Spørsmålet om Svalbarde har længe sysselsat mine tanker, og jeg har haft det fremme til overvejelse mere end én gang. I den sidste tid er det, især ved kommandør G. Holms afhandling i Meddelelser om Grønland LIX (i forkortet form i dette tidsskr.) og prof. Fr. Nansens modafhandling i Norsk geografisk tidsskrift 1926, blevet aktuelt. Jeg vil ikke blande mig i striden, undtagen for så vidt som hvad jeg i det følgende kommer til at anføre nødvendigvis bliver et led i drøftelsen af det hele. Jeg vil forudskikke den bemærkning, at hvad enten Svalbarde er at søge på den nordøstlige del af Grønland eller ikke, har Nordmændene naturligvis fuldkommen ret til at kalde Spitzbergen med et så godt nordisk, sikkert også betegnende navn, istedenfor det fremmedklineende »Spitzbergen«.

Først en bemærkning om selve navnets form. I håndskrifterne af Landnåma findes udelukkende formen Svalbaroi, maskulin an*stamme; dette findes også i en annal (Isl. ann. V), medens alle de andre an# naler har SvalbarOs (I, 111, IV, VIII, IX), styret af f undr, altså en neutral abstamme. Barö er et islandsk ord velkendt i fortid og nutid, brugt om forskellige ting, men altid om det yderste (randen, kanten) af noget (baro på et skib, på en hat, på landet); ordet er også velkendt i norsk landsmål, »kant, rand, bred; side, bordkant på en båd« (Aasen); barB i betydning: skæg er måske samme ord. Bars og Svalbaro findes som stednavne på Island. Af dette barö er barö i simpelthen dannet nied selvsamme betydning. Det kunde nu synes vanskeligt at sige, om den ene eller den anden form er den rigtige; jeg er dog mest tilbøjelig til at mene, at Landnåmas enstemmig overleverede form, der støttes ved den ene annal, er den rigtige, — af den grund at #bar<si er det sjældnere, der lettere kunde ændres (forvanskes) til #bar<s end omvendt. At der er så mange annalhåndskrifter, der har barss, betyder lidet, da det ene afskriver det andet.

Man måtte således også i norsk snarere optage navnet Svalbarde
end Svalbard.

Hvad kilderne giver os om Svalbarde er nu ikke meget. Først og fremmest kommer da den nævnte annalnotits i betragtning, den lyder kort og godt: »1194, Svalbarde funden (V)« eller »Svalbards fund« (3: opdagelse; I, 111, IV, VIII, IX). Tidsangivelsen er en* stemmig (ti en enkelt sen annakafskrifts henførelse til 1195 er uden al betydning). Så sen er altså denne begivenhed. Der står intet om, hvem der fandt Svalbarde; men der kan næppe være tvivl om, at opdagelsen er sket ved Islændere¹); selv om det ikke er umuligt, at den er sket ved Nordmænd og efterretningen derom har nået til Island, er det ikke sandsynligt; dette støttes i høj grad ved at det fundne lands beliggenhed bestemmes ved (og udfra) et punkt på Is* land; se nedenfor.

Dernæst kommer hovedstedet, der findes i de indledende bemærk*
ninger til Landnåmabok.

Denne findes i forskellige håndskrifter og det lønner sig, at se lidt nærmere på disse og deres indbyrdes forhold. Herom får man gode oplysninger hos istandbringeren af et af dem, det der bærer lagmanden Haukr Erlendssons (d. 1334) navn, Hauksbök; det er skrevet omkr. 1320. Haukr siger selv (udg. 1900 s. 124): »Men denne bog skrev jeg (dette mangler i den afskrift vi har²), men må utvivlsomt indsættes) Haukr Erlendsson efter den bog, som lagmanden Sturla, den kyndigste mand, havde skrevet, og den bog som den anden, som Styrmer Frode havde skrevet, og jeg tog fra hver af dem, hvad den ene havde mere (end den anden), men en stor mængde at stoffet fortalte de begge ens; derfor er det ikke mærkeligt, at denne [min] Landnåmabék er længere end nogen anden«. Altså Hauksbök er en forening af Sturlas og Styrmers bog. Det må fremhæves her kortelig — beviset er leveret andet steds, — at Haukr var langt fra at være en kritisk bearbejder, han var tilvisse ikke nogen nøjagtig afskriver heller, noget som også gælder de fleste andre islandske af* skrivere. Hauks egen håndskrift findes mangelfuldt i A. M. 371,4°, men i fuldstændig afskrift ved Jon Erlendsson i A. M. 105, fol.

Styrmer døde 1245 og har vel skrevet sin bog omkr. 1220^—30. Sturla døde 1284; han har skrevet sin bog noget senere end Styrmer; det er umuligt at komme det nærmere. Hans bog er, som forlængst set, opbevaret i A. M. saml. 107, fol., en papirsafskrift ved præsten Jon Erlendsson efter et skindhåndskrift fra 14. årh. Der er ingen tvivl om, at dette håndskrift ikke har bevaret Sturlas egen tekst i et

---

1) Således også G. Isachsen, Den norske geogr. Selsk. Årbok 1907 s. 16.

2) Hauks egen original er her gået tabt.

og alt, men er blevet genstand for nogle skønt ikke meget store æn« dringer (tilføjelser). Styrmers tekst har man betragtet som tabt, undt. for så vidt man måtte antage, at de plusstykker, der findes i Hauksbok, hidrørte derfra (bortset fra Hauks egne tillæg). Men nu haves et 3. håndskrift i A. M. 106 (og 112), fol., som til en vis grad er et kom* pilationsværk, men som dog hverken er en afskrift af Sturlubok eller Hauksbok. Der er al grund til at antage (se udgaven 1921), at denne bog, der kaldes Melabok, hovedsagelig er en afskrift af Styrmers. løvrigt er der ingen grund til her at komme nærmere ind på enkelt* heder ved hvert af disse håndskrifter.

De indledes alle med de almindelige bemærkninger, som før an*
tydedes, deriblandt nogle kursforskrifter og retningsangivelser; det er
dem, der her kommer i betragtning.

Disse findes også i de uddrag af Landnåmabék, der også findes i den store Olaf Tryggvasons saga og det såkaldte Sögubrot I (trykt i Fornmannasögur XI) samt delvis i Alfræoi islenzk I, 44 og endelig i Ivar Bårdssons Grønlandsbeskrivelse. Her behøves ingen håndskrifter at specificeres.

Det er vist hensigtsmæssigt at tage Sturluboks tekst først i betragt*
ning1). Ens med den eller omtrent ens er teksten i 01. Tryggv.,
og Sögubrot; de små afvigelser sættes her i klammer. Den lyder:

Svå segja vitrir (ok frooir Sbr.) menn, at [or Nöregi (ul. Sbr.) fra StaÖi se vij dægra sigling [i vestr (ul. Sbr.) til Horns å Islandi austanveråu (austanv. Is!. O. Tr., Sbr.), en fra Snæfellsnesi bar er (sem O Tr., Sbr.) skemst er (til Grænlands tilf. O Tr., Sbr.), er (ul. Sbr.) iiij dægra haf i vestr til Grænlands (vestr at sigla O Tr., Sbr.) En [svå er sagt (ul. Sbr.) ef siglt er or Björgvin [rétt i vestr (ul. O Tr., Sbr.) til Hvarfsins å Grænlandi (i vestr fult tilf. Sbr.) at (ul. Sbr.), J)å mun siglt vera (veröa Sbr.) tylft fyrir sunnan Island...²) (en fra Langanesi å noröanveröu Islandi — dette i O Tr., Sbr., men ved uagtsomhed oversprunget i Stbok* håndskriftet) iiij dægra haf (dægra haf ul. O Tr.; haf ul. Sbr.) norör (ul. Sbr.) til Svalbaröa i (viö Sbr.) hafsbotn.

Det er klart, at alt dette er den selvsamme tekst; afvigelserne i O Tr. og Sbr. er sekundære og uden betydning med undtagelse af følgende. Ordene til Grænlands er i O Tr. og Sbr. flyttede til efter skemst er og så erstattede med at sigla. Meningen bliver dog fuldkommen den selvsamme, og her er ordene par er skemst og i vestr af en hovedbetydning. Ordene rétt i vestr er udeladte i O Tr. og Sbr., men det er klart, at de er vilkårlig udeladte i O Tr.,

---

1) Retskrivningen normaliseres i det følgende; teksten selv bliver derved ufor* andret.

2) Her udelades en vejlængdebestemmelse til Irland; den er i denne sammen* hæng værdiløs.

da Sbr. har dem ien ringe variation (i vestr fult) lige efter. Or* dene En fra Langanesi — Isi and i er ved en eller anden fejl over? sprungne i Sturlubokhåndskriftet, men at de har stået i originalen er klart af O Tr. og Sbr., de kan med sikkerhed betragtes som den oprindelige tekst.

Hertil kommer endnu en tekst, nemlig Ivar Bårdssons. Det er klart, at hans tekst beror på Sturluboks, men den er interpoleret (måske af Ivar selv); den skal her meddeles¹), idet Ivars åbenbare interpolationer sættes i klammer:

Så siger vise mænd [som føde er udi Grønland og sist komme af Grønland] at norden af Stad udi Norge er vij dage (således = doegr) sejling [ret] udi vester til Horns [som ligger] østerst på Island. Item fra Snefelsnes af Island, som er stakkest til Grønland, 2 dage og 2 nætters sejling ret i vester at sejle (det er klart, at Ivar har haft en tekst som den i O Tr. og Sbr.) [og da ligger Gunn* biernerskær ret på midtvejen emellum Grønland og Island; dette var gammel sejling, en 0>: men) nu er kommen is ud af land* nordenbotne, så nær forskrevne sker, at ingen uden livsfare den gamle sejle som herefter høres].

Item fra Langenes [som ligger] øverst på Island [ved fornævnte
Horns] er ij dages og ij nætters sejling til Svalberde i haffsbaane.
Så følger i omskrivning den direkte sejlas fra Bergen til Grøn*

land. Her lægge man særlig mærke til, at Ivar gengiver »4 dægr« bægge gange med det utvetydige »2 dage og 2 nætter«, hvilket ser ud som en tilsigtet gengivelse for at undgå misforståelse. Går man ud fra at dcegr står her i den klassiske betydning — derom straks mere, —er gengivelsen fuldtud rigtig. Det er da en inkonsekvens, eller unøjagtighed hos Ivar, når han gengiver 7 dægr ved »syv djage«; det kan man ikke tillægge nogen betydning²)

I den gamle komputistiske afhandling, Rimbeygla, (Gml. kgl. saml. 1812, 4°), fra o. 1200, hedder det udtrykkelig: I degi dægr ii, i doegri stundir XII, »i en dag er der 2 dægr, i et dægr 12 timer«. Dette er tydeligt nok, og det kan man gå ud fra som sikkert, at Styrmer og Sturla — for ikke at tale om deres forgænger, der skrev den nævnte indledning — kun har kendt dægr i betydningen halv* døgn. Blot et eksempel (se iøvrigt Fritzners ordbog) skal anføres; Snorre, Styrmers samtidige, Sturlas onkel, siger i sin Gylfaginning: »dem 3: Nat og Dag, sendte Alfödr op på himlen for i løbet af 2 dægr at bevæge sig rundt om jorden«, d. v. s. Natten i løbet af 12 og Dagen i løbet af 12 timer. Et klassisk sted vedrørende betydnin* gen af dægr er beretningen om Torarin Nefjulfssons sejlas til Island

---

1) Også her er retskrivningen noget normaliseret.

2) Om dægr kan henvises til K. Kålund i Aarbøger 1913 s. 103 f. og særlig til Hj. Falk, Alm. Seewesen s. 17 f.

fra Norge i sommeren 1024. Snorre siger, at han sejlede på 8 dægr til Eyrar (nuværende Ørebak) og han lader Torarin selv sige, at han (kun) for »4 nætter« skiltes fra Kong Olaf. Her betyder dægr klarlig halvdøgn. Angivelsen passer fortræffelig til de 7 dægr fra Norge til det østlige Horn — et dægr mere langs hele Islands sydkyst til Eyrar. Det kan tilføjes, at Bjørn Haldörsson (18. årh.) i sit lexicon kun kender dægr i betydn. »haivdøgn« (semissis diei naturalis, nycthemerum«) og det samme er tilfældet med G. Andrjesson (17. årh.; »Dies aut nox per se«).

Der savnes således enhver hjemmel for, at dægr i 13. årh. be*
tyder noget andet end et »halvdøgn«.

Til alt det ovenstående skal endnu for fuldstændighedens skyld anføres, at i et håndskrift, der er aftrykt i AlfræSi islenzk I (s. 44), hedder det således (i oversættelse): »Fra Norge fra Stad er der 4 dcegr's sejlas til Færøerne, men derfra 3 (dægrs sejlas) til Island til Østfjordene til Horn«, og lidt efter: »7 dægrs sejlas er der fra Island til midten af Norge«. Dette er blot et andet udtryk for den første sætning i Stb. osv.

Vi skal nu tage Hauksbogens og Melabogens tekst i betragtning.
Den lyder således (idet varianter fra Melabok sættes i klammer):

Svå segja vitrir menn, at or Noregi fra Staöi se vij dcegra sigl# ing til Horns å austanverou Islandi, en fra Snjöfjallsnesi (Snæfells*) iiij dægra sigling til Hvarfs å Grænlandi (i vestr ])ar skemst er tilf.). Af Hernum (Husn — fejllæsn.) af (i) Noregi skal sigla jafnan i vestr til Hvarfs å Grænlandi, ok er })a siglt fyrir noröan Hjaltland svå (at tilf.) ])vi at eins se }>at, at allgoft se sfovarsjn, en fyrir sunnan Færeyjar, svå at sjor er (se) i mio/um hliftum (mio/ar /i/i'oar), en svå fyrir sunnan Island, at ]>eir hafa (haß) af fugl ok hval . . . . en fra Langanesi å noröanveröu Islandi er iiij dægra haf til Sval* baroa norÖr i hafsbotn, en dægrsigling er til obyggfta ä (i) Græn= landi or Kolbeinsey i'"(ul.) norör.

Det er klart, at bægge tekster er identiske; afvigelserne i Melab. er alle uden nogen betydning, undtagen tilføjelsen: i vestr J)ar skemst er. Spørsmålet er for det første, hvorfra Melab. har sin tekst. Istand* bringeren af det håndskrift, hvori den findes, kunde tænkes at have skrevet den af efter Hauksbok, men da han plejer at angive, hvorfra enkelte stykker er tagne, når de ikke stod i det håndskrift, han afskrev, og han intet siger om dette, ligger den slutning nærmest, at han har skrevet stykket af efter sin original. Men hvorledes hænger det da sammen med den nævnte plus#sætning? Her er der to ting at vælge imellem: enten har Haukr udeladt den, uagtet den stod i hans original; det kunde han tænkes at have gjort." Eller har skriveren af Melab. selv tilføjet det efter de andre Landnåmatekster, han bevislig havde,

selv om disse var afskrifter af eller nærbeslægtede med Sturlubök.
Jeg tror nu, at dette sidste er tilfældet, men absolut vished kan her
ikke fås; spørsmålet er også forholdsvis af mindre vigtighed.

Men nu den store afvigelse i Hauksb.—Melab. fra Sturluboksteksten? Her er der for det første den afvigelse, at ordene: ]3ar er skemst er (efter Snæfellsnesi) er udeladte i Hauksb.—Melab. (jfr. dog til# føjeisen i denne lidt senere), og at det følgende lyder således:

En svå er sagt — Grænlandi (Stb.) genfindes i Hauksb.—Melab., men omskrevet (stedbestemmelsen Hernar og Björgyn er omtr. identisk), men hvad der følger er stærkt afvigende; det er de ovenfor fremhævede ord. Der kan ikke være to meninger om, og her får jo Hauks udtalelse om sin kompilation særlig vægt, at her er Stb. det primære; Hauksb.—Melab. er åbenbart en omdannelse deraf, og tillige en udvidelse; da nu Haukr siger, at plusstykker har han taget fra sine to forlægshåndskrifter, er der kun en slutning at drage, den, at Hauks tekst er Styrmers. Hertil passer fortræffelig den lærdom, der viser sig i Hauks tekst. Den er ægte Styrmersk, svarer fuldtud til hvad vi ellers kender til Styrmers kompilatoriske og bearbejdende virksomhed. Selv var han lidet kritisk.

Altså er denne tekst sekundær, i forhold til den simplere
i Sturlubok.

I det sidste stykke findes tilføjelsen, der ovenfor også er med spærret tryk. Atter her er der tale om lærdom, en tilkendegivelse af forøget viden, der er af samme art som den lige nævnte, og som sikkert bør tilskrives samme kilde, Styrmer¹).

Af alt dette fremgår det klart, at Sturlas tekst er den ældste, og at det er den, man bør lægge til grund for behandlingen af de spørs* mål, det her drejer sig om. Rigtignok kunde man måske sige, at bægge tekster betyder, tiltrods for omarbejdelsen, det samme, men det gør de ikke.

Hovedafvigelsen i Hauksb. er den, at det hedder, at der er 4 halvdøgns sejlas fra Snefjældsnæs til Hvarf i Grønland, medens Stur* lubok taler om 4 halvdøgns sejlas fra Snefjældsnæs til Grønland, »hvor det er kortest«²). Det er dette, der rent vilkårligt er ændret i Hauksb., hvor de understregede ord er udeladte som uforenelige med omtalen af Hvarf som rejsemål.

Sturluboks tekst er klar og kan, hvis der ikke gøres vold på or*

---

1) M. h. t. Styrmers tilføjelser iøvrigt kan jeg henvise til udgaven af Landnås rnabok 1900, s. XI ff.

2) Betydningen af disse ord er uomtvistelig.

dene, kun tage sigte på afstanden mellem Snefjældsnæs og den nær«
mest overfor dette liggende strækning på Grønlands østkyst.

Det er her nødvendigt at dvæle lidt ved betydningen af ordet »Grønland«. At det særligt brugtes om bygderne (Øster* og Vester* bygden) var kun naturligt og selvfølgeligt. Men ligeså sikkert er det, at det også brugtes om hele landet vest og øst (nord) for Kap Farvel. Beviser herfor er bl. a. følgende: For det første et udtryk som »übygder i Grønland« eller »Grønlands übygder«, hvor der åbenbart er tale om egne på østkysten, f. eks. Grl. hist. Mind. II 752, 754. Hvad der fortælles i Floamannasaga kap. 22 ff. om Torgils' skibbrud »under Grønlands jokler« (Grl. hist. M. 11, 96) eller som det i en variant hedder: »Noget efter dette kom de under Grønlands jøkler, i übygder«, foregår åbenbart på østkysten, der her altså kaldes »Grønland«. Senere rejser de syd på langs landet for endelig at komme til Østerbygden (Eriksfjord). I fortællingen om Lika-Looinn hedder det (Grl. hist. M. II 662), at han bragte Finn Fegins og hans fællers lig »fra Finns* boderne«, østfor jøklerne i Grønland, 3; på østkysten.

Disse eksempler er fuldtud tilstrækkelige. De viser, at det ikke blot var bygderne på vestkysten, Islænderne kaldte Grønland, men hele det land, som de kendte som et sammenhængende hele, altså også østkysten eller dennes übygder så langt mod nord, som de kendte den, d. v. s. op til Ammassalik omtrent, eller til kysten ligeoverfor Island, hvor Gunbjørnskærene vel betegnede det nordligste sted, man i lange tider kendte.

Det må nu betragtes som fastslået, at der intet er i vejen for at Sturluboks tekst er rigtig og at den tillige er den oprindelige. Der kan heller ikke være tvivl om, at 4 halvdøgn passer bedre med denne opfattelse (sejlasen mellem Snefjældsnæs og østkysten af Grønland, ca. 300 sømil; jfr. G. Holm i Meddelelser om Grønland LIX s. 283, her s. 6), end 4 halvdøgn mellem samme sted og Hvarf i Grønland (o. 630 sømil, G. Holm sst.), efter den fart som det er rimeligst at forudsætte. Derimod vil man se, at forholdet mellem Snefjældsnæs— Østkyst og 300 sømil på 4 halvdøgn passer godt til vejlængden Stadt—Horn og 540 sømil på 7 halvdøgn.

Vi kommer nu til spørsmålet om Svalbarde. Her er håndskrift
terne, heldigvis kunde man sige, enslydende, når Sturlubok udfyldes
efter teksten i Olaf Tryggvasons saga.

Det er hensigtsmæssigt først at dvæle ved ordet ha fs bot n. Botn betyder, som bekendt, den inderste del af en fjord (vig osv.) eller af en dal, hvor denne afsluttes ved fjælde til alle 3 sider. Heraf sted* navne på Island og i Norge (Botn, Botne). Ordet hafsbotn må følgelig betyde den inderste del af havet, hvor dette begrænses af sammenhængende land (til alle 3 sider); det skematiske billede, der

findes i Nansens Nord i taakeheimen s. 291 (jfr. hans artikel i Nor# ske geogr. tidssk. I, 13), giver en god forestilling om en hafsbotn. Denne benævnelse på den nordligste del af havet nord for Island^— Norge, og vi må tage Rusland med, hænger sammen med den mid* delalderlige forestilling, at der var et sammenhængende land fra Bjarme* land (Rusland) helt over til Grønland; det var dette land, der dannede hafsbotn'en. Denne forestilling fandt sit udtryk i hvad der læses i et membranbrudstykke (Grønl. hist. Mind. 111, 216, jfr. 220): »Fra Bjarmeland går der land til übygder i norden lige til Grønland tager ved«, samt i den vistnok sene og fuldkommen apokryfe beretning om Hallr geit, der anføres i Grønl. hist. Mind. 111, 524—25. Når det hedder »nordpå i hafsbotn«, kan der i og for sig altså være tale om et eller andet übestemt punkt mellem den vestlige og østlige land» grænse. Udtrykket siger os altså intet om Svalbardes beliggenhed, om den er vestlig eller østlig eller midtvejs.

Hvad Svalbarde selv angår, tages udgangspunktet i det bekendte Langanes, Islands nordøstligste næs. Det kunde synes så, som om dette var et fingerpeg i retning af at søge Svalbarde på Spitzbergen. Nødvendigt i og for sig er dette ikke. Ti man kan med lige så stor ret af den grund tænke på en rejse derfra til østkysten af Grønland, blot langt nordligere end det punkt, der er vest for Snefjældsnæs. Man kan tænke sig, at det var fiskere, der fra Langanæs var blevet ført så langt mod nordvest, at de var ført derhen; man har tænkt på egnene i nærheden af Scoresbysund. Dette er jo blot et tanke* eksperiment, men som i og for sig er ligeså sandsynligt som den anden nævnte mulighed. Men der kommer en omstændighed af af* gørende betydning; det er den angivne afstand mellem Langanes og Svalbarde, og den er ens overleveret alle steder, 4 halvdøgns sejlas, eller den samme afstand som mellem Snefjældsnæs og østkysten af Grønland lige i vest. Denne afstand passer ulige bedre på Grøn* lands østkyst i de nævnte egne, helst noget længere mod nord end Scoresbysund, end på Spitzbergen. Hertil er vejen langt mere end dobbelt så lang, (G. Holm 1. c.). En så urimelig hurtig sej las (17^x/ 2 knob), som kræves, hvis der var tale om Spitzbergen, kan ikke forud* sættes. Men en ting må betragtes som sikker, at den, der først nedskrev disse afstandsbetegnelser, har antaget, at afstanden mellem Snefjældsnæs og østkysten af Grønland ret mod vest var lig med af* standen mellem Langanæs og Svalbarde. Holder man sig hertil — og noget andet haves ikke, — er det udelukket at identificere Svalbarde med Spitzbergen.

Her bør huskes, at tidsafstanden mellem 1194 og den tid, da hele
dette stykke først blev bogfæstet, ikke er særlig stor (vel snarest
20-30 år.

Når man har villet antage, at der fra Island var foretaget flere rejser til Svalbarde, er dette blot en formodning, som intet har at støtte sig til i kilderne. — Man behøver ikke at forudsætte mere end den ene rejse i 1194, hvorledes så denne end er foregået og under hvilke omstændigheder. Landet, man var kommen til, var så vist ikke særlig lokkende. Det viser navnet, som det fik. Nogen beskri* velse af landet findes overhovedet ikke og dertil var der ingen grund i de korte notitser derom og de forbindelser, hvori navnet står. Af denne tavshed kan intet som helst sluttes.

Andre kilder, som f. eks. Historia Norwegiæ af en ukendt for# fatter, der næppe engang var en Nordmand, giver os overhovedet ingen som helst oplysninger angående Svalbarde, der ikke nævnes. Af dem kan intet som helst udledes. Mere end misligt er det at inddrage så sene og intetsigende »kilder« som Samson Fagres saga; i denne hedder det (Grønl. hist. Mind. 111, 524): »Riseland ligger mod øst og nord fra Østerleden¹), og derfra mod nordøst ligger det land, som kaldes Jotunheim, hvor der bor trolde og uvætter, men derfra til henimod Grønlands übygder går det land, som hedder Sval* barde, (mærke her også denne form); det er befolket af forskellige folk(eslag)«! Dette sammensurium af mytologiske reminiscencer og kendskab til navnet Svalbarde og forestillingen om det nævnte (imaginære) sammenhængende land i hafsbotn'en egner sig så vist ikke til at medtages i en alvorlig diskussion. Bemærkningen om Svalbarde osv. ser simpelthen ud til at bero på læsning i Landnama, være en reminiscens derfra.

Endelig er der den sidste i og for sig mindre interessante passus i Hauksbök—Melabok: »men et halvdøgns sejlas er der til übygcferne i Grønland fra Kolbeinsø mod nord«. Foruden dette sted nævnes denne ø²), så vidt erindres, kun i Svarfdælasaga (Isl. forns. 11, 64) i følgende sammenhæng: »Kolbeinn blev så vred, at han løb ud på sit skib og sejlede ud i havet og brød skibet ved den klippe, som ligger nordvest for Grimsø, og der omkom Kolbeinn og den er opkaldt efter ham«. Denne beretnings historiske værd kan ikke kontrolleres; men i hvert fald viser den kendskab til øen, der er identisk med Møwenklint, omkr. 1300, da sagaen blev skreven.

I Isl. folkesagn og æventyr (Isl. Pjoösögur og ævintyri 11, 125 ff.) findes en, iøvrigt historisk, beretning om de såkaldte »Hvanndale* brødre«, der 1616 på opfordring af biskop Gudbrand Torlaksson foretog en rejse til Kolbeinsø³). Først sejlede de derud, men dreves

---

1) »Østersøen« i oversættelsen i Grønl. hist. Mind. må bero på et øjebliks fejl eller

2) Jfr. Kålunds Islands beskrivelse 11, 130.

3) Se herom et digt i Blanda I, 149-62.

tilbage. Noget efter sejlede de igen afsted, fik mindre heldigt vejr, men nåede dog øen efter, som det synes, »2 doegr«, d. e. dag og nat, og en dag til, således som vers 25 og 27 vistnok er at forstå. Fra øen kunde de_'se 3 »tuer« (^: øverste fjældspidse) på Island. Tilbagerejsen gik glat, men det siges ikke udtrykkelig, hvor længe de var om den. Digtet er forfattet af en præst efter en af brødrenes egen meddelelse.

For nu at vende tilbage til Hauksb.—Melab.s afstandsangivelse, ét halvdøgn fra Kolbensø til Grønlands übygder, er det let at se, at den er ganske umulig. Her må der foreligge en misforståelse eller en fejllæsning af et tal. Man måtte efter alt at dømme forudsætte et tal som »3 halvdøgn« (afstanden skal være omkr. 200 sømil). Men det er klart, at denne afstandsangivelse er uden al betydning for spørs* målet om Svalbarde og dets beliggenhed.

Jeg skal til slutning antyde en indvending, der mulig kunde gøres. Man kunde måske sige: da dette land (kyst), der opdagedes 1194, fik et særligt navn, forudsætter det, at det ikke er Grønland, da op* dagerne, hvis de havde vidst, at det var en del af Grønland, ikke vilde have givet det fundne land et andet (nyt) navn. Et sådant ræsonnement kan dog ikke godkendes. Det er muligt, at opdagerne ikke har vidst, at det var det samme land; de kan have tænkt sig, at det var adskilt fra Grønland ved et sund eller havarm, men det forhindrer ikke på nogen måde, at det var Grønlands østkyst, de kom til. Selve navnet Svalbarde tyder ikke på, at de har antaget at det var et nyt særligt land, de havde fundet. Og har de set eller haft på følelsen, at det virkelig var en del af Grønland(s østkyst), er der intet til hinder for, at de kunde have givet denne del et særligt navn — hvad der kunde anføres utallige eksempler på allevegnefra. Finnur Jonsson.

SUMMARY Svalbarde

by

The author shows that the name of Svalbarde is more authentic than that of Svalbard. Then follows a discussion on the relationship of the sources of the distances between Norway_—Iceland_—Greenland_—Svalbarde, especially the so-called Landndmabok; and it is explicitly proved that of the manuscripts

Professor Finnur Jónsson

that contain the work mentioned the so-called Sturlubok represents the best original text while the so-called Hauksbök contains a compilation of the latter and another text, possibly found in the manuscript Melabok. The text of the Hauksbök ought therefore not to be used. When Greenland is mentioned in connection with distances in Sturlubok it is the east coast facing the west coast of Iceland that is meant. The expression dægr is used in describing the distances (it will take so and so many dægr to sail from one place to another). it is shown thai dægr can mean a day or a night only, not „a day and night", which on the whole fits in well. It is impossible to identify Svalbarde with Spitzbergen after the distances named in the sources; the word can mean only a region on the east coast of Greenland at Scoresbysund, or rather somewhat north of the latter place. The view entertained from ancient times thus appears the right one. At length some remarks are made concerning Kolbeinsey (iMewenklint); the distance between the latter and the east coast of Greenland is incorrectly stated in Hauksbök (Melabok).