Arthur Christensen: Hinsides det kapiske Hav. Gyldendalske Boghandel, Kjøbenhavn 1918.

Naar nu og da en dansk Rejsende ikke skyr den Ulejlighed at udgive sit Rejseværk paa dansk, er Reglen den, at alle interesserede glæder sig herover. Denne Glæde bliver imidlertid ikke üblandet, naar man gennemlæser nærværende Værk. Til Belæring for Lægfolk har populære Rejsebeskrivelser og Landbeskrivelser deres store Berettigelse, og selv i populære Rejseberetninger kan der hist og her ofte ogsaa være Korn af rent faglig Interesse. Denne Bog er i hvert Fald blottet for geografisk Interesse og vilde være gaaet upaatalt hen i dette Tidskrift, hvis den ikke i mange Maader var misvisende. Det er en meget kendt Rute, Forfatteren har bevæget sig paa, og der eksisterer en overmaade stor og god Literatur om Egnene hinsides det kapiske Hav. Forfatterens Vej gik fra Petrograd igennem Rusland, Nord om Kaukasus med Banen over Petrowsk, Derbent til Baku og Tiflis, herfra tilbage over Baku, med Damper til Enseli, med Vogn over Rescht og Kasvin til Teheran, herfra en Udflugt til Semnan, der ligger paa den kendte Hovedrute Teheran—Nischapur—MeschedNi- Mesched i Khorasan, for i denne By at studere Semnan-Dialekten. Forfatteren gik derefter samme Vej tilbage til Baku og derfra paa en kort Tur over Kaspihavet og med Bane fra Krasnowodsk over Merv og Bokhara til Samarkand. Herfra med Banen over Taschkent —Orenburg—Moskva, Petrograd, Finland tilbage til Danmark. Hele Rejsen varede fra Slutningen af Februar til 10. August. Selve disse Hovedruter, som Forfatteren ikke bevægede sig udenfor, har snart i en Menneskealder været Alfarvej for utallige Evropæere, saa om selve disse Ruter var en Beskrivelse ikke tiltrængt. Forfatteren gaar da ogsaa saa vidt muligt udenom en saadan Beskrivelse, uagtet den nok ellers kunde have sin Interesse, da et og andet jo altid forandrer sig fra Aar til Aar. Flere Rejser pr. Bane foregaar om Natten, men selv om de foregaar om Dagen, ignorerer Forfatteren i sin Bog næsten ganske det Terræn, han passerer igennem. Hovedvægten i Bogen er noget om den islamiske Behai-Sekt, lidt om persisk Literatur og Persiens nyeste politiske Historie. Resten optages af, hvorledes Forfatteren befinder sig paa Hotellerne og Vanskeligheder for ham med at komme frem, baade hvad Sprog og Kommunikationer angaar.

Hvis Anmelderen ikke personlig havde kendt disse Egne ved Ophold der i flere Aar eller før havde læst om dem, vilde han af A. C.s Bog faa det Indtryk, at de næsten hørte til Jordens kedeligste, og dog maa vist enhver, der kender dem i Teori og Praksis, indrømme, at de tilhører Orientens interessanteste Lande, hvori man finder Jordens mest uforfalskede islamiske Orient. En saa original islamisk By som f. Eks. Bokhara findes overhovedet ikke. Der findes utallige baade populære og faglige Beskrivelser paa alle mulige Sprog baade af Bokhara og alle de andre Byer og Oaser, Forfatteren gør Ophold i, men ikke ser meget af for at bruge et mildt Udtryk.

Det er uforstaaeligt, at Forf., der er Dr. phil. og Sprogmand, ikke ved, at man i Rusland som Regel kun taler Russisk, og at den gamle Saga om, at alle dannede Russere taler Fransk etc., virkelig er en Saga; herom var det let at faa Besked forud i Danmark, hvor Rusland nu er særdeles godt kendt. Der findes ogsaa gode Parlører fra Dansk til Russisk, som man meget vel kan klare sig med. At have Vaaben med sig paa saadanne Rejser er absolut anbefalelsesværdigt, men det maa selvfølgelig ogsaa anbefales, at man før Rejsens Begyndelse ser efter, om ens Patroner passer til Revolveren, og at man ved, hvilken Ende af den, man vender fra sig, naar man vil skyde med den. Vaaben er et udmærket Forebyggelsesmiddel mod ikke at anvende dem, de virker godt som Skræmmemiddel i disse Egne. Forfatteren vælger at gaa Ruten fra Vladikaukas udenom Kaukasus til Baku i Stedet for at gaa den overmaade interessante, maaske Verdens mesle storslaaede Postrute, over Vladikaukas—Mleli—Tiflis af Frygt for Røvere og Sne. Anmelderen har passeret denne Rute dels med den gamle, store 8 Hestes Diligence med Eskorte dels med egen Vogn uden Eskorte og blandt andet midt i Vinterens Hjærte. Denne Tur gaar overordentlig let for sig. Man kører kun i Slæde paa det højeste Stykke, og Stationerne var vel provianterede. Røvere har der alle Dage været, men en halv Snes vel bevæbnede Mandfolk, som Diligencen næsten altid har med, gaar Røverne langt udenom, og for Resten sker der ligesaa hyppigt Røveri i Jærnbanetogene. S. 12—13 oplyser Forf., at Petrograds største Boghandlere kun talte Russisk. Han maa have været meget uheldig; thi under Anmelderens maanedlange Ophold i Petrograd taltes der i alle større Forretninger af enhver Art snart det ene og snart det andet evropæiske Hovedsprog.

S. 18 interesserer Forl. sig for Osseterne eller Ossetinerne, som de dernede kaldes. Det havde været en let Sag at tage en lille Tur ud i Ossetien fra Vladikaukas (Ruterne er beskrevne i Geogr. Tidskrift), eller Forf. kunde have truffet adskillige af dem paa Ruten Vladikaukas til Tiflis. Det kunde dog have været ganske interessant for ham, selv om man ganske vist har skullet søge de ossetiske Skrifter i Tiflis og ikke i selve Ossetien. Tiflis, hvori de indfødte Kvarterer og Basarer med deres Liv, deres Industri af Vaaben, Ler- og Lædersager etc. er overordentlig interessant, synes at være undgaaet Forf.s Opmærksomhed. Fra sit Ophold i Baku giver Forf. nogle Oplysninger om de altfor ofte beskrevne Naftaboringer, men synes ikke at have bemærket den gamle Basar omkring Khanens gamle, imposante Borg, eller at Baku er Stabelplads for persiske Tæpper og i det hele for utallige Vest- og Mellemasiatiske Produkter. S. 63 gør Forf. opmærksom paa, at det fineste Skind, der bruges af Perserne og flere andre Asiater samt af Russerne til Huer

og Pelsværk, tages af ufødte Lam af de krøllede sorte Faar (de saakaldte Karakult'aar, der oprindelig stammer fra Bokhara). Denne gamle, ofte gendrevne Fabel synes lidt for gammel til Opkogning. S. 65 staar, at Perserne almindeligvis sætter en trekantet Sten ved Hovedenden og Fodenden af deres Grave. Dette er ikke korrekt. Perserne anvender som Regel flade Ligsten eller Cementplader over deres Grave. Naar Trekanterne findes, betyder det, naar der er 2, at en Kvinde er begravet der, og l, at det er en Mand. Anmelderen er ganske enig med Forfatteren i, at Teheran intet videre seværdigt frembyder Den er i Hovedsagen hverken det ene eller det andet; dog er Schahens Paladshaver og Skatkammer, som det tillades Fremmede at se, meget seværdige, og i Basarerne findes adskilligt af persisk Industri, som ikke er til at kimse ad. S. 67 konstaterer Fort., at de ældre Rejsendes Beretninger om, at Gigt og Rheumatisme var ukendt i Persien, er urigtig. Det maa være meget gamle Forfattere. Alle Erfaringer har vist, at disse Sygdomme netop er typiske overalt i ekstreme kontinentale Klimaer. S. 89 gjorde Forf. den sørgelige Erfaring, at illuminerede Haandskrifter ikke fandtes i Teheran. For mindst 20 Aar siden vidste man, at saadanne ikke mere fandtes her, men var gaaet til Udlandet, især til Paris. S. 155 gør Forf. en lille Udflugt med den lille primitive Bane til Schahzadéabdulazim. ca. l Mils Vej fra Tehenm og besøger det gamle Klipperelief fra Feth Ali Schahs Tid, der ligger hvor det gamle Rai, Rhaga eller Rhages laa (og i sin Tid var en vidunderlig vel vandet Oase). Da Forf. ikke opnaar at se meget i Schahzadéabdulazim, der er et af Persiens helligste Steder, kunde han bl. a. have set et interessant Taushedens Taarn, Gebrernes eller Parsernes Begravelsesplads, det eneste ved Teheran; det ligger vel ca. 5 Minutters Gang fra Klippemonumentet i Rai. Med nogle faa Sætninger om lidt Fataliteter med Transportmidlerne gaar Forf. i Juli Maaned fra Teheran til Enseli, disse vidunderlige næsten tropiske Egne paa Elburs Nordskraaning hvor baade Natur og Folk blot ved en flygtig Rejse vilde give Stof nok til en interessant Bog. Forf. har hverken set Olivenplantager, Orangehaver, Rismarker, Mimoseskove eller nogetsomhelst af Naturen, synes det, heller ikke Druerne, der hænger højt i Egene, hvorom Rankerne snor sig, eller Slangerne, som det myldrer af baade paa Jorden og i Træerne. Det vidunderlige skønne Landskab med dets herlige Natur og dets persiske Huse i Sehweitzerstil omkring Stationen Imaam Sadé Haschim omtales ikke med et Ord. S. 208 staar, at Jærnbaneturen fra Krasnowodsk til Askabad er meget ensformig. Ja, i Juli Maaned er alle Stepper afsvedne, og Nomaderne opholder sig paa højere liggende Steder, men kom her i Marts, April og Maj, da Stepperne vrimler af Blomster, Insekter, Gnavere, Fugle og Skildpadder, for ikke at tale om Nomadelejrene med deres Masser af Husdyr. For Resten kan man ogsaa i Juli Maaned gøre interessante Udflugter paa denne Strækning fra Mulla Kara til Balkanbjærgene, til en hel Del gamle Turkomannerfæstninger etc. I Askabad, hvor det eneste der interesserer Forf., er en Behai-Moské, som for Resten synes meget lidt interessant, er Haverne fulde af subtropiske Vækster og Frugter, de sidste er endda modne for en stor Dels Vedkominende paa den Tid, men Forf. hverken ser eller smager dem. En Udflugt ud i Omegnen vilde let have bragt ham ind i Tukomannerlejrene, hvis Beboere, der mest hører til Militsen, er meget forekommende overfor fremmede Evropæere, og her er meget at se. Rejsen igennem en af Verdens interessanteste Flyvesandsørkener Kara Kum foretager Forf. om Natten, trods man her pr. Bane, altsaa paa en magelig Maade, kan faa et lille Begreb om saadanne Ørkener. S. 216 gør Forf. et Ophold i Ny Merv og finder denne endnu kedeligere end Askabad, tilbringer det meste af Tiden paa et Hotelværelse og læser i Vambery. Man maa være glad over. at Vambery ikke gjorde ligesaa, da han rejste i Mellemasien. Foruden meget andet skal nævnes de store Turkomanner- Markeder i Merv, og at der i den nærmeste Omegn bor rige Turkomannerhøvdinger, der ejer Telte og Lejre med et Udstyr, der vil faa de fleste Museumsdirektørers Tænder til at løbe i Vand.

Om Bairam Ali (GI. Merv), som Forf. besøger, faar man en lille Afskrift af den gamle Historie. Der er ganske vist her, som Forf. bemærker, ikke gjort systematiske Udgravninger, men derer foretaget Udgravninger af Russerne, og der er af Russerne udgivet et stort Værk »Gamle Merv«, med Planer over de store Ruingrupper. Merv blev for Resten ikke erobret i 1883. Gok Tepé erobredes af Russerne i 1883, og 1884 overgav Befolkningen i Merv sig frivillig til Rusland.

S. 221. Forf. besøger »Gamle Bokhara«, Emirens gamle Residens, ca. 120,000 Indbyggere. Denne By beskriver Forf. paa en halv Side. Anmelderen har tilbragt V_s Aar i GI. Bokhara og foruden besøgt talrige andre islamiske Storbyer i Asien og Afrika. Den er uomtvistet Verdens mest originale Muhammedanerb\% saa naar Forf. meddeler, at den gør et langt mere uforfalsket, gammelorientalsk Indtryk end Teheran, da er dette et meget mildt Udtryk og en daarlig Sammenligning, da de, der ønsker at se virkelige orientalske Stæder, først og fremmest ikke skal gaa til Teheran. Forf. giver flere Steder sit Udtryk for Heden i et Antal Grader Reaumur i Solen. I Solen kan man her faa et umaadeligt Antal Grader, især paa et Solartermometer, og hvis Forf. havde brugt et saadant. vilde Opgivelserne maaske have haft Interesse. Et lille Slyngtermometer, der tager lige saa megen Plads i en Lomme som en Fyldepen, viser i et Par Minutter den virkelige Temperatur. Disse formodede 65° Reaumur, som Forf. oplyser om, er ingen Oplysning hverken for Læg eller Lærd. Den højeste Temperatur i disse Egne Vest for Amu Darja er maalt til 59° C., Øst herfor ca. 48° G., den laveste henholdsvis -f- 30 ° C. og -f- 25 ° C.

S. 223 keder Forf. sig rædsomt i Ny Bokhara, og der er heller ikke morsomt, men der ligger dog f. Eks. det nye Palæ, som Emiren byggede i 1898—1900, dette kunde dog maaske have opfyldt det meste af den Tid, Forf. opholdt sig her. Det er ganske vist nyt ligesom Behai-Moskéen i Askabad, men ganske seværdigt for Folk, der ikke før har set Orienten, og hvad findes der ikke af Interesse paa Vejen fra Ny- til Gamle Bokhara; det er et heltÆventyr for en Evropæer at spadsere lidt ud paa denne Bokharas eneste velholdte Vej. Af Samarkand, den berømte gamle Stad, giver Forf. lidt om de ofte beskrevne interessante

Moskéer og Mausoleer og oplyser, at det russiske Samarkand har 15,000 Indbyggere; det er imidlertid større, jeg husker ikke Tallet i Øjeblikket, men hele Samarkand, der nok ligger adskilt i to Dele, en indfødt og en russisk By, men de to er dog saa tæt opad hinanden, at de udgør et Hele, har 90,000 Indbyggere. Derer umaadelig meget at se i Samarkand. (Anmelderen har besøgt den 5 Gange paa forskellige Aarstider), og mærkeligt er det, at de vidunderlige Haver ikke er faldet Forf. i Øjnene De vældige hvide Morbærtræer, blot for at nævne noget, er en Seværdighed af Rang for en Evropæer. Forf. undgaar med pinlig Grundighed at nævne noget om Naturen, ikke saa meget som en Fersken, en Melon, der er Verdens berømteste, eller en Aprikos falder af til ham. Kun i Gamle Merv nogle Druer, og det er endda det daarligste Sted at søge Druer.

S. 225 oplyser Forf., at Samarkand, er den køligste By i Turkestan, det er ikke rigtigt. Osch i Ferghana, 50,000 Indb., er den køligste og sundeste By i Turkestan. S. 229 oplyses, at den hellige Daniel ligger i en Kiste; Muhammedanerne ligger ikke i Kisler. I den Overbygning, der staar over Graven og ligner en Sarkofag, ligger Liget ikke, det ligger nede i Jorden under det sarkofaglignende Monument (Kabr), indsvøbt i Tøjer.

Forf. skynder sig nu med hurtigt at vende tilbage til Danmark, hvad man ikke kan undre sig over efter en saadan kedelig Bejse, og saa kommer endda hertil Krigens Udbrud, der ikke gør Turen morsommere. Bogen giver for Lægfolk, for hvem den er bestemt, et ganske misvisende Billede af Egnene »Hinsides det kaspiske Hav«. Der findes derimod mindst et halvt Hundrede let tilgængelige Værker paa alle Sprog om disse Egne, som det kan anbefales baade Forf. og dannede Lægfolk at læse.

Forf. bruger i sin Bog det ikke helt uefne Udtryk
»Det sete afhænger af Øjnene, der ser«. Dette burde have
staaet som Motto paa Bogen.