Axel Jessen: Vendsyssels Geologi. Danmarks geologiske Undersøgelse 5. Række, Nr. 2.

Hensigten med denne for nylig af den geologiske Undersøgelse startede 5. Række er at give en for et større Publikum egnet Fremstilling af de enkelte Landsdeles geologiske Forhold, end der kan opnaas ved Kortbladsbeskrivelserne (1. Række), der nødvendigvis maa indeholde langt flere Enkeltheder. Indholdet af den foreliggende Bog er i det væsentlige et Uddrag af de af samme Forfatter tidligere udgivne Kortbladsbeskrivelser over de samme Egne, men er suppleret med en Del nyere lagttagelser.

Først gives en Oversigt over Vendsyssels geografiske Forhold, hvoraf navnlig maa fremhæves den udprægede Adskillelse, der kan gøres mellem tre Typer af Terrænforhold, nemlig 1) det bakkede Højland, der i alt væsentlig er af Karakter som største Delen af det øvrige Danmark, 2) de højtliggende Plateauer, dannede som Havbundsaflejring af det kolde Yoldiahav, og 3) det lavtliggende Sletteland, der er dannet af den senere Havbedækning (Stenalderhavet). Mens dette som Regel er skilt fra de højtliggende Plateauer ved meget udprægede gamle Kystskrænter, er der som Regel ikke nogen tydelig Grænse mellem de to førstnævnte Terrænformer.

Undergrunden under Vendsyssel dannes overalt af Skrivekridt, der i den sydlige Del paa mange Steder kommer helt op til Overfladen og benyttes en hel Del, navnlig til Cement, mens det i den større nordlige Del ligger meget dybt.

Den ældste kvartære Dannelse, man kender, er Moræneler fra den næstældste Istid, der kun er fundet ved en Boring ved Skærumhede. Ovenover dette fandt man i inlerglaciale Aflejringer Ler med forskellige Skaldyr, der lyder paa, at Klimaet i den Periode gik over fra at være tempereret gennem halvarktisk til at blive helt arktisk. Leret med de arktiske Skaldyr, det saakaldte ældre Yoldia ler, er ogsaa kendt fra forskellige andre Steder i Vendsyssel, navnlig ved Hirtshals og Frederikshavn.

Derefter indtræder den sidste Nedisning, som har efterladt en Del forskellige Aflejringer; blandt Smeltevandsaflejringerneer Diluvialleret forholdsvis sjældent, mens Sandet og Gruset udgør største Delen af det bakkede Land. Det Sand, der er aflejret foran den frembrydende Isrand, vil som Regel være bleven forstyrret af Isen og nu findes med mere eller mindre uregelmæssige Lejringsforhold; Forstyrrelserne ses særlig smukt i Lønstrupklinten, der i geologisk Henseende er det interessanteste Parti i hele Vendsyssel. Her ses Systemer af stærkt hældende Lag, i Lighed med hvad der er Tilfældet i mange andre Klinter her i Landet, og som har været Genstand for stærk Diskussion, nemlig om Forstyrrelserne skyldtes Jordskorpebevægelser eller Istryk. Forfatteren har dog ikke i den Retning kunnet komme til noget afgørende Resultat for Lønstrupklintens Vedkommende. Det Sand, der er aflejret foran den tilbagerykkende Isrand, ligger derimod altid i regelmæssige, vandrette Lag.

Til Vendsyssels Sandaflejringer knytter sig den meget interessante Forekomst af naturlig Gas, der er fundet paa mange Steder ved Boringer og Brøndgravninger, men overalt i for ringe Mængde, til at den har kunnet faa nogen økonomisk Betydning.

Blandt Moræneaflejringerne fra den sidste Nedisning er Moræneler og -Sand forholdsvis sjældne i Vendsyssel, mens derimod en Bjærgart, der kaldes stenet Sand, har stor Udbredelse. Randmoræner findes forskellige Steder, der viser, at Isen har trukket sig tilbage først i nordøstlig og siden i østlig Retning.

Efter at Isen havde trukket sig tilbage, men mens Klimaet endnu var arktisk, dannedes de senglaciale Aflejringer, af hvilke de interessanteste er de i Havet dannede, der her i Landet næsten kun findes i Vendsyssel. Det første, der dannedes, da Isranden var umiddelbart nærliggende, var Sand (det nedre Saxicavasand), derefter aflejredes Ler (det yngre Yoldialer) og derefter igen Sand (det øvre Saxicavasand), nemlig da Landet havde hævet sig saa højt op, al Havets Dybde var formindsket ganske væsentlig. Disse Aflejringer indeholder Skaller af højarktiske Mus

«

linger og Snegle, mens man derimod oven paa dem finder en Aflejring, der benævnes Zirphæalaget, og som indeholder Skaller af halvarktiske Dyr. Disse forskellige skalførende Dannelser findes udbredt i regelmæssige, vandrette Lag over de før nævnte højtliggende Plateauer.

Zirphælaget danner Overgangen til den postglaciale Tid (Alluvialtiden), som begynder med, at hele Landet hævedes til et højere Niveau end i Nutiden. Fra denne Periode foreligger det nedre Fersk vandsallu vium, overvejende Tørv, som paa de Steder, hvor Havet senere brød ind, danner et udpræget Lag mellem de arktiske skalførende Aflejringer nedadtil og Stenalderhavets Aflejringer opadtil. Disse, der udgør Saltvandsalluviet, bestaar af Sand eller Ler med en Mængde forskellige Skaller af næsten de samme Former, der lever ved Kyslen den Dag i Dag, og de dækker hele Vendsyssels lavtliggende Sletteland. Særlig anselige Dannelser af denne Art findes paa Halvøen Grenen, der helt igennem er opstaaet i denne Tid ved den forenede Virksomhed af Havaflejring og Sandflugt. Til de ejendommeligste Terrænformer i hele Landet hører de herværende saakaldte Rim mer, lange Sandvolde, der er adskilte af mellemliggende tørvefyldte Lavninger, de saakaldte Dopper; Forfatteren forsøger at give en Forklaring paa, hvorledes disse Dannelser er opstaaede.

Over Saltvandsalluviet ligger det øvre Ferskvan dsålluvium, overvejende Tørvedannelser; herhen hører nogle af de største Moser i hele Landet, navnlig den store Vildmose. I Klitterrænet er Tørven for største Delen ved Hjælp af Flyvesandet omdannet til en haard Masse, den saakaldte Martørv, der særlig viser sig i Skrænten ved Kandestederne. Til sidst omtales Flyvesandsdannelserne, blandt hvilke navnlig de storslaaede Raabjerg Miler fortjener at nævnes.

Afhandlingen, der er fornøjelig at læse, i Særdeleshed for dem, der af Selvsyn kender den omhandlede Landsdel, er forsynet med oplysende Kort og navnlig med en Mængde særdeles vellykkede Illustrationer. O. B. Bøqqild.