Wegener, Alfred: Die Entstehung- der Kontinente und Ozeane. 2-te Auflage. Die Wissenschaft, Bd. 66, 1920.

Den foreliggende Udgave repræsenterer en meget gennemgribende Omarbejdelse af Wegeners Bog af samme Navn fra 1915, og som vil være Tidskriftels Læsere bekendt gennem A. Lundagers indgaaende Referat af den, som findes i Tidskriftets Bind 24, S. 58 under Navn »Kontinenters og Oceaners Opslaaen«, og som jeg i det følgende maa forudsætte bekendt i alt væsentligt.

Der er næppe nogen enkelt Teori indenfor Geologien, der har vendt i saa høj Grad op og ned paa alle vante Forestillinger som den Tanke, at Kontinenterne i større Maalestok skulde have Evne til at foretage Bevægelser paa Jordoverfladen, og det er klart, at ethverlsomhelst Billede, man kan danne sig af Fordelingen af Land og Hav i tidligere Jordperioder, maa blive i højeste Grad paavirket af dette Forhold. Det vil vistnok være gaaet enhver saaledes, af han, førsle Gang han hører Teorien fremsat, vil synes, ät den er saa urimelig, at man næppe behøver at tage Hensyn til den; man kan ikke paa nogen Maade forestille sig, hvorledes hele Kontinenter kan bevæge sig, eller hvilken Kraft der skulde være i Stand til at drive dem af Sted. Hvad selve Urimeligheden angåar, maa man dog betænke, at der er en hel Mængde geologiske Fænomener, der mindst ligesaa vanskeligt lader sig forklare paa andre Maader. Her skal kun nævnes et Par af de mest berømte af disse.

Naar man ser paa Dyre- og Planteverdenen i langt fra hinanden liggende Kontinenter, baade i Nutiden og i tidligere Perioder, vil det være i højeste Grad paafaldende, at de i mange Tilfælde frembyder saa mange indbyrdes Overensstemmelser, at man er nødt til at antage, at der tidligere har været direkfe Forbindelse mellem disse Steder, og man har da ogsaa tidligere rask væk konstrueret alle mulige Landforbindelser tværs over Oceanerne. Men herimod taler i højeste Grad den Omstændighed, at Jordskorpen under disse kan bevises at være af en væsentlig anden og tungere Beskaffenhed end den under Kontinenterne, saa at det synes næsten umuligt, at det ene kan ombyttes med det andel; hvis man anstillede det Tankeeksperiment, al en større Strækning af Havbunden blev hævet op over Havet, vilde det snart synke ned igen paa Grund af sin store Vægtfylde. Man maa her erindre, at der kun er tale om de egentlige Dybhavsarealer. Lavvandspartierne (den sankaldle »Shelf«) kan meget godt hæve og sænke sig, men de maa i denne Sammenhæng regnes med til Kontinenterne. Kontinenlforskydningen synes her at være den eneste mulige rationelle Løsning af Forholdet. Endnu vanskeligere Problemer frembyder Klimaforholdene i tidligere Jordperioder, der som bekendt i mange Retninger afviger stærkt fra den nuværende, idet vi baade har mange varme Perioder og ogsaa kolde (Istider) eller begge Dele samtidig paa forskellige Steder af Jorden, som slet ikke kan sætles i Forbindelse med de nuværende Klimabælter. Mange af disse Afvigelser kan forklares ved Antagelsen af, at Polerne har haft en anden Beliggenhed end nu, og dette Forhold giver Wegener ogsaa en meget fyldig Omtale i den nye Udgave, idel han forsøger direkle at tegne Kort over Polens Beliggenhed gennem de forskellige Perioder. Men der gives ogsaa visse Forhold, hvor denne Forklaring aldeles ikke er tilstrækkelig, og detle gælder navnlig det vanskeligste af herhenhørende Problemer, nemlig den Istid, der fandtes i Indien, Australien, Sydafrika og Sydamerika. Selv om man anbringer Polen paa det gunstigst mulige Sted, undgaar man ikke, at nogle af de nævnte Verdensdele kommer til at ligge overordentlig langt fra Polen, saa man tvinges næsten ind paa den Antagelse, at de ikke kan have ligget paa deres nuværende Plads.

Disse og andre lignende Slutninger har bevirket, ät Forskydningsteorien ikke uden videre er blevet forkætret i den geologiske Verden. Blandt de mange forskellige Autoriteter, der har beskæftiget sig med den, siden den blev fremsat, er der vel en Del, der slet ikke kan gaa ind paa den, mens der er andre, der er direkte Tilhængere af den, og aller andre, der ikke beslemt tør udtale sig for eller imod Forholdene er vel i Virkeligheden saa komplicerede, og kan i saa ringe Grad gøres til Genstand for direkte lagtlagelser, at Teorien som saadan vanskelig med Sikkerhed kan enten bevises eller modbevises, saa at Antagelsen af den i en væsentlig Grad vil komme til at bero paa et personligt Skøn. For de Forskydningers Vedkommende, der finder

Sled i den nuværende Periode, vil unægtelig nøjagtige Stedsbestemmelse!*, fortsat gennem en længere Aarrække, kunne oplyse Sagen, men de af Wegener anførte Eksempler herpaa synes endnu ikke tilstrækkelig overbevisende.

I den foreliggende Udgave har Forfatteren foretaget en Mængde Ændringer og Omarbejdelser; Inddelingen af Stoffet er en helt anden end før, og Behandlingen af de enkelte Kapitler ligesaa, ligesom Figurerne ogsaa er forøgede og delvis erstattede med andre. Der er taget Hensyn til de i Mellemtiden l rem komne Indvendinger, saa at Motiveringerne gennemgaaende er bedre gennemførte end i den foregaaende Udgave. Pladsen tillader paa ingen Maade at komme ind paa videre Enkeltheder, som kun vil kunne give et meget ufuldstændigt Indtryk af det store Arbejde, der fra Forfatterens Side er nedlagt i Værket; det kan kuti paa det bedste anbefales alle geografisk interesserede selv at læse Bogen, som med sine 130 Sider frembyder en interessant og paa ingen Maade vanskelig tilgængelig Lekture. Hvad enten de endelige Resultater er rigtige eller forkerte, vil det være et lønnende Arbejde at sætte sig ind i de for Jordens Udvikling saa betydningsfulde Problemer, der bringes paa Bane, og at gøre sig bekendt med de mange, for største Delen højst originale Tanker, Forfatteren fremkommer med.