Erland Nordenskiöld: The Eihnography of South-America seen from MojOS in Bolivia. Comparative Ethnographical Studies, vol. 111. (8° 2545. 56 illustr. 30 kort). Göteborg 1924.

Efter at 4. og 5. bind af Erland Nordenskiöld's fortræffelige serie er udgivet, foreligger nu 3. bind af rækken under ovenstående titel. Dette værk slutter sig i plan og udførelse nøje til de to først udsendte dele, idet forf. her foretager en analyse af den nuværende kultur hos over 20 forskellige småstammer i det nordøstlige Bolivia og tilgrænsende egne af Peru og Brasilien. Skønt naturen i dette område er ret ensartet — en stenfattig slette klædt med tropisk regnskov og savanne —, er de etnografiske forhold yderst brogede. Som andre steder ved Cordillerernes fod findes der foruden stammer tilhørende de vidt udbredte sprogætter Caraib, Tupi og Aruak en stor mængde, åbenbart tilbagetrængte smågrupper med isolerede sprog. Lige så uensartet er det kulturelle billede, og selv stammer med beslægtede sprog har undertiden helt forskellig kultur.

Undersøgelsen viser nu, at ikke alene mangler de udpræget sydlige kulturelementer, som findes i Gran Chaco, men at også de vestlige elementer, som fra Perus højt udviklede folk bredte sig til Chacostammerne, for en stor del savnes i Mojos. De uigennemtrængelige urskove, gennemstrømmede af vilde, ufarbare bjærgstrømme, som karakteriserer Cordillerernes tropiske østskråninger, har slået bom for deres udbredelse. Dog er det ikke sådan, at man slet ikke sporer nogen indflydelse fra vest. Tværtimod har mange af de behandlede stammers kulturelementer en udpræget nordvestlig udbredelse i Syd

men i så fald drejer det sig om meget gamle træk, som delvis peger helt i retning af Colombia. Endelig er der selvfølgelig også sket påvirkning fra andre sider, f. eks. har Caraiber og Aruaker sikkert tilført kulturen et amazonisk præg.

En af de væsentligste egenskaber ved forf.s sikkert gennemførte metode er den systematiske anvendelse af den gamle, spanske og portugisiske literatur, som han kender bedre end nogen anden forsker. Hans resultater er i sig selv en gentagen kæde af beviser for, hvilke skæbnesvangre fejl man risikerer ved at lade de ældste kilder ude af betragtning. Det viser sig f. eks. nu, at firkantede hytter uden for Åndes-området sikkert skyldes evropæisk påvirkning, at den berømte curare-gift havde en overmåde ringe udbredelse i det 16. årh., og at den giftige maniok overalt synes at være dyrket før den ugiftige afart, hvorfor forf. med rette betoner muligheden af, at dens betydning som næringsplante ikke er oprindelig. Når engang hele værket er afsluttet, vil det stå som det vigtigste, sammenlignende arbejde, der endnu er udført over Syd-Amerikas etnografi; ti de resultater, forf. allerede nu har nået, peger langt ud over det forholdsvis begrænsede område, der direkte behandles, og vil sætte deres, spor i hele den amerikanistiske videnskab.