Med 12 Fotografier.

Almindelig Oversigt.

Palembang, Hovedstaden i Residentskabet af samme Navn, ligger paå Sumatras Østkyst paa 3° sydlig Bredde og 104° 45' østlig Længde, 90 Kilometer fra Havet, strækkende sig ud paa begge Bredder af Sumatras største Flod »Musi«, som ved Palembang har en Bredde af ikke mindre end 800 Meter og en Dybde af 18 Meler.

Befolkningen er ret blandet og bestod i 1919
af 674 P^uropæere, 7850 Kinesere, 2500 Arabere og
55,000 Malejere.

Palembang, — Ordet er afledet af det malejiske rnélimbang o: søge efter Guld i Flodsandet, — er en typisk malejisk Handelsby; dertil en gammel By, den omtales allerede i de malejiske Legender, en interessant By, men som alle Byer i Østen forfærdelig snavset.

Som allerede antydet ligger Palembang ved Musifloden, som den kan takke for sin store Betydning tydningsom Handelsby, da al Færdsel og Handel indtil for ganske kort Tid siden udelukkende skete langs Musi og dens Bifloder, der tilsammen danner et besejlbart Flodnet, der omspænder hele Residentskabet, som har en Størrelse af 84,700 KM 2 eller godt dobbelt saa stort som Danmark. Af selve Musifloden, der har en total Længde af 600 KM., og som gennemstrømmer hele Sumatra fra Vest til Øst, er saaledes i den vaade Tid ikke mindre end 350 KM. besejlbare for Floddampere og 550 KM. for de indfødtes Fartøjer, de saakaldte »Sampang«, se 111. No. 1.

For at kunne forstaa, hvor uhyre meget saadanneVandveje har at betyde i et Land som ResidentskabetPalembang, maa det ikke glemmes, at hele Syd-Sumatras Kyst er anspulet Land, netop dannet af de samme Floder, eet stort Moradsdelta dækket af Mangrovekrat og lavstammet Skov, medens Landet derindenfor er dækket af udstrakte

Urskove, hvor der, med ganske enkelte Undtagelser,
hverken findes Vej eller Sti, saa at al Færdsel af
sig selv er henvist til Flodløbene.

Den førnævnte Egenskab som typisk Flodhandelsby har da ogsaa givet Bebyggelsen sit særlige Præg, idet Palembang langs Musi har en Længde af circa 10 Kilometer, medens den maalt vinkelret paa Floden knapt har en Bredde paa l KM. Den er gennemskaaret paa Kryds og Tværs af mindre Kanaler, der alle munder ud i Moderfloden, og som er de almindelige Handels- og Samfærdselsveje. Man kan da ogsaa med Rette kalde Musi for Palembangs Hovedgade og alle Smaakanalerne for dens Sidegader. Det er et Østens Venedig, men rigtignok et meget snavset Venedig. (Se 111. No. 2, 3 og 4).

Her kan passende indskydes en Bemærkning om en Ejendommelighed ved Malejernes Benævnelser paa højre og venstre, som navnlig for Nyankomne ofte giver Anledning til Misforstaaelse.

En Europæer vil nemlig altid regne en Flod fra dens Udspring til dens Udløb. Malejeren derimod, der tilhører en søfarende og erobrende Nation, er trængt ind i Landet fra Havet op ad Floderne, altsaa mod Flodens Løb, og kalder derfor højre, hvad vi kalder venstre og omvendt.

Type og Klædedragt.

Palembangeren, hermed menes udelukkende Beboerne af selve Byen, ikke af Distriktet, hører til den malejisk-polynesiske Race, men er i Tidens Løb blevet stærkt paavirket baade fysisk og i deres nedarvede Sæder og Skikke, den saakaldte >adaU, af fremmede, navnlig da af Javanerne, hvad der har sin Aarsag heri, at det tidligere Sultanat i Palembang allerede i det 16. Aarhundrede blev erobret af det store Hindujavanske Rige Mådjåpait og i lang Tid var et Lydland afdetle. Senere, efter at Mådjåpait i det 17. Aarhundrede var gaaet til Grunde, laa Palembang stadig i Krig med Fyrsterne af Bantam paa Javas Vestkyst, indtil Guvernør Raffles i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede gjorde Ende paa Bantam. Denne stærke Føling med Java har naturligvis sat sine dybe Spor. Saaledes er, for blot at nævne et Eksempel, det malejiske i Palembang stærkt isprængt med javanske Ord, og har blandt andet overtaget den typiske javanske å Lyd, hvor Malejerne ellers bruger a.

Deres Udseende er da ogsaa, paa Grund af den stærke Blanding, der har fundet Sted, heller ikke meget forskelligt fra Javanernes, skønt de i Almindelighed er højere og lysere end disse, og ikke har saa udstaaende Kindben.

Ogsaa deres Klædedragt staar synligt under
javansk Indflydelse.

For Mændenes Vedkommende bestaar denne af en kort Skjorte eller lukket Trøje af blomstret og et Par Bukser af stribet Bomuldstøj, hvorover stedse en Sarong bliver baaret. Paa Hovedet har de erstattet det javanske Hovedklæde med en Kalot af sort eller rødt Fløjl, medens Hadjierne, i Stedet for den hvide Turban, bærer en Kalot af hvidt Lærred ofle prydet med Kniplinger og med en Pul broderet med Guldlraad. Se 111. Nr. 5 og 6.

Fornemme og rige Folk bærer en hvid Bomuldsvestog en Trøje af Silke gennemvævet med Guldtraad, et Par Silke Bukser og en Silkesarong, der holdes oppe af et Læderbælte med Sølv- eller Staalspænde. Ligesom Javaneren bærer han en

Kris, der imidlertid ikke stikkes i Bæltet bagtil, som hos Javaneren, men bæres fortil. En anden Forskel er, at Hæftet paa Javanerens Kris altid ligger i Klingens Plan, medens det hos Palembangerenstaar vinkelret derpaa.

Kvinderne bærer, i Modsætning til Mændene, en Slags lang Skjorte af mørkeblaat eller blomstret Bomuldstøj og derunder en tærnet eller mønstret Sarong. Paa Hovedet har de uhyre Halte af flettede Palmeblade, 111. No. 6. Disse Hatte, der ofte er rigt lakerede og forgyldte, tjener ikke alene til Beskærming mod Regn og Sol, men gør ogsaa Tjeneste som Slør mod indiskrete Blikke, ihvert Tilfælde hos de gamle og hæslige; de unge og forholdsvis kønne er ikke saa ivrige efter at skjule sig.

Guld-, Sølv- eller Hornørenringe bæres ofte
sammen med Armbaand og Ankelringe. Desuden
fyldes alle Fingre med tunge Guldringe med uslebne
Diamanter, medens Skjorten fortil holdes sammen
af et Guldspænde.

Nye og gamle Bygninger.

Palembangernes Huse er for at beskytte dem mod de hyppige Oversvømmelser bygget paa Pæle, 111. No. 2 og 3. De er for del meste bygget af Træ med Vægge af spaltet Bambus og Tage af tørrede Palmeblade eller Græs. Kun de riges Huse er helt af Træ og ofte forsynede med rige Træudskæringsarbejder, der i Stil har meget til Fælles med Træarbejderne fra Padang paa Sumatras Vestkyst. Stenhuse træffes meget sjældent. Dels er Mursten meget dyrere end Træ, og dels er Træhusene modstandsdygligere mod de rel lalrige mindre Jordrystelser end Stenhusene, der mangler Træhusenes Elasticilet.

Hvad der imidlertid fremfor alt andet bidrager til at give Palembang et fremmedartet Udseende, er de talrige »flydende Huse«, de saakaldte »rakitsc, 111. No. 7, som foruden her i større Mængder kun lindes ved Bandjermassin paa Borneo.

De er bygget af Bambus og Planker paa tykke, drivende Træstammer. Det hele er bundet sammen med Tove af Rotan og flyder paa Vandet, tøjret til nedrammede Pæle. En saadan »rakit« bestaai som oftest af tre med hinanden indbyrdes forbundne Flaader, hvoraf da den første mod Floden tjener til Butik, den bagerste som Bolig, medens den mellemste gør Tjeneste som Gaard og Pakhus. Temmelig hyppigt hænder det med Storm og Højvande, at en saadan Bolig river sig løs og driver milevidt ned ad Hoden, førend den strander paa Bredden.

Mange af disse Huse er smukt forsynede med
sort og rødt Lakarbejde med forgyldte Lister og

lille Begreb om Tropenattens Trolddomsmagt over Tilskuerens Sjæl og Sind, en Magt, der aldrig brydes, naar man engang er kommet indenfor dens Tryllering.

Af interessante Bygninger i Palembang skal her blot omtales de vigtigste, nemlig Moskéen, Mesdjiden paa malejisk, 111. No. 8, det gamle Kraton, de hellige Sultangrave, 111. No. 9, og det kinesiske Tempel, 111. No. 10. De ligger alle paa Musi's venstre Bred, idet den højre Bred udelukkende er taget i Besiddelse af Kineserne.

Moskéen, som er bygget i 1740, bestaar af en stor firkantet Sal med Marmorgulv omgivet af Marmor- og Teaksøjler, der tillige bærer det nederste af de tre Tage, som Moskéen er forsynet med.

Mellemrummene mellem disse Tage er rigt prydet med Korantekster i Guld og rødt. Den fritstaaende Minaret, der er 70 Fod høj, er bygget i 1756; den er ottekantet og har tre Etager, hver med sin rundtløbende Balkon. Moskéen var tidligere helt omgivet af en høj Stenmur, som imidlertid af strategiske Grunde er revet ned og erstattet med et almindeligt

Af det gamle Kraton, der blev bygget i 1780 til Bolig for de Palembangske Sultaner, er der nu kun enkelte Stykker af den tykke Ringmur tilbage. Da Palembang i 1825 kom under direkte hollandsk Styrelse efter et Anslag paa de derboende Hollændere, blev Sultanen og hans Familie landsforvist og Kratonen indrettet til Fæstning. Herom minder et Par garnle Forladekanoner, der endnu pryder Indgangen. Fortet er senere nedlagt som forældet og bruges nu som Kaserne for den herværende Garnision.

I Nordkanten af Palembang ligger de gamle Sultangrave, der af Befolkningen æres som hellige Pladser. Den til venstre paa Fotografiet med det kuppelformede Tag indeholder tre Grave og betragtes som den helligste.

Det kinesiske Tempel udmærker sig navnlig ved sin overordentlige Rigdom paa smukke Lakarbejder i rødt og sort og sin rige Forsyning af Drager, stiliserede Løver og andre Fabeldyr. Tagrygningen viser den egendommelige Svejning, der er saa karakteristisk for de fleste kinesiske Templer.

Foruden disse Bygninger, som ved Siden af historisk ogsaa bar arkitektonisk Interesse, ligger der tæt uden for Byen paa »bukil lama« o: den gamle Høj, en forfalden Bygning, der blot indeholder en Dynge Jord indrammet af fire Rækker Brædder og dækket af et Lag Mursten, og ved Siden deraf i en Række ure Stendysser. Denne uanselige Bygning er maaske den interessanteste af alle set fra et historisk Synspunkt, da den i Følge Overleveringen indeholder Dzoe'l Karnains Grav.

Dzoe'l Karnain, det er »den med to Horn forsynede« var i Følge Koranen en af Allah med guddommelig Magt udstyret Fyrste, der trak Jorden rundt fra Solens Opgang til dens Nedgang for at lugte alle vantro. Af nogle Forskere bliver han identificeret med Aleksander den Store af andre med en ukendt arabisk Fyrste. De malejiske Legender omtaler ham som Stamfader til Fyrsterne paa Malakka, og skulde han i Følge dem paa en af sine Togter være død og begravet i Palembang. De fire Stendysser betegner hans Ledsageres Grave.

Kunstindustri.

Den indfødte Kunstindustri gaar desværre her, som overalt, en langsom Død i Møde som Følge af, at europæiske og japanske Varer mere og mere overstrøm mer Markedet og fortrænger den indfødte Industri. Dog er der endnu lidt tilbage.

I første Plads maa da nævnes de berømte palembangske silke- eller halvsilkevævede Stykker, de saakaldte »kain ikat«, som har laant deres Navn af det malejiske Ord »ikal« at knytte eller binde. Før Vævningen finder Sted bliver nemlig Islætten spændt ud paa en Ramme, og de Steder, der ikke skal farves bliver omviklede med Garn. Traadene bliver dernæst dyppede i Farvestoffet, der for de gode Stykkers Vedkommende altid bestaar af naturligePlantefarvestoffer, og alt, hvad der ikke er ombundet, bliver farvet. Traadene bliver nu taget

af, de farvede Steder omviklede, og Processen gentages,saa
mange Gange, der er Farver i Vævningen.

Da Traadene forandrer Længde hver Gang, de bliver vaade og tørre, siger det sig selv, hvilken uhyre Færdighed og Indsigt, der er nødvendigt for, at det ønskede Mønster senere ved Vævningen skal komme frem. Den ægte Ikatvævning kendes da ogsaa derpaa, at Ret og Vrang er nøjagtig ens og paa, at de forskellige Farver ikke staar skarpt adskilte, men flyder lidt over i hinanden som en naturlig Følge af, at de forskellige Farvestoffer er trængt lidt ind under de ombundne Traade. Disse vævede Stykker, der som oflest udmærker sig ved deres pragtfulde Farver og Mønstre, er tillige hyppigt rigt indvævede med Guldtraad og meget kostbare. Det er lykkedes Forfatteren af denne Artikel at erhverve sig enkelte Stykker, der kan maale sig med et hvilket som helst Kunstvæv i Europa.

En anden Kunstindustri, der endnu blomstrer, er den maaske næsten lige saa bekendte palembangske Kniplingsinduslri. Palembangeren er Muhammedaner, og hans Døtre bliver som ganske unge lukkede inde og faar ikke Lov til at komme ud igen, førend de er gifte. Da nu, som bekendt, Lediggang er Roden til alt ondt, maa de unge Piger beskæftiges for ikke at faa for mange Griller i Hovedet, og saa bliver de salte til Kniplebrædtet. Da denne Industri saaledes er opstaaet, ikke saa meget for den pekuniære Fordels som for den unge Piges egen Skyld, er Kniplingerne forbavsende billige, og man faar de smukkeste brede haandkniplede Blonder for et halvhundrede Øre pr. Alen. Der kniples for Resien alle mulige Sorter, noget for enhvers Smag, Blonder, Lagenkanter, Pudevaar, Tasker, Bakkeservietter, Bordløbere og Bordduge, alt føres paa Lager og bliver af gamle Koner bragt rundt ved Dørene til Salg.

For et foretagsomt Firma, der vil bringe disse
Kniplinger frem paa det hjemlige Marked, var der
sikkert en god Forretning at gøre.

Af mindre Betydning er Elfenbensindustrien. Elefanter findes endnu i ret store Mængder i det indre, og enkelte Indfødte har da lagt sig efter denne lille Industri. Der laves især forskellige Slags udskaarne Knapper, Cigar-og Cigarelrør, Armbaand og da navnlig Rotanstokke med Elfenbenshaandtåg, hvad der er en Følge af, at Palembangs Omegn er et af de faa Voksesteder for den saakaldte »rolan semambu« det er »Rotan, der er ligesom Bambus«, som med sine l å 1,5 Meter lange, lige Led er særlig egnet til delte Brug.

Næsten forsvunden er derimod Kobbersmedene
og Lakarbejderne, hvorfor Palembang tidligere var
berømt.

Prægtige udhamrede og cicelerede Kobber- og Messingting kan endnu findes, men de forarbejdes ikke mere. Saaledes blandt andet de berømte palembangske

Fra Randen af en, somme Tider mere end l Meter i Diameter, højt opdrevet Kobberplade hang fra Næbbene af 4 eller 6 stiliserede Garudaer, Hinduernes hellige Fugl, lange tynde Messingkæder ned, forsynet med alle Slags allegoriske Figurer og endende med Efterligninger af den indiske Frugt

Mangistan, et af de Indfødte særlig yndet Motiv. Desuden gik der fra Randen af Pladen andre Kæder skraat nedad mod Midten, hvor de bar en Glasbeholder, der fyldtes med Kokosolie og hvori den løse Væge svømmede rundt. Pragtfulde og tydende paa en højtudviklet Kunstsans var de.

Ogsaa de tidligere smukke Lakarbejder, hvoraf der endnu kan findes Spor i gamle rigt udskaarne og lakerede Skabe, Skaale, Bakker o. s. v., er nu saa godt som forsvundet, og det, der nu præsteres i den Retning, kan langtfra maale sig med de tidligereArbejder. Denne Kendskab til Lakkunslens Hemmeligheder er sikkert opslaaet ved kinesisk Indflydelse, da mangt og meget lyder paa en alleredelidlig udviklet Handelsforbindelse med Kina og Indvandring af Kinesere. Ogsaa Valget af Emner,saasom stiliserede Blomster og Frugter, og

Genstandens Form kan tyde paa kinesisk Indflydelse,hvorimod den hyppige Anvendelse af Lotusblomsteni alle Skikkelser maaske stammer, fra deres hindu-javanske Tid. Til Slut skal omtales det ret betydelige Baadebyggeri,som finder Sted i Palembang og Syd derforlangs Floderne Ogan og Komering. Det kan naturligvis ikke henregnes under Kunstindustrien, men kan dog bedst som en stor og vigtig Indtægtskildeomtales her. Palembangeren lever jo næsten største Delen af sit Liv paa Vandet, og da Træet er billigt og overalt nær for Haanden, er det intet Under, at Baadebyggeriet har naaet en ganske antageligHøjde. Man ser da ogsaa alle Slags Fartøjeraf indfødt Fabrikat lige fra de smaa raat udhuggedeog udbrændte Træstammer, der næppe fortjenerNavnet af Baad til de store 20 Meter lange rigt udskaarne og malede Pralfartøjer, de saakaldte »pantjalangs«, der bruges ved højtidelige Lejligheder som Gæstebud, Bryllupper, Begravelser og lignende. At komme ind paa selve Fremstillingen vilde her føre for vidt.

Klima og Sundhedstilstand.

Skønt Palembang, som allerede meddelt, ligger omtrent lige under Æquator i en udstrakt Junglesump, er Klimaet dog efter Forholdene ret gunstigt. En udpræget Regntid findes naturligvis ikke under disse Breddegrader, det regner hele Aaret igennem mere eller mindre. Den aarlige Gennemsnitsregnmængde for de sidste 40 Aar er 2643 mm , medens den tørreste Maaned er Juni med gennemsnitlig 102 mm, og den vaadeste December med 344 mm. Til Sammenligning kan tjene, at Danmarks aarlige Gennemsnitsnedbør er 730 mm. Den største Nedbør, der er naaet i ét Døgn, er 175 mm. Dagene er ret varme nemlig 27_—28° Celsius, hvorimod Temperaturen om Natten synker ned til ca. 20° Celsius, hvad der maa tilskrives Musis Indflydelse paa Temperatursvingningerne. Fugtighedsgraden er naturligvis enorm circa 80 °/₀, hvorimod Vindstyrkerne gennemgaaende er ret smaa.

Ogsaa Sundhedstilstanden er i det hele taget tilfredsstillende, hvad man paa Forhaand ikke skulde tro var Tilfældet i en saa udpræget Sumpby, og det paa Trods af de indfødtes meget mangelfulde Begreber om Hygiejne. Der er blandt andet ikke den Ting, der nævnes eller tænkes kan, som ikke ganske ugenert bliver deponeret udenfor Husene, eller rettere under dem. Men her kommer Musi atter til Hjælp. Forskellen paa Ebbe og Flod er nemlig, uanset den store Afstand fra Havet, ikke mindre end 3 Meter, saa den kraftige Udskylning, der derved fremkommer 2 Gange om Døgnet fører alle Uregelmæssigheder ud i Musi, hvor de ingen Skade kan gøre, og frelser derfor Byen for mange uhyggelige Epidemier.

Som et Kuriosum kan blandt andet nævnes, at Malaria ikke findes som stedlig Sygdom i Palembang, hvad man ellers skulde antage for givet i Følge dens Beliggenhed. Men de saa berygtede Anophelesmyg kan ikke finde passende Bugepladser for deres Larver under de nysnævnte Forhold, og Palembang er saaledes skaanet for en af Tropernes værsle Plager.

En stor Mangel har Palembang, den har intet
Drikkevand undtagen Flodvandet. Boringer fører
til intet Resultat. Vandet, som faas derved, er

udrikkeligt, da det er stærkt salt- og petroleumsholdigl.Alle europæiske Huse er derfor forsynet med Cisterner til Opfangning af Regnvandet. Denne store Mangel synes dog i en nær Fremtid at skulle ophæves, da der er Planer oppe om Anlæg af et stort Vandværk for Byen i Forbindelse med et Elektricitetsværk. Vandet skal da pumpes op af Musi og renses først ved Besinkning og dernæst ved Ozonisering, førend det pumpes ud i Ledningerne til Forbrugerne. Vandværket alene er projekteret til at skulle koste 2 Millioner Gylden.

Handel og Industri.

Palembang er Fremtidens Ry.

Liggende ved Kæmpefloden Musi, der til Palembang er besejlbar for Skibe paa indtil 8000 Tons Størrelse og med et uhyre rigt og indtil Dato kun lidet udnyttet Opland bag sig, har i det sidste Decenium Handelen og Spekulationen kastet sig over Byen, og den er gaaet frem med Kæmpeskridt. Heldigvis har ogsaa den indiske Regering indset, hvilke nmaadelige Rigdomme, der her ligger übenyttede hen, og den har derfor paa alle mulige Maader støttet det private Initiativ, først og fremmest ved at ophjælpe Samfærdselsmidlerne, og her er og bliver der stadig præsteret et Kæmpearbejde. Her maa da i første Række nævnes den i 1915 klarkomne 150 Kilometer lange Jernbane til Muara Enim. Anlagt gennem Sump og atter Sump har denne Jernbane kostet Skalte af Penge, men den har ogsaa forbundet Palembang med sit rige Agterland og bidraget meget til Byens hurtige Udvikling. Detle er imidlertid kun Begyndelsen. Allerede nu er man i Færd med at trække den igennem Syd paa til Telok Belong paa Sydspidsen af Sumalra, Hovedsladen i de Lampongske Dislrikter, hvor der befinder sig en udmærkel Havn med kun 8 Timers Sejlads til Batavia. Af denne Jernbane er allerede Syd fra 10 KM. og Nord fra 100 KM. færdig, endnu mangler circa 200 KM., som man mener at kunne aabne i 1922, hvorved Palembang bliver direkte forbundet med hele Syd Sumatra, det rige Peberland. Endvidere skal Jernbanen fra Muara Enim føres videre Nord paa gennem de store nyanlagte Kaffe- og Gummiplanlager til Djambi, hvorved dette, indlil nu, ganske ukendte og übenyttede Land med sine enorme rige Petroleumskilder bliver aabnet for det internationale Samkvem. Men ikke nok hermed. Tusinder af Kilometer meterudmærkede Veje er anlagt og bliver stedse anlagt, medens gamle bestaaende Veje og Broer bliver forbedrede. I 1919 er der saaledes anvendt ikke mindre end 1,5 Million Gylden til nye Vejanlæg og til Forbedring af gamle. Det er da ogsaa en Fryd at se, hvor Person- og Fragtautomobilernes Antal Dag for Dag tillager, saa at de nu kan tælles i hundredevis, medens de for ganske faa Aar siden var ukendte.

Men ogsaa for Skibsfarlen gøres der meget.
Palembang er, se 111. No. 12, forsynet med en

udmærket moderne Havn, der stadig bliver udvidet for at kunne tilfredsslille det stedse voksende Krav til Ligge- og Pakhusplads. En stor Ulempe er det imidlertid, at Musi ved sit Udløb i Bankastrædet har dannet en stor Mudderbanke, som Skibene alene ved Flod kan passere. Ogsaa heri bringes der nu Forbedring, idet man er i Færd med at

mudre denne Banke op, saa at selv dybtgaaende
Skibe til alle Tider kan fare ind i Musi.

Jeg skal nu til Slut ganske kort omtale Palembangs
vigtigste Indtægtskilder og maa hertil regne
Petroleum, Tømmer, Kul, Gummi, Kaffe og Bomuld.

Ikke langt fra Palembang har det rige og store »Bataafsche Petroleum Maatschappij«, som exploilerer saa godt som alle Petroleumskilder i Nederlandsk Indien, i Pladju og Bagus Kuning ladet bygge to Praglbyer med alle Nutidens Bekvemmeligheder for de mere en 200 Europæere, der er ansat ved Firmaet. Herfra gaar endeløse Rørledninger til alle deres Petroleumskilder, der ligger spredt rundt i hele Residentskabet. Gennem disse Rør bliver den raa Jordolie ved Hjælp af kraftige Pumper pumpet ind til Værkstederne, hvor den bliver omdannet til Belysningspelroleum og Gasolin. Mærkværdig er denne Olies meget store Gasolinindhold, hvad der tidligere betragtedes som et Onde, men nu tværtimod gør den saa meget desto kostbarere. Desuden findes der en slor Installation for Tilberedelse af Smøreolier, som imidlertid ikke sælges, men anvendes til eget Brug. Omsætningen var i 1919 6 Millioner Liter Petroleum og 10 Millioner Liter Gasolin, Tal, der taler for sig selv.

Træhandelen er næslen udelukkende i Hænderne paa »De Vereenigde Indische Bosch P^xploitatie Maalschappijen«, populært kaldet »Vibeni«, der ejer udstrakte Koncessioner over hele Residentskabel.

Træet, fremfor alt det kostbare »onglen«, Sumatras Jerntræ, bliver i store Tømmerflader flaadel ned fra Skovene og dels direkte indskibet til Java eller Singapoore, dels skaaret til Bjælker og Planker i det moderne Savskæreri, som Firmaet sidste Aar har aabnet i Karanganjar et Par Kilometer fra Palembang.

Medens disse to Selskaber er private Institutioner,
er Kulminedriften Statens Ejendom.

Tolv Kilometer Syd for Muara Enim og forbundet med denne med en Jernbane, der først sidste Aar er aabnet for Driften, ligger de udstrakte »bukit asem« Kullejer, der stammer fra Pliocentiden. Disse Kullejer ligger ganske tæt ved Overfladen, saa at der ikke er Tale om en egentlig Grubedrift. Saa snart det dækkende Jordlag er fjærnet, ligger Kullene frit, hvad der naturligvis bevirker, at Driften bliver billig.

Kullene selv er af udmærket Kvalitet og har en stor Brændselsværdi, men har den Fejl, at en slor Del ved Transporten falder hen til Grus. Kullene, lene,der bliver ladet i specielle Kulvogne, gaar direkte til Karlapali, Jernbanens Endestation ved Palembang, hvor Skibene kan løbe ind og bunkere. Driften er nu oppe paa 30,000 Tons om Maaneden, men skål inden lang Tid bringes op til 50,000.

En anden slor Fremtid for Palembang ligger i de mange Gummi- og Kaffeplantager, som med de bedre Samfærdselsmidler i de sidste Aar er skudte op af Jorden som Paddehatte, men hvoraf de sidste endnu ikke er meget produktive. Som et Kuriosum kan nævnes, at paa Statens Foranledning og under Vejledning af Sagkyndige, er en Del af disse Gummiplantager cooperative Foreninger, dannede af Befolkningen, som derved har dannet sig en ny Indtægtskilde.

Af andre store Firmaer, der driver Handel med
Landets Produkter, skal her nævnes »De Borneo-
Sumatra Maatschappij« og »De Moluksche Maatschappij«,som

schappij«,sombegge foruden med Gummi og Kaffe
ogsaa handler med Rotan, Bomuld, Harpiks og
andre Skovprodukter.

Desuden ejer Palembang i »De Industrieele« et stort foretagsomt Firma, der ved Siden af Maskinværksted og Skibsbyggeri ogsaa driver en stor Jærnog Staalhandel foruden en Is- og Lemonadefabrik.

Jeg vil hermed slutte i Haabet om, at den ærede Læser gennem disse spredte Bemærkninger har faaet et, er det ogsaa kun et svagt, Indtryk af Palembangs Topografi og Betydning som Handelsstad og af de store Fremtidsmuligheder, som dette for største Delen endnu jomfruelige Land byder for alle, der vil og tør risikere noget.