Da omtrent hele Grønland som bekendt falder indenfor den evig frosne Bunds Zone, er det ganske naturligt, at næsten alle mindre Vandløb, saasnart Frosten trænger i Jorden, lukkes, for først at komme i Funktion igen, naar Foraarsafsmeltningen i April_—Maj sætter ind. Der er imidlertid fra gammel Tid kendt en Del Undtagelser herfra, nemlig de Vandløb, der danner Afløb fra de saakaldte „varme Kilder" (se f. Eks. Rink¹)). Nogle af disse udmunder nær ved Stranden, eller deres Afløb er ved vældige Snemasser saa godt isoleret, at de Vinteren igennem formaar at holde sig i en lukket Kloak eller Vandledning under Sneen. Men som beskrevet af Rink (1. c.) og Steenstrup²), lukker Frosten som oftest ogsaa disse Kilders Afløb, og Vandet tvinges op paa Overfladen, hvor det ved stadige Overrislinger, naar Vandføringen er stor, kan danne meget anselige Ismasser — Kildeis —, som af Rejsende har været antaget for „smaa døde Bræer", cfr. f. Eks. Porsild.³)

Kilder, som løber hele Vinteren, forekommer i Grønland fortrinsvis paa Disko samt i Nügssuaq og Svartenhuk Halvøernes Basaltomraader og er særlig talrige paa Grænsen mellem Grundfjæld og Basalt og dermed beslægtede Dannelser. I disse Egne er derfor Kildeisen meget almindelig, og man ser ofte her nogle rundagtige eller aflange, kegleformede Ishøje, der veludviklet kan naa en Højde af to-tre Meter over den tilgrænsende Isflade og en horizontal Udstrækning paa indtil 20 Meter i Længden og det halve i Bredden. Rink (1. c.) omtaler dem flygtigt

---

1) Rink: Om den geogr. Beskaffenhed af de danske Handelsdistr. i Nordgrl. (Vidensk. Selsk. Skr. 5. Rk. 111. p. 32).

2) Steenstrup, K. I. V.: Bcretn. om en Undersøgelsesrejse til Disko. (Medd. om Grl. XXIV. p. 277).

3) Pors/W, M. P.: Bidr. til en Skildr, af Vegetationen paa Disko. (Medd. om Grl. XXV. p. 119).

og forklarer deres Dannelse ved, at Vandet „trænger ind i dens Revner (Isfladeris), hvor den stivner og sprænger Isen og taarner den op i smaa kegleformede Høie". Denne Forklaring kan, som det vil ses af det efterfølgende, dog næppe være rigtig.

Gennem adskillige Aar har jeg, navnlig paa Disko, haft rig Lejlighed til at iagttage dette Fænomen, og da der synes at være en nøje Sammenhæng mellem Danneisesmaaden af disse „Ishøje" eiier „Buler" og de i samme Omraader ofte forekommende uregelmæssige Sprække- og Revnesystemer i Vegetationslaget i svagt skraanende,

lidt fugtige Heder, kan det muligvis have nogen Interesse at faa Dannelsen
belyst gennem lagttagelser paa StcJet Aaret rundt.

Den „Varme Kilde", der forsyner den Danske Arktiske Station og i Vintertiden desuden Kolonien Godhavn med Drikkevand, har sit Udspring bag Lyngmarken et Par Hundrede Meter over Havets Overflade. Ved Udspringet er Vandets Temperatur i Sommertiden 4_—5° C., mens det i Vintertiden (en Snes Meter fra den egentlige Kildeaabning, som er utilgængelig paa Grund af Snemasser) kun er 1,2° varmt. Paa en Strækning af et Par Kilometer følger Afløbet et lille Dalstrøg —^v Østerdalen — passerer saa en lille Slette af Rullesten og store Blokke, hvorefter det gennem en Kløft i Gneisen styrter ned paa en

jævnt skraanende Strandvold, hvor det har skaaret sig et V-formet Leje. Paa Rullestenssletten neden for Stationen opløses det i talrige Smaaløb mellem og under Stenene og munder tilsidst ud i Lagunen mellem „Stationen" og Havet. Paa Fig. l ses den sidste Del af dets Løb til venstre for Stationens Hovedbygning. Dets Vandmængde er naturligvis skiftende efter Tilgangen af Smæltevand, men naar denne er mindst, d. v. s. i Sensommeren og i den koldeste Vintertid, er Vandmængden næppe over et Par m3m³ i Minuttet. I Vintre med tidligt og stærkt Snefald dækkes dets Leje med et paa sine Steder 2_—3 m tykt Snelag, der er tilstrækkeligt isolerende til, at det kan holde sit Leje

aabent under Sneen Vinteren igennem. I snefattige Vintre derimod lukker Frosten allerede i Efteraarsmaanederne mere og mere nede mellem Rullestenene ved Lagunen, Vandet tvinges op ovenpaa og overrisler Rullestensdeltaet og danner hurtigt en Ismasse, der som et mægtigt Skjold dækker hele Partiet nedenfor Vejen (Fig. l). Med stærk Kulde vil dette i Reglen tage sin Begyndelse ved Nytaarstid og holde op igen midt i April. Regner man Vandmængden til 2 m3m³ i Minuttet, faar man, at der i denne Periode afsættes 320,000 m3m³ Is, der, hvis Isskjoldet kun var en Meter tykt, vilde dække 32 ha. Dette Isskjold, som hurtigt faar flere Meters Tykkelse, virker naturligvis stærkt isolerende, og for en Tid standses Frostens Virkning ved Bunden, og der dannes et Reservoir, der ved en „Vandledning" staar i Forbindelse med Bækken.

Paa Sletten ovenfor den lille Kløft foregaar ganske det samme og de to Ismasser vil tilsidst naa sammen. Samtidig med at Ledningen, der staar i Forbindelse med Reservoirerne forlænges opefter, forøges naturligvis Trykket, og Vandet prøver at presse sig op igennem Isskjoldet, der derved løftes, samtidig med at der paa de tyndeste Steder dannes „Buler". Naar Processen foregaar tilstrækkelig langsomt, er Isen elastisk nok til at give efter til en vis uråd. Overfladeisen, der er mest aikølet og derfor mindst elastisk, sprækker under stærke Knald. Sprækkerne naar dog sjældent ned til Vandet, og det tyndere Islag

mellem Basis af Sprækken og Undersiden virker som Hængsel, der tillader yderligere Hvælvning. Bliver Trykket for stærkt, kan en saadan „Bule" fuldstændig sprænges, og Vandet vælder da ud med stor Kraft og bortriver undertiden store Stykker af „Bulen"s Tag.

Fig. 2 viser en saadan „Bule" med store Revner i Toppen og som ved disses Hængselvirkning stadig kan vokse. I Slutningen af April begynder Afsmæltningen, og de indespærrede Vandmasser skaffer sig Afløb. Tilbage staar den ofte flere Meter tykke Skal som en Hvælving over en Isgrotte. Fig. 3 viser en delvis nedstyrtet „Bule", hvor Gulvfladen i det indvendige Rum dækkede et Par Hundrede m², og

som paa Midten havde en Højde af et Par Meter. I Løbet af Maj—Jun
bortsmælter Ismasserne uden at efterlade noget Spor i Underlaget.

I svagt skraanende Heder i ovennævnte Egne, især omkring Bække hvor der i Sommertiden er noget sumpet, vil man ofte i Vegetationslaget træffe Sprække- og Revnesystemer af uregelmæssigt Forløb 0£ Udstrækning. Tidligt paa Sommeren bemærker man, at Jordover

fladen er noget hvælvet, men denne Hvælvning forsvinder senere. Fig. 4 viser et Parti af et saadan Sprække-system. Fotografiet er taget sidst i Juli, og der er ikke nogen Niveauforandring synlig mere. Hovedsprækken havde en Længde af 4_—5 m og en Maximalbredde af 15 cm, Sidegrenene var kortere og kun faa cm brede. Heden er her ret tør, og Underlaget er temmelig fint Sand med løse Sten. Fig. 5 viser to fra et fælles Centrum udgaaende Sprækker i en fugtig Hede, fotograferet midt i Juni. Paa dette Sted er Sprækkerne dannede for flere

Aar siden og har ved Smæltevandets Indvirkning ikke mere den oprindelige
Profil. Der er tillige begyndende Tilgroning af rødbrune
Hypnaceer. I Baggrunden ses endnu Resterne af Kildeisdækket.

Her paa Disko ligger Grænsen for den evig frosne Jordbund, naar man ser bort fra Havets og de varme Kilders nærmeste Omegn, i en Dybde mellem 60 og 200 cm, efter Jordbundens og Vegetationens Beskaffenhed, d. v. s. længst nede i Sand eiler Grus uden sammenhængende Vegetationsdække, og nærmest ved Overfladen finder vi

den i sumpet Terrain, hvor man i ugunstige Somre endogsaa kan træffe den endnu nærmere ved Overfladen. Paa horizontalt beliggende Arealer vil Smæltevandet stagnere, da det ikke kan gaa i Dybden, og Grænsen for det frosne ligger nær Overfladen. Træffer en Bæk eller Kildeafløb paa et nogenlunde skraanende Terrain, hvor der under Vegetationslaget findes Sand eller Rullesten, f. Eks. gamle Strandvolde el. 1., synker Vandet derimod ned til de frosne Lags Overflade, som det paa Grund af Hældningen følger. Om Efteraaret fryser Overfladens Vegetationslag snart, men det varmere Kildevand kan en Tid lang holde et Lag mellem det frosne Underlag og den frosne Overfladeskorpe tøet. Tilsidst naar Frosten sammen et Sted og standser det underjordiske Afløb, og Vandet træder frem længere oppe ved

Strandvolden, hvor Løbet kun er dækket af Sne og en tynd Isskorpe. Det nedenfor liggende Parti af Heden overrisles lidt efter lidt, samtidig med at Forbindelseskanalen mellem Bækken og det under Vegetationslaget indespærrede Vand forlænges. Tilsidst løfter Vandet et Parti af det frosne Jorddække, paa hvis Underside der dannes en Isskal, det øverste Islag slaar Sprækker, der efterhaanden udvides og naar ned i Vegetationslaget med dets vedhængende organiske og uorganiske Dele, som ganske mangler Isens Elasticitet, mens den inderste Isskal, som er mindst afkølet og derfor mest elastisk, strækker sig og giver efter. Fig 6 viser et skematisk Snit igennem en Dalside, hvor saadanne „Ishuler" dannes. Ved Strandvolden A trænger Vandet ned til den evig frosne Jordbund, som det følger gennem Sand og Gruslagene under den nedenfor liggende Hede. Fra Strandvolden og nedefter er Heden da^kket af et Skjold af Kildeis, som ved B er løftet

op i en „Bule" af Vandets Tryk. Fig. 7 viser Sydskraaningen af samme „Bule" i Afsmæltning. Det øverste Isdække er forsvundet, og det noget forstyrrede Vegetationslag med nogle løse Klippeblokke er blottet. Mellem de tre største Blokke ses Aabningen indtil det indvendige Hulrum, der er udtømt. I Billedets Baggrund ses Strandvolden (S^—S).

Som allerede nævnt af Rink, Stecnstmpf Porsild (1. c.) og flere kan Kildeismasserne blive saa mægtige, at de i en ugunstig Sommer ikke naar at smælte, før Frosten atter indtræffer. I Lavlandet er dette dog ret sjældent, medens det til Fjælds og i skyggefulde Kløfter er mere almindeligt. Kildeisens Virkning paa Vegetationen er noget forskellig efter de Elementer, hvoraf denne er sammensat. Daarligst klarer Lichenerne sig, særlig Gvrophora-Arter og sorte Skorpelarver. Dette ses paa Fig. 1. Gneisklipperne bag Stationen er ganske sorte af disse Larver, medens det lavere Parti tilvenstre herfor, hvor Kildeisen hver Vinter dækker Klipperne, er ganske nøgent og derfor kendeligt iysere. Modsætningen til Licherne er Mosserne, af hvilke Arter som Hypnum uncinatutn og de hvidgraa Cesia-Arter endda

særlig synes at foretrække saadanne Steder, og som taaler baade et og flere Aars Nedisning uden at lide derved (cfr. Porsild L c. 120_—21). j aa »jtSucr, uvor iviiueis norman uanneSj nar i anerogarn-i iora.cn samme Sammensætning som i „Schneetälchen": Eqmestum arvense og variegatum, Salix herbacea og groenlandica, Polygonum viviparum, Oxyria digyna, Kocnigia islandica, Saxifraga rivnlaris, Sibbaldia procumbens o. 1., Arter, der kan klare sig med en kort Vegetationsperiode. At nogle af disse Arter, f. Eks. Salix herbacea, Oxyria, Polygonum, ligesom ovennævnte Mosser, kan taale at ligge i hvert Fald een Sommer under Isen, har jeg adskillige Gange iagttaget, og jeg er tilbøjelig til at tro, at de ogsaa kan taale flere paa hinanden følgende Aars Dvaletilstand.

SUMMARY On the Fountaintlce of Greenland (Sérsineq) and its Effect on the Soil and the Vegetation.

As almost the whole of Greenland belongs to the zone with eternally frozen soil, it is o general rule that nearly all minor streams in the winter will be closed by the frost. An exception is formed from this rule by the brooks which have their origin in the „hot springs", which in Greenland are especially

common on the border between the Archaean and the Basalts of Disco Island and the Nügssuak and Svartenhuk Peninsulas. Theese brooks are often capable of maintaining an open tunnel beneath the snow, but when this is also closed by the frost the waters are compelled to brake up through the snow; here they will freeze and form round or oblong, conical hills of ice which can attain rather great dimensions.

In fig. 1 is shown such a shield of ice with a thickness of several meters, formed below „Den Danske Arktiske Station" in Disco by the outlet from a hot spring (with a summer temp, of 4_—5° C'.). The forming of the ice-shield begins about the Ist January and ceases again in the middle of A orÜ.

As the icetunnel is prolonged upwards the pressure of the water under the ice-shield is incerased; in this manner the ice-shield will yield in the weakest spots and be raised in the form of a dome; the deeper part of the ice is elastic and serves as hinges while the upper part cracks forming deep fissures (fig. 2). If the pressure gets too strong the ice-dome may burst.

As the vegetation layer is incorporated in the ice-shield on the surface of het soil while a thawed layer remains between this and the eternally frozen ground, the vegetation layer will often be raised too and traversed with fissures, which can still be seen when the ice-shield has vanished (fig. 4 and 5). Fig. 6 shows this process in the form of a diagram (Klippe = rock; Vegetationslag = vegetation layer; Grus og Sand = gravel and sand; Frossen Jord = frozen ground; Is = ice; Vand = water).

Towards the end of April the melting of the ice begins to take place; the
shut-up water beneath the ice-shield escapes and the vaulting of ice (perhaps
including the vegetation layer) may remain standing for a time (fig. 3 and 7).

The effect of this fountain-ice on the flora varies. The Lichens suffer the most while on the other hand the Mosses (especially Hypnu m uncinatum and the Cesia species) bear the ice covering very well for one ore more years. In localities where fountain-ice is normally formed the F aner o game-vegetation consists of species which can do with a short vegetation period, and many of theese, e. g. S alia x herbacea, Oxy ria digy nå, Pol y gonu m viv iparum can lie dormant under the ice throughout at least one summer.