Drageblodstræet med indledende Bemærkninger om den canariske Floras Oprindelse.

I Maanederne Januar^—April 1921 opholdt jeg mig paa de eanariske Øer og fik derved Lejlighed til at gøre mig bekendt med den rige og ejendommelige eanariske Flora, der i saa mange Aar har virket dragende paa Botanikerne.

Som vel kendt stammer den store Interesse, der knytter sig til de »lykkelige Øer«s Flora navnlig derfra, at det for en stor Del er den sydeuropæiske Tertiærflora, der, efterhaanden som Klimaet forværredes i Europa, fandt et Tilflugtssted paa disse Øer og er blevet bevaret der op til vore Dage, for mange Arters Vedkommende i næsten uforandret Skikkelse, efter at disse forlængst er gaaede til Grunde i Europa.

I Følge nyere Undersøgelser er det en hel Række af de eanariske og nærliggende Øers¹) mest karakteristiske Endemer, der er fundne i fossil Stand i Europa, enten i ganske lignende Former eller meget nærstaaende. Af Lavlandets Arter kan saaledes nævnes Drageblodstræet og Phoenix Jubae, den skønne eanariske Palme; af Laurbærskovenes Arter saa karakteristiske Repræsentanter som Persea indica, Laurus canariensis, Ocotea foetena, Viburnum rgosum, Smilax canariensis, Woodwardia radicans, Adianthum reniforme, Asplenium hemionitis og mange andre; endelig skal endnu blot nævnes den prægtige og nøjsomme eanariske Fyr Pin-us canariensis.

Til disse Tertiærrelikter, som man kan kalde dem, altsaa endemiske Arter, der kan føre deres Oprindelse tilbage til gamle, forlængst uddøde Stamfædre, og som i Almindelighed repræsenterer den sidste levende Type af nu uddøde Slægter, eller hvis der overhovedet findes nærmere beslægtede Former, disse da maa søges i fjærnere Egne, har der saa endvidere under Øernes lange Isolation og under Indflydelse af det gunstige Klima efterhaanden denpaa de makaronesiske Øer og særlig paa de eanariske Øer dannet sig et meget stort Antal nyendemiske Arter. Og flere af disse tilhører særdeles levedygtige og livskraftige Slægter, der endnu synes at være i fuld Udvikling af nye Arter. Som det mest berømte Eksempel herpaa maa nævnes Slægten Sempevivum, hvoraf der hidtil paa Øerne er udskilt ikke færre end 59 Arter.

Hvorledes Tertiærtidens Planter er komne til Øerne, og om disse tidligere har været i landfast Forbindelse med Fastlandet eller ej, derom har der saavel blandt Botanikere som Zoologer og Geologerstaaet megen Strid. Der er dem, der mener, at Øerne i tidligere Tider først har været en nordligUdløber af det forsvundne Atlantis, for derpaa i den yngre Tertiærtid at have været forbundne med det afrikanske Fastland og endelig, efter at store Dele af dette er sunket i Havet, til Slut har ligget isoleret. Floraen kunde da tænkes dels at indeholde Rester af Atlantis Flora, dels gennem Forbindelsen med Afrika over Land at have faaet tilført ikke blot afrikanske Former, men ogsaa mediterrane og sydeuropæiske. Endvidere har der ogsaa, efter at Øerne er blevne isolerede, overladte til sig selv, stadig været Mulighed for Tilførsel ved Hjælp af Fugle, ved Vinden og ved Havstrømme. Andre mener, at Øerne aldrig har været landfaste, og de har da faaet deres Flora tilført ene ved Hjælp af Fugle, Vinden og Havstrømme. En stor Del af den eanariske Floras mest karakteristiske Arter har Frugter, der gærne ædes af Fugle, og Frøene af disse Planter kan derfor let tænkes at være førte over Havet fra Europa. Dette er f. Ex. Tilfældet med den eanariske Palme og med Drageblodstræetog endvidere med næsten alle Arter, der sammensætter den eanariske Laurbærskov, og netop med Hensyn til de sidstnævnte er det jo saa aabenbart, at deres Indvandring til Øerne skyldes Fuglene, hvorledes skulde de ellers være komne op i de Højder paa Bjergene, ca. 2—30002^—3000 Fod, hvor Laurbærskovene vokser, ved Vindens Hjælp kan

---

1) Sammen med de capverdiske Øer, Madeira og Acorerne danne disse Øer et eget Floraomraade: Makaronesien.

disse Arters forholdsvis tunge Frugter ikke tænkes
at være førte til Øerne.

Andre Arter, f. Eks. Erica arborea og Bregnerne har saa fine og letle Frø og Sporer, at de maa kunne formodes at være bragt til Øerne ved Hjælp af Vinden eller faslklæbede til Fuglenes Fjer. Ved Hjælp nf Fugle, Vinden eller Havstrømme er der naturligvis ogsaa stadig Mulighed for Indvandring, og adskillige mediterrane og nordafrikanske dog være nok her, derimod skal jeg endnu blot med et Par Ord omtale, at ligesom den tertiære europæiske Flora viser Slægtskab ikke blot og overvejende med den nulevende mediterrane Flora, men ogsaa i sig indeholdt en hel Del Arter, hvis nærmeste Slægtninge nu maa søges i Afrika og Amerika, ja selv i Asien, saaledes gaar det paa lignende Maade med den nulevende canariske Flora. Hovedmængden af dennes Arter er i nær Slægt

Arter, hvis Frø egner sig til Transport, er rimeligvis kommet til Øerne i nyere Tid. Derimod er det ikke lykkedes f. Eks. de mediterrane Ege eller Pinien, hvis Frø er altfor tunge, ad naturlig Vej at naa til Øerne; men de er nu plantede paa mange Steder og trives udmærket. I det Hele taget har Mennesket, navnlig efter Øernes Erobring af Spanierne, tilført dem et stort Antal Arter saavel vildtvoksende som dyrkede.

Hvor interessante disse Indvandringsspørgsmaal
end er, og hvor fristende det derfor kunde være
mere indgaaende at fordybe sig i disse, maa dette

Visnea mocanera, Bosia Yervamora med fl.
Arter.

Til disse indledende Bemærkninger skal endnu blot føjes, at man faa Steder paa Jorden finder Vegetationen inddelt i saa udpræget og skarpt adskilte Regioner, efterhaanden som man stiger op ad Bjergene, som paa de canariske Øer specielt paa Tenerife, der med sin mægtige Vulcan, Pico de Teyde i Midten, naar op til en Højde af 3730 m. Man kan skelne mellem følgende tre Regioner.

Den basale subtropiske Region fra Havets Overflade op til 700—800 Meter med et solrigt, tørt Klima næsten regnløst om Sommeren og med Regntid i Januar — April. Den montane Region fra ca. 700—800 Meter og op til ca. 1600—1700 Meter. Det er Skyregionen, der næsten daglig fra 9—109^—10 Formiddag til hen paa Eftermiddagen er indhyllet i Taage. I den lavere Del af denne Region og paa de fugtigste Steder træffer vi Laurbærskoven, medens den canariske Pinie tager til Takke med de tørrere Steder og vokser op til en Højde af ca. 2000 m paa gunstige Steder. Over denne Region kommer endelig det tørre, alpine Bælte, Regionen gionenover Skyerne, hvor den ofte omtalte »Retama blanca«, Spartocytisus supranubius, som den eneste større Busk i dette højst ugunstige Klima formaar at friste Livet selv i Højder af mere end 3000 Meter.

Efter disse kortfattede indledende Bemærkninger skal vi nu gaa over til en nærmere Omtale af det berømte Drageblodstræ, Dracaena Draco L.

Dette omend ikke Verdens højeste, saa dog i Forhold til dets kolossale Bredde og mægtige Stamme, største monokotyle Træ er vel nok det mærkeligste og mest omtalte af de canariske Øers mange ejendommelige Planter. Det hører hjemme i den varme, tørre og solrige, subtropiske Region, men er nu i hvert Tilfælde i vild Tilstand sjælden paa de canariske Øer. Paa Madeira, hvor det ligeledes forekommer, er det yderst sjældent som vildtvoksende; derimod synes det at være ret almindeligt udbredt i Bjergene paa de Capverdiske Øer. Den nærmeste nulevende Slægtning af Drageblodstræet findes paa Øen Sokotra i det indiske Hav ved Afrikas Østkyst. Denne Art, Dracaena Cinnebari Bal f., naar dog ikke de mægtige Dimensioner som den canariske Art; det er mere uregelmæssigt forgrenet og har kun faa Grene.

Endvidere er Dracaena shizaatha fra Somalikysten og Dracaena Ombet fra Nubien nærbeslægtede med Dracaena Draco. I Eocin og Nedroligocen fandtes flere Arter Dracaena i Mellem - og Sydeuropa; flere af disse Arter var nærbeslægtede med Dracaena Draco og havde lignende Dimensioner; navnlig var Dracaena Brogniartii og Dr. narbonensis, meget nær den nulevende makaronesiske Art.

Som nævnt er Drageblodstræet i vild Tilstand nu sjældent paa Øerne. Hvorvidt dette Træ tidligere har været almindeligt, og hvorledes i det Hele taget Vegetationen har set ud, før Mennesket greb ind, er naturligvis vanskeligt at sige, men der er jo al Grund til at formode, at den har haft et lignende Udseende og en lignende Sammensætning, som den vi endnu træffer paa Lavamarkerne og paa de stejle Klippevægge i de talrige Kløfter og Slugter (Barranco som de kaldes paa Øerne) og da det netop er saadanne Steder, særlig paa stejle Klippevægge, at man endnu i rild Tilstand finder Drageblodstræet, er der god Grund til at formode, at det har været almindeligt udbredt i tidligere Tider. Jeg har kun set nogle faa utvivlsomt vildt voksende Exemplarer højt oppe paa de stejle utilgængelige Fjelde

over den imponerende, skønne Landevej langs Nordsiden af Tenerife mellem Garachico og Los Silos (Fig. 2.), hvor Draco'en ogsaa omtales at være iagttaget tidligere. I den modsatte østlige Ende af Øen i de stejle Anagabjerge, østlig for Taganana omtaler Professor Schroeter i sin fornøjelige Excursionsbericht¹), at Deltagerne i den schweitziske Exkursion til Øerne for nogle Aar siden talte 28 Exemplarer af vilde Drageblodstræer. Heller ikke det andet monokotyle Træ, karakteristisk for den basale Region, nemlig den canariske Palme træffes nu almindelig i vild Tilstand. Men medens Palmen er yderst almindelig dyrket og forvildet i det kultiverede Omraade, er dette ikke Tilfældet med Drageblodstræet. Kun i Villahaver og offentlige Anlæg ser man jævnlig Dracaena'en, den jævnere Befolkning paa Landet, for hvis Haver og Marker Palmen er en Pryd, interesserer sig ikke for Drageblodstræet og dette staar jo ganske simpelt i Forbindelse med, at Palmen, navnlig dens Blade, finder Anvendelse paa mange Maader,,medens Drageblodstræet ikke er til videre Nytte. Det siges, at dets Blade i tørre Perioder anvendes til Kreaturfoder, men dette skal jo ikke bidrage til dets Bevarelse.

Dracaena Draco har som nævnt sine nærmeste nulevende Slægtninge i Africa, og selv om det som sagt er meget nær beslægtet med Former fra den europæiske Tertiærflora, ja, muligvis selv stammer herfra, har det dog sikkert sin Rod i det mørke Fastland. Dets kolossale, næsten plumpe Udseende staar ogsaa godt i Samklang med dets Fædrenehjem, der har avlet saa mange Kolosser baade blandt Dyr og Planter. Med god Grund kalder den schweitziske Botaniker Christ²) det for Mammuttræet, idet han udtaler, at dette Træ langt snarere fortjener denne Betegnelse end den slanke Wellingtonia. Og allerede som ganske ungt Træ har det et kluntet og bizart Udseende (Fig 3.). Stammen er sträx selv paa ganske lave Eksemplarer tyk, søjleagtig op til 10 cm i Tværmaal. Den er graa og glat, foroven med brede, smalle skruestillede Ar efter de efterhaanden affaldende Blade. Den øverste Del af Stammen har ofte afvexlende ringformede Indsnævringer og Udvidelser, hvad der rimeligvis skyldes svagere Vækst i Vintermaanederne, kraftigere i Sommertiden. Foroven er Stammen kronet af en meget stor Roset, bestaaende af talrige lange, linieformede, spidse, stive, skruestillede Blade. Midt inde i denne Roset ligger Vækstpunktet, som uden at dele sig vedbliver at vokse opad, indtil Blomstringen indtræffer. Dette sker sjældent, før Planten er ca. 25^—30 Aar gammel, og dens Højde er da ca. 20 Fod. Blomsterstanden, der er terminal og som sætter en Stopper for Stammens videre Længdevækst, er en stor klaseformet Top. De enkelte Blomster er smaa, gullig hvide. De aabner sig om Natten. Blomstringen plejer at indtræffe i August.

Frugten er et Bær af Størrelse omtrent som Kirsebær, rødgul og meget saftig; den indeholder l—3 Frø. Frugten fortæres gærne af Fugle, som dervedhjælper til at sprede Planten. Med Blomstringen standser Hovedskuddet sin Vækst, Blomsterstanden visner og falder af, og paa samme Maade gaar det efterhaanden med Bladene. Men tæt oppe ved Blomsterstandens Grund danner der sig, alt efter Plantens Kraft, 4—7 kranstillede Knopper. Af disse udvikles skraat opad og udadrettede Grene, der hver især i deres Top bærer en Bladroset lig Moderaksens;Grenene er tynde ved Grunden, tiltager i Tykkelse opad omtrent til Midten, for saa atter jævnt at smalne af mod deres øverste Ende (Fig. 4.). Efter nogle Aars Forløb afslutter Grenene deres

---

1) C. Schröter, Eine Exkursion nach den Canarischen Inseln. Zürich 1909.

2) Christ, D. H., Vegetation und Flora der Canarischen Inseln. (Englers botanische Jahibücher, Bd. 6, 1885).

Vækst med en terminal Blomsterstand; tæt under denne dannes atter et Antal Knopper, hvorfra der udvikles skraat opadrettede Grene, og idet denne Proces i Aarenes Løb stadig gentages, (Fig. 5) bliver Slutresultatet den mægtige skærmlignende Krone, som man finder hos gamle Træer, og hvorved Træet faar Udseende af en uhyre Solskærm eller snarere af en med utallige Anne forsynet kolossal Kandelabre.

Som det fremgaar af ovennævnte Skildring, er
Forgreningen sympodial og foregaar omtrent paa

samme Maade som f. Ex. hos Rhizomet at Storkonvallen (Polygona turn). I Begyndelsen er Sidegrenene ret lange, og deres Antal som nævnt varierende fra 4—7;4^—7; senere naar Træet bliver ældre og Pladsen mellem de endestillede Rosetter mindre, bliver Grenene kortere, og Antallet tager af. Til sidst hos det gamle Træ udvikles i Almindelighed kun en ny Erslalningsknop.

Samtidig med at den skærmformede Krone tiltager i Bredde, bliver Stammen tykkere og tykkere, og Barken, der er glat bos det unge Træ, bliver efterhaanden ujævn og fuld af dybe Furer og Revner. Hist og her saavel fra Slammen som fra Grenene neneudspringer korle, tykke, uregelmæssigt formede Luftrødder, som yderligere bidrager til at give denne bizarre Skabning et ejendommeligt Udseende.

Som nævnt blomstrer Træet første Gang i Almindelighed i en Alder af 25^—30 Aar; dog kan det blomstre tidligere; f. Ex. omtaler Botanikeren Schacht¹) at have set et formodentlig 8 Aar gammelt meltTræ blomstre i Omegnen af Santa Cruz paa Tenerife. Hvor lang Tid, der hengaar mellem hver Blomstring, ved man ikke noget bestemt om. Efterhaanden som Træet ældes, indtræder Blomstringen dog sikkert med kortere og kortere Mellemrum. Dette viser ogsaa Grenenes Længde hos det ældre Træ, idet disse, delvis maaske ogsaa af Pladsmangel og manglende Ernæring, bliver kortere og kortere og ulige lange. Heller ikke naar alle Grenene at blomstre samtidig hos del gamle Træ. Hvis Blomstringen indtraadte med regelmæssige Mellemrum, havde man muligvis haft et Middel til at bestemme de gamle Træers Alder. Denne er nemlig i høj Grad omdisputerel; trods. Træets betydelige Tykkelsesvækst viser Stammen ingen Aarringe, og man mangler derfor et tilforladeligt Udgangspunkt. Man har anslaaet de ældste Træer til at være 4000^— 6000 Aar gamle, men efter senere Tiders Maalinger af Træernes Tykkelsésvækst synes denne at foregaa ret hurtigt saaledes, at man rimeligvis kommer Sandheden adskillig nærmere ved kun at antage ligesaa mange Aarhundreder for de ældste Træers Vedkommende som tidligere Aartusinder.

Det berømteste Drageblodstræ er det, der først blev beskrevet og omtalt af Alexander v. Humboldt og som stod i Villa Orotava paa Nordsiden af Tenerife. Humboldt anslog i 1799 dets Højde til at være op imod 60 Fod, Omfanget af Stammen lige 'over Jorden til 45 Fod. I 1837 ansaa Berthelot dets Højde for at være ca. 75 Fod, og Omfanget fangetved Basis 46¹/₂ Fod; ien Højde af 20 Fod begyndte Forgreningerne. En Orkan rev i Aaret 1819 den halve Del af Kronen, og i Marts 1867 blev den tiloversværende Del blæst af i en Storm, og Aaret efter brændte den tilbageblevne Stamme. Dette Træs Alder er blevet anslaael til 4000—6000 Aar, men, som fremhævet ovenfor, er disse Tal sikkert altfor høje.

Det største nulevende Træ, som rimeligvis ikke
staar meget tilbage for Humboldts, findes i den

---

1) Schacht. H., Madeira und Tenerife mit ihrer Vegetation, Berlin 1859, p. 26.

lille By Icod de los Vinos, smukt beliggende tæl under Pico de Teyde paa Nordsiden af Tenerife. Fig. 6 er en Gengivelse af et Fotografi, som jes to"g af Træet i de tørste Dage af Februar dette Aar.¹ Træet har en meget ujævn furel Stamme med bred Basis, smalnende jævnt af opad. Overalt bryder der Luftrødder frem, der dels vokser nedad Stnmmen,dels men,delshænger frit nedad fra de nederste Dele af Grenene. I ca. 8 Meters Højde begynder Forgreningen.Grenene opdeles eflerhaanden i utallige Smaagrene og danner en umaadelig Skærm, hvis Diameter er omtrent lige saa lang som Træet er højt. I 1857 anslog Schacht²) Træels Højde til 60^—80 Fod. Stammens Omfang i 8 Fods Højde over Jorden til 9,5 m og tæt over Jorden til mere end 12 m. I 1884 maalle den schweitziske BotanikerChrist (1. c., p. 471) delte Træ i samme Højde oppe paa Stammen sorn af Schacht angivet og fandt da, at Stammen her var 11 Meter og 70 cm. Denne Maaling viser, at i blot i 27 Aar har Træet taget 2,2 Meter til i Omfang, en meget betydelig Tilvækst og Christ (l. c.) gør derfor med Rette opmærksom paa, at Træet rimeligvis vokser langt hurtigere end tidligere antaget. Da Christ³) var i Icod, stod dette Træ i en lille Have omgivet af Kaffebuske, og Christ udlaler, at Træet var fuldkommensundt. Nu da jeg besøgte Icod, var Træets nærmeste Omgivelser og den Behandling, det blev til Del, alt andet end gunstig. Det stod paa en Tomt, hvor Jorden var mere eller mindre oprodet, og efter alt at dørnme gik et Grænseskel mellem to Ejendomme tværs igennem Stammen. I hvert Tilfælde var der bygget en høj Sten mur tæt hen til Stammen og paa den ene Side havde man hugget en hel Del af den nederste Del af Stammen bort, for at faa Plads til en Fortsætlelse af Muren, en skammelig Vandalisme, hvorved Træets Modstandsevnemod Storm jo i høj Grad svækkes, og en Frerngangsmaade mod en saadan Veleran, der vilde være utænkelig i ethvert andet Land. Efter at ovenstaaendevar nedskrevet, finder jeg i Chun s »Aus den Tiefen des Weltmeeres«, Jena 1900, p. 54, dette Træes skandaløse Behandling omtalt paa følgendekraftige Maade: »Wer freilich vermuthet, das man heutigentags eines alten Drachenbaum als Nationalheiligtum schützen würde, rechnet nichl mit dem mangelhaft entwickelten historischen Sinn und dem.ganzlich fehlenden natursvissensshaftlichen Interesse der Spanier«, en Udtalelse som jeg ganske kan slutte mis til.

Det næst ældste, men sikkert det h-øjeste o°
mest harmonisk udviklede Drageblodstræ paa Tene-

rife staar i Orotava-Dalen i den lille By Raalejo bajo (Fig. 7). Deter et overordentligt smukt Træ med høj slank Stamme, som først r ca. 12 Meters Højde deler sig i et Utal af Grene, der foroven danner en ganske regelmæssig, cirkelrund kuppelformet Krone. Dette Træ vokser under gunstige Forhold, og dels Vokseplads er af stor Virkning. Det staar nemlig højt oppe over Dalen tæt ved et lille Kapel nær ved Randen af en Terrasse, hvorfra det som en mægtig Kandelaber ses r milevid Afstand. Christ anslaar det til ca 25 Meters Højde. Stammen er ved Basis bred og furet, opad smalner den jævnt af til den halve Tykkelse og bliver mere glat.

---

1) Et meget smukt Billede af dette Træ findes i H. Schenck. Beiträge zur Kenntnis der Vegetation der Canarischen Inseln. Mit Einfügung hinterlassener Schriften A. F. W. Schimpers i Deutsche Tiefsee-Expedition IK9B—1899, Bd. 11., 1. Teil, Jeana 1907. Taf. 18.

2) H. Schacht, 1. c., p. 25.

3) Christ, H., Eine Frühlingsfahrt nach den Canarischen Inseln, Basel 1886.

Endelig skal endnu nævnes, at det 3die største Drageblodstræ paa Tenerife findes i den gamle Hovedstad Laguna beliggende i omtrent 1800 Fods Højde paa Bjergryggen bag Santa Cruz. Dette Træ 1) er forholdsvis lavt, næppe mere end 12 m højt, men til Gengæld meget bredt. Det har en ganske lav Stamme, der allerede deler sig i omtrent Mandshøjde. Naar det er saa lavt og kompakt, skyldes det maaske den store Højde, det vokser i, ret nær den øvre Grænse af den subtropiske Region. Træet staar paa en gunstig Plads inde i en gammel Klosterhave.

Det i tidligere Tider som Lægemiddel meget eftertragtede Drageblod saa jeg ikke noget til. Jeg forsøgte naturligvis at stikke og skære i Barken, men der viste sig ingen Harpiks, det friske Saar var hvidt, derimod havde ældre Saar en rødbrun Farve. Om Sommeren, naar Træet er i mere frodig Vækst, skal der derimod flyde Saft ud ved Snit i Barken. I tidligere Tider blev der eksporteret en Del Drageblod fra de canariske Øer, nu er dette vist ganske ophørt. Det Drageblod, der gaar i Handelen, stammer dels fra den paa Socrota voksende Dracoena dels og navnlig fra den indiske Palme Calamus Draco.

Guancherne, Tenerife's Urindvaanere, der saa heltemodigt i næsten et Aarhundrede forsvarede deres Ø mod Spanierne, brugte Drageblodet og Barken i det Hele taget ved Balsamering af Ligene.

Den første botaniske Beskrivelse og Afbildning af Drageblodstræet skyldes Botanikeren Carol us Clusius, som i sit Værk »Rariorum Plantarum Historia«, Antverpiæ 1601, Liber L, Cap. L, p. 1. giver en meget god Afbildning tillige med en længere Beskrivelse af et Drageblodstræ, han havde set i en Klosterhave i Lissabon. Men længe før den Tid finder vi Drageblodstræet, som ved sin fantastiske Form naturligvis ikke kunde andet end indvirke paa Datidens Mennesker, taget i Kunstens Tjeneste.

Botanikeren H. Schenck hår fornylig i en interessant lille Afhandling: »Martin Schongauer's Drachenbaum«¹) gjort opmærksom paa, at denne tyske Kobberstikker allerede henved 100 Aar tidligere paa sit Stik »Flugten til Ægypten« (fra ca. 1470) har givet et særdeles vellignende Billede af et yngre Drageblodslræ, samt at senere Fremstillere at dette Træ, f. Eks. Albrecht Dürer, Burghmair, Bosch og andre har benyttet dette som Forbillede.

---

1) En smuk Afbildning af dette Træ findes i Schenck's ovenfor citerede Arbejde, Tavle 19.

1) Naturwissenschaftl. Wochenschrift, Neue Folge, 19. Bd., 1920.