Gudmund Schütte: Ptolemy's Maps of Northern Europe a Reconstruction of the Prototypes. Copenhagen 1917.

De allerfærreste literære og videnskabelige Værdier har en fast og uforanderlig Kurs; for de flestes Vedkommende stiger og falder den stærkt i Tidens Løb; men Svingningerne foregaar gærne langsomt: mellem Stigen og Fald ligger for det meste Aarrækker, undertiden flere Aarhundreder.

Saadan er det ogsaa gaaet med den berømteste Jordbeskrivelse, Oldtiden har efterladt os: Ptolemaios' Geografi. Da Studiet af græsk Literatur og Videnskab i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede tog Fart i Italien, var dette et af de Oldtidsværker, som tidligst vakte levende Interesse blandt Renaissancens Mænd. Allerede 1410 offentliggjorde Florentineren Jacobus Angelus, en Discipel al den fejrede Manuel Chrysoloras, en latinsk Oversættelse deraf tilegnet Pave Alexander V, som i lange Tider kom til at spille en Hovedrolle baade for Ptolemaiosforskningen og for Geografiens Historie.

Det var ingenlunde ren kunstnerisk Glæde over et formfuldendt literært Værk, som den Gang skabte Sensation om Ptolemaios' Geografi. Hvor skulde vel hans tunge kritiske Ræsonnementer og hans knastørre tabellariske Oversigter kunne give Anledning til sligt! Nej, Sagen var simpelthen den, at her rulledes Tæppet op for en ny og ukendt Verden, for mægtige Landstrækninger mod Øst og mod Syd, som Romerne fordum havde kendt og staaet i Handelsforbindelse med, men som ved Islams Fremtrængen tidligt var blevet lukkede for den vestlige Verden. Derfor virkede Studiet af Ptolemaios' Geografi saa bef'rugtende paa Datidens ledende Mænd; det var den literære Forberedelse til de store Opdagelser i det 15. Aarhundredes sidste Halvdel, som fremkaldte saa mægtige Omvæltninger i Europas Handel, Industri og Magtforhold. Dengang glimrede altsaa Ptolemaios som den enestaaende Læremester, i hvis Værk al Oldtidens geografiske Viden var samlet som i en Ilovedsum: Nutiden ser paa hans Arbejde med andre Øjne. Oldtidens asti onomisk-geografiske Spekulationer og mangelfulde Viden, der præger hans Værk, er forlængst rigtig værdsat, spiller ikke nogen Rolle i vor Verdensopfattelse, men for den historiske Geografi er Ptolemaios endnu stadig en Hovedkilde baade hvad de fjærne Lande mod Øst og Syd angaar og for vort hjemlige Nord — desværre, en Kilde som det ikke er enhver givet at øse rent Vand af. Forfatteren var ganske vist en for sin Tid udmærket Astronom og Mathematiker; men saa godt som hele det Materiale, hvorpaa hans Geografi hviler, er samlet af hans nærmeste Forgænger Marinos fra Tyros, hvad han selv udtrykkelig gør opmærksom paa. Om denne Marinos og hans Arbejde véd vi endvidere aldeles intet udover det, man kan slutte sig til af Ptolemaios' eget Værk, særlig af den Kritik, han gennem hele første Bog retter mod Skriftet.

Den sidste Udgave af Marinos' Geografi var utvivlsomt ledsaget af en Række Specialkort; men det Oversigtskort over den dakendte Verden, som egentlig ogsaa hørte dertil og fandtes ved de tidligere Udgaver, havde Marinos ikke naaet at faa tilføjet. Oprindelig synes det at have været Ptolemaios' Hensigt kun at raade Bod paa denne Mangel; men da Marinos' Skrift viste sig at være et ganske vist omfattende, men overfladisk og løst sammenføje! Udpluk af ældre og yngre Værker uden faste astronomisk-fysiske Rammer, blev Resultatet i Virkeligheden ikke et Supplement, men en gennemgribende Omdannelse baade for Tekstens og Kortenes Vedkommende. Det vaklende og utilforladelige Grundlag, hvorpaa Ptolemaois' Arbejde altsaa hviler, passer imidlertid kun daarligt til den Stringens, hvormed Omdannelsen er gennemført. Ptolemaios har nemlig ikke betænkt sig paa af Marinos' til et saadant Øjemed aldeles uanvendelige Materiale vilkaarligt at forme en tilsyneladende exakt og paa nøjagtige astronomiske Bestemmelser hvilende Jordbeskrivelse. Det hele er imidlertid simpelthen jenforblændelse, hvad Forfatteren ogsaa selv indrømmer, og hvad der tydeligt viser sig, hvergang man ved hans Hjælp søger at danne sig en Forestilling om, hvorledes et eller andet Landomraade saa ud eller var befolket i Datiden. Overalt møder man større eller mindre Forskydninger, dobbelte Navne — tidt i let genkendelige Forklædninger — og aabenbare Misforstaaelser, for ikke

at tale om de talrige Fejl, der udelukkende falder paa Overleveringens O: Afskrivernes Konto. Synderegistret er stort, som ogsaa Dr. Schütte med tuld Føje gør opmærksom paa (S. 14), hvad enten Hegnskabet gøres op ved Tekstens eller ved Kortenes Hjælp.

Af disse sidste er der i forskellige Haandskrifter bevaret ét Verdenskort samt to Sæt Specialkort, et paa 63 Kort over Provinser og Satrapier indordnede i Bog 2^—7, og et paa 26 Oversigtskort over større Landomraader, som hører sammen med og er anbragte i 8. Bog. Den sidste Samling er efter Ptolemaios' egen Angivelse kun at opfatte &om et Supplement til Verdenskortet, der ikke skulde indeholde topografiske Enkeltheder, men blot vise et Omrids af de dakendte Verdensdele og Verdenshave. I de 63 Provinskort har vi derimod Resterne af Matinos' kartografiske Arbejde omtegnet af Ptolemaios i en ensartet æquidistant Cylinderprojektion. Saavidt man kan dømme efter det, som hidtil er offentliggjort desangaaende, er det samme Materiale lagt til Grund i begge Sæt; kun indeholder det sidstnævnte gennemgaaende langt tiere topografiske Enkeltheder. Nogle faa af Kortene, saaledes Germania, falder dog i alt væsentligt sammen. Dr. Schütte har altsaa formelt set fuldstændig Ret, naar han foretrækker at kalde Ophavsmanden til disse Kort »the Ptolmaian constructor« (S. 11), hvorved han vil betegne baade Marinos og Ptolemaios; men i Hovedsagen har vi dog kun med den første at gøre; thi de Forskydninger, Ptolemaios' Omtegning har fremkaldt, var — naar bortses fra Reduktionerne i det fjærne Østen — næppe betydelige, og dybere gaaende Kritik af anden Art tror jeg ikke han har øvet.

Om Ægtheden af de to Kortsamlinger har Striden selv i de sidste Aar mærkværdigt nok været standende. El'ter min Mening kan der ikke være Spor af Tvivl om, at de Forskere har Ret, der hævder, at de to bevarede Serier ere de ægte oprindelig til Værket hørende Kort. Blandt disse er ogsaa vor Landsmand Dr. Gudmund Schütte, som i en længere Aarrække har beskæftiget sig indgaaende med Ptolemaios' Værk — ikke mindst maaske fordi det gemmer saa mange vigtige Oplysninger om de gothiske Stammer i det første og andet Aarh. efter Chr.

Forstaaeligt nok er det særlig Kortene, som har lagt Beslag paa hans Interesse. Paa dette Punkt er der nemlig virkelig noget at udrette; det er ny og uopdyrket Jord, ja for visse Partiers Vedkommende hidtil ukendt Jord. Det lyder maaske som en mærkelig Paastand, men er ikke destomindre bogstavelig sandt. De 63 Provinskort er nemlig endnu ikke tilgængelige for Offentligheden, og de 26 Oversigtskort, som længe har været kendte, omend i en alt andet end heldig Gengivelse, er af mange Ptolemaiosforskere uden nogen virkelig Begrundelse skudt til Side som uægte. Man foretrak at bygge sine Undersøgelser paa Teksten alene, et Standpunkt som übegribeligt nok endnu deles af mange.

Det, det gælder om, er, som Dr. Schütte bemærker (S. 14), at bringe Orden i det af Marinos skabte Chaos, udskille og sætte paa rette Plads de bevarede Stumper af ældre Overlevering, hvoraf han har vævet sit Vadmel. Ved dette Arbejde lader Teksten os næsten overalt i Stikken, fordi Ptolemaios, hvad han selv bekender, paa ganske enkelte Undtagelser nær, har strøget alle Oplysninger, der ikke vedkommer den topografiske Bestemmelse. Tilbage staar næsten kun de nøgne Navne, og selv disse er — hvor det gælder barbariske Folkeslag — »simply a field of ruins«. Naar Dr. Schütte (S. 20) saagodt som udelukkende lægger Skylden herfor paa Marinos og Ptolemaios, gør han dem dog sikkert Uret. Gennemgaar man nemlig som Stikprøve et Par Afsnit af Haandskrifternes afvigende Læsemaader i Müllers Udgave, vil det snart staa en klart, at en meget stor Del af den Slags Fejl her som andetsteds maa skyldes Afskriverne, og naar Fejlene i Ptolemaios' Tekst møder op saa at sige i »Flok og Følge«, er Grunden den, at disse uforstaaelige Barbarnavne, der var som skabte til at radbrækkes, udgør Broderparten af Teksten og for Afskriverne jo kun var »pur Lyd og Echo«, som Holberg siger. Det kan derfor være oplysende nok og vejledende for Kritikeren at lære forskellige typiske Fejl af denne Art at kende, saaledes som Forf. har sammenstillet dem S. 17—25; men for Hovedopgavens Løsning har de ingen væsentlig Betydning. Teksten kan ved Berigtigelser af den Slags rettes hist og her; men i det store Hele bliver den, hvad den før var. Som Forfatteren selv gennem hele sin Fremstilling betoner, er det kun ved Hjælp af Kortene vi kan haabe at opløse dette Sammensurium i sine oprindelige Bestanddele og skabe Orden i det geografiske Chaos.

Ved disse Undersøgelser drejer det sig naturligvis væsentlig om de Landstrækninger, som Oldtids folkene kun havde et ringe Kendskab til: det fjærne Østen, Afrika mod Syd og det nordlige Europa hinsides den romerske Grænse. Det er dette sidste Omraade Dr. Schuttes Arbejde beskæftiger sig med, og her har han, saavidt jeg kan se, virkelig været Banebryder, angivet den Methode, hvorved det bliver muligt at danne sig en Forestilling om, hvorledes de Kort, af hvilke Marinos' Special-Atlas var sammensat, saa ud, og hvilket Omraade de spændte over, med andre Ord hans Prototyper. Fremgangsmaaden er tilsyneladende ganske simpel, men kan kun være funden ved en aarelang og indgaaende Beskæftigelse med dette vanskelige Stof. Det viser sig nemlig, at Ptolemaios' Kort for Nord- og Østeuropas Vedkommende dels indeholder talrige Dubletter, ja Tripletter af Navne, som ifølge sikker Oldtidsoverlevering kun har hjemme ét Sted. anbragte paa forskellige Steder, dels i Modsætning dertil en Række notorisk falske Identifikationer af topografiske Enkeltheder, der nominelt eller i Datidens kartografiske Fremstilling kan have en vis Lighed med hverandre, men beviseligt er vidt forskellige. Naar sligt træffes den ene Gang efter den anden, ligger den Slutning nær. at sandanne Fejl kun kan være opstaaede ved, at Kort. der helt eller delvis gengav samme Omraade, er blevet skilt fra hinanden og anbragte forskellige Steder, medens andre, som gengav forskellige Omraader, paagrund af tilfældige Ligheder vilkaarligt blev samlede til en falsk Enhed. Med Støtte i den andetsledsfra kendte Overlevering er dette Synspunkt saa blevet gennemført ved Hjælp af en Række omfattende Enkeltundersøgelser, og selv om man ikke paa alle Punkter kan underskrive

de Resultater, Forfatteren er naaet til, raaa dog enhver, som beskæftiger sig med disse Studier, vide Dr. Schütte stor Tak, fordi han ved sin skarpsindige og udmærkede Undersøgelse har skabt en ny, værdifuld Arbejdshypothese og derigennem Mulighed for at trænge tilbunds i et Problem, som længe har været et crux for den lærde Verden.

Værket ledsages af en Række interessante Illustrationer deriblandt en Gengivelse af Germania Kortet i Codex Urb. 82 og Codex Burney 111. Det er beklageligt, at disse to andetsteds ikke tilgængelige og for Forstaaelsen overordentlig vigtige Bilag er udførte i saa lille Maalestok, at Navnene kun kan læses ved Hjælp af en meget stærk Lupe. ~, Jn„_w,„