Roald Amundsen: Nordostpassagen. Kristiania 1921.

»Vore Fædres Tro lod den Mand ride til Hel, der døde Straadøden. Den Kærlighed til Daad, der skaber et saadant Syn paa Liv og Død, har alle Mænd taget i Arv. Vel kunde man synes, at Boald

disse smukke Ord indleder Godfred Hansen sin Del af Amundsens Bog, og en bedre Hymne til Roald Amundsens Pris kan næppe skrives. Siden PearysDød lever der kun een Mand paa vor Klode besjælet af den samme, ja maaske slørre Higen imod at fuldkommengøre Menneskehedens Kendskabtil, hvad der endnu er ukendt uf Polarlandene,og denne Mand er Roald Amundsen. Han vil saa sandelig ikke dø Straadøden. Han bliver ved, til han slyrter.

Amundsens Bog, der nu er udkommet efter hans Ankomst til Norne, falder i tre Afsnit: Amundsens egen Beretning om Mauds Færd fra Kristiania til Norne, H. U. Sverdrups Beretning om dennes Ophold blandt Tsjuklsjerne, og endelig Godfred Hansens »Den tredje Thuleexpeditiou«, Beretningen om den Ekspedition, der udlagde Depotet paa Kap Columbia.

I A.'s sædvanlige livlige Stil beretter han, efter en humoristisk Indledning om sin Foredragsrejse i Amerika efter Sydpolsfærden, dels i Fortælleform, dels i Dagbogscitater, om Færden fra Kristiania til Charabowa, derfra til Maudhavn ved Kap Tsjeljuskin, hans første Vinterkvarter, videre fra Kap Tsjeljuskin til Mands andet Vinterkvarter ved Øen Ajon, hvor han kun havde 22 Dage at sejle i saa sent som fra 2. Septbr. til 24. Seplbr., og endelig, kun i Dagbogsform, om det sidste Afsnit af Rejsen fra Ajon til Norne. Desuden indflettes der Helmer Hansens Beretning, ligeledes i Dagbogsform: »Et halvt Aars Slædetur for at faa sendt et Telegram«.

Amundsen havde stort Besvær med at komme igennem Jugor-Strædet, som han fandt tæt pakket med Is, gennem Kara-Havet kommer han forholdsvis let, men omkring Kap Tsjeljuskin er der saa fuldt af Is, at han her maa opslaa sil første Vinterkvarter. Resultatet er flere Slæderejser omkring og igennem Tsjeljuskin-Halvøen og et udmærket detailleret Kort over denne Halvø. Desværre maa en paatænkt Ekspedition til det af den russiske Kaptajn Wilkitzsky opdagede, men ikke kortlagle Czar Nicolai ll's Land, Nord for Kap Tsjeljuskin, opgives paa Grund af Tab af Hunde og Isens ugunstige Beskaffenhed; derimod kommer der en Slæderejse i Stand til Kronprins Alexei's Øer, sorn jo laa betydeligt nærmere.

Efter Opbruddet i Sommeren 1919 fra Kap Tsjeljuskin styrer A. imod de nysibiriske Øer, gaar syd om Stolbovvoi og imellem Blischnij-Øen og Fastlandet, landet,forbi Bjørneøen og naar Ajon d. 24. September. Desværre faar man ikke noget Indtryk af, paa hvilket Tidspunkt A. har opgivet sin Plan om at følge Frams Rute for at drive med Isen over Polarhavet. Under 20. Septbr. fortæller han ganske vist i Dagbogen, at Maud fortøjer ved fast Is i Nærheden af Blischnij-Øen, men da det hurtigt konstateres, at Isen driver sydover, opgives det, og Kursen sættes mod Bjørneøen for at søge Vinterkvarter og »vente« — altsaa vente til næste Sommer.

I Sommeren 1920 bryder Isen forholdsvis tidligt op, Maud kommer allerede løs 30. Juni, og uden at omtale nogen Grund til, at han ikke sætler Kursen mod Nordvest, eller at han har forandret sine Planer, styrer A. lige løs paa Beringsstrædet. Under 5. Juli fortæller han i Dagbogen, at han ved Frokosten spørger om, hvem der vil følge ham »videre ud igen fra Norne« — den første Antydning af, at han nu helt har forandret sin oprindelige Plan. Den 20. Juli meddeler han, at han forsøger at overtale en engelsktalende Tsjuktsjer, der er kommet ombord, til at »være med mig nordover« med sin Familie. »Nu vil jeg ogsaa søge at faa en Familie til, saa er vi Folk nok ombord«, skriver han (han har rnaattet belave sig paa at afgive nogle af sine Folk, der ikke vilde med »nordover«). Den korte, lakoniske Afslutning af Dagbogen: »27. Juli. Jeg kom idag til Norne med Slæbebaaden« — kan jo nok tyde paa nogen Skuffelse over, at har maattet opgive sin oprindelige Plan, da han jo altsaa nøjes med denne Afslutning og ikke nævner et Ord mere om sine videre

Amundsen naaede denne —og første — Gang ikke det Maal, han havde sat sig, men det videnskabelige Udbytte af Ekspeditionen er uomtvisteligt. A. bebuder, at Sverdrup vil tage sig af, hvad der senere udkommer om Ekspeditionens forskellige videnskabelige Resultater. Sverdrup forsøger sig som Etnograf, — hvad han selv siger, han ikke er — i sin Beretning om sit halvaarlige Ophold blandt Rentsjuktsjerne (medens Maud laa i Vinterkvarter ved Ajon), en Beretning, der indeholder mange og interessante nye Oplysninger om dette Folks Levesæt, ligesom der er sendt mange Redskaber, Klædningsstykker o. 1. hjem til Kristiania Universitets etnografiske Museum.

Hvad der var meget beklageligt og utvivlsomt
ogsaa har været A. en Skuffelse, er, at Mauds traadløse
Telegraf fuldstændig svigtede. Den traadløse

Telegraf burde jo spille en meget stor Rolle ved Nutidens Polarekspeditioner, saa hvad enten det har været Mauds Installation, der har været ufyldestgørende, eller det har været den nærmeste russiske Station paa Dicksonøen, der ikke har haft sine Sager i Orden — lige beklageligt er det.

Til Slut kommer Godfred Hansens kortfattede, men derfor lige malende og interessante Skildring af Hjælpeekspeditionen til Kap Columbia. Del skulde synes unødvendigt at »oversætte« Godfred Hansens Beretning fra Dansk til Norsk, og dette er i Hovedsagen kun ogsaa sket ved den traditio nelle Forandring af »af« til »av« og »ud« ti! »ut«, samt Forandringen fra store til smaa Bogstaver og af og til Indfletningen af et norsk Ord; thi ellers er virkelig hele Sproget og Stilen ægte dansk

Bogen er rigelig forsynet med Fotografier, hvoraf Godfred Hansens übetvivlelig er de bedste, Amundsens og Sverdrups er for Størstedelen enten Inget med et for lille Camera eller ogsaa formindsket i for høj Grad; thi de aller flesle af dem er i saa lille Format, at de ikke er meget illustrerende.

Der er fem gode og omhyggelig udførte Kort, hvoraf de af Tsjeljuskinhalvøen og af Landet mellem Kolyma og Tschaunbugten naturligvis, er de mest detaillerede, da de stammer fra Vinterkvartererne. \7 r. Kraaballe.