Navigering i Luften i Nærheden af Polen,

De tre sidste Ekspeditioner til de arktiske Egne, nemlig „Amundsen^— Ellsworth's Ekspedition", „Oxford Univeisitetets arktiske Ekspedition" og „Mac Milions arktiske Ekspedition", har vist, at Spørgsmaalet om Navigering i Luften har ganske særlig Betydning. Problemet er forbundet baade med theoretiske og med mekaniske Vanskeligheder; det maa deles i to Dele, for det "fprste at kunne styre en Kurs og for det andet at kunne bestemme den geografiske Position.

At styre efter et magnetisk Kompas i Nærheden af Polen er af mange Aarsager temmelig uigennemførligt, først og fremmest p. G. a. manglende Kendskab til den magnetiske Deklination, men ogsaa fordi Jordmagnetismens horisontale Komposant er ringe. Kapt. F. Tymens, Medlem af Oxford-Ekspeditionen, udtaler i en af de Artikler om Ekspeditionen, som stod i „The Geographical Journal (Juli og Aug. 1925), at det magnetiske Kompas ikke er fuldstsændig übrugeligt, men at den ideale Udrustning i det omhandlede Tilfælde bør være et Solkompas og saa et magnetisk Kompas i Reserve. Samledes var det, at Problemet: at styre en ret Kurs, i Hovedsagen blev løst af Amundsen, der anvendte et Solkompas, specielt fremstillet af Goerz, hvilket Instrument fungerede „til fuldstændig Tilfredshed". Det vil stadig vise sand Nord, forudsat at man bevæger sig langs en given Meridian, idet et automatisk virkende Urværk vil korrigere for den stadige Forandring i Solens Tiinevinkel. Der findes ingen Oplysninger om, hvordan der er blevet korrigeret for den hurtige Forandring af Aeroplanets Bredde; vi vil antage, at det er gjoft af Flyveren selv, efterhaanden som han kom frem. Korrektion som Følge af Forandring i Solens Deklination blev næppe anvendt, da den vilde være betydelig mindre end de sandsynlige Fejl ved selve Navigationen

Mac Millan Ekspeditionen agtede ligeledes at benytte et Solkompas, men af en anden Type; det var tilfredsstillende gennemprøvet, før Ekspeditionen forlod Wisscasset i Maine, men der er ikke fremkommet Efterretninger om dets Brugbarhed.

Det følger af sig selv, at Stedbestemmelse, naar man flyver i Nærheden af Polen, aldrig kan blive udført med samme Nøjagtighed, som naar man befinder sig paa Jorden. Grunden hertil er lige til, naar man for det første husker Vanskelighederne, ved fra en sig hurtig bevægende Flyvemaskine at observere den nøjagtige Højde af et Himmellegeme med en Sextant, det eneste praktiske Instrument til dette Brug, og dernæst naar man erindrer, at Solen som Regel vil være det eneste Himmellegeme, der kan observeres, saa at der derfor i det givne Øjeblik kun kan bestemmes én Stedlinie, hvilket vil nødvendiggøre, at Navigatøren for en stor Del maa forlade sig paa Bestikket. Bestemmelse af den gennemfløjne Distance og Retning kan dog let foretages ved Instrumenter, der viser Fart, Afdrift, Kurs og Distancer, samt ved Røgbomber. Disse Instrumenter er sammen med hele Problemet om Navigering i Luften og Stedbestemmelse i Nærheden af Polen beskrevne i to udmærkede Artikler af Lt. Com. Byrd (Mac Millan Eksp.) og G. W.

Littlehales i August Numret af U. S. Naval Institute Proceedings (Vol. 51,
Nr. 270).

Man kunde naturligvis undgaa alle Vanskeighederne ved Stedbestemmelser i Nærheden af Polen ved, at Aeroplanet forctogen Landing, og Observationerne skete paa Jorden; men dette er i Polaregnen et overordentlig farligt Foretagende, hvad Erfaringerne jfra Amundsen_—Ellsworth Ekspeditionen noksom viser. Det er navnlig af denne Aarsag, at erfarne Autoriteter hælder til den Anskuelse, at det styrbare Luftskib er det mest egnede til Polflyvning.

(The Geographical Review, Oct. 1925).