Sahara. Den bekendte Jranske Sahara-Forsker, E. F. Gautier, har under Krigen besøgt det store Ørkenland, denne Gang den Libyske Ørken, om hvilken han beretter i Annales de Geographie 1919. Han anstiller her Sammenligninger imellem den Libyske Ørken og det algierske Sahara og kommer til det Resultat, at der hverken i klimatisk eller geologisk Henseende er nogen Forskel imellem de to Ørkengrupper. Fladt aflejret Kalk og Sandsten danner i begge udstrakte Plateaus. Derimod er der stor Forskel paa Overfladeformerne. Medens der i det algierske Sahara findes et sammenhængende Net af Vadier, findes et saadant ikke i den Libyske Ørken. Oaserne i den Libyske jØrken er nedsænket i Plateauet, staar ikke i Forbindelse med noget Vadi-Net og menes ikke at skyldes fluviatile Aarsager. Der findes vel udstrakte Terræns, dækket med Flodaflejringer, men de stammer fra en Tid, da Nilen ikke bestod i sin nuværende Skikkelse. Deltaophobninger af tertiær Alder i Vadi-Natrun og ved Maghara tyder paa en ældre Nil, hvis Seng ikke faldt sammen med den nuværende. De æoliske Kræfter, der har virket saa lang Tid i Sahara, har imidlertid udslettet ethvert Spor af den. Den algierske og den Libyske Ørken maa altsaa være to forskellige gamle Ørkener, den algierske ung, den libyske gammel. Flyvesandørkenerne i det algierske Sahara, de saakaldte »Erg«, der betyder Klitlandet, ligger i Dalene og har mange Brønde og Græsgange, som Beduinerne søger, hvorfor de ikke er saa vanskelige at berejse. Den libyske Erg er den største Sandophobning i Sahara og næsten umulig at rejse i, hvorfor den i sin største Udstrækning er ukendt. Ophobningen af Sand har

ganske besejret den fluviatile Erosion. Beboerne i det,algierske Sahara er mest Nomader, da der findes Græsgange nok, medens Beboere i den Libyske Ørken som Regel er bundet til visse afgrænsede Distrikter, hvor der findes Vand, og derfor mest er bofaste. Medens den algierske Sahara-Nomade med Stolthed ser ned paa Oasebeboerne, er den libyske Nomade ikke meget regnet.