»Landeskunde von Russisch Turkestan« von Dr. Fritz Machatschek, Professor der Geographie an der deutschen Universität in Prag. Mit 21 Tafeln und 33 Abbildungen im Text 1921. Stuttgart, Verlag von J. Engelhorns Nachf.

Dette Værk hører til den Række af fortræffelige geografiske Skrifter, der af Professor, Dr. Albrecht Penck udgives under Betegnelsen : » Bibliothek Länderkundlicher Handbücher«. Professor Machatchek har udarbejdet denne Bog paa Basis af omfattende Rejser i de Lande, man nu i adskillige Aar i fysik-geografisk Henseende har kaldt Mellem- og Centralasien, uden at man dog er naaet til en tilfredsstillende Definition af disse Betegnelser. Desuden har han benyttet et meget betydeligt Antal ældre og yngre Værker om disse Egne. Den værdifulde Literaturfortegnelse, der findes i Slutningen af Bogen, omfatter det vigtigste af, hvad der geografisk set har Interesse.

M. sammenfatter under Begrebet Russisk TurkestanLandene fra Kaspihavet til Kinas Vestgrænse inclusive Pamir. Politisk set passede det ogsaa under Kejserdømmet, idet Turkomannernes Land med Merv som Centrum dannede Generalguvernementet Transkaspien,Khiva

Metode. For de saakaldte gebildete Laien vil Bogen volde lidt Vanskelighed at komme igennem; derimoder den et udmærket Værk til Belæring for Geografer og viderekomne geografiske Studerende, idet den indeholder en overordentlig stor Sum af Viden, fremsat i en koncentreret Form. Det er da ogsaa kun i Henseende til Oversigten, at Anmelderen, der har berejst de omhandlede Egne paa Kryds og Tværs, har noget at indvende mod Bogen. Dens Indhold er klart og grundigt fremstillet. Der er taget tilstrækkeligt Hensyn til de forskellige tidligerefremsatte Meninger, navnlig om geomorfologiske og geologiske Problemer, og for blot at nævne en enkelt Ting er Lössproblemet, der er et af de vigtigste i økonomisk Henseende sammen med Ørkendannelsen, i al sin Korthed fortræffeligt fremstilletog udtømmende. I Afsnittet om Gletsjere og Gletsjerdannelser har M. været heldig med at ramme en Pæl igennem de tidligere Beretninger om, at Gletsjerne f. Eks. i Pamir var ved at svinde ind til intet, saa at sige, medens de i Virkeligheden paa flere Steder langt overgaar Alpernes. De geomorfologiske,klimatologiske og erhvervskulturelle Afsnit i Bogen er de væsentligste og fremstillet efter de nyeste Synspunkter, og hertil slutter sig udmærkede Kortskitser, f. Eks. det morfologiske Kort over Ferghana-Dalen,disse Egnes frugtbareste Dele. Ogsaa Plante- og Dyrelivet er tilstrækkelig indgaaende behandlet, som det bør være i et geografisk Værk, og Befolkningsforholdene, som man har været klar over længe før de fysiografiske, er godt fremstillede, ikke alene hvad Race- og Stamme-Inddeling angaar, men ogsaa i Henseende til Erhverv som Oasebeboere, Nomader og Halvnomader. Den afbildede Hustype kan i Almindelighed gælde som karakteristisk, selv om der navnlig i Bjærgegnene er adskillige Undtagelserfra Reglen. Skønt Turkomannernes Telte i det indre Stel er ganske som de kirgisiske, er de første i det ydre Udstyr ofte meget forskellige fra de sidste. Det gælder særlig de Telte, som de saa godt som fastboende Turkomanner har. De er egentlig at betragte mere som Huse, der er forsynet med Rørtag og solide udskaarne Trædøre, end som Telte; de er noget for sig og havde fortjent en Afbildning i Bogens etnografiske Del.

Som for saa mange andre Asiensforskere volder Benævnelsen »Sart< paa en vis Del af den fastbosiddende Befolkning ogsaa M. lidt Vanskelighed. >Sart« skal oprindelig betyde Bosiddende i Modsætning til Nomaderne, og der er ogsaa et Faktum, at det endnu anvendes i den Betydning, idet f. Eks. en Kirgiser, der sætter sig fast som Agerbruger, ofte kalder sig »Sart«; men spørger man en Tadsjik i Kokand eller en Bokhara-Mand, om han er Sart svarer han übetinget »Nej! jeg er Tadsjik«, eller »jeg er Usbeg eller Øsbeg«. Sart er et specielt lokal turkestansk Begreb og betyder nu en iraniseret usbegisk Oasebeboer, altsaa en tyrkisk talende. Som tidligere fremsat er Sart vistnok en Slags nedsættende Benævnelse, Nomaderne har givet de fastboende. Nomaderne betragtede sig som Steppens frie Folk, der saa ned paa Oasebeboerne. Nu er der vendt op og ned paa dette Forhold, idet Oasebeboerne anses for de fineste, hvorfor det er en Stigen i Rangforordningen for en Kirgiser at kalde sig Sart. Ordet Sart bør egentlig kun anføres som et Kuriosum. Oasebeboerne er Tadsjiker (Iranere) eller Usbeger (Tyrker). En Del af disse er, særlig for en Del Usbegers Vedkommende, Hel- og Halvnomader, men det er Undtagelser. Nomaderne er tyrkisk-mongolske (Kirgiserne) eller tyrkiske (Turkomanner og Karakalpaker). Saa godt som alt, hvad der kan tænkes at være af geografisk Interesse, er behandlet i Bogen, saaledes ogsaa det omstridte Oxus-Problem. Det er muligt, at Forfatteren har Ret, at Spørgsmaalet vel er endelig løst, idet han paa en Maade løser det ved at tage Halvdelen af J. Walthers Teori sammen med Halvdelen af den gamle Anskuelse om, at Amu Darja (Oxus) før har staaet i Forbindelse med Kaspi, idet man derved paa en Maade kommer til et Kompromis. Det er jo alt Hypotheser, og da baade de ældste Anskuelser og J. Walthers er fremsat i Bogen, bliver det Læsernes Sag al filosofere over Spørgsmaalet og tage Standpunkt. For dem, der dyrker de aralkaspiske Lande som Specialstudium, maa der selvfølgelig henvises til den særlige Literatur, der baade er god og særdeles righoldig, men som et samlet moderne geografisk Værk over Landene er Professor Machatscheks Bog et overordentlig fortjenstfuld, grundigt og paalideligt Arbejde.

Det er ganske vist anlagt mere for Geografer af Fag end for Lægfolk; men da ogsaa Handel, Produktion og Samfærdselsmidler er behandlet heri, vil det tillige for de større Handelsmænd have stor Interesse som Haandbog over Mellem- og Centralasien, idet her er samlet i én Bog, hvad man ellers maatte søge i mange forskellige Værker. Billeder, Tavler og Skitser er baade gode og instruktive.