Til Robinson-Øn och Världens Ände. Med 20 Plancher, 102 Textfigurer och 3 Kartar. Carl Skoltsberg, Stockholm. Albert Bonniers Forlag, 1918.

Forfatteren, der er Botaniker og Docent ved Universitetet i Upsala, foretog i 1916^—17 en Forskningsekspedition til Juan Fernandez Øerne og Paaskeøen, og om denne Rejse giver ovennævnte Værk en populær Fremstilling. Det var ikke første Gang, han gæstede Dele af disse Øer; thi allerede under sine omfattende Forskningsrejser i Sydamerikas sydlige Egne i 1907—09 havde han aflagt et kortere Besøg paa Masafuera, en af Juan Fernandez Øerne, og paa dette Besøg modnedes Beslutningen om at vende tilbage til dem. Imidlertid udbrød Verdenskrigen, og Forfatteren foretog da det ret vovelige Skridt midt under denne ål udføre Turen, der lovede meget naturvidenskabeligt Udbytte. Rejsen udførtes dels for offentlige Midler, dels ved Tilskud fra Private, og i Oktober 1916 afgik Ekspeditionen, der benævnes »Den svenska Pacificexpeditiorien 1916^—17«, med en svensk Damper igennem Panamakanalen til Valparaiso i Chile, under hvilken Stat Øerne hører, og herfra med et chilensk Krigsfartøj til Juan Fernandez. Ekspedilionen beslod at Forfalleren, hans Hustru, der assisterede ved de botaniske Undersøgelser, samt af en yngre Zoolog, K. Bäckström. Den Iste December naaedes de ensomme Juan Fernandez Øer, der ligger i en Afstand fra Fastlandet som Færøerne fra Bergen. Den nærmeste er Masatierra, en yderst bjærgfuld Ø, der slaar med stejle Skrænter ned til Havet og kun

har Lavland i Form af en smal Strandbræmme i Bugten Cumberland. Øens Længde er 22 og dens største Bredde 6^2 km. Øen kaldes ofte Juan Fernandez, der dog ellers bruges om den samlede Gruppe, som foruden den bestaar af .den længere bortliggende Ø, Masafuera og en lille Holm, Santa Clara. Kun Masatierra er beboet af en lille Koloni, der her væsenlig lever af at fiske en Languster-Art, hvoraf der omkring alle Øerne findes betydelige Mængder. I den Anledning findes ogsaa paa Masatierra en lille Konservesfabrik. Masafuera har tidligere været brugt til Depoitationssted, men er nu opgivet. Paa Øen ligger de til Fangerne indrettede Boliger og Værksteder etc. øde. Masafuera er en kompakt Bjærgmasse, der staar stejlt paa alle Sider ned til Havet, langs hvilket man kan komme frem over en Masse nedrullede Klippeblokke. Den er 10^l/₂ km. lang og 6V₂ km. bred og blottet for Bugter, hvorfor det er svært at lande paä dens Kyster, som det ofte stormfulde Vejr gør endnu vanskeligere tilgængelig saavel paa denne som de andre Øers Kyster. Øerne er af vulkansk Oprindelse, og fra Turistens Standpunkt øde. Ved Kolonien paa Masatierra trives af fremmede Træer: Popler, Eukalyptus, Cypresser, Figner og Ferskener og i Kløfterne rundt om i Bjærgene en ret rig og ejendommelig Vegetation; men de for Stormen udsatte Steder er fattige paa Vegetation. Masafuera er f. Eks. ganske skovløs. I zoologisk Henseende er det væsentligt mindre Dyrearter, Insekter etc., der er repræsenteret. .En Del Geder, der i sin Tid er udsat, lever omkring i Bjærgene. Øerne er materielt og turistligt set ikke særlig tiltrækkende. Noget andet fra et naturvidenskabeligt Synspunkt; thi her bliver Forholdet et andet, og Forfatteren giver just fra dette Synspunkt set en meget interessant Beskrivelse af Øernes Planteliv og særlige klimatiske Forhold, iblandet med Træk fra deres korte Historie og fra de besværlige Klavringer rundt om i disse vilde, af Mennesker sjældent betraadte ensomme Punkter midt ude i det stille Ocean. Herom vil sikkert de videnskabelige Resultater bringe et stort Udbytte. Øen Masatierra, der har Ruiner af gamle Fæstninger og Fangehuler fra Spaniernes Tid, er bleven særlig berømt ved Sømanden Alexander Selkirk, der strandede her og om hvem, der er opsat en Mindetavle paa Klipperne. Øen kaldes efter ham Robinson Øen, og om ikke Selkirk er selve Robinson, kan han mulig have givet Anledning til den af alle kendte Fortælling »Robinson Crusoe«, hvis Ø dog afviger adskilligt fra Masatierra. Der vises endnu Stedet, hvor Robinson boede, hans Grotte etc. Efter at være vendt tilbage til Valparaiso gik Ekspeditionen tilPaaskeøen (27° s. Br. og 109° v. L.), der naaedes den 15. Juni, ligeledes med en chilensk Krigsdamper. Forfatteren kalder denne ensomme Ø midt ude i Stillehavet for Verdens Ende. Den kaldes af andre Verdens Navle og er især mærkelig ved de store Samlinger af Kæmpestenmonumenter og Kæmpestatuer, om hvis Oprindelse man til Dato ikke er naaet til Klarhed ; rnen hvorom det dog menes, at en engelsk Ekspedition, der for nylig har undersøgt Forholdene, vil bringe vigtige Oplysninger. Øen har Form som en retvinklet Trekant med en Hypotenuse paa 23 Km. og største Bredde lQ^l/₃ Km. Den opdagedes den 5. April 1722 af Hollænderen Jakob Roggeveen, og har i Form af gamle Kratere mange Vidnesbyrd om vulkansk Virksomhed. Den er ikke imponerende ved Bjærgdannelser som Juan Fernandez. Bag hvide Brændinger skinner en rosenrød Grusstrand hvilende paa en Sokkel af sorle, sønderbrudte Lavaklipper. Øen er skovløs, og dens bølgeformede, grønne, brune og gule Græsland afbrydes kun af Klippefelter hist og her. Dens Flora er meget fattig og ikke videre kendt, ligeledes Faunaen, der næsten aldeles savner større Landdyr. Befolkningen er i hvert Fald af Navn Kristne, og Missionsstationen og Missionsskolerne tager sig i alle Henseender af dem. Men herom maa vi henvise til selve Værket, der giver interessante Oplysninger om alle Forhold paa den ensomme og tillige fattige Ø. Forfatteren giver endelig til Slutning Beretninger fra forskellige Punkter i Chile.

Værket er skrevet i en underholdende Form og giver mange belærende Oplysninger om disse fjærne Dele af Jorden, der saa sjældent besøges af Evropæere.

De talrige Illustrationer forøger yderlige den
gode Beskrivelse. Qle Olufsen.