Wladimir Koppen und Alfred Wegener: Die Kilmate üer geologischen Zeit. 1924. Bornträger. 256 b.).

Bogen giver en fuldstændig Oversigt over Klimaforholdenei hver enkelt af de tidligere Jordperioder. Udgangspunktet for det hele er Wegeners bekendte Teori om Kontinentalforskydninger, og paa de Kort, der gives for de enkelte Perioder, er Kontinenterne anbragti Overensstemmelse hermed, ligesom ogsaa Polerne,og dermed alle Zonekredsene, er forskudte megetvæsentlig i Forhold til deres nuværende Beliggenhed.Ved nu paa saadanne Kort at indtegne alle lagttagelserfra tidligere Perioder, der angiver noget om Klimaet, faar man overalt et Billede, der tager sig overordentlig sandsynligt ud, og hvorved selve Teorien bestyrkes i en væsentlig Grad. Som Faktorer, af hvilke man kan slutte sig til Klimaforholdene, maa nævnes Nedisninger, der naturmæssig angiver en Beliggenhednær Polerne; dernæst Kulforekomster, af hvilke man kan slutte sig til et fugtigt Klima, enten ved selve Ækvator eller i de tempererede Bredder, men derimod ikke i de tørre Zoner omkring Vendekredsene. Manglende Kullag er dog ikke tilstrækkeligt Bevis for tørt Klima, da Betingelsen for saadanne ogsaa maa være, at der findes mange Ujævnheder i Terrænet, som kan give Anledning til Dannelsen af Moser, hvad der særlig vil forekomme enten efter en Istid eller efteren større Foldningsperiode. Direkte Beviser for tørt Klima har man i Stensalt- og Gipsaflejringer og i Forekomsten af Ørkensandsten. Disse forskellige Fænomener er nu ved Signaturer indtegnet paa de forskelligeVerdenskort, og man vil derved paa alle disse kunne erkende en fugtig Ækvatorzone, store tørre Strækninger ved Vendekredsene, dog i Reglen ikke paa Kontinenternes Østsider, og endelig igen fugtige Forholdi de tempererede Bredder; svagest er maaske selve Polerne, der burde give sig til Kende ved Nedisninger,og saadanne har man ikke sikre Spor af sidenden berømte i Kul- og Permtiden. Noget af Grundenhertil kan vel søges i, at den formodede Beliggenhedaf Polerne som oftest falder dels i den nordlige Del af det stille Hav og dels i det antarktiske Kontinent,saa at man altsaa ikke vil have saa stor Sandsynlighedfor nu at finde Sporerne af dem; men Forf. mener dog ogsaa, at der maa være andre, endnu ukendte Aarsager, der bevirker, at Ismængden i de forskelligeTider maa have været væsentlig forskellig. Som Helhed maa det siges, at Kortene over Kul- og Permperioderne ser mest overbevisende ud, da det er

lykkedes for disse at samle en stor Mængde af de
nævnte klimaangivende Faktorer, medens det samlede
Billede for de senere Perioder oftest ser noget tyndt ud.

Selve den store Istid er behandlet paa et helt andet Grundlag. Forf. tager helt Afstand fra at behandle Grundene til Istiden som Helhed, men giver derimod en ny, og som det synes meget smuk Forklaring af Leddelingen af denne i de forskellige Nedisninger med mellemliggende Interglacialtider. Udgangspunktet er den Betragtning, at en Nedisning fremmes, dels' ved særligt fugtigt Klima, dels ved svag Varme om Sommeren, medens det er ligegyldigt, om Vinteren er lidt mere eller mindre kold, da Temperaturen dog sjældent vil gaa over O om Vinteren i de Egne, hvor Nedisninger kan finde Sted. Af de to nævnte Faktorer paaviser Forf. nu, at Sommervarmen maa spille langt den største Rolle, og at følgelig en Nedisning i første Linie maa være afhængig af Mængden af Solbestraaling i Sommerhalvaaret. Denne igen stilles i Forbindelse med visse direkte paaviselige Variationer i de astronomiske Forhold, saaledes paa den ene Side Ekliptikas Skævhed og paa den anden Jordbanens Eksentricitet i Forbindelse med Periheliets Beliggenhed. Ved at kombinere Kurverne for disse Variationer med hinanden faas en meget karakteristisk Kurve for Solbestraalingen i de sidste 650,000 Aar, som paa en mærkelig Maade kommer til at give de berømte 4 Istider for Alperne ved udprægede Minima, og Tiderne for disse svarer meget nær til de af Penck anslaaede Varigheder for de enkelte Glacial- og Interglacialtider. Kurverne viser rigtignok for hver enkelt af Glacialtiderne 2 udprægede Minima adskilte ved varmere Tider af 40^— 50,000 Aars Varighed, men Forf. mener, at Isen i en saadan forholdsvis kort Tid muligvis kan holde sig til Trods for det varmere Klima alene ved, at Ismassen naar saa højt til Vejrs, at Varmen ikke kan komme til at paavirke den, ligesom det ogsaa let kan ske, at en saadan kortere Mellemistid kan undgaa at blive bemærket, hvis den senere Fremrykning af Isen naar at udslette Sporene af den foregaaende.

Angaaende denne og flere Enkeltheder maa henvises til Bogen selv, som i alle Tilfælde maa siges at frembyde overordentlig mange interessante Problemer, selv om det naturligvis er meget vanskeligt at overse, om Forklaringen af Fænomenerne virkelig er den eneste rette, eller om der muligvis skulde gives andre Udveje til at tyde disse Forhold, af hvilke mange for en umiddelbar Betragtning maa stille sig som højst paradoksale.