The Dutch Discovery and Mapping- of Spitsbergen (1596—1829.) Edited by order of the Nelherland Minister of Foreign Affairs. By Dr. F. C. Wieder. Published by the Netherland Ministry of Foreign Affairs and the Royal Dutch Geographical Society. Amsterdam 1919. (124 S. Tekst med 45 Tavler, stor 4° Format).

Opdaget 1596 af den berømte hollandske Søfarer Wil lern Barents kom Spitsbergen i 17 Aarh. til at spille en vigtig Rolle som Basis for en storstilet Hvalfangst, især hollandsk og engelsk. Da denne i Løbet af det 18. Aarh. ebbede ud, fik Øgruppen i største Delen af 19. Aarh. Lov til at ligge ganske øde og uænset. Men i den allernyeste Tid har den atter tiltrukket sig forskellige evropæiske Staters Opmærksomhed paa Grund af sine formodede Mineralrigdomme, og der meldte sig forskellige Interessenter med Krav paa at faa tilkendt Ejendoms- og Oveihøjhedsretten over Landet, en Strid der saa vidt vides for nylig er blevet afgjort til P'ordel for Norge.

Skønt Holland ikke har ønsket at deltage i dette internationale Kapløb, har det dog, og med god Grund, følt Trang til at minde den øvrige Verden om, at det var Hollændere, der ikke blot først opdagede Spitsbergen, men ogsaa igennem mere end to Aärhundreder Stykke for Stykke afslørede Øgruppens Kyster og var ene om Æren for de Fremskridt, der blev tilført Spitsbergens Kartografi i hele dette Tidsrum. Det er over hele denne ufortrødne og fortjenstfulde Virksomhed, at det ovennævnte Værk er rejst som et storstilet videnskabeligt Monument.

Paa en Maade, der ikke er til at tage fejl af, har Forf. allerede paa Bagsiden af Smudstitlen kort og knapt i Lapidarstil angivet det, som er hele Værkets »Argument«: »Opdagelsen af et Sæt hidtil ukendte eller upaaagtede Kort har ledet nærv. Forf. til den Slutning, at Spitsbergen ikke blot blev opdaget af hollandske Søfarere, men at den videre Udvikling af Kundskaben om Øgruppen skyldes den uafbrudte Virksomhed af hollandske Forskere, som var de første til at besøge de forskellige Bugter pg Kyster, paa Østsiden lige saa vel som paa Vestsiden. Fra Opdagelsen i 1596 til Enden af den historiske Periode er alle Kortene over Spitsbergen enten hollandske, eller hvis de

har anden Oprindelse, udviser de Paavirkning af
de hollandske Kartografer«.

Hollændernes Fortjenester af Spitsbergens Kartografi har da ogsaa tidligere været villigt indrømmet selv af Englænderne, de eneste, der kunde have nogen Adkomst til at gøre dem Æren stridig. Saaledes har Conway (No Man's Land, 1906) kun ment at kunne hævde, at i Aarene 1610^—22 var Englænderne forud for Hollænderne paa dette Omraade, idet de i disse Aar skulde have opdaget og kortlagt større Strækninger rundt om paa Øgruppens Kyster, som endnu var ukendte for Hollænderne. Men netop paa dette Punkt er det, at Dr. Wieders Undersøgelser bringer nye Oplysninger. En af ham fremdraget Globus fra 1612 af Plancius »har gjort det klart, at Hollænderne tidligere end Englænderne havde Kundskab, højst sandsynligt grundet paa personlige Besøg, om Nordkysten udover Hinlopen Strædet, om de Syv Øer, og om Vest- og Sydkysten af Edge Øen og om Hope Øen, saa at endog før 1614 hele Omkredsen af Spitsbergen var bekendt for Hollænderne, undtagen Omegnen om Heley Sundet og Østkysten af Nordøstlandet og Edge Øen, saa al Hollænderne med Rette kan kaldes Opdagerne af hele Spitsbergen Gruppen, fordi de sidstnævnte Dele var lige saa ukendte eller meget ufuldstændig kendte af Englænderne«. »Fra 1596 til 1829 var Hollænderne de sande Herrer over Spitsbergen, og denne Opfattelse stolles nu af mere end 200 Kort; Englændernes Ekspeditioner i den korte Periode af 12 Aar mellem 1610—1622 maa betragtes som ganske tilfældige, hvorvel Hollænderne ikke oversaa de Tilføjelser, som Englænderne i disse Aar gjorde til Spitsbergens Kartografi, at dømme efter nogle engelske Navne, som de bevarede paa deres Kort«.

I Teksten anføres først Bevislighederne for Øgruppens Opdagelse d. 17. Juni 1596, i første Række et Uddrag af Barents's egen Journal (trykt 1613), ret kort og knap. Langt fyldigere er Gerrit de Veers Beretning (trykt 1598), der indeholder mange fornøjelige Smaalræk; bl. a. forlæller han, at de deroppe fandt en Mængde »Rødgæs« paa Reden, en Slags Fugle, som de kendte hjemme fra Holland, hvor de »hvert Aar i stor Mængde kommer til Wieringen og bliver fanget, men hvorom man dog hidtil ikke har vidst, hvor de lægger og udruger deres Æg, saa at somme Forfattere ikke har undset sig ved at skrive, at de i Skotland vokser paa Træerne, og naar Grenene hænger ud over Vandet og deres Frugter falder i Vandet, saa er det Gæslinger, og de svømmer bort; men de som falder paa Landjorden, gaar i Stykker og bliver til ingenting. [Denne uhyrlige Røverhistorie finder man bogstavelig illustreret paa Olaus Magnus's berømte Kort 1539 og efter ham i Seb. Münsters Kosmografi]. Men dette viser sig nu at være stik modsat, og det er ikke til at undres over, at ingen hidtil har vidst, hvor de lægger deres Æg, eftersom intet Menneske, saavidt man ved, har været paa de 80 Grader, og ingen har vidst om Landet paa detle Sted, langt mindre om Rødgæssene, som udruger deres Unger deroppe. Her er endnu at bemærke, at endskønt dette Land, som vi anser for at være Grønland, ligger paa 80 Grader og mere, vokser der dog Blade og Græs paa det, og der lever græsædende Dyr, som Hjorte og andre«.

En anden udførlig Beretning skyldes en af Mandskabet, Tønnes Claesz, paa Ekspeditionens andet Skib, der førtes af Jan Corn. Rijp. Her kommer den samme Forestilling til Orde, at det nyopdagede Land er en Del al Grønland: »Derpaa sejlede vi igen op til Højden af 81 Grader fra Ækvinoktiallinien til Grønland, hvor inlel Menneske i Verden har værel andre end vi, og del er al befrygle, al der heller ikke skal komme andre; og vi var der vel 12 Uger, i hvilke vi har hafl Solen paa Himlen baade Dag og Nat, og ved Midnal skinnede den saa varmt, al vi sommetider laa og sov oppe paa Dækket.« Et Sted finder de paa Kyslen Fodspor »som af Hestefødder, og kunde ikke regne ud, hvad for Dyr det havde været, saa tænkte vi ved os selv, at hvis der findes Enhjørninger i Verden, skulde de maaske være her; dog maler man en Enhjørning med kløftede Klove, ligesom Klovene er paa en Hjort, saa det maa have været nogle vilde Hesle«.

Den næste Søfarer, som besøgte Spitsbergen, var
Henry Hudson paa hans første Rejse i 1607; men
han kendle Barenis's Korl og Rejseberelning.

Aarene 1610^—22 er altsaa det Tidsrum, i hvilket Englænderne skulde hove gjorl en særlig Indsats i Spilsbergens Udforskning; men som tidligere nævnt kommer Forf. til det Resullal, at de i Virkeligheden ikke'har gjort andet end nøjere at undersøge de allerede af Hollænderne opdagede Kysler og give Navne til en Del Lokaliteter paa disse. Iblandt de engelske Søfarere heroppe i disse Aar møder vi ogsaa Baffin i 1614.

Ved Hjælp af Plancius's foran nævnte Globus

fra 1612 paaviser nu Forf., at Hope Øen S. Ø. for Spitsbergen er opdaget i alt Fald af den holl. Søfarer Jan Corn. May i 1611, men muligvis i Virkeligheden allerede tidligere af en el. anden ukendt hollandsk Søfarer, medens Englænderne først fandt den i 1613. Paa Plancius's Globus findes endvidere en Gruppe Smaaøer med Navnet »De 7 Brødre«, der aabenbart er de samme som »De 7 Øer«, som ligger N. V. for Spitsbergens Nordøstland; disse maa altsaa ogsaa være fundet før 1612 af Hollænderne. Endelig kan der anføres enkelte Ytringer i forskellige spredte Kilder, som lyder paa, at der har været Hollændere i Virksomhed i Egnene Øst for Spitsbergen i disse Aar.

Fra 1622 til 1829 er Hollænderne übestridt ene om at føre Spitsbergens Kartografi videre. En foreløbig Afslutning naaes allerede c. 1710 med del store smukke Kort af Giles og Rep, som viser, al hele Øgruppen nu er kendt hele Vejen rundt, og som blev kopieret alter og aller i det følgende Aarhundrede. Endnu det sidste historiske hollandske Kort, af R. v. Wyk (1829), hviler næsten udelukkende paa det.

»Hvis der nogensinde kan drages afgørende Slulninger af Korlenes Vidnesbyrd«, saaledes sluller Forf. sin korte Indledning, »saa er det her med Hensyn til Spitsbergen. Fra dets Opdagelse i 1596 og til Enden af den historiske Periode i Begyndelsen af det 19. Aarh. har Hollænderne ikke et eneste Aar sluppel deres Tag i Øgruppen, saa at Spitsbergen er lige saa fast knyttet til Holland med historiske Baand som de forskellige Øer i del ostindiske Arkipelag«.

Efter Indledningen følger en vidtløftig kronologisk Liste over Spitsbergen-Kort med nøjaglige bibliografiske Oplysninger, ialt 288 Numre, af hvilke dog mange rummer flere Udgaver af Originalkortet. Af denne vældige Masse er der paa 45 Tavler meddelt Reproduktioner af de vigtigste, ofte i fuld Størrelse. Det er Forf.'s Bevismateriale, der her lægges Læseren for Øje i en Overdaadighed, der er lige saa paaskønnelsesværdig som sjælden, især naar det drejer sig om en saadan Enkelthed i Kartografiens Historie. I denne Henseende vil fremtidige Spilsbergen-Forskere være heldigere slillel end de allerfleste andre Kartografihistorikere. Men Anvendelsen af saa store Bekostninger, som delle smukke Værk maa have krævet, kan ogsaa kun lænkes mulig, hvor del som i delte Tilfælde drejer sig om al slaa et Slag for en Nations videnskabelige Ære; og i det foreliggende Tilfælde iør det siges, at Pengene er vel anvendt.

Der er da god Grund til at takke og lykønske baade den ihærdige Forf., Dr. F. G. Wieder, og de Institutioner, der har ydet den fornødne pekuniære Støtte, det nederlandske Udenrigsministerium og det kgl. nederl. geografiske Selskab, for denne yderst værdifulde Berigelse af den kaiiografihistoriske Literatur.