Ekspeditionens Formaal var Undersøgelser af naturvidenskabelig Art i den sydvestlige Del af den islandske Indlandsørken og gennem* førtes med økonomisk Støtte fra Carlsbergfondet, Dansk * Islandsk Forbundsfond og Japetus Steenstrups Legat.

Deltagerne var stud.polyt.S.Thoroddsen, stud. mag. P. Hannesson og Dr. phil. Niels Nielsen. Udrustningen bestod af Telt, Soveposer af Lammeskind, Proviant, som i ret væsentlig Grad suppleredes med Jagt, videnskabelige Apparater, 11 Heste, hvoraf 6 Rideheste, 4 Pak* heste og l Reservehest. Ekspeditionen mødte betydelige Vanskelig* heder i Form af Storme med Regn og Sne; desuden var Terrainet flere Steder vanskeligt at arbejde i paa Grund af Smeltevandselve og Myrdannelser, et Forhold som navnlig fik Betydning i den østlige Del af Undersøgelsesomraadet. — Som Basis for Arbejdet valgtes Oaserne ved Hvitårvatn, Blautakvisl og Arnarfell i5 mikla. Arbejdsfordelingen var følgende: Thoroddsen passede Lejren og udførte de meteorologiske Observationer, Hannesson samlede det zoologiske og botaniske Materiale og studerede den ejendommelige Dannelse som Islændingene kalder Flå, Niels Nielsen udførte det geografiske og geologiske Arbejde.

De mere systematiske geografisk#g£ologiske lagttagelser
falder i fire Grupper:

1) Bestemmelse af Udbredelsen af de forskellige For*
mationer i Undergrunden, „Tuf", Dolerit, postglacial Lava og Liparit.

2) Vulkanstudier. Der er paavist to hidtil ukendte Vulkans
felter, der i morfologisk Henseende er højst interessante samt et lige*
ledes nyt Maarfelt. Endvidere er der optaget Kort og Beskrivelse

af Vulkanomraadet Illahraun, hvis Eksistens man har kendt gennem Bøndernes Beretninger, men som ikke tidligere er videnskabeligt under* søgt. Endelig er beskrevet en postglacial balsaltisk Kuppelvulkan i Kanten af Langjökull.

3) Jökeliagttagelser. Der er optaget Kort og Beskrivelse af Langjøkull ved Hvitårvatn, og Kalvningsfænomenet ved Ismurene i denne Sø er iagttaget. Hofsjökuls hidtil lidet kendte Sydrand er kortlagt, saa vidt de vanskelige Forhold tillod det. Der er samlet en Del lagttagelser over Israndsfænomenerne, Moræner, Oscillationer samt over Afløbsforholdene.

4) Endelig er vi gennem Arbejder paa Sydlandet, som er fort* sat i hele det berejste Omraade, i Særdeleshed paa Fjældene Hrafna* björg, Botnssülur, Armansfell, HlöÖufell og Fjeldene Syd for Hofs* jökull kommen til en Tidsinddeling i den geomorfologiske Udvikling, hvis Hovedmoment er, at største Delen af de undersøgte Fjælde er postglaciale Horste og nogle interglaciale. Endvidere har vi forsøgt at indordne de vigtigste af de eruptive Systemer tidsmæssigt i For* hold til Forkastningsperioderne og den sidste store Nedisning.

Der er optaget henimod 200 Fotografier og en Film paa 550 Meter. Filmen viser Ekspeditionens daglige Liv og nogle Panoramaer fra det indre Højland, men navnlig hede Springkilder, Fumaroler og Solfa* tarer i Virksomhed.

II. Heinrich Erkes Forskningsrejse.

Tyskeren Heinrich Erkes fra Köln, som flere Gange meget har bidraget til Udforskningen af Islands Indre, og fra hvis Haand vi ogsaa her til Tidsskriftet har faaet Bidrag vedrørende Island*), har atter i Sommeren 1924 foretaget en Forskningsrejse didhen.

Det var ham denne Gang magtpaaliggende at uddybe Undersø* gelsen af Sprengisandur og i det hele taget Egnen mellem Hofs* jökull i Vest og Tungnafellsj ökull samt Vatnajökull i Øst, Egne som Islands „store Søn Thorvald ur Thoroddsen ikke per* sonligt berejste og undersøgte paa sine gennem mange Aar fortsatte Forskningsrejser". Over Sprengisandsomraadet fører ældgamle Fjæld* veje, som nu meget sjældent benyttes; men som paa Islands Vej* væsens Foranstaltning er bleven afvardede, efter at Kaptajn Daniel Bruun i 1897 havde befaret og i 1902 rekognosceret Ruterne til og fra Sprengisandur, hvorom han har skrevet baade her i Tidsskriftet og andetsteds. „Ham skylder vi", skriver Erkes, „den bedste og ud*

---

*) Heinrich Erkes: „Fra Islands Indre, Rejseskitser". („Geogr. Tidsskr.", Bd. 21. 1912).

*) Heinrich Erkes: „Fra Islands Indre, Rejseskitser". („Geogr. Tidsskr.", Bd. 21. 1912).

førligste Beskrivelse af disse Vejstrækninger."*) Erkes havde i 1908 besøgt den nordlige Del af Sprengisandur, bl. a. fundet en Lavastrøm Vest for Thjorså, besøgt Store Arnarfell og Nauthagi ved Hofsjökuls Sydende. Han paapegede samtidig, at Thjorså paa en Strækning løb nærmere Hofsjöklen end tidligere antaget.

Atter 1913 besøgte Erkes den nordvestlige Del af Sprengisandur, naaede frem til Hofsjöklens nordøstlige Hjørne og gjorde Rede for de geografiske Forhold her, ligesom han gennemrejste det hidtil lidet undersøgte Terræn mellem Laugafell samt Eystri Pollar og Egnen ved Kiöagil.

Vedrørende hans Undersøgelser sidste Sommer skal Redaktionen
af hans Manuskript meddele følgende Uddrag:

Sommeren var præget af ugunstigt Vejr, og først i August kunde Erkes be* gynde sin Rejse, der denne Gang udgik fra Gaarden Galtalækuri Nærheden af Hekla. Han red Nord paa ad den afvardede Ridevej Øst for Thjorså, past serede Tungnaå med Baaden, som var i god Orden, og kom til Græsstedet Klifshagavellir, bøjede fra Ride* Ruten (der fører videre Nord paa over Sprengisandur) i Nordøst, idet han fulgte Kaldakvisl i nogen Afstand over en stærkt bølgeformet Stenørken uden Plantevækst, ialt 12 km, indtil en lille Sidebæk, Grjotkvisl, ved hvilken der var en Smule Faaregræsning. Derpaa traadte det fuldkommen nøgne Fjæld Sauoafell, i Forgrunden, og man øjnede Oasen Illugaver (eller 111 ave r), en vidstrakt Sænkning N.V. for det stejle Fjæld, langs hvis sydøstlige Fod Kaldakvisl flyder.

Han konstaterede, at man, kommende fra Klifshagavellir, og efter at have passeret Grjotkvisl, idet man nærmer sig Illugaver, ved at gaa uden om Oasen i nordlig Retning (og idet man lader Sauoafell ligge til højre), tørfodet kan naa det Sæluhüs- (Stenhytte), som Fjældgangsmændene har bygget i den nordlige Del af det meget sumpede, men iøvrigt ganske gode Græssted.

Fra de nærmeste stenede Højder N. f. Illugaver har man en pragtfuld Ud*
sigt over hele den sydlige Del af Sprengisandur til Hofsjökull m. m.

Det vigtigste Resultat, Erkes kom til, var, at Kaldakvisl, ovenfor Tilløbene fra Illugaver, har et Vadested, der tillader en at komme til det vilde Lands omraade med Lavastrømme, talrige Kratere, Slakkehøje og Ødemarker ved Vest« randen af Vatnajökull, hvorhen Thoroddsen ikke naaede paa sine iøvrigt storartede Opdagelsesrejser i disse Strøg — og hvorfra man kan besøge Thörisvatn om Omraadet mellem Kaldakvisl og Tungnaå, som Thoroddsen udforskede fra Syd. Fra Illugaver gik Erkes Nord paa langs Vestsiden af begge de mægtige Kolosser Hågongur (Håganga hin syÖri er den højeste, Håganga hin ny rO ri mindre), som flankerer den sydlige Udgang af Von ar skar d, paa højre Bred af Kaldakvisl.

---

*) Daniel Bruun: Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland, Reiseberetning for 1897. („Geogr. Tidsskr.", 14. Bd. 1898). Daniel Bruun: Sprengisandur og Egnene mellem Hofs* og Vatna» jökull, Undersøgelser foretagne i Sommeren 1902 (med Kort, hvortil hen* vises). („Geogr. Tidsskr.", 16. Bd. 1902). Daniel Bruun: Turistruter paa Island 111. Det indre Højland (Kbhvn. 1913-1918).

*) Daniel Bruun: Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland, Reiseberetning for 1897. („Geogr. Tidsskr.", 14. Bd. 1898). Daniel Bruun: Sprengisandur og Egnene mellem Hofs* og Vatna» jökull, Undersøgelser foretagne i Sommeren 1902 (med Kort, hvortil hen* vises). („Geogr. Tidsskr.", 16. Bd. 1902). Daniel Bruun: Turistruter paa Island 111. Det indre Højland (Kbhvn. 1913-1918).

Ikke langt fra den stejle sydlige Håganga og foran en Bjergryg ved Navn Skrokksalda (benævnt efter Ligheden med en slagtet og opskaaret Dyrekrop), i en Afstand af 8 å 10 km fra Illugaver fandtes ved et Kildeafløb, som flyder til Thjorså eller til en af dens vestlige Tilløb, en ret god Græsoase, som FjækU gængerne kalder Svartårbugar. Herfra har man en vid Udsigt til Hofs* j ökuli m. m.

I en voldsom Snestorm, som rasede over Sprengisandur, fandt Erkes dog ind til Græsstedet i Nyidalur eller Jökuldalur, hvor han tidligere havde været i 1913. Han udtaler, at Dalen skærer sig omtrent skm ind i Bjærg* massen, som krones af Tungnafellsjökull. Dens øvre Ende naar gennem en stejl Slugt op til Von ar skar O; men denne Slugt er ikke passabel for Heste. I den øvre Del af Nyidalur findes intet Græs; men nogle Steder Kvanner.

Tungnafellsjökull er, mener Erkes, aabenbar kun en Rest af
en tidligere større Del af Vatnaj ökull. Mellem vore Dages Vatna*
jökull og Tungnafellsjökull sænker sig det isfrie VonarskarO.

„Nyidalur er rimeligvis opstaaet som Følge af, at en Skredjökel, forinden Vonarskaro dannedes, har banet sig Vej ned fra Vatnajökull mod Sprengisandur. Fra Nutidens Tungnafellsjökull udgaar ingen Skredjökler ned over de stejle Sider i Nyidalur; derimod flød der nu, som Følge af Snesmeltningen, talrige Bække ned til Fjorounga* kvisl, hvormed betegnes den fra Nyidalur til Thjorså flydende Elv. "

„Et kort Stykke ovenfor vor Teltplads udmunder, kommende fra Nordvest, den Sidedal i Nyidalur, som jeg i Aaret 1908 fandt fra Sprengisandur. Fra Randen af denne Sidedal og Nyidals Munding har man Udsigt over den mellemste og nordlige Del af Sprengisandur lige fra Arnarfell (i Hofsjokulls Rand mod Syd) til Joklens Nord* østhjørne. I Forgrunden, noget mod Nordvest, ligger Bakkepartiet Fjoroungsalda; i Baggrunden mod Nordvest rager Laugafell frem, og over det, mod Nord, ser man de høje dystre Fjældkamme rundt om Eyjafjöröur."

Efter 2 Dages Ophold i Nyidalur gik Erkes tværs over den nord» lige Del af Sprengisandur, passerede den afvardede Ridevej og naaede derpaa en betydelig Elv, som han fastslog var Thjorså's øverste Løb:

„Vi overskred den paa et godt Vadested. Jeg fik nu fuld Be# kræftelse paa, at mine lagttagelser fra 1913 var rigtige, nemlig, at Smeltevandet fra Hofsjokulls nordøstlige Parti for en stor Del for* svinder i Sprengisandur for i nogen Afstand fra Joklen atter at komme til Syne, især ved Håalda; talrige store Pøle forene sig her til et Leje og flyde mod Syd som Kilde#Tilløb til Thjorså. Fra højre Bred af det øverste af disse Tilløb indtil Hofsjökull breder Sprengisandur sig som et Virvar af bølgeformede Stenhøje, over hvilke de udholdende

islandske Heste førte os til i Nærheden af Jokelen, ikke langt fra den
spidse, snefrie Klakkur (eller Litla Ar na r feil hiö ny ror a).

Klokkur bliver fra Nord og Syd omklamret af Is fra Hofsjökull". Fra det nordlige Hjørne af Klakkur flyder Tilløb til Jokulså eystri, altsaa mod Nord. Det nordøstlige Hjørne af Hofsjökull, som Erkes allerede i 1913 havde besøgt, naaedes atter, og derfra toges Retning mod Østenden af Laugafell:

„Snart naaede vi Jökulskvisl, som fra Øst skal omflyde Lauga# fell her. Elven forsvandt imidlertid i Sandet og traadte først, nær ved Laugafell, frem paa ny, idet den her dannede et udstrakt Dynd* omraade, som kun med Møje kunde passeres. Fra Laugafell gik det derpaa ad den tidligere kendte Vej til de varme Kilder ved Laug* al da, med den yppige, men desværre kun lille Græsplet, og videre til den meget vidstrakte Græsplet Eystripollar — — —".

Herfra gik Erkes mod Nord ad Vatnahjalla vegur ned ad det stejle Fjæld Vatnahjalli til Gaarden Tjarnir i Bunden af Øfjords* dalen efter forgæves at have rekognosceret Fjældene i Dalens Inderste med Hensyn til en bedre Nedstigning.

III. Vejvæsen — Bjergbestigninger.

Islands Vejvæsen, der ledes af Direktør Geir G. Zoéga, har med de i Forhold til Landets Størrelse, beskedne Midler, der er til Raadighed, dog formaaet at gøre Færdselsvejene bedre og bedre, hvilket ikke mindst gælder de lange Strækninger, paa hvilke Automo* biler kan benyttes. Disse Ruter udgaar navnlig fra Reykjavik. Des* uden er der mange Steder bygget større og mindre Broer og anlagt nye Veje.

Ogsaa for Landets übeboede Indre, gennem hvilket der gaar ldgamle Rideveje, som dog i vore Dage, da Kystfarten lettere forbinder Kystegnene paa Nord* og Syd#, Øst* og Vestlandet, er der gjort ikke saa lidt.

Hr. Zoéga og hans Hjælpere har gentagne Gange besøgt det indre Højland for at tilse, at Baadfærger over Jökelelvene var bruge* lige og Varderne paa Ruterne i Orden. I 1922 var Vejdirektøren bl. a. paa Kjalvegur og foretog fra Hveravellir et Ridt over Lang« jokelens Nordende til Arnarvatn paa Ruten mellem Vatnsdalur og Kalmanstunga; og i 1924 foretog en af hans Assistenter, Hr. J. Viöis, med et Par andre Mænd endog en Fodtur fra Syd langs Østranden af Langjökull, og Nord om samme til Arnarvatn og hjem Syd paa, gennem Kaldidalur. Paa denne Tur blev Omraadet ved Langjökulls Nordende med den der liggende Gruppe af Smaafjælde besøgt — en Egn, som før Zoégas og ViÖis Besøg, var lidet kendt. Der ind«=

tegnedes paa Kort forskellige Navne paa Lokaliteter, som aabenbart
kun Fjælgangsmændene tidligere har kendt.

Zoéga har endvidere i 1924 inspiceret Fjallabaksvegur nyröri
(„den nordlige Vej bag om Fjældene") paa Sydlandet. Den er vel
forsynet med Varder.

Vejvæsenets Arbejder i Islands beboede Egne har gjort det muligt for Rejsende og Turister at tilbagelægge store Strækninger i meget kortere Tid end hidtil, hvorved særlig Brugen af Automoü biler spiller en Rolle.

Danmarks Minister paa Island, Hr. F. de Fontenay, som for godt et Aarstid siden kom til Island, har saaledes bl. a. benyttet Tiden til at gøre sig fortrolig med Land og Folk paa udstrakte Rejser, dels med Kystdamper til Vest* og Nordland, dels med Automobil gennem det sydlige Lavland, iøvrigt til Hest og paa Bjærgture tilfods.

Takket være de gode Kommunikationsforhold har han i kort Tid kunnet se sig viden om. Vi skal ikke her nærmere komme ind paa Beskrivelse af de foretagne Rejser til de almindelig kendte Steder som Thingvellir, Geyser m. m., men kortelig omtale tre Bjergbestig* ninger, som kan være oplysende for andre Islandsrejsende paa Grund af den Udnytten af Kommunikationsforholdene, som anvendtes.

Den første Tur foretoges sammen med tidligere Minister Eggerz til Hekla. Den 5. Juli Kl. 2 Em. kørte de i Automobil fra Reykja* vik til Præstegaarden Fellsmuli, hvor de ankom Kl. 9. Efter to Timers Ophold steg de til Hest Kl. 11 og ankom KL 2,50 til „Hestevarden" paa Heklas Skraaning, hvor Hestene efterlodes, hvorefter de tilfods vandrede videre og naaede Toppen Kl. 5 Morgen i straalende Solskin. Hele Hætten var sneklædt; der saas kun to bare, sorte Pletter imellem de to øverste Toppe og et dybt Hul neden for den næstøverste, hvoraf Varmen steg op og smeltede Sneen. Udsigten var vidunderlig: over Snemarker og Jokler østpaa; Sprengisandur, Hofs* og Langjökull saas mod Nord; men mod Vest var der Skyer, derimod laa hele Syd# landet klart. Efter V_s Times Ophold paa Toppen vendtes der tilbage, og KL 11 var man atter i Fellsmüli.

Den næste Bjærgbestigning gjaldt Skjaldbreiö, det skjoldlig* nende store Fjæld, Syd for Langjökull. I Følge med Museumsdirektør Matthias Thoröarson kørtes der i Automobil til Thingvellir. Næste Morgen Kl. 9 red man nordpaa til Skjaldbreio og ad sammes Side saa langt, det var muligt, til Kl. 3 Em. Derefter besteges Toppen til Fods. Den naaedes Kl. 4 lfa i Brandtaage, men efter et Kvarters Forløb lettede Taagen og gav fortræffelig Udsigt til det indre Land. Kl. 9x/ 2 Aften var man tilbage paa Thingvellir. — Næste Dag lagdes Hjemvejen til Reykjavik langs Thingvallasøen, gennem Hengils Svovl*

kildeomraade til Kolviöarhöll (tilhest). Derfra ad Landevejen til Rey*
kjavik (Auto).

Den tredje Bjærgbestigning havde den bekendte Snæfellsjokull
paa Vestenden af Snæfellsnes til Maal. Den 27. August afrejste
Fontenay med Kystdamper til Olafsvik paa Nordsiden af Snæfellsnes.

Næste Dag Kl. 2 startedes med Ledsager til Hest op ad Fjældet; Kl. 4 naaedes Jokulhåls (600 m o. H.); Kl. 5 efterlodes Hestene i en Højde af ca. 800 m, og der fortsattes tilfods i Taage til Kl. 6, da Solen brød straalende frem; efter en Times Forløb var Toppen naaet. Udsigten over Land var kun kort; mod Nordvest saas Havisen, i Retning af Grønland. De tre Jøkeltuer, øverst oppe, var forsynede med vældige Snehætter. Foran den ene var en dyb Afgrund, hvor Smeltevandet drev ned, og lange Istapper glimtede i Solen. En sort Fjældside brød et Sted frem og dannede en sælsom Modsætning til den blændende, solglitrende Sne. Krateret viste sig som en vældig Fordybning med talrige koncentriske Revner.

Nedturen foregik hurtig. Taagen brød igen frem; men man fulgte tildels de Spor, man havde traadt paa Opturen. Man kom dog ind paa Omraader, hvor der var mange og meget dybe samt 3—4 Meter brede Revner i Sneen; men kun et Par Steder maatte man kravle over nogle smalle Snebroer. Det tog */2 Time at naa tilbage til Hestene og 2 Timers Ridt til Olafsvik. — Efter et Par Dages Ophold, som benyttedes til bl. a. at ride ad den berygtede Bülandshöföi til Grundarfjord og tilbage, rejste Ministeren til Reykjavik med en Trawlerdamper.

ÜBERSICHT. Untersuchungen in Island 1924.

I. Die dänisch=isländische Expedition nach dem inneren Hoch* land von Island

wurde vom dänischen Geolog, Dr. phil. Niels Nielsen, geführt; er war von zwei Isländern begleitet. Es wurden systematische, geographische und geologische Beobachtungen im südwestlichen Teil der isländischen Binnenwüste so wie auch meteorologische Observationen und Einsammlung von zoologischen und botanischen Material zwischen Langjökull und Hofsjökull unternommen. Basis der Arbeiten waren die Oasen bei Hvitårvatn, Blautakvisl und Arnarfell id mikla.

Es wurden zwei bis da unbekannte Vulkangebiete nachgewiesen, II lah raun* Vulkangebiet (südlich von Hofsjökull) und ein postglacialer, basaltischer Kuppel* vulkan am Rande von Langjökull wurden untersucht und beschrieben. Die Expedition unternahm auch Gletscherbeobachtungen am Rande von Langjökull und Hofsjökull und andere geologische Beobachtungen an mehreren Orten des Südlandes; viele Photographien und lebende Bilder wurden aufgenommen.

II. Der Deutsche, Heinrich Erkes,

der mehrmals das Innere Islands besucht hat, bereiste die Gegend zwischen Hofsjökull und Tungnafellsjökull — das Gebiet von Sprengisand — und hat frühere Beobachtungen in diesen Gegenden vertieft. Er besuchte u. a. die Oase Illugaver an Kaldakvisl und hat dort eine Furt durch den letzgenannten gefunden, die es künftigen Forschern möglich tun wird auf diesem Wege nach Vatnajökull und dem Vulkangebiet westlich von demselben vorzudrängen. Er konstatierte eine andere Grasoase, Svartårbugar, nördlich von Illugaver, besuchte das Nyital in Tungnafellsjökull, ging dann quer über das Nordende von Sprengisandur nach der nordöstlichen Ecke von Hofsjökull, wo er seine Untersuchungen von 1913 fortsetzte, und schliesslich auf Vatnahjallavegur in ofjord*Tal herab.

III. Wegamt. Bergbesteigungen.

Es ist im Laufe der Jahre vom isländischen Wegamt (Direktor Herr Geir G. Zoéga) sehr viel getan worden um das Verkehrswesen im Lande zu for* dem, Wege, Brücken und Fähren sind gebaut u. s. w. Zoéga, der 1922 u. a. Kjalvegur und andere Teile des Inneren bereiste, ritt 1924 durch Fjalla* baksvegur nyrÖri im Südlande, und einer seiner Gehilfen, J. Vid is, unter* nahm zu FUSS eine Reise längs dem Ostrande von Langjökull, weiter nördlich um der Gletscher herum, wo Zoéga auch gewesen war. Ihre Beobachs tungen sind von Bedeutung zum Klarmachen der geographischen Verhältnisse, besonderes nördlich von Langjökull, wo man eine Gruppe von Kleingebirgen findet.

Der dänische Gesandte in Island, Hr. F. de Fontenay, hat 1924 grosse
Teile des Landes durchgereist und drei Bergbesteigungen unternommen, von
Hekla, SkjaldbreiÖ und Snaefellsjökull.