Hvad ved man om Gaspar Corte-Reals Opdagelsesrejser?

De vidlspredte, for Størstedelen godt gemte Efterretninger om den ældre Corte-Reals eventyrlige Rejse til Grønland og Amerika har jeg tidligere sammenstillet og gjort udførlig Rede for¹). Hans tre Sønner, især den yngste Gaspar, satle meget i Vove for om muligt at finde det Land, hvortil deres Fader ad saa mærkelige Veje var naaet. Hvad vi ved om deres Færd bygger paa en Række Dokumenter og tildels samtidige Beretninger, til hvilke svarer nogle faa Kort fra Begyndelsen af det 16. Aarh., hvis Inskriptioner vidner om, at det netop er disse Begivenheder, de vil illustrere. Det er udelukkende delte Materiale, som her er benyttet; hvad der ellers af Kort fra det 16. Aarh.s Begyndelse sættes i Forbindelse med disse OpJagelsestogter eller antages at bygge paa Observationer, der skriver sig fra dem, hører i Virkeligheden ikke herhen. Ganske vist drejer det sig ogsaa for deres Vedkommende om Kopier af Kort over tidlige portugisiske Rejser i det nordlige Atlanterhav; men hvad de fortæller er i alt væsentligt for os mørk Tale, da de tilsvarende Beretninger, altsaa den historiske Nøgle, der skulde aabne Hemmelighedens Døre og vise Vej til Gaadens Løsning, mangler.

Den gamle Joao Vaz Corle-Real, portugisisk Statholder i Angra paa Terceira, har rimeligvis aldrig ønsket, at Verden skulde faa Besked om det, han havde oplevet som Deltager i Skipperne (o: Admiralerne) Pinings og Pothorsls Togt (c. 1472). Han synes tværtimod at have gemt sin Viden godt og nærmest betragtet den som en nedgravet Skat, hans egne Sønner om muligt engang skulde løfte.

Det var den yngste af dem, Gaspar Corte-Real, der satte Liv og Gods ind paa denne Opgave, hvis Løsning Joao Vaz formodentlig havde lænkl skulde bringe Slægten Ry og Rigdom; men hans to ældre Brødre støttede ham med store Summer mod Løfte om Andel i Udbyttet, saaledes som det fremgaar af endnu bevarede Dokumenter. Al del var gnnske bestemte Vink og Anvisninger, den dristige og utrættelige Sømand havde for Øje, fremgaar ogsaa af den tilsyneladende mærkelige Kurs, han følger

---

1) Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1919. S. 236 ff.

paa begge de Rejser, hvorom vi ved lidt nærmere Besked: Først galdt det aabenbart at finde det isdækkedeLand langt imod Nord, som for hans Fader i sin Tid havde været en Station paa Vejen. Derfra, vidste han, skulde der styres mod Vest, saa var han ikke langt fra Maalet, det store ukendte Fastland med Strædet, der forbandt Østens og VestensHave .¹)

Rimeligvis vilde vi om den sidste Rejse og maaske om hele Foretagendets Historie have faaet nogenlunde klar Besked, hvis alt var forløbet vel, og hvis ikke Døden havde indhentet den ufortrødne Forsker, netop som han stod ved sit Maal. Gaspar vendte aldrig tilbage fra det sidste Togt: alle hans Optegnelser og Kort ligger rimeligvis paa Havsens Bund ligesom den Caravel, hvori han var ombord. Derfor maa vi nøjes med det, Samtiden fik at vide om hans Færd, og hvad den bereiter, er saa uklart og tildels selvmodsigende, at dens Viden umuligt kan være henlet fra hans egne Journaler og Observationer.

Under 12. Maj 1500 udstedte Kong Manuel et Gavebrev²), hvori der tilslaas G. C. og hans Arvinger udslrakle Rettigheder over de Øer og det Fastland, som han for egen Regning og Risiko havde i Sinde at genfinde eller opsøge (novamente achar ou descobrir). Det udtales tillige i Dokumentet, at disse Gunstbevisninger lilstaas ham ogsaa som Løn, fordi han tidligere — altsaa før Aar 1500 — for egen Regning og Risiko og med store personlige Ofre havde forsøgt at finde de nævnte Øer og det nævnte Fastland og nu igen vilde forsøge sin Lykke paa Havet med det angivne Maal for Øje. Om der herved sigtes til én eller flere tidligere Rejser, kan ikke afgøres; men om disse Rejser ved vi absolut hverken mer eller mindre, end dette Dokument beretter. For Kortheds Skyld betegner jeg i del følgende denne eller disse Opdagelsesrejser før Aar 1500 som G. C.s førsle Rejse.

Den 15. Januar 1502 udsteder Kong Manuel et nyt Gavebrev³) til G. C.s næstældste Broder, Miguel Corte-Real, paa Halvdelen af de Lande, som hans Broder Gaspar havde opdaget, samt, forsaavidt det maatte vise sig, at denne var omkommet, da paa alle de Lande, Broderen havde opdaget, og desuden paa de Strækninger, Miguel selv maatte unde, naar han, som det var hans Hensigt, i Aaret 1502 forelog et Eftersøgningstogt til det nyopdagede Land. Desuden faar vi at vide, at G. C. i det foregaaende Aar var sejlet ud fra Lisboa med tre Skibe, af hvilke de to var vendt tilbage for fem (skal være tre) Maaneder siden, og at Miguel havde deltaget i Udgifterne baade til den sidste og den nærmest foregaaende Ekspedition mod Løfte om, at Broderen vilde dele Udbyttet halvt med ham.

Dokumentet er altsaa i det væsentlige en kgl. Bekræftelse paa den mellem Brødrene trufne Aftale, men indeholder desuden ny Tilsagn til Miguel med hans forestaaende Rejse for Øje. Om Rejsernes Maal og Resultater tales der forøvrigt kun i vage Udtryk. Miguel har ved delle Dokument formodentlig villet skaffe sig den eneste mulige Sikkerhed for sine udlagte Penge og for de Udgifler, der endnu forestod. Rimeligvis har hverken han selv eller Kong Manuel haft nogen klar Forestilling om, hvilke Lande og Øer Broderen i Virkeligheden havde fundet. Udover det, Mandskabet paa de to hjemvendte Skibe forlalle,, vidste de aabenbart intet. Havde de haft G. C.s egne Kort og Journaler, vilde Udtrykkene næppe have været saa vage, som de faktisk er.

Gaspar Corle-Real har altsaa foretaget mindst tre Opdagelsesrejser mod N. V. for at opsøge disse Øer og detle Fastland. En før 1500, en i selve dette Aar og en tredie i Aaret 1501. Denne sidste kan ikke være paabegyndt før efter den 21. April 1501; thi paa den Dag har G. C. udstedt en Kvittering i Lisboa, som endnu er bevaret.

De eneste sikre Efterretninger vi udover det, der fortælles i de anførte Dokumenter, har om hans anden Rejse, er et Par flygtige Bemærkninger, som findes i to italienske Breve, skrevne i Anledning af hans sidste Rejse. Skønt disse i alt væsentligt kun angaar det tredie Togt, vil det derfor være bedst straks her at klare os Brevenes Værdi som historiske Kilder.

De store italienske Handelsrepubliker, særlig Venezia og Genova, paa hvis Rigdom og vel organiseredeForbindelser med Østen Italiens fremtrædendeStilling i del daværende Europa som Induslri - og Handelscentrum beroede, har aldrig direkte taget Del i Opdagelsesrejserne. De havde jo dengangallerede Aarhundreder igennem siddet inde med det, de andre europæiske Nationer higede efter:Forbindelserne med Østen. Og hvad belød det

---

1) Dette Stræde (»: Nordvest passagen) benævnes af det 16. og 17. Aarhundredes Geografer hyppigt Anianstrædet.

2) Aftrvkt af H. Harrisse i Les Corte-Real. 1883. S. 196 ff.

3) Harrisse, Les Corte Real. S. 214—215.

for dem, at Handelen ikke var direkte? MellemhandlernesAvance kom jo Kunderne til at betale. Man forstaar derfor nok, at disse Købmandsrepublikerikke, medens det endnu var Tid, indsaa Nødvendigheden af at sætte Energi og Kapitaler ind paa Foretagender, hvis Resultater foreløbig havde mest Lighed med Ordsprogets ti Fugle paa Taget. Da saa Spaniens dristige Tærningekasl og omsider ogsaa Portugals åarelange Anstrengelser kronedes med Held, var det for sent. De italienske Stæder formaaede ikke paa én Gang at gøre Front mod Islam for at hævde de østlige Handelsveje og konkurrere med Spanien og Portugal for al vinde de vestlige; de maatte resignere og finde sig i, at Handeisherredømmet gled ud af deres Hænder. Men ad fredelig Vej søgle de at faa Part i Avancen:det vrimlede, efterhaanden som Opdagelserne tog Fart, med italienske Handelsagenter og helt — eller halvt — diplomatiske Repræsentanter for LandetsSmaafyrster og Republiker baade i Spaniens og Portugals Hovedstad. Samtidig med at passe deres daglige Dont fungerede disse verdenskloge og energiske Italienere som en Slags Udkigspost, holdt Øje med Regivenhedernes Udvikling og sendte deres Herrer, Foiesatte, Slægtninge eller Venner Rapporter om det spændende Spil, der foregik lige for deres Øjne.

Man forstaar derfor, at da den første af G. C.s Caraveller i Oktober 1501 vendte hjem til Lisboa fra det sidste Togt, kom ikke saa faa Penne i feberagtig Bevægelse. Vi har endnu tre Beretninger om den opsigtsvækkende Begivenhed i Behold. Selvfølgelig er det højst værdifulde Dokumenter, fordi de er affattede i god Tro og i deri Hensigt at give paalidelig Oplysning om del, der var skel. Man rnaa blot ikke anse dem for nøjagtige og i alle Enkellheder tilforladelige Redegørelser. Retlesl sideslilles de med Nulidens journalistiske Referater: hurtigt og lidt flygtigt henkastede Beretninger om det, Vedkommende har set — eller mener at have set — med egne Øjne, tildels ogsaa sankede sammen fra ret tilfældige Kilder, Snak i Krogene, Udsagn fra Folk, som har »været med« og ladel sig pumpe for det, de vidste, eller troede at vide, i delle Tilfælde naturligvis Skibsmandskabet, som tydeligt nok har været sloll over den Opsigl, Færden vakte, og øjensynlig ikke har vejet sine Ord paa en Guldvægt. Beretningerne er altsaa i det hele og store troværdige, men de indeholder tillige adskillige grove Unøjagtigheder og slemme Fejl, som det ikke er værd t at gøre alt for meget Væsen af eller spilde for mange Ord paa. I det følgende kommer jeg tilbage til disse Breve, fordi de som sagt i Hovedsagen angaar G. C.s tredie Rejse. Her skal jeg kun gøre opmærksom paa de ovenfor omtalte flygtige Bemærkninger, som angaar den anden Rejse, og som trods deres Flyglighed er af den allerstørste Betydning, da de skriver sig fra Folk blandt Mandskabet, som havde deltaget baade i Corte-Reals anden og tredie Rejse. De paagældende Skrivelser er begge affattede af samme Mand, Republiken Venezia's Gesandt i Portugal, Pietro Pasqualig o¹). Den ene er rettet til Signoria'en, den anden til hans Brødre. I den første lyder Meddelelsen saaledes: »Mandskabet paa Caravellen tror, at det ovenfor omtalte Land (o: det i 1501 opdagede) er et Fastland og staar i Forbindelse med et andet Land, som blev opdaget mod Nord i det foregaaende Aar af en anden af Hans Majestæts Caraveller, men som de ikke kunde naa ind til, fordi Havet var dækket med mægtige Ismasser saa høje som Bjærge, c I Brevet til Brødrene lyder Skildringen saaledes: »Derfor tro de, at det (o: det i 1501 opdagede Land) er et Fastland, som fortsætter sig i et andet Land, som blev opdaget mod Nord i det foregaaende Aar. Caravellen kunde imidlertid ikke naa ind til det, fordi Havet var frosset og opfyldt med mægtige Snemasser.«

I Kraft af disse Udsagn kan det fastslaas som aldeles sikkert, at det Land Corte-Real opdagede paa den anden Rejse ikke er det samme, som han fandt paa den tredie. Det laa længere mod Nord, og dets Kyst var dækket af saa store Ismasser, at han ikke kunde lande, men kun observere det fra Søen. Paa den anden Side laa det dog ikke fjærnere, end at man kunde tænke sig Muligheden af, at det var landfast med de Kyststrækninger, som naaedes paa den tredie Rejse. Om en Besejling af dette isomflydte Lands Kyst i større Udstrækning er der tydeligt nok slet ikke Tale. Det er blevet set i det fjærne fra Havet udenfor Isbarriéren. Noget alvorligt Forsøg paa at forcere denne blev ikke gjort; det vilde rimeligvis ogsaa have været den rene Daarskab.

Delle er alt, hvad den nærmeste Samtid vid-

---

1) H arris se, Corte-Real. S. 209 ff. er den italienske Tekst aftrykt; en engelsk Oversættelse findes i: The journal of Christopher Columbus and Documents relating to the Voyages of John Cabot and Gaspar Corte-Real. Translated by Clement R- Markham. London. 1893.

ste om Resultaterne af G. C.s anden Rejse.¹) Kommer vi lidt længere ned i Tiden, bliver Beretningerne om dens Resultater mer og mer fyldige; men det, de byder paa, er næsten altsammen notorisk urigtigt. Enten overføres de velkendte Skildringer fra den tredie Rejse fil den anden, og den sidsles Resultater forbigaas ganske, eller vedkommende Forfatter henter sit Slof fra andre Rejser, der intet har at gøre med Gaspar Corte-Reals.

Først skal jeg gøre opmærksom paa en lalinsk Notils paa el Korl, der rimeligvis er ældre end 1520²) og sikkerl er legnel af en portugisisk Kartograf (muligvis er det paagældende Parti kopieret efter et omtrent samtidigt Korl). Den lyder i Oversættelse saaledes: »Delle Land blev først opdaget af Gaspar Corle-Real og han hjemførte derfra med sig vilde Mennesker og hvide Bjørne. Der findes ogsaa en stor Mængde Dyr (o: Patledyr) og Fugle og Fisk. I del følgende Aar led han Skibbrud og vendle aldrig lilbage. Saaledes gik det ogsaa i det paafølgende Aar hans Broder Miguel.«

Hovedfejlen i delle Resumé af den berømte Opdagers Livsgærning ligger jo i Forvekslingen af de lo sidste Rejser. Hvad det meddeler om Broderen Miguels Skæbne er derimod rigtigt nok. Intet af de to Skibe, med hvilke han drog ud for at søge efter sin Broder og genfinde det nyopdagede Land, som Kong Manuel havde skænket ham, vendle tilbage til Portugal.

Dette Kort er, som jeg nedenfor skal vise, et Forsøg af en omtrent samtidig portugisisk Kartograf paa al sledfæsle Resultaterne af G. C.s Rejser, i Virkeligheden altsaa en fri Fantasi.

Den portugisiske Historiker Antonio Galväo (f 1557) havde forfattet et Vrerk om mærkelige Opdagelsesrejser¹), som gik til Aaret 1555; første Udgave udkom i Lisboa 1563. Deri omtales ogsaa meget kort G. C.s Togler. I Lighed med Notitsen paa det ovenfor omtalte Kort henfører han Opdagelserne fra den tredie Rejse til den anden. Desuden tilføjer han, at det fundne Land laa paa den 50. Breddegrad, al Ekspeditionen i Aarel 1500 udgik (rå Terceira og bestod af to Skibe, som Føreren havde udrustet paa egen Bekostning.²) Dette sidste ved vi jo af Kongens Gavebrev til Miguel er urigtigt. Hvorvidt de øvrige Oplysninger stemmer med Virkeligheden, er det umuligt at afgøre. Om den tredie Rejse ved Forf. kun at berette, at paa den omkom G. G. Derimod har han —og det er han ene om — en forholdsvis udførlig Beretning om Miguel Corte-Reals Ekspedilion for at eftersøge Broderen. Paa afgørende Punkter (Tallet af Skibene — Hjemsendelsen af de lo — Tidspunktet for Hjemsendelsen) slemmer den saa nøje med det, vi ved om G. C.s sidste Rejse, at jeg ikke betænker mig paa at hævde, at her foreligger en Forveksling af disse lo Togler. I saa Fald forøger de givne Oplysninger, der maa skrive sig fra Mandskabet paa de hjemvendte Skibe, væsenllig vor Viden om Forløbel af G. C.s sidsle Rejse.

Tre Aar senere (1566) fremkom en ny Beskrivelse af G. C.s Opdagelser, der skyldles den berørnle Damiäo de Goes, som, inden han faldt i Unaade og blev fængslel af Inkvisilionen (4/4(⁴/₄ 1571), beklædle en Række høje Stillinger indenfor den portugisiske Administration og spillede en fremtrædende Rolle i Datidens lilerære Verden. Skildringen findes i hans bekendle Værk Chronica do Fe-

---

1) Paa det straks nedenfor omtalte Kort er over terra do La vrå d or anbragt følgende latinske Inskription: ,terram istam portugalenses viderunt, attamen non intraverunt 3; dette Land saa Portugiserne, men de betraadte det ikke. Indskriften nævner ikke Corte-Real; men der kan ikke være Tvivl om, at den gælder hans anden Rejse

1) Originaludgaven af denne Bog er sjælden; efter den er det paagældende Stykke aftrykt hos Harrisse, Les Corte-Real. S. 232.

2) Hele Kortet er gengivet af Fr. Kunstmann i Atlas'et til hans Entdeckung Amerikas. 1859. Nr. 4. Afb. l er det Parti deraf, som angaar Gaspar Corte-Reals Rejser.

2) Det er ikke udelukket, at disse sidste Opgivelser angaar G. C s første Rejse (for 1500).

licismo Rei dom Emanvel. Lisboa, 1566. Fol. 65¹). Her fortælles, at G. C. i Sommeren 1500 sejlede ud fra Lisboa med et selvudrustet Skib og mod Nord opdagede et Land, der var meget koldt og bevokset med høje Træer, som alle Lande er, der ligger under det Himmelstrøg (!). Han gav det derfor Navnet Grønland. Dernæst følger en Beskrivelse af de Indfødte, som passer nøje paa Grønlænderne, men aldeles ikke paa de Indianere, G. C. fangede og hjemsendte paa sin tredie Rejse. Han sejlede langs med Kysten af delte Land og vendte derpaa hjem til Portugal. Ivrig for at opdage mere af Landet sejlede han paany ud fra Lisboa 15/₅ 1501²); »men det vides ikke, hvad der hænd le ham paa denne Rejse, for han ko in aldrig tilbage og ejheller indløb nogen so m helst Efterretninger om ham.« Om Miguel Corte-Reals Ettersøgningsekspedition hedder det, at den forlod Lisboa 10/₅ 1502, bestod af to Skibe, og at man aldrig siden hørte noget om den.

Del, der fortælles om Miguel er vistnok helt igennem korrekt; jeg skal derfor ikke dvæle nærmere ved dette Afsnit af Beretningen. Hvad angaar Datoerne for de to Brødres Afrejse fra Hjemmet, kan de Goes have øst sin Viden fra nu forsvundne Dokumenter. Han var jo en Tidlang portugisisk Rigsarkivar. Derimod er det formentlig indlysende, at ogsaa han forveksler G. C s lo sidste Rejser, forsaavidl som han lader ham finde det søgte Land allerede paa den anden Fart imod Nord, endvidere, at han egentlig slet ikke ved det fjærneste om den tredie Rejse. Hvad dette Punkt angaar, er der ingen Forskel mellem ham og Galväo; heller ikke Kartografens Notits paa Kortet fra c. 1520 indeholder noget om den. Vi kan deraf slutte, at der paa portugisisk Grund næppe har foreligget nogen officiel Beretning om G. C.s sidste Rejse, affattet ligesom de tre italienske, vi kender,

umiddelbart efter de to Skibes Tilbagekomst Man har formodentlig ønsket at høre Beretningen af hans egen Mund og vidste endnu paa det Tidspunkt ikke med Vished, at hans Caravel var gaael under med Mand og Mus. Senere hen var det naturligvis umuligt at tilvejebringe en Rapport af den Art

Det Parti af de Goes Fortælling, der har den slørste Interesse, er det, hvori han afviger fra alle de andre Kilder: Beskrivelsen af Landet, som opdagedes paa den anden Rejse. Lige til Navnet er den øjensynlig laant fra en ældre Skildring af Grønland (Terra verde) og dets Befolkning. Det er værdi at lægge Mærke til, at den saa at sige til Punk! og Prikke slemmer med det Billede, Olaus Magnus tegner af delle Land og dels Beboere dels i Teksterne til Carta marina fra 1539, dels paa forskellige Steder i Historia (1555). Hvorfra Olaus henlede sin Visdom, har jeg tidligere oplyst. Den stammer fra den ældre Corte-Reals nu table, men i det 16. Aarh. af forskellige Geografer kendte Rejsebeskrivelse. De store Træer, hvormed Landet efier de Goes Mening er bevokset, genfinder vi paa Carta marina (se Afbildn. 2). Her ses ogsaa de mægtige Stammer, Polarisstrømmen fører med sig. Olaus bemærker -_— formodentlig efter sin Kilde — at disse maa have løsrevet sig fra deres Voksested, og Voksestedet var naturligvis i hans

---

1) Aftrykt hos H arris se S 235.

2) Datoen passer særdeles godt med den ovenfor omtalte Kvittering udstedt i Lisboa af G. C. 21/4 1501; først efter dette Tidspunkt kan han være afsejlet.

Øjne ikke Sibirien, men det Land, ud for hvilket Stammerne fandies. Det er Grunden til, at Grønland paa hans Kort afbildes som skovbegroet. Damiäo de Goes og Olaus Magnus var intime Venner. Indholdet af de Goes Smaaskrifier om Lappernes sørgelige Skæbne og Laplands Beskrivelse hviler for en stor Del paa Meddelelser fra de to Brodre Magnus (Ærkebiskoppen Johannes og hans yngre Broder Olaus), hvem han efter eget Sigende traf sammen med under deres Ophold i Danzig (1526 —37) og i Vicenza (1538). Uden Tvivl er Olaus ogsaa Kilden til hans Viden om det Land, som ikke Gaspar Corte-Real, men hans Fader Joao Vaz c. 1472 havde besøgt og senere hen beskrevet.

Vi møder nemlig baade hos de Goes og hos Olaus en Skildring: der umiskendeligt vidner om, at dens Ophavsmand ikke blot har observeret Kysten fra Søen, men er kommet i Land, har opholdt sig der i nogen Tid, truffet de Indfødte, set deres Skindtelle (Olaus i Historia), lagt Mærke til deres lave Vækst, vilde Tapperhed og ejendommelige Sæder; og fra Tiden før 1555 (det Aar, i hvilket Olaus' Historia udkom) kendes kun en eneste Rejse, hvis Resultater kunde afgive Stof til en saadan Skildring: den ældre Corte-Reals ombord paa dansk-norske Skibe (c. 1472). En saadan Antagelse svarer ogsaa ganske til de underlig forblommede Antydninger om sin Viden angaaende denne mærkelige Begivenhed, som Olaus har givet den spanske Forfatter Gomara, og som er omtalte i rnin ovenfor citerede Afhandling om Joao Vaz' Rejse. Med andre Ord, Olaus har aldrig helt redeligt benyttet den interessante Kilde, han ved et heldigt Træf fik Raadighed over. Selv kastede han, saavidt muligt, et Slør over, hvorfra han havde hentet de mange mærkværdige Oplysninger orn Islands og Grønlands dengang ukendte Egne, der gjorde baade Carla marina og Historia til eneslaaende Fænomener i Datidens Geografi, og naar han trakterede sine gode Venner med lidt Vand fra den sjældne Kilde, skete det altid saaledes, at ingen fik at vide, hvorfra det var henlet. Hans Fremgangsmaade er rnaaske hverken værre eller bedre end mangen anden Forfatters i Renaissancetiden, hvor man ikke havde samme Opfattelse af literær Ejendomsret som nulildags; men den kaster ikke Glans over hans menneskelige Personlighed.

Hovedkilden til vor Viden om G. C.s tredie
og sidste Togt er de tre italienske Rapporter, hvis
Karakler jeg ovenfor har søgt at klarlægge.

Pietro Pasqualigo's første Brev til Signoria'en er dateret 18/io 1501, det andet til hans Brødre 19/_lo; Agenten Alberto Cantino's Skrivelse til Hertugen af Ferrara, Hercole af Este, er fra 17/io1)- Der kan efter min Formening ikke være Tvivl om, at, dengang disse Rapporter afgik, var kun det ene af de to Skibe, G. C. havde sendt hjem, ankommet til Lisboa; det andet kan først være naaet hjem efter 19/₁₀, den Dag da Pasqualigo's sidste Brev blev skrevet. Alberto Cantino angiver nemlig, at det nu (17/io(¹⁷/io 1501) er 9 Maaneder siden ,to' Skibe blev sendt ud paa Opdagelser mod Nord, og den u_/io var efter hans Opgivelse et af dem vendt tilbage. I Slutningen af Brevet bemærker han, at Kongen snarest venter Ankomsten af det andet Skib. Ganske det samme fremgaar af Pasqualigo's Rapporter: i den første hedder del, at den 9/₁₀ ankom en af de to Caraveller, Kongen havde sendt ud paa Opdagelse mod N. V. det foregaaende Aar, og den medførte syv Indfødte (Mænd, Kvinder og Børn). Den anden Caravel ventedes fra Dag til Dag. I Brevet til Brødrene fortæller han, at en af de to Caraveller, som det foregaaende Aar blev udsendte paa Opdagelse mod N. under G. C.s Kommando, var vendt tilbage 8/₁₀. Delle Skib medbragte syv Indfødte, 50 andre ventedes hvert Øjeblik med det andet. Angaaende Antallet paa de Indfødte siger Cantino, at der var fanget og hjembragt 50; men han udtrykker sig om dette Punkt aabenbart ikke nøjagtigt. Af hans egen Meddelelse ses det nemlig, at der blandt de hjemførte kun var en eneste Kvinde. Hvis de alle dengang var komne, havde Kvindekønnet nok været noget fyldigere repræsenteret.

Af ovenstaaende fremgaar altsaa klart, at begge disse to Mænd kun har set en af de Caraveller, som kom tilbage fra Toglet, og at de har troet, at der overhovedet ikke havde været flere end to med paa Ekspeditionen. At Ankomstdatoen angives forskelligti alle tre Breve bestyrker just ikke Tillidentil Rapporternes Nøjagtighed. Dog, sligt kan passere den Dag i Dag, naar Talen er om Begivenheder,der ligger lidt tilbage i Tiden, særligt naar man som disse Mænd oplever meget og har mange Ting at passe. Forøvrigt præges disse Rapporter ikke blot paa dette Punkt, men helt igennem af en forbavsende Ligegyldighed for nøjagtige TidsogAfstandsangivelser.

---

1) Den italienske Tekst er aftrykt hos Harrisse S. 204 ff.; den engelske Oversættelse hos Cl. Markham S. 232 If.

ogAfstandsangivelser.For en Del kan det vel nok skyldes svigtende Hukommelse, men det meste maa vistnok skrives paa Skibsmandskabets Regning,hvis Udsagn og Oplysninger aabenbart hverkenhar stemmet overens indbyrdes eller været i Harmoni med de virkelige Forhold, alt er meddelt paa Slump.

Harrisse har ved Hjælp af den ovenfor omtalte egenhændige Kvittering, dateret den.2l. April 1501, godtgjort, at G. G. endnu i sidste Trediedel af April Maaed d. A. befandt sig i Lisboa, rimeligvis optaget af at proviantere sine Skibe til den lange Fart. Det er allsaa faktisk lige urigtigt, naar Pasqualigo forsikrer, al han startede sit Togt allerede i Slutningen af del foregaaende Aar, eller naar Cantino angiver, at han sejlede af Sted i Januar 1501. Hermed er det ogsaa givet, at Fortællingen om, at Sejladsen først gik fire Maaneder i Træk mod N., kan betragtes som en grov Overdrivelse: højst et Par Maaneder, ja ikke engang saa længe, kan den Kurs være holdt. Derimod slemmer det sikkert med Virkeligheden, at videre Frem- Irængen i denne Retning maatte opgives, fordi Pakisen slandsede dem. Spørgsmaalet bliver da: Hvor befandt Ekspeditionen sig, da Kursen blev lagt om? Det oplyses, at paa dette Tidspunkt befandt de sig ude paa det aabne Hav; Land var intetsteds at øjne. Lad os antage, at Tidspunktet var Midlen af Juni Maaned. De maa saa være naaet ret højt op i den vestlige Del af Atlanterhavet; kun dér kan de paa denne Aarstid have mødl uigennemtrængelig Pakis. Formodenllig befandl de sig paa nogle og halvtreds Graders Bredde, sønden for Grønland, og det kan ikke være rigtigt, naar det i Beretningerne hedder, at de dernæst styrede mod N. V. og V. En saadan Kurs vilde have ført dem ind i Davisslrædels isfyldle Farvand. Førere og Mandskab ogsaa paa disse lo Skibe fik nalurligvis deres Ordrer om Kursen fra Corte-Real, og, som del var Skik endnu i langt senere Tid ved Ekspeditioner, hvori flere Skibe dellog, gjordes Observationerne kun af Anføreren og hans Pilol. De andre maalte simpellhen følge Trup. Ved saadanne Angivelser som disse om Kursen kan der derfor kun være Tale om et løst Skøn, og Skønnet var i delle Tilfælde sikkert gall. Kursen maa have været sat i sydvestlig Reining, hvad der formodenllig har sinket Farten stærkt; thi paa den Aarstid er sydvestlige Vinde fremherskende i disse Farvande. Opdagelsen af Landet er rimeligvis sket godt hen i Juli Maaned. I Cantino's Beretning hedder det nemlig, at de der fandt herlige Frugter. I dette straalende Lys har de beskedne Bærfrugter (Tranebær, Tyttebær, Bøller), som vokser vildt i disse Egne af Nordamerika staaet for Sømændene efter den lange uhyggelige Fart, som Datidens Sømandskost gjorde til en ulidelig Plage. De har kastet sig med Begærlighed over dette barske Landskabs fattige Sommerfrugter, ligesom Jens Munks Folk gjorde ved Churchillflodens Munding. Men baade Sommeren og Frugterne kommer sent; før i Slutningen af Juli har de næppe fundet noget spiseligt der. Opholdet ved Kysterne og Undersøgelsen af disse, der blev besejlede i vid Udstrækning, har vel nok lagt Beslag paa noget mer end en Maaned. Hvornaar G. C. med sit Skib skiltes fra de øvrige, ved vi ikke. Antagelig har det været hans Hensigt at fortsætte Undersøgelsen af Landet nordpaa, muligvis ogsaa for at finde en Gennemsejling. Under Forudsætning af, at den Antagelse, jeg ovenfor har fremsat, er rigtig, og Antonio Galväo's Beretning om Broderen Miguels Eftersøgningsfart i Virkeligheden gælder G. G.s sidste Rejse, maa han i Slutningen af Juli være sejlet nordpaa og inden Afrejsen have fastsat, at Skibene igen skulde mødes paa et aftalt Sted 20. Aug. (den Dato Galväo angiver). Nogen Tid er der naturligvis gaaet hen med forgæves Venten, saa før August Maaneds Slutning er Hjemrejsen næppe tiltraadt.

Endnu staar lilbage at bestemme hvilken Egn paa Nordamerikas Øslkysl Ekspedilionen kom til. Med Hensyn til delle Punkt sluller jeg mig ganske til Harrisse: det Land, G. C. fandt, og som han antog for el Fastland, kan kun have været Newfoundland.Herfor laler førsl det Billede af Landels Natur, de italienske Brevskrivere giver, bortset naturligvisfra de Tigre (skal være Losse), der efter Cantino's Ord havde hjemme der. De langhaarede Hjorte er sikkert identiske med Rensdyrene, som dengang og til Begyndelsen af det 18. Aarhundredefandtes i store Flokke i Egnene om Hudsonsbuglenog endnu forekommer der. Om Bærfruglerne er ovenfor lait; Naaletræerne, hvis mægtige Stammer imponerede de portugisiske Sømænd,dækker jo endnu store Strækninger af Øen, og Skovlandet var dengang langt større end i vore Dage. Endvidere viser Skildringen af Beboernes Levevis, at der fandtes en overvældende Rigdom af Fisk; ogsaa Floderne passer godl nok lil Lokaliteten.Den Omstændighed, at Portugiserne ansaa

Øen for et Fastland, kan ikke have nogen afgørendeBetydning. Newfoundland er af Størrelse som Island, og kun en langvarig og besværlig Undersøgelse,som Ekspeditionen umuligt kunde gennemføre,var i Stand til at konstatere Rigtigheden af denne i og for sig plausible Formodning.

Jeg skal villigt indrømme, at alt dette alligevel ikke giver endelig Sikkerhed i Spørgsmaalet om Lokaliteten. Et afgørende Bevis finder jeg derimod i den Oplysning, Pasqualigo giver i Brevet til Broderen, at en af de indfødte Drenge i Ørene bar to Sølvringe af veneziansk Arbejde, og at man havde fundet og medbragt derfra Slumper af et Sværd, som ligeledes var gjort i Italien. Der kan næppe være Tvivl om, at Harrisse har Ret i den Formodning, at disse Ting slammer fra den ældre Cabols Opdagelsestogt 1498. G. C. maa altsaä være landet omtrent paa den samme Kyst, og at det Land, Cabot opdagede, er Newfoundland, er sikkert alene paa Grund af den Skildring, der gives af Havets uhyre Fiskerigdom ved disse Kyster. Noget lignende findes intet andet Sled i Verden.

Blot et Øjeblik vil jeg standse her efter Gennemgangen af de Beretninger, der foreligger om G. C.s sidste Rejse for at sammenholde det, vi nu ved, med den korte Oplysning, Pasqualigo giver om det Land, der blev fundet eller rettere observeret fra Søen det foregaaende Aar (1500). Hvis det forholder sig rigligt, hvad Mandskabet fortalte, at det laa nordfor det nyfundne Land, og at man antog, at det hang sammen med dette, kan det jo ikke godt have været Grønland, som er skilt fra Newfoundland ved det meget brede Davisstræde. Antagelig var det den nordlige Strækning af Labradors Kyst, Ekspeditionen saa; ogsaa den kan jo hyppigt være spærret af Pakis.

De Forskere, som hidtil har beskæftiget sig med den yngre Corte-Reals Rejser er, saavidt jeg kender dem, alle enige om, at man i det saakaldte Cantino-Kort¹) ejer et sikkert Vidnesbyrd om de Resultater, denne ihærdige Forsker naaede. Efler deres Mening er Kortet ikke blot et Udtryk for Samtidens Viden om disse Ting; det er for visse Partiers Vedkommende Resultaterne af G. C.s egne Observationer, vi har for os. Efter min Formening vil en nøjagtig Undersøgelse af Sagen vise, at denne Opfattelse er urigtig. Det, Korlet byder os, er slet ikke andet end de Formodninger, en portugisisk Korttegner har opstillet paa Grundlag af de samme Efterretninger, som vi ovenfor har gennemgaaet. Om Kortets Tilblivelse faar vi Besked gennem et Brev fra Alberto Cantino selv til Hertug Hercole af Este¹) dateret Roma i;_'/n 1502, som er bevaret i Este-Arkivet i Modena og aftrykt af Harrisse i hans Bog Les Corte-Heal S. 215 — 216. Det fremgaar af denne Skrivelse, at Cantino har ladet Kortet tegne i Portugal efter Hertugens Ordre og betalt det med 12 Dukaler. Umiddelbart efler dets Fuldendelse har han forladt Portugal. Under Rejsen til Ferrara kom han i Genova i Pengeforlegenhed, blev nødt til at oplage el Laan hos en anset Mand, Francesco Cataneo, og salle Kortet i Pant for Pengene. Det maa antages, al Cantino havde udgivet den Sum, han maatle laane, i Herlugens Tjeneste. I Brevet anmoder han nemlig om at faa dækket ogsaa dette Udlæg. Hertugen vil sikkert finde, at Kortet er alle Pengene værd. Saameget staar allsaa fasl, at det er forfærdiget i Portugal 1502. I den Retning peger ogsaa Navnene og de længere Legender, som alle er affallede paa Portugisisk. Harrisse gør opmærksom paa, al der blandt de første findes en hel Del, som er fuldstændig uforstaaelige. Delle viser jo, al Korlel i al Fald for visse Parliers Vedkommende maa være en Kopi, og at Kopisten paa sine Steder enten ikke har forslaael sit Forlæg rigligt, eller al delte selv allerede var forvansket.

Kortet bestaar af Pergamentsblade opklæbede paa Lærred. Bredden er 2m 20 cm, Højden l m 5 cm. Det forestiller Atlanterhavet fra lidt nordfor Polarcirklen (circulus arclicus) til nogel sydfor SienbukkensVendekres; Parlier af de tilgrænsende Verdensdele er afbildede paa begge Sider af Havel. Mod Vest ses de paa delle Tidspunkt opdagede Dele af Nord og Sydamerika. Tværs gennem Kortbilledeter med tykke, farvelagte eller forgyldte Liniermarkeret Circulus arcticus, Krebsens Vendekres,Æquator og Stenhukkens Vendekreds. Paalangsfra Nord til Syd er Skillelinien draget mellemde Portugal og Spanien tilhørende nyopdagede

---

1) Et farvelagt Facsimile i fuld Størrelse er af Harrisse udgivet som Tillæg til hans Bog Les Corte-Real. Afb. 3—43^—4 gengiver de Afsnit deraf, som omfatter Resultaterne af Corte- Reals Rejser.

1) Kortet selv bærer for neden til Venstre følgende Inskription: Carta da nauigar per le Isole nouamente tr .... in le parte de l'lndia: dono Alberto Canitno Al S. Duca Hercole.

Lande¹), saaledes som den var fastsat ved Traktateni Tordesillas (1494). Bredde- og Længdegrader er angivede, men med meget store Spring, og de af dem indesluttede Flader er ikke alle af samme Størrelse. Tegneren har allsaa forsøgt at antyde en virkelig Projektion. Den tekniske Udstyrelse er som paa adskillige af Datidens fine Kort et rent Kunstværk. Der er ødslet med Farver og Forgyldning,og hist og her anskueliggøres Kortbilledet ved Gengivelser af vedkommende Egns Flora, Fauna og Befolkning.

Efter det Fragment af Kortets Forhistorie, som er bekendt gennem Canlino's Brev, kan der ikke være Tvivl om, at det er legnet efter Bestilling af Hertugen, og at Anledningen til denne rimeligvis var de Meddelelser, han fornylig gennem Cantino's Rapport havde modtaget om Resultatet af G. C.s sidste Rejse. Dog gik Bestillerens Ønske aabenbarl ud paa at faa en, saavidt mulig, samlet Oversigt over de til Dato af Portugiserne og Spanierne paa Afrikas Kyst og i Vesten gjorle Opdagelser. Den, der udførte Arbejdet — formodentlig en Portugiser — har haft ret gode Forbindelser og gunstig Lejlighed til at gøre sig bekendt med en Række sikkert officielle portugisiske Specialkort over Resultaterne af de forskellige Opdagelsesrejser, og ved Hjælp af dem har han sammenstykket sit Helhedsbillede. Jeg siger udtrykkelig sammenstykket; thi den mærkelig forvirrede Maade, paa hvilken enkelte Partier af Kortet er sammenstillede, viser noksom, at her ikke er Tale om el i Forvejen omhyggeligt gennemtænkt, sammenarbejdet og af Tegneren kopieret Helhedsbillede. Nedenfor vil yderligere blive vist, at et enkelt Parti af Kortet tydeligt røber, at det er udrevet af sin oprindelige Sammenhæng. Her skal jeg gøre opmærksom paa, at de Landstrækninger mod Vesl, Portugal gjorde Krav paa, alle aldeles vilkaarligt er placerede øst for Skillelinien, som fastsatte den fremtidige Grænse mellem den portugisiske og spanske Krones Besiddelser, samt at det lige i Kortels vestre Rand synlige Fastland, der utvivlsoml skol forestille Nordamerikas Østkyst med Halvøen Florida, er rykkel ganske urimelig langt vestpaa, saaledes at det af G. C. opdagede Newfoundland ved vældige Havflader skilles fra Nordamerikas Østkyst, der her forløber i omtrent lige Linie fra Nord til Syd omtrent mellem 59° og 38° nordlig Bredde. Paa den Tid, da Kortet blev tegnet, var man nok i Stand til at observere et Steds Bredde, men Længdeobservalioner forstod man ikke at tage; Længden maatte derfor bestemmes efter et mer eller mindre løst Skøn; og her har Skønnet übetinget været stærkt paavirket af Hensyn til Portugals politiske Interesser, en Grund mere for den Antagelse, at Kortet er tegnet af en Portugiser. I det lange Løb kunde den Slags haarrejsende Fejltagelser naturligvis ikke fastholdes; men her drejer det sig jo ogsaa om en ganske ny Opdagelse, som endnu ikke var kontrolleret gennem Efterfølgernes Resultater.

Forøvrigt kan jo denne Kystlinie, rigt spækket som den er med portugisiske Navne, ja endog udslyret med et yderst tiltalende Omrids af Halvøen Florida, betragtes som en af de mange — skal vi sige pinlige — Overraskelser, dette Kort byder paa. Endnu er det nemlig en uløst Gaade, hvem der har gjort de til Grund liggende Opdagelser, som man skulde synes maalte forekomme Datiden epokegørende, men som ikke destomindre er passerede übemærket, ja lydløst gennem Historiens Kontrolapparat. Formodentlig drejer det sig om en af de mange uofficielle portugisiske Rejser, der blev iværksatte efter Columbus' opsigtsvækkende Togt. Da man senere var bleven klar over, at Resultatet kun kunde komme Spanien tilgode, blev det foreløbig som saa meget andet, begravet i Stilhed og glemt.

Paa Cantino-Kortet fik G. C.s Opdagelse en Hædersplads svarende til de Forventninger, man i Portugal knyttede til den. Landet er ansat omtrent paa samme Breddegrad som det britiske Rige, hvad der jo ikke afviger altfor meget fra Virkeligheden, markeret ved to Faner som portugisisk Eje og smykket med en veritabel Skov af høje Træer. Den østlige Kystlinie fremtræder stærkt profileret, og det hele er udstyret med en lang portugisisk Legende, som i Oversættelse lyder:

Delle Land blev opdaget efter Befaling af den høje og udmærkede Fyrste Kong Manuel, Konge af Portugal. Den, der opdagede det, var Gaspar de Corte-Real, en Adelsmand i den nævnte Konges Tjeneste, som, da han fandt det, [derfra] hjemsendte et Skib med en Del Mænd og Kvinder, som han traf paa i dette Land, og han blev tilbage der med det andet Skib, og man saa ham aldrig siden. Det antages, at han er omkommet. Der er dér mange Masle[lræerj.«

---

1) Ved den er skrevet: Este he o marco dantre castella & portugall.

Man vil uvilkaarlig lægge Mærke til, hvor nøje Indholdet af denne Legende stemmer med Cantinos Brev, der efter Sigende hvilede paa Kaptajnens Beretning. Ogsaa dets Misforslaaelser eller vel snarere Fejl genfinder vi (lo Skibe for tre; kun et vendt tilbage). Man kan derfor roligt gaa ud fra, at delle Parti af Korlet er en Frihaandstegning af den Mand, der udførte Arbejdet for Canlino med Benyttelse af de Oplysninger, denne kunde stille til hans Råadighed, hvilket rimeligvis var alt, hvad iiuin i Aaret 1502 vidste om den Ting. G. C.s Optegneiser tegneisereller Kort kendte ingen noget til. De eneste Vidnesbyrd, der forelaa, og som man beraaber sig paa, er Skibsfolkenes eller Kaptajnens Udsagn.

Endnu et Parti af dette Kort staar i Forbindelse med G. C.s Rejser. Dets Optagelse i Ensemblet kan kun være foranlediget af dem. Længst oppe mod Nord springer fra Kortets Rand vestfor en Ø, der bærer Navnet Islanda, en Halvø frem omkranset mod Vest af en Skærgaard. Paa dens Sydspids og et Stykke oppe paa Østkysten er anbragt en portugisisk Fane og til Oplysning for Beskueren slaar mellem dem paa et Skriftbaand en længere sa;i lydende portugisisk Indskrift:

»Delle Land, opdagel efler Befaling af den udmærkede Fyrste, Dom Manuel, Konge af Portugal, antages at være den yderste Spids af Asien, og de, som opdagede det, landede ikke, men de saa det og iaglloge inlel andel end tætte Bjærgmasser. Derfor forantager man ifølge Kosmografernes Mening, al del er den yderste Spids af Asien._<

I Overensslemmelse hermed er Halvøen betegnel som a pun la d'¹). Resten mangler; men hvorledes Indskriften skal suppleres, fremgaar jo af Legenden paa Skriftbaandet. Ingen kan være i Tvivl om, at dette Parti af Canlinokorlet kun er en Stump af et slørre Hele; allerede Betegnelsens fragmenlariske Skikkelse peger i den Reining. Tegneren har, saavidt man kan se, kun kopieret saa meget af den, som kunde faa Plads paa hans Kort (Bogstaverne er temmelig store og anbragte paa selve Halvøen).

For at forstaa denne Betegnelse (a punla d' Asia) og Indskriftens fragmentariske Skikkelse, maa det erindres, at langt ind i det 16. Aarh. herskede blandt Geograferne den Tro, at der omtrent fra Norges nordligste Punkt strakte sig en Landbro bro mod Vest gennem Ishavet, hvis yderste Ende dannedes af Grønlands Halvø. Vi ser denne Landpaa Zieglers Kort (1532), som bygger paa den svenske Ærkebiskop Johannes Magnus' Meddelelser, og den omtales ogsaa i Broderen Olaus Magnus' Historia (1555), som den store Landbro, der fra Grønland naar helt hen til den norske Konges Fæstning Vardhus. Der kan næppe være Tvivl om, al Ophavsmanden lil denne geografiske Hypothese er den danske Geograf Claudius Clavus (A-Typen af hans Kort; smlgn. Bjørnbo, Carlographia Groenlandica Afb. S. 132).

---

1) o: Spidsen af

Naar der i Legenden tales om Kosmografernes Mening, bør delle næppe tages altfor højtideligt. I det foreliggende Tilfælde er Kosmografernes Mening rimeligvis alene repræsenteret af det Oversigtskort, Tegneren benyttede som Grundlag for sine Stedfæstelse, af Ekspeditionens Resultater Her var Landstrækningen, som han antog, at Corte-Real havde set, betegnet som ,a punta d' Asia'. Delle Parti kopierede han saa og føjede det derefter ind i sit Oversigtskort. Den Signalur, han selv tilføjede, var kun en Gengivelse af Mandskabels Oplysninger omsat til Kartografiens Sprog. Kortstumpen skulde jo foreslille det isomflydte Bjærgland, der var observeret fra Søen Aar 1500. Følgelig maatle der indtegnes et Bjærgparli og udenfor dette et bredt Isbælte. Andet og mere end en Illustration til en tvivlsom Hypothese kan denne geografiske Signatur altsaa ikke gælde for. Det er Korttegnerens Forestillinger om, hvor Landet laa, og hvordan det saa ud. Der foreligger Vidnesbyrd om, at i det mindste én omtrent samtidig tidigportugisisk Kartograf løste den vanskelige Opgave paa en langt mere tiltalende Maade, nemlig Ophavsmanden til den Korttype, som er gengivet i Afb. 1. (= Fig. 35 i Cartographia Groenlandica). Indskrifterne viser jo, at ogsaa den skal illustrere Resultalerne af Corte-Real's Opdagelser. Her kaldes det Aar 1500 fra Søen observerede Land terra do lavrador og ansættes Nord for »Bacalnao« (det i 1501 opdagede Land), men begge Strækninger ligger tæt op ad hinanden kun skilte ved et smalt Stræde.

Om disse Stedfæstelser herskede der altsaa allerede i Samtiden meget delle Meninger. For mit Vedkommende er jeg, som antydet, mest tilbøjelig til at slutte mig til den sidst omtalte, der übetinget giver den bedst gennemtænkte Løsning af Problemet og til Punkt og Prikke og stemmer med Sømændenes Forklaring, saaledes som den foreligger i Pasqaligos Breve_—maaske ogsaa med de virkelige