Vegetationskort over Sydamerika.

Blandt de Naturforhold i et Land, som skaber dets Erhvervsmuligheder, er nogle af mere topografisk Natur og har sin Aarsag i Landets geologiske Udviklingshistorie. Saadanne Naturbetingelser er f. Eks. Forekomsten af gode Havne og sejlbare Floder, mineralske Rigdomme, Jordbundens bedre eller ringere Kvalitet o. s. v. I Modsætning til disse Naturforhold, der mosaikagtig afløse hverandre over større eller mindre Landstrækninger, virker de klimatiske Naturbetingelser ensartet over større Landomraader. — I sin Behandling af Naturforholdenes Indflydelse paa Planlernes Udbredelse har Drude *) betegnet de Aarsager, der skyldes Jordbunden og Terrænet, som topografiske, de der skyldes klimatiske Forhold som geografiske.

Landenes Naturbetingelser for Trafik og Produktion af mineralske Raastoffer skyldes væsentlig topografiske Aarsager, eller naar det er Aarsager, som virker ensartet over større Landomraader, idet disse har haft en ensartet geologisk Historie, saa

---

1) Pflanzen^eographie. Stuttgart 1890.

er dog Omraader med ensartede Forhold fordelt paa Jorden uden synlig Orden. Man behøver blot at tænke paa Omraader med sejlbare Floder, petroleumsproducerende Landstrækninger o. s. v. Ander

ledes forholder det sig med Naturbetingelserne for Landbruget. Her spiller ogsaa topografiske Forhold en stor Rolle, men de træder dog i Skygge for de klimatiske Forhold, som paatrykker Landbruget

over store Strækninger et ensartet Præg, som paa en mere eller mindre regelmæssig Maade gentager sig i tilsvarende Landomraaderi de andre Verdensdele.

Klimaets Betydning for de menneskelige Erhverv, altsaa Klimaets geografiske Betydning, viser sig først og fremmest i dets Indflydelse paa Vegetationen. I Erkendelse heraf inddelte Hult¹) Jorden i Klimaprovinser efter Landenes Vegetationskarakter, og samme Grundprincip er oplaget af Køppen*), Raunkiær og Forf. til denne Afhandling. Klimaet virker dog ikke blot direkte paa de vildtvoksende og dyrkede Planter, men det er .beslemmende for Gangen af Forvitringsprocesserne i Jordskorpens øverste Lag og skaber derved den Jordbund, hvori Planterne vokser. Treitz^s) udtrykker det saaledes: »Hver Klimaform har en karakteristisk Vegeiationsformation, og under hver naturlig Vegetationsformation opstaar en ensartet Jordbundstype«. Hvor man træffer samme naturlige Vegetalionstype, vil

---

1) Jordens Klimaområden. Vetensk. Medd. af Geografisk Foren, i Finland 1892—93.

2) Koppen: Versuch einer Klassifikation der Klimate. Geogr. Zeitschr. 1900. liaankiær: Livsformernes Statistik som Grundlag for en biologisk Plantegeografi. Bot. Tidsskr. 1908. Vahl: Zones et Biochoresgéographiques.géogra- Vidensk. Selsk. Oversigt. 1911.

3) Die Aufgabe der Agrogeologi. Földtani Közlöny 1910.

man da kunne vente at træffe samme Livsbetingelse for Kulturplanterne. Denne Erkendelse har forlængst faaet sit praktiske Udslag i de Forenede Stater, hvor den naturlige Vegetation lægges til Grund for Vurderingen af uopdyrket Land x). Vegetationens Type viser Sammenspillet af de mangfoldige Aarsager, der virker paa et Sted, og den er mere fintmærkende end Thermometer, Regnmaaler og Jordbundsanalyse.

Studiet af Agerbrugets Naturbetingelser i en Verdensdel vil da først og fremmest gaa ud paa at dele den i Klimaprovinser efter de over store Omraader udbredte Vegetationstyper: klimatiske Vegetationsformationer eller, som de amerikanske Plantegeografer kalder dem, Klimaksformationer. Til hver saadan Formation svarer bestemte klimatiske Livsbetingelser, samme Hovedtype af Jordbund og samme Hovedvilkaar for Landbruget. Indenfor den enkelte Klimaprovins findes mindre Landstrækninger, hvor topografiske Forhold har skabt afvigende Livsvilkaar navnlig bedre eller ringere Fugtighedsforhold. Hertil svarer edafiske Vegetationsformationer, som netop ved deres fra den klimatiske Formation afvigende Egenskaber viser, at disse Steder ogsaa byder Landbruget andre Eksistensvilkaar.

For Brasilien havde allerede Martius 2) opstillet en Inddeling i Vegetationsregioner og i de forskellige Haandbøger i Plantegeografi findes Vegetationskort over hele Sydamerika³). Ide senere Aar er der fremkommen en Række Arbejder over Vegetationen i større eller mindre Dele af Sydamerika, hvoriblandt nogle er forsynede med Vegetationskort over større eller mindre Omraader. Særlig maa fremhæves Weberbauer's*) Monografi over Vegetationen i Peru, Skottsberg's⁵) Undersøgelser ide sydligste Dele af Verdensdelen, Lindmann's⁶} i det sydlige Brasilien. Fra Chile haves i Reiche's⁷) Monografi en stor Materialesamling med Skildringer af Vegetationen langs forskellige Tværsnit af Landet fra Kysten til Cordillerernes Kam. Skønt der ikke er gjort Forsøg paa at give en Oversigt over Vegetationens Forhold til Landets vekslende Klimatyper, lader en saadan sig meget vel uddrage af det rige Materiale. Fra de øvrige Dele af Sydamerika er der ogsaa fremkommen nye Bidrag til Kendskabet til Vegetationen fra Afhandlinger om mindre Omraader til spredte Bemærkninger om Vegetationen i Rejseskildringer, og selv om de sidstnævnte ikke er særlig værdifulde, kan de dog ofte give Bidrag til at udvide Kendskabet til de klimatiske og iøjnefaldende Vegetationsformationers Udbredelse. Det er derfor nu muligt at fremstille et Kort over Sydamerikas Vegetationsregioner, bestemt ved disses klimatiske Vegetationsformationer, som ganske vist endnu er meget langt fra Nøjagtighed, men som dog kan give et rigtigere Billede end de ældre Kort.

Sydamerika kan da inddeles i følgende Vegetationsregioner og Grupper af saadanne. x) Den ækvatoriale Regnskovsregion, hvortil slutter sig 2) den østbrasilianske tropiske Regnskovsregion samt 3) subtropiske Bjærgskovsregioner og over Skovgrænsen 4) Højfjældsregioner (Påramo). Paa begge Sider af de ækvatoriale Regnskovsomraader ligger de 5) tropiske Savanneregioner, mindst tre adskilte Omraader nord for Ækvator og to Omraader syd for Ækvator. De subtropiske Vegetationsregioner er 6) subtropiske Regnskovsregioner i det sydøstlige Brasilien og paa Cordillernes Østskraaning i Argentina og Bolivia, 7) den subtropiske Savanneregion omkring Rio Paraguay og Rio Parana, 8) den subtropiske Græsstepperegion i det sydlige Brasilien, Uruguay og Dele af Argentina, 9) subtropiske Busksteppe og Ørkenregioner ved Vestkysten af Sydamerika nord for 30° sydl. Br. og paa Østsiden af Cordillererne. I større Højde afløses denne af Højsteppen, 10) Punaregionen. Syd for Busksteppen findes n) Makiregionen paa Fastlandets Vestside. Mod Syd gaar de subtropiske Vegetationsregioner over i den tempererede Zones 12) den tempererede Regnskovsregion og den 13) magallaniske Skovregion paa Vestsiden af Fastlandet, u) den tempererede løvfældende Skovregion paa Østsiden af Cordilleren og 15) den tempererede Buskstepperegion i det østlige Patagonien.

Den tropiske Regnskov breder sig over store
Arealer i de Dele af den tropiske Zone, hvor der

---

1) Schantz: Natural Vegetation as and Indicator for the Capabilities of Land for Crop Production in the Great Plains Area. Washington 1911.

2) Tabulæ physiognomicæ. Flora Brasil. 1840 — 47.

3) Blandt disse skal særlig nævnes: Grisebach, Die Vegetation der Erde (Leipzig 1872) og Drude, Pflanzengeographie (Stuttgart 1890).

4) Die Pflanzenwelt der Anden

5) Die Vegetationsverhältnisse längs der Cordillera de los AnHps S von 41° S Rr Ktfl Svensks Vet. Ak Handl 1913

6) Vegetationen i Rio Grande do Sul. Stockholm 1900.

7) Grundzüge der Pflanzenverbreitung in Chile. Leipzig 1907.

ingen Tørtid findes, eller hvor kun en eller to Maaneder har mindre rigelig Regn. Brasilianerne skelner mellem Matto Virgem, den urørte Skov, Urskoven, og Capoeira, som vokser op paa forladt Kulturland, og som først efter flere Generationer af Træer genvinder den urørte Skovs Udseende. Indenfor Regnskoven findes ogsaa forskellige Typer. Den frodigste Type er Eté Skoven paa dyb, leret Jord. Træernes øverste Lag er her over 70 m højt. Derunder vokser lavere Træer, og under dem er der allerede saa lidt Lys, at Smaatræer, Urter og Buske kun vokser spredt. Af Palmerne findes ingen, som naar op i øverste Lag og kun faa i det næstøverste, derimod spiller de en Hovedrolle i Underskoven. Af Lianer findes mange, og Træernes Kroner er bevoksede med uhyre Mængder af Epifyler. En noget mindre rig Type af Regnskov er Capäo, hvor Træerne er noget mindre og Væksten mindre tæt, saaledes at Underskoven er frodigere. De synes at findes, hvor den løse Jord er mindre dyb og mere sandet. I Flodernes Oversvømmelsesomraade findes Igapö Skoven, et Vildnis af Buske, lave Træer, Bambuser og Lianer, hvorover mellemhøje Træer rager op i tættere eller mere aabne Bevoksninger. Blandt Træerne findes særlig mange Cecropier og Palmer, og i denne Skov hører det vigtige Kautsjuktræ Hevea brasiliensis hjemme, medens andre kautsjukgivende Træarter findes paa det tørre Land. Paa særlig sandede og ufrugtbare Steder forekommer midt i Regnskovsomraadet Pletter med Savanner, saaledes paa gamle tilsandede Flodløb ved Amazonas, særlig i Mundingsomraadet.

Vest for Amazonassletterne hører Kysten mellem 1° sydl. Br. og 8° nordl. Br. til Regnskovsomraadet. Dernæst findes store Strækninger med Regnskov paa Cordillerernes Nordside i nogen Højde over Havet og ligeledes i Guayana. Her bringer Nordøstpassaten Regn, naar den stiger op ad Højlandets Skraaninger. I Cordillererne veksler Regnskoven paa de for Vinden udsatte Nordskraaninger med Savanne og løvfældende Skov i Dalen og paa Sydskraaningerne. Adskilt fra del ækvatoriale Omraade ligger endelig Østbrasiliens Regnskovsomraade fra Kysten op ad Højlandets Skraaning, hvor Sydøslpassaten ved sin Opstigen bringer Regn. Skønt Plantearterne er andre, er Vegetationens Karakter den samme som i det ækvatoriale Omraade.

Regnskovsomraadet byder de ypperligste Be

J

tingeiser for Kulturen. Af Korn kan tages flere Afgrøder aarlig, og Analogien fra Java viser, at Egne med et saådant Klima kan føde en overordentlig tæt Befolkning. Hvis de 6 Mill, km 3, som Sydamerikas Regnskovsomraade omfatter, blev opdyrkede, vilde de uden Vanskelighed kunne skaffe Føde til over Halvdelen af Jordens Befolkning, medens de nu henligger næsten folketomme. De Kulturplanter som kan dyrkes i Regnskovsregionerne er mangfoldige. Nogle Kulturplanter som Kakaotræet lykkes ikke langt udenfor Regnskovsregionens Grænser. I Skovene findes mange Kautsjuktræer af højst forskellige Plantefamilier. Andre Træer er værdifulde ved deres Frugter eller deres Ved.

Savanner_'egionerne omfatter de Dele af Tropezonen, hvor der findes en tydelig udpræget Tørtid. Vegetationen i disse Omraader falder i tre Hovedtyper efter de vekslende Fugtighedsforhold. De optræder dels i klimatisk begrænsede Arealer, hvis Grænser det dog i Øjeblikket kun paa meget faa Steder er muligt at skitsere, dels findes de indvævede i hverandre, idet større Fugtighed i Jordbunden kan bøde paa mindre Nedbør og omvendt. Hvor Fugtighedsforholdene er bedst, findes løvfældende Skove. Træerne er i Reglen middelhøje, omtrent som i de europæiske Skove. Underskoven kan enten overvejende bestaa af Buske eller Urter. Hvor Nedbøren eller Bundfugligheden er noget mindre, afløses disse Savanneskove af aabne Sauanner med Græsstepper og spredte højere eller lavere Træer i større eller mindre Antal. Paa de mindst gunstige Steder findes Kratskov og Krat af løvfældende Træer, hvoriblandt de fleste er forsynede med Torne. Disse Krat kaldes i Nordamerika Chaparrales, i Brasilien Catinga. I de Dele af Savanneregionerne, hvor Tørtiden ikke er allfor lang og regnløs, kan langs Vandløbene findes lange Striber af Regnskov, medens der i mindre gunstige Egne findes løvfældende Træer langs Floderne. Savannelandene egner sig umiddelbart til Kvægavl, men de byder ogsaa Betingelser for Planteavl. I Regntiden kan efter dens Længde tages en eller to Afgrøder, og ved kunstig Vanding kan Dyrkningen udstrækkes til hele Aaret. Mindst Værdi som Kulturland har de Egne, hvor Chaparrales udgør den naturlige Vegetation. Alle de forskellige Typer af Savannevegelation forekommer imidlertid i Forindien, og dette Land er Eksempel paa, hvor stor en Befolkning et Land i denne Region kan ernære.

Savanneregionerne er i Sydamerika adskilt i flere Dele. Nord for Ækvator findes Savanner, løvfældende Skov og Chaparral i det nordlige Colombia. I Venezuela har Chaparral stor Udbredelse langs Kysten, medens Regnskoven dækker de højere Bjærgskraaninger. Paa Orinoco Sletterne er græsrige Savanner overvejende. I det Indre af Guayana forekommer betydelige Strækninger med Savanner og aabne Savanneskove. Syd for Ækvator findes Chaparral og Savanne ved Stillehavskysten, særlig mellem l ° og 4° sydl. Br. Savannelandet nord for Guayaquil er i vid Udstrækning opdyrket. Den største Udstrækning hår dog Savannerne (Campos) i Brasilien og den østlige Del af Bolivia. Chaparrales er overvejende i den regnfattige nordøstlige Del af Brasilien f. Eks. det Indre af Staterne Bahia, Pernambuco og Cearå.

De to subtropiske Regnskovsregioner gå ar mod Syd i Forlængelsen af Bjærgskovene i Bolivia og Østbrasilien. I Bolivia findes paa Cordillerernes Østskraaning tropisk Regnskov ned til ca. 17 ° sydl. Br. Herfra og ned til 27 ° sydl. Br. i Argentina findes subtropisk Regnskov. I det østlige Brasilien gaar de i Fortsættelse af Tropeskoven langs stkysten og bøje i Staten Rio Grande do Sul ind i Landet paa Sydskraaningen af Serra Geral. Klimaet i disse Omraader afviger navnlig fra Tropeklimaet ved ikke at være frostfrit. Tilstedeværelsen af en Vinter giver sig til Kende i Træernes Bygning derved, at de fleste af dem har Knopskæl. Nedbøren er stor, i det brasilianske Omraade hele Aaret, medens der i det argentinske Regnskovsomraade findes en Tørtid om Vinteren, som dog heroppe i Bjærgene ingenlunde er regnløs. Luftens Fugtighed viser sig i de talrige Epifyter, som beklæder Skovtræernes Grene. Begge de to subtropiske Regnskovsomraader er fortrinlig skikkede til Dyrkning og efter sydamerikanske Forhold ret godt befolkede. Fra Brasiliens subtropiske Regnskove faas Paraguayte.

Den Subtropiske Savanneregion strækker sig mod Syd i Forlængelse af den tropiske Savanneregion og omfatter den største Del af Paraguay og det nordlige Argenlina. Vegetationen bestaar af aabne Savanner, Krat og Skov. Flerlallet af Træerne er løvfældende. De Forskelligheder, som Vegetationen udviser i den tropiske og den subtropiske Savanneregion er endnu kun lidet kendte. I klimatisk Henseende er der den Grundforskel, at den subtropiske Region ikke er froslfri. Allerede i den tropiske Savanneregion findes Steder, hvor Rimfrost af og til kan optræde til stor Skade for de i snævrere Forstand tropiske Kulturplanter. Her i det subtropiske Bælte er en Del af dem udelukkede paa Grund af den lejlighedsvis optrædende Nattefrost. I Modsætning til Græsstepperegionen mod Øst har Savanneregionen Tørtid om Vinteren. Mod Øst er Tørtiden endnu kortvarig og ikke regnløs, men henimod Cordillerernes Fod bliver den længere og mere tør. I den østlige Del af Savanneregionen veksler Savanne med Skov og træløs Steppe. Regnskov trænger langs Rio Parana og Rio Uruguay ind over Regionens Grænser i det argentinske Guvernement Missiones, og ligeledes findes den i Bjærglandet i Republiken Paraguay, men længere mod Vest mangler den. Paa de lavere Bakkedrag ved Cordillerernes Fod, hvor Nedbøren er større end paa Sletterne, findes vidtstrakte aabne Savanneskove, som dog mange Steder har maattet vige for Opdyrkning. Byen Tucumån i det nordvestlige Argentina ligger saaledes i Savanneskovenes Omraade og herhen hører ogsaa Bjærglandet omkring Cordoba.

Mod Øst gaar Savanneregionen over i den subtropiske Græsstepperegion. Den herskende Vegetationstype er her Græssteppe uden Træer eller større Buske. De Smaabuske, som findes er i Reglen ikke højere end Græsset. Steppen kaldes i Brasilien Campo yero, i Uruguay og Argentina Pampa. Den klimatiske Forskel mellem denne Region og den foregaaende er, al der i Stepperegionen ingen Tørtid findes. Nogle Steder falder mest Regn om Efteraaret, andre Steder om Sommeren eller endog om Vinteren. Nedbøren falder i usædvanlig faa og heftige Regnskyl. Trods betydelig Regnmængde har de fleste Steder kun Regn 70^—100 Dage om Aaret, og langvarige Tørkeperioder kan indtræde til alle Aarstider. Man skelner i Steppen mellem to Hovedtyper: Pasto duro og Pasto blando. I den første har høje stive Græsser Overvægten, men mellem dem vokser dog lavere, saftige Græsser og Urter, som er af Værdi som Foder. Denne Type har Overvægt paa den tørreste Bund og er den almindeligste i Argentina. Pasto blando bestaar af laveie, saftige Planler alene og er overvejende paa mindre tør Bund. Den er den almindeligste Type i de sydbrasilianske Ståler. Ogsaa paa anden Maade viser disse sig som de i klimatisk Henseende begunstigede.

Som i andre Lande med Græssteppe kan Træer
vokse, naar de vandes i den første Tid efter, at de

er plantede, indtil Rødderne er trængt ned til Jordlag, som ikke udtørres. I Pampaen plantes ofte ved Husene et brasiliansk Træ, som kaldes Ombu (Phytolacca dioica), men ogsaa andre Træarter findes plantede. Ellers er den argentinske Pampa træløs. Selv langs Vandløbene findes i Reglen ikke Skov, og større Skove findes i denne Del af Landet kun i et smalt Bælte langs Kysten fra Plata Mundingen til Mår Chiquita. I Uruguay optræder derimod Kralskov almindelig langs Vandløbene. Omtrent Halvdelen af Træerne i disse Krat er løvfældende, l den brasilianske Stat Rio Grande do Sul bestaar Skovstriberne langs Vandløbene ogsaa for en stor Del af lave, løvfældende Træer, men enkelte Smaapletter af Regnskov findes. Nord for den skovklædte Serra Geral er der Stepper overalt paa Højsletten, men i Floddalen vokser Regnskov i brede Striber.

Begge de to sidst omtalte Vegetationsregioner er i Stand til at ernære en stor Befolkning. Saa længe Folkemængden endnu er saa ringe, vil Kvægavl spille en Hovedrolle med Udnyttelse af den naturlige Græsgang, men efterhaanden som Folkemængden stiger, vil Jorden blive mere og mere udnyttet til Korn og til Foderstoffer, som giver større Udbytte end det vildtvoksende Græs. Allerede nu hører Argentina til de vigtigere af Jordens kornproducerende Lande.

Subtropisk Busksteppe og Ørken. Langs Vestkysten af Sydamerika fra 4° til 30° sydl. Br. strækker sig et Bælte af Busksteppe og Ørken. Hele denne Kyststrækning er overordentlig regnfattig, og Temperaturen er i Forhold til Stedernes Beliggenhed meget lav. Begge Dele skyldes de stadige kølige og tørre sydlige Vinde og den kølige peruanske Havstrøm, som løber langs Kysten og skaber særdeles stabile Ligevægtsforhold i Atmosfæren. Middeltemperaturen for koldeste Maaned er ved Kysten ca. 12° ved Sydgrænsen og stiger til 18°^—19° mod Nord. Middeltemperaturen for varmeste Maaned er fra 18° mod Syd til ca. 23° mod Nord. Vinteren er veil Kysten frostfri undtagen længst mod Syd, men til Gengæld forhindrer den ringe Sommervarme Dyrkning af de mere varmefordrende tropiske Kulturplanter. Sukkerrør, Bomuld og lignende Planter, som er fælles for den tropiske og den subtropiske Zone, er Genstand for Dyrkning. I slørre Højde op ad Cordillerernes Vestskraaning giver Vinteren Nattefrost.

Langs Kysten optræder om Vinteren Taager, navnlig paa en Strækning mellem 10° og 18° sydl. Br. De fremkalder en Vegetation, som væsentlig bestaar af enaarige Urter. Indenfor Taageregionen strækker sig et Bælte af næsten vegetationsløs rken, hvor Regn kun indtræffer faa Gange aarlig, og ofte kan udeblive flere Aar i Træk. Først højere oppe ad Bjærgskraaningen begynder regelmæssig men sparsom Sommerregn og her findes Busksteppe, med spredt voksende Buske, i hvis Mellemrum der i Regntiden spirer el Flor af enaarige Urter og Planter, hvis Løg og Knolde har overlevet Tørtiden i Jorden. I betydelig Højde findes græsrige Savanner med spredte, løvfældende Smaatræer, men Skov findes ikke bortset fra smalle Striber af Kratskov langs Vandløbene. Øst for Cordillerernes vestlige Kæde sender Busksteppen endnu sine Udløbere ind i de dybt nedskaarne Floddale. Saaledes findes der ved det øvre Løb af Rio Maranön en smal Skovstribe langs Floden, udenfor denne Busksteppe og i større Højde Savanne. I den nordlige Del af Dalen viser sig i stor Højde Pletter af Regnskov.

I hele denne Egn er Landbruget knyttet til Overrisling af Markerne. Kun paa de højt beliggende Bjærgskraaninger er Landbrug uden Vanding mulig.

Øst for Cordillererne findes subtropiske Buskstepper i Bolivia i Cordillerernes Dale indenfor den skovklædte Østskraaning, og herfra fortsætter de sig ned i Argentina i Dalene mellem Cordillerernes østlige Kæder for endelig ved ca. 27 ° sydl. Br. at brede sig ud over Sletterne. Ved 40° sydl. Br. omfatter de hele Landet fra Atlanterhavets Kyst til Cordillerernes Højfjæld. Vegetationen bestaar af spredte Buske, hvoriblandt Cactuser og tornede Acacier indtager en fremragende Plads. Mellem Buskene vokser stive Græsser og forskellige andre Urter. Mange Steder findes i Lavningerne Saltsumpe, som i Tørtiden danner hvide Saltørkener. I Lavninger med god Vandcirkulation kan derimod findes Pletter med Græssteppe. Hele denne Region er meget fattig paa Nedbør. Regntiden er Sommeren.

Busksteppernes fattige Vegetation kan udnyttes
som Græsgang for Faar. Kornavl er kun mulig,
hvor Markerne overrisles.

Medens Højfjældet i den nordlige Del af Peru har en betydelig Nedbør og i sin Vegetation ligner Højfjældsgræsgangene (Påramos) i Ecuador, Colombia og Venezuela, breder det tørre Klima

sig Syd for 10° sydl. Br. ud over Højlandet indtil Kammen af Cordillerernes østlige Hovedkæde. Klimaet er her raakoldt. Paa Sletterne om Titicaca Søen er saaledes Middeltemperaturen for koldest og varmest Maaned ca. 6° og 11°. Navnlig den lave Sommerternperalur er ugunstig. Selv Sommeren er ikke helt fri for Nattefrost. Vinteren er meget regnfattig, men i tre til fire Sommermaaneder falder en Del Regn. Denne Region betegnes af de Indfødte med Navnet Puna. Vegetationen er overvejende Busksleppe over store Strækninger yderst fattig. I det sydlige Bolivia og den nordvestlige Del af Argentina findes paa Punaen store Saltsumpe. I de bedre Egne findes ogsaa Græssteppe. Punaen udnyttes væsentlig som Græsgang for Faar og Lamaer. Agerbruget hæmmes af den kolde Sommer. Hvor Landet ligger lavere end 3900 m over Havfladen, kan dog dyrkes Byg og Kartofler med kunstig Vanding. Ved Vestkysten afløses Buskstepperegionen af den subtropiske Makiregion ved omtrent 30 ° sydl. Br., hvor Vinterregnen begynder at blive nogenlunde rigelig. Den begynder samtidig paa Kystbjærgene og paa Hovedcordilleren, men i det Indre af Chile strækker Busksteppen sig helt ned syd for 34 ° sydl. Br., og pletvis findes den endnu sydligere. Valparaiso ligger saaledes omgivet af Maki, medens Omegnen af Santiago er Busksteppe. I Modsætning til Busksteppens spredte Buske danner Makierne sammenhængende Krat. Paa de tørreste Steder er de under Måndshøjde og bestaar for en væsentlig Del af Cactuser og andre tornede Buske, under bedre Levevilkaar er Buskene højere og bærer i mindre Grad Præg af Sommertørken. I Buskstepperne er Kornavl kun mulig med kunstig Vanding. I Makiomraadet kan derimod om Vinteren tages en Afgrøde af Hvede, som høstes lidlig paa Sommeren. Planter, som ikke kan modnes saa tidlig, fordrer Overrisling. Oliven og Sydfrugter trives med eller uden Vanding i denne Region.

I Bjærgenes Kløfter antager Makibuskene ofte større Højde, og pletvis findes virkelig Skov. Sammenhængende Skove findes først syd for 36 ° sydl. Br., og her begynder den tempererede Regnskovsregion baade paa Kystkæden og paa Skraaningen af Hovedcordilleren, medens den i den indre Længdedal først begynder noget Syd for 37 ° sydl. Br. I denne Region er Vinteren meget mild ca. 5° —10° for koldest Maaned, og stræng Frost er ukendt. Sommeren derimod er meget kølig, ca. 12° —17° for varmeste Maaned. Nedbøren er over 150 cm; de fleste Steder endog over 200 cm. aarlig. Den største Masse af Regn falder om Vinteren, men ogsaa Sommeren er rig paa Regn. Den naturlige Vegetation er en yppig stedsegrøn Skov med mangfoldige Træarter, hvoriblandt flere stedsegrønne Arter af Bøg og nogle Naaletræer. Enkelte løvfældende Træarter findes indblandede, saasom nogle Arter af Bøg. Skoven er rig paa Bambusgræsser, træagtige Bregner og Lianer. Som Epifyter optræder især talrige Bregner. Mosser forekommer i Mængder paa Jorden og paa Træerne. I denne Region finder man i Haverne paa Friland Palmer, Orangetræer, Pelargonier og Fuchsier, men de sydlandske Træer bærer ikke Frugt. Kornsorter og Frugttræer er de samme som i Mellemeuropa og allerede ved 42° sydl. Br. begynder der med Vanskeligheder ved at faa Kornet tørt i den kølige, regnfulde Sommer. Til Avl af Græs og Kløver og dermed til Avl af Hornkvæg egner Landet sig fortrinligt.

Mod Syd gaar denne Region over i den magallaniske Skovregion. Vinteren er her mindre varm, koldest Maaned er dog stadig over o°'s Middeltemperatur. Varmest Maaned er fra 9° til 12°. Nedbøren er meget stor og jævnt fordelt paa Aaret. Skoven er her fattig paa Arter. De vigtigste Skovtræer er en stedsegrøn Bøg (Nothofagus betaloides) og et Naaletræ (Libocedrus tetragona). Bambusgræsser mangler, Lianerne er faa. En enkelt Træbregne findes, men dens Stamme bliver aldrig videre høj, saaledes som i Regnskoven. Mosser forekommer i Mængde. Medens sur Morbund forekommer pletvis i Regnskovsregionen, er den her Regelen. Grænsen mellem de to Regioner er jævn og umærkelig.

Paa Grund af den kolde Sommer egner denne Region sig ikke til Kornavl. Paa Østsiden af Bjærgene afløses de stedsegrønne Skove af løvfældende Skov, dannet af to Arter Bøg (Nothofagus antarctica og PumilioJ, som danner et smalt Bælte af Skov fra 41 ° sydl. Br. til Østkysten af Ildlandet. I denne Region findes kun faa beboede Steder. Der er ikke Tvivl om, at Agerbrug vilde kunne lykkes i en større Del af den.

Ved Bjærgenes Fod afløses Skoven af Steppe, og her begynder den tempererede Buskstepperegion mellem Cordillererne og Atlanterhavet. Mod Nord gaar den over i den subtropiske Busksteppe. Grænseomraadet er dog saa lidet kendt, at Grænsen mellem dem er ganske usikker. I den tempe

rerede Buskstepperegion er Vinteren kølig (-J- l° —6° for koldest Maaned), og Frost paa -i-_10° og derunder forekommer. Middeltemperaturen for varmest Maaned er mod Nord ca. 20° men gaar mod Syd ned til ca. 11°. Nedbøren er ringe og falder i den største Del af Landet overvejende om Vinteren. Langs Atlanterhavskysten er den ret jævnt fordelt paa Aaret, og ved Magallanes Strædet er Sommeren rigest paa Nedbør. Vegetationen afviger fra den subtropiske Busksteppe ved de lavere Buske og navnlig Forekomsten af pudedannende Dværgbuske. Græssteppe findes paa gunstigere Steder. Kornavl er i denne Region saa godt som overalt kun mulig ved Hjælp af kunstig Vanding, og længst mod Syd danner Sommerens lave Temperatur en Hindring for den. Disse Egnes Fremtid ligger i deres Udnyttelse til Kvæggræsning, men de vil aldrig kunne føde en nogenlunde stor Befolkning.