Praktik ved undervisningen i Naturhistorie og Geografi for Seminarier og unge Lærere af Alb. Stockmarr, København 1917, 56 S.

I den Vrimmel af Bøger, Tidskrifler og mere eller mindre paagaaende Krigslileratur, der mellem Aar og Dag melder sig til Udfyldning af et læsende Menneskes ofte knapt tilmaalle Fritid, vil ovennævnte lille Bog let staa Fare for at forsvinde, tilmed da Navnet »Praktik« hos de fleste uvilkaarlig vækker Mindet om kedelige Metoder og Regler, for hvis Udøvelse de engang selv har været Genstand. Og dog vilde delte være meget beklageligt, thi en varmere og mere almenmenneskelig skreven Opsats om Naturhistoriens og Geografiens Pædagogik skal man længe lede efter. Det er sandt, at ogsaa den indeholder baade Metoder og Regler, men disse Metoder er ikke kedelige, abstrakte Overvejelser af en Stuelærd, de er hentede lige ud af selve Livets Praktik, og de er saa alsidigt sete, fremsatte med saadant et Lune og krydret med saa mange fornøjelige Træk, at man slipper Bogen i samme gode Stemning, som naar man forlader aandfulde, fornøjelige Menneskers Selskab. Karakteristisk for hele Bogens Aand er de tre Grundbetingelser, Forfatteren opstiller for enhver, der vil være Lærer: »Uden Kærlighed til Børn, ingen god Lærer«, »uden Kærlighed til Naturen, ingen Mulighed for at kunne undervise i Naturfag«, »uden fornødne Kundskaber i Fagene, ikke alene en Letsindighed, men tillige en Forbrydelse at optræde som Lærer i disse

Fag.« Og idet jeg lader de to første af disse Grundkrav hvile, vil jeg gerne med et Par Ord dvæle ved det sidste som det. der formentlig har størst Interesse for Læserne af et geografisk Fagblad. »Kundskab i Fagene«, allsaa her i Geografi, kræver Forfatteren af Lærerne, og ud fra den sikkert ikke helt urigtige Slutning, at der paa dette Omraade er handlet ilde med grumme mange Mennesker, belærer han os først indtrængende om, »hvad Geografi er,« hvad der er dens egentlige Kærne, og hvad blot Skal. Navne og Tal, der altid møder os i Geografien, og hvorved mange bliver staaende, er som Mursten i et Hus, de skal være solide, men er ikke Huset. Selv Højdeforhold, Vandløb, Klima, Planteliv, Næringsveje etc. er ikke i og for sig Geografi, men kun Elementer i Geografien. Ue er som Stuer og Rum i Huset. Først gennem deres Samspil, i deres fremmende eller hæmmende Vekselvirkning træder den virkelige Geografi os i Møde. Derfor er Geografi ikke blot Kundskaber, men Forstaaelse baseret paa Kundskaber. Det har intet med Geografi at gøre, at der 1632 stod et Slag ved Luizen, eller at der i 1648 sluttedes en Fred i Osnabrück

og Münster. Men det er Geografi at forstaa de naturlige og menneskelige Betingelser, der har bidraget til at skabe Byer som Hamburg, London, New eller Statsamfund som det schweiziske og amerikanske, eller Riger som det kinesiske, britiske, for ikke at tale om det russiske baade i dets Opgang og Henfald. Men over for saadanne Opgaver staar hverken en Elevs »Udenadslæren« eller en Lærers »Høren« til. Her kræves et Samarbejde, hvor Læreren er i Stedet for Hører, Eleven Medarbejder. Her melder ogsaa andre Hjælpemidler sig, Billeder f. Eks., og navnlig Kortet, der i den forstaaende Lærers Haand fra Streger og Farver, Navne og Tal bliver som en stor Afspejling af alle et Landomraade individuelle Egenskaber. »Geografi er ikke en Kunst paa Kortet«, siger Hører-Adjunkten i Kiellands Romaner. Hos Stockmarr er det netop en af Geografiens Hovedopgaver at lære Børnene »at læse ud af Landkortet«. Og hermed være denne lille Bog paa det bedste anbefalet til alle Geografisk Tidskrifts Læsere. r r ri • t