Dr. Adrian Mohr: Was ich in Island sah. Plaudereien vom Polarkreis. (B°, 235 S. m. talr. Illustr og l Kort). Uhlmann Verlag Berlin 1925.

Værket fremtræder i et tiltalende Udstyr, hvoraf navnlig maa hævnes de farvede Gengivelser af den talentfulde Landskabsmaler Åsgrimur Jonssens Billeder samt en Række i teknisk Henseende gode Fotografier, men man kunde jo nok undvære en farvelagt Helsidestavle af en islandsk Telegramblanket eller en ligeledes flerfarvet Gengivelse af en „Askepose", som Forfatteren har faaet „von einer unbekannten Verehrerin".

Disse Indvendinger er dog for intet at regne mod det Forhold, at Bogens Tekst indeholder saa mange uheldige Udtalelser og fejlagtige Paastande, at jeg har følt mig forpligtet til at skride ind. De af Dr. Mohr behandlede.Æmner spænder overmaade vidt, saaledes omtales Rejseforhold, Byer, Boliger, Erhvervsliv og konomiske Forhold, Befolkningens Udseende, Sprog, Klædedragt, Sæder og Skikke, Folkekarakter, saa at sige alle Grene af Aandslivet, Klima, Nordlys, Vulkaner og Jordskælv, Elve, Vandkraft og mange andre

Ting. Paa disse forskellige Omraader havde man Grund til i Overensstemmelse med Bogens Titel at vente en uhildet Fremstilling af, hvad Forfatteren har set og hørt, men i Stedet for findes der navnlig i Afsnittene om Befolkningen en lang Række subjektive Udtalelser, der i Formen er yderst selvsikre og skarpe — ikke sjældent saarende euer endog haanende — og i tilsvarende Grad mangelfuldt underbyggede.

Naar Forf. S. 13 udtaler, at i Danmark kender man kun Island fra den daartige Side, saa viser denne for begge Nationer stødende Paastand, at han i hvert Fald ikke kender noget til Forholdet mellem Danmark og Island, og naar han S. 234 ofrer nogle Linier paa de islandske Sagaer og reducerer dem til nogle „Prügeleien und Mordbrennereien, die sich einst in Island abspielten", da turcte saavel Misforstaaelsen som dens Form være af en saadan Art, at den nærmer sig Grænsen for det sømmelige. En helt arjæn Sag er, at Forfatterens Viden paa mangfoldige Punkter i hvert Fald paa naturvidenskabelige og geografiske Omraader er ringere, end man skulde vente det hos en Manä, der udtaler sig med saa stor Vægt og Sikkerhed. Han siger om Fjældet Hengill, at det er en halvt udslukt Vulkan, og det lyder meget stemningsfuldt, men det er galt, Hengill er ikke nogen Vulkan. S. 186 omtaler Forf., at intet Menneske har været i Askja siden sidste Udbrudsperiode; ikke desto mindre har Bønder fra Myvatn været der straks efter Udbruddet, i August 1923 opholdt en isiandsk-dansk 'Ekspedition sig derinde i længere Tid, og endelig har to af Forfatterens Landsmænd besøgt Askja 11._—14. August 1923.

Afsnittene om de økonomiske Forhold rummer talrige Misforstaaelser. S. 22 omtales, at Island i de sidste 20 Aar har gjort store Fremskridt paa dette Omraade, men at der nu er 'indtraadt en Standsning, som sandsynligvis vil vedvare nogen Tid. Til en saadan Udtalelse, der gennem hele sin Form foregiver at være fremsat ud fra et grundigt Kendskab til Islands Økonomi, skal jeg kun bemærke, at Aaret 1924 er det rigeste, Island nogensinde har kendt. Forfatteren omtaler Torskefiskeriet, men synes ikke at kende Sildefangsten og den derpaa byggede Industri; Beskrivelsen af Landbruget er i mange Henseender misvisende, f. Eks. er Hovedejendommeligheden, det store Tun- og Engbrug overhovedet ikke nævnt, medens der væves flere om Hestenes, Køernes, Faarenes og Hundenes „psykologiske" Forhold.

Dr. Mohrs Bemærkninger om Islands Geologi rummer ligeledes
mange Besynderligheder. Med megen Brask og Bram fremføres den
Overbevisning, at Island ikke som antaget er opbygget ved vulkansk

Virksomhed, men tværtimod nedbrudt af denne, men man kan nu engang ikke se bort fra det mangeaarige og grundige videnskabelige Arbejde, der er udført af en lang Række fremragende Forskere først og fremmest Th. Thoroddsen og affærdige det med et Par Linier og uden Skygge af Bevisførelse. I visse Tilfælde løber Dr. Mohrs Fantasi fuldkommen løbsk, han kan se et vendisk Befolkningselement paa Island, han henfører ved en ejendommelig „Urkraft Sagnet om den hellige Gral 'til Fjældet Baula, hvoraf det naturligvis følger, at Islands germanske Bebyggelse maa føres langt længere tilbage end Landnamsmændenes Tid; under Omtalen af Klimaet, som synes at interessere Forf. meget, kommer han til nogle i hvert Fald for mig fuldkommen uforstaaelige Theorier om, at Ustadigheden i Islands Vejrforhold er begrundet i nogle „Tidevandsbevægelser" i Atmosfæren, — altsammen fremsat uden een eneste reel Begrundelse.

I 9. Kapitel, der handler om Nordlysene, er det Forfatterens Hensigt at give en god, tysk Beskrivelse af Fænomenet — højst prisværdigt — men om de banebrydende norske Undersøgelser paa dette Omraade skriver han S. 155: „Die Aufmerksamkeit der Menschheit ist grade in jüngsten Tagen auf das Polarlicht gelenkt durch die Marktschreierweise, in der ein nordischer Gelehrter für sich in Anspruch nahm, eine neue Erklärung für es geben zu können" — og lidt senere: „Man ist bei uns in diesem Punkte immer auf die Norweger angewiesen — und die haben bestimmt keine Augen im Kopfe."

Af visse Grunde kunde det maaske være paa Tide at henlede Opmærksomheden paa, at den Slags übegrundede Udfald ikke afgiver tilstrækkelig Basis for at optræde som Polarforsker og „Was ich in Island sah" gør det visselig heller ikke, da Arbejdet næppe paa noget Punkt hæver sig over Dilletanteriet og fuldkommen savner den Saglighed, Kundskabsfylde og Vilje til venlig Forstaaelse, som ellers piræger største Delen af tyske Forskeres og Skribenters Bidrag til Kundskaben om Island.

Lektor, Dr. phil.