„Vatnajökulsvegur" samt Undersøgelser ved Vatna-Jökulls Nord- og Vestrand.

Ved »Vatnajökulsvegur« har man paa Island fra gammel Tid betegnet en Rute, som kun meget faa Mennesker har befaret, og som fra Østlandet gaar langs Nordranden af Vatna*Jokull til Sydlandet. Dens Udgangspunkt er Gaarden Brü i Jökulsdalur, hvorfra den gaar i S. V. gennem Laugarvalladalur og Vestridalur til Græsstedet Fagri* dalur (7—8 Timer); herfra paa Vad over Kildefloderne til Jokulså å Fjöllum og videre til den udmærkede Græsplet Hvannalindir

Nord for Kverkfjöll — saa Vest paa over Jokulså, derpaa over opblødt Terræn langs den ca. 30 km lange Rand af Dyngju#Jökull (Nordpartiet af Vatnajökull) — derpaa forbi Lavamarken Holuhraun og det i Jö# kelranden staaende Kistufell (som Tyskeren Spethmann besteg i 1910), og i hvis Nærhed den lille Vulkan Uroarhåls staar, derpaa over Dyngjuhals, en Ryg, som løber fra Jøklen mod Trölladyngja, og som er oversaaet med Smaakratere og Lavamarker, endelig ned mod Gæsa# vötn til Vonarkaro, eller mulig Nord om Tungnafells#Jokull, til "én af Ruterne over Sprengisandur. I Fristatstiden kendte man meget vel Sprengisandur og Ruten derover. Vi minder saaledes om Grupasßår* Our's Rejse til Sydlandet gennem VonarskarÖ.

For Odåoahrauns Vedkommende omtales der kun en enkelt Gang i Sagaerne en Rejse, da Såmur fra Leikskålar (ca. 950) i Anledning af en Drabssag, fra Hrafnkelsdalur paa Østlandet skyndte sig til Al* tinget, idet han benyttede en før ukendt Vej fra Möörudalur paa Øst* landet over Jokulså til Heröubreiöartunga, derfra Syd om Blåfell til Kroksdalur (det Inderste af Båroardalur) og videre over Sprengisandur. Vatnajökulsvegur vides først at være ble ven benyttet af Arn i Odd* son (1618). Den egentlige Opdager af Ruten var dog den unge Pjetur Brynjolfsson (1794) som red fra Bru over^Kverkå og Kreppa, Syd om Hvannalindir (som den Gang ikke kendtes), videre langs Vatnasjokull over Skjålfandafljot til Kiöagil. Han kom ikke gennem Vonarskarö. Björn Gunnlaugsson søgte dernæst at finde en ny Hovedvej mellem Sydlandet og Mule Syslerne, Nord om VatnasJokull. Han drog to Aar i Træk (1838 og 1839) Nord om denne Jøkel til Flotsdalsherredet; første Gang Nord om Tungnafells#Jokull, anden Gang gennem Vonarskarö, som han derved opdagede. Ruten i 1839 gik fra Rangårvalla-Syslås nordvestlige Bygd, Landsveiten, over Tungnaå og Kaldakvisl til Illugaver ved Sauöafell (Græssted), stadig i N. Ø„ derpaa over Lavamarker ind i Vonarskarö og videre Øst paa langs Jøkelranden til Hvannalindir (det første Bedested siden Illugaver), saa ad Ruten til Bru.

De gunstige Beretninger om Vejens Farbarhed tillokkede den danske Naturforsker I. C. Schythe, som (1840) fra Vejen over Sprengi* sandur gik »Nord om Tungnafells#Jokull til Hvannalindir ved et Ridt paa 34 Va Time fra Sprengisandur. Paa denne Rejse, hvortil alt var forberedt paa det omhyggeligste, maatte Schythe og hans fire Ledsagere kæmpe med saa voldsomme Snestorme, at flere af deres kraftigste Heste bukkede under i Fagridalur for Anstrængelse og Kulde, dog naaede man tilsidst Brü.*)

---

*) V. Petersen: »To Rejser] I. C. Schytes og Watts] i det Indre Island, fortalte efter Rejsebeskrivelser« (»Geogr. Tidsskr. I Bd).

Jon I?orkelsson, som i 1880 med nogle Bønder passerede langs
Vatna#Jokulls Rand, kom ikke gennem Vonarskarö og gik ikke Øst
paa over Kreppa.

Under Thoroddsens storartede Undersøgelser i OdåOahraun i 1884 gik han snmme Vej, langs Jøkelranden, paa hvilken han en Nat slog Telt. Han siger: »Denne Teltplads er den uhyggeligste og smudsigste, jeg nogensinde har haft paa alle mine Rejser i Island«.*)

Vatnajökulsvegur var saaledes, saa vidt man vidste, ikke bleven passeret mere end højest 6 Gange. Der var i 1912 gaaet 72 Aar, siden denne Rute sidst var bleven gennemredet i sin Helhed. Denne Sommer, i hvilken dav. Kapt. nu Oberst L P. Koch udførte sit Ridt gennem OdåOahraun til Hvannalindir og derfra tværs over Vatna* Jökull, blev Vatnajökulsvegur atter befaret. Det var den danskfødte, nu islandske Skovdirektør Kofoed#Hansen som drog denne Vej — tilmed ganske alene og som han siger**) med: »3 gode Heste, rigelig Proviant, 40 Pd. Havre til Hestene og Sovepose af ferniseret Sejldug med 2 Uldtæpper. Desuden var- jeg vant til at rejse alene ogsaa i U bygden«.

Han brød op den 10. August Kl. B*/2 Morgen fra Gaarden Brü, ledsaget et Stykke paa Vej af en ung Mand. Han red gennem Lau* garvalladalur og Vestridalur til Fagridalur. Det havde været Snestorm; men denne havde heldigvis lagt sig. Det var tilmed bleven varmt med Vindstille, og kun Taage et og andet Sted foranledigede nogen Ulempe.

I Laugarvalladalur holdt han 2 Timers Hvil ved Ruinen af Gaarden Laugarvellir, hvor der findes en varm Kilde. Efter 3 Timers Ridt mod S V. (8—9 km i Timen, »aim. Fart paa lange Rejser«) forledes Vestridalur, idet han red Syd om en lille hætteformet Klippe oppe i den vestlige Dalskraaning, — og han kom op paa Højderyggen, hvorfra han havde en pragtfuld Udsigt til alle Sider. Herfra laa Ruten mod Vest, ned i Fagridalur: »en dyb Dal med rigelig Græsvækst. Store Flokke af Vildgæs fløj skrigende bort, da jeg nærmede mig Dalbunden«. Fagridalur gaar i Syd op efter i en Dal, som udviskes, 2 km borte. Her bøjes mod Vest over en lav Højderyg. Fra denne ses udover en bred Lavning, Gæsadalur, med en temmelig stor Sø, der er en Lagune, dannet af Kreppa.

»Der rides Nord for Søen langs med denne, og efter */2 Times
Forløb er man kommet til Kreppa. — Elven har et ilde Ry paa
Grund af Kviksand«. Klokken var 10x/ 2, der var 2 Elvløb, ca. 30—40

---

*) Th. Thoroddsen: »Lavaørkener og Vulkaner paa Islands Højland«) (Geogr. Tidsskr. 18. Bd.)

**) Efter hans utrykte Rejseberetning: »Fra en Rejse i den islandske Übygd i Sommeren 1912«.

m. brede. »Jeg skønnede, at jeg vilde komme paa Svøm; men der var ingen,_Tid til Betænkning. Jeg drev de 2 Heste ud i Elven og fulgte efter paa den 3die. De kom næsten straks paa Svøm; kun den, jeg red, kom i Kviksand ved Landingen, men var dog hurtig los. Ligesaa gik det i det andet Elveløb. Jeg havde kun den Ulempe af Svømningen, at blive vaad til Bæltestedet, thi alt i Paktasken var bundet ind i vandtæt Stof. Fra Krcppa redes mod Vest over Slette* land. Hastigt nærmer man sig et lille Fjæld, der ligger isoleret paa Sletten, rider Nord for dets Udløbere langs med disse, og har man naaet Fjældet, er man kommet til Græsstedet Hvannalindir (»Angelica* Kilderne — Lind d.v.s. Kold Kilde). Klokken var 11 11~2, da jeg kom dertil, og saaledes var 15 Timer gaaet, siden jeg forlod Brü Maalt paa Kortet skulde Vejlængden have været 8 Mil, men jeg tror, at den i Virkeligheden er 11 —12 Mil. Barometret viste 825 m. o. H. Hele Dagen havde Vejret været varmt med Vindstille, og her i denne be# tydelige Højde var hele Natten saa varm, at jeg ikke brød mig om at skifte de vaade Klæder, de tørrede hurtigt.

Kilderne løber sammen i en Bæk Hvannalindarå, som falder i
Krep på«.

Kl. 7 brød Kofoed#Hansen op uden at have sovet og red Vest paa. Ca. en Mil Vest for Hvannalindir ligger en Bjergkæde, Kverk* fjallarani, der strækker sig fra Kverkfjöll i Vatna*Jökulls Nordrand til et Fjæld ca. 3 Mil Nord for Jøkelranden.

Over de kegleformede Høje gik Ridtet nu videre ned gennem en. smal Dal til Kreppahraun Lavamark mellem den, østlige af flere Rækker Høje, hørende til Kverkfjallarani, og den af samme. — Derpaa over en stor Slette, der gennemstrømmes af Jokulså »paa Fjældene«. Der herskede voldsom Varme. Ridtet fortsattes i S. V. over Sletten til Jokulså, der passeredes efter 2 Timers Ridt. »Den meget stride Elv løber henover Stensletten og har let ved at brede sig, naar den svulmer op. I det største Elvløb gik Vandet kun lidt over Bugen paa Hestene, saa Vandføringen har været under det nor* male. Kort efter er man ved Flyvesandsarealet — et bredt Bælte. Det blæste fra Jøklen og blev aldeles mørkt af Sandfugt — */2 Times hurtigt Ridt.«

Derpaa kom den Rejsende over en Lavamark, som Thoroddsen havde beskrevet som næsten impassabel i 1884. — Nu var den tilføget og dannede en jævn Sandflade, Lavamarken ligger omtrent midt imellem Jokulså og Højdedraget Uroarhåls, der begrænser Sletten mod Vest. Her skifter Landskabet Karakter, stiger stærkt, bliver ku# peret, og Slettens sorte Basaltgrus afløses af lyst Tufgrus. Nogle Bække i Nærheden af Jøklen gav Hestene Drikke. Saa kommer man op paa et Højdeplateau, hvor Kistufell ligger. Hertil ankom Kofoed*

Hansen Kl. 10 Aften (1040 m. o. H.)- En sort Lavamark (Pladelava), og Sneen begyndte atter. »Det er utvivlsomt, at Jøklen under Uvejr fra Nord danner et Stillebælte foran sig, i modsat Fald maatte der have været Bunker af Sne i disse Egne.« Kortets Afstand fra Hvanna* lindir er 6 Mil til Kistufell; men Afstanden er vist betydelig længere. »Jeg antager, at Jøklens Nordrand ligger betydelig mere mod S. end Kortet angiver.« Her sov K.*H. i 3 Timer. Kl. 4 brødes op paa ny. Efter en Tur i Retning af Jøklen vendtes tilbage, og der fort* sattes i S. V. henover Lavamarken, hvor der laa Sneflager. Efter 1 */2 Times Forløb naaedes Jøkelranden og Dyngjuhåls. Der fortsattes i S. V. gennem Sne — ned ad en stejl Skraaning til Sandstensklippen Gæsahnjukur. Man var nu ved Indgangen til Vonarskarö; men da der laa dyb Sne, toges Retning mod Vest henimod Tungna* fellssjökulls nordlige Udløbere. Græsstedet Gæsavotn (Gæsavatn) var skjult af Sne. — Fra nu af gik Rejsen uden Forhindringer.

»I Skjålfandafljot er et godt Vadested midt for Tungnafells* Jökulls Udløbere ved en Bielv fra Vonarskarö. Paa den vestlige Side af disse passeres et andet Elvløb, »Jökulfall«, som paa det Tidspunkt var tørt. Jeg fortsatte langs Tungnafells#Jokull, hvor der af og til var Græs, og jeg holdt et længere Hvil i den lille Dal med ret rigelig Græsvækst. Fra dette Sted tog jeg Retning mod Store Arnarfell i Hofsjöklen henover Sprengisandur. Kl. 8 kom jeg til Varderne paa Sprengesandsvejen, og Kl. lOl^ naaedes Ejvindarkof* aver, hvor jeg blev om Natten« Kl. 5^2 næste Morgen brødes op i Taage, Söleyjarhöföavaö fandtes dog. Der var kun lidt Vand i tjorså. Paa dennes Vestside var det igen klart Solskin.

Efter at have holdt Hvil ved SoleyjarhöfÖi fra Kl. 81/»8¹/» til 3 fort* sattes til et daarligt Græssted N. for Da Isa, hvor Hestene aabenbart var »utilfredse«, og skønt K.#H. var gaaet i Soveposen, brød han dog op og gik i en bitterkold Nat efter Hestene til Skumstungur, der naaedes Kl. 6. Her holdtes Hvil til Kl. 2, og K.#H. hvilede ud og sov. Kl. sx/25^x/2 kom han til SkriSufell, den første Gaard i Bygden.

Kofoed?Hansen slutter sin Beretning saaledes:

»Jeg havde altsaa været 4 Døgn og 9 Timer om at komme fra Bygd., til Bygd, og havde sovet ialt 12 Timer paa Rejsen. Den is* landske Fjældluft er stimulerende, og Vejrliget havde ikke budt mig andre Ulemper end lidt Sandfygning og Taage. Hver Dag havde det været meget varmt, stille og klart Solskin. De, der 72 Aar før rejste den samme Vej fra Vest til Øst, gjorde andre Erfaringer.«

Kofoed*Hansen passerede saaledes ikke selve Vonarskarö, gennem
hvilket Rejsende i nyere Tid kun fire Gange er komne, sidst i 1923:

1). Björn Gunhlaugsson og Jon Austmann (4. Aug. 1839).

2). Tyskeren Hans Reck og hans islandske Fører SigurÖur Su«
marliöason paa en 11 Timers Vandring rundt Tungnafellssjokull,
fra Nyidalur paa Jøklens Vestside og tilbage (29. Juli 1908).

3). I 1911 af Schweizeren Hermann Stoll, ledsaget af den unge
Islænder Helgi Tomassbn, under deres Rejse over Sprengisandur.

4). Endelig i 1923 af den islandske Geolog G. Bå,roarson.
Rejsens Formaal var bl. a., at opsøge og undersøge de to Udbruds*

steder, som den foregaaende Vinter havde været i Virksomhed, det
ene i Askja og det andet, efter forskellige Opgivelser, i Vatna Joklens
Nordrand, eller nordlige Del.

G. Båroarson, som bl. a. ledsagedes af Stud. mag. Pålmi Han* nesson, kom, fra Nord langs Skjålfandafljot's øvre Løb til Gæsavotn. Herfra trængte de — ifølge Hannessons Meddelelser — »et Stykke ind* over Vatnajøklen, samt langs dens Rand til Kistufell og til Vonar* skaros sydlige Del (Båroarson). Saavel Jøklen som Vonarskarö og Odåoahrauns sydlige Del var dækket af et Lag Aske og Grapith, men selve Udbrudsstedet lykkedes det ikke at finde, og dette ligger sik* kerlig i Firnmasserne N. for Skeioarårjokull«, altsaa længere Syd paa. Fra Vonarskarö vendte man tilbage til Bygden for umiddelbart efter, at foretage en Tur til Askja: »hvor man opholdt sig i nogle Dage, idet Hestene blev sendte tilbage. Paa Askjas Rand, sydvest for Søen [»Knebel Søen«], fandt man en nydannet Vulkanspalte, som havde udgydt Lava, og hvis Hovedstrøm naaede Søen. Lavamarken og Vulkanspalten blev opuiaalte og undersøgte. Endvidere opdagede man 3 andre nye Udbrudssteder (fra 1920?) i de østlige Fjælde i en ret anselig Højde over Søen. De havde sendt Lavatunger ned i denne; en af disse Lavastrømme ligger lige Øst for det store Krater fra 1875 (»Rudloffkrater« rettere »Viti«); denne Lavatunge og dens Udbruds* sted, samt Søens Slam og det store Krater blev besøgt og opmaalt (Hannesson), endvidere de vanskeligt tilgængelige Solfatarer Syd for Søen. Forskellige Undersøgelser af Bjærgene, samt Opmaalinger og Kortrettelser blev foretaget. Her som paa den øvrige Rejse samlede man ind biologiskt Materiale overalt, hvor dette var muligt.«

Vi skal endnu til Slutning omtale de Forgreninger som Vatna*
jökulsvegur kan siges at have mod Vest og Sydvest.

Der kan saaledes for den videre Rejse fra Gæsavotn vælges føl*
gende Ruter:

1). Gennem Vonarskarö, Nord om Hågongur til Græsstedet
Nyidalur i Tungnafells* Jökulls Sydvestside — ca. 6 Timers
Ridt. Man naar derved ind paa Sprengesandsvejen.

2). Gennem Vonarskarö og Syd paa langs-Kaldakvisl til 11 lu*
gaver Græssted ved denne Elv (l Dagsrejse).

Den videre Rute fra Illugaver kan tages: a) langs Kaldakvisl i S. V. til Græsstedet Klifshagavellir og videre til Baadfærgen over Tungnaå ved Buoarhåls, hvorfra man gaar til Galtalækur (6—8 Timer fra Illugaver). b) Endelig kan man fra Illugaver gaa over det Vade* sted, som Heinrich Erkes i 1924 konstaterede i Kaldakvisl*) og derefter besøge Fiskevandene og fortsætte Ruten ved at gaa over Tungnaå til Fjallabaksvegur nyröri.**)

Fra Illugaver har den danske Udsending paa Island, Minister, F. de Fontenay ved Benyttelsen af det ovennævnte Vadested over Kaldakvisl nys i 1925 udført en Rekognoscering til den hidtil ikke besøgte Egn ved Vatna*Jokulls Nordvestrand, som det bl. a. ikke lykkedes Thor oddsen at naa paa sine berømmelige Undersøgelser i Islands Indre. Ifølge et, den 10. August fra Reykjavik afsendt Telegram, red saaledes de Fontenay fra Illugaver til de i Jøkelranden liggende Fjælde Kerlingar. Det viste sig at de bestod af to Toppe, hvoraf den nordvestligste og mindste rager udenfor Jøkelranden; medens den ligger indenfor samme. Han fandt desuden en milelang Lavakløft, flere Smaakratere, en Jøkelelv og to Søer, disse indenfor Jøkelranden.

Efter disse Undersøgelser red han Vest paa tværs over Sprengi*
sandur til Hovsjøklens sydvestlige Hjørne (Store Arnarfell og Nav*
thagi Græssteder) og derfra Syd paa til IPjorsårdalur og Bygden.

---

*) Jvf. Side 33 o. flg.

**) Jvfr. Daniel Bruun; »Fjældveje gennem Islands indre Højland«. Rute 10. Kbhvn. 1925.