Nogle Rejseminder fra de Canariske Øer.

Efter gentagen Opfordring fra Tidskriftets Redaktør, Professor Ole Olufsen, skal jeg i det følgende give en lille Beretning om min Rejse til de canariske Øer sidste Vinter, men jeg maa samtidig fremhæve, at det kun kan blive nogle meget spredte og lidet fuldstændige Meddelelser, idet de væsenligste Formaal med mit Besøg paä Øerne var at undersøge Havets Vegetation, og Tiden ikke slog til til særlig mange eller længere Udflugter ind i Landet.

Da jeg imidlertid, at dømme efter mit eget tidligere Kendskab til Øerne, mener al kunne gaa ud fra, at udover at de har et herligt Klima, ved man i Almindelighed ikke stort mere om dem herhjemme, har jeg tænkt, at et Par Linier om mil Besøg paa de >Iykkelige Øer« kunde være af Interesse for andre, som kunde ønske at gæste Øerne.

For at begynde med Begyndelsen, nemlig hvordanman kommer dertil, vil jeg meddele, at vi gik ud med en Dampskibslinie fra Liverpool: >Yeoward Linec. Det er et Frugtselskab, som navnlig lever af at tage Bananer hjem til England, men som

en lav, smal Tange forbindes med Hovedøen, er der ved Hjælp af to store Moler dannet en udmærket Havn, hvor de største Skibe kan gaa ind. De store transatlantiske og oversøiske Skibe, der kun anløberfor at indtage Kul, Olie m. m., bliver dog i Almindelighed liggende ude paa Rheden, medens Skibe, der kommer med Gods eller for at hente Fragt, gaar til Mole. Paa denne hersker stor Travlhed:Lastautomobiler og tunglbelæssede Vogne, ofte forspændte med op til 8 Muler, manøvrerer Medens det nu lil Dags er Frugt og atter Frugt, der eksporteres, har det tidligere været mange andre Produkter. I Midten af det forrige Aarhundrede var det Cochenil, der var det vigtigste Udførselsprodukt, men ved Anilinfarvernes Opdagelse blev den Kultur med et Slag urentabe), og Øerne gennemgik nogle slemme Kriseaar, førend Frugtkulturen korn i Gang. Cochenilen indførtes til Øerne i 1825 og Massekulturenophørte i det store 1874. Endnu dyrkes der dog lidt særlig paa Nordsiden af Gran Canaria;

mellem hverandre og aflæsser og afhenter Varer. Bananerne, der pakkes i Halm og lignende i Tremmekasser, ligger opstablede i mægtige Bunker langs Kajen. Af Importartikler lægger man særlig Mærke til Halm, Tørvestrøelse og korte Staver, som alt bruges til Indpakningen af Bananerne og Tomaterne, hvoraf der ogsaa eksporteres store Mængder, endvidere Tømmer, Cement, 01, Konserves, Smør, Læggekartofler m. m. Meget af dette kunde vi jo godt levere her fra Landet, og en eventuel dansk Dampskibsforbindelse kunde jo da forsyne Hjemmemarkedet med Frugt, som nu faas over London. man sagde mig, at det udførtes til Frankrig til de røde Militærbukser. Og paa de overalt paa Øerne almindelig forvildede Kactus finder man ogsaa stadig Cochenillelusen. Før Cochenilen var det Vin, der var Hovedeksportartiklen, men omkring 1850 blev den syg, og Eksporten hørte omtrent op. Nu plantes der atter en Del Vin. Sukker, som endnu paa Madeira dyrkes i stor Udstrækning, har ogsaa i tidligere Tider været en ret udbredt Kulturplante paa Øerne, men er nu praktisk talt helt forsvunden.

Men som sagt Havnen er fortrinlig, og det er i
højeste Grad fornøjeligt at se den store Trafik, der

her rører sig, men dermed er ogsaa alt godt sagt om denne Del af Øen; thi kommer man i Land, er man ikke længe om at opdage, at de nærmeste Omgivelser, Isletaen undtagen, er alt andet end tiltalende.Def, der først møder Øjet, er en mægtig levende Klit, som strækker sig over hele Tangen, idet den langsomt vandrer over denne og stadig oversander Vejen til Las Palmas. Dernæst er de nærmeste Højder næsten golde, d. v. s. dækket af en ørkenlignende Vegetation, der for en Botaniker kan være særdeles interessant, men utiltalende for almindelige Mennesker. Naar dertil kommer, at der rundt om Havnen og paa en stor Del langs den ca. 3/₄ Mil lange Vej til Las Palmas, er opstaaet et Kvarter væsentlig beboet af Havnearbejdere, i hvis Gader der hersker el ganske vist særdeles morsomt og malerisk Folkeliv, men som paa den anden Side er saa snavset, at det daarligt lader sig beskrive, saa forstaas det, at man helst snarest muligt begiver sig herfra.

I Havnens umiddelbare Nærhed bemærker man dog en Del meget imponerende Konloi bygninger, opførte af de forskellige Linier, som anløber Øerne, og her ligger ogsaa »Real Nautical Club«s Pragtbygning.

Isletaen er afspærret med en høj Mur fra Hovedøen øenog helt lagel i Besiddelse af Militæret. Ved Militærguvernørens' Imødekommenhed fik jeg dog speciel Tilladelse til at færdes der, hvad der var af Betydning for mig, idet saavel Havets som Landvegetationen var meget interessanl her.

Paa den lange Vej ind til Las Palmas hersker stærk Trafik af tungt belæssede Vogne, som bringer Frugten fra Øen til Havnen. Af og til møder man ogsaa en Kamel gravitetisk bærende paa sin Byrde og mindende en om, at man er i Afrika. Trods stadig Vanding lørres Vejen megel hurligl under den stegende Sol, hvorfor Sløv og meget andet hvirvles op i store Mængder og gør Passagen lidel behagelig, Det for Øjeblikket eneste aabne engelske Hotels Beliggenhed mellem Vejen og Havet, er derfor ikke særlig heldigt valgt.

Las Palmas er en By paa ca. 60—70,000 Indbyggere;det er en velhavende By med mange smukke Huse, blandt hvilke særlig MilitærguvernørensPalads maa fremhæves og en stor imponerendeDomkirke, hvis to mægtige Taarne ses milevidt rage op over Husene. De talrige Palmerog de hvide Huse med de flade Tage giver Byen som rimeligt et østerlandsk Præg. Til Bygningsmaterialeanvendes

Skeletter og Kranier af de oprindelige Indbyggere og af deres Redskaber. Det var et stateligt Folk, nærbeslægtet med Berberne i Afrika. I Udvikling stod det paa Stenalderstrin. Det var et Hyrdefolk, som boede i Huler og forfærdigede sine Redskaberaf Sten og brændt Ler.

Der findes flere smukke Pladser og Anlæg med talrige Palmer, baade den paa Øerne bjemmehørende rendeskønne Phoenix Jubae og indførte Arter. Man lægger ogsaa Mærke til de smukke Pelargonier, der naar en Størrelse og Blomsterpragt, som man næppe ser andetsteds; navnlig er Slyngpelargonierne pragtfulde, naar de i mægtige Kaskader dækkede af Blomster hænger ned over Murene.

I Periferien af Byen er sikkert megen Fattigdom,
og mange af Beboerne bor her i Huler.

Byens nærmeste Omgivelser er som ved Havnen de tørre, trøstesløse Bakker. Først naar man ad en af de fra Byen i forskellig Retning udgaaende Veje har fjernet sig en 4_—5 Kilometer fra denne, begynder Landskabet efterhaanden, som man kommer til Vejrs at skifte Karakter. Ørkenvegetalionen hører op, og i dens Sted træder Banan- og Vinmarker, og højere oppe frodige Græsgange, Kornmarker m. m.

Del Sled, de Rejsende i Almindelighed først føres hen til, er Hotel Santa Brigida, en Filial af Hotel Metropole i Las Palmas. Det ligger ca. 10 km fra Byen, lige akkurat højt nok oppe til at det smukke begynder og har en god Udsigt over det imponerende Alpelandskab, som Øens Indre bestaar af. Den nærmeste Omegn her kaldes Monte (Fig. 4) og er Sommeropholdsstedet for Las Palmas. Heroppe i en Højde af ca. 1400 Fod er Luften herlig og forfriskende, og man kan uden Anstrengelse gøre lange Ture. Vejene er fortrinlige (Fig. 5), beplantede med skyggefulde Eucalyptus. Paa de fleste gaar der Rutebiler. Tager man med en saådan om Morgenen op i Bjærgene, kan man paa en Dag naa langt omkring.

Vi tog engang med en saådan Vogn op til
en lille By, San Mateo, som ligger oppe i Bjær-

gene i henved 3000 Fods Højde. Herfra spadserede vi ad en nyanlagt Vej, som paa fortrinlig Vis i store Sving er lagt ind i Bjærgskraaningerne, op lil den lille By Lagunelas. Paa Vejen træffer man hist og her en enkelt canarisk Fyr som den sidste sørgelige Rest af den forhen pragtfulde Skov, som dækkede den store Ø, ellers er alt Kullur, kun paa de stejle Klippesider, hvor Opdyrkning er umulig, finder man den interessanle canariske Vegetation endnu saa nogenlunde überørt. Navnlig Euphorbia, Kleinia, Asparagus, Ecbium med mere, og paa de fugtigere Steder Sempervivum. Naar jeg imidlertid siger überørt, er dette dog som oftest urigtigl, thi selv

paa disse Steder vokser der mellem den canariske Vegetation ofte saadanne Masser af Kaktus og Agaver, al man har meget svært ved at tage et Vegelalionsbillede, hvor man er fri for disse indførte Planler (Fig. 6). Ogsaa i del dyrkede Land er flere indførte Kulturplanter meget dominerende, f. Eks. det i Middelhavslandene saa almindelig udbredte store Græs Arundo Donax. Eflerhaanden som man stiger op, forandrer Landskabet Karakter. Ved San Mateo dyrkes Korn og Kartofler o. s v. Man passerer Kastanieskove, men lidl efler lidt hører Trævæksten op, og foruden Kornmarker finder man blomsterrige, alpine Enge. Lagunetas ligger pragtfuldt paa en afrundet Bjærgtop, ved dybe Dale skilt fra de omkringliggende høje, stejle Bjærgkæder.

En anden meget interessant Tur fra Hotel Santa Brigida er til Hulebyen Alalaya og til Gran Caldera, et særlig velbevaret Krater. Fra Hotellet gaar der en Sti ned igennem den brede Dal, bag hvilken Atalaya ligger. Stien fører gennem frodige Vinhaver og er paa degge Sider beplantet med uigennemtrængelige Agave- og Kaclushække, for al forhindre uvelkomne Besøg, naar Druerne er modne. De Arealer, hvor disse store Vinhaver nu findes, var for faa Aar tilbage endnu uopdyrkede og dækkede af Euphorbia og andre Buske. Bunden er væsentligsl finidelle Cindersslumper med lidl Muld foroven, men efter al Vegetalionen var ryddel og Bunden rodet igennem, viste det sig, at Druen tri-

vedes fortræffeligt. Vinen herfra, en Art Rødvin, kaldesLentiscal, idet Lentisco er det lokale Navn for Euphorbia, den tidligere Vegetation. Men det var til Alalaya vi skulde. Efter ad den omtalte Sli at have passeret Dalen og naaet op paa Højden, drejer man heroppe ad en Vej til venstre, der fører en derop. De første Huse i Byen er ret almindeligeog uden Interesse, men efter at have naaet Bjærgryggen og drejet om denne, staar man pludseligover for den ejendommeligste By, man kan tænke sig (Fig. 7/8). Beboerne har nemlig al deres Beboelse i Huler, hugget ind i den stejle Bjærgskraaning,den ene Elage over den anden, og rimeligvisbor de nuværende Mennesker ganske paa samme Maade og i de samme Huler, som Canariefolkelbeboede, da Øerne blev erobrel af Spanierne.Beboernes væsenligste Indtægtskilde er Potlemagerarbejde,særlig

magerarbejde,særligVandkølere, og disse fremstilles endnu paa ganske samme primitive Mande uden Drejeskive eller andre Redskaber, som de oprindeligeBeboere af Øen gjorde for 500 Aar siden. En Kvinde lavede i vorl Paasyn, med slor Færdighed, paa et Øjeblik en smukt formet Vandkøler, som efler at være tørret og brændt vilde være en Pryd paa ethvert Bord. Netop derved at de er haandgjorle,kommer der noget særligt smukt frem, langt smukkere end de mere maskinmæssigt nøjagtig afmaalle.Vi blev inviteret ind i en Slue, og den var saamænd baade rummelig og ganske pæn, med Madonnabilleder paa Væggen og meget andet, men nægtes kan det jo ikke, al Væggene var noget grønne, saa noget sundt Opholdssted er del visl næppe. Menneskene bebor de stors Huler, Dyrene: Hesle, Muler, Okser, Geder, Høns m. m. de mindre. I det hele taget anvendes saadanne Huler over hele Øen i stor Udstrækning, ikke blot til Beboelse men navnlig til Kreaturslalde, Opbevaringsrum o. s. v.

Her i Atalaya saa vi ogsaa Beboerne spise den canariske Nationalret, Gofio, som ligeledes slammer fra de oprindelige Indbyggere. Del er brændl Korn af forskellig Slags, som males og derpaa ælles med Vand, og paa den Maade giver en baade velsmagende og nærende Spise.

Fra Alalaya, der som nævnt ligger op langs Siden af et stejlt Bjærg, har man en imponerende Udsigt over en dyb Dal, Baranco de las Goteras, med vilde forrevne Klipper paa begge Sider og del blaa Hav i del fjerne. Der er i de sidste Aar gennem denne Dal anlagt en Chaussé, der i mægtige Slyng fører lil Telde, en mindre By paa Østsiden af Øen, og i hvis Omegn der findes udstrakte Orangeplantager, hvorfra de bedste Oranger paa Øen stammer. Beboerne i Alalaya er megel fattige, de nedstammer rimeligvis i ikke ringe Grad fra de oprindelige Indbyggere paa Øen, i hvert Tilfælde lever de ret isolerede og betragtes af den omkringboende Befolkning som en lavere Kasle. Da vi forlod Byen, var vi omringet af en skrigende Hob af liggende Børn, som ved ustandselige Tilraab af »one penny« søgte at gøre Indtryk paa os. Delle Tilraab møder man forøvrigt overalt, hvor man kommer paa Øerne, og man skulde nærmest Iro, Børnene var født med det, i hverl Fald raabes det ofte af Rollinger, som næppe kan gaa.

Ikke langt fra Atalaya ligger som nævnt Gran Caldera. Vi spadserede derhen en Dag. Det er et stort Kraterhul, meget regelmæssigt, cirkelrundt, kun med el Udløb paa den ene Side mod Havet. Det er hell opdyrket, kultiveret med Vin, og der ligger flere store Gaarde i Bunden og opad de omgivende

Af de oprindelige Skove er der paa Gran Canaria, som alt nævnt, saa godt som intet tilbage. Skovene paa de canariske Øer er dels Naaleskov, og dels de berømte Laurbærskove. For ca. 100 Aar siden fandtes endnu i Følge Webb og Berlhelot, som i Tyverne i det forrige Aarhundrede berejste Øerne, udstrakte Laurbærskove i de nordlige mest fuglige Dele af Øen. navnlig i Omegnen af Byerne Teror og Moya. For at se hvad der var levnet af disse Skove, gjorde jeg Udtlugter til disse Steder, saa meget mere som der i Brown's Rejsehaandbog over Øerne stod, al der fandies »extensive woods«. Ved Teror viste disse »udstrakle Skove« (særlig store var de nu ikke) sig at beslaa af ægte Kastanie, et Træ, der er meget kultiveret og meget udbredt, men som ikke har nogel at gøre med de oprindelige

Min anden Tur til Moya var mere resullatrig. Efter en pragtfuld Tur ad en slorslagen Vej, der eflerhaandensliger lil ca. 1500 Fods Højde og gaar langs Siderne af dybe Dale, hvis Bjærgskraaninger er bevoksede med den yppigste Vegelation, naaede vi den lille By Moya. Herfra gik vi op ad en Mulevejlagt ind i en skraa Fjeldside og kom snart ud paa mere fladt Terræn. Her var ingen Skov at se, men man var ikke ret længe om at opdage, at man i Virkeligheden gik paa gammel Skovbund. Vegetationenbestod nemlig af de fleste for Skovbunden karakteristiske Buske og Urter, navnlig Brombær, Ørnebregner, Græsser m. m., og da jeg efter nogen Søgen ogsaa fandl Pur af af Laurus canaiiensis, Ilex canaiiensis, Myrica Faja m. fl., var der jo ingen Tvivl om, at her for ikke længe siden havde slaaet Skov. Men nogen Skov saas ikke. Rundt omkring paa Bjærgskraaningerne fandtes ganske vist en Del Træer, men det var altsammen australske Eucalyptus, som plantes meget, saa det saa jo ikke synderlig opmunlrendeud. Imidlertid sagde de os ledsagende Drenge, som bar vor Lunch, at der var Skov i Dalen bag en fremspringende Bjærgryg. Efter nogen Vandring naaede vi en stejl Fjældskraaning med Kralvegelalion, der allerede saa mere lovende ud. Her fandtes en overordentlig yppig Plantevækst, bestaaendeaf unge Laurus canariensis, Myrica Faja, Ilex, den meget smukke, storblomstrende Viburnum rugosum, det canariske Fingerbøl Digitalis canariensismed

riensismeddens pragtfulde dyb orange-purpur farvede Blomster, den skønne, klatrende, canariske Campanula, slore gul-blomstrende Sempervivum, blaa Echium, utallige Bregner og meget andet i et sandt Vildnis af Frodighed. Ogsaa her havde Skoven ståaet i tidligere Tider. Efter endnu en kort Vandringnaaede vi endelig ind i en trang Bjergkløft og sandelig herinde stod endnu en lille, desværre megetlille Skov bevaret fra gammel Tid. Efter det mest fremherskende Træ, »Til«, Ocotea foetens, kaldtes Stedet Los Tilos Var det første Blik opmuntrende, derved at der dog endnu var lidt tilbage af den gamle Skov, var imidlertid det nærmere Eftersyn meget nedslaaende.Overalt saas nemlig Stubbe af gamle Træer huggede ned i de sidste Aar paa den mest barbariske Maade(Fig.9). Endnu fandtes dog maaskeen halvSnes af disse gamle Kæmper überørte, men hvor længe faar de Lov at staa? Ellers var det Ungskov bestaaende af Til og unge Laurus. Men midt i Skovdalen, for om jeg saa rnaa sige at sætte Prikken over i'et af topmaalt Vandalisme, var der plantet en Del Eucalyptus,som ragede hoverende op over den gamle oprindelige canariske Skovvegetation. Forøvrigt var Stedet aldeles idyllisk. Midt gennem Dalen rislede en Bæk (et sjældent Syn paa Øerne, hvor Vandet ellers straks hentes oppe fra Bjærgene for at tjene til Vanding af Kulturene i Dalen) og en yppig Vegetation,blandt andet utallige Forglemmigej og Bregner,dækkede

Jeg nævnte ovenfor, at jeg forgæves var taget til Teror for at finde Skov, men fandt kun Kastanieskov; var Turen saaledes resultatløs i den Henseende, var derimod Byen ikke uden Interesse, idet der findes en smuk Kirke bygget til Ære for Madonna del Pino, der siges at have vist sig i et Fyrretræ, som slaar lidt borte fra Kirken. Det gamle Taarn er smukt i gothisk Renaissance, og inde i Kirken findes Billedel af den hellige Jomfru gemt i et stort Skab af drevet Sølv. Og ikke mindre interessant er et Besøg til de mineralske Kilder (Fig. 10), der udspringer i en dyb Dal nedenfor Byen og er indviede til Madonna del Lourdes og som menes at have undergørende Virkning. Da vi var der, var der dog ingen, der benyttede Baderummene, saa vi knnde nemt faa Adgang til dem; det saa ikke særlig tiltalende ud. I Forbindelse med Badeanstalten er der en Aftapningsanstalt, hvor der var stærk Trængsel af Folk, der ønskede al fylde Vand paa deres Flasker. Vandet drikkes meget paa Øen og er ganske behageligt, smager omtrent som Sodavand, der har faaet Lov til at staa, lil Kulsyren er forsvundet. Paa Hotellet kaldtes det Firgasvand gasvandefter en lille By, hvor der tidligere var mineralske Kilder, men som i de senere Aar er lørrede ind. Et andet Sted, hvor man ogsaa kunde faa mineralske Bade, ovenikøbet varme, idet varme Kilder her bryder frem af Jorden, er ved Azuaje i Mærheden af Moya. Badeanstalten ligger meget idyllisk inde i Bunden af en lille Dal med høje Bjærge omkring til alle Sider.

Efter ca. 6 Ugers Ophold paa Gran Canaria
tog vi til Tenerife.

Naar man kommer lil denne Ø, lander man i Santa Cruz, der er Hovedstaden, men mindre end Las Palmas. Her bor Øernes Guvernør. Santa Cruz ligger paa Øens Sydside nær dennes nordøstlige Hjørne. Byen har en god Havn, men betydelig

mindre end Las Palmas. Fra Santa Cruz udgaar en 76 km lang Hovedlandevej først tværs over Øen og derpaa langs dennes Nordside til Byen Buenavistaved Øens nordvestlige Ende. Ad denne føres Bananerne ned til Havnen for at udskibes. Santa Cruz ligger smukt omgivet af 3—40003^—4000 Fod høje, takkede Bjærge, kun mod Syd er Landet mere fladt. Den nærmeste Omegn er meget tør og udnyttes mest til Tomatdyrkning, hvoraf der udskibes store Massertil London. Dominerende højt over Byen, liggendepaa Bjærgskraaningerne bag denne, ser man overalt det smukke i maurisk Stil byggede Hotel Quisisana. Det er oprindelig opført af en engelsk Rigmand, men da der efter Sigende ved Bygningen

blev taget fejl af Alen og Meler, blev det ham for stort og solgtes til Hotel. Det har nu norsk Vært. Man har derfra en pragtfuld Udsigt over Byen med Havnen og Havet til Baggrund, og i det fjærne ser man Gran Canaria's mæglige Bjærgland. Lavere nede i en lille Dal ligger det engelske Hotel Pino de Oro og endelig nede paa Hovedgaden i Byen finder man det danske Alexandra Hotel, hvor Vicekonsul Olsen er Vært.

Vi tog straks over til Puerto Orolava paa Nordsiden af Øen. Orotava-Dalen er vel nok et af de skønneste og mest storladne Landskaber paa Øerne (Fig. 11). Paa Vejen derover passerer man del højt beliggende Punkt, »Humboldt-Eckec, hvorfra den storslaaede Udsigt over Dalen aabner sig for en, og hvorom den berømte Rejsende udtaler sig paa følgende gendeMaade: »Ich habe im heissen Erdgürtel Landschaften gesehen, wo die Natur grossartiger, reicher in der Entwicklung organischer Formen ist; aber nachdem ich die Ufer von Orinoko, die Cordilleren von Peru und die schönen Täler von Mexiko durchwandert, muss ich gestehen, nirgends ein so mannigfaltes, so anziehendes, durch die Verbeilung von Grün und Felsmassen so harmonisches Gemälde vor mir gehabt zu haben«.

Orolava-Dalen er ca. 10 Kilometer bred, dens jævnt skraanende Bund strækker sig fra Havet og op til de 6—8000 Fod høje, bratte Randbjærge, der omgiver den og over hvilke endelig den mægtigePico de Teyde hæver sig vest for Dalen. I Dalenligger flere Byer, først og fremmest Villa Orotavaog nede ved Havet Puerto Orolava eller

Puerto de la Cruz, som dens officielle Navn nok er, endvidere i den vestlige Side af Dalen de mindreByer Realejo alto og bajo. I Dalen findes tre smaa Vulkaner, fra hvilke Lavastrømme i sin Tid er udgaaet mod Havet. En af disse, kommende fra Montana de las Arenas, er nu for Størstedelen jævnet og tildækket med Jord, og paa den ligger ca. 300 Fod over Havet det store Hotel Taoro-Humboldt i aldeles pragtfulde Omgivelser; til den ene Side ser man udover Puerto Orotava og Atlanterhavet (Fig. 12), hvis mægtige Bølger knuses i vildt Skum mod de haarde vulkanske Klippekyster (Fig. 13), og paa den anden Side har man en slorslaaet Udsigt op over Dalen med Villa til de høje Randbjærge og Pic'en i Baggrunden tilhøjre. I den ellers jævne Dalbund har de fra Højderne ved Regnskyl kommendeStrømme eroderet dybe Slugter (Baranco'er). Orotavadalen er stærkt opdyrket væsentlig med Bananer; det nødvendige Vand hertil henles højt oppe i Bjærgene, ofle 3_—4000 Fod oppe, og føres i Cementledninger ned til det kultiverede Land.

Puerto Orotava og nærmeste Omgivelser er vel nok det mest bekendte »healh-resort« paa de canariske Øer, og man skal vist ogsaa søge længe efter et fra Naturens Side mere begunstiget Sted. Omgivelserne er jo overordentlig skønne, og Klimaet kan jo vanskeligt tænkes bedre; for Plantevæksten er det ganske vist for tørt, men ved kunstig Vanding kan man fremelske den yppigste Vegetation. I Vintermaanederne har man i Almindelighed ca. 20 Grader Celsius i Skyggen, og Solen skinner oftets hele Dagen igennem. Og selv om Sommeren bliver der her paa Nordsiden af Øen ikke særlig varmt, idet Vinden blæser Kølighed ind fra Havet. Tidlig om Morgenen er Luften klar over hele Øen, og Bjærgene viser sig i deres fulde Højde, men omkring Kl. 9 begynder som oftest Taagerne at dannes, man ser pludselig nogle hvide Klatter hist og her, og i Løbet af meget kort Tid er Bjærgene forsvundne. Den underste Grænse af Taagen ligger i Orolavadalen under almindelige Vejrforhold omtrent paa samme Sted, ca. 2—30002^—3000 Fod oppe. Men meget sjældent naar Taagen saa langt ud over Dalen, al Solen ophører at skinne i Puerto Orotava med nærmeste Omgivelser. Derimod er Villa oftest dækket af Skyer. Og endnu sjældnere naar Taagen helt ned til Puerto og Havet. Det hændte os kun en Gang, og det endte med den længe savnede Regn. Intet Under derfor at Englænderne har slaaet sig ned her og paa Plateauet bag Puerto i ca. 300 Fods Højde over Havet har bygget en hel Villaby med engelsk Kirke, ja selv med et ret stort Bibliotek. Haverne til disse Villaer bugner af subtropisk Blomsterpragt. Blandt de mange Arter, man særlig maa beundre, er de med Blomster helt oversaaede pragtfulde Bougainvillaea og den skønne orangegule Tecoma venusta, der begge hænger ned over Murene og dækker Husenes Tage. Tæt udenfor Byen findes en interessant og meget righoldig botanisk Have, hvor en svejtsisk Gartner Wildpret, der i mange Aar var ansat her, har samlet en uhyre Masse Arter fra Jordens forskelligste Egne.

Puerto Orotava er en ren og pæn lille By, men meget stille. Husene er alle hvide med flade Tage og tæt tillukkede med Skodder mod Gaden, saaledes at man i Almindelighed skulde tro, at Byen næsten var uddød (Fig. 14). Men er der det mindste paa Færde, en Hund behøver blot at gø, vil man øjeblikkelig se et Hoved komme til Syne ud af de dertil indrettede Klapper, som findes i de ellers tæt tillukkede Skodder. Paa første Sal er der i Reglen paa hvert Hus en Balkon med Tag over, hvorfra man bag Tremmer kan nyde Folkelivet. Herfra eller gennem en Klap underholder den forlovede unge Pige sig ogsaa med sin Udvalgte, idet det ikke anses for passende, at de forlovede maa træffes sammen, ja det gaar saa vidt, at vi

paa et Hotel saa den unge Mand sidde og spise alene ved et Bord, medens den unge Pige med sin Moder spiste ved et andet. Kvinderne her og i mange andre Byer ernærer sig for en stor Del ved Broderi, de berømte Tenerife-Broderier, som kan være meget smukke og sælges til forholdsvis beskedne Priser. Her som paa Gran Canaria havde man altid, naar man nærmede sig Byen, en stor Flok Børn efter sig raabende Penny, Penny. For al holde dem lidt paa Afstand, fandt vi paa at kaste Mandler til dem; Knækningen af den haarde Skal sinkede dem altid lidt. Byen har en lille Havn, væsenlig for at Fiskerne kan komme ud; er Brændingen stærk, staar den imidlertid hushøjt over Havnen. Skibe, der kommer efter Frugt, ankrer op paa Rheden, og Frugten bringes ud ved Hjælp af Lægtere.

Vi tilbragte ca. fem Uger i disse skønne Omgivelser, jeg væsentlig optaget af at undersøge Havets Vegetation, men naar Tid gaves, gjorde vi ogsaa Ture rundt i Dalen og op i de omgivende Bjærge. En meget lønnende og smuk Tur er op til Agua Mansa, hvorfra det meste af det Vand, der benyttes til Kulturen i Dalen, faas (Fig. 16). Agua Mansa ligger oppe i en Højde af ca. 4000 Fod, og paa Vejen derop har man god Lejlighed til at gøre sig bekendt med, hvor højt de forskellige Kulturer naar op. Regionen med Bananer naar fra Havet og op til Villa Orotava eller til omtrent 1200 Fods Højde. Derover kommer Vinen (Fig. 17), Figen, Mandel, Fersken, Majs m. m. op til ca.2000 Fods Højde. Derover begynder Kartofler, Hvede og andre Kornsorter, Frugttræer og endelig Kastanieskove, som naar op til ca. 3—40003^—4000 Fods Højde. Den øverste canariske Palme paa denne Vej passeres ved 420 Meters Højde. Beboernes Huse forandres ogsaa lidt efter lidt; de flade Tage hører op, og man finder straatækte Huse i Stedet. Og de i Lavlandet saa almindelige Geder erstattes delvis af Faar. Ved Agua Mansa, ca. 4000 Fod, hvor der findes frodige Græsgange, begynder Pinieskoven, og denne strækker sig et Par Tusind Fod op ad de stejle Fjældsider (Fig. 18). Den canariske Fyr er et meget smukt og stateligt Træ, som adskiller sig fra Pinien ved at have Grene helt ned til Jorden. Den har lange tynde Naale i et Antal af tre i hvert Knippe. Den kan naa en betydelig Højde og Tykkelse og er et meget nøjsomt Træ, som kan nøjes med den ringe Fugtighed, der bydes den i disse tørre Egne. Den hyppigste Form af Nedbør her er Taage, og for at kunne udnytte denne, kommer de lange Naale Træet tilgode. De fine Vandpartikler samles nemlig op af Naalene og falder draabevis fra disse til Jorden.

Vi red op til den øverste Fyr, et prægtigt Træ,
der stod ganske isoleret paa den ellers nøgne rødligeBund.

ligeBund.Erica arborea, som lavere nede sammen med en Del andre Arier danner Undervegetationen, var forlængst hørt op. Fyrren gaar paa gunstige Steder op til ca. 7000 Fods Højde. Over den var der i tidligere Tider et Bælte af Cedro'en, Juniperus Cedro, et stateligt Træ, som imidlertid paa Grund af sine fortrinlige Egenskaber som Gavntræ nu synes at være fuldstændig udryddet i vild Tilstand. Over Erica-Bæltet danner den hvidblomstrede Cytisusproliferus, som bliver et lille indtil 5 Meter højt Træ, et smallere Bælte og over den ved ca. 1750 Meters Højde begynder endelig den berømte Busk »Retama blanca«, Spartocytisus supranubius, at vise sig. Den naar op til en Højde af mere end 3000 m, altsaa langt op paa Pic'ens Sider. Dens egentlige Hjem er den store ørkenagtige Højslette, Canadas, som afgrændses af de høje Randbjærge og opfylder Midten af Tenerife, og fra hvis Midte alter Pic'en hæver sig. Her højt over Skyregionen, hvor Solen übarmhjertig brænder om Dagen i den tørre lette Luft, og hvor Temperaturen om Natten ofte gaar under o°, formaar denne ret store, mere end 3 Meter høje Busk at friste Livet. Men den er ogsaa saa godt som Enehersker her, kun nogle faa urteagligePlanter vokser heroppe i Ly af Sten og andet. Oppe paa selve Pic'ens Top er kun fundet et Par Lichener.

Fra Kraterets Bund slaar stadig Svovl- og
Vanddampe op, og disse ses ogsaa tydeligt nede
fra Dalen.

En anden interessant Udflugt er til Agua Garcia, cia,hvor man finder en Natur vidt forskellig fra den ved Agua Mansa. Her træffer man nemlig de berømte canariske Laurbærskove. Vi tog med en Automobil til den lille By Tacaronto, hvorfra en Æselsti i Løbet af en halv Time fører en op til Skoven. Vi er her oppe i en Højde af ca. 2,500 Fod over Havet, midt i Taageregionen og i det Hele taget paa et meget fugtigt Sted. Dette gælder navnlig en smal trang Dal, hvorigennem en lille Bæk flyder. Her hvor Luften er mættet af Fugtighed som i et Drivhus vokser kæmpemæssige »Vinatico«, Persea indica med tiere Favne tykke korte Stammer, fra hvilke talrige Grene i alle Tykkelser og Aldre vokser op. Endvidere det ægte Laurbærtræ, Laurus canariensis og den smukke Ilex platyphylla med Blade saa brede som en lille Haand. Utallige Bregner dækker Jorden og vokser ogsaa jævnlig paa Træernes Grene. Og ned ad Klippesiderne hænger den canariske Vedbend, som derimod kun sjældnere vokser opad Træernes Stammer. Gaar man op af den fugtige Skovdal til de mere tørre Højder paa begge Sider, studser man over at befinde sig i en veritabel Skov af Lyngtræer. Det er Erica arborea, den samme, der fandtes som Undervegetation under Pinierne og som danner Makien i Middelhavslandene, men som her paa detle frodige Sted naar kolossale Dimensioner af opimod 50 Fods Højde og med Stammer af mere end l Alen i Tværmaal. Den er netop i Blomst, og Træerne er helt hvide af de utallige smaa Lyngblomster. Foruden Erica vokser her en broget Samling af mange andre Træer og Buske, som det dog vil føre for vidt at omtale her.

En anden bekendt Laurbærskov er Las MercedesSkoven,
som dækker de højereliggende, fugtigeDale
og Toppe i Anagabjærgene. For at besøgeden

søgedener det leitest at lage Sporvognen fra Santa Cruz til Laguna, hvorfra en Vej med prægtigegamle Eucalyptustræer, der gaar gennem den megel frodige, velopdyrkede brede Dal, fører hen til Skoven. Ja, naar Vejen, sonraf abnorme Regnskyl det foregaaende Aar var blevel mere eller mindre ødelagt, atler bliver sat i Stand, vil man kunne køre gennem hele Skoven op til den øverste Bjærgkam.I Sommertiden, naar Heden nede i Santa Cruz bliver utaalelig, flylter nemlig alle, der kan, op til Laguna, og Mercedes-Skoven er da el yndet Udflugtssled. Nu i Februar Maaned, da vi var der, var der øde og stille. Vi fik en Kone med det velklingendeNavn Maria Gracia med os som Fører. Hun tog en stor Kurv paa Hovedet, hvor alle canariskeKvinder anbringer hvad de nu tilfældigvis skal bære, og her fik vor Frokost, Fotografiapparat, Overfrakker og meget andet Plads og saa begyndte Vandringen gennem Mudder og Sten op til Skoven. Deter gennemgaaende den samme Vegetation, man finder her som i Agua Garcia, men Træerne er mindre, til Gengæld er Skoven af betydelig slørre Udstrækning, Man vandrer op gennem en bred Dal og naar efler en Times Gang Bjergkammen, hvorframan har en storslaaet Udsigt. Til begge Sider ser man gennem dybe, vilde Dale ned til del blaa Hav med den hvide Brænding. Mod Nord har man de spidse Tinder af Anagabjærgene og mod Syd er Udsigten ikke mindre belagende, idet man først ser ud over den frugtbare Dal med Laguna og i Baggrunden, dominerende det hele, den mægtigePie, et impanerende Rundskue.

Som nævnt gåar der gennem hele Tenerife en Landevej udgaaende fra Santa Cruz forbi Laguna og Orolava videre langs Nordsiden af Øen til Buenavista. Man bør absolut gøre Turen helt derud. Vejen overgaar saavel i storslagne Omgivelser som ved sin pragtfulde Vegetation langt den berømte Corniche-Vej ved Rivieraen. Naar man forlader Orotava-Dalen, er Vejen lagt ind i den stejle Fjeldside ofle i flere Hundrede Fods Højde. Man passerer flere højst maleriske Baranco'er med den mesl yppige Vegelalion. Paa Klippevæggene, særlig disse med nordlig Exposition, vokser Masser af Sernpervivum, som med deres slore Bladrosetter af indtil en Alen i Tværmaal er højst dekorative. Paa de tørrere Klippesider er det særlig Euphorbia, Kleinia og store Asparges-Buske, der tiltrækker sig Opmærksomheden. Efter at have passeret den lille Fiskerby Juan de la Rambla, der ligger dybt nede under Vejen paa en forrevet Klippekyst, kommer man ud i en tør, stenet Klippeegn, hvor navnlig Helianlhemum og Cislusarler har hjemme. Snart naar man Byen Icod de los Vinos, hvor der findes et godt spansk Hotel, H. Draco, opkaldt efter det berømte Drageblodstræ¹). Fra Icod har man en betagende Udsigt til Ptc'en som synes at ligge lige bag Byen. Ca. tre Timers Ridt herfra kan føre en til Skuepladsen for det sidste vulkanske Udbrud paa Øen i 1909. Efter flere forudgaaende Jordskælv aabnede der sig her i omtrent 5000 Fods Højde et Krater, som i de ni Dage de vulkanske Kræfter

var i Virksomhed, blev til fire i Nærheden af hinandenliggende Kratere. Stene blev kastede i Vejret i en formodet Højde af 700 Meter og hele den opkastedeMasse af Cinders og Lava anslaas til 15 Millioner Kubikmeter. Fra Icod slynger Vejen sig videre langs Fjeldsiden stadig i storarlede Omgivelser.Delle gælder blandl andel i bøj Grad Omgivelserneaf Byen Garachico, der ligger omgivet af stejle, høje Fjelde. Her var tidligere en udmærketHavn, men under et vulkansk Udbrud i Aaret 1706 flød en mæglig Lavastrøm ned mod Byen og

---

1) cfr. Børgesen, F., Drageblodstræet med indledende Bemærkninger om den canariske Floras Oprindelse (Geogr. Tidskrift, Bd. 26, Hefte 111, p. 82).

ødelagde delvis denne og hvad værre var, fyldte Havnen, hvormed Byens Fremtid var ødelagt. Fra Garachico fortsætter Vejen gennem Los Silos og ender altsaa i Buenavista. Den nærmeste Omegn her er meget tør, dækket af Euphorbia-Vegetation, men har man Tid til at spadsere op til den lille By El Palmer, taar man el Indblik i et vildt og næsten alpelignende Landskab. Det er en lille, fattig By (Fig. 19), hvis Huse er opførte af utilhuggede Sten, men Omegnen er velopdyrket og virker i høj Grad tiltalendeved de friske, grønne Marker. Gaar man op i Bjergene, finder man en rig og artsrig Flora med

mange af de canariske Øers sjeldneste endemiske
Arter.

I Santa Cruz opholdt vi os endelig i ca. 3 Uger. Omegnen bestaar af tørre stejle Fjælde, de sydligste Udløbere af Anagabjærgene, der udfylder Tenerifes nordøstlige Spids. Paa disse af Solen bagede Fjældsider finder man navnlig tre Planler, der er karakteristiske for saadanne Lokaliteter, nemlig den kaktuslignende uformelige Euphorbia canariensis (Fig. 20), den meterhøje om et lille Træ mindende Euphorbia regis jubæ og den en lille Hængepil lignende Plocama pendula. Først naar man kommer højere op i Bjærgene, begynder en frodigere Vegetation.

Fra Santa Cruz udgaar mod Nord en Landevej ud til Fiskerlejet St. Andres. Det er en smuk Vej hugget ind i Bjærgsiden over Havet; er man heldig, kan man her faa det maleriske Skuespil at se, som udfolder sig, naar Fiskerne trækker Vaad.

Selve Omegnen af Santa Cruz er meget tør,
altfor tør for Bananer. Derimod lykkes Tomater
godt, men landskabeligt set er det en grim Kultur.

Santa Cruz er som nævnt Hovedstaden, men mindre end Las Palmas. Der er mange smukke Bygninger i Byen og ogsaa flere kønne Parker, men Omegnen gør et temmelig fattigt og smudsigt Indtryk. Adskillige af Beboerne, navnlig ud ad St. Andres-Vejen bor i Huler, og visse Kvarterer i Byen, navnlig i den nordlige Del, er ikke behagelige at passere. I disse afsides Bydele synes Gaderne at benyttes til alt Affald, ja en Gang vi færdedes i saadanne afsides Gader, kom man til at mindes Holberg, idet der fra Husene — selv fra 1. Sal — blev kastet Vand (og næppe rent Vand) ud paa Gaden, saa vi skyndsomst maalte flygte.

Disse Forhold, der som altid særlig gør sig gældende i Byerne, bevirker naturligvis, at de sanitære Forhold ikke er saa gode som de burde være, navnlig naar ses hen til det ellers fortrinlige og sunde Klima, og som sikkert ogsaa er Hovedaarsagen til, at en Sygdom som Malaria praktisk talt ikke eksisterer paa Øerne. I de talrige Vandreservoirer, der findes rundt paa Øerne, er der ellers nok af Udklækningssteder for Myggene. Men to Sygdomme, Typhus og Dysenteri, er derimod slemt udbredte; det daarlige Drikkevand er som rimeligt i høj Grad medvirkende hertil. Drikkevandet, der kunde være godt, idet det hentes højt oppe fra Bjærgene, føres ned til Byerne i murede Cementledninger, som jævnlig er halvaabne, hvorved Vandet let forurenes.

Naar man færdes paa de canariske Øer (og forøvrigt ogsaa i Spanien), er der meget, der kan minde om Forholdene i Italien, saaledes som disse beskrives for 50 til 100 Aar siden. Og naar dette er saaledes, skyldes det sikkert det lave Kulturtrin, Befolkningen paa Øerne indtager. Man maa erindre, at i Spanien er 60 °/₀ af Befolkningen Analphabeter, og der er næppe færre paa Øerne, og Skoleundervisningener i det hele taget højst mangelfuld. Der er ganske vist Skoletvang, men Forordningerne overholdes ikke. Og disse slette Forhold indvirker ikke blot paa de sanitære, men ogsaa paa meget andet. Naar man ser den haarde Behandling, Dyrenefaar,

renefaar,hvad der jo forøvrigt er saa almindeligt i Syden, ja saa maa Aarsagen hertil naturligvis for en stor Del søges i Mangel paa Opdragelse. Og naar man har set, hvorledes Naturmindesmærkerne behandles paa Øerne, hvorledes f. Eks. de sidste Rester af de forhen udbredte Skove vanrøgtes og übarmhjærtig hugges ned, — en skønne Dag gælder det maaske det sidste nulevende Eksemplar af en forlængst andetsteds uddød Art eller endog Slægt, ja saa maa delte naturligvis ogsaa tilskrives Uforstandog

Ellers er det en elskværdig Befolkning, man
træffer paa Øerne, der er venlig mod de fremmede
og hjælpsomme paa enhver Maade.

Hjem rejste vi med Union Castle Line, en Linie, der besørger Trafiken mellem England og Afrika, og havde med delte Selskabs Skib »Gascon« en i alle Henseender behagelig Rejse.