Ekspeditionens Komité:

Viceadmiral Wandel.

Skibsreder Erlandsen.

Direktør for Grønland Daugaard-Jensen.
Professor Eug. Warming.

Ekspeditionens Opgaver:

Undersøgelsen af Grønland falder i væsentlig 3
Afsnit, nemlig:

1. Kolonierne i Vestgrønland fra Julianehaab til Upernivik, kortlagt og undersøgt af Kommissionen for Grønlands geologiske og geograliske Undersøgelse.

2. GrønlandsØstkyst, undersøgt af forskellige Skibsekspeditioner, saasom: Holm, Amdrup, Ryder, Svenskeren Nathorst og Danmarks - Ekspeditionen.

3. Nordvest- og Nordgrønland, indtil 1916 skitsemæssig
og kun delvis kortlagt af engelske og
amerikanske Ekspeditioner.

Som det vil erindres, kortlagde jeg paa Knud
Rasmussens anden Thule-Ekspedition dels Melvillebugten,
dels de store Fjorde paa Nordkysten.

I Foraaret 1920 fremsatte jeg Planen til
denne Ekspedilion, hvis Formaal var:

a. Den fuldstændige Kortlægning af hele Nordgrønland
fra de danske Kolonier over til Danmarks-Fjorden.

b. Geologisk Kortlægning af samme Omraade med særlig Hensyntagen til en nærmere Undersøgelse af de rigt forsteningsførende Dannelser, som jeg havde opdaget i 1917.

Rejser i 1920.

Afrejsen foregik fra København med Motorskibet »Louise« d. 15. Juli. Paa Grund af forskellige Uheld varede det ikke mindre end 2 Maaneder, førend jeg naaede op til det Sled, jeg havde udset som min Basis, — det var Kap Robertson paa ca. 78° n. Br. Skønt der ingen Havn var, lykkedes det uden Uheld at landsætte Ekspeditionens Gods ved Hjælp af de paa Stedet boende Eskimoer.

Slutningen af September Maaned brugtes til at
opføre det medbragte Hus, saaledes at al Ekspeditionens
Gods var under Tag før Vinteren.

Af Hensyn til den store Rejse nord om Grønlandnæste Aar besluttede jeg, trods den fremrykkedeAarstid, at foretage en Rekognosceringsrejse over Indlandsisen op til Kanebassin og videre tværs over dette op til 80° n. Br. Denne Rejse fuldførtes uden Uheld i Tiden fra 5. Oktober til 5. November. 10 Dage senere startede jeg sydpaa med Upernivik som Maal, og hertil ankom jeg 15. December; det viste sig nemlig, at det medbragte Hus havde lidt en Del Overlast, og da min Kulforsyning kun var

1) Paa Grund af Travlhed med Foredrag o. 1. fremkommer nu kun denne korte Rapport; udførligere Meddelelser vil følge senere. Med Hensyn til Kort henvises til 26. Bind. Side 183.

sparsom, saa jeg mig nødsaget til at tilbringe Mørketidendels
paa Rejser, dels længere sydpaa.

Rejser i 1921.

I Slutningen af Januar startede jeg atter nordpaa fra Upernivik og ankom til mit Hus i Slutningen af Februar. Første Halvdel af Marts anvendtes til at udlægge slore Depoter nord for Grønlands vestligste Punkt, »Kap Alexander«, hvor Isen altid er daarlig. 18. Marts rejste jeg nordpaa med 19 Slæder. 4 af disse hjemsendtes paa 79° n. Br., 5 andre fra 80° n. Br., og den 5. April ankom jeg med 10 Eskimoer til Ft. Conger paa Grantland. Vi opholdt os her indtil den 18. for at hvile Hundene ud og fodre dem op med Kød af Moskusokser, hvoraf vi skød ca, 100.

Fra 82° n. Br. hjemsendtes 4 Slæder, og lidt øst for Set. Georges Fjorden hjemsendtes 3 Slæder, tilbage havde jeg saa kun de 3 Eskimoer, som skulde følge mig paa hele Rejsen, og vi havde 32 udhvilede Hunde til vor Raadighed. Det var lykkedes ved Hjælp af de talrige Hjælpeslæder at naa op paa Grønlands Nordkyst med en saa stor Udrustning, at jeg kunde rejse uafhængig af al Jagt helt over til Østkysten. Jeg kan her tilføje, at de mange Hjælpeslæder alle naaede hjem i god Behold, takket være en stor Mængde Depoter udlagt under Oprejsen.

Rejsen langs Grønlands Nordkyst gik godt; 4. Maj paabegyndte jeg i »De Long« Fj. den af mig i 1917 afbrudte Kortlægning, 13. Maj hejste jeg det danske Flag paa Grønlands Nordspids, naaede Dagen efter 84° n. Br., hvor jeg havde to kartografiske Stationer og ankom endelig den 21. Maj til Kap Bridgemann, Danmarks-Ekspeditionens nordligste Punkt. Dermed var der skaffet Forbindelse mellem de danske Undersøgelser fra Vest og Øst, og hele Grønlands Kyst var dermed berejst af Danske.

Paa en Rejse som denne er der altid to kritiske Punkter. Det første¹) af disse indtræder, näar man har brugt sine medbragte Forsyninger op og skal gaa over til at leve at Jagt; 4 smaa Daaser Pemmikan og lidt Havregrød var alt, hvad jeg havde tilbage af den store Udrustning; men til Gengæld var Egnene omkring Grønlands Nordspids blevet særdeles indgaaende kortlagt.

Jagt fik vi foreløbig intet af paa Grund af Uvejr, og under Rejsen ned langs Østkysten mistede vi Halvdelen af vore Hunde i de følgende Dage. Først den 26. lykkedes det paa Herlufsholms Strand at nedlægge 9 Moskusokser.

I de første Dage af Juni fortsatte vi Rejsen ind i Independence Fjord, og den 12. Juni naaede jeg Mylius Erichsens Varde ved Kap Glacier. De følgende Dage undersøgtes Egnene vest for Grønlands Fjord, og her lykkedes det at paavise den i den geografiske Forskning saa berømte Peary Kanal der viste sig at være en meget stor Sænkning med en stor Sø i Midten. Den 26. Juni besteg vi Indlandsisen, og i de følgende 3 Uger kortlagde jeg Egnene omkring Vildtland og Adam Bierings Land. I disse 3 Uger forsøgte vi forgæves at skaffe Rejseproviant til os og vore Hunde til den 700 km lange Indlandsisrejse. Da vi i dette Tidsrum kun fik 2 Moskusokser, havde vi kun Proviant til første Halvdel af Indlandsisrejsen. Vi haabede derfor meget paa at finde et Depot paa Warmings Land, som jeg havde gjort Aftale med nogle Eskimoer om. Depotet var der ikke, idet det senere viste, at Eskimoerne var blevet syge, og vi var derfor henvist til den sidste Halvdel af Indlandsisen at leve udelukkende af vore Hunde. Takket være usædvanligt godt Vejr lykkedes det ogsaa at gennemføre denne sidste Del af Rejsen. En Storm hjalp os, idet vi kunde bruge Sejlslæde de sidste 50 km, og derved naaede vi Land med l levende Hund den 12. August. En Uge senere kom vi i Forbindelse med 2 Eskimofamilier, som jeg havde stationeret paa 80° n. Br., og med et stort Depot i Ryggen kunde jeg fortsætte de kartografiske og geologiske Undersøgelser paa den sydlige Del af Washington Land. Midt i September kunde vi sætte over Isen i Kanebassin og naaede mit Hus den 2. Oktober efter en Rejse paa 200 Dage, saavel i Tid som Udstrækning den længste Slæderejse, der nogensinde er foretaget.

Om Foraaret havde jeg engageret Hr. Nyegaard til at varetage mine Interesser ved mit Hus, samt at lede en Depotudlægning op til 80° n. Br. Nyegaard havde foruden at løse disse Opgaver foretaget store Indsamlinger af Planter særlig paa Inglefield

Tilstanden blandt Eskimoerne var imidlertid alt andet end god. Kort før vor Afrejse i Foraaret udbrød der en pestagtig Hudsygdom, som ogsaa vi under første Del af Rejsen led meget af. Hjemme ved mit Hus havde Sygdommen imidlertid raset

---

1) Det andet indtræffer paa den sidste Halvdel af Hjemrejsen over Indlandsisen, naar man er henvist til at leve udelukkende af Ekspeditionens Hunde.

langt voldsommere, mange var døde. endnu flere var meget afkræftede, og Vinterforsyningerne var overalt meget smaa. Da der midt i November blev Islag, rejste jeg derfor sydpaa, idet jeg hurtigst muligtmaatte erstatte de Hunde, som var døde underEkspeditionen, ved Køb længere sydpaa.

Rejsen over Melvillebugten blev af mange
Grunde meget vanskelig.

I August var der kommet Skib til Thule, og
dette bragte den spanske Syge til Distriktet.

3 af mine Ledsagere fik under Rejsen spansk Syge, de to var uden Bevidsthed i flere Dage, og den ene af disse døde kort efter, at vi naaede frem til Mennesker. Mekaniker Nielsen, som jeg traf i Thule, og som her for første Gang var med paa en Slæderejse, fik Forfrysninger i begge Fødder, kun en Eskimo og jeg var helt raske. Nylaarsaften naaede jeg Upernivik og kunde give Meddelelse om en heldig gennemført Rejse nord om Grønland.

Rejser i 1922.

Paa Grund af Sygdom ogsaa blandt mine Ledsagere kunde jeg først i Marts gaa nordpaa fra Upernivik. I Vinterens Løb var der kommen Slæder ned fra Kap York Distriktet med Melding om, at den spanske Syge rasede ved alle Bopladser.

Ved min Ankomst til Kap York og ved at passere flere Bopladser blev jeg hurtig klar over, at Sygdommen var fuldstændig katastrofal for det eskimoiske

I Slutningen af Marts naaede jeg mit Hus, men havde paa Grund af Mangel paa Hundefoder allerede mistet adskillige Hunde, og ikke uden den største Betænkelighed paabegyndte jeg en ny Rejsesæson. Vanskelighederne var mange og store:

1. Der var i Vinterens Løb faldet ualmindelig
store Snemængder. Foraaret var meget uroligt,
og Sommeren blev usædvanlig kold.

2. Adskillige af mine faste Folk var døde, mange andre var endnu svækkede af Sygdommen, Hundebestanden var overall helt ødelagt, og da Sygdommen fortrinsvis angreb Folk i deres bedste Alder, var der overalt mange uforsørgede Børn, som maatte fordeles mellem de resterende Eskimoer.

3. Endvidere havde jeg i Vinterens Løb faaet Meddelelse om, at Kanada havde forbudt al Jagt paa Moskusokser paa Ellesmere Land, et Forbud, som netop i dette Aar, da de store

Transporter af Forsteninger skulde foregaa,
ramte mig særlig haardt.

April Maaned gik med at bringe Ekspeditionens
ene Tractor op paa Indlandsisen samt at udlægge
et Depot paa 79° n. Br.

Den 28. April startede jeg med 3 Eskimoer nordpaa. Den 8. Maj ankom vi til Washington Land, fortsatte herfra videre langs Kyslen og naaede den 23. Kap Brevoort.

Her havde jeg fra Rejsen forrige Aar liggende 3 Kasser Pemmikan og haabede med disse som Basis at kunne foretage en geologisk Undersøgelse af Nyeboes Land. Desværre fik vi Uvejr og maatte ligge vejrfast her fra den 18. til den 30. Maj; saa var Depotet udtømt, og Rejsen gik atter sydpaa,

Hele Maj Maaned havde været ualmindelig stormfuld, og kun den Omstændighed, at vi havde nedlagt 6 Bjørne frelste vore Hunde fra at dø af Sult. Den 13. Juni stødte vi sammen med Mekaniker Nielsen, som havde ledet en Ekspedition paa 8 Slæder op til 80° n. Br. 6 af disse Slæder var allerede vendt om, fuldt lastede med Forsteninger, og nu sendte jeg yderligere 2 Slæder sydpaa ligeledes med Forsteninger. Selv fortsatte vi Undersøgelserne langs Kysten af Kanebassin og naaede Etah den 15. Juli. Herfra fortsalte vi nogle Dage efter og ankom den 25. Juli til mit Hus.

Denne Rejse, hvis Start og Forløb havde frembudt
store Vanskeligheder, havde til Gengæld givet
betydelige Resultater.

Kysten fra 78 til 82° n. Br. var blevet kortlagt,
og Størstedelen af Ekspeditionens geologiske Samlinger
var tilvejebragt og hjembragt paa denne Rejse.

August Maaned gik med forskellige mindre kartografiske
Arbejder, afbrudt af langvarige Uvejrsperioder.

Den 9. December startede vi for at køre Tractoren op paa Indlandsisen, men maatte paa Grund af Maskinskade hurtigt afbryde denne Rejse. Den store Udrustning, jeg havde beregnet til denne Tur, brugles nu til en Indlandsisrejse, paa hvilken jeg kortlagde den sydlige Del af Inglefield Land. Endvidere samlede jeg paa denne Rejse en betydelig Samling kambriske Forsteninger paa 79° n. B.

1. Oktober var jeg atter hjemme i mit Hus. Midt i November blev alle Ekspeditionens Samlinger, Instrumenter, Bøger o. s. v. transporteret over Indlandsisen ned til Thule, og selv rejste jeg derefter sydpaa til Upernivik, hvortil jeg ankom i Begyndelsen af Januar.

I Melvillebugten havde vi det Uheld at drive til Søs paa en Isflage i 8 Døgn, hvilket bevirkede, at min Mekaniker maatte sendes tilbage med en Del af Eskimoerne og først i Slutningen af Januar indtraf i Upernivik.

Rejser i 1923.

Der manglede endnu i Nordgrønlands fuldstændige Kortlægning Strækningen fra mit Hus ned til Kap York, med andre Ord, det af Polareskimoerne beboede Omraade.

Denne Strækning kortlagdes i indeværende
Fora a r.

Jeg forlod Upernivik midt i Marts og ankom atter til Uperniviks Distrikt paa allersidste Islæg den 28. Maj. Herfra gik Rejsen med Motorbaad og Skib til Godhavn.

Hertil ankom i Sommeren Løb Skibet »Søkongen« medbringende alt mit Gods fra Thule. Dette blev indladet i Skibet »Hans Egede«, med hvilket jeg selv returnerede og ankom til København den 16. September.