Ris og Risdyrkning i Hollandsk Indien.

Ingenieur bij den Waterstaat en's Lands Burgerlijke Openbare Werken.

Allerede i de tidligste historiske Tider var Ris bekendt i Østen som et af de vigtigste, for ikke at sige det vigtigste Fødemiddel, og Dyrkningen deraf spillede overalt en stor Rolle. De ældste Meddelelser, der er naaet til os om Risdyrkning stammer, man kunde næsten sige naturligvis, fra det ældgamle Kulturland Kina, hvor Kejser Chinung i Aaret 2800 f.Chr. i Følge Overleveringen ved Lov indførte den Ceremoni, at den regerende Kejser hvert Aar personlig skulde udsaa nogle Riskorn. Ved samme Lejlighed blev der ogsaa saaet fire andre Kornsorter, men ikke af Kejseren selv. Naar man nu tager Kejseren af Kinas Guddommelighed i Betragtning, er denne personlige Udsaaen af Risen et uomstødeligt Bevis paa, at Risen allerede dengang i Kina betragtedes som det vigtigste Ernæringsmiddel, værdig al guddommelig Ære.

Vender vi os nu fra Kina til det andet gamle Kulturland i Østen, Britisk Indien, da finder vi, at Risen ogsaa her i umindelige Tider har været bekendt som Fødemiddel. Rigtignok omtales den ikke i det ældst bekendte Skrift >Rig Vedaen«.. Derimod optræder Risen allerede som bekendt i den senere Atharva Veda, der daterer sig fra c. Aar 1000_—800 f. Chr., saa at Risdyrkningen i Britisk Indien dog har den anselige Alder af c. 3000 Aar. Efter disse Par indledende Bemærkninger vil vi nu henvende vor Opmærksomhed udelukkende paa Øerne i det hollandske Kolonirige og da navnlig Java, som inden for det Rige altid har været Hovedsædet for Risdyrkningen.

Hvornaar nu Risen er indført her, vides ikke med Sikkerhed. Nogle Forskere holder paa, at de første Indvandrere af malajisk Herkomst førte Kendskaben til Risen med sig, andre at først Hinduerne har gjort det. Den første Antagelse lyder imidlertid for mig som den mest troværdige, og jeg mener at kunne støtte denne min Mening derpaa, at det malajiske Ord »padi«, Navnet paa den endnu uhøstede Ris, er Fællesejendom overalt i Øst Indien. At Hinduerne derimod, som de langt højere staaende Kulturmennesker, har indført store Forbedringer i Dyrkningsmetoden er utvivlsomt; men Æren af at have indført Dyrkningen af Ris paa Java, tror jeg ikke, de har.

Før vi gaar over til nærmere at omtale de forskellige Rissorter og Maaden, hvorpaa de dyrkes, skal lige nævnes, at Risen paa Java betragtes som en Gave af Retna Dumilah, en Datter af Batara Guru (Læreren) og Dewi Sri (den javanske Ceres og Vishnus Hustru)

Den er altsaa ogsaa her, ligesom i Kina, anset foi en guddommelig Gave og æres ogsaa som saadan. Som allerede nævnt er Java Hovedlandet for Risproduktionen i Hollandsk Indien, og hvis det gamle Ordsprog, »at kært Barn har mange Navne«, passer, saa er Risen saadant et kært Barn, idet den har el Navn paa ethvert Stadium af Udvikling fra Sædekornet til Risen i Gryden. De vigligsle af disse er: padi = den paa Marken voksende Ris, gaba = de høstede Risaks uden Straaet, bras = den tærskede, raa Ris, og nasi = den kogte Ris. Hvad nu Risen angaar, dyrkes den her i utallige Varieteler og Afskygninger, der imidlertid alle botanisk set staai hinanden meget nær, og som det i denne Skitse vilde føre os altfor vidt at gaa nærmere ind paa.

Jeg skal derfor blot lige nævne de 3 Hovedarter, nemlig Bjærgris (padi gaga), som vokser paa en Højde af circa 2000 Fod, og som næslen fuldstændig har mislet sin Karakter af Sumpplante og Lavlands Ris (padi gendjah og padi dalem). Af disse to Sorter er den førstnævnte hurtigt og den anden langsomt modnende Ris, idet Forskellen mellem Modningstiderne er henved 2 Maaneder. At just denne Forskel i Modningstid spiller en stor Rolle, skal vi straks nærmere komme ind paa ved Omtalen af Risens forskellige Dyrkningsmaader. Vi kan imidlertid fastslaa, naar der ses bort fra Bjærgrisen, at den saakaldte »vaade Ris«, som overalt er det vigtigste Produkt, dyrkes enten paa ikke kultiverede Jorder, de saakaldte »ladangs« eller paa kultiverede, kunstigt eller alene af Nedbøren bevandede Jorder, de saakaldte >sawahs«. Den førstnævnte mere primitive Dyrkningsmaade findes nu næsten udelukkende paa Øerne udenfor Java, og da navnlig paa Sumatra, og giver der Anledning til Ødelæggelse af Skovene i stoi Udstrækning, af hvilken Grund den stedlige Øvrighed paa alle Maader søger at forhindre den, indtil Dato imidlertid saa godt som uden Resultat. En saadan »ladang«Dyrkning bestaar nemlig heri, at de Indfødte, enten familie- eller landsbyvis, udsøger sig el passende Stykke Jord i de overalt tilstedeværende Skove, og her med Økser og Ild rydder saa stort el Stykke, som de kan overkomme at beplante. Efter at det saaledes ryddede Stykke, der naturligvis overalt slaar fuldt af Stubbe og halvtudbrændle Træer, har ligget aabent nogen Tid, for at Jorden kan udsyres, plantes Risen uden videre Forberedelser ud paa ladangen, hvor den paa den jomfruelige stærkt frugtbare Jord giver et meget stort Udbytte. Det forkastelige ved denne Fremgangsmaade bestaar nu heri, at Befolkningen kun benytter det samme Stykke Jord een Gang, idet de for den følgende Høst ryddei et nyt Stykke Skov. Følgen heraf udebliver ikke. Den til sig selv overladte ladang dækkes snart af en stærk kiselsyreholdig indtil 2 m høj Græssort, den saakaldte alang-alang (imperata arundinacea), der kvæler al anden Vækst, og som i sig selv er fuldstændig værdiløs, kun som helt ung kan den bruges til Græsning for Kvæget. Dertil kommer, at det nævnte Græs har et meget udbredt Rodnet, saa at det næsten er umuligt at udrydde, hvor det engang har vundet Indpas. Paa denne Maade er allerede store Strækninger værdifuld Skov forvandlet til værdiløse Græsmarker.

Før vi nu gaar over til nærmere at omtale den
intensive Kultur paa de irrigerede Marker, skal lige

der har en Størrelse af 84,700 km², i Færd med Udførelsen af et stort Inddigningsarbejde med tilhørende Af- og Bevandingssluser, der skal gøre det muligt at regulere Vandtilførselen paa et Sumpareal af 32,000 ha, og derved forekomme Fejlslagning af Rishøsten.

Jeg skal nu gaa over til at omtale Dyrkningen af Ris paa irrigerede Marker, langt den vigtigste af alle Dyrkningsmetoder, og da Fremgangsmaaden paa de kunstigt og de ikke kunstigt bevandede Marker er den samme, blot bliver de sidste i Reglen tilsaaet noget senere end de første, da de er tvungne til at vente paa Regnens Gennembrud, skal jeg her udelukkende holde mig til de kunstigt bevandede Rismarker og da, som en naturlig Begyndelse, begynde med at omtale de forskellige Jordbundsforholds Indflydelse paa Produktiviteten og derefter selve Markernes Indretning. Det mærkelige viser sig nu, at Jordbundsforholdene spiller en temmelig underordnet Rolle, idet Risen trives næsten lige godt paa al Slags Jord, bedst egnede synes dog sandblandede Lerjorder at være, mindre gode lette Sandjorder, men Forskellen paa Afgrøden er dog ikke stor, alt imidlertid under den Forudsætning, at der bliver tilført Risen det nødvendige Kvantum godt Vand, helst stærkt dyndholdigt og frit for Syrer, og dette Kvantum er naturligvis paa Grund af Jordens Porøsitet langt større for de lette Sandjorder end for de sværere Lerjorder. Hvad nu Rismarkernes Indretning angaar, er disse anlagte terrasseformede i Faldets Retning, saaledes at Forskellen mellem to paa hinanden følgende Marker varierer mellem 0,5 og l Meter. Det første Maal gælder for Marker i Lavlandet, det andet for Markerne i stærkere hældende Terræn. Desuden er hver Terrasse skilt fra den følgende ved et lavt Dige, galangan, circa 0,5 ni høj og med en Kronebredde af 30 cm. Da Højdeforskellen mellem to Terrasser altsaa paa det nærmeste er konstant, vil følgelig Terrænets Hældning være bestemmende for Bredden af disse, dog gaas der ikke gærne til større Bredde end circa 50 m og ikke til mindre end 5 m, det sidste netop bredt nok til at en Plov med sit Forspand af Bøfler kan vende derpaa. Terrasserne selv er igen ved smaa Tværdiger delt i mindre Felter, saa at en Rismark set fra oven giver Indtrykket af et stort Skakbrædt, rigtignok med Felter af højst forskellig Størrelse.

De omtalte Diger tjener to forskellige Formaal. For det første skal de hindre Vandet i at strømme for hurtigt over Markerne og derved rive Humuslaget med sig, og for det andet skal de holde Vandet tilbage paa hver Terrasse saa længe, det er nødvendigt, hvad der er højst forskelligt for de forskellige Terrasser, da Risen ikke overalt er lige gammel, og dens Behov efter Vand netop i høj Grad retter sig efter Risens Alder. Har Vandet nu staael tilstrækkeligt længe paa een Terrasse, bliver det bragt ned paa den følgende simpelthen derved, at Digerne bliver gravet igennem enkelte Steder, og paa denne simple Maade bliver efterhaanden alle Markerne forsynede med det nødvendige Vand.

I Reglen bliver nu paa Java Rismarkerne kun
benyttet engang om Aaret til Dyrkningen af Ris og
da naturligvis i Regntiden, det vil sige Oktober—

April, paa hvilken Aarstid der altid er fuldt op af
Vand.

I den tørre Tid dyrkes da forskellige andre Vækster, pålåwidjå, som ikke fordrer saa meget Vand, saasom Cassave, Mais, spansk Peber, Agurker, Soyabønner o. s. v. Hvor der imidlertid staar tilstrækkeligt Vand til Disposition hele Aaret igennem, hvad der er Tilfældet i mange flodrige Egne, dyrkes der sædvanligvis Ris to Gange om Aaret eller tre Gange i Løbet af to Aar, hvad der giver et større pekuniært Udbytte. Og hertil bruges da netop den tidligere omtalte hurtigt modnende Rissort, padi gendjah. Deter altsaa udelukkende Spørgsmaalet om tilstrækkeligt Vand, der betinger Antallet af Rishøstene. Alene paa de Steder, hvor Jorden ikke udelukkende bliver brugt til indfødte Kulturer, men ogsaa for evropæiske, som f. Eks. Sukkerrør, der fordrer 16 Maaneder til at modnes, bliver Forholdene af sig selv

anderledes og Vekseldriften en anden, idet der saa
hvert 3. Aar slet ikke dyrkes Ris.

Vi vil nu tænke os, at vi er i Midten af Oktober,
Regntiden er saa smaat begyndt og der er nu
tilstrækkeligt Vand til, at Javaneren kan begynde

sædvanlige Rissygdomme end senere udsaaet, Dertil kommer, at den første Ris paa Markedel altid opnaar bedre Priser end den senere, hvor Tilførselen er større.

Bearbejdelsen af det for Mistbænken udvalgte Stykke Jord, der i Reglen er ca. 10 % af hele Arealet, sker i Hovedsagen paa samme Maade som Bearbejdelsen af hele Rismarken, alene med den Forskel, al den er meget omhyggeligere. Det omtalte Stykke Jord, der altid er valgt saaledes, at det let kan bevandes, bliver først en Tid lang sat under Vand og derefter i vaad Tilstand behandlet med Plov, Harve og Tromle. Maalet er at faa en fuldstændig udsyret Jord, hvis rnudderaglige Muldjordslag ligger horisontalt, og som er fri for alle Urenheder, som Planterødder o. s. v. Den hele Bearbejdelse varer temmelig længe, fremfor alt fordi en stadig, men langsom Overrislen med Vand er nødvendig, for at alle Plantestoffer kan raadne, og Jorden blive fuldstændig udsyret. Selve Bearbejdelsen tager omtrent 10 Dage, og Overrislingen omtrent 20 Dage. Til Udsæd regnes omtrent 50 kati per bouw, det vil sige 30 kg pr. 0,7 ha. Selve Saaningen sker enten derved, at de hele Risaks bliver trykket ned i Mudderet (uritan) eller ved, at de enkelte Riskorn udsaas (sebaran). Den sidste Metode vinder efterhaanden mere og mere Overhaand, idet der ved den første klæber de Mangler, at Kornene ligger for tæt ved hinanden, saa at en Del ikke spirer, eller at de unge Planter kvæler hverandre. Heller ikke er det muligt ved denne Fremgangsmaade at sortere Risen, saa at kun den bedste bruges til Udsæd. Ved den sidste Fremgangsmaade er rigtignok Chancen for, at de enkelte Korn skal skylles bort eller synke for dybt ned i Mudderet større, men disse Ulemper vejer ikke op imod de andre større Fordele. Hvad nu selve Riskornene angaar, bliver de, førend de saaes, først nogen Tid lagt i Blød og derefter ca. en Maanedslid opbevaret mellem Bananblade, indtil de begynder at spire. Først da bliver de saaet. Efler at Risen er saaet, bliver" »Mistbænken« sat under Vand, som fornyes hver Dag. Senere, naar de unge Risplanter er bleven større, lader man Vandet uafbrudt strømme over Marken, og gaar alt efter Ønske, kan den unge Ris ca. 35 å 50 Dage efter, at den er saael, plantes ud paa Markerne, der i Mellemtiden er gjort rede.

Omtrent paa den Tid, da Risen bliver saaet,
begyndes der nemlig med at sætte de øvrige Marker

2 Gange harvet og samtidig alle større Ujævnheder ligesom alle halvraadne Plantedele og Rødder fjærnede. Derpaa bliver Jorden planeret med en Tromle, der i Reglen kun bestaar af en rund Træ- . stamme, der bliver trukket over Markerne af Bøfler, og nu er Markerne færdige til at modtage de unge Risplanter; der imidlertid har vokset sig store og kraftige. Hele Bearbejdelsen tager i Reglen 50 å 60 Dage, men afhænger naturligvis i høj Grad af de stedlige Terrænforhold, [Tilstedeværelsen af tilstrækkelig Arbejdskraft o. s. v.

Gødning bliver som Regel ikke brugt. Dyndet,
der med Vandet bringes paa Markerne, indeholder
i Reglen tilstrækkelige Plantenæringsstoffer til

at kunne erstatte Tabet foraarsaget ved Risen. Et andet Spørgsmaal er naturligvis, om naturlig Gødning ikke skulde kunne forøge Udbyttet. Dette har nu vist sig lang.tfra overalt at være Tilfældet, j Man maa nemlig ikke glemme, at det er meget j usikkert, om de kemiske Processer i Gødningen l paa Grund af Markernes stadige Slaaen under Vand, vil forløbe i den gode Retning, hvortil ogsaa den høje Temperalur skal gøre sit. For det andet indeholder Gødningen paa Java paa Grund af Staldenes meget primitive Indretning mindre Urin end i Evropa, medens det som bekendt netop i høj Grad er Indholdet af Urin, der betinger Gødningens Værdi, og for det tredje bliver Kvæget slet fodret og Gødningen er derfor ogsaa mindre god. Alene kvælstofrige Kunstgødninger giver stærkt forhøjet Udbytte, men Prisen herfor overstiger langt Javanerens Kræfter. Dertil kommer, at hans stærke ; konservative Principer ogsaa sætter sig imod den Slags moderne Ideer, og kun i de Egne, hvor Risen følger efter de evropæiske Kulturer som Sukkerrør, Tobak og Indigo, profiterer den indtil Dato af den hertil brugle Kunstgødning.

Naar nu den sidste Bearbejdning af Jorden er færdig, og denne er gjort fuldstændig vandret, hvad der er nødvendigt for en regelmæssig Udvikling af Risen, kan man straks gaa over til at udplante de unge Risplanler, der imidlertid er trukket op af Mistbænken og fordelt over Markerne. Dette Arbejde,

Spektakkel. Ogsaa smaa Vindmøller paa høje Bambusstokke bygger han, alt til Beskyttelse af den kostbare Ris. Naar nu Risen begynder at modnes, lægges Markerne fuldstændig tørre, hvad der fremskynder Modningen. Selve Høsten foretages nu af de samme Kvinder, der har plantet Risen, ved Hjælp af en lille Kniv af særegen Form, den saakaldte ani-ani, idet de med højre Haand, hvori de holder Riskniven, Straa for Slraa skærer Aksene af. Saa snart højre Haand er fyldt, bliver Straaene flyttet over i venstre, og naar Kvinden ikke kan bære mere, bliver hele Knippet bundet sammen, forsynet med et Mærke og lagt paa Jorden, hvor hun nemt senere kan finde det igen. Efter Høsten faar Kvinderne saa deres Løn udbetalt, som i Reglen bestaar af 1/₅ til l/₁₀ af, hvad der er høstet. Resten bliver foreløbig stablet op i Vaglhusene for at tørres, naar Vejret er godt. Saa snart nu padlen er god, tør, bliver den bragt til Forraadsskurene i Landsbyerne for senere, i Følge den overleverede Skik og Brug, efter 40 Dages Forløb i hule Træblokke at blive stampet til bras, og Risen er nu klar til at spises.

Før jeg slutter, skal jeg lige kort omtale de vigtigste Sygdomme og Plager, der angriber Risen og til Tider anretter enorme Ødelæggelser, og at dette ikke er tomme Ord, fremgaar sikkert tydeligt heraf, at. Høsten aarlig, sorn Følge heraf, mislykkes paa gennemsnitligt 150,000 ha. Den samlede Overflade af Rismarker paa Java anslaas til cirka 3 Millioner ha.

Den Sygdom, der anretter størst Skade af alle, er uden Tvivl den saakaldte »padi wortelrot«, Bortraadnen af Risens Rødder, en Sygdom, som er almindelig bekendt over hele Verden, hvor der dyrkes Ris. Paa Java kaldes den åmå mentek, i Italien »brusoni«, i Japan »imooi«, i Engelsk Indien »ufra« og i Amerika »rust«. Først i de senere Aar er det lykkedes at paavise, at denne Sygdom ikke skyldes Plante- eller Dyreorganismer, men udelukkende maa tilskrives den Indflydelse, Jordbunden under bestemte Forhold, nemlig Mangel paa Ilt, udøver paa Risen, saa at Modarbejdelsen af denne Sygdom udelukkende maa gaa ud paa at forbedre Jordbundsforholdene. Denne Forbedring maa da navnlig bestaa i en god Afvanding af Markerne, en dyb og grundig Bearbejdelse og en lang Brakliggen, saa at Luftens Ilt kan fan Lejlighed til at trænge dybt ned i Jorden. Foruden denne Sygdom skal lige nævnes to andre, åmå wereng og åmå sundep, der opstaar ved, at Larverne af forskellige Sorter Cikader og Møl opæder de unge Bladskeder, og åmå \valang sangit, en af de mest skadelige Sygdomme, der har sin Aarsag i, at en bestemt Slags Bladlus, »Leptocarisa acula«, suger Saften ud af de unge Riskorn.

Medens alle disse Sygdomme angriber den paa Marken staaende Ris, bliver den høstede Ris i Oplagsskurene ofte stærkt angrebet af Larverne af Rissnudebillen og Rismøliel, der æder de modne Riskorn op.

Til Slut skal blot lige nævnes at, foruden de allerede nævnte Ristyve og Vildsvin, ogsaa nu og da Hjorte og da navnlig Rotter kan foraarsage uhyre Skade ved Ødelæggelse af Markerne.