Paulsen, Ove: Studies in the Vegetation of Pamir (O. Olufsen, The Second Danish Pamir Expedition). Copenhagen, 1920, 132 pp., figs, and a map.

Den botaniske Dellager i Olufsens 2. Pamir (1898^—99) nuværende Professor Dr. Ove Pa u I se n har tidligere offentliggjort en større Afhandling om en Del af Ekspeditionens botaniske Udbytte, nemlig en Beskrivelse af Vegetationen i Transkaspiens Lavland (1912). Nu foreligger en anden og afsluttende Publikation indeholdende en Skildring af Plantevæksten i Pamir og tilgrænsede Omraader.

Afhandlingen falder i tre Hoveddele, en kortere Skildring af Alai Bjærgenes Plantevækst, en udførlig Behandling af selve Parnir-Højlandels Vegetation og til sidst spredte Optegnelser om Planleme i Pamirs sydlige Dele: Wakhan, Garan og Shugnan.

I Alai Bjærgene er Plantevæksten forholdsvis rig; men den er stærkt præget af Menneskets Indflydelse. Uagtet Klimaet og de øvrige Kaar maa anses for gunstige for Trævækst, findes der ingen Skov, jo næppe noget Træ i de lavere Egne. Dette Forhold mener Forf. skyldes Hugst af den oprindelige Træbestand og Umulighed for Opvækst af ny Skov paa Grund af de talrige græssende Hjorder.

Nogel anderledes er Forholdende paa Olgin Lug, en stor Højslette (2700 m). Her er ganske vist selve Sletten træløs og dækket af et lavt og fortrampet, men ret tæt Græs- og Urtedække, men Bjærgskraaningerne er skovklædte. Skoven, der kun er en 10^—12 m høj, bestaar hovedsagelig af Enebær (Juniperus pseudosabina), blandet med enkelte andre Smaatræer og Buske, og med en rig Bundflora. Mange af Urterne var de samme, om senere saas i Pamir-Højlandel; men der var dog den karakleristiske Forskel, at ingen af de egentlige Tørhedsplanter (Xerofyter) fra Pamir blev truffet i denne Egn.

Skildringen af På mir-Højlandets Plantevækst

indledes med en Beskrivelse af Landets Bygning og dets Geologi, samt dels ejendommelige Klima. Dette sidste er i udpræget Grad højålpint og kontinentalt. Vinteren er kold, med ringe Nedbør og heftige Storme; Sommeren, der er meget kortvarig (egentlig kun Juli og August), er forholdsvis varm og praktisk set uden Regn. Luften er følgelig meget tør, og paa Grund af Landets høje Beliggenhed er Bestraalingen meget intensiv. De ydre Kaar for Plantevæksten er saaledes stærkt ekstreme, og det er kun ret faa Planter, der har formaaet at klare sig her. Derfor er Plantevæksten fattig, og kun sjældent staar Individerne saa tæt, at man kan tale om et Plantedække. Trævækst mangler helt. lait angives der lidt over 500 Plantearter fra Pamir.

Forf. har forsøgt at sammenstille Pamir-Planlerne efter deres Livsformer, d. v. s. Formerne for deres Tilpassethed til at leve under de givne Kaar. Et praktisk anvendeligt System for Livsformerne er opstillet af C. Raunkiær, og ved at anvende delte kommer Paulsen til følgende Karakteristik: Pamirs Flora bestaar hovedsagelig af Jordskorpeplanler (Hetnikryplofyler), nærmest hvad man populært kalder Stauder, — dog med et forholdsvis stort Antal Chamæfyter (nærmest Dværgbuske), derimod faa Buske (ingen Træer) og faa Løg- og Knoldplanter, samt ret faa Vand- og Sumpplanter. Tilsvarende Forhold er gældende for Floraer i arktiske Lande og i højtliggende Bjærgegne. Ejendommeligt for Pamir er dog, at der findes forholdsvis flere enaarige Planler (Therofyter) end sædvanligt i arktiske og alpine Egne.

Vegetationen i Pamir kan henføres til følgende
Plantesamfund (Planteformationer):

1. Trigonella-Formalionen, der indtager de flade Partier (3^—4000 m o. H.), beslaar af spredtslaaende, oftest tuedannende Planler. Den maa nærmesl sammenlignes med den spredl slaaende Planlevæksl som Warming for Grønlands Vedkommende

har kaldl Fjældmarkvegelation.

2. Eurolia-Formalionen findes paa de Skraaninger, der vender mod Syd og følgelig er særlig udsatle for Beslraalingen. Del er et Samfund al faa og spredt staaende Planter, der alle kan udholde stærk Tørhed (udprægede Xerofyter).

3 Arenaria-Meyeri-Forma lionen træder i foregaaendes Sled paa de nordvendende Skraaninger. Den er meget rigere paa Arter, og Planterne er ikke Tørhedsplanter. De har et meget frodigere Udseende, og de fleste er Hemikryptofyter (Stauder).

Foruden disse tre Hovedformalioner nævnes andre: Ur-formationen i de mægtige stor-blokkede Urer ved Foden af stejle Klipper, og forskellige Plantesamfund knyttede til Vand: Kær, Indsøer, Floder og varme Kilder. Disse Samfund frembyder ikke saa meget ejendommeligt, idet de mere ligner tilsvarende Plantesamfund andetsteds.

Afhandlingens tredje Hovedafsnit vedrører Plantevæksten paa de Skraaninger og i de Dalstrøg, som hører til Floden Pändsh's Omraade: Wakhan, Garan og Shugnan. Vegetationen her er meget rigere end i Høj-Pamir, og her træffes Agerbrug. Da Ekspeditionen færdedes paa den sydvendende Bjærgskraaning, saa den blot den der forekommende, tørhedstaalende fattige Plantevækst, som mest lignede den ovenfor nævnte Eurotia-Formation. Dalstrøgene i Wakhan var derimod frodigere, idet Dalbunden var dækket af Krat af Havtorn, Pile og Tamarisk med Clematis klatrende i Buskene. Mange Steder var der mindre Klitter, oftest dækkede af de nævnte Planter.

Frodigere endnu var Garan og Shugnan, hvor Undersøgelsen dog kun blev lidet indgaaende, da Ekspeditionen blot besøgte disse Egne sent paa Etteraaret.

Agerbruget i Wakhan staar paa et meget primitivt Trin, og de smaa Kornmarker, der alle kun kan eksistere ved Overrisling, varukrudlsfyldle. Kornsorterne var Hvede, Byg, Rug og Havre, hvortil kom Raps, Hestebønne, Ærter, Hør, Lucerne og Foder-Fladbælg, samt i Garan Bomuld, Sesam o. fl. Ved Landsbyerne dyrkedes især Abrikos, hvis Frugter i tørret Tilstand benyttes om Vinteren, hvide Morbær, Ferskner, Æbler, Valnødder og Elæagnus hortensis (en Sølvblad-Art med spiselige Frugter). Som Stimulantia anvendtes Tobak, Opium og Pigæble, der alle var i Kullur.

Denne lille Oversigt skulde gærne vise, at Forf. har leveret et værdifuldt Bidrag til vor Viden om Plantevæksten i de af Ekspeditionen besøgte Egne af Pamir (Ordet laget i vid Betydning). Det er Egne, som kun er lidet udforskede i botanisk Henseende, og navnlig er Beskrivelser af Plantevæksten som Helhed i dens Forhold til de ydre Kaar næsten ikke før forsøgt; Paulsens Afhandling er derfor en virkelig Berigelse af den plantegeografiske Literatur.

Paa Afhandlingens sidste Sider er der som

Tillæg en Beskrivelse af en Række varme Kilder
i Garan og endvidere en Liste over en Del af de
Dyr, som Ekspeditionen hjembragte.