskab.

Forfatteren har i en ganske særlig Grad Øje for, at „Natur og Kultur i Forening betinger det danske Landskab", og har særegne Betingelser for at skildre det, fortrolig som han er med Landets Historie, baade det heles og de enkelte Deles. Endvidere er han fortrolig med den rige Poesi, der igennem Tiderne er bleven knyttet til de enkelte Egne, og som han ofte gør Brug af. Baade gammelt og nyt Kulturliv spejler sig i Bogen, saavel hvor det giver sig Udslag i Bygningsværker og synlige Ting af anden Art, som hvor det udfolder sig i levende Nutidsform.

Det er en Bog, som man har Glæde af at læse og føle sig ind i.
Den er forsynet med et stort Antal gode og karakteristiske Billeder
fra Danmarks forskellige Egne.