Pingvalla sænkningen.

l?ingvallaegnen ligger i Islands nyvulkanske Omraade, det som Sartorius v. Waltershausen og efter ham senere Forfattere deriblandt Thoroddsen har benævnet »Palagonit«*gebetet, medens Helgi Pjeturss anvender Betegnelsen, den insulare Basaltformation. Det kan derfor ikke undre, at denne Egn frembyder »ungdommelige« Karakterer i geomorfologisk Henseende, idet Overfladeformerne i ganske overvejende Grad er bestemt af meget unge Eruptivfrembrud og tektoniske Bevæ* gelser. I Sommeren 1923 havde vi Lejlighed til at samle en Række lagttagelser vedrørende disse Forhold, og det følgende er en Fremstilling af disse i Forbindelse med en derpaa bygget Tydning af Landskabs* udviklingen i den paagældende Egn.

I?ingvellir og Eingvallavatn udfylder tilsammen en Gravsænkning, der har sin største Udstrækning fra N. Ø. til S. V. Dalens vestlige Langside fremtræder i Landskabet som en stærkt udtalt Forkastnings* linje, markeret af Armannsfells og Mjoafells Østskraaning og sydligere af Søens vestlige Bred. Dalens østlige Begrænsning dannes af Fjældene Tindaskagi, Hrafnabjörg, Arnarfell og Miöfell, som ligeledes betegner et sammenhængende System af Brudlinjer. Den sydlige Grænse udgøres af HengilbKomplekset, og mod Nord gaar Sænkningens Bund jævnt over i det indre Højland. Geografisk afsluttes l?ingvallaomraadet mod Nord af Kuppelvulkanen SkjaldbreiÖ. Sænkningen er ca. 40 km lang, regnet fra Skjaldbreiös Krater til 3?ingvallavatns Sydkyst, Bredden varierer mellem 4 og 10 km. Den sydlige Trediedel af Gravsænknin* gen indtages af t'ingvallavatn, og her har den vertikale Forskydning utvivlsomt været størst.

Pingvellirs Bund er overalt dækket med ganske unge, postglaciale
Lavastrømme, som paa store Strækninger langs Søens Nord* og Øst*

side gaar ud under Vandspejlet, Sæmundsson (1903—04 p. 181). Fra
historisk Tid haves ingen Eruptivfrembrud i tingvallaomraadet.

tingvallasænkningens Lavastrømme stammer fra forskellige Udbruds* centre og fra forskellig Tid. Det ældste af de nordlige Frembrud repræsen* teres utvivlsomt af Lavaen fra SkjaldbreiS, der fra selve Vulkankuppelen breder sig som en svagt skraanende Flade mod Syd. Det kan vanskeligt bestemmes, hvor langt den er naaet trem, men i hvert Fald kan den følges til Fjældet Tindaskagi. Syd herfor er den overdækket af en yngre Lavastrøm, der stammer fra nogle højtliggende Kratere paa Gravsænkningens østlige Kant. Disse Udbrudssteder danner i Følge Undersøgelse af vor Rejsefælle, den islandske Zoolog Pålmi Hannesson, en meget smuk Kraterrække, der ligger i Sænkningen mellem Hrafna* björg og Kålfstindar og ikke, som af Thoroddsen angivet, Nord for og i Forlængelse af Hrafnabjörg. Herfra har Lavaen omflydt Hrafna* björg, og er som to vældige Strømme styrtet ned over Gravsænkningens Kant. Den nordligste af disse danner visse Steder ret betydelige Lavafald i Passet mellem Hrafnabjörg og Tindaskagi. Efter at være naaet ned i Gravsænkningens Bund breder Hrafnabjorg?Lavaen sig ud som en roligt flydende Strøm oven paa den størknede Skjaldbreio* Lava og dækker dennes sydlige Del fuldstændigt, idet den ligesom denne har fulgt Terrainets naturlige Hældning mod Syd; dens Bevæ* gelighed og Masse har været saa betydelig, at den har været i Stand til at udfylde Gravsænkningens Bund i hele dens Bredde fra Tinda* skagi til Søkanten. Ft tredie Lavasystem stammer fra den sydligere liggende flade Vulkangruppe Lyngdalsheioi, Øst for Eingvallavatn. Herfra breder Strømmene sig ud til alle Sider, og deres vestlige Del naar ned til den sydøstlige Del af Søen. Dette Eruptionssystem er ældre end det foregaaende, Sapper (1907) antager endog, at det er præglacialt, det viser sig nemlig, at Hrafnabjörg*Lavaen under sin Fremtrængen mod Syd har lagt sig op over Lyngdals* Lavaen og er standset af denne. Endelig findes der meget unge Kratere paa Hengills Nordskraaning; det mest kendte af disse benævnes almindeligt Eldborg og ligger paa Sletten Nord for Nesjavellir tæt ved tingvallavatns Sydkyst; herfra stammer nogle mindre Lavastrømme, som gennem Smaadale naar frem til Søbredden.

Med den lige nævnte Undtagelse dannes Søens Syd* og Vestkyst af ældre ikke postglaciale Bjergarter, isskuret Dolerit, »Palagonittuf« m. m., der ligesom de øvrige Fjælde omkring tingvallasænkningen hører til den yngre Bjærgartserie, »Palagonitformationen« eller »den insulare Basaltformation«.

Hermed er gennemgaaet Hovedtrækkene af Egnens geologiske
Opbygning, saaledes som den til Dels er beskrevet af tidligere Forfat*

tere, navnlig Thoroddsen, og vi vil da se paa nogle Enkeltheder, idet
vi særlig vil opholde os ved de Fænomener, der stærkest har bidraget
til Egnens nuværende topografiske Udformning.

De to omtalte Hovedbrudlinjer i tingvallaomraadet er et Led i det store Forkastningssystem, som gennemsætter den sydvestlige, ny* vulkanske Del af Island i Retningen S. V.—N. O. Alle disse Forskyd* ninger er foregaaede i sen Tid og er antagelig for de flestes Vedkommende først bragt til Afslutning i postglacial Tid. Dette gælder i hvert Fald Hovedsænkningen ved fingvellir. Hvis man følger Brudlinjen langs Søens Vestkant og dens Fortsættelse mod Nord forbi Gaardene Skålabrekka og Kårastaoir, ser man, at Mosfellshedens »Brudkant« ned mod Søen staar fuldkommen skarp og uden Spor af glacial Erosion, i hvert Fald hvor Overfladen udgøres af den bekendte, smukt isskurede Dolerit. Hvor Bruddet er sket i de langt mindre modstandsdygtige Tuffer og Konglomerater, har Vejrsmuldringen afrundet Kanten, og dertil kom* mer, at Vinderosionen mange Steder har været særdeles virksom. Tilsvarende lagttagelser kan ikke gøres paa den østlige Brudlinje, fordi dennes Kant er udvisket af Lavastrømme fra Lyngdalsheioi og Hrafnabjörg, som danner et sammenhængende Tæppe helt over til Gravsænkningens modstaaende Side, og hvorfra kun »Tuf«#Horstene, Tindaskagi, Hrafnabjörg, Arnarfell og Miöfell rager op som Øer, der er fuldstændig omflydt af de vældige Eruptivmasser.

Medens saaledes I?ingvallasænkningen maa antages at være dannet i postglacial Tid, kan den paa den anden Side bestemt siges at være ældre end det ældste af de omtalte 3 store postglaciale Eruptivfrembrud i denne Egn. Skjaldbreiolavaens Udbredelse viser nemlig særdeles smukt, at Sænkningen har været der først. Lavaen har nemlig ikke overskredet den vestlige Forkastningsskrænt, men er standset af denne og tvunget til at udbrede sig langs med den; Lavamarken kan følges til et Punkt Syd for Kårastaoir.

Efter at disse store Eruptivfrembrud er tilendebragt og efter Lavaens Størkning bliver tingvallaegnen Genstand for nye tektoniske Bevægelser, idet der inden i den ældre, nu lavafyldte Gravsænkning, danner sig en ny og noget mindre, en Proces, som vedvarer op i historisk Tid, og som antagelig endnu ikke er afsluttet. Man har saaledes paalidelige Efterretninger om, at der saa sent som i 1789 har fundet betydelige vertikale Forskydninger Sted i t'ingvellir. Sveinn Pålsson omtaler, at hele Landet mellem Hrafnagjå og Almanngjå sank en Alen, og Tho* roddsen meddeler, at den nordlige Bred af Søen sænkede sig, saaledes at Vandet brød ind over Lavamarken, medens den sydlige Del af Søen hævede sig. Hele denne yngste Sænkning omfatter et Areal paa 60—70 km², og den vertikale Forskydning andrager 30—50 m.

Ved denne Sænkning er fremkommen nogle højst karakteristiske Spaltedannelser, der omtales i næsten al den geografiske Litteratur, der foreligger om Island. De betegnes i Reglen med deres islandske Navn gjå (udtales gjau), som anvendes i det hele taget om større Spalter i Lavamarker, islandsk hraun (udtales hrøjn). iPingvellirs gjå'er fordeler sig i to Grupper, en vestlig og en østlig, der markerer det allerede omtalte, yngre System af Forkastningshnjer i denne Egn. Flere Forfattere har givet skematiske Profiler af l?ingvellir for at vise, hvordan gjå'erne fordeler sig i Sænkningen, men ingen af disse er korrekte, hvorfor det vil være paa sin Plads at give et paa Grundlag af den danske Generalstabs overmaade smukke og værdifulde Opmaalinger udarbejdet Tværsnit af Sænkningen. (Fig. l.)

Anskuelserne om Dannelsen af gjå'erne divergerer meget. Winkler "(1861 p. 179.) giver en noget uklar Tydning af Fænomenet. 'Meningen synes at være den, at der paa Hrafnagjå's Plads har ligget en gammel Brudlinje, som er overflydt af Lava; ved Størkningen er saa Lavaen sprunget og har dannet gabende Spalter langs Forkastningslinjen. Denne Forklaring er ikke antagelig, fordi som omtalt Fordelingen af Lava* strømmene viser, at Sænkningen mellem.de to Hovedgjå'er ikke fandtes paa det Tidspunkt, da Eruptivfrembrudene" fandt Sted. Thoroddsen (1905—06 p. 219) hævder, at de er af tektonisk Oprindelse.

Spethmann (1908 p. 429) antager, at gjå'er i Lavamarker er Kon* traktionsfænomener. Denne Forklaring gælder sikkert for en Del af de mindre gjå#Dannelser i Islands Lavamarker, men absolut ikke for I?ings valla#gja'erne, hvilket efterfølgende lagttagelser og Betragtninger vil vise. Hvis en gjå dannes som et Kontraktionsfænomen kan Spalten ikke naa dybere ned end til den størknende Lavastrøms Bund, og dette vil endda være et extremt Tilfælde; om gælder <let imidlertid, at de gennemskærer ikke eet, men flere Lavadækker, og naar dette er Tilfældet, kan man ikke tænke sig Spalterne opstaa som

Størkningsrevner. Atgjå* Dannelsen i I?ingvellir er et tektonisk Fænomen fastslaaes desuden med stor Sikkerhed gennem den lagttagelse, at Almannagjå, Nikolåsar*Flosagja og Hrafnagjå alle' fortsættes som For# kastningsbreccier ind i de »Tuf«?horste de løber op imod. Sænkningen mellem Nikolåsargjå og Almannagjå foraarsager saaledes Dannelsen af en nærmest amfiteatralsk Indsænkning i Armannsfells Sydskraaning, begrænset mod Vest af en ikke betydelig Brecciezone i Forlængelse af Almannagjå og mod Øst af en meget kraftig »Forlængelse« af Nikolåsargjå, der som en tydelig Brecciezone kan følges langt op i Fjældet. Noget lignende iagttages, hvor Hrafnagjå støder op til Arnarfell. Allerede paa Afstand ser man, at gjå'en fortsættes ind i Bjærgvæggen, og en nærmere Undersøgelse viser, at største Delen af Fjældet er gennemsat af et Sprækkesystem med Hovedretning N.0.—S.V. Disse Revner bliver talrigere, efterhaanden som man nærmer sig gjå* Forlængelsen, der præsenterer sig som .fuldkommen Brecciedannelse, hvis Bredde er ca. 50 m. Denne Zone gaar lige Nordvest om den Top, der paa Generalstabens Kort er betegnet ved Kotetallet 238. Der er her et lille Hak i Fjældets Kam, som angiver Stedet for Dislo^ kationen. Breccien fortsætter sig videre mod Sydvest og kan i hvert Fald følges ned til det lille Vand midt i Fjældet.

Pingvallavatns Genese.

Som omtalt er fingvallagraven dybest mod Syd og her udfyldt af I?ingvallavatn, der altsaa maa betragtes som en tektonisk Sø, hvis Dannelse maa antages at have fundet Sted i postglacial Tid. At den indtager saa stort Omraade (105 km²) og er saa dyb (109 m.) som Bj. Sæmundssons Maalinger viser (1903—4) skyldes to Forhold, nemlig den store vertikale Forskydning i Forbindelse med en Opdæmning ved Sydenden ved en »Palagonit«#Horst, Dråttarhlio og dennes østlige Fortsættelse. Langs hele Søens Vest* og Sydkyst har der fundet en meget kraftig Kysterosion Sted, som har givet Anledning til Dannelsen af Klintformationer, store og maleriske Brændingshuler, Strandpiller m. m. (mest kendt af disse er de meget smukke Huler i Tangen Klumba Nord for Gaarden Nesja), og paa de mindre udsatte Steder findes smukke Strandvolde og andre Aflejringsfænomener.

Men foruden disse Tegn paa recent Vanderosion findes tillige Spor af en ældre og højere liggende. Flere Forfattere omtaler dette, Fedder* sen (1888 p. 9), Thoroddsen (1908 p. 344) og Sæmundsson (1903—04 p. 181). Talrige Steder paa Syds og Vestkysten kan denne ældre Strandlinje iagttages, saaledes Syd for Skålabrekka paa en Strækning af at Par km; særdeles smukt ses den ved SvinahliS (ca. 1500 m), talrige Steder paa Sydkysten, bl. a. ved Lambhagi og endelig meget

udpræget paa Dråttarhlio ved Søens Udløb, Sog. Den viser, at Søens Overflade tidligere har ligget 6—7 m højere end nu. Der, hvor nye Lavastrømme gaar ud i Søen, mangler ældre Strandlinjer. Søens ældre og højere Vandstand faar sin naturlige Forklaring ved Betragtning af Forholdene ved Afløbets Udmundingssted.

Dettes Udviklingsgang fremgaar af Fig. 2 A—C. Det ældste Afløb har banet sig Vej gennem »Tuffen« og dannet en dyb Kløft mellem Dråttarhlio og dette Fjældpartis østlige Fortsættelse. I den sidste Del af det Tidsafsnit, som karakteriseres af de store Eruptivfrembrud i

tingvallaegnen, har en Lavastrøm fra Miöfellshraun trængt sig frem mod Syd og har gennem Afløbskløften fundet Vej over Dråttarhlid* Horsten og har fyldt Flodlejet paa en Strækning af l km. Fig 2 B. Derved er Søen blevet opdæmmet til et Niveau, der er bestemt ved Lavastrømmens Højde, og det er netop i dette Niveau, at Søen har dannet den lige omtalte højere liggende Strandlinje. Dette ses meget smukt ved Udløbet, idet der findes store Brændingshuler i Dråttarhlio lige over for Lavastrømmen og i samme Højde som dennes Overflade. Fig. 2 C.

Efter denne Opdæmning har Afløbet erobret sig en ny Rende. Dette sker i den gamle Aabning, men paa en højst karakteristisk Maade, idet Dannelsen af den nye Erosionskløft ikke finder Sted i den gamle ved Borterosion af den deri værende Lava, fordi »Tuffen« er mindre modstandsdygtig end Lavaen, Fig. 2 C. Et Stykke nede i

Kløften ser man det nuværende Flodleje begrænset paa højre Side af
»Tuf«, paa venstre af Lavastrømmen, men der sidder en lille »Tuf«*
kant tilbage imellem Lavaen og Floden.

Thoroddsen mener, at Dannelse er sket ved et Sammenspil af flere geologiske Kræfter (1905 p. 43) og nævner først og fremmest de tektoniske Kræfter, men antager endvidere, at glacial Erosion har været medvirkende ved Søbækkenets Dannelse, idet han formoder, at hele Sænkningen i Istiden har været fyldt af en Skridjøkel.

Hertil maa vi bemærke, at vi intet Sted i E'ingvallasænkningen har fundet Spor af Glacialfænomener, og at selv det ældste System af Brudlinjer staar fuldkommen skarpe og uden Spor af glacial Erosion; endvidere maa anføres, at Afløbet Sog ingenlunde gør noget gammelt Indtryk, (jfr. Thoroddsen 1. c.)> og der er intet, der tyder paa, at det »ældre« Sog, før Eruptivfrembruddet, har været dybere end det nuværende, ja det synes endog, at Udløbets Bund dengang har ligget væsentlig højere end nu, hvilket kan ses paa Sydvestsiden af den lille Lavatunge, der skyder sig igennem »Tuf«#horsten. Vi maa altsaa som før nævnt, antage, at f'ingvallasænkningen er postglacial.

Søer og Lavastrømme.

Det er ingenlunde ualmindeligt paa Island, at Lavastrømme giver, Anledning til Opdæmning af Søer. Vi har set, at l?ingvallavatn en Tid har været lavadaemmet, og et andet og maaske mere typisk Eksempel paa dette Fænomen haves i Nordlandets største Sø, Myvatn. Om dette Søbækkens Dannelse siger Thoroddsen (1905 p. 46): »Zuweilen haben sich gröszere durch Masseneruptionen entstandene Lavastrecken nach der Abkühlung oder durch vulkanische Brüche gesenkt und die Einsenkungen sind dann mit Wasser gefüllt worden; auf diese Art ist das Myvatn entstanden«, v. Knebel slutter sig hertil (1912 p. 116): »Viele dieser Seen ruhen auch in den eingebrochenen Teilen der zentralen Partien grosser Lavaergüsse, und hier für mag als klassisches Beispiel das durch seine reiche Vogel* und Insektenfauna berühmte Myvatn gelten«.

Denne Forklaring er dog næppe holdbar, alene af den Grund, at en betydelig Del af Søens Nordkyst ikke dannes af Lava, men bestaar af »Tuf«. Det synes os langt sandsynligere, at Vandet simpelthen er opdæmmet af ganske ung Lava fra de talrige Udbrudssteder ved Søens sydvestlige Bredder, saaledes at det naturlige Afløb mod Laxårdalr er forstyrret. Søens Dybdeforhold tyder ogsaa paa, at Myvatn er lava* dæmmet, idet Dybden mod Nord er yderlig ringe, ca. l m, men mod Syd og Øst gaar op til 6—7 m (Thoroddsen 1908 p. 356).

Afløbet baner sig Vej over Lavamarken i et Løb med mange Strøm* snævringer og et meget betydeligt Fald lige til Sammenløbet med Laxå. Om de omtalte Sammensynkninger i Lavaen kan have spillet en Rolle ved Søbækkenets Dannelse, kan paa det nuværende Tidspunkt ikke afgøres, men at Myvatn udelukkende har faaet sin nuværende Skikkelse ved Kontraktionsindstyrtninger er sikkert forkert, i hvert Fald delvis maa den anses for at være opstaaet ved Lavaopdæmning. Et andet Eksempel paa en Sø af denne Type haves i den lille ligeledes ganske lavvandede Alptavatn i Grafningr. Den maa opfattes som Resultatet af tilsvarende Opdæmningsprocesser af de store østlige liggende Lava* strømme, medens den nordlige liggende Ulfljotsvatn maa anses for at være af tektonisk Oprindelse. Lavadæmmede Søer kendes forøvrigt fra andre nyvulkanske Omraader paa Jorden. Et Eksempel herpaa findes bl. a. i Centralfrankrig (Martonne 1920 p. 329, Fig. 141.)

Vandløb og Lavastrømme.

I Egne med store Lavadækker frembyder Afvandingsforholdene visse Ejendommeligheder. Een af disse hidrører fra Lavaens store Porøsitet, som medfører, at næsten alt det Overfladevand, der ellers flyder bort som Vandløb, her opsuges af Jordbunden, og først træder frem som Kilder ved Kanten af Lavaen. Dette Fænomen kan iagttages ved saa godt som alle Islands unge Lavamarker, og hvor der som i IPingvallaterrainet er Spaltedannelser med Vand, kan man direkte iagttage Grundvandets betydelige Bevægelseshastighed, medens store Omraader med meget anselige Tilførsler af saavel Regnvand som Jøkelvand fuldkommen savner overjordisk Afløb. Dette er Tilfældet med langt den største Del af frngvellirs Bund, trods det, at Omraadet har en særdeles betydelig Nedbør og modtager anselige Vandmasser fra Afsmeltningen paa Skjaldbreios Sneflader og ligeledes fra Langjø* kulis Sydkant. Under en Bestigning af Skjaldbreiö i 1923 traf vi intet Vand paa Skjaldbreiöhraun og først et Stykke oppe paa selve Vulkan* kuppelen fandtes nogle ganske smaa Bække, som stammede fra Sne» fladerne; længere nede forsvandt de i talløse Revner og Sprækker.

En anden Ejendommelighed fremkommer derved, at Lavaen som omtalt er meget modstandsdygtig over for Vanderosion. Dette medfører, at man finder betydelige Forstyrrelser i det normale Afvandingssystem, overalt hvor der findes unge Eruptivmasser paa Island, idet Vandløbene i Regelen tvinges uden om disse. Virkningerne forstærkes ofte derved, at Lavastrømmene naturligvis søger hen i Terrainets lavestliggende Dele, altsaa hyppigst ned i Floddalene, som delvis udfyldes. Lignende lagttagelser er gjort af Bourcart i Sahara (1924 p. 68). Paa Grund af

de islandske Lavastrømmes bekendte Letbevægelighed, bliver de i Stand til at løbe lange Strækninger, inden de størkner, og dette medfører, at Eruptivfrembruddenes Forstyrrelse af Afvandingsforholdene kan gøre sig gældende over meget store Arealer. Det klassiske Eksempel paa et Vandløbs Forstyrrelse af en Lavastrøm er Skaptå's Forandringer i 1783 (Thoroddsen 1882 p. 78). Hos Abich (1887) er beskrevet et noget lignende landskabeligt Forhold fra Kaukasus. Her er Dalene i et Vanderosionssystem ligeledes fyldt med Lava, og Vandløbene har saadannet nye Dale ved Siden af Lavastrømmene, fordi de friske Eruptiver er vanskelige at erodere i. Resultatet heraf er blevet, at de oprindelige Dale nu staar frem som Højdedrag, medens de omgivende Højder er eroderet ned til Dalstrøg.

Som et Eksempel i det smaa paa dette Afhængighedsforhold mellem Vandløb og Lava vil vi nærmere omtale endnu en Ejendommelighed ved iMngvallavatns Udløb. Den allerede p. 228 omtalte Lavastrøm fra MiSfellsheiOi, som har tilstoppet det ældste Udløb fra Søen og fyldt hele den gamle Erosionskløft tværs igennem Fjældet Dråttarhlio er gaaet videre mod Syd i det gamle Flodleje som en 700 m lang, smal Lavatunge. Paa den vestlige Side af denne har Sog dannet sig et nyt Leje. Fra Øst kommer en lille Biflod, Kaldå, som har Retning direkte mod Sog, men der, hvor den naar Lavaen, bøjer den af mod Syd og følger dennes Kant for først at forenes med Hovedfloden ved Enden af Lavastrømmen, helt nede ved Sogs Udløb i Ulfljotsvatn. Det er ganske utvivlsomt, at vi her har et lille Vandløb, hvis Retning er forandret af en Lavastrøm, som til Trods for sin ringe Mægtighed saavel i horisontal som vertikal Retning har været i Stand til at for* hindre Bækken i at erodere sig tværs igennem, saa Vandløbet er blevet nødt til at gøre den lange Omvej paa ca. 600 m i Stedet for at skære igennem en 30 m bred Lavastrøm.

Et tilsvarende Forhold, men i langt større Maalestok kan iagttagen i de nedre Dele af hele Sydvestlandets Afvandingssystem. De med* virkende Komponenter, Vandløbene og Lavastrømmene er her af meget betydelige Dimensioner. Elvene I>j6rså og olfuså hører til de største og vandrigeste paa Island, og Magmafrembruddene har her ligeledes naaet et imponerende Omfang; denne Kombination har betinget Ud* viklingen af de højst interessante topografiske Forhold i denne Del af Landet. Fig. 3=

I den øvrige Del af Afvandingsomraaderne findes et System af omtrent parallelle Vandløb, som i Retningen N. 0.—S. V. fører Regn* og Jøkelvandet ned mod Atlanterhavet. I den vestlige Del møder vi den Uregelmæssighed, at den Flod, som egentlig skulde gaa fra Skjald* breiO til Eingvallavatn ikke findes paa Grund af de i Gravsænkningens

liggende Lavastrømme, hvis Porøsitet gør, at alt Vand siver ned og som Grundvand vandrer i Lavaens Hulheder ned til Søen. Regel* mæssigheden i det øvre Løb hører dog op, naar Vandløbene naar ned til en Linie fra fUngvallavatn mod Øst. Elvene viser her en paafaldende

Forandring, idet Løbene viser en Afbøjning mod Vest og undertiden mod Slordvest. Det gælder f. Eks. Tungnå N. for Torfajökull, I>j6rså V. for Burfell og Laxå N. og Ø. for Vöröufell. Det naturlige og sikkert ogsaa oprindelige Forhold er, at Elvene fra Ejorså til Bruarå er løbet ud i en fælles Bugt. Rimeligvis har iMngvallaafløbet udmundet for sig selv længere mod Vest. Imidlertid er Bugten forsvundet, dels ved den postglaciale Landhævning, og dels ved de store Udfyldninger af Elvens Aflejringer samt ved Vindaflejringerne fra Afblæsningsom* raaderne Nord for, og endelig har de udstrakte postglaciale Lavastrømme

bidraget til at fylde op i den store Bugt mellem Heklaomraadet og
Reykjanes#Omraadet.

Det er disse Lavastrømme, som bevirker den mærkelige Afbøjning af Flodløbene. Landskabet mellem olfuså og E»j6rså er, som Kortet viser, for største Delen opfyldt af en Lavastrøm, og desuden er der Lava Nord og Syd for. Man ser f. Eks. ganske umiddelbart, hvordan Tungnå er tvunget mod Nord i en stor Bue af en Lavamark Nord* Øst for Hekla, og hvordan I^jorsa i hele sit Løb til Stori Nupur er bestemt ved samme Forhold. Noget tilsvarende gør sig gældende med Hvitå og dens Fortsættelse mod Nord i Laxå. Hele Buen Nord om Vöröufell er fremkaldt ved, at Lavastrømmen har lukket den ældre Floddal Øst og Syd om Fjældet og paa Grund af sin Mægtighed tvunget Floden uden om Fjældet. Ved Hestfjall er Forholdet det, at Lavaen kun har formaaet at trænge Floden op mod Tufljældet, men ikke kunnet lukke Forbindelsen Syd om Fjældet, hvor Elven efter Størkningen har uddannet sig en ganske smal Passage imellem Fjældet og Lavastrømmens Kant.

Angaaende Alderen af Lavastrømmene Syd for Hestfjall kan med# deles følgende. De ligger paa isskruet Overflade, og denne er overlejret af marine Lerlag med Pecten islandicus og Mya truncata; dernæst følger Lavaen. Mod Øst overlejres denne af et Løss^agtigt Lerlag som hidrøre? fra de skæbnesvangre Afblæsningsprocesser i det Nord for liggende Terrain. Øverst ligger der en Myrdannelse, hvis Mægtighed tiltager mod Syd. Op igennem det hele rager talrige smaa »Tuf«==Klipper, som paa Nordøst^Siden bærer Spor af glacial Erosion, medens Sydsiden er angrebet af en Nedbrydning, som antagelig skyldes Atlanterhavet under de store postglaciale, marine Transgressioner.

I dette Landskab udføres for Tiden et overmaade stort Vandings-anlæg, som bestaar af en Hovedkanal fra Hvitå. Herfra ledes Vandet gennem Sidekanaler af første og anden Orden ud til det lavtliggende Myrlandskab, som i ret betydelig Udstrækning kan sættes under Vand. Fordelen ved den kunstige Vanding er dels det, at Jorden tilføres en Mængde Næringsstoffer fra Hvitå's Jøkelvand, og dels at Vandingen ophæver den for store Dele af den islandske Jordbund saa typiske Tuedannelse, som i særdeles høj Grad nedsætter Brugsværdien af Jorden. Ved denne Kanalgravning er der bl. a. gjort den morsomme lagttagelse, at Lavamarken nogle Hundrede Meter fra Hvitå er fuldstændig opløst i Brokker, medens den sydligere er størknet i de for Plade* Lavaen karakteristiske jævne sammenhængende Flager. Denne lagttagelse er venligst meddelt os af Ingeniør l?orlaksson i Reykjavik, som leder Kanalanlægget. Dette kan tyde paa, at den flydende Lava er stødt sammen med Aaen, og den voldsomme Afkøling har sprængt den i

Stumper og Stykker, samtidig med at Aaen er trængt ganske tæt op
mod det store Tuffjæld.

Efter at de store Lavastrømme imellem olfuså og Pjorså er størk« nede og dækkede af de omtalte overliggende Dannelser, er der paa to Steder kommen nye Lavastrømme, som har kompliceret Forholdene yderligere. For det første maa det antages, at Lavastrømmene Syd for Pjorså er yngre, fordi de paa Generalstabens Kort er afmærkede som Lava. De har været medvirkende ved Bestemmelsen af Pjorså's Løb fra Stori Nupur mod Sydvest. Endvidere er der sket det, at der er dannet Kratere Nord tor Hvitå ved Bürfell; disse har frembragt en Lavamasse, som er fyldt ned mod Sog og Hvitå. Den sidste kommer derved i Klemme mellem to Lavastrømme, hvoraf den nordligste er den yngste, og Sog klemmes inde mellem Lavaen og Ingolfsfjall, med det Resultat, at der dannes en Række Strømsnævringer i begge Floderne. Endvidere sker der Nord for Ingolfsfjall en Opdæmning af Vandet i Sog, som her danner en lille lavadæmmet Sø, delvis omgivet af Lava* mark, ganske lavvandet, nogle faa Meter dyb.

Et andet udmærket Eksempel paa Afvandingsforholdenes Afhæn* gighed af postglaciale Eruptivfrembrud har man i Egnen Vest for Langjökull, der lidt senere samme Sommer (1923) gennemrejstes af Pålmi Hanneson og Bjerring Pedersen. Langs Jøkelens Vestrand findes Nord for Eiriksjökull en betydelig, af Thoroddsen opdaget, Kraterrække, der er Arnestedet for de vældige Lavamasser, der danner det store Hallmundarhraun. Lavaen fra denne Kraterrække har først udbredt sig sydpaa ned mellem Lang* og Eiriksjökull, men er standset i Flosa* skarö, derpaa har den søgt vestpaa gennem Noröüngarfljots Dalføre og er naaet saa langt ned i Dalen som til Gilsbakki. En Gren af Lava* strømmen har banet sig Vej Syd paa, Øst om Strutr og har her opfyldt den nordlige Side af Dalen mellem Kalmanstunga og Hüsafell, idet den er flydt oven paa den noget ældre Lava der stammer fra Kraterne N. V. for Geitlandsjökull.

Rejser man i denne Egn, forbavses man over, at alle de Elve, der
her danner Hvitå*Systemets østlige Del, og som alle fører Jøkelvand,
d. v. s. mælket stærkt slamholdigt Smeltevand, ikke er mere vandrige.

Det kan ikke betvivles, at der i Sommertiden maa foregaa en langt betydeligere Afsmeltning, end den der giver sig et umiddelbart Udtryk i Elvens Vandføring. Forholdene ligger her ganske som i Egnen Syd for Langjökull, idet en stor Del, sandsynligvis største Delen, af Smelte* vandet løber bort gennem og under de unge Lavastrømme. Et utvetydigt Vidnesbyrd om, at det forholder sig saaledes har man i den bekendte.

højst mærkelige Barnafoss nede i Lavastrømmens Kant ved Gilsbakki.
Vandet vælder her filtreret, krystalklart ud nederst i den unge Lava.

De kolossale Vandmængder, der her saa at sige bryder ud af Lavaen, er sikkert en Del af Jøklernes Smeltevand, der baner sig Vej i og under Lavaen, og derved befries for alle opslemmede Bestanddele. Faafaldende er det ogsaa, at Elvenes Vandføring øjensynlig forøges paa Vejen gennem Hallmundarhraun og Geitlandshraun, og da de næsten ikke faar overjordiske Tilløb paa disse Strækninger, maa det sikkert bero paa, at den Del af Smeltevandet, der begynder med at løbe i og under Lavaen, gennem talrige Kilder i Bredderne og Elvlejerne tilfører Elvene store Vandmængder.

Forøvrigt viser det overjordiske Afvandingssystem i denne Egn meget smukt, hvorledes dets Form er afhængig af Lavastrømmene. Smukkest og klarest ses dette i NorÖlingarfljöts Form. Denne Elv ud# springer helt oppe Nord for Hallmundarhrauns Kraterrække og løber saa indtil Surtshellir gennem et meget ungt Morænelandskab, idet den overalt, hvor dens Vej skæres af de unge Eruptiver, bøjer uden om disse. Omtrent ved Surtshellir tvinges Elven af Lavaen helt op under de Fjælde, der begrænser Dalen mod Nord, og her har den paa en lang Strækning skaaret sig et Leje mellem den unge Lava og Fjældene. Omtrent Nord for Gaarden Kalmanstünga bøjer den imidlertid tværs over Lavamarken Syd paa over mod Tuf* og Liparitfjældene Vest for Strütr, for derpaa atter at bøje mod Vest langs disse lave Højdedrag og følge dem, indtil den lidt Vest for Hüsafell falder i Hvitå. For Hvitå's øvre Løbs Vedkommende er Forholdene ikke slet saa klare, men det synes, som om Elven her af den yngre Lavastrøm fra Hall* mundarhraun er blevet trængt ud paa den lidt ældre, der kommer fra Kraterne ved Geitlandsjöküll.

Egnens geomorfologiske Udformning er sikkert i postglacial Tid foregaaet saaledes, at vi først har haft en vældig Hedeslette i Lighed med Sydlandets »sandur«, dannet af talrige stærkt variable Vandløb. De unge Eruptivfrembrud har da, først i Geitlandsjöküll og senere i Hallmundarhraun, fyldt de gamle Flodlejer og bredt sig over Hede«« sletterne. Derved har de tvunget Smeltevandet til at søge sig nye Veje, og dette har fremkaldt det nuværende, højst ejendommelige Afvandingsforhold.

SUMMARY

Geomorphological Studies in the Southwestern Iceland

by Th. Bjerring Pedersen f) and Niels Nielsen.

This paper tries to give an account of some of the most important landscape features of the southwestern Iceland. The development of the land*forms in this territory is chiefly determined by the following factors: volcanism, tectonics and glacial erosion, as the glacial deposits and the postglacial water erosion have been land forming to a slight degree only. The paper contains partly a description of these matters, partly a special examination of the influence of the recent erup* tions on draining conditions.

The most important results are:

1) The »P'ingvalla« depression is presumed to be postglacial.

2) The tectonic movements fall into two parts separated by large eruptions wich

are grouped round 3 centres: Skjaldbreio, Tindaskagi and LyngdalsheiÖi.
3) The origin of the »pingvalla« ravines is tectonic and not at all a phenomenon

of contraction in the congealed lava.

4) »Pingvallasvatn« is in its construction a tectonic lake which for a time was
lava dammed.

5) The type of lakes described above — the lava dammed lake — will likely
prove a common phenomenon in Iceland.

6) The northern parts of the draining system of southwestern Iceland are tecto=
nically determined; the situation of the rivers in the southern part is chiefly
determined by the damming activity of the postglacial basaltic lavasflovs.

7) The rivers that spring from the western side of »Langjökull« are dependent on the young eruptions in the same way as the rivers of the southern lowlands. A great part, perhaps the major part of the melting water of the glaciers is absorbed by the young lava afterwards to burst forth in the outskirts of the lavasfield in the shape of great fountains.

Benyttet Litteratur.

Abich, H.: Geologische Forschungen in den Kaukasischen Ländern.
Wien 1887.

Bourcart, K.: Un voyage au Sahara. Paris 1924.

Feddersen, A.: Geysirdalen og dens Vandløb. Geografisk Tidsskrift
1888.

Keilhack, K.: Reisebilder aus Island. Gera 1885.

v. Knebel, W.: Island. Eine naturwissenschaftliche Studie. Stuttgart
1912.

de Martonne, E.: Traité de géographie physique. Paris 1920.

Pjeturss, H.: Om Islands Geologi. Meddelelser fra Dansk geologisk
Forening 1905.

Sapper, K.: Über einige islåndische Lavavulkane. Monatsber. d. D.
Geol. Ges. 1907.

Spethmann, H.: Vulkanologische Forschungen im ostlichen Zentralisland.
Neues Jahrbuch f. Mineralogie, Beilage*Band 26, 1908.

Sæmundsson, B.: Thingvallasøen. Geografisk Tidsskrift 1903—04.

Thoroddsen, Th.: Oversigt over de islandske Vulkaners Historie.
København 1882.

Thoroddsen, Th.: Postglaciale, marine Aflejringer, Kystterrasser og
Strandlinjer. Geografisk Tidsskrift 1891—92.

Thoroddsen, Th.: Island. Grundrisz der Geographie und Geologie

1—2. Petermanns Mitteilungen, Ergänzungsheft 152, 1905-06.
Thoroddsen, Th.: Lysing Islands, 1. København 1908.

Winkler, G. G.: Island, seine Bewohner, Landesbildung und vulka*
nische Natur. Braunschweig 1861.

v. Waltershausen, S.: Physischsgeographische Skizze von Island. Göttin*
gen 1847.