Abyssinien. I forrige Hefte af dette Tidskrift skrev jeg en lille Notits om Abyssinien, der skal følges af lidt yderligere Oplysning om dette Land, det eneste uafhængige i Afrika. Oplysningerne stammer fra den franske Rejsende, Blanchot, der har tilbragt flere Aar i Landet. Nogle mener, at Abyssinien kommer af det arabiske Ord Abesch, der betyder Blanding,

paa Grund af de forskellige Racer, der bor i Landet, lige fra Beni Tschangul, Tschilluk og Jambo, der gaar helt nøgne til Ahmaraerne, der gaar klædt i Toga, har Geværer og klæder sig evropæisk i Evropa. Menelik skabte Staten, som den nu er; han var oprindelig Konge af Schoa, og disse Konger regner sig at stamme fra Kong Salomon. Siden Sejren over Italien tror

Abyssinierne sig at staa betydeligt over Evropæerne og mener, at hele Verdens Øjne er rettet paa dem. De kalder helst deres Land for Æthiopien. I Kolonisationsperioden før Krigen var det stærkt truet af Frankrig, Italien rg England, nu synes ingen af dem at have særlig Lyst til det. Det bestaar væsenligst af en Bjærgmassiv, nemlig Schoa med en Middelhøjde af 2000 Meter og med Toppe paa 3500—4000 Meter. Massiven ligger c. 600 km fra Kysten, og man kommer til den ad adskillige Trappeterrasser. Mod Øst i de ørkenagtige Regioner bor Somalier og Danakils, mod Syd paa den lave Slette ved Ogaden er en Del af Gallaernes Land, og mod Vest har vi Sobat- og Uganda- Territorierne, der er besat af England. Klimaet er i Almindelighedtropisk; Temperatur, Fauna og Flora vekslende efter Højden. Regnsæsonen er temmelig regelmæssig, den lille Regntidfra Januar til Februar og den store fra hen i Juli til 20. September.

Abyssinierne skelner imellem lavt Land (kualla) middelhøjt (wai'na denga) eller Vinlandet, hvis Højde varierer imellem 1800^— 2500 Meter og endelig Højlandet (denga). I det lave Land er er der udstrakt Buskads af Euphorbier, Mimoser, Ficus, Sycomorer, og det er et godt Jagtterræn. Elefanter og Giraffer bliver hver Dag sjældnere, og Løven synes ogsaa at forsvinde; men desuden findes ogsaa Næsehorn, Bøfler og Krokodiller. I Skovene lever talrige Leoparder, store Kattearter, Tigerkatte og Losser, endvidere Harer, Trapgæs, Frankoliner, Gazeller og Antiloper.

I Æthiopien bor i Hovedsagen to Racer, Gallaer og Ahmaraer. De tørste er Agerdyrkere, de sidste Krigere, Embedsmænd og Funktionærer. Gallaerne kalder sig helst Oromo, d. v. s. Søn af Orma og stammer vel fra Negere i det Indre. De er sorte, uden Prognatisme og temmelig perfectible; af Temperament maaske nok krigerske, men det bosiddende Liv har gjort dem fredeligere. Gallaen er knyttet til Jorden, som han kultiverer med primitive Redskaber og et ikke alt for stort Arbejde; men Jorden er gavmiid, og naar Regnen er rigelig, kan han høste to Gange om Aaret. Durra, Majs og Byg er det væsenligste Korn og Basis for Ernæringen. Honning er der rigeligt af, især vild, og Smør, Mælk og Kød af de talrige Hjorder gør, at Gallaen kunde leve i en Idyl. Men har han reddet Høsten fra Fugle og Aber, saa kommer Skatten til Kejseren, Føde til Soldaterne, Udskrivninger og Mad til de rejsende Høvdinge med deres Eskorte etc. Han kan da sælge Resten i den nærmeste By; men her maa han betale Akcise, Plads paa Markedet, utallige Drikkepenge, saa der bliver maaske '/io a^ hans Høst tilbage til ham selv. Skønt Jorden altsaa er rig, er hans Stilling elendig; han forlader ofte skuffet Jorden og gaar i Tjeneste hos en Høvding. Hos ham faar han Bøsse og Patroner, og hans Arbejde bestaar i at ledsage Høvdingen, naar han gaar ud eller i at sidde paa Hug og drive op ad en Mur med Bøssen imellem Benene. Miseren er vokset Dag for Dag siden Meneliks Erobringer.

Naar Regnen har været utilstrækkelig, kommer der Hungersnød, og selv i de Egne, hvor Købmændene skraber Formuer ved Eksport af Kaffe, dør de Indfødte ofte af Sult. I enkelte Tilfælde uddeler Regeringen Durra til de ulykkelige; men det rækker ikke til. Privat Godgørenhed finder nu og da Sted, og man ser abyssiniske Damer gaa rundt i Gaderne med deres Slaver og uddele Mad.

Sultende af enhver Alder og Køn. Benrader af Børn, og udtærede Kvinder ligger udstrakt paa Jorden med oprakte, bedende Hænder og venter i orientalsk Tavshed paa en Stump Brød. Franske Missionærer gør en hel Del for de Fattige og de Spedalske og har oprettet et Spedalskheds-Hospital i Harrar. Det solgtes i 1908 af den franske Regering til Menelik og fortsætter nu med smaa Midler fra Abyssiniens Udenrigsministerium. Utallige syge Kvinder og Børn, især med Kønssygdomme melder sig hver Dag til den hvide Læge; men Midlerne er utilstrækkelige, og Lægen maa ofte afvise dem; de dør paa Gaderne og Hyænerne æder dem om Natten.

Gallaerne tror paa en Waga eller Gud og en Iblissa eller Djævel og ligeledes paa en velvillig Aand Aulia¹); men det er især de onde Aander, Djinner, der bestemmer Skæbnen og maa ofres til og gives Gaver. De bor i Kløfter, ensomme Højder, Brønde, Skove; man maa helst undgaa disse Steder; men Djinnere er alligevel beskedne; de nøjes med Gaver af en Kiselsten, en Gren, eller en Tot Græs, De, der tager Bolig i selve Mennesket, er mere fordringsfulde, de vælger især Kvinder, paastaar Gallaerne, og saa bliver Kvinderne løgnagtige, tyvagtige, fraadsende og ødsle; det er Djinnens Skyld, naar hun vil have fine Klæder eller Bælter etc., og faar hun det ikke, er man galt af Sted med Djinnen. Nogle Ægtemænd tilfredsstiller Djinnen med at give Konen disse Gaver, men andre mener, at Krabadsken er en bedre Troldmand.

Oromoerne er for Størstedelen religiøse og overtroiske ligesom vore Bønder i det 11. Aarh. Enkelte religiøse Skikke ligner vore fra Middelalderen, og de kristne Ahmaraer er ikke bedre end Gallaerne paa dette Punkt. Hvad deres virkelige Religion angaar, er det svært for en Evropæer at gøre sig klart. De holder to store Fester: Atara og Atet, der varer flere Dage, og de holder dem i Familien og meget mysteriøst. Deres unge Piger arrangerer ogsaa en Slags Processioner paa Landet, naar Regnen tøver med at indfinde sig, de kranser sig med Løv og beder Waga om at sende Regn. De har en hellig Skræk for Høje og dyrker visse Træer. Men den væsenligste religiøse Ceremoni synes at være Wadadja eller Forbundsfesten, der fejres dels udenfor Familien og dels indenfor enkelte eller imellem flere Stammer. Ved Familie-Wadadjaen velsigner Moderen sine Børn paa en mærkelig Maade; hun spyttei paa dem, og Spyttet betragtes som en Slags Udgydelse af hendes Sjæl paa dem.

Naar det drejer sig om en Stamme-Wadadja, deltager de
øverste Gejstlige, Abba Baku og Præster eller Troldmænd, der
sælger Amuletter og uddriver onde Aander for god Betaling.

Om onde Aander gaar der mange Historier blandt Gallaerne,
der ogsaa har en betydelig Samling Folklore.

En Kvinde, der var besat af en Djin, havde faaet fat i en Mand. Manden blev syg og tilkaldte en Præst, der gav ham Urter som Lægemiddel, men Djinnen vilde ikke gaa ud. Præsten slog paa Tromme hele Natten, men Djinnen vilde stadig ikke forsvinde. Saa tog Præsten en Kohud og lagde den paa Mandens Ryg, han bankede ordentlig paa Huden med en Flodhestepisk og sagde: »Gaa ud Aand, væk med Dig«, og saa raabte Aanden:«Hold op, hold op. jeg gaar«. Mange Legender om Kong Salomon, Dronningen af Saba etc. fortælles blandt Gallaerne

---

1) Aulia kommer af awlat eller awlat i pajgambår d. v. s. Profetens Efterfølger, stammer altsaa fra arabisk Muhammedanisme. Djinnere er de overalt i den islamiske Verden huserende onde Aander, der oprindelig er arvet fra Zoroaster — eller Zend- Avesta-Religionen. Gallaerne har faaet begge Dele fra Araberne.

ligeledes om Forbindelserne i gamle Dage imellem Jødeland—
Arabien og Æthiopien, hvad ikke kan forbavse.

l Abyssinien lever en god Del af Befolkningen af Kirken og om Kirken. Præster, Munke, Klærke, Sakristaner. Kappelaner etc. er der Masser af, og der eksisterer ikke en Familie, der har det materielt nogenlunde, som ikke yder lidt til Religionens Tjenere, som er lidt foragtede og meget frygtede.

Ahmarafolket deles naturlig i tre Klasser. Høvdinge, Soldater og Præster, alle tre stolte, uvidende og lidet modtagelige. En Høvding kan undertiden læse, men det er sjælden, at han kan skrive. Til dette Øjemed er der Skrivere. Der findes vel større Høvdinge, der har en Smule mere Kultur, blandt dem er især den nuværende Guvernør i Harrar Dedjazmatch Imru.

De fleste Høvdinge er grovkornede Fyre, der kun er tilgængelig for Smiger. Deres Luksus bestaar i Klæder og bevæbnede Tjenere. Deres Palads, Gebbi, bestaar af et Indelukke med runde Hytter, hvor Soldaterne og deres Familier bor, et Indelukke for Hjorden, Kornmagasin og et Hus for Herren samt en Sal til Festerne.

Abyssinierne har ingen Kunst eller Industri. I Stedet for af Sten bygger de af stampet Ler og tækker med Straa. Kun Festsalens Bygning betros af nogle højerestaaende til evropæiske Entrepenører, og den kejserlige Festsal kan til Tider under Festerne frembyde en vis Grandesse. Maaske vil Høvdingene lidt efter lidt vænne sig til evropæiske Bygninger og Møbler; men naar Evropæeren er rejst, trækker de sig helst tilbage i deres skidne Huse og foragter Vestens Raffinements. Det eneste evropæiske, de sætter Pris paa, er vore Vaaben. Forfatteren spurgte en Dag en Høvding, om han ikke syntes, at Jærnbanen var et Fremskridt, da denne kunde ende en Transport i 3 Dage, hvad en Karavane vilde bruge 3 Maaneder til. Herpaa svarede Høvdingen: »Hvorfor skal jeg ende Transporten i 3 Dage, jeg maa betale paa Jærnbanen, og jeg rejser uden Eskorte som en almindelig Mand, medens jeg tidligez-e gik som en sand Høvding med talrige Soldater, og Landsbyfolkene bragte mig Føden, der intet kostede mig«. Ahmaraerne har god Tid, de -arbejder ikke, det maa Evropæerne om. Verdenskrigen har dog givet deres Krigere noget at tænke over, om de ogsaa kan manipulere de moderne Kanoner etc. Østerrig har i sin Tid solgt dem en Del.

For Tiden er Arméen en feudal Hær, en blandet Bande, der staar om Kejseren. Hver Vasal viser sig med sin Trop til Fods eller til Hest, fulgt af nøgne Tjenere. Nogle Evropæere taler med Begejstring om Arméen, der dog kun mest er brugelig til Parade. Men den store aarlige Revue kan ogsaa være pragtfuld og malerisk, idet Soldaterne bærer pragtfulde Skjolde, spraglede Dragter etc. Dog de nuværende Høvdinge anstrænger sig for at modernisere Hæren, og Forfatteren saa deres Artilleri marchere stolt, næsten i Trit.

Menelik holdt meget af det maleriske; men den nuværende
Ras Taffari anstrænger sig for at faa sin egen Hær op lil 40.000
Mand med moderne Udstvr.

Evropæerne sælger dyrt forskellige Vaaben til Abyssinien,
og desværre er deres Politik som andre Steder baseret paa
kort Sigt.

Menelik trak Evropæerne til sig for at betjene sig af dem,
men Ras Taffari undertrykker Evropæerne, der nu er bleven
ret talrige.

Abyssinierne holder meget af Alkohol, især Ahmaraerne,
og Drukkenskab er almindelig mellem de kristne Abyssiniere.
Menelik var fuld hver Dag. Forfatteren mener, at de Hvide
er Skyld i, at deres Civilisation ikke er Abyssinierne mere
sympatisk.

Under Krigen var Grækere og Armeniere meget aktive i
Abyssinien. Drikkepengesystemet er nødvendigt overalt for at
skaffe Handelsvarer Indpas.

Om Ahmaraen siges, at han har syv Hjærter; naar han taler,
aabner han et, og holder de andre lukket.

Armeneniere og Grækere skal have lavet det saaledes, at man ikke kan erholde den mindste Tilladelse til noget uden at give Gaver i Forvejen. Ras Taftari skal have opdynget en stor Formue paa den Maade. Han behøver ikke at genere sig for de Hvide eller sit Folk, kun for sine Favoritter, der er med i Spillet.

Af en rig Armeniers Kone forlangte saaledes Dronning
Zaoditu 8000 Francs for en Audiens.

Evropæerne maa som Følge af Armeniernes og Grækernes Virksomhed optræde krybende overfor de indfødte Autoriteter, tiltale dem med Excellence etc., medens disse siger Du til Evropæerne. Dronningen har endog skrevet Du til en evropæisk Gesandt.

Toldvæsenet er p. t. i Hænderne paa en Syrer og er endnu mere krakilsk end det værste evropæiske. Der er tre Posthuse, i Addis Ababa, Harrar og Dirre Daua; man faar sædvanligvis Brevene, hvis ikke en Abyssinier tager dem selv eller lader dem ligge. Addis Ababa har et Hotel og en Mønt, der dirigeres af en Armenier.

Skade at de Indfødte er alt for pludselig kommet i Berøring
med de Hvide og ikke med de bedste.

Der mangler Skoler af enhver Art, saa de Indfødte kan
blive oplærte til at agte evropæisk Arbejde.

Abyssinien kunde blive rigt, dets vulkanske Jord indeholder forskellige Mineralier, og dets geografiske Position imellem engelske, franske og italienske Besiddelser er gunstig for en Udvikling.

Forfatteren giver til Slut følgende Resumé:

Som Sagerne ligger har vist hverken Frankrig, Italien eller
England Lyst til at annektere Abyssinien.

Evropæerne staar her overfor en Art Civilisation, der moralsk og praktisk er primitiv; men ikke desto mindre er en Civilisation. Han staar overfor et hovmodigt Folk, der ikke har Lyst til at lade sig kolonisere og overfor et Land, hvor alt maa skabes fra Bunden af. Hvis der udvikles en Industri dernede, efter at de Indfødte er ble ven oplærte, kan den kun trives paa de Indfødtes Arbejde. Men i et Land, hvor en stor Del af Befolkningen mest ynder at være Krigere og sidde dovent med Bøssen imellem Benene og lade sig føde af de lavere Racer, er der ikke noget at vente.