Felix von Luschan: Die Altertümer von Benin. Staatliche Museen zu Berlin. Bd. I, 522 S. med 884 Fig. og Tavlerne A-Z. Bd. II Lyslryktavlerne 1-50. Bd. 111 Lysiryktavlerne 51-129. Georg Reimer. Berlin 1919. 4°.

Unægtelig virker det imponerende, at Tyskland under de nuværende Forhold er i Stand til al offentliggøre et Værk som det foreliggende, der er Frugten af Forf.'s lyveaarige Syslen med de berømle Benin-Oldsager, og som er det største og mest pragtfuldt udstyrede Arbejde, der findes om delle Æmne.

Benin var i sin Tid, ligesom Ashanli og Dahomé, et af Negerrigerne i Øvre Guinea. I det 16. og 17. Aarhundrede udfoldede disse barbariske Kongedømmer en betydelig Magt og var Sædet for en høj Kultur, som nu kun med Møje erkendes i de sørgelige Resier, der er tilbage hos Befolkningen i disse Egne. Fra gammel Tid findes der i ældre, evropæiske Samlinger etnografiske Sager herfra. F. Eks. er der i vort Nationalmuseum pragtfulde Ting især fra Ashanli ved de daværende, danske Kolonier. Enkelle, gamle Forfallere har ogsaa skildret hine mærkelige Negerstater, hvis Rigdomme paa Guld og Elfenben endog gjorde dem til Afsætningssted for de kosteligste, orientalske Tæpper og Silkeløjer. Men efterhaanden som Evropæernes Slavehandel greb om sig, lukkede Negerrigerne sig af. Meget faa Efterrelninger naaede ud lil Kysten, Landene hensank i Falligdom, og den engang saa blomstrende Kultur visnede bort. Med den gamle Literalur gik del her som saa mange andre Steder: Halvdelen gik næslen i Glemmebogen, og den anden Halvdel ansaas — med el skaansomt Udtryk — for overdreven i sine farvestraalende Skildringer.

Det Fund, der i 1897 blev gjort i Benin, \ar
derfor vel egnet lil at vække Opsigl. Da Landels
Hovedstad var erobret* af en brilisk Straffeekspedition,

opdagede man i et forfaldent Hus en sand Skat, bogstaveligt taget begravet i Snavs — gemt og glemt. Det var en stor Mængde Bronzesager med figurlige Fremstillinger, dels plastisk udførte, dels Plader mod Billeder i højt Relief; de sidste havde oprindelig Ijent til dekorativ Søjlebeklædning i Kongens Palads. Der kendes nu i alt 2400 Oldsager fra Benin, omfattende 64 Typer. Det er mest Bronzegenslande, men ogsan Udskæringer i Elfenben o. 1. Ved Forf.'s Initiativ blev det meste erhvervet af Museet i Berlin, men ogsaa i andre tyske Museer, i Leiden og i England findes store Samlinger. Nogle faa, udmærkede Stykker opbevares i vort Nationalmuseum.

Alle disse Benin-Säger har Forf. udførligt behandlet og gjort tilgængelige for videre Studium ved et overvældende rigt Billedmateriale. Vi ser, at der her er Tale om en virkelig Kunst og om en Støbeleknik — å cire perdu —, der kan staa Maal med det bedste, evropæiske Arbejde. Ved Siden af den kunstneriske Værdi har disse Sager imidlertid en meget stor, kulturhistorisk Betydning. De er, som Forf. siger, med deres Afbildinger ligesom et stort, etnografisk Pragtværk, der med næsten fotografisk Troskab viser os Benin-Negrene i det 16. og 17. Aarhundrede. Vi finder saaledes paa dem Eksempler paa den kulturelle Indflydelse, som ikke blot det gamle Ægypten, men ogsaa Oldtidens klassiske Lande har udøvel i disse afsides Egne: Sahara har trods alt aldrig været nogen helt uoverstigelig Skranke.

Men nu Problemen! om disse mærkelige Sagers Oprindelse! Det har været hævdet, at ikke blol Teknikken, men endog selve Kunslneren skulde have været fremmed i Benin. Forf. slaar derimod fast, og med god Grund, at i hvert F"ald er Sagerne fremstillet i Landet selv og af dets egne Børn. Det kan ses allerede deraf, al Negrenes Dragler og Prydelser altid er rigligt opfattede, mens de afbildede Evropæeres Udstyr er misforstaaet og urigtigt gengivet. I øvrigt lader imidlertid Forf. Spørgsmaalet om Teknikkens Oprindelse staa aabent. Den samme Teknik er kendt baade fra Ægyptens og Babylons Oldlid og er allsaa ældgammel. Hvornaar og hvorledes den er naaet lil Benin, kan ikke siges. Systematiske Udgravninger i Benin og i Naboriget Yoruba kan maaske givet Svaret.

Forf., og med ham alle Etnografer, haaber, at
de ikke maa lade vente for længe paa sig.