En Rejse i Sydamerikas Højfjælde og Urskove.

I Sommeren 1914 stod jeg midt i Forberedelserne til en ny stor svensk Sydpolsekspedition, da Krigen udbrød, og hele Ekspeditionen maatte opgives; men jeg besluttede mig dog til for en Del af de indsamlede Penge at foretage en Udforskningsrejse til den amerikanske Vestkyst. Hovedforrnaalet for Rejsen var en Undersøgelse af Nedisningsomraadet i de sydpatagoniske Kordilleraer, men jeg vilde samtidig anvende den foregaaende antarktiske Vinter til nogle sammenlignende Studier af Is og Istidsdantielser i Perus Højfjældsomraade og derfra udstrække Arbejderne til nogle lidet kendte tropiske Lavlandsomraader ved Bjærgkædens Østside. Jeg assisteredes paa Rejsen af Allan Bäckmann som Geograf og Meterolog og af Grev Sten von Rosen som Zoolog samt under Arbejderne i Patagonien af Kaptajn N. Pallin som Kartograf.

Vi forlod Sverige i Begyndelsen af Juni 1920 og naaede vort første Maal, Lima, den 20. Juli. Her gjorde jeg straks Bekendtskab med Lederen af Universitetets naturhistoriske Museum, Professor Carlos Rospigliosi, der foreslog, at vi i Forening skulde gennemføre den store planlagte Ekspedition, ligesom det lykkedes ham at udvirke, at den peruanske Regering stillede alle til vort Foretagende nødvendige Midler til vor Raadigbed. Sjældent er sikkert en fremmed Ekspedition bleven modtaget med saa megen Velvilje som vi blev i Peru. Min Plan var saa vidt muligt at faa en Dobbeltprofil af hele Kordillerakæden og derved i det mindste at lære noget at kende af alle de tre overordentlig ulige Zoner, i hvilke Peru inddeles; i Vest Kystørkenen, i Øst de evigt fugtmættede og regndryppende dryppendeForløbere for Jordens vidtstrakte tropiske Urskov og mellem dem begge den brede og mægtige Bjærgkæde. Disse staar ikke alene i ringe Berøring indbyrdes, men hver af dem har ikke alene sin egen Natur, men endog sin egen særskilte Kultur.

Tværs over disse Bælter, frem og tilbage, gik den »Svensk-Peruanske Ekspedition«s Vej. Fra Lima gaar gennem Rimacdalen op til Højsletten og videre til den gamle vidtberømte Kobber- og Sølvgrubestad Cerro del Pasco, den allerede i 1870 paabegyndte Jærnvej, som naar højere op end nogen anden paa Jorden og er, særlig naar det tages i Betragtning, paa hvilket Tidspunkt den blev bygget, et af Teknikkens Vidundere.

Langsomt stiger Linjen i dristige Kurver op over Taagemasserne og ofte over yderst vilde og dybe Kløfter langs Dalen med dens Beplantning af Sukkerrør og Frugttrær, men ogsaa langs golde Grusstrækninger bevoksede med Kaktus i underligeFormer, den stiger højere og højere op mod P'jældtoppen, der i det Fjærne lyser hvidt af Sneen. Det sidste Pas passeres i en Tunnel, der er 4775 m over Havets Overflade, og som ligger ved Foden af det ca. 5400 in høje Meiggsbjærg, hvis Top altid eller næsten altid er snedækt. Afstanden til det Stille-Hav er i ret Linje ikke mere end omtrent100 km, og alligevel passerer man allerede her Vandskelslinjen mellem to Verdenshave, og Landet sænker sig nu atter mod det mægtigste af Jordens Flodomraader. Som ved et Trylleslag forandresLandskabet, alle Floder bliver bredere og Bækkene rinder mod Øst i flade Dale. Ved det

store Smelteværksted Oroya deler Jærnvejen sig og
dens nordre Gren løber videre til Grubebyen Cerro
del Pasco.

Vi svingede af mod Syd, da vor vældige Ekspedition, der foruden Æselsdrivere og Hjælpere bestod af omkring 25 Personer, skulde samles i en af de i ernæringsgeografisk Henseende interessanteste Pladser i Perus Højland, nemlig den ca. 3700 m over Havet beliggende store Hazienda Pachacayo, hvor der paa et Ejendomskompleks paa ca. 1200 kv'km holdes omtrent 18000 Kreaturer og 30000 Faar. Ekspeditionen dvælede her nogle Dage, medens jeg med nogle Ledsagere gjorde en Afstikker mod Syd for at studere Jordlag og Søbækener ude paa selve Højsletten og tillige stifte Bekendtskab med det vidtstrakte og betydelige, men endnu

kun i ringe Grad udnyttede Stenkulsleje, der breder sig her. Man besjæles af en herlig Frihedsfornemmelse, naar man paa en god Hest rider hen over disse endeløse, nøgne Vidder, der nu om Vinteren kun er bevokset med gulbrunt Græs, og frem af hvilke lave Bjærgpartier hæver sig, medens Blikket svæver ud over store Sølandskaber og baade i Øst og Vest fængsles af snedækte Bjærgkæder, som man ikke skulde vente at træffe paa saa tæt under Ækvator. I de lavere Dale støder man hist og her paa Kreaturhjorde, hver Gruppe paa et Par hundrede Dyr, vogtede af en indiansk Hyrdefamilie; her nede træffer man ogsaa paa Hvede, Byg og Kartofler, dyrket paa ret primitiv Vis. Højere oppe, omtrent i 4000 m's Højde, begynder Faarenes Region. Vegetationen bliver sparsommere og bestaar hovedsagelig af stridt Græs og sejge Stængler, og mellem dem træffer man en af Højlandets mærkeligste ligsteVækster, den hvide Uldkaktus, Opuntia floccosa, med sit uskyldige Udseende, som minder om et blødt Faareskind, medens de tætte Uldhaar i Virkeligheden skjuler en Mængde skarpe Pigge, som springer frem af en kødfuld Stamme. Men atter gaar det højere opad, op til Egne, hvor Faarene hverken kan finde Næring eller trives. Her er Lamaens og dens endnu uldrigere Slægtning, Alpakens, uomstridte Rige, maaske disse aabner Muligheden for en Gang i Fremtiden at udnyttes. Overalt ser man Spor af Fortidens Isperiode. Jeg skal senere et andet Sted gøre Rede for de lagttagelser, jeg gjorde heroppe.

Vor Vej gik tilbage til Oroya, og medens Mørkettog til, befandt Ekspeditionens Medlemmer sig den 2. September i Automobiler paa Vej over den Fjældryg, der skiller Mantarodalen, hvor vi hidtil har arbejdet, fra den næste store Hoveddal. Der oppe i en lang, übeskrivelig øde Pasdal i over 4000 m's Højde begynder en lille übetydelig Bæk, som det nu var vor Hensigt at følge til den dybt nede ved Forbjærget danner en betydelig Hovedgrentil Jordens største Flod. Bækken skærer sig brusende ned gennem en vild Kløft, og Vejen løberi skarpe Svingninger paa Randen af Afgrunden.Med Auto kan man ikke komme længere, og i den lille By Tarma besteg vi vore Heste og sler.Det videre nedad, medens Klimaet bliver mildere og Naturen mindre øde. Atter trænger Dalen sig sammen, og Floden, som nu er stor og skummende,løber i en Kløft dybt nede i Afgrunden, medens Vejen ofte er udhugget i Klippen og undertidengaar

at ogsaa en af vore Mulæsler var styrlet ned med sin Byrde. Dyret fandies dræbt, men dets Byrde, blandt hvilken der fandtes en Mængde Fotografipladerfra Sierra og adskillige andre værdifulde Ting, var i en Tilstand, som vi helst vil glemme. Det var velgørende henimod Midnat at se Lysene skinne i Huacapistana, det lille Værtshus, hvor vi skulde tilbringe Natten, og ikke mindre skønt var det at vaagne næste Morgen og se en Have med pragtfulde Blomster og herlige Frugttræer.

Men Huacapistana ligger i næslen 2000 m's Højde, og endnu har vi et godt Stykke til den egentlige Urskov. Vi passerer Landsbyer og flere store Plantager, hvor der dyrkes Kaffe, Coca og Sukker. Vanskelighederne ligger frem for alt i at finde Produkter, der kan taale den lange, dyre Transport til Jærnbanestationen. Med Sukker lønner det sig ikke, men derimod betaler det sig, naar det förædles til Brændevin, og man møder paa Vejen den ene Karavane efter den anden lastet med Kar fulde af den værdifulde Vædske. I den store Perenéfarm, som ledes af et stort, engelsk Selskab, tilvirkes ikke Brændevin, men Kaffe, og i den seneste Tid i stor Udstrækning Agavetrevler, »maguey«. Det var denne Planlage, den største af dem alle og tillige Kulturens yderste Forpost, som nu var vort Maal. Ogsaa der skete Ankomsten i Nattens Mørke den 8. September. For at lyse for os var der tændt et Baal, ved hvis Skin vi skimlede brune Skikkelser, prydede med Fjer og Halskæder. Det var vort første Møde med campas, Skovens Indianere, her fredelige Plantagearbejdere, og i den nærmest paafølgende Tid vore Rejseledsagere. Vi kunde mærke, al vi befandt os i en ny Verden.

Her maatle vi indrette os paa at dvæle i nogle Dage. Sikkert havde Plantagens Ledere saa vel som Indianerne hørt tale om vor Ankomst, og de sidstnævnte havde begyndt at samle og tørre Tømmerstokke af del meget letle Ved »Palo balsa« og Ochroma lagopus, hvoraf vore Flaader skulde laves, men Arbejdel maatte overvaages og den lange, besværlige Fiodrejse forberedes. Mellem Planlagen og det Punkt, da Floden efter Foreningen med Ene antager Navnet Tambo, beregnes Perenéflodens Længde til hen ved 200 km og sænker sig paa denne Strækning omtrent 300 m, fra 650 til 350 m. I tidligere Aarhundreder blev Perené befaret af Missionærer, men den første, som i den senere Tid har passeret den i hele dens Længde, var den lysk-pemanske Ingeniør Werthemann, som i 1'876 under übeskrivelige Vanskeligheder og i stadig Krig med vilde Indianere var saa heldig med Flaader at passere Floden. Siden da er Floden kun blevet passeret nogle faå Gange. Allerede Højdeforholdene viser, at Floden danner en rivende Strøm, afbrudt af nogle ikke helt übetydelige Fald. Transporlen nedad Floden voldte os store Vanskeligheder. Indianerne var uvillige til al gaa med, og vi maalle byde dem en ret üblu Betaling. Vore Dyr og en Del af Soldalerne skulde sendes ad en lang Ve] for at møde os ved Mundingen af Perené, men vi var endda 20 hvide Mænd og, som det senere viste sig, 15 Indianere, som skulde fragles nedad Strømmen, og vor Flolille, som beslod af en smal Kano, udhuggd af en eneste Træstamme, og mere end et Dusin Flaader. var knap og nap tilstrækkelig

stor. Vi maalte regne med, at en betydelig Del af vor Udrustning kunde gaa over Bord, og megen Proviant var der sandsynligvis ikke Lejlighed til at faa undervejs.»

Efter en Uges Arbejde oprandt endelig den Dag, da vi kunde begive os paa Vej med vor brogede Skare, hvoriblandt der var Repræsentanter for omtrent 7 Nationer, og vor anselige Flotille, prydet med peruanske og svenske Flag, startede. To Uger varede vor Flodfart, men det er ikke min Mening her at skildre alle vore Vanskeligheder. Der gik ikke mange Minutler efter Starten, før vor Kano laa halvt kæntret i en Strømhvirvel, som truede med at fylde den med Vand, og vi maatte ud at hjælpe den paa ret Køl, og nogle

Øjeblikke senere strandede en af Flaaderne paa en Sandbanke, saa det log nogen Tid at bringe den flot igen. El Par Dage lykkedes del os at holde vore allervigtigste Sager tørre, men det varede ikke ret længe, før alt var gennemblødt af Vand. Saa kom de store Vandfald, hvor Sagerne for en stor Dels Vedkommende maalte bæres over stejle Klipper, medens flere af Flaaderne forulykkede. For al lette Flaaderne maalte vi vandre store Strækninger langs Bredden, el besværligt Arbejde, særligt naar man maalte klatre op og ned af Klipperne og med Skovkniven hugge sig Vej gennem Slyngplanterne. Jeg maa udtale min varmeste Beundring for Indianerne; det er ikke let al styre de klodsede Flaader gennem Hvirvlerne. Naar man ser disse Mænd vandre over Sten og gennem Skov med en vældig Byrde paa Ryggen, eller naar de kæmper med de skummende Hvirvler for at redde

et kæntret Fartøj, bliver man deres Ven for
Livstid.

Det varede derimod en Tid, inden vi kom i Berøring med de vilde Indianere. Vi passerede ved Floden flere Hytter, omgivet af Plantninger, men de var forladte. Nogle meddelte, at Indianerne var flygtede for den store Ekspedition, men dette forekommer mig usandsynligt; de flesle Hytter var virkelig übeboede, og de nuværende Bopladser ligger oftest i nogen Afstand fra Floden oppe mellem Klipperne. Fra var Lejr ved Udløbet af den betydelige Biflod Aoziqué gjorde jeg, ledsaget af en hvid

Følgesvend, som før havde opholdt sig blandt Campasindianerne, og et Par Indianere, en Afslikkertil en saadan Boplads. »Vejene, en næsten skjult Sti, gik ret op ad Bjærget. Det havde regnet, og det røde Ler var slibrigt som Sæbe. Man kan ganske vist, hvis man vil, gribe fat i Grene og Stammer med Hænderne, men man gør det ikke gerne, for mange af Lianerne er skarpttakkede, ligesom flere Stammer, og ikke stort bedre end Takkerne er de Skarer af Bidemyrer og andre übehagelige Insekter, man ofte faar paa sig, naar man griber fat i en Gren. Det var midt paa Dagen,og der herskede en trykkende Hede, og tilmedvar det min første længere Vandring til Fods i tropisk Urskov. Hvor langt kunde der være? »Nær, ganske nær«, sagde Indianerne, som imidlertidsnart forlod os for at skynde sig med at forberede vor Modtagelse. »Nær« skulde det være, men stadig gik Vejen opad, og mig forekom del, som skulde det aldrig faa Ende. Til sidst gik ogsaamin peruans.ke Følgesvend i Forvejen, han var

Palmeblade. Del ene er Mandens og FamiliefaderensHus, det andet, noget slørre, er indrellel til hans tre Hustruer og Børn, medens det tredie ei reserveret besøgende Nattegæsler. Husgeraadel ei saa enkell som vel muligt. I Mandens Bygnins findes et paa Stolper opført Stillads, som tjenei saavel lil Seng som til Siddeplads, og hvor nu de hvide Besøgende blev indbudl lil al sidde. I Kvindehusetsavnes denne, og man sidder paa Palmemaatler,anbragt paa Jorden. Klædedraglen er saavelfor Mand som Kvinden en lang, vid Kappe »Cuschma«,eller Skjorle af brunligt Bom uldsløj, den samme forøvrigt som vore Ledsagere fra Plantagen bar, ogsaa Prydelserne er meget enkle, for Mændene en flettet Hovedring med nogle indstukne Fjer. Fotografensbortkastede grafensbortkastedeFilmsrester var ved Ekspeditionenet efterstræbl Surrogal. Lerkar fandies næppe, derimod Kaiebasser og flettede Kurve. Samtalen gik noget knudret, men vi blev budt paa Yuca og Chicha, og det lykkedes os ved Bylle al faa nogle af vore Værlers Brugsgenstande, der medførtes, da vi nogle Timer senere begav os paa Hjemrejsen. Det gik belydeligl lettere med Nedstigningen, og jeg var glad ved alter al skulle begynde Flodrejsen.

I Virkeligheden begyndle vi den besværligsle Del af Flodrejsen, uden at jeg dog skal opholde mig ved den. Den 27. September naaede vi den Plads, hvor Peréné fra Syd møder den betydelige Biflod Pangoa, kun nogle Kilometer ovenfor det Sted, hvor den forener sig med Enefloden og med denne danner Tambo, den ene af Ucayalis og dermed den vigtigste og længste Amazonegrens lo Hovedarme. Her besternte vi al hvile ud i nogle Dase; Temperaturen i Skyggen steg til 37° og undei Teltdugen var der endnu betydelig varmere. Hei kan man sige, at Floden begynder at blive sejl bar, selv om det endnu er med stor Vanskelighed Franciskanermissionærerne, som arbejder i Pangoa dalen, har derfor i den sidste Tid anlagt en primitiv Ridesti. Den 1. Oktober indtraf paa denne Ve den til vor Afhentning udsendte Afdeling mec Ride-og Lastdyr. Nu kunde vi altsaa optage vor Til bagemarch. Nogle Mil højere oppe ved Rio Negroflo dens Munding ligger den første større Missionsstation Det er et udmærket Arbejde, der her udrettes uiV der store Vanskeligheder; endnu for nogle Aai siden blev en nærliggende Missionsstation overfal det af vilde Indianere, regelmæssigt belejret OÉ nedbrændt. Længere oppe træffer man adskillige Planlager, hovedsagelig anlagt med Sukkerdvrknim for Øje, men endnu ikke særlig lønnende. Der ophører ogsaa Campasindianernes Omraade: de fleste Arbejdere i disse Plantager er Bjærgindianere, som lokkes ned i Skovene, der, jo mere man stigel opad, efterhaanden taber sin tropiske Natur.

Og nu staar vi atter rede lil at passere denne Naturgrænse, hvis Indtryk bogstaveligt hver Gan£ puster sig ind i Sindet. Det maa ogsaa siges, at vi alle befandt os i en Tilstand af den yderste Nervøsitet.Helbredstilstanden havde under hele Flodrejsenværet god, men i Lejren ved Pangoa udbrødder trods al Forsigtighed en Malariaepidemi, som bredtes fra den ene til den anden, og i enkelteTilfælde viste meget alvorlige Symptomer, Vejen var i og for sig daarlig og nu efter en Tids Regn stedvis livsfarlig, og vore Heste var magre, fulde af Saar os aldeles udmallede af det 500 km

hmge Ridt. Og nu l<om hertil den pludselige Overgangfra tropisk Hede lil Højfjældels Kulde. Den 7. Oktober sadlede vi Hestene i en Bananlund, 30 Timer senere opslog vi vor Lejr højt over Trægrænseni næsten 4000 m's Højde i en øde lille Slenhylte uden Vinduer og uden Dør, og hvor Vandet omkring os om Natten frøs til fast Is. Nogle faa Vinterklæder var medbragt af Hesleafdelingen,men ikke tilstrækkeligt til en saadan Kulde. Selv en Svensker maatte nu bide Tænderne sammen, og hvad maatte saa ikke de stakkels Peruanere tænke. Og hvilket Indtryk gør ikke den af Kulde og Storm forpiskede Vegetation efter den tropiske Urskov. Endnu en Stund gaar Vejen opad gennem et Pas, og der paa det fladt afskaarne laarn-ogmurlignende Sidefjæld ved omtrent 4500 m's Højde træffer vi en mægtig Gletsjer af ægle norsk Pladetype, en yderst interessant lagttagelse paa dette Omraade. Saa er vi da oppe i Højfjeldet, dybt nede i Dalen ligger Farmer og Indianerlandsbyer;da Vejen bærer ned til disse, maa vi aller klatre højere lil Vejrs. Den 12. Oklober naaede vi Jæmbanelinien ved det berømte gamle Ocopakloster, hvor vi atter skal smage Civilisationens Liv, og et Par Dage senere var vi i Lima.

Den anlarkliske Vaar var allerede langt fremskreden, og der var ingen Tid at give bort for vore Arbejder i Patagonien, men et Par Uger maalle \i endnu dvæle i Lima, inden vi kunde komme videre. Vor Rejse gik nu til Valparaiso og Santiago, da det først drejede sig om at opnaa den chilensiske Regerings Understøttelse for de Arbejder, som egentlig var Hovedformaalet for vor Rejse, Studierne ved Randen af Patagoniens højeste Højfjældsomraader. Her strækker sig delvis helt ud lu Kyslen el af de aller mindsl kendte Omraader i hele Sydamerika, en af Jordens endnu überørte Flader. Og alligerel byder denne Egn en enestaaende videnskabelig Interesse ved den vældige Ismasse, som dækker samme, og som med sine Udløbere naar ned til Havel allerede lidt sydfor 45°s. Bredde, hvorved den, fraset en Afbrydelse i Bakerkanalens mægtige Sænkning, synes at danne et sammenhængende Felt af næslen 700 km's Længde, fra Huemulesfloden i Nord til Ultima Esperanza i Syd. Det er Jordens mest vidlslrakle Ismasse udenfor Polarregionerne, og er end ikke overlruffel i Alaska, hvor dog Fjældene er højere og Afstanden lil Polen megel mindre, og man kan forstaa, at den, som kun har set den paa Kortel, giver den Navnet »Den patagoniske Indlandsis_<. Studiet af denne Is og Betingelserne for dens Oprindelse burde være af særlig stor Interesse, men hidtil er der udrettet meget lidt i denne Henseende. Selv var jeg blandt dem, der allerede i 1896 østfra naaede dets Rand, som senere fra begge Sider blev naaet af flere Forskningsekspeditioner, og en ly.sk-argentinsk Ekspedition var tilmed i det sydøstlige Hjørne trængt et Stykke ind paa Isen, men nogen egentlig Undersøgelse af denne havde endnu ingen udført. Delle kan jo synes mærkeligt, men Aarsagen er let at forstaa for den, som kender noget til denne Region med del uhørt vanskelige Klima. Dog til delte Spørgsrnaal skal jeg snart komme tilbage.

Endnu vigtigere end i Peru var det for os her at opnaa den chilensiske Regerings Hjælp, thi kun derved kan en Ekspedition, som ikke har eget Farløj, naa delle Omraade. Men Chiles Regering er kendt for at være hjælpsom mod fremmede Forskere, og trods store indre Vanskeligheder, økonomiskDepression og Kulslrejke, mod loges vi med den allerstørste Velvilje og fik snarl Tilladelse lil at følge med et Fartøj, som gik ud for at provianterede patagoniske Fyr, og landsæltes paa det Sted, vi selv vilde udse, for siden efter aftalt Tid at afhentes samme Sted. Men det gjaldt al finde den rette Plads, thi hvor vi en Gang var landsal, maalle vi ogsaa regne rned at blive, og i uheldigsleTilfælde kunde vi risikere slet intet at faa udrettet.Omtrent ved 46¹/₂°s. Br. ligger den mærkelige,ofle i Litteraturen omtalte San Rafaelglelsjer, som fra en snæver Dal kageformet breder sig ud i en næsten cirkelrund, af Kælveisstykker opfyldl Indsø. Endnu lidt sydligere trænger en meget slørre Isstrøm, San Tadeoglelsjeren, frem fra Bjærgkæden.Gletsjerens skinnende hvide Masse ses langt ud i Havet, men den var aldrig naaet af nogen Ekspedition, og den var ukendt fra sit Udspringtil sin Afslutning, skønt man har troet, al dens Tunge naaede ned i utilgængeligt Sumpland.Direkte al naa den fra Fronten maalle synes meget vanskeligt, og jeg besluttede mig til al forsøgeet Flankeangreb. Umiddelbnit sydfor San Tadeogletsjeren og parallelt med denne trænger fra den mægtige Penasgolf den lille Kellyfjord sig ind i Landet, belegnel i Beagleekspedilionens Arbejdesom el af de ødesle og vildeste Steder paa denne øde Kyst. Tillokkende var den altsaa ikke, men her kunde vi dog finde en beskyttet Plads, hvor vor Udrustning kunde landsælles, og hvorfra

jeg senere kunde forsøge at trænge frem over Fjeldet lil Isranden. Havde vi rigtigt Held med os, kunde vi maaske i el højere Niveau finde jævnereIs, som ikke lagde for store Hindringer i Vejen for en længere Isvandring.

Jeg skal imidlertid ikke spilde Tiden med udførlige Skildringer fra denne Periode. Vi landede i Kelly et Par Dage før Jul, den 20. December, ved Foden af en brat Bjærgvæg. Den værste Hindring for en Fremlrængen ind i Land er her ikke Bjærgskrænlerne, men Skoven. Trævækslen, overvejende Bøg med eviggrønne Blade, er efter vore Begreber lave og krogede med Stammer, som i Virkeligheden er ret spinkle. Men man skulde ikke tro det, naar man ser dem: næslen overalt

er de overbevoksede med et Lag af Mos og Urter, som vokser med overordentlig Yppighed, saa at Stammerne kunne faa en tilsyneladende Omkreds af 5 Meter eller mere. Mellem Træerne trives en tæt Undervegelalion af høje, tornede Buske og af mægtige Bregner af forskellige Arter under hvilke Jorden er bevokset med en ualmindelig læl Maatle af Ris. Men forøvrigt ser man slet ikke Jordsmonnet, over det ligger et Virvar af Grene og Stammer, som paa Grund af den langsomme Formuldning kan samles i lange Tider, og som af Vegetationen flettes sammen med Trærødderne til en Maatle, som overfladisk set synes blød og jævn, men naar man vandrer eller kravler henover den, er man ikke sikker paa, hvad Øjeblik del skal være, at havne i en Afgrund. At trænge frem uden Økse eller Skovkniv er ofte næslen umuligt, og det ligger nær for Häanden at drage en Sammenligning menligningmed de tropiske Skove, hvori vi for saa kort Tid siden vandrede. Jeg ved næsten ikke, hvilket Omraade jeg skal foretrække, naar det gælder Vanskeligheder. Selve Jordsmonnet syntes mig besværligere i Palagonien, men de sejge og undertiden tornede Lianer falles naturligvis aldeles her. Nogen direkte Lighed med den ægte tropiske Skov kan man forøvrigt næppe tale om, men vel med de øslperuanske Bjærgskove i Taageregionen ved et Par Tusind Meters Højde ogsaa der fremhyder en Rigdom paa Mosser og Bregner.

Man har længe vidst, at Klimaet her er koldt

get,derkunde kaldes Indlandsis, findes slet ikke her, men Bjærgkæden, som her naar en Højde af over 3000 m, er isklædt til en Grad, som man ellers kun finder i Polaregnene. Dalgletsjerne dannes ved at flere Arme løber sammen og slaa ofte ved Længdedale i Forbindelse med sine Naboer,men uligt den ægte Alaskatype (Malaspinagletsjeren)danner de ingen sammenhængende Forlandsisfelt.

Da vor Proviant efter 3 Ugers Forløb var opbrugt, og Vejret ikke vilde blive bedre, vendte vi alter tilbage til Hovedlejren, hvorfra vi snart brød op igen for at forsøge ogsaa fra den store Dal, som aabner sig i Fjordens østligsle Del, at trænge

frem til Isen. Del regnede jævnt, og efterhaanden lærle man at forstaa denne Nalur med dens artfattige Flora og Fauna, hvor kun Frøerne synles at trives, og vaade fra oven, og som oftest helt gennemblødte, vandrede vi over vaade, gyngende Kær eller gennem, stadig regnvaade Skove, saa man tilsidst følte sig selv som en Amfibie, som deler sin Tilværelse mellem Vand og Land. En mærkelig Foreteelse er de druknede Skove, vældige oprelstaaende Stammer, som fylder og fuldstændig afspærrer de nedre Flodløb, en meget vanskelig forklarlig Foreteelse, men i hvert Fald et Bevis paa en sen Landsænkning.

Virkelig betydningsfulde er de meteorologiske Arbejder, som hele Tiden udførtes under Bäckmanns Ledelse. En preliminær Bearbejdelse, jævnført med samtidige chilensiske Observationer, viser, at vi ved 47 ° s. Br. inde i Fjordens inderste Del, hvor der dog burde være varmere end paa de ydre Skær (el. Øerne), maa regne med en Gennemsnitstemperatur i den varmeste Maaned af 10°, eller noget derunder, altsaa lige saa lavt som ved Polargrænsen. Samtidig var Regnmængden i 50 Dage meget nær l Meter, betydeligt mere end f. Eks. i Østersøomraadet et helt Aar, og det synes sandsynligt, at vi her under Jordens nedbørrigeste Egn udenfor Troperne. Endnu mere, end man tidligere har troet, viser vore lagttagelser, at Klimaet er koldt og fugtigt, og derfor er ogsaa Nedisningen saa stor. Men en Del lagttagelser synes ogsaa at vise, at Isen selv gør Klimaet vaadere og koldere, saaledes at en gensidig Indvirken er sandsynlig.

Jeg kan ikke slutte uden at nævne endnu en ejendommelig lagttagelse. Da vi laa ved Iskanten, havde vi vor Lejr paa en gammel Morænevold, som adskilles fra Isen ved en dyb, opdæmmet, halvcirkelformet Sø af flere 100 Meters Længde. Her paa Kanten af den høje Vold var paa en Strækning af over en Snes Meter Græstørvene revet op, store Sten var med voldsom Kraft presset frem gennem Gruset, efterladende brede Furer; og flere Kvadratmeter store Tørv var flækkede og omvendte, saa Grønsværet nu laa nedad, og dette var sket saa nylig, at de paa Undersiden endnu var grønne og Bærrene endnu var spiselige. Hvilken mærkelig Kraft havde afstedkommet dette? Det maatte vel være Isen, men det er vanskeligt al sige, hvorledes dette er sket.

Vi maalte venle paa det chilensiske Hjælpefarløj længere, end vi havde lænkt, og Situationen var ikke helt behagelig, da vor Proviant begyndte at blive knap, og det kolde Gletsjervand inde i Fjorden hverken gav Anledning til Fiskeri eller Jagt. I Begyndelsen af Februar begav jeg mig derfor med Rosen ud paa en flere Dages Ekspedition i Haab om at kunne jage Søløver. Det var en spændende Stund, da vi i del tidlige Morgengry, som sædvanligt i Regn og Blæst, opdagede en hel Flok Sælunger, medens vor Baad ude paa Vandet pludselig blev omgivet af de vældige Dyr, der truende rejste Hovederne helt ind over Rælingen. Men hele vort Arbejde var forgæves, da Ungerne var utilnærmelige, og ude paa Vandet kan man ikke skyde disse Sæler, da de straks synker. Men heldigvis fandt vi senere en Plads, hvor en Hjord Søløver var løbet op paa Land, og der var vi saa heldige at dræbe to gamle Tyre. Ladede med Kød kunde vi vende tilbage til Stationen.

Den 9. Februar kom det chilensiske Fartøj, og dermed var vor Ekspedition afsluttet, og Turen gik atter hjem til Sverige, men først i Slutningen af April var vi hjemme. Jeg nævner kun i Forbigaaende, at jeg paa Vejen til Patagonien havde en interessant Uge i Araucaneromraadet i Nærheden af Temuco. Hvad jeg ønskede var at faa en Forestilling om, hvorledes dette mærkelige Indianerfolk lever og udvikler sig i Berøring med de hvide, efter at det er blevet helt underkuet. Det lykkedes mig at komme i Berøring med dem saavel i deres Boliger og Arbejdsplads som i Missionsskolen ved Boroa, og jeg var endog til Siede ved en stor Folkefest, en »Guillalun«. En Del Samlinger hjemførles til svenske Museer.

Hermed har jeg afsluttet Skildringerne om vor Rejse, og der er kun tilbage at sige endnu nogle Ord om vore Resultater. Men jeg maa falle mig kort. I det hele er jo vort Program bleven gennemført, vi har foretaget et grundigt Detailstudie af den patagoniske Vestkyst og afsløret en Del af den store Is' Gaader, og vi har lagt vore Profiler over de peruanske Kordilleraer, helt ind i en hidtil ukendt Egn paa Østsiden. Vi har ogsaa gjort morfologiske Studier, og samlet et rigt Materiale af Jordartsprøver, som synes at kunne give interessante Bidrag til Forstaaelsen af den nyere Udviklingshistorie. Men alt dette ligger endnu übearbejdet, hvilket naturligvis i endnu højere Grad er Tilfældet med vore zoologiske

Jeg har ogsan særskilt søgt at studere Næringslivet i Peru og dets geografiske Betingelser. Men endog en kortfattet Fremstilling af disse Arbejder vilde fordre slørre Plads, end jeg her kan disponere