I.

Under den store Jøkelflade Myrdalsjøkull i Syd som har et Areal af ca. 1000 kvkm findes to virksomme Vulkaner: Eyjafjallajøkull og Katla. Om andre Udbrudssteder i historisk Tid har man ingen sikre Efterretninger. Skønt man i gamle Annaler finder forskellige Navne paa Udbrudsstederne i denne Egn, f. Eks. Solheimajøkull, Myrdalsjøkull, Miod&lsjøkull, Høfoajøkull olier Høfoårjøkul! o. s. v., saa refererer alle disse Navne sig til Katla, i hvis Omegn disse Navne paa enkelle Strækninger af den store Jøkelmasse bruges af Indbyggerne; fjærntboende Annalister har saa tænkt sig, at disse lokale Navne betød forskellige Vulkaner eller Udbrudssteder; herved er der kommen en Del Forvirring i de fleste ældre Lister over de islandske Vulkanudbrud.

De to førnævnte Vulkaner, som her ligger begravet under Sne og Gletsjer, synes at være ret forskelligt bygget. Eyjafjallajøknll er en typisk Vulkan, en afstumpet Kegle bedækket med Gletsjer, men Katla er derimod ikke noget Bjærg i egentlig Forstand, kun et Udbrudssled i en Lavning mellem afrundede Firnhøje. Hvilken Aarsag, der er til denne Forskel ved man ikke, men rimeligvis er der en stor Aldersforskel mellem de lo Vulkaner. Eyjafjallajøkull er en ældgammel Vulkan opbygget ved fortsat Udbrudsvirksornhed gennem Aartusinder og har i historisk Tid kun haft faa og forholdsvis svage Udbrud. Katla er derimod meget yngre og det er ikke umuligt, at den først i Begyndelsen af det 10. Aarh. er kommen i Virksomhed, i det mindste maa den have haft en umaadelig lang Hvileperiode, da Fladlandet nedenfor den i Oldtiden, før de historiske Udbrud begyndte, var græsbevokset og tæt bebygget. Man har tidligere antaget, at Katla var et stort Eksplosionskraler, hvad den efter de nyeste Erfaringer næppe er; Katla producerer kun Aske, Slagger og vulkansk Grus, men ingen Lavastrømrne, det løse opkastede Materiale spredes ud over Jøkelmarkerne og bortføres af de umaadelige Vandflomme, som dannes under Udbruddene. Her er der kun liden Lejlighed til at opbygge et større Vulkanbjærg omkring Udbrudsaabningen, da Udbrudsmaterialet straks bortføres. Eyjafjallajøkull, som allerede har været virksom under Istiden, eller maaske før denne, og som i ældre Tider har frembragt doleritiske Lavastrømrne, har derimod kunnet opbygges til et højt Bjærg.

Under Katlas sidste Udbrud 1918, viste det sig, at Udbrudsaabningerne var to eller flere i Række fra S. V. til N. Ø, saa Vulkanen rimeligvis maa henregnes til de Spaltevulkaner, som er saa typiske for nærliggende Egne, og den staar maaske i nær Forbindelse med Laki-Spallen, som foraarsagede saa mange Ulykker i Aaret 1783.

Om Katlas egentlige Udseende, topografiske og geologisk Forhold, ved man saa godt som intet, da Udbrudsaabningen mellem Udbruddene altid er dækket af Sne og Is.

De Undersøgelsesrejser som hidtil er gjort til Katla har ikke ført til noget. De bekendte rejsende, Eggert Olafsson og Bjarni Pålsson, prøvede paa at komme derop i August Maaned 1756 fra Nord, men maatle vende om formedelst Uvejr '). Efter Udbruddet 1823 rejste Præsten Jon Austmann med to Følgemænd derop fra Sandfell paa Myrdalssandur. De gik op ad en lang Jøkelrevne og kom op i Lavningen, hvor Katla findes, men kunde ikke komme tæt hen til den formedelst store Jøkelsprækker; her iagttog de rejsende 4 Klippetoppe i en Række fra V. til Ø„ hvor de fandt Obsidian; de gjorde Holdt ved den anden Klippetop fra Vest, som var den højeste, og saa derfra en dyb og sort Kløft, der i Begyndelsen strakte sig fra SV. til NO., men derpaa bøjede om fra SO.^—NV., hvorfra en mindre Kløft strakte sig nedad i Retning mod Fjeldet Hafursey²). Englænderen Watts vår tæt ved Katla i August iMaaned 1874, men kunde

---

1) Rejse i Island. II S. 7« 8—770.

2) Jon Austmann: Køtluh'aup, 1823. Indberetning til B skop Stgr. Johnsen. Nr. 422, 4° i Jön SLurössons Manuskripts mling i Reykjavik. Nu har jeg ladet denne Beretning tiykke i Safn til søgu Islands IV. S. 252—263.

1) Rejse i Island. II S. 7« 8—770.

2) Jon Austmann: Køtluh'aup, 1823. Indberetning til B skop Stgr. Johnsen. Nr. 422, 4° i Jön SLurössons Manuskripts mling i Reykjavik. Nu har jeg ladet denne Beretning tiykke i Safn til søgu Islands IV. S. 252—263.

ikke se andet end en hesteskoforme! Dal opfyldt
af vældige Gletsjere1).

Efter Katla's sidste Udbrud d. 12. Okt. til 3. Nov. 1918, blev der i Foraaret 1919 gjort et Forsøg paa en Undersøgelse af Vulkanens Beliggenhed og Udseende, dog uden noget nævneværdigt Resultat. Efter den islandske Regerings Foranstaltning besteg 4 Mand Myrdalsjøkull fra Kerlingardatur d. 23. Juni 1919, de drog afsted om Morgenen Kl. 4,50 og naaede ridende Kambsheisi ca. 150 m over Havet, hvorpaa Hestene blev sendt tilbage. Jøkelen blev besteget ved Jøkulhøfuo i 758 m Højde, hvorpaa Retningen toges mod NV. til Jøkelmarkens højeste Kuppel. Den nye Vintersne havde en Dybde af l^—l^x/ 2 m og Føret var derfor ikke godt. Efter 3 Timers Vandring naaede de Jøkelens højeste Punkt og havde derfra god Udsigt over den Lavning eller Dal, hvorunder Vulkanen hviler. Selve Udbrudsstedet saas ikke, Jøkelmarken var sunket ned i Kraterlavningen og sønderrevet af vældige Spalter og det hele var dækket af 2 m tyk Nysne. Om Kraterets eller Kraternes Form, Størrelse og Udseende kunde ingen sikre lagttagelser gøres. Fordybningens Vidde, maalt efter det nedsunkne Jøkelparti, ansloges til at være 800 til 1000 m fra N. til S., men fra V. til Ø. var Snemarkens Hældning ned mod Kraterlavningen saa jævn, at der ingen skarp Grænse var, og det var vanskeligt at afgøre, hvor det formodede Kratersvælg begyndte eller endte. Fra Kraterlavningen saas en 6—76^—7 km lang Dalrende nedimod Katlaglelsjerens sydvestlige Ende, den var øverst smal, men udvidede sig nedefter; her have Vandflommene fra Kraterne fundet Vej ned imod Hafursey. Denne Rende var dannet ved en Nedsænkning af Jøkeldækket, og kun paa en lille Strækning paa Nordsiden saas den underliggende Klippe. Det kunde tydelig ses, at Vandstrømmene havde brudt sig Vej under de Isstykker, som nu dannede Bunden af denne Rende, men før havde været sammenhængende med Jøkeloverfladen paa begge Sider; det øverste Isdække var sunket ned, efter at de hede Vandflomme havde udtømt sig gennem en Kanal under Jøkelens Overflade. Den Vandrende, som efter lagttagelser i Alptaver, saas at strække sig ned imod Sandfell, hvorigennem Jøkelflommene til Holmså er løben, synes de rejsende ikke at være bleven opmærksom paa, Beretningen synes ogsaa at vise, at de har haft vanskeligt ved at finde sig til Rette og beskrive hvad de saa. Den 24. Juni naaede de udsendte Folk efter 22 Timers Vandring alter tilbage til deres Udgangspunkt i Kerlingardalur.

Katla ligger Nord for Myrdalur, rimeligvis 7_—8 km fra Myrdalsjøkulls Rand ca. 1000 m. o. H., men Vulkanens Højde og Beliggenhed er dog endnu ikke nøjagtig bestemt. Ned fra Vulkan-Lavningen gaar Køtlujøkull (Katlagletsjeren) ned til 150—200 m Højde o. H. bagved det enkeltstaaende Fjæld Hafursey, den har et omtrentlig Areal af 35 km², Bkm Længde og 6km Bredde. En Del af denne Gletsjer bliver under Udbruddene smeltet og sønderbrudt, men af de historiske Efterretninger ser man dog, at de vulkanske Eruptioner har en forholdsvis ringe Magt ligeoverfor tykke Isdækker. Saavidt vides er hele Katlagletsjeren aldrig bleven smeltet, der skal ogsaa megen Varme til at smelte 3—43^—4 Kubikkilometer Is, thi man maa antage, at Katlagletsjeren omtrent har saadan et Volumen. Ved flere af Udbruddene har man iagttaget, at Køtlujøkull lidt efter lidt er sunket ned, blevet lavere efter de mange Vandflomme, som er udstrømmede derfra, ligeledes at el ret betydeligt Stykke af Gletsjerens sydvestlige Hjørne er sønderbrudt og bortført, men aldrig har man set Halvdelen, endsige mere af Gletsjeren forsvinde. Det er ikke direkte den vulkanske Kraft, der sønderbryder Gletsjeren, men de varme Vandstrømme, som sladig udbreder sig fra Kraleret, som smelter Isen i sine Omgivelser, bliver tilsidst saa mægtige, at Gletsjeren buldner ud, Vandet springer frem fra alle Kløfter og søndersprænger tilsidst det nederste af Gletsjeren eller de Dele af den, hvor Vandafløbet fra Kraterel er slørst. Ved Udbruddene 1721 og 1823 kom det første Vandløb ikke ud fra Randen af Gletsjeren eller fra dens forreste Kløfter, men sprang ud midt inde paa Gletsjeren og oversvømmede dens Overflade, inden det naaede frem paa Lavlandet; andre senere Vandstyrlninger under de samme Udbrud løb ud fra Gletsjerranden, som brækkedes i Slykker, og fra Kløfter i Gletsjeren. Hvor store Strækninger af Gletsjeren bliver sønderbrudt, beror paa Udbruddenes Heftighed; meget store Dele af Køtlujøkull er især blevne oprevne ved Udbruddene 1660, 1721 og 1755, om de ældre Udbrud har man ikke tilstrækkelig nøjagtige Optegnelser, dog siges der om Udbruddet i 1416, at en stor Dal blev brændt i Jøkelen«. Ved Jøkelløbene 1823 og 1860 var de fleste Isstykker smaa, Vandet var blandet med knust Is og enkelte

---

1) W. L. Watts. Snjoland or Iceland, its jokulls and fjalls. London, 1875. S. 86—94.

1) W. L. Watts. Snjoland or Iceland, its jokulls and fjalls. London, 1875. S. 86—94.

større Blokke, ved "de ældre Jøkelløb og ligeledes ved Udbruddet 1918 er vældige Ismasser bleven ført ud i Havet, store Isbjærge sammen med mindre Isslykker, Grus, Sand og Klippeblokke har væltet frem med Vandflommene; disse Isstrømme spredes dog sjælden over hele Fladlandet men ses efter Jøkelløbene især at efterlade Isbælter eller Rygge af Isblokke, Sand og Grus langs de Vandrender hvor Strømmen har været stærkest, særlig paa begge Sider af Hafursey, i Mulakvisls og Sandvalns Flodlejer. De mange Vandflomme, som efter det første Jøkelløbs Frembrud af og til oversvømmer Fladlandet, fører sjælden megen Is med sig. Man kan tænke sig, hvilke umaadelige Masser af Is og Grus, der fremføres af Jøkelløbene, naar man ser, at Isdyngerne, som væltede frem mellem Hafursey og Høfoabrekka d. 11. Maj 1721, havde en Tykkelse af 2— 300 m, Havet udenfor blev dækket af Is, og Isbjærgene stod paa Grund paa 130 — 150 m Dybde. Efter Udbruddet 1755 havde der dannet sig to ca. 20 km lange Aase paa Myrdalssanden af 30^—40 m Højde, bestaaende af Is, Lavagrus, Gletsjerlér o. s. v. Der gå ar lang Tid inden saadanne grusdækkede Isrygge er smeltet, Rester af dem under et dybt Lag af Sand og Grus gemmes i Aarhundreder. Sandhøje med Is indeni kaldes af Indbyggerne »jøkull«; ved Mülakvisl findes endnu »Høfdabrekkujøkull« og Austurjøkull«, mellem Hjørleifshøfdi og Bölhraun »LambajøkulU, alt Grushøje af denne Art, rimeligvis Rester at Jøkelløbet 1755. Under dette sidste Jøkelløb var endnu betydelige Rester tilbage af Ismasserne fra Jøkelløbet 1721.

Det er umaadelige Vandmasser, som under Udbruddene strømmer ud fra Kallagletsjereren, nogle Gange er hele Myrdalssandur fra Vik lil Küöafljöt et Areal af 7—8007^—800 km² (næsten som Bornholm og Møen til sammen) blevet oversvømmet paa engang, men som oftest deler Vandflommene sig, i de fleste Tilfælde løber det meste Vand, ladet med Isstykker, ned paa begge Sider af Hafursey, den ene Del af denne Strøm gaar nedad Mülakvisl's Rende, den anden løber nedad Sandvaln eller stævner mod S.Ø. ned mod Alptaver, enkelte Gange som f. Eks 1755 og 1918 løber en Iredje Strøm mod Øst og N.Ø. til LoÖinsvikur nedad Leirå eller endogsaa til Hölmsä. Vandet kan have en betydelig Dybde; midt paa Myrdalssandur havde det 1625 en Dybde af 28 m og 1755 maå Vandmassen bagved Hafursey have været 100-150 m dyb, da Flommen sprøjtedes gennem Kløften Klofgil; ved Udbruddet 1918 havde Jøkelløbet nærmest Katlagletsjeren en Dybde af 60—70 m, nede ved Hjørleifshøfdi 15—20 m. Mindre Vandstyrtninger er hyppige. I Aaret 1823 løb Vandet saaledes i mere end en Maaned daglig over Sandene. Del er ejendommeligt, at man før de vulkanske Udbrud og de dermed følgende Jøkelløb vil have iagttaget, at Gletsjerelvene svinder ind, bliver mindre eller bliver helt borte, ofle længe før Eruptionens Begyndelse. Den kolossale Masse Sand, Grus og Ler, som nedføres ved Kalla's Udbrud, lader sig ikke maale. Ved Udbruddet 1311 siges mange Gaarde at være bleven begravet af Sand. Ved de senere Udbrud omtales den slore Masse Dynd. som Vandflommene medførte, og som er saa limagtig, al Kreaturerne bliver siddende fast deri og ofle omkommer. Al denne Dynd, som nedføres fra Køtlujøkull, kan næppe udelukkende være dannet ved Gletsjer- og Vanderosion, skønl denne er stor paa Grund af det bløde Klippernateriale (Tuf og Breccie), som Gletsjeren hviler paa, men stammer rimeligvis ogsaa fra den vulkanske Aske, ikke blot den nye, men fra den gamle, som ved ældre Udbrud er bleven bredt ud over Jøkelen og siden er sunken ned i Isen, som saaledes med Tiden bliver mættet af vulkansk Støv. De store Vandmasser kan heller ikke helt stamme fra selve Køtlujøkull, men maa ogsaa faa Tilløb fra Jøkelkuplerne paa begge Sider af Krateret, hvor Udbruddels Hede sikkert ogsaa smeller betydelige Ismasser. Hvilken Kraft Jøkelløbene har, og hvorledes de oproder løsere Jordlag, borlfører store Klippemasser o. s. v. paa det giver Katlas Udbrudshistorie mange oplysende Eksempler.

De Sand- og Grusmasser, som Katla har ført ned, har i historisk Tid forandret Kystlinjen betydelig, dette kan bedst iagttages ved Myrdalssand's vestligste Hjørne mellem Reynisfjall og Mülakvisl; mellem Hjørleifshøfdi og Alptaver er Stranden sikkert ogsaa blevet meget forøget udefter, men da man her ingen faste Støttepunkter har, kan det ikke saa let paavises. Hjørleifshøfdi, som i Oldtiden var en Pynt, der strakte sig ud i Havet, adskilles nu fra dette ved en ca. 2 km bred Sandstrækning; høje og spidse Klipper, der før stod i Havet udenfor Pynten, omgives nu af Sande. Høfdabrekkuhåls og Vikurklettur hævede sig dengang umiddelbart fra Havet, nu adskilles de fra dette ved en Sandbræmme, der har en Bredde at */₂ ^—ll^ km. I gamle Dage førte Vejen østefter over den bratte Arnarstakksheiöi, og man viser endnu de græsbevoksede

gamle Ridestier i Fjældskraaningerne ovenfor Fagridalur; nu ligger Alfarvejen nedenfor Vikurklettur, over den Sandbræmme der siden er bleven dannet nedenfor Klipperne. Denne Sandstrækning er allerede tidlig bleven dannet, thi 1703 var Alfarvejen paa samme Sted som nu¹). Her, ligesom østligere, har Kysten faaet Tilvækst ved Katlas Udbrud; under Jøkelløbet 1721 strømmede Vandflommen forbi Vikurklettur, ind i en Kløft, der gennemskærer Gaarden Vik. Der siges ogsaa i Beretningerne om Udbruddet 1660, at Fiskenet, der før nu er der over P/g km fra Hulen til Havet. Ind i den smalle Dal mellem Sævarhålsnef og Skiphellir skal efter Traditionen Kerlingarfjorden, der omtales i »Landnåma», have sirakt sig; da Beretningerne er uklare, kan man ikke med Sikkerhed udfinde denne Fjords Beliggenhed. Allerede da Landnama blev nedskrevet i det 13. Aarh., var Fjorden bleven udfyldt af Jøkelløb fra Katla.

Hafursey, som omtales i alle Beretninger om
Katla-Udbruddene er et temmeligt stort isoleret Fjæld
paa Myrdalssandur nedenfor Køtlujøkull, opbygget

blev drevet fra Vikurklettur, dengang maatte opgives; her har der altsaa dengang været en Landingsplads, medens Fiskerbaadene nu kun kan lande i Vigen østfor Reynisfjall. Arnarstakksheioi adskilles fra Høfoabrekkufjall af Kerlingardalur og Kerlingardalså; Fjældet ender med en Klippe, der kaldes Sævarhålsnef, og paa Sandene nedenfor findes Skorbeinsflüöir; ligeoverfor i Høfdabrekkufjall findes en nu tildels sammenstyrtet Hule, Skiphellir, hvor man i gamle Dage satte Fiskerbaadene op;

---

1) Chorographica Islandica. Arni Magnussons Haandskriftsamling. Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn.

1) Chorographica Islandica. Arni Magnussons Haandskriftsamling. Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn.

den vestlige Del vestfor Klofgil er betydelig højere, den østlige er lavere, men har betydelig større Omfang. Myrdalssandur bestaar i Overfladen næsten udelukkende af vulkansk Grus, Slagger og Aske, kun i Nærheden af Fjældene er der iblandet noget Tufgrus. Hvor Jøkelelvene med deres vidtløftige Forgreninger oversvømmer Sandene, findes der i Strømlejerne rullet Basalt- og Doleritgrus, som nedføres fra Gletsjerne. Hvor man fra et højtliggende Sted har Overblik over større Strækninger af Myrdalssandur, kan man straks paa den lysere Tone adskille de ældre og yngre Flodlejer fra det øvrige sorte, vulkanske Sand. Sandet maa for en stor Del være sammensat af vekslende Lag af rullet Grus, vulkanske Slagger og Aske, frembragte af Vulkanernes og Flodernes vekslende Arbejde. Nærmere Havet er det vulkanske Grus i Overfladen finere og gaar ofte over til fint Støv, der ved den mindste Vind sættes i Bevægelse. Hele den vestlige Myrdalssandur er fuldstændig flad, kun paa enkelte Steder findes nogle lave (5^—20) m høje Grusdynger, der stammer fra Jøkelløbene. Hovedmassen af Jøkelløbet 1860 styrtede frem mellem Hafursey og Høfdabrekkufjall og derfor saa man (1893), at Landet fra Aabningen mellem Selfjall og Hafursey i Forhold til det øvrige Fladland er svagt vifleformig forhøjet, idet større Masser Grus og Slagger, her er bleven efterladt af Vandflommen end andre Steder; dette Udbrud var dog i Forhold til de ældre meget svagt.

Mellem Udbruddene har Jøkelelvene lidt efter lidt skaaret sig nogenlunde stabile Flodlejer i det løse Sand, rnen ved Jøkelløbet bliver hele Terrænet forandret; det gamle slettes ud, Lavninger fyldes, og bagefter maa Floderne se at finde sig nye Baner. Efter forskellige Udbrud dannes der derfor ofte nye Floder paa helt andre Steder end før, og i nogen Tid spreder de deres Arme over Fladlandet, indtil de stærkeste Strømfurer har gravet sig tilstrækkelig dybt ned; da faar de en Tid lang Lov til at være i Fred, indtil en ny Katastrofe indtræffer. Ved at sammenligne Nutidens Kort med Bjørn Gunnlaugsson's og ældre Kort vil man se, at Flodløbene er anderledes end dengang; Gunnlaugsson rejste over Vester-Skaptafellsyssel i 1835; hans Kort fremstiller Forholdene, som de var efler Udbruddet i 1823. Mulakvfsl har siden forandret sig meget, og Sandvatn fandtes dengang ikke i den samme Form som nu; rimeligvis har dog Jøkelelve fra den vestlige Krog ved Katlagletsjeren dengang forenet sig med Mülakvisl. Eyjarå, der omtales i meget gamle Beretninger, findes ikke mere, den ses dog endnu paa Kort fra det 18. Aarhundrede, hos S. M. Holm (1784) og M. Stephensen (1785). Nyjavatn eller Køtlukvisl, der dannedes ved Udbruddet 1823, har rimeligvis haft sit Løb hvor Blautakvisl nu er, det var en meget vandrig Elv, som forsvandt ved Udbruddet 1860, efter dette sker det meste af Køtlujøkulls Vandafløb gennem Sandvatn, der udspringer fra Gletsjerens sydligste Spids NV. for Hafursey og udgyder sig i Havet ca. 3 km. SØ. for Hjørleifshøfdi. Den vestlige Del af Myrdalssandur, der under Udbruddene som oftest bliver oversvømmet af Jøkelflommen, er helt uden Vegetation; kun nærmest Havet findes der paa Flyvesandstuerne enkelte Steder nogle Totter Marehalm, Elymus arenarius. Den østlige Del af Sandet er lidt bedre bevokset med Planter især i Nærheden af Skålm; Underlaget dannes her allevegne af gamle Lavastrømme, der fra Holmså strækker sig helt ned til Havet; denne Lava er dog for største Delen bedækket med Flyvesand, vulkanske Slagger og Aske, men hist og her findes der noget græsbevokset eller kratbevokset Jordsmon ovenpaa Lava'en. At Alptaver ikke bliver fuldstændig ødelagt af Jøkelløbene skyldes for en stor Del de uregelmæssige Grupper af Hornitos og Lavarygge, som findes N. og NV. for denne Bygd, disse har taget imod Jøkelløbenes første Stød, Isbjærgene strandede her og aflæssede deres Bagage af Grus og Sand, kun Vandflommen bryder ind i mellem Gaardene og udgyder sig snart i Havet gennem Elvløbene. Alptaver er en lille, fattig Bygd, som ogsaa er meget udsat for Ødelæggelser af Flyvesand; Jordbunden er allevegne sammensat af vulkansk Aske, der sammenholdes af en sparsom Plantevækst; kun hvor Jordsmonnet er tilstrækkelig gennemtrukket af Vand, findes sumpede Strækninger bevokset med en ret frodig Vegetation af Stargræs. At disse Græssletter har kunnet holde sig i Ørkenen skyldes Vandløbene (den krogede Landbrotså og Skålm), der gennemskærer Bygden paa kryds og tværs. Elven Skålm udspringer fra Kilder i Looinsvikur, men fører dog om Sommeren noget Jøkelvand, da saa nogle Jøkelbække fra Katlagletsjerens østlige Del forener sig med den, men henad Efteraaret forsvinder disse Bække sædvanlig. Nordfor Skålm findes der kun en Gaard, Skålmarhraun, og i Omegnen vokser der ikke saa lidt Birkekrat paa de gamle Lavastrømme.

II.

I 58 Aar, siden 1860, havde Katla ikke vist det mindste Tegn paa vulkansk Virksomhed, da man i Handelspladsens Vik i Myrdal d. 12. Oktober 1918 Kl. l Ern. blev opskræmmet ved et ret kraftigt Jordskælv, hvorefter der fulgte svagere Jordrystelser der varede en halv Time. Paa Stora en Bondegaard 7 km lige Nord for Vik, vare Jordrystelserne stærkere, saa at forskellige Ting faldt ned fra Vægge og Hylder, og Jorden syntes at bevæge sig i Bølger. Et Par Timer senere begyndte et voldsomt Udbrud af Katla, der varede til den 3. November. Kort før Udbruddet vil man fra Alptaver have lagt Mærke til, at Katlagletsjeren hævede sig noget og ligesom bulnede ud, men set fra den vestlige Myrdalur syntes en Del af Jøkelmarken at svinde ind og forskellige sorte Fjældspidser, som man før ikke kendte, kom til Syne.

Den 12. Oktober 1918 Kl. 3 Em. saa man fra Vik over det nærliggende Bjærg Hatta (512 m) en Dampsøjle hæve sig fra Myrdalsjøkull, store Dampkugler puffedes op med vældig Kraft og Hurtighed, de var først lyse, men blev lidt efter lidt mørkere og tilsidst kulsort, hvorefter de forenedes til en sammenhængende Søjle, der Slag i Slag, som oftest hvert Sekund, gennemkrydsedes af Lyn. Askesøjlen oplystes samtidig glimlvis af stærke og pludselige Lysninger nedefra, men omkring Kl. 9 Em. var dette Ildskær nogen Tid sammenhængende. Fra Udbruddets Begyndelse til langt ud paa Natten hørtes af og til underjordiske Drøn. De elektriske Lys i Vik kunde om Aftenen ikke tændes, og Telefon og Telegraftbrbindelser blev afbrudt. Vejret var i Vik stille til langt ud paa Aftenen, hvorefter det begyndte at blæse fra Øst, hvorimod der oppe paa Jøkelen var en svag Brise fra Vest, der førte Asken ud over Skaptårtunga¹).

Den lille Handelsplads Vik, der har omtrent 200 Indbyggere er en ny By, fra dette Aarhundrede, den staar paa den sandede Strandbred Øst for Reynisfjall tæt ved Havet under høje Bakker og er derfor farlig stillet under Jøkelløb fra Katla. Under tidligere Udbrud, da der ikke fandtes Beboelseshuse i Vik, er den Sandbræmme Vest for Vikurklettur, hvorpåa den lille By staar, flere Gange bleven oversvømmet af Vandflomme, og under stærke Jøkelløb vilde en saa lille By let kunne blive ødelagt. Til al Lykke skete der denne Gang ingen Skade, Jøkelløbene tog en østligere Retning og var ikke kraftige nok til at gennembryde de Grusrygge, som beskytte Kystbræmmen Vest for Mülakvisl. Indbyggerne indsaa dog godt, at der var Fare paa Færde, og om Aftenen blev Kvinder og Børn bragt op til de Bøndergaarde, der staar oppe paa Bakkerne 40^—50 m højere end Handelspladsen. Mændene blev tilbage uden dog at gaa til Hvile om Natten, og der blev udstillet Vagtposter for at se efter Jøkelløbets Fremgang.

Samtidig med Udbruddets Begyndelse, eller maaske lidt senere, omtrent Kl. Sl^ brød Jøkelløbet ud og oversvømmede en stor Del af Myrdalssandur, den flade Sandørken, der ligger nedenfor Katla. Fra Udsigtspunkterne i Nærheden af Vik saa man en stor Vandflom indhyllet i Dampe og Støvskyer, og førende vældige Isstykker, styrte ned ad Mülakvisls Rende, og snart blev Havet udenfor bedækket af smaa og store Isbjærge; denne Vandflom fortsattes uafbrudt med samme Hastighed i 2 Timer. Lige før Jøkelløbet var to Rejsende fra Skaptårtunga sluppen over Mülakvisl, hvis Leje dengang var næsten tørt. En Bonde fra Hjørleifshøfoi havde lige nylig flyttet 20 Tønder Sild til Kreaturfoder over Mülakvisl og efterladt dem paa Fladlandet for at afhente dem senere, naturligvis forsvandt disse Sildetønder sporløst. At Vik forskaanedes denne Gang for Ødelæggelse af Jøkelløbet skyldtes den Højderyg af Grus og Klippestykker, der kaldes Høfoabrekkujøkull paa den vestlige Side af Mulakvisl's Munding, den dannede en Dæmning mod Vest, men blev slemt medtaget af Vandflommens og Isstykkernes Angreb, saa den er ingenlunde et saa sikkert Værn i Fremtiden. Dette Højdedrag dannedes ved Jøkelløbet 1755; en vældig Masse Isbjærge med Grus og Klippeblokke blev dynget sammen nedenfor Høfoabrekkufjall. Isbjærgene, som tildels var dækket af Dynd, Sand og Grus holdt sig usmeltet i en lang Aarrække, derfor fik denne Dynge Navnet Høfoabrekku_— »jøkullc, og dette Navn har den endnu beholdt, skønt Isen for længe siden er smeltet. Denne Grusryg har en Højde af 20^—30 m og rager saaledes noget op over Omgivelserne, som ligger i 5_—10 m Højde over Havet. Vandflommen har her ved Mülakvisls

---

1) Hovedkilderne til den følgende Skildring af Udbruddet er: Gis'i Sveinsson: KøtlugosiO 1918 og afleiÖingar hess. Reykjavik 1919, 61 Sider B°. GuSgeir Johannsson: Køtlugosi6 1918. Reykjavik 1919, 72 Sider 8 °. Heri findes Original-Beretninger fra Øjenvidner i alle de Egne Udbruddet særlig berørte. Endvidere er benyttet Ar;ikler i »Løgrjetta« og andre Blade.

1) Hovedkilderne til den følgende Skildring af Udbruddet er: Gis'i Sveinsson: KøtlugosiO 1918 og afleiÖingar hess. Reykjavik 1919, 61 Sider B°. GuSgeir Johannsson: Køtlugosi6 1918. Reykjavik 1919, 72 Sider 8 °. Heri findes Original-Beretninger fra Øjenvidner i alle de Egne Udbruddet særlig berørte. Endvidere er benyttet Ar;ikler i »Løgrjetta« og andre Blade.

Munding saaledes haft en Dybde af 10—15 m,
men oppe ved Hjørnet af Katlagletsjeren skal Dybden
mindst have været 60—70 m.

Omtrent Kl. s*/₂ Em. brød en ny Vandmasse frem paa den østlige Side af HjørleifshøfOi, den førte med rasende Fart endnu større Isstykker ned til Havet, denne Strøm fortsattes uafbrudt saa længe man kunde se om Aftenen, og dens vældige Brusen, med Bragen, Knald og Drøn fra de sammenstødende Isbjærge, kunde høres det meste af Natten. Hovedmassen af denne Vandflom gik nedad Sandvatns Rende, længere mod Øst kunde man ikke se

paa Grund af den Tykning der foraårsagedes af Askefaldet. Et Øjenvidne paa Hjørleifshøfoi, et lille 220 m højt Bjærg med en Bondegaard, der som en Ø hæver sig op fra Myrdalssandur, beretter, at han, saasnart han hørte Jøkelløbets Susen, gik op paa Øens højeste Klippetop for at se hvad der foregik. En mægtig Vandflom, ladet med Isstykker, var fra Katlagletsjerens sydvestligste Spids, brudt ud mellem Selfjall og Hafursey og banede sig med voldsom Fart Vej nedefter gennem Mülakvisls og Sandvåtns Render, den bredte sig over hele Strækningen mellem Mülakvisls og Blautakvisl, altsaa over et Areal af 100^—150 Q] km; paa hele denne Strækning saas snart ingen tør Plet. Vandflommen

førte under Bragen og Knagen en utallig Mængde Isstykker frem, nogle store som Bjærge, de største af disse strandede dog paa Sandene, hvor Vandflommen bredte sig over en større Strækning, og borede sig ned, hvorpaa Strømmen brødes paa den som paa Skær. I det sydvestlige Hjørne af Hjørleifshøfoi findes 60 m høje lodrette Klipper, mod disse brødes Vandflommen, saa Isstykker og Vand sprøjtedes højt op i Luften som ved den sværeste Brænding. Næste Morgen var det meste af Vandet løbet bort, hele Fladlandet var, saa vidt Øjet kunde række, dækket med Isstykker, hvori mellem enkelte Vandløb bugtede sig, og hist og her saas lerede Vandpytter og Smaasøer. Den nedførte Is dannede sammen med Sten og Grus udenfor Hovedrenderne lange Tanger ud i Havet, og Kysten var vokset saa meget udad, at der nu var tørt Land hvor Trawlere før havde fisket. I de følgende Dage brød Vandflonnne af og til frem fra Jøkelen og udgød sig med flyvende Fart i Havet, Vandstyrtningerne var især voldsomme d. 14. Oktober og da blev Fladlandet for en stor Del fejet rent for de større Isblokke, de senere Vandflomme førte ikke noget videre äf Is men sig, men desto mere Dynd og Grus, som dækkede og begravede mange Isstykker, der laa paa Sandene. Vandstyrtningerne aftog lidt efter lidt og den sidste Oversvømmelse skete d. 28. Oktober.

Allerede om Aftenen d. 12. Oktober begyndte Isstykkerne i store Flaader at drive mod Vest forbi Vik, medens flere af de større Isbjærge stod paa Grund udenfor Kysten. Vide Strækninger af Søen farvedes brune af det nedførte Dynd. Tre Motorbaade og en Fragtdamper, der laa paa den aabne Red ved Vik, skyndte sig at lette og flygtede til Havs og alle Robaade blev trukket paa Land. Ved 5 Tiden trak Havet sig tilbage fra Kysten saa Skær og Klipper, der ellers ikke ses ved Springflods Ebbe, kom til Syne; man var bange for Tilbageslaget, men det kom ikke, Søen hævede sig langsomt kun lidt over den almindelige Vandstand. Dernæst begyndte en anden Bevægelse i Vandet, en Flodbølge kom fra Øst, fra Jøkelløbet, tværs over de Bølgerygge,

som tidligere gik ind imod Kysten fra Syd, denne Bølge skyllede ind mod Klipperne ved Reynisfjall, højere end nogen Brænding, den gjorde dog ingen Skade i Vik, da den gik parallelt med Kysten. Omtrent Kl. 7 Em. viste nye Flodbølger sig, højere end den første med hvide Kamme og stærk Fart, de brød ogsaa mod Klippedyngerne ved Reynisfjall.

Ingen Bygd i Nærheden af Katla er saa farlig stillet som Alptaver. Denne lille Bygd begrænses mod Nord og Syd af Floderne Skålm og Landbrotså og mod Øst af KüÖafljöt, den ligger kun 15^—20 m over Havet, men skærmes noget, som før nævnt, mod Jøkelløbene mod Nord og Nordvest af gamle Lavarygge og Grushøje. Den 12. Oktober var Folkene i Alptaver i Færd med at drive Faarene hjem fra Sommergræsgangene, de skulde fordeles til Ejerne fra fælles Faarefolde Nord for Skålm ved Gaardene Foss og Skålmarbæjarhraun; en stor Del af Bygdens mandlige Befolkning var taget derop, thi for Landbefolkningen er en »Skilledag« altid en Festdag. Omtrent Kl. l Em. hørtes en Susen fra Jøkelen, som man i Begyndelsen troede at hidrørte fra et Vandfald længere oppe, men paa Grund af Dis kunde Jøkelen og dens Randfjælde ikke ses. Denne Susen voksede hurtigt i Styrke, og man fik en Anelse om, at der var noget usædvanligt paa Færde, maaske et Jøkelløb, som de ældste af Befolkningen kunde huske fra 1860. Denne Anskuelse blev hurtig stadfæstet, thi nu kunde man i det Fjærne se nogle unge Folk, som var bleven sendt noget længere Nord paa for at samle Faar, komme ridende alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, raabende at »Katla« var efter dem og i Hælene paa dem. Fra Vulkanen hørles samtidig en voldsom Knagen og Bragen, og en tyk Røgsøjle hævede sig pludselig gennem Disen højt op paa Himlen. Hovedmængden äf de Folk, som var paa Vejen til Faarefoldene, flygtede mod Syd og skyndte sii» tilbaee over Elven

Skålm og slap med Nød og Næppe over, thi Jøkelløbet var kun 10 Minutter fra dem, de reddede sig ogsaa op til Gaarden Herjölfsslaöir, der ligger noget højere end de andre (43 m). Faarene maatte selvfølgelig lades i Stikken og flere Hundreder omkom. Fra de omliggende Gaarde flygtede Befolkningen i største Hast op paa de nærmeste Højder og snart væltede de grumsede og isfyldte Vandstrømme ned igennem alle Vandløb og Lavninger. Paa Højderne, de førnævnte Grus- og Lavarygge, maatle saa Befolkningen, Mænd, Kvinder og Børn, under Angst og Bæven tilbringe Natten omgivet af brusende Floder, medens Aske og Lavaslagger regnede ned over dem og Luften stadig gennemkrydsedes af vældige Lyn. De 20^—30 unge Mænd som havde været længere borte, flygtede mod Øst og red for Livet, medens de fossende Vandflomme fulgte lige i Hælene paa dem, det lykkedes dern ogsaa at redde sig op paa nogle Lavabakker i

Nærheden af Gaardén Skålmarbæjarhraun, snart var de omringede af Vandflommen, der førte en Mængde mindre Isblokke, som var sortebrune af det medførte Dynd, og udbredte en væmmelig Svovlstank. Alle Beboerne af Gaardén Skålmarbæjarhraun tilbragte, sammen med de Flygtninge, der var afskaarne fra Alptaver, Natten i et Faarehus, der havde en noget højere Beliggenhed end Gaardén. Snart blev det ogsaa her fuldstændig mørkt af Askefaldet, de stadige Tordenskrald akkompagneredes af Jøkelløbets Brusen og Bragen, og den uhyggelige Scene oplysles kun af de idelige Lyn. Om Morgenen var Vandet løbet bort og havde efterladt Dynd og Isstykker rundt omkring Gaardén.

! Denne Vandtlom, der stævnede ned ad Skålm o:g oversvømmede Alptaver, var en Arm af Hovedløbet, der styrtede ned gennem Holmså lil Küöafljöt. Hvorfra dette Jøkelløb havde sin Oprindelse vides ikke med Sikkerhed. Sandsynligvis er dette nordlige Jøkelløb udgaaet fra den nordøstligste Del af Vulkanspalten og er styrtet ud over Snefladerne mod Øst paa den nordlige Side af Sandfell, og har derefter delt sig ved Rjüpnafell; den nordlige Vandmasse er gennem Leirås Rende løbet ned til Holmså og Küöafljöt, men den sydlige har gennem Skålm udgydt sig over Alptaver. Holmså, som er en meget vandrig Flod, har gravet sig en dyb Rende i gammel Lava, og her havde man nylig bygget en Bro over denne farlige Elv, som ofte var til stor Hindring for Samfærdselen mellem Skaplårtunga og Myrdalur. Denne Bro blev bortført og fuldstændig ødelagt af Jøkelløbet, der styrlede ned igennem Elvkløften i vældige sorte Bølger med store og smaa Isstykker, store Klippestykker blev bortreven fra Elvbredderne og ført ned lil Lavlandet. En rejsende Haandværker fra Skaptårtunga vilde til Fods lige begive sig til Alptaver og var naaet et lille Stykke Vej Syd for Broen, han hørte Jøkelløbet komme og løb tilbage til Broen, Vandet skyllede allerede over den, men det lykkedes ham dog at komme helskindet over, men i samme jeblik kom der en ny Vandstyrtning, der fejede Broen bort og oversvømmede hele Fladlandet søndenfor, hvor Manden lige havde været. De Vandflomme med Isstykker, som styrtede nedad Holmsås Kløft, løb over Engene ved Hrifunes og Mundingerne af de vandrige Elve Tungufljöt og Eldvaln blev tilstoppet af Is og opdæmmet til store Laguner eller Søer, indtil de efter nogle Dage kunde bryde igennem Isdæmningerne. Gennem Holmså og Skålm førtes en Masse Vand og Is ned lil Küöafljöt, søa at denne brede Flod blev til et bølgende og bHisende Hav af Isstykker og gik langt over sine Bredder. Paa en Ø i Küöafljöt ligger Gaardén Sandar og en anden Sandasel ligeoverfor paa den østlige Bred. Beboerne fra disse Gaarde flygtede skyndsomst over til Meöalland, og havde de tøvet et Minut længere var de alle omkommen. Kreaturer, som græssede paa Øer og Holme i Küöafljöt og paa Flodens Bredder, fejedes bort af Vandflommen, og de to førnævnte Gaardes Hjemmemarker og Enge dækkedes af et tykt Lag Dynd og 2—3 m Is. Husene blev dog ikke videre beskadiget, og Køerne, der stod i Kostaldene, slap uskadt derfra. Jøkelløbet naaede ogsaa til 3 andre Gaarde i Me Strønd, Efriey og Kotey, l^—2¹/* km Øst for Küöafljöls sædvanlige Leje, og førte Isstykkerne derhen; Beboerne flygtede .ogsaa fra disse Gaarde. Flere Hundrede Faar og 80 Heste blev bortreven af Jøkelløbet og største Delen omkom; omtrent 100 Faar var løben op paa nogle Grusrygge, og undkom saaledes, nogle Heste bjærgedes ogsaa paa en eller anden Maade, og enkelte blev mærkelig nok bagefter udgravet næsten uskadt af Isdyngerne, saa kun 37 mistede Livet.

Som rnan vil se af det foregaaende, har Katlas Udbrud denne Gang foraarsaget to Jøkelløb, et vestligt ved Hafursey nedad Sandvatn og Mulakvisl og et østligt nedad Skålm, Leirå, Holmså og Küöafljöt. Mellem de oversvømmede Strækninger synes der paa Myrdalssandur at have været et nogenlunde tørt Bælte af 5—105^—10 km Bredde. Under forskellige af Katlas tidligere Udbrud er hele Myrdalssandur bleven oversvømmet, men nu forskaanedes dog nogle Strækninger tor Jøkelløbet. Det vestlige Jøkelløb d. 12. Oktober naaede ikke til Sandene sydøst for Hafursey, de var i Læ for Fjældet, det tørre Bælle synes at have været bredest her og imellem Lambajøkull og Dyralækjarsker, 5—105^—10 km; nærmest Havet forenedes de østlige og vestlige Vandflomme. De store Isbjærge førtes mest ned igennem Mulakvisl og Sandvatn, større og mindre Blokke samt knust Is gennem Küöafljöt og Skålm, men de midterste Dele af Sandene oversvømmedes mest af Vandstrømme uden større Mængde Is. Det oversvømmede Areal var denne Gang ca. 650 km³ *) medens 90—100 km² blev

---

1) Bornholm er 583 km*

1) Bornholm er 583 km*

skaanet. Ved det vestlige Jøkelløb er en Del af Katlagletsjeren bleven oprevet og derfra stammer de store Isbjærge, der førtes ned paa begge Sider af Hjørleifshøfoi, det østlige Jøkelløb Nord for Sandfell førte kun mindre Isblokke, Terrænforholdene vilde heller ikke have tilladt Transport af slørre Isbjærge. Fra Alptaver kunde man senere, da Luften var bleven klar, se lo dybe Kløfter i Jøkelen strække sig ud fra Udbrudsstedet, den ene ned mod den vestlige Del af Hafursey, den anden

ned imod Sandfell. Gennem disse to Hovedkanaler havde Smeltevandet faaet Afløb fra Vulkanen. Den første af disse Kløfter strakte sig ned langs den sydvestlige Spids af Køtlujøkull (Rjüpnagil, Vatnsråsarhøfuo) hvor Sandvatn har sine Kilder, og Jøkelløbet herfra havde delt sig ved Selfjall, saaledes at dets vestlige Arm løb nedad Mülakvisl, den stlige nedad Sandvatn.

Flere Gange under Udbruddet gjorde forskellige Folk fra Myrdalur og Vik, Udflugter til Bjærgene Vest for Myrdalssandur, da de her kunde faa Oversigt over Jøkelløbets Virksomhed paa den vestlige Del af Fladlandet. Allerede d. 13. Okt. vovede tre Mænd sig ud til Isdyngerne ved Mülakvisl, her kunde de dog. ikke komme langt frem formedelst Dynd og Pløre og de sammenstablede Isblokke; de store, brätle og glatte Isbjærge kunde ikke bestiges, det lykkedes dem kun at klatre op paa et mindre Isstykke 6—86^—8 m højt, og derfra havde de nogen Udsigt over de store Dynger af Isblokke og Isbjærge, som taarnede sig op i deres Nærhed, nogle var rene, lyse og klare, nogle lagdelle med Is, Grus og Ler i Baand af forskellig Tykkelse, andre var helt igennem begsorte; Istykkerne dannede et übeskriveligt Kaos fra de mindsle Brudstykker til Kolosser paa 50—60 m Højde. Fra Håfell ved Høfoabrekka (294 m) havde de en god Udsigt over den vestlige Del af Myrdalssandur, men den østlige Del var hyllet i Taage; hele Fladlandet var dækket af et Mylder af Isblokke, kun hvor de kraftigste Vandstyrtninger havde gravet dybe Render i Sandet, var de høje Isbjærge fejet til Side og dannede Gærder af optaarnede Blokke i alle mulige Former; nu var der dog kun lidt Vand paa Sandene, del var løbet bort, men Isen var bleven tilbage. Dagen efter fejede kraftige Vandflomme den største Del af disse Isbjærge bort. Et andet Selskab bestaaende af 6 Personer, rejste d. 20. Okt. langs Mülakvisl helt op til Jøkelranden. Hvor Mülakvisl trænger sig frem gennem en smal Kløft mellem Selfjall og Ljereptshøfuo, havde den under Flommen d. 12. revet store Klippestykker løs. Herfra klavrede Selskabet frem over Isdyngerne til Remundargil, og her havde Jøkelløbet i Klippesiderne efterladt Mærker, der viste, at det havde været 60^—70 m dybt. Ved Vatnsråsarhøfuo naaede de til selve Jøkelkløften, hvor Jøkelløbet var brudt frem af Katlagletsjerens sydligste Hjørne, den havde en Længde af 2 km og en Bredde af l/₂ km. Nederst i Kløften, hvor store Stykker var sprængt fra, havde de lodrette Isklipper en Højde af 80 Favne (150 m). Katlagletsjerens Rand Nord for Hafursey, var meget sønderbrudt og gledet frem, her var ogsaa store Stykker brudt fra og bortførle; længere mod Øst kunde de ikke se paa Grund af den disede Luft. Paa Bunden af den store Jøkelkløft saas Vandet brusende og skummende styrte frem fra Gletsjerens Grund i vældige Bølger ligesom Brændingen i stormfuldt Vejr ved en klippefuld Kyst; Vandet var saa blandet med vulkansk Sand og Aske, at det var sort som Tjære. Vandmængden anslog de til at være lige saa stor som i Thjorså ved Thjorsårholt. Af og til hørtes Drøn og Bragen, naar Isklipperne kløvedes og søndersloges af den voldsomme Strøm. Naar dette

var den normale, daglige Virksomhed, saa kan man
tænke sig, hvordan det har været under det store
Jøkelløb.

Som før bemærket var de Isstykker, som nedførtes af det østlige Jøkelløb, i Almindelighed mindre end dem, som førtes ned forbi Hafursey, dog var Ismængden paa disse østlige Strækninger ogsaa meget stor. Ved en Undersøgelse, der blev foretaget af Folk fra Alptaver den 15. Oktober, viste det sig, at Ler- og Sandfladerne Vest for denne Bygd var paa et Areal af ca. 25 km- dækket med et 3—43^—4 m tykt Lag knust Is og Isblokke, der gennemstrømmedes af forgrenede og lerede Smaaelve. Ved Bölhraun lidt sydvestligere havde Jøkel

løbet haft mindre Kraft og havde ved forskellige smaa Lavahøje delt sig i mange Arme. Ved Skålm og Küöafljöt var ogsaa Masser af Is bleven spredt over store Arealer. Hvis man antager, at et gennemsnitlig 3 m tykt Lag Is ved dette Jøkelløb den 12. Oktober er blevet udbredt over 500 km² af Myrdalssandur; saa er ll^ km³ af usmeltet Is bleven spredt over Fladlandet; maaske har Ismassen været større.

Efter de første store Jøkelløb d. 12.—13. Oktober blev de samme Strækninger flere Gange overskyllet af Vandflomme, der ikke førte nogen videre Is med sig, de rensede derimod Fladlandet, bortskyllede en hel Del Isbjærge og Isdynger og jævnede Terrænet, de medførte ogsaa en Mængde Lerdynd og Grus. Den største af disse Vandflomme oversvømmede Myrdalssandur d. 14. Oktober, men senere kom der af og lil mindre Vandstyrininger, sidste Gang under Udbruddet d. 28. Oktober. Ogsaa efter at Udbruddet var endt, kom der en Vandflod fra Jøkelen d. 26. November Kl. 2 Em., den varede til ud paa Natten; denne Flom løb ned igennem de samme Flodlejer, som de tidligere og førte kun lidt Is med sig, der skete ingen anden Skade, end at Vandet bortførte nogle Vejviser-Stolper, som igen var bleven oprejst paa Myrdalssandur, efter at det store Jøkelløb havde ødelagt den gamle Række af Vejvisere. Midt i Februar 1919 kom der en betydelig Vandflom i Mülakvisl, men den svandt snart igen.

Denne Gang som tidligere tales der i Beretningerne meget om Kystens Vækst udad til, det er ogsaa sikkert, at Strandbredden vokser ved hvert Jøkelløb, men i Begyndelsen synes Landudvidelsen større, end den er i Virkeligheden; Jøkelløbets Ruiner, Dynger af Isbjærge og Isstykker, overdækkede med Dynd, Grus og Stene, strækker sig i Førstningen langt ud i Havet, men lidt efter lidt smelter Isen eller bortføres af Brændingen, saa den .virkelige Landvinding først kan ses nogle Aar efter. Ved det store Jøkelløb d. 12.—13. Oktober dannedes der paa begge Sider af Hjørleifshøfoi, udenfor Hovedrenderne Mülakvisl og Sandvatn, to lange Tanger ud i Søen bygget op af Isblokke, Grus og Ler, den vestlige var mindre og kortere og forsvandt hurtig, den østlige havde d. 3. Novbr. 1918 en Længde af 4 km. I Begyndelsen saa disse Tanger ud som Ruiner af Marmorbyer, naar Solen skinnede paa dem, men lidt efter lidt forsvandt Taarnene, faldt sammen, smeltede eller sank ned i Djnd og Sand. Midt om Vinteren 1918—19 blev Kysttilvæksten atter maalt, og var da svundet ind til knapt 2 km, hvor den var størst, og senere skrumper den vel endnu mere ind. Strandlinjen forskyder sig her ved Myrdalssandur lidt efter lidt udefter, og Havet bliver grundere udenfor af alt del fremførte Dynd og Grus. I historisk Tid er den faste Strandbred ved Hjørleifshøfoi bevislig vokset 2—32^—3 km, ved Skiphellir ll^ km. Under Jøkelløbene bliver Myrdalssandur selvfølgelig fuldstændig ufarbar, saa at al Samfærdsel mellem den vestlige og østlige Del af Skaptafellssysla sloppes; det varer ofte længe, inden de oversvømmede Strækninger atter kan passeres, de sammendyngede Isblokke er ikke lette at færdes over, Jøkelelvene er ufarbare paa Grund af Strøm og Vandmængde, mange Partier har trukket saa meget Vand, at de er forvandlet lil Hængedynd og talrige, store Vand

i

huller med meget bløde Omgivelser findes, hvor Isblokkene er smeltet. Det er flere Gange skel, at Mennesker og Dyr er ynkelig omkommen i saadanne Dyndhuller. Efter Udbruddel 1918 var man saa heldig, at der indlraadte stærk Frost, saa at Dyndet blev til en fast Masse og Vandhullerne frøs til, Folk kunde derfor Midtvinters med Forsigtighed færdes ad de sædvanlige Veje mellem Myrdalur og Alplaver, men da Tøvejret indtraadte henad Foraaret blev Sandstrækningerne atler til et bundløst Morads, saa de var i lange Tider ufarbare.

Medens Myrdalssandur oversvømmedes og dækkedes af Ismasser, saa led andre, selv fjærne Egne under Askefaldet Katla's Udbrud d. 12. Oktober begyndte med en voldsom Eksplosion, og Askesøjlen hævede sig højere fra Kraterne, end man ellers har Eksempel paa ved islandske Vulkaner, den saas tydelig fra Reykjavik i 165 km.s Afstand, fra Hölmavik ved wSteingrimsfjöröur, fra Blønduos, Akureyri, Hüsavik paa Tjørnes og fra Myvatn, ja endog fra Kelduhverfi og Axarfjørour, den er saaledes set i en Omkreds med 2—3002^—300 km Radius. I Reykjavik saa man kort efter Kl. 2 allevegne fra Gaderne Udbrudssøjlen hæve sig paa den østlige Himmel, over den sydlige Del af Dyr ved Hengill, den havde en uregelmæssig Form og Tykkelse og indeholdt mælkehvide Klumper, hvor Solen skinnede paa den, med blaasorle Skygger. I Reykjavik hørtes ingen Drøn, men derimod underjordisk Bulder og Rumlen i Borgarfjørour og Snæfellsnæs; under Katlas Udbrud iB6O mærkedes ogsaa i de samme Egne' lignende Uro i Dybet. Paa Hrulafjaroarhåls, hvor 8 unge Mennesker var paa Rejse, hørtes ogsaa dumpe Drøn. Da det henad Aften begyndte at mørknes i Reykjavik, saa man, at Udbrudssøjlen gennemkrydsedes af en Mængde Lyn, saa del ofle blev helt lyst selv i de mørkeste Gader. Dette Fyrværkeri, sorn ogsaa var knyttet til de Askeskyer, der lidt efter lidt førles vestover, forlsattes hele Natten og i mindre Grad i de to paafølgende Nætter. Telegrafforbindelsen med Vik blev afbrudt Kl. 6L/2>6^L/2> da Telegraftraadene allerede var begyndt at vise elektriske Udladninger, traadløse Telegrammer naaede heller ikke frem, da Kalla helt beherskede Situationen.

Søndagen d. 13. Oktober faldt der en Del mørkebrun vulkansk Aske i Reykjavik, saa at man kunde følge Fodspor paa Gaderne, denne Aske bestod af fine Partikler og Splinter af basaltisk Glas. Sløvet lagde sig som en Taage over Midten af Byen, saa man fra Thinghoft knapt kunde se over til Landakol (l—l^x/ 2 km), men ovenover var der klar Luft. Hr. Samuel Eggertsson i Reykjavik, som nøje iagttog og maalte Askefaldet i denne By antager, at Askelagets Tykkelse var 0,04 mm, og at der denne Gang blev strøet ca. 60 Tons vulkansk Støv over Byen. Den 30. Oktober faldt der atter med sydøstlig Storm en større Mængde Aske over Reykjavik, efter den samme lagttagers Beregning omtrent dobbelt saa meget eller 0,084 mm Paa Akureyri paa Nordlandet begyndte Askefaldet Natlen mellem d. 13. og 14. Oktober. Isen paa Havnen blev graa af Aske, og Vadsketøj, der hang ude, blev sort; d. 14. var der ret betydeligt Askefald ved Myvatn og i Båroardalur og samtidig var der noget Askefald paa Seydisfjord og i de nærmeste Egne. I Egnene Øst for Reykjavik, i Rangårvallasysla og en Del af Arnessysla, var Askefaldet meget stærkere end i Reykjavik. En Præst, som d. 12. Oktober var paa Rejse fra Thjorsårlun til sit Hjem paa Fellsmüli i Landssveit, beskriver Udbrudssøjlen, som' pludselig viste sig paa den østlige Himmel, som et højt og slankt Palmetræ med en knudret Stamme og en udbredt Krone, som, efter at det mørknedes om Aftenen, oplystes af utallige Lynglimt. Vindretningen paa Udbrudsstedet var fra S og SØ., og Askeskyen førtes lidt efter lidt mod N. og NØ. I de foregaaende Dage havde der i Rangårvallasysla været Nordøstvind, som nu modtog Katla's Aske og strøede den over Rangårvallasysla og hele det sydlige Lavland. Næste Dag (d. 13. Oktober) maatte man i disse Egne tænde Lys i Husene midt paa Dagen, adskillige Folk forvildede sig paa Vejen fra Kreaturstaldene til Beboelseshusene og maatte ligge ude om Natten.

Efter Vindretningerne under Udbruddets forskellige Afsnit førles Udbrudsprodukterne vekselvis over forskellige beboede og übeboede Egne. Ofte var Askefaldet meget stærkt, men da Kalla ligger midt inde i en Jøkelmark og for en stor Del omgives af vilde og übeboede Fjældvidder, saa gjorde Askefaldet kun i sjældnere Tilfælde større Skade. Med sydlige og sydøstlige Vinde førtes det meste af Vulkanprodukterne over Ødemarker, kun det fineste Støv førtes til fjærntliggende beboede Egne; med østlige Vinde faldt det grovere Grus paa Myrdalsjøkelens udstrakte Sneflader, medens den finere Aske førtes over det sydlige Lavland, hvor den

X

dog ikke gjorde nævneværdig Skade; paa Sydsiden begrænses Myrdalsjøkull af høje Randfjælde med Smaudale og dybe Elvkløfter, disse modtog Vulkanens største og groveste Udtømmelser, medens Kyslbj'gderne slup forholdsvis letter^; med nordvestlig Vind førtes Aske og Slagger over den übeboede Myrdalssandur ud i Havet.

Den Bygd som nu, og altid tidligere, led mest under Katla's Udbrud var Skaptårtunga, en ret tæt bebygget og græsrig Egn mellem Skaptå og Holmså, her var Askefaklel allerede den første Nat mellem den 12. og 13. Oktober meget stærkt. Ved Midnat hørtes i denne Hygd stadig Knald fra Vulkanen med uafladelig Torden og Lynild, samtidig regnede det uafbrudt med Aske til om Morgenen, da Vinden vendte sig, og Asken drev vestover. Grønsværet var da tilhyllel af el ca. 3 cm tykt Askelug; Asken som i Begyndelsen var meget fin, blev senere grovere. Den 13. Oktober førtes Asken som før nævnt over Myrdalsjøkull til det sydlige Lavland og helt til Reykjavik og samme Dag nævnes ogsaa Askefald i Ijærnere Egne mod Øst, saaledes i Hornafjørour 200 km fra Katla. Den 14. og 15. Oktober faldt noget fint Sløv i Myrdalur der mærkedes i Næse og Mund, hermed fulgte en übehagelig Svovlstank og svage Jordrystelser. Den 16. følles alter nogle Jordrystelser i Myrdalur og ligeledes Dagen efter. Vulkanens Virksomhed var stadig den samme, man saa Askesøjlen og Lynene, men Asken drev Nord over Udbygderne; den 19. faldt der dog en hel Del Aske i Alptaver. Den 20. lagde man Mærke til, at Udbrudssøjlen delte sig, saa al det saa ud som Udbruddet stammede fra to Kratere paa samme Spalte, den vestlige Askesøjle hævede sig kun af og til, den østlige havde uafbrudt en betydelig Højde; denne Dag drev der om Morgenen en kort Tid nogen Aske over Skaplårtunga, men Vindretningen forandrede sig hurtig saa Askeskyerne førtes nordover. Den 21. regnede det atter med Aske i den samme Egn og ligeledes paa Siöa og i Fljotshverfi, i Myrdalur følles Jordryslelser og Myrdalssandur oversvømmedes af Vandflomme. Den 22. Oktober var der et meget hefligt Udbrud, Askesøjlen var helt sort og hævede sig meget højt, Udbrudsstedet syntes, set fra Vik, at være noget østligere end før; i den østlige Myrdalur faldt graa Aske og vulkansk Sand (2 cm) og samtidig føltes af og til Jordrystelser. I Alptaver blev det helt mørkt, saa Lj'sene maatte tændes midt paa Dagen, her faldt 5 cm Aske og 2 cm paa Siöa og fra den sidste Egn vilde man have iagttaget at Udbrudsstedet var lidt sydligere end før. Den 23. fortsaltes Udbruddet med samme Heftighed, og der faldt ogsaa denne Dag Aske og Slagger i Skaplårtunga og SiÖa. Den 24. var Udbruddet særlig voldsomt; om Morgenen Kl. 61/?6¹/? følles i Myrdalur en kraftig Jordrystelse, og en anden Kl. 9^ Em. Udbrudsstederne synles at være 10, og nu var den vestlige Askesøjle endnu sortere og højere end den østlige; Kl. l Em. blev Myrdalur indhyllet i Mørke, saa Lysene maalle tændes, men elektriske Lys og" Telefoner* kunde ikke bruges, det regnede med groft vulkansk Sand og smaa Skorier som i den stærkeste Haglbyge og Tordenskraldene lød uafbrudt. Egnen var hele Dagen indhyllet i den samme sorle Nat og Jorden var næste Morgen tilhyllet af et 10 cm tykt Askedække. I Skaplårtunga saa man denne Dag, at vældige Røgskyer fra Katla drev Syd og Vest over, men selv blev man i denne Egn forskaanet for Askefald, derimod blæste der en nordøstlig Storm, der drev den tidligere faldne vulkanske Aske sammen i 2 Alen høje Dynger. Den 25. Oktober Jordrystelse i Vik Kl. 6 Fm., Tykning og Taage, saa man saa lidl til Udbruddet; Vinden havde vendt sig, saa Asken drev mod Nord over Übygderne, der faldt ogsaa en Del Aske paa Akureyri ved Nordkysten og ligeledes i Slykkishölmur paa Nordvestkyslen. Den 26. Oktober føltes i Vik nogle Jordrystelser om Natten; Kailas Udbrudssøjle, som nu syntes at stamme fra en østligere Udbiudsaabning, var om Eftermiddagen meget høj, men denne Dag og de følgende syntes den mest at bestaa af Vanddampe. Udbruddet var i de nærmeste Dage øjensynlig i Aftagende, dog faldt der af og til lidt Aske i Skaplårtunga og Siöa, men del meste drev indover Übygderne. Den 28. Oktober Kl 51/*5¹/* Em. føltes en stærk Jordrystelse i Myrdalur og i de følgende Dage var der af og lil slærk Svovlslank, ligesom Drøn og Torden stadig hørtes fra Udbrudsstedet. Den 30. Oktober var der noget Askefald i Rangårvallasyssel og Reykjavik, men den vulkanske Virksomhed var nu i slærk Tilbagegang. Det sidste større Udbrud skete d. 2. November, fra Vik kunde man se Udbrudssøjlen hæve sig højt fra det østlige Udbrudssted, der faldt lidt Aske paa Siöa og Vulkanen drønede og tordnede som sædvanlig. Den 3. November var det klart Frostvejr, saa Jøkelen kunde tydelig ses fra Meöalland; fra Udbrudsstedet hævede to Dampsøjler sig, men der var ingen rigtig Kraft i Udbruddet, kun enkelte

svage Opstød med lange Mellemrum, som strøede en ringe Mængde Aske ud over Omgivelserne, dt hvide Dampe fordelle sig hurtig og om Aftener indstillede Vulkanen sin Virksomhed. Siden mær kedes ingen vulkanske Fænomener fra Kraterne kun saa man d. 10. November en übetydelig Mængde Damp hæve sig fra Udbrudsstedet og der 16. November Kl. 2 kom der en Vandflod fra Kallagletsjeren, der spredte sig over den vestlige Myrdalssandur. Vandflommen førle kun lidt Is med sig, og er rimeligvis blevet foraarsaget af Smeltevand, der har samlet sig i en Lavning i Jøkelen eller i dens Hulheder, og er derpaa brudt ud gennem sine Dæmninger. En ny Vandflod gennem Muiakvisls Rende midt i Februar 1919 staar ligeledes næppe i Forbindelse med Udbruddet. Efter at Kallas Virksomhed var ophørt, føltes ingen Jordrystelser før d. 2. Marts 1919 Kl. 9 Em., og næste Nat Kl. 2Y₂ var der nogle svage Jordbevægelser i Vik.

Af denne Beretning kan man se, at Katla's sidste Udbrud har været ret hæftigt, men dog hverken saa voldsomt eller langvarigt som enkelte af de tidligere Udbrud. Det kan siges at være forløbet normalt efler denne Vulkans Sædvaner. Udbruddet varede fra d. 12. Oktober til den 3. No vember eller i 23 Dage. Af tidligere Udbrud har nogle varet længer, Udbruddet 1660 varede 3_—4 Maaneder, Udbruddet 1721 næsten 5 Maaneder, Udbruddet den 17. Oktober 1755 varede med fuld Heftighed kun i 3 Uger, men en svag Virksomhed med no»en Opblussen af og til, varede til d. 25. August 1756. I Almindelighed har dog Katlas Udbrud ikke været langvarige; det heftige Udbrud d. 2. September 1625 varede kun i 11 Dage, Udbruddet d. 26. Juni 1823 28 Dage og Udbruddet d. 8. Maj 1860 20 Dage. Jøkelløbene var denne Gang heller ikke større eller betydeli^ere end flere Gange før, og den midlerste Del af Myrdalssandur i Læ af Sandfell og Hafursey synes at være blevet skannet for slørre Jøkelløb og Vandstyrtninger. Hvad der særlig præger dette Udbrud er den første Udbiudssøjies enorme Højde, saa al den kunde ses over en stor Del af Landet, sligt er, saävidl man véd, aldrig sket før. I Reykjavik blev Askesøjlens Højde den første Dag anslaaet til 12^—14 km og paa Veslmannøerne antog man den endog for dobbelt saa høj. eller 20—30 km, hvad der do« sikkert er en Overdrivelse. Skønt Katlus Udbrudssøjle aldrig blev saa høj som i Begyndelsen, saa var den dog ofte temmelig høj, saaledes bemærker en lagttager fra Meftulland, at Askesøjlen den 20 Oktober i Solskin og Søndenvind, da den tydelig aftegnede sig mod den klare Himmel, mindst vai 4—5 Gange højere end Jøkelhøjden eller omlrenl 6—7 km. Desværre synes Askesløttens Højde ingensteder at være blevet direkte maalt. De højeste Askesløtter der er bleven maalt under Heklas Udbrud, var 21. April 1766 5 km, d. 9. November 1845 og 5. Februar 1846 henholdsvis 3,9 og 4,4 km.

Ved det første Udbrud paa Krakalau i Maj 1883 viste Askesøjlens Højde, efter et lysk Krigsskibs Maaling, sig jit være 11 km, men ved den vældige Eksplosion som d. 26. August s. A. sprængte Øen i Luften anslog man Dampmøllens Høide til 30 km.

Saa vidt man ved, har Katla aldrig udgydt Lavastrømme, dens Utlbrudsprodukler har altid været fint fordelle, Aske, vulkansk Grus og Slagger eller Skorier; saaledes var del o-s:ia denne Gang De førsle Dages Aske var meget fin, »-l S øv af basaltiske Glaspartikler, den førtes mtg l langt bort, og selv i (len nurmeste Omegn fuldt i Førstningen kun fin Aske, senere blev den noget grovere, og en hel Del vulkansk Sand og Grus faldt i Skaptårlunaa og

Alptaver, derimod ingen vulkanske Bomber eller større Lavabrudslykker, hvis saadanne er blevet produceret, maa de være faldet i Udbrudstedets umiddelbare Nærhed. Den fineste Aske spredtes viden om, rimeligvis over hele Landet, men da kun faa direkte Maalinger foreligger er det vanskeligt at beregne, hvor stort Askefaldet har været. Hr. Samuel Eggerlsson antager, al den nedfaldne Askes Volumen paa et Areal med 1000 km Radius fra Kalla har været omtrent 698,220,000 Kubikmeter; delte er sikkert ikke for meget, da det allerfineste Støv, som opkom ved den første Eksplosion, rimeligvis i betydelig Mængde er bleven ført endnu længere bort. Under Udbruddet generedes man i de nærmeste Bygder af Svovlstank, dog ikke i nær saa høj Grad som det plejer al være Tilfældet ved Udbrud fra Vatnajøkull. Underjordiske dumpe Drøn hørtes af og lil især i Begyndelsen, dog ikke saa meget i Nærheden som i fjærnere Egne, som f. Eks. i Borgarrjørour og Snæfellsnes. I de nærmeste Bygder, og hvor Askeskyerne Irak over, lød der under Udbruddene en vedvarende Kanonade af Tordenskrald og Lyn, og som før nævnl kunde det elektriske Lys ikke fungere, og Telefoner og Telegrafer kunde ikke benyttes. Næslen under hele Udbruddet stod Barometret i de nærmeste Egne (f. Eks. i Vik) højt.

Man liiarv i Almindelighed tidligere antaget, al Katlas Udbrudsaabning var el Svælg eller Explosionskrater af større Omfang; de lagtagelser, der er bleven gjorte under delte Udbrud, synes ikke at bestyrke denne Antagelse. Flere lagtagere forskellige Steder i Katlas Omegn kunde mange Gange tydelig se, $t Udbrudsaabningerne var to eller maaske flere; at de var (o.er sikkert, idet Askesøjlerne ofte vek selvis hævede sig fra to nærliggende Punkter, rimeligvis Kratere paa den samme Spalte. Da flere laglagere vil have set, at Udbrudsstederne flyttede sig lidt, saa kan det være, at en hel Række nærliggende Kratere har været i Virksomhed samtidig eller vekselvis. Desværre har man ingen nøjagtig Bestemmelse om Kailas Beliggenhed, men efler de Pejlinger, som denne Gang blev gjort til Udbrudsstedet, synes Vulkanen at ligge i Fortsættelsen af den Linje, som dannes af Lakis Kraterrække (fra 1783), og oppe i Vatnajøkull ligger i denne Kraterrækkes Fortsættelse igen en meget virksom Vulkan (Geografisk Tidskrift 23. Bd. S. 119—121). Parallelt med Lakis Kraterrække ligger den berømte Kralerspalle Eldgjå, som udgød vældige Lavastrømme i det 1.0. Aarh. Højlandet mellem Vatnajøkull og Myrdalsjøkull er saaledes gennemkløvet af mægtige Brudlinjer paa hvilke den underjordiske Ild under voldsomme Paroxysmer i Ny og Næ bryder frem til Overfladen. Naar man tænker paa, hvilke forfærdelige Ulykker Udbruddene af Eldgjä og Laki har afstedkommet, saa maa man være taknemmelig for, at Kalla tjener som en Sikkerhedsventil, thi dens Udbrud har i Almindelighed i de senere Aarhundreder været forholdsvis spagfærdige i Sammenligning med de andre Vulkaner. Under Kallas sidste Udbrud, i 1918, var mindre Jordrystelser ret hyppige i Myrdaltir, men mærkedes næsten ikke i andre Egne. Det er ejendommeligt, at Bygden Myrdalur ved Jøkelens Randfjælde just ligger i Katlaspaltens Forlængelse, saa at Bevægelser paa denne Brudlinje bedst maatte kunne føles i denne Egn.

Skønt den Skade Katla denne Gang anrettede var temmelig betydelig, saa har Udbruddet dog ikke gjort saa store Ulykker, som nogle tidligere, men dertil er ogsaa al bemærke, al Vulkanen allerede meget tidlig har gjort rent Bord, idet den under de første historiske Udbrud og Jøkelløb har skabt en Ørken omkring sig, hvor der ikke var mere tilbage at ødelægge. Skønt mange Mennesker under dette Udbrud var i overhængende Livsfare, saa lykkedes det dog alle at slippe helskindede derfra. Af Kreaturerne omkom derimod mange under Jøkelløbel; 37 Heste og flere Hundrede Faar (især fra Alplaver og Meöalland) druknede i Vandflommene og skylledes tildels ud i Havel, nogle blev klemt ihjel mellem Isstykkerne og enkelte Faar blev siddende fast i det klæbrige Jøkeller, kunde ikke rive sig løs og sultede ihjel. Mange Jordejendomme i Alptaver og Meöalland og to Gaarde i Skaptarlunga (Hrisnes og Flaga), blev alvorlig beskadigede ved al overdækkes af Ler og Grus, eller Jordsmonnet blev oprevet af Isslykker og Vandstyrlninger. Den i disse Egne af Jøkelløbet og Askefaldet foraarsagede Forringelse of Jordværdien ansloges til 20,400 Kr.

Askefaldet gjorde som sædvanlig størst Skade i Skaplårtunga, som er mest udsat, her blev Overfladen dækket af el 7_—10 cm tykt Lag Aske og vulkansk Sand, som ved Storme blev drevet sammen il— lr/2l^r/2 m lykke Dynger. I Alplaver og Sißa var Askemængden mindre og ligeledes i Fljölshverfi, men dog lil belydelig Skade for Jordsmonnet; ogsaa Myrdalur, Meöalland og Landbrot led en hel Del af Askefaldet. Faarerne, som i disse Egne i Almindelighed selv finde deres Føde ude

paa Markerne den største Del af Vinteren, maalle nu alle sættes paa Stald, og da Høhøsten denne Sommer havde været usædvanlig daarlig, og Høforsyningen derfor var meget ringe, maatte i de fleste af disse Egne en stor Del af Besætningen slagtes. Det hjalp dog noget, at Bjærgningsdamperen »Geir« paa Regeringens Foranstaltning førte 400 Tønder Mel, Hvede, Foderstoffer og Salt, til Nedsaltning af Faarekødet, til de hjemsøgte Egne. Da der Øst for Vik ingen Havne findes, maatte Tønderne i sydøstlig Paalandsvind smides i Vandet, og de fleste skylledes vel og lykkelig i Land af Brændingen paa de flade Sande, kun 8 savnedes. Forskellige Bønder havde ogsaa kort før Udbruddet paa Grund af den daarlige Høst skaffet sig en betydelig Forsyning af Sild og Tran til Kreaturfoder; delle kom nu til god Nytte. Senere, helt ind i Sommeren 1919, drev en Del af den nye Aske med nordlige Vinde fra Übygderne ind over de nærmeste beboede Egne, hvad der paa flere Gaarde foraarsagede mange Ulemper, især i Høsletstiden. Efter vulkanske Udbrud plejer Faar og andre Kreaturer ofte at hjemsøges af forskellige Sygdomme i Tænderne og Indvoldene, som foraarsages af det fine vulkanske Sløv som de æder rned Græsset, saadanne Sygdomme viste sig ogsaa denne Gang i de hærgede Egne, Faarerne led af Forstoppelse, Ledesygdomme og Tandsygdomme (gaddur); disse viste sig ogsaa hist og her i fjærnere Egne, hvor Askefaldet ellers havde været mindre, og derfor ikke synderlig havde skadet Græsvæksten.