IV. ESKIMOERNES VANDRINGSVEJE I NORDGRØNLAND.

Ekspeditionen fandt paa sin Vej fra Eta h og op til Humholdtsbræen en overraskende Mængde Husruiner efter tidligere eskimoisk Bebyggelse. Der paavistes ialt ikke mindre end 9 Bopladser syd for og l norden for Humboldtsbræen med ialt c. 60 Huse. Overalt, hvor det lod sig gøre, blev Ruinerne opmaalt, men nogen egentlig Udgravning kunde der selvfølgelig ikke være Tale om, da vi passerede dem i Begyndelsen af April i 30 Graders Kulde. Alt laa dækket af dyb Sne, og Forholdene var derfor overordentlig ugunstige for en nærmere Undersøgelse. Men der er ingen Tvivl om, at en saadan vilde lønne sig og give Lejlighed til at finde endnu flere Huse, om man kunde besøge Egnen i Juli^—August. Jeg ved saaledes fra eskimoiske Bjørnejægere, at der skal findes Bopladser helt inde i Bunden af Advence Bay, som det imidlertid ikke lykkedes Ekspeditionen at trænge ind i, da en saadan Udflugt vilde føre os for langt bort fra Hovedruten.

Alle de opmaalte Husruiner viste sig at være ualmindelig smaa, antagelig paa Grund af Mangel paa Bygningsmateriale. For at bygge et ordentligt eskimoisk Hus af Sten, som jo udelukkende deroppe har været Materialet, fordres store, faste, helst flade Sten; men da Fjældene heroppe bestaar af Sandsten, der kun findes i smaa, smuldrende Brokker, har det været umuligt at bygge Husene større, selv om Fangstforholdene ellers skulde have tilladt en saadan Luksus. Som Bevis for, at denne Antagelse er rigtig, skal jeg blot anføre, at Husene ved Renslaer Harbour og Marshall Bay var meget større end alle de andre, thi her fandtes Gneis og Granitmateriale, medens Fangstbetingelserne her ikke var bedre end de andre Steder, hvor Husene kun var smaa.

Foruden Husene fandtes en Del ejendommelige Rævefælder,

byggede i Vardeform indtil 170 cm høje, de saakaldte uvdlisåtit, som ikke længer er i Brug, men endnu er velkendt blandt Polareskimoerne. Navnet hentyder til, at man ikke behøver at tilse dem hver Dag, ug Revene fanges paa følgende Maade:

En raadden Sæl lægges ned i Bunden af Stenvarden, der er hul, mens Aabningen foroven dækkes til med Pileris, der smøres over med Blod. Naar saa en Ræv springer ned i Fælden, er denne bygget saaledes, at Hæven ikke kan komme op igen, og saaledes kan der, naar der er gaaet nogle Dage, ofte samles flere Ræve i Fælden.

Husene norden for Humholdtsbræen fandtes i Benton Bay, c. 12 Kilometer fra Kap Clay. Foruden Vinterhusene fandtes talrige Teltringe og meget store Kødgrave. Husene er byggede lige paa Strandbredden paa Grus og Smaasten. Materialet er udelukkende Sten. flade, aflange, enkelte ret store. I et enkelt var dog indbygget Hvalknogler. Enkelte af Husene havde usædvanlige Former, et var saaledes omtrent firkantet; dette skyldes sikkert Mangel paa ordentligt Materiale, daarlige Sten og absolut ingen Tørv til Fugning. Kødgraven havde ganske samme Form og Størrelse som de af os maalte og tegnede paa Blochs Ø i Melvillebugten. Livsbetingelserne synes at have været fortræffelige paa dette Sted. Der findes en Mængde Sæler, særlig Foraar og Efteraar, og Isen omkring Humboldtsbræen giver udmærket Lejlighed til Bjørnejagt.

Disse Husruiner i Benton Bay var de nordligste, der af Ekspeditionen blev fundne paa Grønlands Kyst; og skønt vi overalt fulgte Kysten lige ind til Land, ofte endog oppe paa Isfoden, lykkedes det os ikke at konstatere den mindste Antydning af tidligere Bebyggelse, til Trods for at vi uafbrudt havde vor Opmærksomhed rettet derpaa og havde fire Grønlændere med, hvis skarpe lagttagelsesevne intet usædvanligt undgik. Selv inde i de store Fjorde, navnlig Sherard Osborne Fjord og Victoria Fjord, hvor vi saa bestemt havde ventet at træffe Husruiner, fandtes intetsomhelst, og det skønt vi paa vore Jagter mange Gange paa Op- og Nedrejsen strejfede hen over alt det Land, der var tilgængeligt.

Det er derfor min absolute Mening, efter mine Erfaringer fra denne Ekspedition, at der aldrig er gaaet nogen Eskimovandring norden om Grønland, og jeg skal ganske kort fremføre mine Grunde for samme Paastand:

Paa hele Nordkysten findes ingen Teltringe, Ildsteder eller andre Spor efter Eskimoer; alle de Steder, som nødvendigvis maatte have været Fangstcentrer under en Vandring, er meget omhyggeligt bleven undersøgt.

Man maa erindre, at under en Folkevandring, hvor Kvinder og Børn medtages, vil man næppe frivilligt søge ind i absolut uvejsomme Egne. Skrueisen fra Polaris Promontory og til Sherard Osborne Fjord vil være en meget væsentlig Hindring for Transport af Familie og Husgeraad.

Eskimovandringerne skyldes ikke en hensigtsløs Trang til Normadisering, men oftest, naar der ikke er Tale om fjendtlige Naboer, Lysten til at komme til bedre Fangstpladser. De særlige Is- og Sneforhold paa Grønlands Nordkyst umuliggør al Fangst paa Havet, og de isfrie Kystomraader er ikke tilstrækkeligt omfattende til at afgive Landvildt til omflakkende eller stationære Stammer. Og det maa jo erindres, at det ikke er smaa Afstande, det her drejer sig om. Fra Teltringene ved Hall's Grav, d. v. s. de nordligst kendte Teltringe paa Grønlands Vestkyst, og til Teltringene ved Independence Fjord, d. v. s. de nordligst kendte paa Grønlands Østkyst, er ikke mindre end 1000 km, ad den Vej en Eskimofamilie vilde følge. Fra Husene i Benton Baj₇, de nordligst kendte paa Grønlands Vestkyst, og til Husene i Omegnen af Malmukfjældet er ikke mindre end 1500 km ad Slædevejen. eller noget lignende som Afstanden mellem Upernivik og Julianehaab. En Eskimofamilie, der — jagende med primitive Jagtredskaber og transporterende deres Ejendele foruden deres Kvinder og Børn — skal tilbagelægge en saadan Strækning, vil aldrig gøre det ud i eet, men maa have en eller flere Mellemstationer med god Jagt undervejs. Distancerne, der berejstes pr. Aar — eller rettere Foraar — har sikkert været ganske korte. Og de maa endvidere, for at kunne fortsætte fra den ene Dag til den anden, rejse under Indtrykket af, at Fangstforholdene ad den Rute, de følger, bliver bedre og bedre, jo længere de kommer frem. Vor Ekspedition, der kun bestod af udvalgte Mænd, som var udrustede med vor Tids allerbedste Jagtvaaben, kom kun med Xod og næppe tilbage igen fra denne vildtfattige Kyst, som vi endog kun besøgte paa den gunstigste og til Jagter bedst egnede Aarstid. At de klimatologiske Forhold skulde have været anderledes og dermed ogsaa Jagtforholdene, paa den Tid Eskimovandringerne foregik, kan jeg absolut ikke tro.

De store Fjorde, St. George Fjord, Sherard Osborne Fjord, Victoria Fjord, Nordenskiöld Fjord og alle de andre større og mindre Indskæringer helt op til De Long Fjord, var alle fyldt med svømmende Indlandsis, og der var ingen Steder paa Landet saadanne Betingelser for Storvildt, at en Familie kunde slaa sig ned og overvintre. Det, som særlig gjode Indtryk paa Ekspeditionens polareskimoiske Deltagere, var de absolut ugunstige Vilkaar for Sæljagt og det slette Materiale til eventuel Husbygning, idet Kysten overalt bestaar af løs, skifret, let forvitrende Sandsten; de var med mig enige om, at ingen Eskimofamilie nogensinde skulde have vovet at slaa sig ned paa denne Kyst.

Da Rammerne for dette Tidsskrift ikke tillader mig at give andet end en rent foreløbig Oversigt, skal jeg, uden derfor at indlade mig paa at imødegaa den af andre Forskere hidtil hævdede Teori om en Vandring norden om Grønland, blot summere min egen Opfattelse op i følgende afsluttende Bemærkninger:

Jeg anser Naturforholdene i det nordligste Grønland for at være saaledes, at der ikke har været Mulighed for nogen Eskimovandring fra Vestkysten og over til Østkysten ad denne Rute.

Selv om man skulde ville paastaa, at de klimatologiske Forhold og dermed ogsaa Jagtbetingelserne — muligvis skulde have været andre, paa den Tid Eskimovandringerne gik for sig — en Mulighed, som jeg absolut ikke tror paa — vil jeg anse det for ganske umuligt, at en saadan Folkevandring skulde have sat saa ringe Spor, at vi, til Trods for at vi meget grundigt i alle Retninger gennemstrejfede netop de samme Egne, som Eskimoerne maatte have jaget i, ikke fandt ringeste Spor efter en Vandring.

Man har tidligere ment, at Eskimoerne er gaaet bag om det egentlige Peary-Land over Indlandsisen til Independence Fjord. Dette er absolut umuligt, da Opstigningsforholdene fra Bunden af alle de store Fjorde og til Indlandsisen er meget vanskelige, for ikke at sige umulige. Og desuden vil jo ingen Eskimo med Kone og Børn begive sig ud paa en 200 km lang Indlandsisvandring, naar han ikke paa Forhaand ved noget om de Naturforhold, han kommer over til. Skal en Indvandring

fra Nordvest- til Nordøstgrønland være foregaaet, maa Eskimoerne
have passeret norden om Peary Land, og dette anser jeg
af de førnævnte Grunde for umuligt

Det er min Mening, at man enten fra Vinterhusene ved Lake Hazen paa Grant's Land eller fra Kap Benton har foretaget forskellige Strejftog nord- og østover; fra saadanne Recognosceringer stammer Teltringene ved Polaris Promontory. Man har derefter hurtigt opdaget de uheldige Is- og Jagtforhold og har saa opgivet denne Rute, hvorefter hele Strømmen er gaaet ned over den tætbebyggede Melvillebugt, hvor sikkert hele Grønlands mest ideale Fangstforhold findes. Herfra har man derpaa spredt sig sydover det øvrige Grønland til Kap Farvel og derfra nordover langs Østkysten; og som Udløbere fra den store Koloni i Omegnen af Angmagssalik har man saa senere faaet de øvrige Østgrønlændere helt op til Malmukfjældet, hvorfra atter Ekskursioner og Recognosceringer har resulteret i Teltringene i Independence-Fjord.

Jeg skal senere nærmere underbygge denne min korteligt skitserede Opfattelse; jeg skal kun til Afslutning bemærke, at man bør være meget varsom med at bygge alt for meget paa den Omstændighed, at Moskusokserne er indvandrede til stkysten norden om Grønland; thi fordi disse Dyr i mange, antagelig mindre Flokke gennem Tiderne er gaaet norden om Grønland, kan man ikke ud fra denne Omstændighed slutte sig til, at det ogsaa derfor har været muligt for Eskimoerne at skaffe sig Livsvilkaar i samme Egne.