Et Besøg paa Orknøerne

Paa en Studierejse, som jeg foretog i Sommeren
1923 til de britiske Øer, havde jeg ogsaa Lejlighed
til at aflægge et Besøg paa Orknøerne.

Denne lille Øgruppe fortjener baade paa Grund af sin smukke Natur, der i mangt og meget minder om Færøerne, og paa Grund af sine interessante Nordbominder i langt højere Grad at besøges af Skandinaver, især Danske, end det nu er Tilfældet.

Vil man besøge disse Øer, er det bedste Udgangspunkt Byen Aberdeen paa Skotlands Østkyst, hvorfra der et Par Gange om Ugen gaar en udmærket, moderne udstyret, hurtigt løbende Damper til Kirkwall, Øernes Hovedstad; hele Sejladsen tager kun en 15^—16 Timer.

En sen, lys Sommernat i Juli Maaned kom jeg om Bord paa Skibet »St. Ninian« ind til denne By, hvis Navn i den af Almuen endnu brugte Udtaleform er K i r k wa og ikke den forvanskede Skriftform: Kirkwall. Der er et udmærket Hotel i Byen og gode Baadforbindelser til de omgivende Øer, saa det er ret let at komme rundt og se sig om.

Allerede ved Indsejlingen til Hovedstaden, der ligger paa den største af Øerne: Mainland Pomona¹), og senere paa Udflugter til de andre Øer, havde jeg rig Lejlighed til at studere den Bjærgart, Øerne er opbygget af.

Der er ialt cirka 90 Øer, af hvilke dog kun 28 er beboede, alle Øerne bestaar af den røde Sandsten, som er karakteristisk for Devonperioden, den saakaldte »old red«, en rødbrun Sandsten med underordnede Konglomerat-og Kalkstenslag; dens Indhold af Gips og Saltlag tillige med dens Fossilindhold fortæller os, at den sikkert er opstaaet i Ørkener med Saltsøer. Denne Sandsten findes ogsaa i den nordøstlige Del af Skotland, og oprinde-

') »Fastlandet Pomona«, et Navn, der skyldesen Misforstaaelse
og først er kommet i Brug i det 14. Aarh. Øens gamle
Navn er: Hross-ev-Hesteøen.

ligt har Øerne sammen med Nordskotland dannet et stort sammenhængende Plateauland, hvoraf Havet i Tidens Løb har udskaaret Øerne og udformet Kysterne.

Langs Kysterne findes en Mændge mærkeligt formede Strandpiller, 'Huler, Forbjærge og Pynter, der alle skylder deres Udseende til Brændingens udgravende Virksomhed i de vandrette Sandstenslag; paa mange af dem findes Fuglefjælde. Gennemgaaende er Øerne lave, den største Højde naar kun 474 m og træffes paa den sydligste af Øerne: Hoy Island. Paa denne Ø findes tillige en mærkelig Sandstensklippe ude i Havet nær Kysten: »The old man of Hoy«, der af Bølgerne er udvasket til en menneskelignende Skikkelse (Fig. l). Sandstenen er

dækket af et Muldlag, som er opdyrket allevegne, hvor der er blot den mindste Mulighed for at kunne faa noget ud af Jorden. Store Strækninger er dog lyngklædte eller dækket af Sumpe og Tørvemoser.

Klimaet er stærkt paavirket af Golfstrømmens Nærhed og derfor meget stormfuldt, mildt og fugtigt. Det er i høj Grad gunstigt for Græsvæksten. Træer er meget sjældne, hist og her i Dalene kan træffes lidt Røn og Birk, som dog kun bliver nogle faa Meter høje. Midtvejs mellem Hovedøens to Byer: Kirkwa og Steinness findes en Plantage, den eneste paa Øerne.

Orknøernes første Beboere var Keltere (Pikter), de kristnedes i det 6. Aarhundrede af trosivrige irske Missionærer og førte en meget fredelig Tilværelse, indtil de i det 8. Aarhundrede udsaltes for Nordboernes Vikingetog. Nordboernes Kolonisation er skildret i »Orkneyinga_—Sagac, der begynder saaledes: »Det siges, at Orknøerne koloniseredes i Harald Haarfagers Dage, men allerede forinden tjente de til Opholdssted for Vikinger c.

Efter at Øerne var kommet under Norge,
styredes de af Jarler, om hvis Bedrifter Orkneyinga
der gaar helt ned til 1150, fortæller os.

Sagaens Forfatter er en Islænding, som paa en meget fornøjelig Maade har forstaaet at gengive det historiske Stof og indflette Vers og Anekdoter. Med Orknøerne som Udgangspunkt udvidedes Jarledømmet til ogsaa at omfatte Shetlandsøerne og Nordskotland (Provinserne Sutherland og Caithness).

Den berømteste af de mange Jarler er vel nok Rognvald Jarl (f. 1100, d. 1158), han synes at have været en gæv Mand, vennesæl, en dygtig Skjald og altid i godt Humør, men tillige en from Mand, han foretog saaledes i 1151 en Rejse til det hellige Land.

Orknøernes ypperlige Beliggenhed, nær Skotlands Kyst og nær Shetlandsøerne, hvorfra Sørejsen til Bergen ikke er saa lang, det flade og ret frugtbare Land, der er langt bedre paa Orknøerne end paa Shetland, inaatte i Middelalderen gøre disse Øer til et Brændpunkt for Begivenhederne og et politisk Centrum i denne Del af Atlanderhavel.

Derfor har Øerne ogsaa ret betydelige Mindesmærker fra denne Tid, af hvilke det smukkeste vel nok er den store »St. Magnus Katedralen« i Kirkwa (Fig. 2). Den byggedes i Begyndelsen af

det 12. Aarhundrede af Rognvald Jarl, men blev
dog først fuldendt i 1540.

Rognvald Jarl lod den opføre til Minde om sin Onkel, Magnus Erlendsson, som var blevet myrdet i 1115. Magnus var en god og from Mand, som efter sin Død blev Øernes Skytshelgen, og Mindet om ham lever den Dag i Dag hos den orknøske Almue.

Hans Lig førtes til Kirkwa og begravedes her,
og Domkirken indviedes til hans Minde.

Kirken er bygget af rød Sandsten og er præget af forskellige Tiders Stilarter, men Hovedindtrykket er dog romansk; i mangt og meget minder den stærkt om Domkirkerne i Stavanger og Trondhjem. Dens Længde er 234 feet, Bredden 56 feet og Højden 71 feet fra Gulv til Tag, til Toppen af Spiret er der 133 feet.

I Nærheden af Katedralen ligger Ruinerne af
to andre Bygninger: Jarleborgen (Fig. 3) og Bispe-

gaarden, ogsaa ret betydelige Mindesmærker, men ikke saa pragtfulde som Katedralen, der med Rette er blevet kaldt »et af de mest imponerende og storstilede Bygningsværker uden for det egentlige Nordens

Sammen med Norge kom Øerne ind under Danmark, og vi beholdt dem indtil Christian I i 1469 pantsatte dem til Jakob 111 af Skotland for Medgiften til Prinsesse Margrete af Danmark. Summen blev aldrig betalt, og Øerne kom ikke tilbage til Danmark. I Aaret 1590, da Jakob VI ægtede Prinsesse Anna af Danmark, gik Overhøjhedsretten helt tabt. Befolkningen havde i de første Aarhundreder efter disse Begivenheder ret strænge Kaar under det skotske Styre; de styrende Jarler skaltede og valtede efter eget Tykke, Bønderne berøvedes deres Odelgods, og strænge Skatter og Atgifter indførtes. Først i forrige Aarhundrede, efter at Gladstone havde nedsat en Kommission til Undersøgelse af Forholdene, blev Kaarene atter taalelige for Befolkningen.

»Orknøboen er en Smaabonde, som har en Baad, mens Shetlænderen er en Fisker, som har en lille Jordlod«, siger en engelsk Forfatter og karakteriserer derigennem fortræffeligt Forskellen i Livsvilkaar paa de to Øgrupper. Foruden Agerbrug og Fisken drives der ogsaa Kvægavl og Fuglefangst. Jordfællesskab som i gamle Dage er der ikke længer Tale om, og hver Bonde har saaledes ogsaa sine egne Faareparker.

Sproget paa Øerne var oprindelig det gamle norrøne Maal, ogsaa kaldet »Danska tong«, det vil sige »dansk Tunge«, den ældgamle Fællesbenævnelse for de nordiske Landes Sprog. Efterhaanden blev dette Sprog fortrængt af Magthavernes Sprog, Lavskolsk; men først i det 17. Aarhundrede begyndte den endelige Opløsning af de norrøne Dialekter; Kirkesproget blev rigsengelsk og det officielle Sprog Lavskotsk. Den puritanske Gejstlighed fik ogsaa efterhaanden udryddet de gamle Ringdanse: Kvaddansene, med den dertil hørende Digtning, Kvadene. Paa Færøerne findes disse jo endnu den Dag i Dag.

Endnu i 1814, da Walter Scott berejste Øerne for at samle Stof til sin Roman »Piraten«, hørte han, al der dog endnu levede et gammelt norrønt Kvad i Folkemunde. Sprogforskeren, Dr. phil. J. Jakobsen, som adskillige Gange har berejst Øerne, har imidlertid paavist l\ at der endnu er et meget stort Procenttal norrøne Ord i Sproget, baade paa Shetlandsøerne (cirka 10000 Ord) og Orknøerne (lidt mindre).

For Sprogforskeren har disse Dialekter stor Betydning, dels fordi de indeholder en Del nordiske Ord, som ikke er overleveret i oldnordisk eller i nyeie nordiske Sprog, selv om stammebeslægtede Ord findes; dels fordi mange norrøne Ord her findes i Betydninger, som supplerer de i oldnordisk og nyere Sprog fundne Betydninger og er ældre end disse.

I Form af Børneramser og Vuggeviser er en Del bevaret; man tillagde de norrøne Ramser en magisk Virkning, vel især fordi man ofte ikke forstod dem, og man anvendte dem derfor til at faa Barnet til at være roligt i Vuggen eller til at sove; saadanne Ramser bevaredes ogsaa længe af Fiskerne paa Shetland og Orknøerne som et Tabusprog, talt ude paa Havet dels til Værn imod de frygtede Havvætter og dels lil at sikre en heldig Fangst.

Selve Øgruppens Navn: Orkn-øerne er af førnordisk,
latiniseret-keltisk Oprindelse.

l) Se J. Jakobsen: »Nordiske Minder paa Orknøerne« i
Festskrift til H. F. Feilberg 1911.

Agricolas Flaade sejlede nord om Orknøerne, »derfra saa man Thule«, og Romerne kaldte Øerne »Orcades« efter det keltiske Ord »ore«, som betyder 1) Svin, 2) Hval. Maaske har Øernes afrundede Former, der kunde minde om svømmende Hvalers Rygge, været Aarsagen lil delle Navn.

For at se noget li i Øernes keltiske Minder
forelog jeg til Fods en Exkursion fra Kirkwa til
Steinness, hvor man ser de beromle »standing
stones«.

Naar man fra Kirkwa begiver sig ad Landevejen
til Stromness, den anden større By paa Øerne,
iiaar man efter en Vandring paa 10 miles til en
stor Kæmpehøj, Maeshowe-Højen, som ligger paa
en Mark tæt ved Vejen. (Fig. 4). Paa en nærliggende

Bondegaard faar man en Nøgle til Højen, og Farmeren gaar med og tænder Lys for en derinde. Det er en Gravhøj fra den keltiske Tid, bestaaende af et mægtigt Kammer med tre smaa Sidebaase, Kammerets Dimensioner er 15 X 15 X 15 engelske Fod. Paa Væggene er indridset en Dragetegning og en Mængde Runer, et Sted staar saaledes hele Runealfabetet, et andet Sted staar: >Jorsalfarere brød Højen op i den salige Jarls Levetid«. Med »den salige Jarl« menes sikkert Rögnvald Jarl. Han havde i 1152 Besøg af en Flok Venner fra Norge, som senere ledsagede ham lil Jerusalem. Disse Herrers Opførsel i den Vinter, de tilbragte hos Jarlen, har efter Sagaens Beretning at dømme ikke være l helt mønsterværdig, og de har altsaa ogsaa moret sig med Gravplyndring. De har imidlertid intel fundet derinde og har derfor efterladt følgende, sikkert lidt mismodige Indskrift: »Lykkelig den, som finder den store Rigdom«, sånsynligvis har der været andre Røvere i Højen før dem! løvrigt minder deres Runekradserier stærkt om, hvad man kan finde paa Mure og Plankeværker i Nutiden. Der slaar f. Eks. »Ingeborg, den smukke Enke«, »Ingegerd er den (agreste blandt Kvinder«. »Den Mand, som skar disse Runer, er den bedste derlil vest paa i Oceanet«.

Fra Maeshowe Højen fortsatte jeg til Fods Vest paa lil de store keltiske Stensætninger, som ligger en Fjerdingvej fra Højen, nær Bredden af Loch Sleinness. Søen bestaar af to Afdelinger, der adskilles ved en Tange, hvorfra en Dæmning fører over til den modsatte Bred.

Man passerer først en enkelt fritslaaende Sten : iThe Barnhouse stone«, naar derefter »Ring of Sleinness«, der har en Diameter paa 100 feet og synes at have bestaaet af 12 Sten, hvoraf endnu to staar paa deres oprindelige Plads nær Hovedlandevejen;de er 15 og 18 feet høje. Kredsen har været omgivet af en Grav, og i Midten har staaet en »Cromlech«, d. v. s. en Overligger hvilende paa Toppen af to lodret staaende Sten. (Fig. 5). Lidt

Gennemsnitshøjden af Stenene, som alle er af »old red«, er 8—108^—10 feet. Hvorledes man med Datidens tekniske Hjælpemidler har faaet disse Sten rejste, er en Gaade.

Lignende Stensætninger træffes som bekendt i Bretagne
og i Sydengland: »Stonehenge«, nær Salisbury.

Paa Orknøerne kaldte man i gamle Dage den største af de to Stensætninger: »Soltemplet« og den mindste »Maanelemplet«, og den Formodning er ogsaa blevet fremsat, at »The standing stones« har været Led i et ældgammelt Soldyrkelsessystem, og at Maeshowe-Højen har været et Tempel i Tilknytning til denne Dyrkelse.

Den følgende Dag foretog jeg med en Rutedamper, som gaar til de nordligste Øer, en udmærket Exkursion, først til Øen Sanday, en flad, sandet Ø, med mange fremspringende Pynter og Revler og derfor meget vanskelig at besejle, og dernæst ti! Stronsay, hvor Damperen laa i mange Timer ved Kajen i den lille By Whitehall.

Fra den nordligste Ø er der kun et Par Timers Sejlads til den lille ensomme Klippeø »Fair Isle«, der er saa godt kendt af alle Grønlandsfarere, som det første eller sidste Glimt, man ser af Europa paa en Rejse henholdsvis fra eller til Grønland. Øen ligger midtvejs mellem Orkn-og Shetlandsøerne og bestaar ligesom de førstnævnte af »old red« Sandsten.

få! Den er særlig berømt for sine fine Hosekræmmervarer, der er prydede med smukke, indvævede Mønstre i mange Farver; efter Sigende har Beboerne lært denne Kunst af nogle spanske Søfolk fra et af »den uovervindelige-Armada«s Skibe, som strandede her i 1588.

Jeg havde rigelig Tid paa Stronsay til at gaa
i Land og begive mig paa Expedition for at finde
en af de saakaidte »Danish burghs«, som imidlertid

!«*,

intet har med os danske at gøre. Det er høje, meget solidt byggede Forsvarstaarne, bestaaende af to tykke Mure, der omgiver en Gaardsplads, mellem Murene har Beboelsen været, og Borgen maa praktisk talt have været uindtagelig; alle disse »Broch's«, som de kaldes af de Indfødte, stammer fra den keltiske Tid.

Det lykkedes mig at se en saadan »Broch«
ude ved »Burgh head« paa Stronsay og senere paa
en af de sydligste af Orknøerne.

Paa Tilbagevejen fra den første »Broch« traf jeg en Bondemand, som gik og arbejdede paa sin Mark, jeg kom i Snak med ham, og da han hørte, at jeg var dansk, blev han saa begejstret, at han inviterede mig med hjem og beværtede mig med alt, hvad Huset formaaede, og skyndsomt fortalte Naboen, at han havde faaet en dansk Gæst.

Thi Nordboerne er ikke glemte paa Øerne. Gang paa Gang sagde Folk til mig, naar de hørte, at jeg var fra Danmark: »Vore Forfædre var ogsaa Danske«, »Vi er jo egentlige ogsaa Danske«, »Vi føler os langt mere knyttede til Skandinavien end til Skotland«, »Vi har intet Slægtskab med Skotterne, vi er Nordboer«. Blandt de Unge har mange optaget Studiet af oldnordisk og dansk Sprog udelukkende af Interesse for Øernes nordiske Minder, og Kaptajnen paa den Damper, hvormed jeg besejlede de nordlige Øer, var Medlem af Bestyrelsen for »Kirkwa's arkæologiske Selskab« og særdeles velbevandret i Nordens middelalderlige Historie. Kortsagt: Bevidstheden om Stammeslægtsskabel med de nordiske Folk er meget levende paa Orknøerne, langt stærkere og mere levende, end man her i Norden i Almindelighed aner.

Den næste Dag sejlede jeg over Scapa flow, hvor Dele af den sænkede tyske Flaade endnu rager op over Vandspejlet og videre over Pentland Firth tilbage til Skotland. Havde Tiden tilladt det, var jeg gerne blevet noget længere paa disse Øer, der har saa meget af Interesse at byde en Nordbo, og hvis Befolkning i høj Grad fortjener, at vi her fra Norden gør noget mere for at lære dem at kende x). Den, der tilbringer lidt af sin Sommerferie paa disse fjærne Øer, kommer ikke til at fortryde det, her er nok at se og lære for hvem, der intereserer sig for Geografi og Historie og gerne vil lære sine Stammefrænders Udvikling at kende.

---

1) En udmærket Turistfører har man i Daniel Bruuns ypperlige >Turistruter paa Færøerne«, der ogsaa omhandler de skotske Øgrupper.