Om Khivas Befolkning

Khiva, ja hvor ligger Khiva. Kun faa kender dette lille Land. Men Khiva ligger ogsaa godt gemt i en Afkrog af Verden langt udenfor den internationale Alfarvej. Her kommer ingen Turister. Desværre for dem selv; thi Khiva er geografisk set et interessant lille Land med en Historie, der kan staa Maal med de europæiske Rigers, ikke alene hvad angaar Krig, Mord, Plyndring og andre Grumheder, men ogsaa i Henseende til Kullur, dette tvetydige Væsen, der har blomstret i Khiva i de Tider, da vore Forfædre var rene Barbarer, som man ynder at kalde de Folk, der materielt set lever et primitivt Liv. Enhver Tid og ethvert Udviklingstrin har sin Maade at være barbarisk paa, og erfaringsmæssig synes den ene ikke at være stort forskellig fra den anden i Realiteten. Kun Formen ændrer sig.

Khiva er et lille Land af Størrelse som Danmark; men det har kun c. 800,000 Indbyggere. Det er nu det mindste af de endnu til jen vis Grad selvstændige muhammedanske Riger i Mellemasien, men har tidligere gjort sig større paa de omliggende Landes Bekostning, og det har til alle Tider spillet en Rolle i den Statsmagtskoncert, der repræsenteredes af Kaukasuslandene, Persien, Afghanistan, Turkestan, Bokhara, Khiva og Turkomanner- og Kirgisersamfundene i Transkaspien, det gamle Margiana.

Hvorledes de politiske Forhold i Øjeblikket er i Khiva, er det vanskeligt i disse Tider at faa noget Begreb om. I Kejsertiden i Rusland var Landet ligesom Bokhara en Vasalstat af Rusland. Khanen regerede despotisk og uafhængig indadtil; men al Forbindelse med Udlandet skete igennem den russiske Regering. Dog hvad Land og Folk angaar, har Bolschevismen sikkert ikke kunnet forandre meget. Khiva danner omtrent en ligebenet Trekant med Toppunkt midt inde i Transkaspien og Amu Darja Floden som Hypotenuse. Det grænser

til Aralsøens Bred og ejer desuden en smal
Strimmel Land langs med Amu Darjas vestre Bred.

For os Danske, der besøgte det i 1899, havde det sin særlige Interesse derved, at det var et udpræget agerdyrkende Land, og tilmed et af de bedst dyrkede muhammedanske Lande i Mellem- og Centralasien. Den daværende Khan var selv en interesseret Agerdyrker, og hans og hans Stormænds Godser og Haver var det en Fornøjelse at besøge.

Landet vandes ved Kanaler fra Amu Darja Floden, og Vandet hæves op paa Markerne ved Mølleværker, der enten drives af Strømmen, eller hvad der er det almindeligste, trækkes af et eller andet Husdyr, en Kamel, Okse, Hest eller et Æsel. Afspærret af Ørkener og vide Stepper fra den vrige Verden levede Befolkningen med deres Khan, deres Agerbrug, Havebrug, Kvægavl og Sejlads paa Amu Darja for sig selv en oldtidsaglig Tilværelse. Jeg har tidligere i dette Tidskrift givet Beretninger fra delte Land og skal her tilføje nogle Oplysninger vedrørende Befolkningen og dens Liv.

Naar vi kommer ind i disse Egne, da mindes vi de gamle historiske Navne fra Landenes Stormagtslid, fra den Tid da meget af Europa stod paa Barbarslandpunklet. Navnene Sogd eller Sogdiana, det nuværende Turkeslan og Bokhara, hvori det gamle Maracanda, det nuværende Samarkand, var Hovedcenlret; Kharezm eller Khavarizm, det nuværende Khiva; Margiana, det nuværende Trankaspien; Baktrien, det nuværende afghanske Turkestan o s. v. De gamle Folkenavne Parther, Skyther og Meder dukker op i vor Erindring i dette Asiens Mellem-Europa, i hvis Historie Alexander den Store, Tamerlan og Dschengiskhan staar som blodige Milepæle. De store Religioner som Zoroasters eller Zaralhustras Ild- og Lysreligion og Islam har haft og har nu for den sidstes Vedkommende sit faste Arnested i disse Egne. Kristendommen, repræsenteret af den nestorianske Kirke, havde i sin Tid her sit Operalionslerræn, der slrakle sig over disse Egne fra Nordpersien lil tværs over Kina, altsaa fra Middelhavet til Slillehavel; fra denne Kirkes første Tid lil endog i del 13. Aarhundrede fandies her krislne Menigheder paa forskellige Sleder lige fra Kaspihavets Bredder til Øsl-Turkestan.

Over disse Egne slrøg de store Folkevandringer: Kirgisernes og Kalmykkernes Sværme og Karakalpakerne;desidsle er de mindsl kendle, men har spillet en stor Rolle i Mellemasien. Herover drog de tyrkiske Skarer fra Nordøst igennem Oxus- og Jaxartes til Europas Strande og Lande. Kineserne var i Landenes graa Oldtid trængt frem i Vest-Turkestan, vistnok til Samarkand og maaske til Bokhara, men har senere trukket sig tilbage bag Tian-schans Bjærge.

Efter alt, hvad man kan faa ud af Historien i Mellemasien, var Landene saa langt, man kan gaa tilbage i Tiden, befolket med Iranere, som efterhaanden under Zoroasters Religion havde hævet sig til en betydelig Kultur og Velstand.

Khiva beboes af Øsbeger eller Usbeger, Turkomanner, Karakalpaker, Kirgisere, der kalder sig Fribyttere (Kasakker), Sarter eller rettere Tadsjiker og Persere. Øsbegerne er den herskende Race, og den sætter Præget paa Khiva og alt khivinsk. Det er en tyrkisk Folkestamme, der for Størstedelen er bosat og driver Agerdyrkning eller er Heleller Halvnomader lige fra Sydspidsen af Aralsøen til langt ind i Kina. Den inddeles i 32 Taifer eller Stammer, nemlig: Kungrad, Kiptjak, Khitai, Mangit, Nøks, Naiman, Kulan, Kiel, As, Tas, Sujat, Djaga^ tai, Ujgur, Akbet, Dørmen, Øsjyn, Kandsjigaly, Nagai, Balgali, Miten, Djelair, Kenegös, Kanli, Ischkili, Böjyrly, Altsjén, Alschmayli, Karaknrsak, Birkulak, Tirkisch, Kellekeser og Ming.

I Khiva findes Medlemmer af de fleste Stammer. Khivinseren er stolt af sin usbegiske Nationalitet, men ellers er Stammerne meget spredt lige fra Khiva til Jarkend i kinesisk Turkestan. Usbegerne har imidlertid ligesom Orientalerne i det hele stor Sans for Genealogi, og det hænder ikke sjælden, at Usbeger fra Østturkestan og Khiva er klare over, at de tilhører den samme Familie, trods baade deres Ansigtstræk og Sprog i Tidernes Løb af geografiske Grunde er bleven meget forskellige.

Navnet Øsbeg, der gennemgaaende i Mellemog Centralasien nu nærmest udtales som Usbeg, hvorfor jeg ogsaa i Reglen vil bruge denne Stavemaade i delte Arbejde, har politisk eller social Betydning, men ingen ethnisk. De tyrkiske Elementer i Khiva, Bokhara og Turkestan har antaget Navnet i Begyndelsen af det 16. Aarh., efter at Scheibani Mehemmed Khan, en Sønnesøn af den berømte Abdul Khair-Khan, gjorde Ende paa Timuridernes saa stolte Magtherredømme. Hans Hær bestod for Størsledelen af Tyrker, der nomadiserede imellem Aralsøen og Jaik. Her havde nemlig allerede Nåvnel Øsbeg en god Klang; det betød saadan noget som muhammedansk-dannet, og Navnets Oprindelse hidrører fra den bekendte Øsbeg Khan, der indtil

Aar 1340 regerede over den Gyldne Horde, som var
sammensat af en broget Blanding af tyrkiske Elementer.

Khivas Befolkning. Øsbeg Khan var i høj Grad virksom for at udbrede den islamiske Religion, og de, der sluttede sig til denne, kaldle sig derfor Øsbeg, der betød dannede Mennesker i Modsætning til Tyrker, der holdt fast paa deres gamle Schaman og som betragtedes som ucivilisercde. Saaledes var Betydningen af Navnet hos den Gyldne Horde i det 14. og 15. Aarh; og som saadan gik det videre over Mellemasien. Øsbeg er sammensat af Øs, der betyder ægte eller fortræffelig og Beg, der betyder Herre, Fyrste eller Høvding, altsaa en ægte, rigtig Fyrste. Det forekommer hos Mayarerne, da de viste sig i Europa og fandtes som Person- og Slægtsnavn i 11. og 12. Aarh. i Ungarn,

Disse Øsbeger, der oprindelig bestod af mange forskellige Elementer blandt Nomaderne fra Nord og Øst, som fulgte Scheibanis Hær fra Egnen om Jaxartes (Floden Sir Darja) mod Syd, og som politisk Samlingsnavn førte Navnet Øsbeg, var det, der i Begyndelsen af det 16. Aarh. slog sig ned i Landene omkring Oxus (Amu Darja), smeltede sammen med de tyrkiske Folk, der allerede lange Tider forinden havde bosat sig imellem den ældste Befolkning i Mellem- og Centralasiens Oaser og Byer, og som selvfølgelig, kan man sikkert sige, har forberedt Scheibanis Hærs Komme. Til hvilken Fraktion af Tyrkerne, disse halvt eller helt bosiddende tyrkiske Folk har hørt, er det umuligt at sige noget om. Men af tyrkiske Stednavne, der allerede var kendt i Oldtiden, fremgaar det utvivlsomt, ät allerede i forhistorisk Tid enkelte Tyrker havde vænnet sig af med Vandrelivet og bosat sig hist og her mellem de iranske Folk, der før den tyrkiske Invasion dannede Grundlaget for den bosiddende, agerdyrkende Befolkning i Landene omkring Amu- og Sir Darja. Fra den gamle iranske Befolkning, Oxus og Jaxartes Landenes Urbefolkning, saa langt vi kan gaa tilbage i Tiden, stammer al Kultur i disse Egne. Kulturen og den fast bosiddendes hele Eksistens beroede og beror paa den kunstige Vanding, Irrigationen, (Kanaliseringen), og denne er indrettet af Iranere, og paa denne lever den tyrkiske Race videre. De ældste Byers geografiske Nomenklatur viser tydeligt, at Iranerne ved Oxus og Jaxartes her havde deres faste Hjem, og uden Tvivl har de haft en betydelig Kultur, særlig Landbrugskultur; thi de hyldede Zoroasters

i

Lære, og denne var i Modsætning til Islam Agerbruget meget gunstig. Men vi ved ikke meget om den iranske Kulturtid, eller før-islamiske Tid i Mellem- og Centralasien, ja endog kun lidt om den tidligste islamiske Periode.

Vi maa i den Henseende søge i Avestaen (Zend Avesta), de zoroaslriske Religionsbøger, og her faar vi at vide, at Avestaen kender Khiva eller Kharezm under den ældre Form af sit Navn »Hvarizm«, der betyder Fruglland og er meget betegnende, idet det fremhæver Modsætningen imellem de frugtbare Oaser ved nedre Amu Darja og de omliggende Ørkener. Det, at Avestaen nævner Hvarizm, bekræfter Iranernes Beboelse af Khiva, og efter Albirunis Kronologi skal de ældste Beboelser i Kharezm være grundet c. 1300 Aar f. Chr. Senere finder vi Landskabet nævnt under Navn af Uvarazmi i Kong Darius Provinsliste i Indskrifterne ved Behistan eller Behislun i Persien (Se Rawlinson og Jackson samt Olufsen, Geogr. Tidskr., Bd. 25, S. 54).

Sandsynligheden taler for. at den tyrkiske Indvandring i Khivas iranske Periode har fundet Sted fra Øst og Nordøst over Egnene ved den nedre og mellemste Jaxarles, og derefter er den vandret over til den højre Oxusbred. Kharezm synes at have været den af de iranske Ståler i Mellem Asien, der sidst har faaet en fast bosiddende tyrkisk Befolkning, og et historisk Holdepunkt har vi i hvert Fald fra Araberne, der i deres Kampe paa højre Bred af Oxus straks stødte paa Tyrker; men vi ved ganske vist ikke, hvad det var for en tyrkisk Nationalitet, der oplraadte.

Det første Slag fik de iranske Folk i Mellemog Centralasien af Mongolerne, og de fik deres Dødstød i den mongolske Tid, da Tyrkerne, der vel var Hovedstyrken i de mongolske Hære, vandt fuldstændig Overhaand. Da Timur (Tamerlan) optraadte imod de saakaldte Djgata'ider i den sidste Halvdel af det 14. Aarh., da var dette i Virkeligheden en Kamp i Oxus og Jaxarles Landene imellem Mongolerne og Tyrkerne. De mange sammenhobede tyrkiske Elementer havde antaget Navnet Djagatai som et politisk- og Æresnavn, og der findes endnu en Slægt blandt Usbegerne, der fører dette Navn. Denne Families Anseelse er endnu saa stor, at ved en ny Khans Tronbestigelse i Khiva, bærer Asakalerne (Hvidskæggene eller de Ældste) af denne Stamme den nyvalgte Fyrste paa et hvidt Filltæppe. Navnet Djagatai havde under Mongolerne den samme Betydning som Øsbeg fik under Tyrkerne.

Usbeger af reneste Type er talrigst i Khiva, desuden findes de i større Antal i Syd-Bokhara og det tilgrænsende afghanske Turkestan. I Khiva og omliggende Egne er det fint at være Usbeg, og baade Tadsjiker og Kirgisere holder meget af at kalde sig Øsbeg, Øsbag, Usbeg eller Usbek.

I Khiva er Befolkningen paa den venstre Bred af Amu Darja med Undtagelse af Turkomannerne og nogle Tadsjiker i Byerne gennemgaaende usbegisk.

Usbegerne er i Khiva en Type, der har holdt sig ret üblandet fra gammel Tid i Modsætning til Bokharas og Turkestans Usbeger, der ofte, især i Byerne, ganske er smeltede sammen med de der boende Sarter. De har Middelhøjde, en mere sammentrængt Legemsbygning end Turkomannerne, højere end Kirgiserne (Kasakkerne), men ikke saa kraftige som Karakalpakerne, der baade paa Grund af deres Størrelse og andre Egenskaber vækker Opsigt, naar de viser sig i Khivas Byer. Øsbegerne har et ovalt Hoved, langlige Øjne, tyk Næse, stor Mund og rund Hage. Hudfarven er hvidere end hos Tadsjikerne, og Haaret, der især har en brun Farve, er stærkere end hos Turkomannerne.

Usbegerne deler sig i de Bosiddende og Halvnomaderne. De første lever næsten udelukkende af Agerbrug og driver sjælden Handel eller Industri. Navnlig er de paa den højre Oxusbred sande Mønstre paa Landmænd. De har lært Irrigationen af Iranerne og er bleven hjulpne i den Henseende i høj Grad af de persiske Slaver, der i sin Tid ja, lige til Halvfjerserne i det 19. Aarh. i Mængde slæbtes til Khiva og Bokhara af Turkomannerne, og som var vante til kunstig Vanding hjemmefra.

Man har lidt vanskeligt, naar man færdes i Khiva, ved at lænke sig den tunge usbegiske Landmand, der passer saa udmærket bag en Plov, som Centralasiens Erobrer, og dog er han parat til at svinge sig i Sadlen og drage Sværdet, naar det gøres fornødent. Embedsklassen eller Aristokratiet i Khiva fører Navnet Spahi, d. v. s. Krigsmand, og disse hverver Soldalerne (Nøker).

Til at drive Handel er Usbegen for tung, og hans Indsats i Industrien er ikke meget værd. Han befinder sig bedst i den fri Natur ude paa sine Marker, ligger helst om Sommeren i et luftigt Filttelt indenfor sine høje Mure og om Vinteren i sin faste Ler-Bolig (Tim).

Helst vilde han vel nok være Nomade, og for Eks. i Syd-Bokhara findes adskillige Usbeger, der er Hel-Nomader; men i Khiva er der for lidt Pluds hertil. Her nøjes man med Halvnomadisme, naar det gaar højt, og man ser da ofte i Khiva om Sommeren store Samlinger af Telte, hvorfor de første Europæere, der kom hertil, bragte Efterretning om, at Khiva kun bestod af lutter Teltlejre.

Grundtonen i Usbegens Karakter er Ærlighed, Trofasthed, Alvor og Mandighed, lutter tyrkiske Dyder, d. v. s. hos dem, der som den khivinske Usbeg har bevaret sin Originalitet. Han er tung i Vendingen og utrolig tavs. Det er den mest tavse Race, jeg har truffet i Mellem- og Centralasien. Ofte kan der gaa Minutter, inden man faar et Ord ud af ham, hvilket til en Begyndelse virker meget irriterende. At faa hans Mund paa Gled lykkes aldrig, han taler i korte Sætninger og er meget mistroisk overfor veltalende Folk, som han betragter som ræveaglige. Han ynder derfor ikke den iranske Race, Tadsjikerne, der ofte har afleveret et helt Foredrag, inden Usbegen har aabnet Munden. Som Ideal paa jordisk Fuldkommenhed betragter han Krigeren uden Frygt, en Mand med Mod og Troskab, der taler lige ud, handler uden Omsvøb og ser lige ud. Disse Egenskaber, mener Usbgen, ikke er egnede for en Haandværker (Kasib) eller Købmand (Saudakar). Selv Gejstligheden betragter den ellers fromme islamiske Usbeg kun som Tjenere og Raadgivere, der er sendt ham af Gud. Dajimolla kalder man i Khiva Teologerne, det betyder Onkel Molla, og er et Slags Æresnavn, der svarer til, at vi i gamle Dage kaldte Præsten Fader. Men alligevel sætter de ikke Mollaen særlig højt, da Ordsproget :»To Mollaer udgør et Menneske; en Molla er kun et halvt Menneske« er almindelig kendt i Khiva. Benævnelsen Dajimolla er ganske særegen for Khiva, ligesom man heller ikke maa vente at finde mange Usbeger af den Støbning i det øvrige Mellem- og Centralasien, jeg her har beskrevet.

Familieforhold. Den berømte Opdagelsesrejsende Wambery skrev, at hos Usbegerne i Khiva har mange smukke Træk i deres patriarkalske Liv holdt sig. Saaledes kan Usbegernes Familieforhold betegnes som et sandt Mønsterbillede. Senere Rejsende har heri modsagt Wambery, men, som han siger, har disse ikke været tilstrækkeligt inde i muhammedanske Forhold eller talt Usbegernes Sprog og har derfor ikke haft Forudsætninger for at bedømme Sagen upartisk. Jeg havde i hvert Fald det forud for flere andre Rejsende, at jeg talte de

Indfødtes Sprog, og jeg tror at kunne give Wambery Ret i al Almindelighed, om end Betegnelsen »Mønsterbillede« turde være vel superlativisk. Udenfor de højeste Kredse er Polygami saaledes meget sjældnere end i Bokhara og Turkestan. Usbegen behandler sin Kone meget bedre end Sarten og Tadsjiken i det øvrige Mellem- og Centralasien, og ligesom Wambery har jeg halt Lejlighed til ofte at se den Agtelse og Ærefrygt, Børnene viser Forældrene, og i det hele taget den Ærbødighed unge Mennesker viser de ældre. Træder Faderen ind i Stuen, hvor de yngre Medlemmer har anbragt sig liggende paa Tæpper og Maatter, rejser de sig øjeblikkelig op, og det gælder ikke alene for de yngre Børn, men Sønner paa 30 —40 Aar. Kommer Sønnen ind for at overbringe en eller anden Besked til Faderen i Huset, bliver han staaende ved Døren og aabner ikke Munden, før der er givet ham Tegn dertil af Faderen. Det falder ikke Børnene ind at snakke i Munden paa Forældrene eller de ældre. De staar tavse op i de ældres Nærværelse, sætter sig først ned efter et givet Tegn dertil og taler kun, naar de bliver spurgt eller faar Ordre til at tale. At røge Tobak, hvad forøvrigt ikke er tilladt Muselmændene, i Forældrenes Nærværelse kan ikke tænkes hos Usbegerne i Khiva. Medens Europæerne i de muhammedanske Lande omkring Middelhavet vanskelig kan undgaa at have en Sværm mere eller mindre uartige og liggende Unger efter sig og ligeledes en Hob paatrængende Dagdrivere i ældre Udgaver, finder dette aldrig Sted i Khiva.

I Omgangen med det kvindelige Køn har Usbegerne naturligvis for de ydre Formers Vedkommende de samme unaturlige Love som andre Islamer; men indenfor deres fire Vægge hersker stadig Normen for det primitive, frie Nomadeliv fra Fortiden, og Hustruen »Bige« hersker oftest her med samme Frihed som i et europæisk Familieliv.

Trods Aarhundrede lang islamisk Indflydelse sluttes Giftermaal ikke af Forældrene, men af de unge Folk selv, der besøger hinanden gensidig og knytter Forbindelser. I det hele gaar det meget mindre formelt og ceremonielt til end i Bokhara og Turkestan, ja endog mindre end hos Nomaderne paa Steppen; man kunde fristes til at sige, at alt helst hos Usbegerne skal gaa lige ud ad Landevejen Den saakaldte Sautschi Khatun (Kærlighedsbudbringersken), der spiller en saa stor Rolle hos alle tyrkiske Folkeslag, figurerer kun paa Grund af Anstanden, og efterat Forældrene er bleven enige om en bestemt »Kalym«, den Sum, der betales for Pigen som Følge af den Arbejdskraft, hendes Hjem derved mister, fejres Forlovelsen med et Spisegilde i Brudens Hus. Hvad Kalym angaar, da holder man sig mesl til det gammel-ariske Nital, saaledes 9 Heste, Køer, Faar eller Kameler eller sammes Værdi i andre Genstande. Brylluppet (Toj) følger snart efter og varer i to Dage. Den første Dag tilbringer Brudgommen i Selskab med 10 Venner og Bruden i Selskab med 10 Veninder, helst ude i det Fri, og om Aftenen foregaar da Vielsen (Nikiah).

Den anden Dag gaar Brudehjemførelsen for sig, og i et stort Optog af Mænd til Hest og Kvinder i Vogne ledsnges Bruden under Jubel og Sang til Brudgommens Hus, hvori og hvorved finder forskellige Forlystelser Sted. Saaledes udføres der Væddekampe, Vædderidt og Kökbüri, hvorunder dog kun unge Mænd rider og ikke som hos Nomaderne tillige Pigerne; ganske simpelt som Følge af, at de ikke er vant til denne Sport, der jo hos Nomaderne er en Nødvendighed.

Forlystelser. Større, om man saa vil sige, offentlige, Forlystelser i Khiva er altid lejlighedsvis. Naar en velstaaende Mand fejrer en Fest i en eller anden Anledning, bliver de nærmeste indbudt; men forøvrigt strømmer alle nærboende til Festhuset for mulig at faa en lille Del i Glæderne, af hvilke Maden ikke spiller den mindste Rolle. Det betragtes som en Selvfølge, at enhver, der har Lyst, holder sig til, hvorved den private Familiefest altsaa bliver til en offentlig Forlystelse, og jo rigere Festgiveren er, jo slørre Forsamlinger trækker der til. Ved Bryllupper, Fødsler af Drengebørn, Navngivning etc. foregaar, alt efter Evne, større eller mindre Spisegilder, hvorved saa mange som muligt beværtes, og efter Spisningen foregaar forskellige Forlystelser, som har ældgammel Oprindelse.

En af de mest yndede er Vædderidtet. Dette spiller en stor Rolle hos alle Nomader, selvfølgelig kan man sige, da disse baade for Mænds og Kvinders Vedkommende altid er i Sadlen; men ogsaa hos de fastboende Usbeger holder denne Sport sig stadig; thi omend de færdes mest paa Hjul, er dog Ridedyret et væsenligt Transportmiddel.

Medens Nomaderne ofte udstrækker deres Vædderidt til flere Mil, maa Usbegerne i Khiva nøjes med kortere Strækninger paa plane Pladser imellem Kanalerne eller paa en fast Halvørkenplads udenfor Byerne. Her forsamler Rytterne sig i deres

fineste Puds og viser sig for Festens Publikum. Trompetblæsere og Trommeslagere forkynder nu, at Kampen skal begynde, og i enkelte Grupper ad Gangen rides der frem og tilbage et vist Antal Gange imellem lo nærmere betegnede Punkter. Festgiverne uddeler Præmier til de Vindende i Form af Klædningsstykker, Kameler, Heste eller Faar alt efter Værtens Evne, og meget ofte er Gevinsterne store, hvad der selvfølgelig forøger Spændingen.

Et andet Vædderidt >Baiga« bestaar i, at en Rytter farer afsted med et Lam eller en Ged med sig paa Sadlen. Andre Ryttere forfølger ham, og det er nu Kunsten i susende Galop at ride forbi og snappe Dyret med et Greb fra ham. Dette Væddeløb hedder »Køk büri« (grønne Ulv). Det er det samme Vædderidt, der under en lidt anden Form udøves af Turkomanner og Kirgisere. Her er del en ung Pige, der sidder med Lammet eller Geden; hun forfølges af unge Mænd, der, hvis de kan snappe Dyret fra hende, har Ret til et Kys.

Khivas National-Tåmascha (Tamaseha betyder Leg eller Forlystelse) er dog Vædderkampen. Enhver nogenlunde velstillet Mand holder en Kamp-Vædder, der holdes bunden i Huset i en Jærnkæde, ikke uden Grund, da disse Dyr er ret farlige. Naar Dagen for en Væddekamp er bestemt, flokkes Folk paa den til Kampen bestemte aabne Plads, i Reglen Torvepladsen, med deres Væddere, der bindes ved solide Pæle. Vædderne beses og beundres som Væddeløbsheste i Europa, og der bliver stor Sensation, naar to af de berømteste Væddere, der altid tilhører et Par af de fornemste Mænd, skal kæmpe mod hinanden. Er det saadanne Berømtheder, der skal fremføres, bliver de først fremvist paa en tæppebelagt Tribune, forinden Kampen gaar for sig.

To og to efterhaanden slippes nu Vædderne løs paa hinanden og ve den Vogter, der ved Løsslipningen ikke kommer væk i en Fart, han bliver saa sikkert som noget løbet over Ende, saa rasende, hurtigt og vildt farer Dyrene mod hinanden, saa det knager i Pandeskallerne, naar de mægtige, krummede Horn, der dækker over de vilde, blodskudte Øjne, støder sammen. Efter hvert voldsomt Sammenstød trækker Vædderne sig langsomt tilbage, sunder sig lidt, stamper i Jorden og farer atter imod hinanden. Oftest hænder det, at den ene Vædder bliver træt, vender Ryggen til sin Modstander og stikker af, hvorefter den udpibes af det forsamlede Publikum. Men det hænder ogsaa, at ingen af dem giver tabt, før den ene ligger paa Valen, med Modstanderens Horn slukket igennem sin Pandeskal. Under Kampen opildnes de kæmpende stadig ved Tilraab fra Publikum, der fuldstændig rives med af Spillet.

Den, hvis Vædder har vundet, faar som Regel
en Kaftan (Chalat) eller det overvundne Dyr.

Gamle Parserskikke og Parserovertro. Hos Usbegerne i Khiva, der maa regnes for de mest ægte af alle Usbeger, findes, som forøvrigt blandt alle Muhammedanere i Oxus og Jaxarteslandene, Rester af Fortidens Overtro eller Religion, hvad man nu vil kalde det. Jeg har berettet herom i flere Afhandlinger til helt ned i Pamirs sydligste Dale.

Fra Usbegernes Forgængere, de gamle Iranere, Zoroastrierne eller Avestafolket, som de ogsaa kaldes efter Avestaen, er der i Khiva bevaret adskillige religiøse Skikke fra Zoroastertiden, hvilket yderligere tyder paa, at Tyrker med deres hedenske Tro, Schamanisme, har været bosat mellem Zoroastrierne i Khiva. (Avestafolket kaldes ogsaa Parsere eller Parsi; det kalder de sig selv. Gebrer kalder Perserne dem, der endnu bor i Persien (i Teheran, Kirmaii og Jesd). Perserne kalder dem ogsaa atesch perest og Sarlerne i Mellemasien atasch parast. Det betyder Ildtilbedere, og denne Benævnelse er ogsaa almindelig i Europa; men den er ganske urigtig; thi Parserne tilbeder ikke Ilden; den er kun et Symbol for dern. En rettroende Muhammedaner nævner ikke dette Ord uden en vis Gysen; det bringer hans Tanke hen paa noget skrækkeligt gudsforgaaent).

Saaledes fejres Norus- eller Naurusfesten, den parsiske Nytaarsfest ved Foraarsjævndøgn i Khiva ligesom i Persien. Den kendes ogsaa endnu i Bokhara, men spiller ikke nær den Rolle som i Khiva. Usbegerne springer omkring Risbaalet eller Halmilden ganske som Parserne eller Gebrerne i Jesd og i Kirman i Persien. Naar den unge Hustru for første Gang betræder sin Mands Hus, tændes der foran det et Baal for at jage de onde Aander bort, og hun maa ikke vende Ryggen til det, men gaa ærbødig og ærefryglfuld forbi. At spytte i Ild eller kaste Snavs paa den undgaas strængt. Det samme er for Resten Tilfældet hos mange Nomader. Men Usbegerne i Khiva er endnu ene blandt Islamerne om at hylde Solen, denne brændende Lyskugle, der ellers er de flestes Skræk i Sommertiden, men de gør det ogsaa først ved Solnedgang, idet Straalerne

fra den nedgaaende Sol tilskrives en stor Kraft som Helbredelsesmiddel. Utænkeligt er det ikke, at der ligger noget reelt til Grund herfor, i hvert Fald er den frygtelig brændende Sol midt paa Dagen ikke sundhedsbringende. Derimod kan det nok tænkes, at de blidere Straaler under Nedgangen kan virke stimulerende paa Patienter. Solnedgangen i Khiva er i de varmeste Sommermaaneder, naar Solen staar højt, altsaa gaar ned langt om ad Nord til, noget af det prægtigste, jeg i den Retning har set i Asien. Naar Solen sænker sig ned i Amu Darja eller i Ørkenen mod Nord, antager den det vidunderligste nuancerede, gullige Farvespil, og de blide Lysninger, der udgaar fra den, naar den er paa en Snes Grader over Horisonten til selve dens Forsvinden, er en Naturnydelse af høj Rang. Selv farlig syge Personer bliver da baaret ud, for at den nedgaaende Sols Slraaler kan lyse paa dem. Ogsaa Ilden tilskriver de en særlig helbredende Kraft og man ser ofte syge Mennesker blive baaret omkring Ilden.

Selv gammel-iranske Myter har holdt sig hos Usbegerne i Khiva. Havfruen, »Rude paje«, en Slags Loreley i Amu Darja viser sig ofte for de mange khivinske Skippere, der færdes paa Floden og indgyder dem frygtelig Skræk. Hun er ellers en vidunderlig smuk Dame, hvad Overkroppen angaar, men er forsynet med talrige Ben og Fødder, der ligesom en Samling Tarme er slynget ind imellem hverandre. Naar hun viser sig, ønsker Skipperen, at han var i Havn; thi hendes Tilsynekomst betyder altid Ulykker. Rude paje delyder Tarmfødder. Den saakaldle Gul eller Guli bejaban, en Slags Steppetrold, der i Persien optræder i rkenen Kavir, driver ligeledes sit Uvæsen i Khiva især paa Randen af Ust-Urt.

Af onde og drilagtige Aander spiller dog ingen større Rolle end den gammel-iranske Dev og Djin, som vi kender fra Zoroastei tiden. Den kaldes her for Diw eller Dew og Djin, Adjin eller Adjinnah Dette zoroastiske Djævlepak optræder mere som en Slags Nisser og Trolde. De er lil Stede næslen alle Vegne, i Skove eller Djungel ved Amu Darja, i Ørkenklilter, ved gamle Grave, Ruiner af Huse og gamle Fæstninger, i Rørskovene og Klipperne ved Oxus-Kataraklen. Hele Luften kan paa sine Steder være fuld af Djinner eller Adjinner, medens Dewerne mere som en Slags Trolde sidder og kukkelurer i Jorden. Overall i det muhammedanske Indre-Asien er Aandeplagen, om man saa kan sign. karakteristisk, men intet Sled var del dog saa gall som i Khiva. Utallige Steder ved Amu Darjas Bredder turde Baadfolkene ikke lande og overnatte paa Grund af Djinner. Det hjalp ikke, at jeg tilbød dem at anbringe mit Leje paa det værste Aandested; thi saå fik jeg kun til Svar: >Ja, Tak, Ferenghierne falder Djinnerne ikke over, de er kun farlige for Muselmænd«. Gik jeg ind i en gammel Ruin ved Amu Darjas Bred, holdt F'olkene sig altid tilbage og varskoede mig ved Tilraab om, al jeg skulde Inge mig i Agl; thi i dette eller hint gamle Taarn sad en Dew og lurede, og det, al jeg ganske ignorerede Dewen, og der ikke hændle mig noget galt, formindskede aldeles ikke deres Frygt for delle Væsen. I Hazaraspe slod en hel Forsamling af Byens Autoriteter ærefrygtsfulde og frygtsomme udenfor Ruinerne af el gammelt Hjørnefæslningslaarn, medens jeg gik op i Taarnresterne; her huserede en meget farlig gammel Dew. Med Løfte om al lage mig af Dewen med min Revolver og Ridepisk, hvis han viste sig, opfordrede jeg dem til at komme op til mig; men ikke en eneste vovede sig derop. Da jeg kom ned fik jeg mange Forespørgsler, om jeg havde set Dewen, hvilkel jeg desværre maatte besvare benægtende. Luften er i Khiva praktisk talt fuld af Djinner, og Jorden fuld af Dewer, og det overvejende Antal af Sygdomme, ulykkelige Hændelser og Uheld stammer fra Adjinner og Dewer.

Over hele det muhammedanske Asien spiller den tidligere Lysets Gud i Zoroaslers Lære Ormusd eller Ormasd en Rolle som ond Aand eller drilagtig Trold. Nogle Steder optræder han som Mand, andre Steder som en gammel Kvinde. I Khiva kaldes han Almasdé, andre Steder udtales det Alvasdé og er især paa Spil efter unge Piger og smukke Koner, der skærmer sig mod hans Anslag ved at sælte en Dusk Ugleljer i Hovedtøjet; thi saavel Almasdé som Fuglene kan ikke lide Uglen. Disse Uglefjer liver forøvrigt stærkt op i de khivinske Damers lidt kedsommelige Spadseredragter.

Baade mod Almasdé og andre onde Aander skærmer Kvinderne sig ved al sy skrevne Bønner ind i smaa trekantede Tøjfuteraler, som de ophænger i Snore paa Brysterne og Skuldrene, og baade paa Brysterne og Huerne har baade Mænd og Kvinder paasyet smaa Sølv- eller Guldeluis, der har Form som en Cigarslukker. I disse gemmes de af de islamiske Gejstlige for Tilfældet opskrevne Bønner piler Koranvers.

Slaveriet. Resultatet af Russernes sejrrige Felttog mod Khiva var bl. a., at ca. 4000 Slaver, nogle nævner kun 2500; men i hvert Fald e.t betydeligt Antal blev sal i Frihed. Khivas Suveræn blev tvunget til at udstede følgende Publikation: »Jeg Seit Mohammed Rahim Bahadur Khan befaler af Højagtelse for Ruslands Kejser, alle mine Undersaater at sætte alle Slaver i mit Khanat i Frihed. Fra riu af er Slaveriet i mine Stater afskaffet for evige Tider. Maalle dette Bevis paa Humanitet blive til evig Venskab og Agtelse imellem mit sejrrige Folk og det store Rusland«.

Resultatet af Slavernes Frigivning var for en Tid til stor Skade for Khivas Agerbrug, idet Markarbejdet og Kanaliseringen for den væsenligste Del var blevet besørget af Iranere, i hvem den gamle Irrigations-Tradition stadig havde holdt sig. I Aarhundreder var der bleven tilført de centralasiatiske Markeder Mængder af Slaver fra de til Transkaspien grænsende persiske Provinser, hvis Beboere blev overfaldet i deres Landsbyer af Turkomannerne i Merv og omliggende Oaser. Eller de bestod af russiske Kosakker eller russiske Fiskere, som Kirgiserne indfangede paa og omkring det kaspiske Hav og slæbte dem bort i Slaveriet.

I Almindelighed beholdt Røverne ikke de Fangne ret længe. Kunde de skaffe Løsepenge, blev de sal i Frihed og ellers overgivet til Slavehandlere, der i slørre og mindre samlede Karavaner transporterede dem, oftest paa den grusomste Maade, til de større Byer og især da til Khiva og Bokhara, hvis Regenter protegerede Slavehandlen. Her paa disse Byers Torve blev Slaverne solgt, som om de var Kvæg.

Da Koranen forbyder at sælge de rettroende som Slaver, røvede Slavejægerne kun Vantro (Kafirer eller Giaurer). Ofte tvang dog Slavehandlerne med Pisken rettroende Muselmænd til at indrømme, at de var Kafirer, og med Perserne kom de ud over det kildne Punkt ved at paastaa, at de schiitiske Persere ikke var Muselmænd, fordi de selv var Sunniller.

Afghanerne, der paa den Tid ogsaa for en stor Del var Schiiter, gik det paa samme Maade; men de havde dog større Respekt for dette krigerske Folkefærd, der til Tider tog meget skrappe Repressalier. Derimod er det ganske mærkeligt, at Jøderne aldrig toges til Slaver; der var ingen, der vilde have den foragtede Race hos sig. De betragtedes og betragtes stadig endnu af Muselmændene som nogle uhumske Aber eller i det hele som Personer, man gaar udenom, hvad Jøderne som Helhed har haft Glæde af, trods deres Stilling paa anden Maade trykkedes. Dog Jøderne har ogsaahaft en Beskyttelse i, at deres mange Profeter anerkendes som Islams Profeter.

De flittige og intelligente Iranere var meget søgt som Slaver, og dem kan Khiva takke for sit nuværende gode Land- og Havebrug, som er det bedste i hele Centralasien.

Fortrinsvis røvedes dog russiske Slaver, der stod højest i Pris paa Grund af deres Styrke, og de persiske Kvinder var paa Grund af deres Skønhed de mest yndede feminine Objekter. Til Tider har der været c. 3000 russiske Undersaater som Slaver i Khiva ligesom i Bokhara og Samarkand. Overfor Russerne var det særlig Kirgiserne, der boede nærmest Russerne, der var virksomme som Slavejægere, *og det gik endog saa vidt, at de røvede russiske Landmænd fra Vestsiden af Ural.

Khanen tog en Tiendedel af Slaverne som Tribut, og dannede af de russiske en Garde og af Kosakkerne Artillerister. Herved blev disses Stilling ganske taalelig. Røvede Børn opdroges i den islamiske Tro.

Undertiden kunde det naturligvis hænde, at særlig velbegavede Slaver (Kul) kunde slige til høje Poster; men det var selvfølgelig en Sjældenhed. De fleste af disse ulykkelige Mennesker maatte arbejde haardt, fik kun slet Beklædning og daarlig Ernæring og i hvert Fald aldrig mere end det, der for det Arbejdes Skyld, der skulde præsteres, kunde belale sig at give dem. Slaverne kostede imidlertid mange Penge, saa det var sjældent, at de straffedes med Døden, hvorimod Piskeslag, Afskæring af Øren, Næse, eller Udstikning af et Øje hørte til de almindelige Straffe.

Prisen paa Slaver afhang som med andre Varer af Efterspørgsel og Tilbud. Kunde Turkomannerne kaste en stor Mængde Slaver paa Markedel, sank deres Værdi belydeligl. General Annenkof, der byggede Banen fra Kaspihavet igennem Kara Kum, fortæller, at man i 1860 kunde købe Slaver for c. 20 Kr., medens den almindelige Pris var imellem 6-800 Kr. Prisen retlede sig naturligvis efter Slavernes Alder, saaledes var Prisen i Khiva paa mandlige Slaver fra 10-15 Aar 40 Tilla (l Tilla (Guldmønt) =14 Kr.), fra 15-25 Aar 60 Tilla og fra 25-40 Aar 70-80 Tilla. Smukke Slavinder fra 10-15 Aar 70-80 Tilla, fra 15-25 Aar 50-60 Tilla, fra 25-40 Aar 40 Tilla.

Slaverne var iøvrigt ikke prisgivet livsvarigt Slaveri. De kunde bl. a. løskøbe sig, hvis de kunde skaffe en Sum, der væsenlig oversteg, den der var betalt for dem og ved at overgaa til den muhammedanske Religion. Det var ikke saa faa Russere, der overgik til Islam. Mange forsøgte at flygte; men Flugten var meget besværlig; thi i Stepperne Nord for Khiva risikerede de at blive fanget af Kirgiserne og atter solgt paany, og kom de i deres tidligere Hververs Besiddelse, ventede der dem grusomme Straffe.

Lige fra 1620 til Indtagelsen af Khiva har Rusland forsøgt at faa Slaverne frigivet ad diplomatisk Vej. Alle de Gesandtskaber, der i Aarenes Løb blev sendt til Khiva, bragte allid nogle for uhyre Summer løskøble Russere med sig tilbage og ved Indtagelsen af Khiva fandies der endnu kun 21 russiske Slaver foruden 25000 persiske, som alle blev sat i Frihed. Af Frygt for Rusland havde Khanen forinden Indtagelsen ladet flere Hundrede russiske Slaver frigive.

Fra de i Tidernes Løb røvede persiske Slaver og Slavinder stammer de mange iranske Typer, der findes i Khiva imellem Usbegerne, og som hører til de smukkeste blandt Befolkningen. Ved Skønhed udmærker Usbegerne sig ikke.

Min Rejse til Khiva er beskrevet i Geogr. Tidskrift Bd.
15. S. 121 med lllstr. og Kort.