P. E. Müller: Bidrag til de jydske Hedesletters Naturhistorier. Karup Hedeslette og beslægtede Dannelser. En pedologisk Undersøgelse. Det Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Biolog. Meddel., IV, 2. 1924. 244 Sider og et Kort. Resumé paa Fransk.

I 1878 og 1884 fremkom P. E. Müller med sit nu klassiske Værk: Studier over Skovjord som Bidrag til Skovdyrkningens Teori, I og 11. Disse Skrifter blev snart oversatte til Tysk og Fransk og har været grundlæggende for det moderne Jordbundsstudium, Pedologien. I en lang Række Afhandlinger har P. E. Müller senere behandlet herhen hørende Emner, og i den foreliggende Afhandling giver han en samlet Fremstilling af Hedebundens pedologiske Natur i Jylland, specielt Karup Hedeflade, og dens Stilling som økologisk Faktor, idet han fremfører nye lagttagelser og Synspunkter og diskuterer den rige Litteratur, der er fremkommen om de biologiske og fysisk-kemiske Processer i Jordskorpen, siden hans første ovenfor nævnte Værk fremkom, stadig støttende sig til den moderne geologiske Opfattelse af de behandlede Egnes Natur.

Forf. beskriver i Kapitel I, „Gamle Aldannelser", Forekomsten af Al og alfri Bund paa en Række Lokaliteter i Jylland: Nørbjerg Krat ved St. Vildemose, Falborgdalen, Skalsaa Dalen, Gudenaa Dalen v. Silkeborg, Skjern Aa Dalen v. Hastruplund, Karupfladen og Karupdalen. Det har for Forfatteren været rnagtpaaliggende at undersøge, om de for Hedesletterne karakteristiske teristiskeAldannelser ikke netop skyldes Sletternes Dannelseshistorie, d. v. s. dels om der overhovedet findes saa gamle Aldannelser, at de maa henføres til de ældste Perioder efter Afsmeltningen af den sidste Indlandsis, og — da dette Spørgsmaal findes bekræftet ved Undersøgelsen af Allagene i Nørbjerg Bakke — dels om det vil være muligt at naa til en nærmere Datering af saadanne gamle Aldannelser. Grænsen mellem Hedefladernes haarde Lag af Humusal og den alfri Bund i de tilgrænsende Bakker følger paa hvert Sted et bestemt Niveau, og Alen i Hedefladerne formodes at være dannet, medens en langt højere Grundvandstand raadede paa Fladerne (Side 18), og da Allaget mangler, der hvor Fladerne er afbrudte enten paa Grund af senglacial Erosion eller Indsynkninger efter „død" Is, sluttes det, at Allaget er ældre end disse Processer. Saaledes er f. Eks. Allaget i Falborgdalen ældre end de som Følge af Bortsmeltningen af „død" Is fremkaldte Indsynkninger, i hvilke nu Hald-Søerne ligger, ligesom Allaget i Gudenaadalen ved Silkeborg er ældre end Nedskæringen af Dalens nedre Terrasse. Da Karupdalens 2. Terrasse har alfri Bund, synes Dollerupkeglens og Karupdalens 1. Terrasses stærke Aldannelser at være opstaaede forud for Dannelsen af 2. Terrasse. De Podsoleringsprocesser, der har fremkaldt Fladernes Humusal, maa da være foregaaede allerede i senglacial Tid, og Tundraen har haft en fugtig Overflade med den for en saadan ejendommelig Vegetation.

I Kapitel II gennemgaar Forfatteren kritisk den i de sidste ca. 40 Aar fremkomne rige Litteratur om Podsoljorder. Medens den nyere Litteratur i det hele taget har anerkendt den af Forf. i de foran nævnte Publikationer fremsatte Opfattelse af Fænomenernes Karakter, har de Processer, som de skyldes, været Genstand for en Række indgaaende Undersøgelser og forskellige Opfattelser (S. 48). Denne Usikkerhed kan føres tilbage til Kolloidkemiens Udvikling. Med Tamm antages Forholdet nu almindeligt at være saaledes: Humusstofferne, Alluminium, Kiselsyre og Jern transporteres under Podsoleringen som Kolloider, idet dog Jernet maa antages at vandre baade i Form af Ferroioner (hvad P. E. Müller antog) og i Form af kolloide Forbindelser (S. 51). Det væsentligst sammenkittende Element i den paa fugtigere Steder dannede Humusal er Alluminiumsforbindelser, medens de paa tørere Lokaliteter optrædende Aldannelser skyldes Jernforbindelser (S. 52).

En særlig Form for Al foreslaas paa Dansk kaldet Grundvandsal (russisk Glei), den „forekommer udbredt i Forbindelse med, oftest under Humusalen paa fugtig Bund i de her omhandlede, jydske Hedesletter, hvor den kan optræde strøgvis som et sammenhængende, tyndt Lag stenhaard Jernal" (S. 53). Som en særegen Form for Grundvandsal opfatter Fort", de i Karup Hedeslette optrædende Myremalmslag, der er et Produkt af det til Overfladen opstigende Grundvand.

Kapitel 111 omhandler den fysiske Beskaffenhed af den alholdige Hedeslettes Jordbund, der er udviklet som Husmuspodsol med et betydeligt Humusindhold ogsaa i Blegsandet. I denne Bund vil Vandet ordinært være stagnerende og saaledes betinge, at Hedeslettens Overflade bliver til en Sump i den fugtige Aarstid, medens en saa fuldkommen Orkentørhed kan raade der om Sommeren, at endog Lyngen paa store Strækninger kan dø bort, fordi Alen lukker for Grundvandets Indflydelse.

Om Hedebundens Forhold til den atmosfæriske Luft er Meningerne stærkt delte, og Forf. giver en kritisk Oversigt over den vigtigste herhen hørende Litteratur. Ogsaa nogle afvigende Jordbundsprofiler i Karup Hedeslette omtales udførligt.

I Kap. IV gør Forf, Rede for forskellige biologiske Forhold i Hedesletternes Jordbund; navnlig er det Spørgsmaalet om dens Indhold af Kvælstof, der interesserer. Af Forsøg med Rødgran, som Forf. har anlagt, drages den Slutning, „at Mangel paa assimilabelt Kvælstof i de jydske Heders Humusdannelser er en af de vigtigste økologiske Faktorer for Hedevegetationen' paa disse Omraader (S. 99).

Spørgsmaalet om Udbredelse, Begrænsning og Alder af de for Hedesletten typiske Egenskaber uddybes yderligere i Kap. V, medens Hedeslettens Vegetation i dens forskellige Former og Afhængighed af Jordbundens Natur og dens historiske Udvikling behandles i Kap. VI. Der findes tre klart afgrænsede Plantesamfund paa Hedesletten, Lyngheden paa den podsolerede Bund, Birkekrat paa Kærbund, nnu kun repræsenteret af det fredede Simmelkær Krat, samt de som Reliktformation optrædende Egekrat, ordinært paa muldede, afvandede Partier af Hedesletten, d. v. s. oftest paa Erosionsskraaninger. lagttagelserne over Grundlaget for Fordelingen af Skov og Lynghede paa Hedefladen fører henimod Forholdene i en ret tidlig Del af Postglacialtiden, og for at forstaa Udviklingen til de da herskende Forhold mellem de to Arter af Vegetationsbund, Podsolbund og Muldbund søger Forf. Oplysning om Tilstanden paa Hedesletten i Senglacialtiden. I Kapitel VII prøver Forf. saa, om der i Tundraens Jordbund findes Ejendommeligheder, der viser Analogi med Hedebundens to væsentligste Karakterer: 1) Alen ordinært lejret efter en bestemt Højdekurve paa større Strækninger, men afbrudt ved de gamle Erosionsdale, og 2) Alen bestaar af Humusal, der strækker Tapper og Tunger ned i den illuviale Horizonts Hovedniveau (Fig. 8, S. 65). Resultatet af Undersøgelsen bliver, at Hedeslettens Jordbund opfattes som Tundrarelikt. „Hedeslettens Jordbund er Tundraens Jordbund, bevaret næsten uforandret til Nutiden, idet kun Jordbundsisen, der har betinget Humusalens Dannelse, er forsvundet (S. 219). Ligesom i Hedesletten er den forsumpede „Højtundra"s Al en Humusal, og Tundrabundens dyndfyldte Frostrevner svarer godt til Hedealens Kiler og Tapper (Fig. 19_—21). Hedeslettens Jordbunds Beskaffenhed kan derefter ikke betragtes som et almindeligt forekommende Stadium i Hededannelsens Udvikling, men den er et Produkt af klimatiske Faktorer, der forlængst er ophørt at virke.

Det forekommer Referenten, at Forf., idet han saaledes knytter Bogens sidste Afsnit sammen med de første Afsnit, der behandler Hedebundens fysiske Forhold, paa en overbevisende Maade har redegjort for sin Opfattelse af Bundens Tilstand i vore Hedeflader. Han har derved kastet et ganske nyt Lys over et game melkendt, karakteristisk Træk i de Hedefladers Historie

Dr. phil.