Christensen, Carl: Naturforskeren Pehr Forsskål, hans Rejse til Ægypten og Arabien 1761 —63 og hans botaniske Arbejder og Samlinger. København 1918. 172 S. med et Billede.

Den af Kong Frederik V. bekostede store Arabiske Rejse 1761^—67, der ofte benævnes »Niebuhrs Rejse« efter den eneste overlevende Deltager, Carsten Niebuhr, er sikkert den største Indsats, som Danmark har gjort i geografisk Udforskning af varmere Himmelstrøg.

Af Rejsens 5 Deltagere har foruden Niebuhr Svenskeren Pehr Forsskål, der var Ekspeditionens Naturforsker, indskrevet sit Navn i Naturvidenskabens Annaler. Om ham har Botanikeren, Magister Carl Christensen nylig offentliggjort en interessant Studie, der er udgivet paa Carlsbergfondets Bekostning.

Bogen behandler hovedsagelig Forsskåls botaniske Arbejder, hans Indsamlinger og hans efterladte Manuskripter, hvis Hovedpart publiceredes af Niebuhr under Titlen» Flora ægyptiaco-arabica», et grundlæggende Værk for vor Viden om gyptens og særlig om Arabiens Flora.

For Geografisk Tidskrifts Læsere har dog særlig Bogens første Afsnit (S. l—57)l^—57) Interesse. Magister Christensen giver heri en Skildring af Forsskåls Person og hans Liv, idet han udførligt dvæler ved F.s Ophold i København før Rejsen. I denne Skildring indflettes en livlig og fornøjelig Fremstilling af de Stridigheder og Intriger, der optog den lærde Verden her i Byen i Efteraaret 1760, og som for en stor Del bundede i nationale Hensyn og foranlediges af Forsskåls selvbevidste og stædige Naturel. Medens adskilligt af Magister Christensens Fremstilling bygger paa allerede trykte Kilder, er dette Afsnit for en meget stor Del Resultatet af Studier af Breve i Rigsarkivet, og de vigtigste af disse Breve er som Bilag vedføjede Bogen, et vigtigt Kildemateriale, der ikke tidligere har været fremdraget.

Forf. søger paa en meget omhyggelig Maade at fordele Ret og Uret lige mellem Forsskål og hans Modstandere og fremhæver F.s store Begavelse og hans lidenskabelige Forskertrang og Flid. Ved sin Værdsættelse af Forsskål bygger Forf. hovedsagelig paa de efterladte Samlinger, sikkert vort botaniske Museums største Klenodie, og paa Indholdet af »Flora ægyptiaco-arabica«. Han paaviser bl. a., at Forsskål ved sin Beskrivelse af NedreÆgyptens Planteverden kan regnes som den første Plantegeograf, langt forud for Humboldt og Schouw. Men fraset dette Punkt kom hans usædvanlige lagttagelsesevne først og fremmest den deskriptive Botanik til Gode.

Det var en tragisk Skæbne, at han skulde bukke under paa Rejsen, saa kort Tid efter, at Ekspeditionen efter lange og ofte trange Kaar var naaet til sit Maal: Undersøgelse af Arabien i sproglig, geografisk og naturvidenskabelig Henseende. Omtrent ved Nytaarstid 1763 var Ekspeditionen landet i Jemens nordligste Havneby (lo Aar efter dens Afrejse fra København!), og el halvt Aarstid blev det Forsskål forundt at gøre botaniske Studier saavel i Arabiens ørkenagtige Lavland som i de rigere Bjergegne ved Hadie og Sana, Egne, som da var fuldstændig uudforskede i botanisk Henseende, og som forøvrigt endnu den Dag i Dag hører til Botanikernes »terræ incognitæ«. Rejsekaarene var den Gang meget primitive, og de stærke Modsætninger mellem del hede Lavland og de køligere Bjerge i Forbindelse med Strabadser af forskellig Art gjorde Ekspeditionens Deltagere lidet modstandsdygtige mod Malaria'en, der har til Huse i disse Egne. Den ene af Deltagerne, Professor von Haven døde i Maj, og den 11. Juli 1763 fulgte Forsskål denne, sin bitreste Fjende blandt Ekspeditionsmedlemmerne, i Graven. Af de fire tilbageblevne døde to paa Vejen fra Mokka til Bombay ombord paa et engelsk Skib, en tredje døde i Bombay, og alene Niebuhr lykkedes det at komme tilbage til Danmark, medbringende Ekspeditionens Samlinger og Dagbøger. Han udgav senere (1772 og 1774) Rejsebeskrivelser om Ekspeditionen, og, som ovenfor anført, besørgede han ogsaa sin afdøde Vens, Forsskåls videnskabelige Efterladenskaber offentliggjorte, hvorved han satte denne et varigt Minde som en af Naturforskningens fremragende Pionerer.