Erland Nordenskiöld: The Copper and Bronze Ages in South America. Gøteborg 1921.

Med denne Bog har Dr. Erland Nordenskiöld føjet et nyt og betydningsfuldt Led til sin Serie »Comparative ethnological studies«, som allerede forud har bragt vægtige Bidrag til Sydamerikas Kulturhistorie. Hvad der giver Erland Nordenskiölds Arbejder en grundlæggende Betydning, er ikke alene hans omfattende Viden, der ikke lader nogen Kilde til Oplysning om Sydamerikas Indianere være übenyttet, men tillige hans udmærkede Metode. Kulturformernes geografiske Udbredelse, der i nyere etnologisk Forskning har vist sig at være et frugtbart Middel til relativ Tidsbestemmelse, udnytter E. N. med Energi og Omhu, idet han søger at tilvejebringe en detailleret Viden om Formernes Udbredelse og ikke, saaledes som nogle Kolleger, lader sig friste til altfor hastige Slutninger angaaende Formernes Samhørighed i »Kulturkredse«. Og han forsømmer ikke de andre Veje til relativ Tidsbestemmelse, der staar os aabne, saasom den typologiske logiskeMetode, skønsom Brug af Fundomstændigheder, historiske Vidnesbyrd m. m. Hans Arbejde om Kobberalderen og Bronzealderen i Sydamerika viser en Evne til at benytte arkæologisk Materiale, som desværre langtfra er almindelig blandt Etnografer. I Virkeligheden har denne Afhandling i Følge Emnets Art en rent arkæologisk Karakter og er med Føje tilegnet Sveriges store Arkæolog Oscar Montelius.

En Redegørelse for Afhandlingens Resultater kan ikke gives i en kort Anmeldelse; kun de vigtigste kan her omtales. Det viser sig, at der i Sydamerika maa skelnes mellem en Kobberalder og en Bronzealder.At opfatte Bronzefundene som beroende paa tilfældige naturlige Indblandinger af Tin i Kobberet gaar ikke an. Der foreligger nu talrige Analyser, hvoraf et stort Antal er foretagne af eller paa Foranledningaf Erland Nordenskiöld, og disse giver fuld Sikkerhed for, at der med Hensigt er blevet blandet Tin i Kobberet over en stor Del af det vestlige Sydamerika. At man i de fleste Tilfælde finder, at Tinmængden er betydelig mindre end

10%, kan bero paa, at Indianerne muligvis har været vidende om, at Bronze med et forholdsvis ringe Tinindhold lettere lader sig koldhamre og derigennem kan opnaa en meget betydelig Haardhed,hvilket bekræftes ved Undersøgelser af Axel Hultgren. Den betydelige Variation i Tinindholdet finder formentlig sin Forklaring dels deri, at man ikke ejede Midler til nøje at maale de Metalmængder,der blandedes sammen, dels ogsaa deri, at udslidteBronzeredskaber ved Omsmeltning mistede en Del af deres Tinindhold; dette sidste Forhold kunde ogsaa fotklare det Faktum, at der i nogle Tilfælde kun er fundet smaa Mængder (mindre end V'Vo) Tin i Bronzen. Det maa erindres, at Kobbermalmi Sydamerika har en langt videre Udbredelseend Tinmalm. Indenfor det sydamerikanske Bronzeomraade forekommer Tinmalm kun i Boliviaog Argentina i synderlige Mængder. Ved Carabuconær Titicaca Søen blev der i Inca-Tiden brudt Tinmalm. Dette Forhold forklarer, at Bronzegenstandeer særlig hyppige i det nordvestlige Boliviaog sydlige Peru, medens der i den nordligste Del af det gamle peruanske Kulturomraade findes forholdsvis mange Genstande af rent Kobber og faa af Bronze.

At der forud for Bronzealderen maa være gaaet en Kobberalder, synes paa Forhaand indlysende; og det er lykkedes Nordenskiöld at paavise, at Bronzegenstandene tilhører relativt sene Typer — selv om der ogsaa findes Kobbergenstande af ung Type, idet man er vedblevet med lejlighedsvis at anvende üblandet Kobber, ogsaa under Bronzealderen. Ved Bestemmelsen af Formernes relative Alder" er det lykkedes at drage Nytte af de Afbildninger af Metalgenstande o. 1., som findes paa peruanske Tekstiler og Lerkar, hvis kronologiske Plads tidligere er blevet paavist, navnlig ved Max Uhles Undersøgelser. Endvidere har Formernes geografiske Udbredelse givet Oplysninger; i Almindelighed synes det, at saadanne Former, hvis Udbredelse falder sammen med Inca-Rigets Udstrækning ved Spaniernes Komme, er yngre end de mere lokale Former. Endelig har ogsaa den typologiske Metode givet gode Resultater. Af særlig Interesse er det, at Skafthuløksen i Sydamerika viser sig al være opstaaet ad to forskellige Veje, dels ud fra en Prototyp, hvor Øksebladet var fastgjort til Skaftet ved et Stykke raa Hud, dels ved Omdannelse af det morgenstjerneformede Køllehoved. Med Rette fremhæver Nordenskiöld, at dette er tilstræk-

keligt Bevis for, at Skafthuløksen er opstaaet i Sydamerika, og altsaa ikke skyldes Laan udefra — og at det er gennem saadanne typologiske Undersøgelser, vi maa afgøre de i Etnologien stadig opdukkende Spørgsmaal, hvorvidt Ligheder beror paa Laan eller paa parallel Udvikling.

Bronzetekniken synes at være opstaaet i Egnen omkring Titicaca Søen, rimeligvis allerede før Inca Tiden, og har herfra bredt sig til Perus Kystegne og Ecuador. Om Anledningen til, at Bronzetekniken opstod, fremsætter Nordenskiöld den interessante Formodning, at Indianerne kan have blandet Tin i Kobberet for at give det en gylden Farve.

De sydamerikanske Kobber- og Bronzesager har deres Prototyper i Genstande af Sten, Træ, Ben etc., hvilket tyder paa, at den sydamerikanske Kobberalder og Bronzealder er udviklede paa Grundlag af den forudgaaende Stenalder. Til Trods for enkelte ret paafaldende Ligheder mellem den gamle Verdens og Sydamerikas Bronzekulturer er der foreløbig ingensomhelst Grund til at antage nogen Sammenhæng.

Spørgsmaalet om en eventuel Forbindelse mellem den sydamerikanske og den mexicanske Kobber og Bronzeteknik venter endnu paa sin Løsning og er, som Nordenskiöld fremhæver, et Problem af stor Rækkevidde for det gamle Amerikas Kulturhistorie.