Den nu i Nordgrønlændernes Økonomi saa vigtige Isgarn-Fangst af Sæler synes efter alt at dømme ikke — som almindelig antaget — at være indigen i Grønland. I hvert Fald var den ukendt endnu langt ind i Kolonisationstiden og maa, da den ca. 1765 indførtes af Kolonien Umånaqs Bestyrer, Joh. Henr. Bruun, have været det i adskillige Generationer. Foruden at der er mange direkte Vidnesbyrd om Fangstmetodens Nyhed dengang, lader det sig nemlig ikke paa anden Maade forklare, al Grønlænderne stillede sig saa afvisende overfor den og var saa sendrægtige til at optage den, at den først langt ind i det 18. Aarhundrede kan siges at være kommen almindeligt i Brug i Nordgrønland. Om dette Forhold henvises iøvrigt til min Afhandling »Hvor gammel er Brugen af Isgarn til Sælfangst i Grønland?« i Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1917.

Den Mand, der — Isgarnels Opfinder ufortalt — har den største Fortjeneste af Isgarnsfangstens almindelige Indførelse, er den her meddelte Afhandlings Forfatter, Marcus Nissen Myhlenphort (f. 26. Februar 1759 i Christianssund, f 7. Decbr. 1821 i Godthaab). Man kan sige, at han saa godt som gjorde Garnfangstens Drift og Udbredelse til sit Livs Hovedopgave. Fra sin Ankomst til Landet 1786, indtil han i 1801 forflyttedes til Sydgrønland (hvor han Aaret efter blev Inspektør), drev han den selv i stedse stigende Grad og blev ved sit Eksempel, Opmuntring og Understøttelse Aarsag til, at stedse flere optog den, først blandt de danske og blandede Mandskaber ved Kolonierne, og derpaa efterhaanden blandt de indfødte. I Egedesmindes store Distrikt, hvor han virkede længst — 10 Aar — fik han den efter Inspektørens Vidnesbyrd (Skriv, af 10. Maj 1798) fuldstændig indført.

Hans Fortjeneste heraf er saa stor, at den vel bør bevares fra Forglemmelse. Hans nedenstaaende Afhandling¹), der som den første udførligere og til Dato mest indgaaende Fremstilling af dette Emne frembyder en ikke ringe Interesse og har Krav paa Grønlandsinteresseredes Opmærksomhed, kan bidrage sit hertil.

Underdanig Promemoria.

Ved aflagt Skrivelse til den Kongelige Grønlandske Handels Direction under 25. Septbr. 1799 gav jeg mig den underdanige Frihed at love: At jeg i Følge høybemelte Directions yttrede Ønske udi Skr: til mig af 1. May s. A. ville dette Aar opfylde Directionens Forlangende, med at meddele mine ringe Tanker, om hvad jeg veed om Garnfangstens Drift ved de Steder hvor jeg har opholdt mig i Landet, og hvad ellers ved denne Fangst i Almindelighed kunde være at iagttage.

For at opfylde mit givne Løvte vil jeg for det første bestræbe mig paa at vise, hvorvidt Sælhunde Fangsten med Garn har været brugt og kunde bruges ved de Steder i Landet, som har været anbetroet mig til Bestyrelse; for det andet Maaden, Brugen og andre vilkaarlige Omstændigheder med bemelte Fangst under Jsen, og endelig for det tredie hvorvidt Sælhundefangsten med Garn i aabent Vand har været brugt og bruges i Nordre Grønland: altsaa

I. Hvorvidt Sælhundefangsten under Isen har været brugt og kunde bruges ved de Steder, hvor ieg har opholdt mig i Landet.

a. Anlægget Iglytsiak1) under Colonien
Rittenbenck var det første Sted i Grønland, som
jeg i Aaret 1786 blev anforlroet til Bestyrelse2).

Gandske fremmet og übekiendt med al Slags

---

1) Igdlutsiaq, hvalfangstanlæg under Ritenbenk, anlagdes 1783 6—76^—7 km. syd for denne koloni paa Arveprinsens Ejlands vestside. Det betalte sig ikke og nedlagdes atter ca. 1800.

1) Den findes nu i inspektoratsarkivet i Godhavn.

2) Fra 13. Novbr. (ifl. inspektoratsordre af 27. Septbr).

1) Igdlutsiaq, hvalfangstanlæg under Ritenbenk, anlagdes 1783 6—76^—7 km. syd for denne koloni paa Arveprinsens Ejlands vestside. Det betalte sig ikke og nedlagdes atter ca. 1800.

2) Fra 13. Novbr. (ifl. inspektoratsordre af 27. Septbr).

grønlandsk Fangst, kom jeg til dette Sted; men ved at see deels Europæerne og deels Grønlænderne¹) drive Garnfangsten, fik jeg ogsaa Lyst til at prøve min Lykke. Jeg begyndte derfor samme Vinter at sætte Garn under Jsen; men min Fangst blev just ikke meget stor; thi den heele Vinter fangede jeg ikke mere end 70 Sælhunde. — For en Begynder, synes dog Antallet af de fangede Sælhunde ikke at være gandske übetydelig, især da jeg ikke dengang var Ejer af Hunde og Slæde, hvormed jeg kunde drive Fangsten; men maatte hver Dag gaae meget langt for at passe mine Sælhundegarn.

Situationen for Garnfangsten ved Anlægget Iglytsiak er efter min Formeening, i alle Henseender meget übeqvem. Aarsagen hertil er denne: Landet baade paa nordre og søndre Kant af Anlægget, er overmaade steilt, Strømmen løber ogsaa herforbi med en utroelig Fart og den idelige Forandring, som Jsen er underkastet formedelst Havets directe Strøg paa Landet, er Hindringer som hvor disse møder, næsten tilinletgiør al Flid og Paapassenhed ved dette og ved et hvert andet Sted. Som Assistent ved Iglytsiak havde jeg og nogen Leylighed til at kunne samle Kundskab om hvorvidt Garnfangsten ved Colonien Rittenbenck var beqvem eller ey. Efter den Erfaring som jeg har om dette District og det Begreb jeg giør mig om Beqvemheden til Garnfangsten troer jeg; at Colonien Rittenbenck og dens District er temmelig god til denne Fangst, især for de som veed den rigtige Omgangsmaade med Garnsætningen, Tiden til at benytte Fangsten og Taalmodighed til at overvinde de mange Fortrædeligheder og Omkostninger, som Garnfangsten medfører.

At Rittenbenck ikke er af de sletteste Garnsteder tør jeg bevise hermed, at det Aar som jeg var Assistent der ved Steden eller Iglytsiak, fangede Kiøbmand Leigh²) med l Spand Hunde og 10 å 12 Garn noget over 300 Sælhunde. Jeg sætter: at han havde s. A. drevet Fangsten med 4 Spand Hunde og 40 til 50 Garn, saa burde Fangsten være blevet i Proportion derefter. Sandt er det at Fangsten endog med den største Magt og Fliid kan slaae Feil; men man har dog større Haab om en heldig Fangst naar Garnbrugeren anskaffer sig saa mange Spand Hunde og Garn som mueligt.

At Garnfangsten ved denne Colonie med Tiden vil blive betydelig, derom tvivler jeg ikke, især saalænge den virksomme Kbmd: Motzfeldt¹) bestyrer Stedet.

b. Logen Kronprindsens Eyland²). Hertil blev jeg ansat i 1787³) og hvor jeg kun l Aar opholdt mig. Hvad som om dette Sted kan siges i Henseende til bemelte Fangsl, er ey meget; thi Garnfangstens slelte eller gode Udfald her ved Stedet, beroer meget paa hvorledes Jsen ligger, om den er bestandig eller ustadig. Den Vinter jeg opholdt mig ved Kronpr: Eyland, forsøgte jeg paa at sætte Garn under Jsen. Jeg fangede ogsaa nogle faa Sælhunde ligesom de øvrige Garnbrugere; men de fleeste Tider — som næslen "var hver Dag — naar man kom til Garnene, var de borte; hvilket Uheld Garnbrugerne ved Kronpr: Eyl: maae finde sig i, især de Vintre naar ustadigt Jslæg indtreffer, da Jsen næsten hver Dag skruer saa stærkt ind paa Landet, at Sælhundegarnene som ere satte, gandske og aldeeles bliver begravet iblandt Jsen; desuden er Strømmen imellem Øerne paa dette Sted saa stærk, at Jsen meget sielden bliver saa stærk, at man uden Fare kan komme hen paa de Steder at sætte Garn, hvor man kan have Formodning om at fange noget. Kort sagt Kronprindsens Eyland er og bliver aldrig noget bepvemt Sted til Garn fangsten.

c. Colonien Jacobshavn. Til dette Sted kom jeg 1788⁴) og forblev der til Slutningen af Handels-Aaret⁵) 1791. J den Tid som jeg opholdte mig ved denne Colonie forsøgte jeg paa at drive Garnfangsten. Men Fordeelene af Fangsten kunde paa ingen Maade svare til Udgifterne, Besværlighederne og Umagen som Garnfangstens Drift ved Jacobshavn medfører. Jeg vil underdanig oplyse mit Forebringende saaledes: Af de Steder ved Colonien, hvor Garnfangsten best kunde drives fra, er og bliver Jsefiorden nok den beste og fornemste. Naar Garnfangsten i denne Fiord ikke var forbun

---

1) Peder Manning Motzfeldt, f. 1771, f 7. Oktober 1835 som direktør for grl. handel; 1794 26. April assistent i Grønl., inspektør 1801—15.

1) Netop ved denne tid begyndte Grønlænderne i Ritenbenks distrikt at optage garnfangsten. 1780 var det »en Fange de først nu skulde i Lag med.«

2) Oprettet som hvalfangerloge 1778, nedlagt 1830.

2) Nie. Chr. Leigh, f. 1762, f 22. December 1825 som justitsraad og fhv. herredsfoged og byskriver i Roskilde; 1782 18. Maj assistent i Jakobshavn; 1784 2. August »Oberassistent« (a: bestyrer) i Ritenbenk. Hjemgik 1790.

3) Fra 1. Juli (udn. til »Oberassistent« her 31. Marts).

4) Overtog kolonien som købmand 30. Juli.

5) »Handelsaaret« regnedes fra 1. juli til 30. juni.

1) Peder Manning Motzfeldt, f. 1771, f 7. Oktober 1835 som direktør for grl. handel; 1794 26. April assistent i Grønl., inspektør 1801—15.

1) Netop ved denne tid begyndte Grønlænderne i Ritenbenks distrikt at optage garnfangsten. 1780 var det »en Fange de først nu skulde i Lag med.«

2) Oprettet som hvalfangerloge 1778, nedlagt 1830.

2) Nie. Chr. Leigh, f. 1762, f 22. December 1825 som justitsraad og fhv. herredsfoged og byskriver i Roskilde; 1782 18. Maj assistent i Jakobshavn; 1784 2. August »Oberassistent« (a: bestyrer) i Ritenbenk. Hjemgik 1790.

3) Fra 1. Juli (udn. til »Oberassistent« her 31. Marts).

4) Overtog kolonien som købmand 30. Juli.

5) »Handelsaaret« regnedes fra 1. juli til 30. juni.

den med saa megen Farlighed og Bekostning, saa troer jeg at en eeneste Garnbruger kunde aarlig giøre en temmelig stor Fangst; men for mange Garnbrugere er Rumet hvor Garn kan sættes, alt for indskrænket. Garnbrugerne som drive Fangsten i bemelte Fiord tør ey vove at sætte mange Garn; thi den store Mængde Jsfielde som staae paa Grunden og som meget ofte ved Forandring af høyt og lavt Vand, velte sig om, kan foraarsage en temmelig stor Skade ved Garnforlis; de som passer Garnene staae ogsaa tit Fare for at blive borte. —

Fangstens Drift til denne Fiord er og overmaade besværlig fordi at man skal fare over et stort Field¹) for at korne til Fiorden og paa Hiemveyen maae man kiøre eller gaae op af(!) en meget steil Bakke, som omtrent er */4 dansk Miil lang og saa fuld af store Steene at man hver Dag maatte belave sig paa at giøre nye Slæder.

At Jsfieldene i bemelte Fiord foraarsage stor Skade beviises derved at jeg i 1789 mistede i en eeneste Nat, fordi at et Field kalvede, 30 nye Sælhundegarn, og de øvrige Garnbrugere lige saa mange. Ved dette og fleere betydelige Forliis kunde nok Garnbrugerne ved Jacobshavn tabe Lyslen og Modet til at fortfare med Garnbrug paa et saa farligt Sted. Dette uagtet blev jeg dog ved at drive Garnfangsten fra denne Fiord saa længe som jeg var ved Jacobshavn; rnen dog torde jeg ey vove at bruge mange Garn formedelst de forhen anførte Aarsager; derimod henvendte jeg mig til et Sted i Districtet ved Navn Rodebaii 2 Mule i N. O. fra Colonien, hvor jeg, da Stedet syntes beqvemt til Garnfangsten, lod for egen Regning opføre et Grønlandsk Huus af Jord og Steen, og hvor jeg om Vinteren lod Halvparten af mine Huusfolk opholde sig for at drive oftbemelte Fangst. Jeg kan heller ikke sige at jeg var uheldig med Fangsten ved dette Sted; men ligesom Jsfieldene i Jsfiorden standsede Garnfangsten paa denne Kant, saa havde jeg ved Rodebaii andre Vanskeligheder at stride imod, og dette var Hayer og en uhyre Mængde Tangluus²). Neppe var en Sælhund kommen i Garnene førend Hayer eller Tanglusene fortærte den. Naar Hayer fortærte Sælhunden blev ogsaa Garnene gandske spoleret; men Tanglusene lod sig dog nøye med Sælhunden alleene. Skulde man høste nogen Nytte af Garnfangsten ved delte Sted, maatle man 3 til 4 Gange om Dagen see til Garnene for at udtage Sælhunden om nogen var fanget. Saalænge som man iagltog denne Regel nøyagligen kunde man noget forebygge, at-^Hayen eller Tanglusene ey giorde saa megen Skade; især kunde dette ey saa let skee om Dagen; men om Natten oprettede disse Rovdyr hvad de tabte om Dagen.

Overalt hvor man henvendte sig for at sætte Garn ved Jacobshavn var saare mange Hindringer i Veyen og et uundgaaeligt Tab for Garnbrugerne¹). Dette er hvad jeg har funden fornøden at melde om Garnfangsten ved Colonien Jacobshavn, og ieg er af den Formeening at Garnfangsten ved bemelte Sted ikke kan korne til nogen Fuldkommenhed alleene for de opgivne Hindringer²).

Endelig henvender jeg mig 1il:

d. Colonien Egedesminde ved hvilket Sted jeg den længste Tid har opholdt mig₃), og hvor jeg formedelst Stedets Beqvemhed og den aarlige Brug af Garnfangslen, har havt Leylighed til at samle Erfarenheder og Kundskaber om alt hvad som henhører til denne Fangstens Drivt.

Egedesmindes vidtløftige District er overalt beqvemt til Sælhundefangslen med Garn under Jsen. Utallige er de Steder hvor Garn kan sættes, saa at hvormange Garnbrugere Stedet havde, var her Plads nok for dem alle; især dersom Colonien havde været etableret paa et andet Sted længere syd efter, nemlig ved et Sted kaldet Mannamiul⁴)3 Mule i S. W. her fra, ihi her forbi løber den store Nivack Fiord⁵), som tager sin Begyndelse ved Havet og ender ved Udstedet Nogme i Christianshaabs District⁶), hvilket udgiør en Strækning af omtrent 12 Mule.

Om Høsten naar Garnfangsten begynder er

---

1) Dog kunde M. selv f. eks. 1790 levere af egen fangst 20 td. spæk og 174 sælskind.

2) Ikke desto mindre er det et faktum, at koloniens produktion tiltog stærkt i M.s tid netop p. gr. af hans iver for garnfangstens indførelse.

3) Han overtog kolonien 29. Septbr. 1791 ved bytte med formanden efter eget ønske, netop for at faa en større virkeplads for sin yndlingsidé.

4) Manermiut, nu handelssted.

5) Nivåq-»fjorden« er som bekendt nærmest et sund, som forbinder Davisstrædet og Diskobugt søndenom den store øgruppe i dennes syddel.

6) Med »udstedet Nogme« menes bopladsen Nük ved den vestlige side af Nivåqsundets østmunding; den hører siden 1806 til Egedesmindes distrikt.

1) Den saakaldte »Holmens Bakke«.

2) De saakaldte »rejer« (grl. kinguit).

1) Dog kunde M. selv f. eks. 1790 levere af egen fangst 20 td. spæk og 174 sælskind.

2) Ikke desto mindre er det et faktum, at koloniens produktion tiltog stærkt i M.s tid netop p. gr. af hans iver for garnfangstens indførelse.

3) Han overtog kolonien 29. Septbr. 1791 ved bytte med formanden efter eget ønske, netop for at faa en større virkeplads for sin yndlingsidé.

4) Manermiut, nu handelssted.

5) Nivåq-»fjorden« er som bekendt nærmest et sund, som forbinder Davisstrædet og Diskobugt søndenom den store øgruppe i dennes syddel.

6) Med »udstedet Nogme« menes bopladsen Nük ved den vestlige side af Nivåqsundets østmunding; den hører siden 1806 til Egedesmindes distrikt.

1) Den saakaldte »Holmens Bakke«.

2) De saakaldte »rejer« (grl. kinguit).

her rundt om den Øe som Colonien staaer paa, god Fangst med Garn, men saasnart Jsen lægger til for Alvor, taber Fangsten sig meget, og da maae man søge ud til Søes med Sælhundegarnene eller ogsaa tage sin Tilflugt til den ovenfor nævnte Nivack Fiord. De Garnbrugere som have Hunde og Slæder kan nogenledes bestride Fangsten fra denne Fiord, men Fodgiængere |: som i Almindelighed Colonisterne¹) er : kan ey formedelst Veyens Længde komme dertil, men maae drive Fangsten ved selve Colonien. J endeel Aar er Fangsten ligesaa god omkring Øerne, som paa noget andet Sted, men de fleeste Aar bærer Nivack Fiorden Prisen med Garnfangsten.

For at benytte den gode Leylighed, som gives til Garnfangsten i Nivacß Fiorden, lod jeg i Aaret 1792 for egen Regning, opbygge et Grønlandsk Jordhuus, for der om Vinteren at drive Garafangslen, og fra denne Tid har jeg hver Vinter fortsat Fangsten. Jeg har ogsaa for det meeste giort god Fangst derved Steden. J afvigte Vinter fangede jeg med l Spand Hunde, 12 smaae og l Svartsidegarn 371 Sælhunde, af hvilken Fangst jeg har leveret til Handelen 30 Tønder Spæk og 371 Sælskind. Dette Huus som tilhører mig er sadt paa den østre Ende af bemeldte N ivack-Fiord²). Ved den vestre Ende er i Aaret 1796 opbygget et Grønlandsk Jordhuus for Handelens Regning for der med en af Colonisterne at drive Garnfangsten. J endeel Aar har jeg ladet Baadsmand Rasmus Andersen opholde sig i Vintermaanederne ved sidstmeldte Sted — Mannamiut — for at benytte Garnfangsten. Han har ogsaa i Almindelighed giort taalelig Fangst aarlig, men formedelst manglende Evne til at anskaffe sig en stor Force til at drive Fangsten med, har Leyligheden ikke bleven benyttet, som den kunde have været. Enhver vil let indsee, at det er en plat Umuelighed for en eller tvende Garnbrugere at kunde besætte en saa lang og vidtløftig Fiord med Garn. Mangfoldige Steder maae altsaa blive übenyttet fordi man ikke kan besætte alle Næsser og Pyndter. Nivack Fiorden har mangfoldige Bugter og Krumninger, hvor man om Høsten, naar man kuns havde Folk og det fornødne til Fangstens Drivt, udentvivl ville giøre en betydelig Fangst, dersom tillige ey Veyen til Colonien var saa lang.

Ved at tale om Garnfangsten i Nivack Fiorden vil jeg ey forbigaae at melde om den Forskiel, som der gives paa Sælhundene, som fanges i denne Fiord og paa de der fanges ved Colonien. Ved Colonien falder alleene af allermindste Sort Sælhunde, da derimod i Nivack Fiorden fanges for det meeste store og af den Sort, som man kalder lugtende Sælhunde; derfor maae man alletider have gode og stærke Garn til Brug i bemelte Fiord, thi dersom man bruger smaae eller svage Garn herved Stedet er man vis paa, at Sælhunden som kommer i Garnet enten river det gandske i Stykker eller gaaer bort med heele Garnet. Ofte har det truffen mig, naar jeg om Vinteren har kommet for at see til Garnene i Fiorden, at jeg har faaet Sælhunde saa store at jeg med 10 Hunde for l Slæde, neppe kunde kiøre en eeneste til Colonien. Naar man kunde kiøre paa jævn og god Js heele Veyen, kunde det gaae an; men man maae for at komme til Fiorden, fare over et Landstykke som omtrent er l Miil lang og overmaade steilt og ujevnt.¹)

Da Distancen imellem Colonien og Nivack Fiorden er meget liden, saa har jeg ofte forundret mig over den Forskiel som gives paa de fangede Sælhunde ved begge Steder. Jeg har til Dato ikke kündet udfinde nogen grundig Aarsag hertil; men har maattet ladet mig nøye med blotte Slutninger.

Længere mod Sønden ligger ogsaa en stor Fiord og som fra Havet af gaaer langt ind i Lande ²); ved den østre Ende af denne Fiord er Garnforsøget Kypingasuk³) anstillet og hvor jeg siden 1796 har ladet National Colonist Jørgen Reimer⁴) om Vintermaanederne opholde sig for at drive Garnfangsten. Han haver ogsaa som Grønlænder betragtet været temmelig heldig med Fangsten, men det gaar her som ved forhen meldte Fiord, at en eeneste Garnbruger er ikke i Stand til at besætte alle de gode og beqvemme Steder som gives til Garnsætningen; Kypingasuk er formedelst sin Beliggenhed ved tvende store Fiorde⁵), overmaade bepvem til Garnfangsten, det mangler alleene, at en 20 å 30 gode Garnbrugere skulle boe her om

---

1) o: tværs over den lange ø Sarqardlit, som danner Nivåqsundets nordgrænse.

2) Aulatsivik-fjorden.

3) Qipingassoq, nu beboet plads

4) National-Colonist o: indfødt i handelens tjeneste. — J. Reimer var blanding, søn af dansk tømmermand Jørg. R. (ansat i landet 1750, t 1796) i Jacobshavn.

1) s: kolonimandskabet.

2) Stedet er den nuværende boplads Nivåq, hvor »fjorden« indsnævres til et ganske smalt løb.

5) a: selve hovedfjorden og en nordlig arm af denne.

1) o: tværs over den lange ø Sarqardlit, som danner Nivåqsundets nordgrænse.

2) Aulatsivik-fjorden.

3) Qipingassoq, nu beboet plads

4) National-Colonist o: indfødt i handelens tjeneste. — J. Reimer var blanding, søn af dansk tømmermand Jørg. R. (ansat i landet 1750, t 1796) i Jacobshavn.

1) s: kolonimandskabet.

2) Stedet er den nuværende boplads Nivåq, hvor »fjorden« indsnævres til et ganske smalt løb.

5) a: selve hovedfjorden og en nordlig arm af denne.

Vinteren. Jeg tror da at Garnfangsten ved dette
Sted ville give meget anseeligt af sig.

Utallige ere de Steder i Egedesmindes District hvor Garnbrugen kunde benyttes; men at opregne alle disse ville blive alt for vidtløftigt og til ingen Nytte, da det ikke med Grund kan formodes at Districtet skulle blive saa befolket, at alle gode og ypperlige Fangesteder kunde blive etableret¹). Kort sagt Colonien Egedesminde og dens underliggende District, er overalt beqvemt til Garnfangsten; men Garnbrugerne maae ey være bange for Besværlighed og Bekostninger dersom Fangsten skal give noget af sig.

Jeg har saaledes i det foregaaende søgt, saavidt som det lod sig giøre, at oplyse hvorvidt Garnfangsten har været brugt ved de Steder, hvor jeg har opholdt mig i Landet. Jeg vil derfor bestræbe mig for at vise for det:

II. Maaden, Brugen og andre vilkaarlige Omstændigheder ved Garnfangsten under Isen.

a. Sælhundegarn under Jsen, sættes med den eene Ende saa nær Landet som det er mueligt; den anden Ende i lige Linie ud derfra. Garnet maae i det mindste have 3de Bendsler, hvormed man kan feste samme paa Jsen, naar det er sadt. Det første Bendsel staar ved Landet, det andet midt paa Garnet og det tredie ved den yderste Ende. Naar man vil sælte et Sælhundegarn under Jsen, lægger man først Garnet udstrakt paa Jsen for at see hvorledes Hullerne skal hugges. Derefter hugges trende Huller lige langt imellem hvert og da tager man en Splilte eller ogsaa en Touk²), binder en Line eller en Rem til Toukken eller Splitten i den eene Ende og til Garnet i den anden Ende; og nu trækkes først Splitten fra det yderste Hull hen til Landet hvor man tager den op paa Jsen. Dernæst haler man Garnet under Jsen hen til Landet, hvor man optager det første Bendsel og binder det fast. Naar Garnet er sadt strækker man det temmeligt, men dog ikke meere end det kan staae henimod 6 lil 8 Tommer fra Jsen. Er Garnet sadt lavere, hender det ofte at Sælhunden passerer imellem Garnet og Jsen og derved undgaar den Snare, som er sadt for ham. Er Garnet derimod strækt for tæt op til Jsen, maae man frygte for at Lüget fryser fast i Jsen og altsaa ikke kan faae det op igen uden at man skal hugge næsten det heele Garn i Stykker. — Efter at Garnet er sadt paa foranførte Maade, maa man see ned igiennem det midterste Hull, om det slaaer klart og got, i andet Fald maae man tage det op igien for at klare same. Det midterste Bendsel paa Garnet fanges op med Toukken eller en Splille og dette med de øvrige Bendsler bindes fast til nogle Jsstökker.

Naar nu dette er bestilt, skufler man Snee eller smaae Isstumper i alle Hullerne, paa del de desto hastigere kan fryse sammen; thi kommer Sælhunden førend Hullerne ere tilfrosne hender det meget ofte, at han river Bendslerne løs og gaaer bort med Garnet.

Naar man komer til Garnet for at see om nogen Fangst er giort, hugger man det mellemste Hull op og seer ned i Garnet. Er Garnet klart og staaer lige overalt, saa kan man være lemelig sikker at ingen Fangst er giort. Er det uklart maae man tage det op, for i det mindste at giøre det reent igien. Man kan og ved at løfte paa det mellemste Bendsel føele om der er Sælhunde i Garnet; men herved kan man let blive bedragen; thi sidder Sælen i den yderste eller inderste Ende, saa kan man ey let føele om der er giort Fangst. Man giør derfor best [i] at see ned i Garnet.

b. Sælhundegarnenes Størrelse beroer paa Garnbrugerens eget Golbefindende, paa Siluationen og Stedernes Beskaffenhed. — J Almindelighed bruges til et Sælhundegarn 2V₂ Pd. Seilgarn, hvoraf kan bindes et Garn paa 6 Favnes Længde og 3 Favnes Dybde¹), og som kan passere til Brug under Isen. Har Garnbrugeren Leylighed til at binde store Garn er det meget godt; thi Erfaring k^har lært, at man i et større fanger bedre end i et mindre. Er Garnet for kort kan det ey strække langt ud fra Landet, og allsaa naar Sælhunden slryger forbie Landel for at søge Lufthuller, letlelig kan passere Garnet forbie, derimod naar Garnet er 7 å 8 Favne langt og 3 Favne dybt, kan den ey saa let slippe forbie.

---

1) Distriktet var meget tyndt befolket efter en stor epidemi, som i 1785^—86 næsten havde affolket det; samtidig med at afhandlingen skreves, hærgedes det af en koppeepidemi.

1) Nu om stunder er garnene ikke nær saa lange, men varierer fra 3'/_z til 7 m. Aarsagen turde være den, at Grønlænderne, efterhaanden som de optog metoden, af hensyn til bekostningen har gjort garnene saa smaa som de vel kan taale at være.

2) Stang med et skærpet jærn i enden til at hugge hul i isen med (grl. töq).

1) Distriktet var meget tyndt befolket efter en stor epidemi, som i 1785^—86 næsten havde affolket det; samtidig med at afhandlingen skreves, hærgedes det af en koppeepidemi.

1) Nu om stunder er garnene ikke nær saa lange, men varierer fra 3'/_z til 7 m. Aarsagen turde være den, at Grønlænderne, efterhaanden som de optog metoden, af hensyn til bekostningen har gjort garnene saa smaa som de vel kan taale at være.

2) Stang med et skærpet jærn i enden til at hugge hul i isen med (grl. töq).

Alle de Sælhundegarn til Brug under Jsen, som jeg har ladet binde, har jeg altid brugt 3 Pd. Seilgarn til, og deraf faaet fuldkomne og beqvemme Garn. Jeg veed derimod at de fleeste i Landet kun bruger 2% Pd. Seilgarn, til et Garn. Det dependerer derfor af enhvers eget Golbefindende.

c. Det Spørgsmaal; hvilke Steder ere beqvemest og best til Garnsætningen? er noget som ey med Vished kan bestemes; thi Erfaring har lært at det Sted som et Aar kan vise sig meget got kan et andet Aar være yderlig slet og ligeledes modsat. Meget dependerer Stedernes Værdie af et stærkt eller svagt Jslæg, og om der ved Stedet gaaer nogen Strøm eller ey. Er Strømen meget stærk da fanges meget sielden nogen Sælhund paa saadanne Steder, medmindre at den komer paa den Tid at Vandet enten er paa det høyeste eller laveste; thi paa de andre Tider har Strømmen saadan Kraft at den tager Garnet med sig og lægger det fladt under Jsen, istæden for det skulle staae perpendiculair i Vandet. Man kunde vel sætte saa mange Steen paa Garnet at det blev staaende som det burde staae, men da møder denne Vanskelighed: at Sælhunden snarere gaaer ud af Garnet igien; thi mange Steen paa et Garn foraarsage at Sælhunden ey kan kaste Garnet saa haslig om sig, som naar faa Steen er paasadt. Naar et Sælhundegarn skal være rigtig besadt med Steen, da maae det ikke have meere end i det høyeste 5 Stk. paa omtrent x/ 4 eller meget høyt y 2 Pd.s Tyngde.

I Almindelighed holder man for at alle Næsser og Pyndter er de sikkreste Garnsteder, især dersom Havet eller store Fiorde bøyer sig ved disse og gaaer ind i Landet.

Ved de Steder hvor der er mange Bugter : som ved Egedesminde Øe : hvor den aabne Søe ikke kan staae directe paa, der troer jeg at de beste Garnsteder er; men Fangsten i saadanne Bugler vedvarer kun saa længe som Jsen ligger alleene i Bugterne og der er aabenl Vand uden om; thi saasnart Jsen ligger til overalt, søger Sælhunden ey saa langt ind i Landet; men passerer kun forbi de yderste Pyndter.

Hvor der gives Aabninger og Løb mellem Øerne kunde ogsaa • Sælhundegarn under Jsen got anbringes, men her møder den Hindring at Strømmen imellem saadanne Øer alletider er saa stærk at Jsen aldrig kan faae nogen Fasthed, og man ikke kan komme derhen uden med megen Fare.

d. Vanddybden at sætte Garnene paa maae ikke være over 3 å 4 Favne; er det dybere gaaer Sælhunden for det meeste under Garnet; derfor holder man Næsserne for de beste Steder, fordi at ved disse for det meeste er passende dybt Vand¹). — Ved de Steder hvor der er steilt dybt anbringes Garn sieldent. Skeer dette, er det fordi at ingen bedre Steder gives paa denne Strækning.

J de Vintre som Sælen søger stærkt under Landet, kan man næsten sætte Garn hvor man vil, og kan ogsaa være vis paa at fange noget. Til Beviis herpaa anføres: Paa Havnen tæt udenfor Ege desminde s Huuser, ligger en liden Øe omtrent et Bøsseskud fra Landet²); Ved denne Øe salte jeg en Aften 4 Garn : om Vinteren mellem 1797 &98:. Alle ved Stedet spurgde om jeg ventede at fange [i] Garn ved delte Sted. Om Morgenen da jeg kom for at eftersee Garnene var der 2 Sælhunde i hvert Garn, altsaa paa een Nat 8 Sælhunde fanget paa et Sted, hvor man aldrig tilforn havde fanget Sælhunde. Samme Aften var denne lille Øe rundt om saa besadt med Garn at ikke en eeneste Plads var tilovers. J en Tid af 14 Dage blev paa dette Sted fanget omtrent 40 Sælhunde, hvormed Fangsten ved dette Sted ophørte. De paafølgende Aar er ogsäa sat Garn ved denne Øe men med meget mindre Held.

e. Hvad Jslægget betræffer da er det overmaade forskiellig og har foranderlige Jndflydelser paa Garnfangsten. Fangstens heldige og uheldige Udfald ved stærkt og svagt Jslæg er meget afhængig af Stedernes Beliggenhed. Jeg har erfaret i de Aar jeg har opholdt mig her i Landet, at Fangsten med Garn under Jsen har i nogle Vintre som stærkt Jslæg er indtruffen været meget god; jeg har ogsaa erfaret det modsatte: at nemlig et svagt Jslæg har været ligesaa got for Garnfangslen som et stærkere. Ved Egedesminde har disse Tilfælde i det mindste indtruffen; Saaledes f. Ex. havde vi i Handelsaaret 1798 her i Landet et meget svagt og ustadigt Jslæg, og da var Garnfangslen ved Egedesm: meget stor. Denne Vinler da Jslægget var meget stærkt og bestandig, har Fangsten derimod været maadelig. Da Garnfangsten begyndte forrige Høst 1799, haabede jeg at Fangsten skulle bleven meget betydelig, og dette havde den bleven, dersom Enden havde været Begyndelsen lüg; men saasnart Jsen

---

1) Nu om stunder sættes ofte garn ved isfjælde med skraanende fod, endog,langt til søs, naar isen ligger fast deromkring.

2) »Spækholmen«, hvor tranbrændoriet staar. Nu er Øen delt i to, bevis paa at landet synker.

1) Nu om stunder sættes ofte garn ved isfjælde med skraanende fod, endog,langt til søs, naar isen ligger fast deromkring.

2) »Spækholmen«, hvor tranbrændoriet staar. Nu er Øen delt i to, bevis paa at landet synker.

lagde meget stærkt, ophørte for det meeste Garnfangsten.

At Garnfangsten er forskiellig ved stærkt og svagt Jslæg, kommer nok ikke saa meget af Jsens større eller mindre Styrke, men jeg troer at Føden hvorefter Sælhunden gaaer, er den sande Aarsag til Fangstens Forskiellighed det eene Aar mod det andet. Jeg troer at de Søe Jnsecter, som i endeel Aar indfinde sig i uhyre Millioner under Landet, lokker Sælhunden efter sig.

/. Tiden naar Garnfangslen begynder og ophører er meget forskiellig. Ved et Sted kan Fangsten begynde silde og ved et andet tidlig, hvilket beroer meget paa Stedernes Beliggenhed. Alle de Steder hvor der gives Bugler som løbe ind i Landet, begynder Garnfangsten tidlig, men hvor bemelte Fangst drives ved store Fiorde begynder den i Almindelighed silde. Blandt de første Steder kan jeg regne Egedesminde, hvor den begynder sidst i October og ophører igien medio May, og blandt de sidste Omenae k1),k¹), hvor den først begynder i Slutningen af December eller Begyndelsen af January og ophører for det meeste medio Juny.

g. Til Slutning vil jeg tilføye nogle Anmærkninger som Erfaring har overbeviist mig om at være rigtige, og disse ere: at tiærede eller svertede Garn alletider fange bedre under Isen end lyse eller hvide; det første Slags kan Sælhunden ikke see i Vandet, men hine skinne alt for stærkt og er for synbare. Dernæst at ved mørkt og stormende Veyr fanges alletider bedre end i klar Maaneskin og reen Luft, derfor fanger man meget sielden i Garn, naar Jsen er speilklar, uden at man giør sig den Umage at skufle Snee ned fra Landet paa Isen; og endelig har jeg iagttaget: at naar et Sælhundegarn har slaaet i 14 Dage paa et Sted, om det endog er den beste Plads som kan gives, saa ophører Fangsten paa dette Sted, ifald man ikke tager det første Garn op og sætter et andet i Steden, thi Garnene samler ved at staae længe i Vandet meget Slim paa sig, og faaer derved en meget stinkende Lugt som jeg troer skyer Sælhunden bort. Garnet som man lager op lægger man alleene udbredt paa Isen i nogle Dage og naar det er frossen tørt gnider man det imellem Hænderne, hvorved det bliver ligesaa brugbart som det var da det første Gang blev sadl.

III. Hvorvidt Garnfangsten i aabent Vand, har været brugt, bruges og er anvendelig i Nordre Grønland.

Da jeg ankom til Landet vidste vi ikke af denne Fangst at sige her i Norden. Tiden efter anden har mange af Handelens Betiente begyndt med Garnfangsten i aabent Vand, og [jeg] troer og at det nogenledes har lykkedes. Saavidt jeg veed var Ober-Assistent Thorning¹) den første som begyndte Garnfangsten i aabent Vand, efter ham fulgte flere, og nu om Stunder bruges Fangsten hvor Leylighed gives dertil, af adskillige af Betienterne.

Siden jeg blev ansat ved Colonien Egedesminde som Bestyrer har jeg aarlig brugt Svartside Garn i aabent Vand. Endeel Aar har jeg havt nogenledes Held, andre Aar har det derimod mislykkedes.

Fangsten med Sælhundegarn i aabent Vand medfører store Bekostninger, især naar man vil drive den med Force, og sielden kan Fangsten balancere Udgifterne. Jeg vil tilstaae at dersom man heri Landet kunde faae tienlige Materialier til Svartsidegarn for taalelig Priis, saa at ey alleene Europæerne men og Grønlænderne kunne anskaffe sig de fornødne Garn, da troer jeg at denne Handel vilde blive fordeelaglig i det mindste for Handelen. Men disse Materialier mangler os. Seil- eller Nettegarnet som udsendes til Landet er alt for svagt til at binde saadanne Garn af; desuden bliver og et Garn bunden af Nettegarn meget kostbart og undertiden for sin liden Styrkes Skyld til ingen Nytte.

Til et fuldkomment Svartsidegarn medgaaer for det meeste 40 å 50 Pd. Nettegarn og undertiden noget mindre, alt ligesom Løbet hvor Garnet skal sættes er dybt og bredt til.

Afvigte Høst, 1799, lod jeg binde et Svartsidegarn for at bruge same ved Nivack, hvortil medgik 55 Pd. Nettegarn. Den første Nat efter at det var sadt kom el Stum Svartsider i Garnet; men formedelst dets Svaghed kunde det ikke holde, Svartsiderne toge derfor det heele Garn bort saa at intet blev tilbage uden Lüget. Jeg er overbeviist om at havde Garnet været stærkt saa skulle

---

1) Adam Chr. Thorning, f. 1726, f 4. Maj 1807 paa Kronpr. Ejland som pensionist. Kom til Egedesminde 1754 som tømmermand og blev assistent 1773, »oberassistent« 1778, entl. 1792.

1) Umanåq.

1) Umanåq.

1) Adam Chr. Thorning, f. 1726, f 4. Maj 1807 paa Kronpr. Ejland som pensionist. Kom til Egedesminde 1754 som tømmermand og blev assistent 1773, »oberassistent« 1778, entl. 1792.

nok endeel Svartsider bleven fanget. Den heele Høst opholdt sig en stor Mængde Svartsider ved Nivack; men jeg kunde af Mangel paa Garn ey benytte Leyligheden.

Gamle Hvalfiskeliner, naar deraf blev taget 3de Garn og spunden sammen, kunde til dette Brug være meget tienlige, men de ere ikke alletider at bekome, thi saasnart nogle af dem casseres ved Hvalfangsten er her saa mange Ting at bruge dem til, at der meget sielden bliver l eller 2 tilovers, som Garnbrugerne kunne faae paa Regning.

Jeg formeener at Sælhundefangslen med Garn i aabent Vand ville blive temmelig betydelig, dersom som forhen meldt de fornødne Materialier til Garn kunne faaes til en taalelig Pris.

Mellem Egedesmindes utallige Øer gives den skiønneste Leylighed til denne Fangst. Uden at reyse meget langt skulle jeg kunne anbringe 50 Sortsidegarn, naar jeg først kunne anskaffe mig de fornødne Garn og dernæst Folk til at røgte sarne. De Sortsidegarn som jeg til Dato har brugt ved Egedesminde, har jeg ladet passe ved mine Grønlandske Huusfolk, og de har hver Morgen og Aften med deres Kajakker seet til Garnene. Imellem Øerne gives alletider en stærk Strøm som medfører en Mængde Tang og andet, som daglig maae tages bort derfra, dersom man vil vente at fange noget.

Et Sortsidegarn, som sættes i aabent Vand, maae staae til Landet paa begge Sider, det maae og være saa dybt at det kan naae Bunden; ellers gaaer Sælhunden enten under eller ved Siderne af Garnet. Paa et Sortsidegarn maae anbringes mange Flaader for at holde Garnet op i Vandskorpen og sættes temmelig mange Steen paa, især hvor der løber sta^rk Strøm.

For at ophielpe den for Handelen og Landet
saa nyttige og vigtige Garnfangst vover jeg at giøre
den Kongelige Handels Direction følgen Je Forslag:

Jeg veed at der i Kiøbenhavn aarlig sælges ved Auctioner meget gamelt Tougværk. Naar heraf for taalelig Priis kunde indkiøbes et Partie og deraf spindes Garn til Sortsidegarn, troer jeg ey allene at dette Slags Garn blev overmaade beqvemt til sin Bestemmelse, men ogsaa mindst bekostelig for Kiøberne heri Landet. Naar l Pd. af saadant Garn kunde faaes for 16 eller høyst 20 Sk., ville samme ikke lidet opmuntre Europæerne til at lægge sig efter Garnfangsten i aabent Vand.

Da det Tougværk som muligen sælges paa Auctionerne i Khvn: formodentlig er af forskiellig Tykkelse, saa kunde deraf naar det blev opvunden, lægges 2 å 3 Strænger til et Garn, ligesom det var tykt og smekkert til; ogsaa var det nødvendigt: at Garnbrugeren maatte faae noget af saadant gammelt Tougværk for deraf at lægge de fornødne Lüg til Sortsidegarnene, og til detle Brug kunde det sielteste af Tougværket vælges.

Jeg har nu i det foregaaende søgt at opfylde den Kongelige Handels Directions Forlangende med at fremsætte mine Tanker om alt hvad jeg veed om Garnfangsten og alle de dermed forbundne Omstændigheder. Jeg vil meget ønske at noget heraf maatte kunne udleedes, som kunde være til den høye Directions Fornøyelse, hvilket meget skulle glæde mig₁). Vel veed jeg, at dersom en eller anden Handelsbetjent foruden mig havde bleven opfordret til at sige sine Tanker om Garnfangsten i Landet, saa havde det maaskee bleven langt anderledes end hvad jeg underdanig har fremført Garnfangsten betreffende, thi enhver følger i slige Tilfælde sin egen Overbeviisning.

Colonien Egedesmin de d. 4. August 1800.

Underdanig

af

Marcus Nissen Myhlenphort.

Til

Den Administrerende Direction
for den Kongl. Grønl. Handel.

---

1) Directionen udtalte sig meget anerkendende og rosende om afhandlingen og sendte den til inspektøren, for at denne kunde publicere den i Landet. Om det skete, vides ikke.

1) Directionen udtalte sig meget anerkendende og rosende om afhandlingen og sendte den til inspektøren, for at denne kunde publicere den i Landet. Om det skete, vides ikke.