Aften ved de Borromeiske Øer.

Tre blændende Perler er indlagt i Lago Maggiores

straalende Safirsmykke, tre Vidunderøer i Søens sagte rullende, rytmisk vuggende, venligt rislende Bølgedyb. Var det Synet af Uhyret i Mottarones mørke Bjerghule, som i Tidernes Morgen forstenede de tre Mennesker, der kom ned fra Simplons rosenrøde Snetinde og badede i den blaa Sø, tre Mennesker af det ideale Stof, der bestod i en svunden Guldalders Drømmeverden? Faderen, den alvorlige Mand, den flittige og stræbsomme Fisker, han vovede sig nærmest Uhyret i Bjerget, han sank som en Sten i Søen, og endnu ligger Isola dei p e s c a tori nær udenfor Baveno under Monte Mottarones grønne Skraaning, Fiskernes Ø i Lago Maggiore, med Kirken og Menneskers Huse. Moderen, den frodige, livsvarme Matrone, søgte at holde de andre tilbage, da Synet af Gorgonen forvandlede ogsaa hende til Sten, og af Isola Madres rige Moderskød længst ovre mod Pallanza er Klippegrunden sprunget ud med mange lyserøde Blomster, med tropiske Frugter i Borromeernes Have. Men Datteren, hvis Navn var Isabella, lod sig ikke holde tilbage i Moderens Skørter; ungdommelig nyfigen tittede hun frem, hvor Mottarone sænker sine mørke Citronskove nedad mod Stresa, og ramtes der ogsaa hun af Synet: Nysgerrigheden fik sin Løn, og der ligger nu Isola bella med Barmen høj, med Roser i Haar, sløret af blaanende Dis, bøjende sig koket ned mod det spejlklare Vand, der glider af hendes Sider, som om hun var selve den af Havet opdukkende Venus.

Man skal komme til Stresa om Sommeren udenfor Sæsonen, naar der er stille og idyllisk, og en sagte Vind vifter lunt gennem de store Bananblade i Enkedronningens Have, naar Vejene er mennesketomme, og de store Paladshoteller ligger stille hen; og kun et Par af de sædvanlige globetrottende amerikanske Damer ser man hensidde døsende foran Hotel Milan og ørkesløst lorgnettere de Forbigaaende, medens den ene af og til med brillantsmykkede Fingre fører en lækker, dunet Fersken til Munden fra den bugnende Skaal og en enkelt Gang skødesløst kaster et Par halvmodne Kirsebær over til den lille fortrykte Selskabsdame, som forsmægter i Tavshed ved Siden af. — Om Dagen kan Lago Maggiore nok vise vrede Tænder, og en üblid Vind kan suse i Parterrehavernes Kamelier og Palmer; men Aftenen lægger sig beroligende over Vandet, og gennem alle de blaa Toner synker det til Hvile i den sydlige Nats milde, drømmende Favn. Og medens de fine Orkestre i Regina-Palace og Grand-Hotel des Iles- Borromées fylder de gabende tomme Haller med gamle Wienervalses stilfærdigt vuggende Toner for at adsprede de faa og vildfarende mondæne Gæster, sænker den store Aftenfred sig uforstyrret ude over den hængende Loggia af Vinløv langs Søbredden. Man ser fra den graa, italienske Mur Konerne ligge paa Knæ nede i Vadden paa lave Skamler ude i det rislende Lavvand mellem smaa Rullestene og skylle og vride deres Tøj; andre gaar og samler ilanddrevne Smaapinde og Træstykker, læsser dem i den uhyre, dybe Vidiekurv, som de bærer paa Ryggen, og slæber af med en vældig Dragt til den graadige Arneflamme, nynnende smaat mellem Tænderne en af de gamle piemontesiske Folkesange.

Og ude over Søen den dybe Aftenro. Sænkede den sig med samme Fred mon fordum i Tiden, da Viscontierog Sforzaer stredes om Stæderne og lod Kamplarmog Klageraab genlyde mellem de blaa Fjeldmure, fra St. Gotthards faste Masse i Nord til Simplons tavse

Tinde i det vestlige, og ud over den lombardiske Slette og Ticinos bugtede Løb i Syd? Men da strakte Borromeerne deres Scepter over Søen, og bedre Tider oprandt. Genlyder ikke alle dens Kyster af Sagn om den hellige Carlo Borromeo, Milanos fromme rkebiskop,som sin gyldne Hyrdestav for at give de Fattige Brød, som stod dem bi i Pestens Tid, og hvis Billede i Pallanza fældede bitre Taarer, indtil man bar det til Dominicanernes Kloster og i Procession til de Pestsyge, hvis Lidelser det standsede? Og hvem har læst Manzonis hjertefølte Fortælling fra disse Egne, I promessi sposi — „De Forlovede", som alle kan læse paa Dansk i alt Fald i Schaldemoses og i Prahls ypperlige Oversættelse — og husker ikke Cardinal FederigoBorromeos lysende Skikkelse, lige imponerende ved sin Myndighed og sin inderlige kristne Trosstyrke, der betvang de Mægtige og Trodsige og lagde den store Voldmand sønderknust for Frelserens Fod? Da en armstolt Adelsmand vilde klostergive sin Datter, fordi han ikke havde de 4000 scudi, som han fandt hørte til hendes standsmæssige Udstyr, for at hun kunde ægte den, hun elskede, gav Cardinalen selv hende de 4000 i Medgift for at frelse hende fra tvungen Klostervielse; selv tog han en ringe Sum af sit rkestiftsrige tit sine Fornødenheder, Resten fordelte han til de Syges og Fattiges Plejere og-til Oprettelsenaf det herlige ambrosianske Bibliotek i Milano.Men ikke alle Borromeer var fromme Kirkens og Bogens Mænd; hede og fyrige var de fleste som hin Grev Giangiacomo, der først byggede et Elskovspaulunpaa Isola bella i Ly for Slægtens og Hustruens besværlige Spioneren og der besøgte sin Eliza, til hun døde, som der berettes, „af altfor megen Elskov". Hans Broder Vitalino Borromeo var det, der — som heroppe samtidig Christian V lod „Erdholmene"s Klippegrundfylde med Jord — førte Muld derover og skabte den fortryllende Armidahave, som nu i ti Terrasserhæver sig paa den lille Ø's Østside, medens Vestdelen optages af det navnkundige Palazzo Borromeo.Endnu kommer Familien der fra Milano og bor en Maaned i den stille Sommertid, med en stor Børneflok,— „en god Familie", siger Pramføreren fra Isola bella, som i magelige Aaretag fører os Øen rundt under sin Barkes flade, hvide Soltelt. Slottet paa Isola Madre forfalder. Familien kommer kun af og til sejlende deroverfor at spadsere i Haven, siger Gartneren. Lykkeligeer Borromeerne, som kan lade et saadant Paradis ligge og passe sig selv det meste af Aaret! Og derinde ved Stresa ligger en dejlig Villa, ombølget af Magnoliersog Neriers Vellugt, men tom og øde: Grevinde Pallavicinos; — hun har en anden ved Genovas blaa Riviera, og hende er det, som under Navn af Marquesa Campotéjar ogsaa ejer den yndigste lille Perle i hele Spaniens Rige: Qenerali'fe i Granada, de mauriske Kongers lille Sommerslot ovenover Alhambra — og hun har Raad til aldrig at komme der. — Gartneren paa Isola Madre er forøvrigt en fin og mild Blomsterelsker,som dog ogsaa ved Besked med, hvad der sker udenfor hans Blomsters lille Øverden; han har en lille Spøg paa rede Haand, naar Danske besøger den, om den mindste Konge i Europa og den højeste: „troppo grande!" (altfor høj) siger han om den sidste og sender et imponeret Øjekast langs opad en Kæmpe- Eucalyptus' Stamme.

Minder om fordums Tider og Skikkelser hvisker saaledes i Lago Maggiores milde Bølger i Aftenlyset, naar de med sagte Mumlen vugger sig til Ro. Den blaa Dis hæver sig, Tonerne bliver sorte og hvide, sorte Øernes Konturer og Havernes og Bjergenes, hvidt og blankt Søens lysende Spejl, alt som Solen svinder ned bag Mottarones Top med de mørke Cedre, og dens liv- og farvegivende Skær trækker sig udad og udad over Øerne mod Pallanza.. Den gyldne Glød hviler endnu i Skyerne og over Fiskerøens smaa gule Huse og spidse Kirketaarn. Og bløde, tonende Slag lyder ud over den stille, stille Flade, ringer Aftenen frem over Lago Maggiore, maner til Aftenbøn og Tak for Livets Gave paa dette benaadede Sted; mildt og harmonisk kommer Natten her, ikke med Vemod og Klage, som naar Dante taler om Aftenklokkens Slag, der synes at begræde den Dag, som døde: her glider Dag og Nat over i hinanden i en evig gylden Drøm om Salighed som i Morganas Féhaver. „Underfuldt er her at staa, Saligt her at hvile", — det er saadan, vi Danske føler det. Med dæmpet klukkende Lyd slaar de smaa Krusningerind

ningerindmod Loggiaens Murkant, drømmende, svævendespejler sig Isola hellas udbyggede Grottehaver derude, svage Lyde af Naturens übestemte Ytringer kommer derovre fra som Elskovssukke, og Luften fra Søen er mættet af Blomsterdufte, af Orangesødme fra de store, hvide Magnolier i de høje Hække, af Mandelduft,Vanille og krydret Myrte fra Kanterne, af Oleandrenesbedøvende Aande i Varmedvalen, af Laurbær og Campherblade; et svagt Sus gaar ud fra Isola Madres høje og skumringsmørke Cypresser og Palmer. Dagens Solskinsdrømme gaar over i Nattens Drømmeliv paa de lykkelige Øer.

Sagte skyder en Baad sig ud fra Stranden inde i Bugten ved Baveno: syv Nonner sidder i den, sorte at se, med de hvide Brystduge, en lille Dreng ror med lette dvælende Tag, og Baaden glider som af sig selv ud til den lille Holm San Giovanni bag Isola bellas forjættede Øland; en Aftenadspredelse, der passer for Klostrets stille Beboere; de inddrikker lidt af den Naturens Harmoni, der omgiver dem, de istemmer med klare varme Stemmer en stille Sang til Madonnas Ære, Aftenens Hymne: Ave Maris Stella... Og Isola bella bøjer sig ydmygt i sin Skdnhed under Aftenens første Stjerner: dens Hoved er fuldt af Dug og dens Lokker af Nattens Draabcr. Og medens Lysene ovre i Pallanza funkler som Brillanter, lyder Sangen stille, fint og dæmpet ude over Søen, / hvar och en bat, siger Snoilskv,

Hvars segel svälla
Mat Isola 8e11a...