Indhold:

Forord.

1. Arkæiske Dannelser og de ældste Eruptiver.

Indledning. Undersøgelsernes Omfang. Melvillebugten. Kap
York-Distriktet. Inglefield Land.

2. Den algonkiske Lagserie.

Sandstenen. Kalkstenen. Lagseriens Mægtighed. Tektonik.
De basiske Eruptiver. Algonkiske Dannelser i det nordligste
Grønland. Algonkiske Lag i Østgrønland.

3. Kambriske Lag.

4. 'Den siluriske Lagserie.

De enkelte Lokaliteter. Silurlagenes Alder. Sammenligning
med andre Siluromraader.

5. Den postsiluriske Lagserie.

Den sydvestlige Del. Polaris Promontory. Bjærgkæden mellem Newman Bay og St. George Fjord. Forholdene i Sherard Osborne Fjord. Landet mellem Sherard Osborne Fjord og Nares Inlet. Den nordøstlige Del. Almindelig Oversigt over Bjærgkæden.

6. oversigt over Nordgrønlands Stratigrafi.

7. Kort Oversigt over de alluviale og glacialogiske Forhold i
Nordgrønland.

Forord.

I den af Ekspeditionens Chef hjemsendte Plan over mit
Arbejde under Slæderejsen til Peary Land gav jeg en Oversigt
over de Opgaver, jeg antog vilde falde for indenfor mit Fag.

Forholdene har medført, at jeg ikke har haft saa megen
Tid og Ro til Bearbejdelse af Stoffet i Vinter, som jeg havde
beregnet. Jeg skal derfor i min Rapport fatte mig i Korthed.

Ingen Steder har jeg i denne Rapport paa noget Punkt
direkte citeret min Dagbog. Rapporten tilstræber kun at være
en kort Oversigt.

Med Hensyn til de kartografiske Resultater henviser jeg til det geologiske Kort, hvorpaa alle geografiske Rettelser og Nyopdagelser er antydede. Jeg har ikke i Rapporten omtalt Emner angaaende aim. Geografi og Morfologi. Jeg maa her udtrykkelig fremhæve, at kun enkelte af Bredderne er beregnede, medens hele Resten af Materialet endnu ikke er bearbejdet. Materialet fra Nordkysten rummer ca. 40 Breddeobservationer, ca. 80 Azimut- og ca. 40 Længdebestemmelser. Tiden blev under hele Rejsen uden Uheld overført fra Etah. Fra Slæderejsen hjembringes ca. 120 Skitser og Landtoninger, dels til rent kartografisk, dels til geologisk Brug. I Foldezonen er der bestemt ca. 150 Fjældhøjder trigonometrisk.

I det stratigrafiske Afsnit har jeg søgt at give min Rapport en noget fyldigere Form. Den er bleven til i Grønland, medens Indtrykkene endnu var friske, men da jeg saavel paa Rejsen som under Udarbejdelsen var helt ude af Stand til at benytte den faglige Literatur, indser jeg, at den endelige Bearbejdelse kan nødvendiggøre saadanne Ændringer i Enkeltheder, som Literatur og en større Afstand fra og et videre Overblik over Stoffet vil medføre.

Jeg har kun givet et Resumé over de vigtigste Resultater
vedrørende Indlandsisen og de alluviale Dannelser.

Arkæiske Dannelser og de ældste Eruptiver.

Indledning. Som bekendt danner Grønland en stor Blok af Gneis og Granit, ind over hvilken Havet har transgrederet flere Gange. Paa Østkysten findes der saaledes Spor af en palæozoisk-mesozoisk Transgression, paa Vestkysten er der paavist en mesozoisk-tertia-r Havbevægelse, og paa Nordkysten er det nu lykkedes at drage Grænserne for en algonkisk-palæozoisk Transgression.

Disse postarkæiske Lag er imidlertid saa lidet mægtige, at den arkæiske Lagserie med Undtagelse af det allernordligste Grønland overalt danner den store Baggrund for de Bjærgarter, der opbygger Grønland.

Undersøgelsens Omfang. Først forholdsvis sent er
Studiet af arkæiske Dannelser begyndt, og med Undtagelse af

Julianehaabs Distrikt har disse gamle Dannelser overhovedet
ikke været Genstand for specielle Undersøgelser i Grønland.

Jeg anser det dog for hensigtsmæssigt med en eventuel senere Detailundersøgelse for Øje at fremhæve visse Karaktertræk ved disse sure Eruptiver, Træk der selvfølgelig ikke gor Krav paa at være udtømmende, da Gneis og de sure Eruptiver ikke altid morfologisk hævder sig overfor hinanden og som Folge deraf gør det umuligt at gennemføre en fuldstændig Inddeling under en Rejse som vor.

Den i Fjor hjemsendte Rapport behandlede de geologiske Forhold i Melvillebugten og største Delen af Kap York-Distriktet. Senere har jeg imidlertid haft Lejlighed til to Gange at berejse hele det i Fjor undersøgte Omraade saml til at fuldende den geologiske Kortlægning af Kaj) York-Distriktet.

En kort Oversigt over hele Strækningen vil maaske derfor
her være paa sin Plads.

Omraadet med de arkæiske Dannelser falder rent morfologisk
i tre Dele, nemlig Melvillebugten, Kysten fra Kap York
til Etah samt Inglefield Land.

Melvillebugten.

Eruptivlokaliteterne. Kysten mellem Upernivik og Kap York er en Skærgaard, der imod Nord dækkes mere og mere af Indlandsisen. Af Kort og Kysttoninger ser man imidlertid, at der foruden den lave og veludviklede Skærgaard tillige findes høje, yngre eller mere modstandsdygtige Partier, og undersøger man disse, vil man i Almindelighed finde, at de bestaar af uomdannede sure Eruptiver (som Regel Granit og Syenit med mørke Partier af Hornblendeskifer). I Melvillebugten er »Sort Fjældvæg« med det bagved liggende Land, Bryants Ø, Usügssarssuaq, Kløftet Nunatak, Wandels Land og Devils Thumb alle opbyggede af saadanne Bjærgarter. Ogsaa s}'d for Melvillebugten, i Uperniviks Distrikt, findes ganske tilsvarende Dannelser, saaledes Holms Ø, Umanaq i Sugar Loaf Bugt, Kap Shackleton og Qaersorssuaq (Sanderson Hope), ja helt ned i Umanaqsbugten vil en nærmere petrografisk Undersøgelse sikkert henføre Umanaqsklippen, Agpat Øen, Storøen og Umanatsiaq til samme Gruppe som de ovennævnte Lokaliteter. Jeg skal kun her understrege den store Lighed, der er mellem Devils Thumb og Umanaqsklippen, baade i perografisk og morfologisk Henseende.

En nærmere petrografisk Undersøgelse vil utvivlsomt samle de ovenfor nævnte Omraader i en Gruppe for sig, en Serie Eruptiver, der er yngre end de Gneislag, som danner den lave Skærgaard, som ellers er den almindelige Landskabstype paa Nordvestkysten.

Om de mange smaa Granitgange, der næsten overalt er almindelige
i Gneisen, samt Syenitomraadet omkring Kap Walker
er af samme Alder, kan jeg ikke afgøre.

Kap York-Distriktet. (Kap York-Etah.)

Nye Undersøgelser. I min første Rapport er de fleste Gneis- og Granitlokaliteter i Kap York-Distriktet omtalt. Under Rejserne 1917 havde jeg Lejlighed til at revidere de tidligere Undersøgelser og gik samtidig en Del mindre kendte Omraader nærmere efter med det Resultat, at jeg fandt en Del nye Gneislokaliteter, saaledes at alle Eruptivforekomsterne i Distriktet nu maa siges at være paavist.

Jeg har tidligere i en Rapport refereret W. E. Eckblaws mundtligt udtalte Opfattelse af djsse isolerede Gneis- og Granitlokaliteter. Som tidligere nævnt antager han dem for at være Batoliter, yngre end Sedimenterne. Allerede i Fjor fremhævede jeg visse Usandsynligheder i denne Teori, og mine senere Undersøgelser har bekræftet min Tro paa, at Eekblaws Opfattelse ikke er rigtig.

Man møder paa alle Sider af Sedimentomraadet, der sikkert ikke er over 500 m tykt, sikre arkæiske Dannelser — Crimson Cliffs i Syd, Cary Oerne i Vest, Inglefield Land i Nord og rent arkæiske Materialer i Indlandsisens Moræner imod Ost.

At en Del Lokaliteter bestaar af sure Eruptiver, er naturligt, naar man betænker, at næsten alle høje Fjælde i Nordvestgrønland er opbyggede af disse Bjærgarter, og det maa derfor være dem, der først blottes under Erosionen af Sedimentlagene. Endelig er der ogsaa adskillige Lokaliteter, der bestaar af stærkt foldet Gneis. Saadanne findes i Bunden af Inglefield Golf, og man kan her iagttage en tydelig Diskordans mellem Foldningerne i Gneisen og de derover liggende Sedimenter.

Ved Ugdle i Bunden af Wolstenholme Fjorden (se min første Rapport) er de blottede Lag Syenit og Hornblendeskifer, men øverst, altsaa op imod Sedimenterne, gaar disse Lag over i Gneis. Dette Forhold kunde ganske vist tyde paa, at Eruptiverne er brudt frem efter Sedimenternes Dannelse, men modbevises af den Omstændighed, at Hældnings- og Strygningsvinklerne i Gneisen og de derover liggende Sedimenter er meget forskellige.

Inglefield Land.

Omkring Etah er Fjældene opbyggede af Eruptiver, mest storkornet Syenit. Granit og Porfyr findes ogsaa. Lys Granit med mørke Partier af den omgivende Masse findes nord for Etah, ligeledes er der her Kvartsit. Ingen Steder har jeg set Tegn til Frembrud af sure Eruptiver yngre end Sedimenterne. Ved Anoritöq er der Gneisgranit, ellers bestaar hele Inglefield Land af stærkt foldet lys Gneis, tiere Steder med en Mængde Granat.

Hele Inglefield Land danner en stor, jævn Slette (Landet kaldes af Eskimoerne for Qaqaitsut: Landet uden Fjælde), der imod Syd, ind imod Indlandsisen, har en Højde af ca. 300 m, og herfra skraaner jævnt ned mod Kane-Bassinet. Det lykkedes os at paavise, at hele den østlige Del af Kane-Bassinet er meget lavvandet, kun ca. 40 m, og der er sikkert ingen Tvivl om, at den arkæiske Flade, der danner Inglefield Land, fortsættes ud under Kane-Bassinet. Selv en ringe Hævning vil her blotte store Landomraader. Hele Humboldtgletscherens Natur forstaar man først rigtig, naar man betragter den som en direkte Fortsættelse af den rolige og spaltefrie Indlandsisranu paa Inglefield Land. »Humboldtgletscheren« er ingen Gletscher, men kun en jævn Isrand, som Havet er naaet op til.

Den algonkiske Lagserie.

Imellem Kap York og Humboldtgletscheren er den arkæiske Flade for en stor Del dækket af Sedimenter. Lagserien er i hele Omraadet yderst ensartet, nederst rød Konglomerat og Sandsten, derover Kalksten, som lokalt overlejres af Skifer.

Sandstenen.

Sandsten danner Kystfjældene mange Steder. Paa Inglefield Land ved Kap Scott bestaar Kysten af 10^—-20 m høje Gneiskuller, derover ligger vandret ca. 50 m grov, rød eller violet Sandsten, mange Steder med overordentlig smuk Diagonalstrußtur. l Sandstenen findes der særlig nederst underordnede

Lag af Konglomerat. Kornene er kun ærtstore og
bestaar mest af Kvarts og smaa Gneisstumper. I flere Lag ser
man store Mængder af friske, kødfarvede Feldspatkorn.

Ved Kap Rüssel overlejres den lave Gneisflade atter af rød Sandsten, der særlig udmærker sig ved at indeholde store Mængder af ganske smaa Granater. Gneisen sydfor indeholder netop Granat i stort Antal.

Paa Strækningen mellem Kap Alexander og Inglefield Golf gaar Sandstenen i Dagen næsten overalt langs Kysten; Mægtigheden naar flere Steder 300 m og ikke sjældent er der metertykke Konglomeratlag, særlig nederst.

Bølgeslagsfurer, Udtørringssprækker og Diagonalstruktur
er meget almindelige. Lagenes Farve er som Regel lysegraa,
sjældnere røde.

I Wolstenholme-Fjorden gaar Sandstenen i Dagen paa
mange Steder, men træder i Baggrunden for Kalksten, der her
naar sin største Udvikling.

Hvor der er Lejlighed til at se Sedimenternes Paalejring, vil man altid finde Sandsten lige ovenover Gneisen; som Regel er de nedre Sandstenslag konglomeratholdige, men der er ingenlunde altid nogen Basalkonglomerat.

Kalkstenen.

Der findes i Almindelighed ikke nogen skarp Grænse mellem Sandstenen og de dolomitiske Kalksten. Flere Steder ser man alle Overgange mellem Sandsten og en overordentlig ren Kalksten. Denne sidste er imidlertid sjælden. Særlig ren Kalk findes ved Kap Taney paa Inglefield Land og ved Thule i Wolstenholme-Fjorden. Farven er begge Steder lys blaagraa. De fleste andre Steder, særlig i Inglefield Golf bliver Sandstenen øverst kalkholdig og skifret. Bølgeslagsfurer og Udtørringssprækker er almindelige. Enkelte Steder er Kalkstenen glimmerholdig, f. Eks. ved Thule.

Særlig paa Overgangen mellem Kalksten og Sandsten ser man hyppigt pragtfulde Farver. Mørkebrune, violette og purpurrøde Sandstene veksler med gule, lysegraa og graablaa Kalkstene.

Flere Steder i Wolstenholme-Fjorden er Kalkstenen skifret, men egentlig Skifer findes'kun ved Ugdle i Bunden af Fjorden. Mægtigheden er ca. 200 m, den hviler paa en lys Kalksten. Skiferen er kulsort og yderst finskifret, antagelig bituminøs og ligner slaaende den bornholmske Graptolitskifer. Hvor der er sket en Forbrænding, f. Eks. ved en Diabasgang, falder Skiferne hen til Aske.

Lagseriens Mægtighed og Tektonik.

Mægtigheden overskrider, hvor den kan konstateres, ikke 400 m. Paa lange Strækninger kan man følge de snmme Lag, og paa Grundlag af Sammenligninger kommer man til det Resultat, at Lagenes Tykkelse veksler mellem 200 m (den stlige Del af Inglefield Land) og 400 m (Herbert Øen og Wolstenholme Øen).

Lagene paa Inglelield Land ligger de fleste Steder praktisk talt vandret, kun enkelte Steder spores en svag Hældning mod Nord. Ogsaa i Inglefield Golf bliver Lagene næsten overalt vandrette; kun lokalt, f. Eks. ved Narssaq, kan der være en Hældning, der kan overskride 10 Grader. I Wolstenholme ser man en Række meget flade Bækkener, som Regel er de rene Kalklag knyttede til Centrene af saadanne Bækkener, f. Eks. ved Kap Taney og ved Thule.

Feldspatkornene nederst i Lagserien tyder paa, at den arkæiske Flade har været udsat for Forvitring i et tørt Klima. De tyder endvidere paa. at Materialet ikke har været ført langt, og i det Hele falder det naturligt at antage hele Lagserien for en Lagunedannelse, afsat nær Kysten. Selv Kalkstenen med sine Bølgeslagsfurer og Udtørringssprækker, leder snarere Tanken hen paa Marskdannelser end paa Dybvandsaflejringer.

Der er ingen Steder funden Antydning af Forsteninger i
Lagserien.

De basiske Eruptiver.

Ved Parker Snow Bay optræder der sammen med Sedimenterne Gange af Diabas; imod Nord, særlig i Wolstenholme Fjorden, er Diabas yderst almindelig, dels som Gange, dels som Dækker. I Inglefield Golf er Forekomsten mere sporadisk, ved Etah er Diabas igen almindelig, men et Stykke Øst herfor mangler den ganske. Man kan sige, at Diabas mangler helt i Sedimenterne paa Inglefield Land Øst for Kap Leiper og i Bunden af Inglefield Golf. Alle andre Steder findes der Diabas i Sedimenterne. Af Omraader fattige paa Diabas kan nævnes Herbert Øen og Kysten nord herfor og Saunders Ø i Wolstenholme-Fjorden.

Egnen omkring Thule er meget rig paa Diabas, særlig Dækker. Toppen af det kendte Bopladsfjæld er et 20 m mægtigt Diabasdække. Paa Landet mellem Thule og Indlandsisen er der mange store Diabasdækker, der i høj Grad præger Landets Morfologi. Dækkernes Tykkelse overskrider ikke 200 m, men de største kan følges over Arealer paa ca. 50 km.

Syd for Kap Parry findes de tykkeste Dækker, og selve Kap Parry er et ca. 100 m mægtigt Dække af meget betydelig Udstrækning. Nord for dette Omraade er Gange mest almindelige (jvf. medfølgende Profil paa det geologiske Kort). Muligvis er de talrige Gange, der gennembryder Northumberland-Øen en direkte Fortsættelse af Gangene omkring Natsilivik og Narssaq.

Fremspringende Næs som Kanga, Kap Cleveland og Kap
Chalon er dannede af isolerede Diabasgange.

Kap Alexander — Grønlands vestligste Punkt — bestaar
af Sedimenter med to næsten vandrette, paralelle Diabasdækker.

Egnene nordøst for Etah er rige baade paa Dækker og
Gange. Den nordligste Diabaslokalitet er en lille Gang, kun
faa Meter høj, der findes ved Kap Leiper.

Paa mange Steder ser man Kontaktmetamorfose. Skifer er
som Regel stærkt paavirket. Kalksten bliver, særlig naar den
er ren, noget mørkere farvet; Sandsten er upaavirket.

Ingen Steder er der Tegn paa, at en Del af Diabasen er
ældre end eller samtidig med Sedimenterne. Jeg opfatter derfor
hele den basiske Eruption som yngre end Sedimenterne.

Diabasen indeholder mange Steder bet3'delige Mængder
Jærn. Ved Granville Bay findes der Arsen og Svovlkis, og paa
Northumberland-Øen Kobber.

Begge Forekomster er knyttede til Diabasgange. Mængden
er imidlertid saa ringe, at Lokaliteterne er udenfor al praktisk
Betydning.

Algonkiske Dannelser i det nordligste Grønland.

Løse Blokke, særlig af lysegraa og rød Sandsten, er gennemgaacnde
sjældne paa Nordkysten, men mangler ikke helt.
Øst for Kap Mai fandtes saaledes en Blok af lys Sandsten med

Bester af en Diabasgang. Habituelt er — Ligheden med de algonkiske
Sedimenter stor.

Syd for St. George Fjorden bliver røde og graa Sandsten meget almindelige, samtidig med at løse Silurblokke tager af. Morænerne ved Sj^denden af »Midgaardsormen« bestaar af Gneis- og Granitblokke, blandede med Blokke af rød Sandsten, derimod findes der ingen Silurblokke. Foran disse Moræner fandt jeg i et Elvleje rød Sandsten faststaaende, den var overlejret af Silurkalk. Diabas saa jeg ikke.

Foreløbig henfører jeg disse Sandstenslag til Algonkium.

Algonkiske Lag i Østgrønland.

Fra Øslgrønland medførte i. Thule-Kkspedition en Del Prøver paa lys Sandsten og Diabas. Skønt jeg endnu ikke har set de paagældende Bjærgarter, er jeg dog af den Overbevisning, at der i det af I. Thnle-Ekspedition berejste Omraade findes algonkiske Dannelser af meget stor Udstrækning.

De ovenfor omtalte Sedimenter i Kap York-Distriktet er af amerikanske Geologer bleven henført til Algonkium. En Opfattelse, som jeg med Forbehold har sluttet mig til, idet senere Undersøgelser muligvis vil vise, at hele denne Lagserie skal henføres til Nedre Kambrium.

Kambriske Lag.

Paa Washington Land lykkedes det ved Kap Constitution
paa et enkelt Sted at paavise en lille Lokalitet af kambriske
Lag.

Kysten fra Kap Independence til Kap Constitution danner en ottetalformet Halvø, paa hvilken de kambriske Lag gaar i Dagen paa to Steder, begge Steder nær Vandlinien. Bedst udviklet er Profilet i Lafayette Bay umiddelbart syd for Kap Independence.

Kysten fra Kap Independence ind i Lafayette Bay danner Stejlvæg uden Forstrand og bestaar af silurisk Kalksten og Konglomerat, der hælder svagt imod Vest. Inde i Bugten underlejres Konglomeraterne af en sort, stærkt bituminiøs Skifer, der kan følges ca. 25 m op i Profilet, imod Øst skjules den af nedskredne Masser. Den rene Skifer med Forsteninger gaar kun i Dagen paa en Strækning af ca. 200 m og naar kun en Mægtighed over Vandfladen af ca. 2 m.

I visse Lag er den rig paa Forsteninger, særlig Brachiopoder (Orthis) og Trilobiter (Peltura?); i løse Blokke er endvidere funden Obolella? og Kutorgina? og en daarlig bevaret Agnostus*).

I den lille Bugt mellem de to Forbjærge gaar den sorte Skifer i Dagen paa en kort Strækning indenfor Kap Constitution, den naar her en Mægtighed af ca. 40 m og er stærkt foldet. Foldningerne berører ikke de ovenover liggende Silurlag. Undersøgelsen er imidlertid altfor overfladisk til, at jeg tør udtale nogen nærmere Formodning om disse Forholds Udbredelse og Betydning. Muligvis er Foldningen ku.n lokal.

Den siluriske Lagserie.

Halls Ekspedition var den første, der paaviste Silurforsteninger i Grønland; senere hjembragte H. W. Fielden fra Nares Ekspedition en betydelig Samling fra Petermann-Fjordens Munding, endvidere har Crockerland hjembragt en lille Samling Forsteninger fra Kap Constitution.

Det er i det Store og Hele lykkedes at paavise Silurlagenes Udbredelse i Nordgrønland. Hele Lagserien spiller morfologisk en meget stor Rolle i disse Egne, idet den danner en Højslette, der fra Kennedykanaien naar helt over imod Peaiy land. Denne Højslette betinger Indlandsisens Nordgrænse.

Disse Silurlag er baade i Udstrækning og Mægtighed den
største Sedimentlagserie. der kendes fra Grønland.

Paa to Steder kan man iagttage, hvad Lagene hviler paa, nemlig syd for St. George-Fjorden, hvor de underlejres af algonkiske Sandsten og ved Kap Constitution, hvor Silurkonglomerat overlejrer.kambriske Skifere fra Olenusstagen.

Silurlagene gaar ikke i Dagen langs Xordkysten, men overlejres
af grangrønne og brune fossilfattige Sandsten.

Den siluriske Lagserie bestaar næsten udelukkende af rigt fossilførende Kalksten. Graptolitskifer forekommer ogsaa. I St George-Fjorden er der over 1000 m høje Kystfjælde, der udelukkende bestaar af Silurkalk.

Lagenes tektoniske Forhold er overordentlig simple. Overalt
ligger de næsten vandret, kun en svag Hældning imod NO
og NNO paa nogle faa Grader er synlig flere Steder.

Der er ikke iagttaget Forkastninger eller Foldninger paa
et eneste Sted.

De enkelte Lokaliteter.

Kap Clay (22.—23. April — 94 Bjærgartsprøver).

200 m høje Kystfjælde, Lagvekslen kunde ikke paavises, rorsteninger er meget rigeligt til Stede, men er ikke alle lige godt bevarede. Den hjembragte Fauna har et ret lille Artsantal at opvise. Af Trilobiter foreligger der et fyldigt og velbevaret Materiale af en Dalmania. Ostracoder findes i talrige Eksemplarer, særlig en stor Leperditia og endvidere en Mængde smaa Former. Af Gastropoder findes der to Arter, en skive- og en taarnformet, særlig af den sidste er der et fyldigt Materiale. Brachiopoderne er repræsenterede af 4 Arter, som er ret vel bevarede.

Kap Webster (23. April — 30 Bjærgartsprøver).

250 m høje Kystfjælde af Kalksten, nederst graa Kalk med Fragmenter, derover rødlig fossilfattig Kalk. Lagene er ældre end paa ovennævnte Lokalitet. Forsteningerne herfra er næsten alle mere eller mindre fragmentariske. Bedst bevarede'er Brachiopodern ^— Spirifer, Strophomena, Orthis og Atrypa; af Trilobiter findes kun en Ilaenus, endvidere en Gastropod, to Koralarter og en Bryozo. Endelig en Del Cystidéfragmenter, der dog vist ikke kan bestemmes nærmere.

Kap Jefferson (24. April — 20 Bjærgartsprøver).

Langs Kysten findes en 2 km bred Slette, der kun hæver sig 4 m o. H., derover en 30 m høj Klint af mørk Koralkalk overlejret af ca. 20 m mægtig lys Kalksten uden Forsteninger. Prøverne af de Lag, der udgør Kystsletten, indeholder flere Eksemplarer af en stor Pentamerus. Samme Art i en ganske lignende Bjærgart fandt jeg i en flere hundrede Meter mægtig Lagserie, der kan følges fra Mundingen af Petcrmann-Fjorden helt over til Nares' Land.

Koralkalken er usædvanlig rig paa store, velbevarede Koraller og har sikkert engang været et Koralrev. Heifra hjembringes Favosites, Halysites, Heliolites, Omphyma? og flere andre. Crinoidéer og Bryzoer findes ogsaa. Fra en lidt sydligere Strandklint hjembringes et velbevaret Eksemplar af Atrypa reticularis.

---

*) Forsteningerne er bestemte uden Adgang til Literatur.

*) Forsteningerne er bestemte uden Adgang til Literatur.

Kap Constitution (24.—25. April — 14 Silurbjærgartsprøver).

De kambriske Skifere overlejres af en sort skifret Kalksten med lyse Konglomeratlag. Disse tiltager opefter stadig i Antal og danner tilsidst et sammenhængende lyst Konglomeratlag, hvis Tykkelse varierer fra 20 —40 m. Blokkene er næsten udelukkende lys Kalksten, rullede Koralstokke er almindelige, sj;eldnere forekom der smaa Gneisstykker, og endvidere har jeg fundet to Stvkker Diabas.

Konglomcratlagene overlejres af en lys, ensartet haard Kalksten, der er fossilfattig. Nederst er der funden Fragmenter af Crinoidéstilke, Brachiopoder, Trilobiter og Orthoceratiter, højere oppe er der nogle Cephalopoder og Trilobiter (Bronteus).

Kap Bryan*) (27. April — 80 Bjærgartsprøvcr).

Den nedenfor omtalte Fauna er samlet paa ca. 20 Minutter, en mere indgaaende Undersøgelse vil sikkert bringe en mange Gange rigere Fauna for Dagen. Lagserien er nederst 50 m lys, sprød Kalksten, rig paa Fossiler, derover 100^—150 m tys, haard Kalksten uden eller fattig paa Forsteninger. Samlingen er særlig karakteriseret ved den store Mængde Muslinger, den indeholder. Faunaen fra de andre Silurlokaliteter indeholder ingen eller kun meget faa Muslinger, men her har de fuldstændig Overvægten. Af Trilobiter findes der et lille men velbevaret Materiale (Bronteus og Encriuurus). Brachiopoderne er gennemgaaende daarligt bevarede.

Kap Morton (28. April — 50 Bjærgartsprøver).

Her findes nederst ca. 30 m. lys fossilførende Kalksten, der er ret sprød og i Overfladen forvitret ud i Smaastumper. Forsteningerne (særlig Crinoidéer og Gastropoder) ligger i stor Mængde løse paa Overfladen. Denne Kalk overlejres af ca. 100 m lys, haard Kalksten, der danner næsten lodrette Vægge. Fossiler er sjældne eller mangler. Enkelte Steder ligger der mørk Kalk over disse Lag. Den ovenfor omtalte Lagserie er typisk for Egnene omkring Bessels Fjord og den fossilførende Horisont ved Kap Bryan og Kap Morton er antagelig aflejrede samtidig.

Faunaen fra Kap Morton er individrig, men artsfattig. Forsteningerne er velbevarede, mest som Stenkærner. Mest almindelige er Krinoidéerne, Koraller er heller ikke sjældne. En Gastropod findes i stort Antal, den ligner Turbo, men er slankere.

Kap Tyson (30. April — 36 Bjærgartsprøver).

Lagserien bestaar nederst af en mørk Kalksten, der er meget fossilfattig. I visse Lag findes dog en fuldstændig Ophobning af store Pentamerusarter. I disse Lag findes der ogsaa enkelte sparsomme og smaa Eksemplarer af Favosites. Kalken overlejres af ca. 200 m Kalksten og Skifer, i hvilken jeg paa Grund af Taage og stærk Føhnstorm desværre ikke var i Stand til at bestemme Zonerne.

Om Faunaen gælder det, som for saa mange af de andre Lokaliteter, at selv et kort Ophold sikkert vilde fordoble Antallet af Arter. De store tykskallede Pentamerusarter foreligger ogsaa fra Kap Jefferson, men Faunaen fra de øvre Lag ved Kap Tyson har et for disse Egne ganske nyt Præg. For første Gang er det her lykkedes med Sikkerhed at paavise Graptolitskifer i Grønland. Materialet er ganske vist sparsomt og gennemgaaende daarligt bevaret, men Zonen med Monograptus priodon kan dog bestemt lokaliseres her. Brachiopoder er rigeligt til Stede, flere knyttede til Graptolitskiferen. Ogsaa Cephalopoder er almindelige, deriblandt flere Former af Orthoceras og en Del bojede og helt indrullede Arter.

St. George-Fjorden og Landet bagved (20. Juli—4. August
— 91 Bjærgartsprøver).

Løse Silurblokkc forekommer tiere Steder ret rigeligt paa Nordkysten af Grønland. Ved Dragon Point fandt jeg ialt en halv Snes Blokke med Forsteninger Trilobiter, Brachiopoder og Crinoidéstilke. Paa Toppen af Dragefjældct saa jeg en stor Blok i en Højde af 1000 m med mange Pcntamerusformer, samme Arter som findes ved Kap Jefferson og Kap Tyson. Over hele den O, hvor Hendrik Olsen dode, er spredt talrige lose Blokke, over Halvdelen er tiet pakkede med Pentamerus. Blokke med Favosites, Halysites, Bægerkoraller, Bryozoer, Bradiiopoder (Strophomena, Orthis) og Crinoidéstilke findes i stort Antal, særlig paa den sydlige Del af Øen.

Endvidere forekommer der en Del Blokke af en meget
haard Kalksten, i denne er Orthoceratiter og store spiralsnoede
Cephalopoder meget almindelige.

Denne Bjærgart fandt Dr. Wulft" faststaaende nederst i et
Elvleje midt paa Øen. Højden over Havet er kun ca. 20 m.
Lagene indeholder mange store Cephalopoder.

Syd for Øen ligger der en stor Slette, der kun er ca. 50 m høj, den er dækket med Morænemateriale og marint Ler, og kun i Elvlejerne er der Lejlighed til at se faststaaende Lag. Den første Elv, jeg mødte, havde ved Kysten skaaret sig 5 m ned igennem de faste Lag, der her bestaar af sort, fin Graptolitskifer. Lagene indeholder en Del Forsteninger, Bastrites Linnaei og Monograptus convoluttis er de mest almindelige. I næste Elv lige sydfor er Profilet det samme med de samme Forsteninger. Et Stykke syd for disse Elve er der atter i et Elvleje blottet en Del af Undergrunden. Lagserien bestaar af ret finskifret Kalksten med Lag af sort Skifer. I denne Kalksten er Graptoliter almindelige (udelukkende Mongraptus priodon), og jeg saa desuden flere Brachiopoder.

I næste Elvleje er en brungraa Kalksten faststaaende, den
indeholder en Del Brachiopoder.

Nær Indlandsisens Band findes der en stor Elv, der næres af mange Tilløb fra Indlandsisen. Elven har skaaret en ca. 20 m mægtig, meget smal Canon ned i en fossilfri Kalksten. Fra Elvens Delta hjembringes en Del fossilførende løse Blokke.

Afstanden fra Elvdeltaet op til Indlandsisens Rand er 7 km. Højden er 550 m. Der er mange Steder Lejlighed til at undersøge de faststaaende Lag. Serien begynder med Kalksten, der flere Stedei bliver skifrede og øverst noget sandede. Flere Steder er der mange Forsteninger, særlig Brachiopoder. Igennem hele Lagserien findes der tynde Lag med Monograptus priodon. Denne Zone er altsaa her over 500 m mægtig.

Den saakaldte Djævlekløft er en smal ca. 700 m dyb Canon, som igennem hele Lagserien bestaar af en graagul, fossilfattig Kalksten, der dog flere Steder indeholder Lag med rigt Indhold af Pentamerus.

Det sydfor liggende Landskab »Midgaardsormen« bestaar i sin nordlige Del af samme Bjærgart, men denne underlejres nu af en fossilfattig Orthoceratitkalk, som igen hviler paa algonkiske Sandsten.

Vedvarende Taage og Sne, Sult og den Depression, der altid

---

*) Muligt er det, at denne og følgende Lokalitet, efter nøjere Studium af Fossilerne, vil være at henføre til Devon.

*) Muligt er det, at denne og følgende Lokalitet, efter nøjere Studium af Fossilerne, vil være at henføre til Devon.

*) Muligt er det, at denne og følgende Lokalitet, efter nøjere Studium af Fossilerne, vil være at henføre til Devon.

følger efter en Ekspeditionskammerats Død, havde skabt meget ugunstige Betingelser for en Undersøgelse af disse i geologisk Henseende usædvanlig interessante Egne, og selvfølgelig maatte jeg indskrænke Samlingerne til det mindst mulige.

Det er dog lykkedes at hjembringe en Del karakteristiske Former. Af Trilobiter findes Bronteus, Callymene, Dalmanites, Encrinurus og Illaenus. Brachiopoderne er repi æsenterede af Former som Athyris, Lingula, Meristina, Pentamerus, Spirifer og Orthis og flere andre.

Af Graptoliter har jeg foreløbig kunnet bestemme Cyrtograptus, Monograptus turriculatus, Mon. priodon, flere andre Monograptusarter findes desuden. Endvidere Rastrites Linnaei. Cephalopoderne foreligger i stort Antal, CjTtoceras, Urtlioceras og flere andre. Endvidere findes Favosites, en Bægerkoral, Crinoidéstilke, Leperditia, Bellerophon, en Musling og maaske Eurypterus.

Silurlagenes Alder.

Samler man de enkelte Faunaer i et Resumé, saa falder det straks i Øjnene, at udprægede øvresiluriske Former findes paa saa at sige alle Lokaliteterne, hvorimod det ikke er lykkedes at paavise en eneste typisk nedresilurisk Forstening. Lagene ligger som ovenfor omtalt næsten vandret, og jeg tror, at Forskel i Bjærgarter og Forsteninger i alle Lokaliteterne paa Washington Land kun er tilfældig. Rigdom paa Dyregrupperne, f. Eks. Koraller et Sted og den fuldstændige Mangel paa andre Steder, maa sikkert opfattes som Tegn paa lokale Udviklinger af en og samme Zone, og i det Hele har jeg Indtryk af, at Lagserien paa Washington Land vil blive meget vanskelig at inddele i Zoner.

Jeg henregner alle Lagene paa Washington Land til den
amerikanske Niagara-Etage, der er samtidig med Wenlock i
England og Gotlandskalken i Skandinavien.

Anderledes stiller Forholdene sig nord for Washington Land. Lagserien begynder her med en fossilfattig, mørk Orthoceratitkalk, derover følger en ca. 1000 m mægtig Pentameruskalk, der antagelig igen overlejres af Rastritesskifer. Over denne ligger Zonen med Monograptus priodon. Nederst Skifer, der efterhaanden opefter gaar over i Kalk med talrige Trilobiter og Brachiopoder. Paa denne hviler sandsynligvis en lidet mægtig Lagserie af mørk Kalk med mange Cephalopoder.

Den fuldstændige Lagserie, saaledes som den foreligger ved St. George-Fjorden, synes at have en Mægtighed af over 1500 m. Forsteningerne ved Kap Tyson tyder paa, at Lagene her er udviklede paa en ganske lignende Maade. Alle de løse Blokke fra Victoria-Fjorden kan henføres til den Zoneinddeling, jeg her har forsøgt.

Lagene i det nordligste Grønland er saaledes de bedst udviklede.

Om den lidet mægtige Orthoceratitkalk, der danner det meste af >Midgaardsormen«, skal henregnes til Gotlandiet, kan jeg ikke afgøre. Derimod maa Pentameruskalken sikkert høre til Clintongruppen, der svarer til det engelske Llandovery, og herhen hører rimeligvis ogsaa Rastritesskiferen.

Derimod maa hele den Lagserie, der begynder med Skiferen
med Monograptus priodon, henregnes til Niagaran (Wenlock).

Med Cephalopodkalken afslutter de fossilførende Lag. Bestemmelsen af de derover liggende Lags Alder bliver derfor meget usikker, men forskellige Ting tyder paa, at de ikke skal henregnes til Siluret.

Sammenligning med andre Siluromraader.

Som bekendt er der fundet Silur baade paa Grønlands Østkyst (Egnene ved Kong Oscar-Fjorden) og paa Spitsbergen (Hekla-Hook-Formationen). Begge Omraader har imidlertid vist sig at være saa fossilfattige, at al Sammenligning foreløbig er umulig. Alle Sammenligningspunkter maa for det nordgrønlandske Silurs Vedkommende søges imod Vest, i det arktiske Nordamerika.

Herfra kendes der Silur fra mange Steder, det er overalt spredte Fund, og ingen af Lokaliteterne har været Genstand for detailleret Undersøgelse. Ogsaa paa begge Sider af Kennedy - kanalen har man vidst lige siden Nares Ekspedition, at der var Silur. Disse to Lokaliteter har spillet en vis Holle ide palæogeografiske Kort, som særlig Sehuchert og Ulrich i. den senere Tid har arbejdet med. Disse mener at kunne paavise tre Halvtransgressioner i Ordivicium og en i Gotlandium.

Paa 11. Fram-Ekspedition paaviste P. Schei en overordentlig fuldstændig Lagserie igennem Kamber-Silur paa Ellesemere og Grinnell Land. Der er her paavist lige overfor Washington Land Forsteninger baade fra Kambrium, Ordovicium og Gotlandium. De kambriske Forsteninger er kun fundne i løse Blokke, men kendes altsaa nu faststaaende fra Grønland. Ordovicium har jeg ikke kunnet paavise; derimod ser det ud til, at Gotlandiet er langt rigere og mægtigere udviklet i Grønland end paa Grinnell Land.

Foreløbig synes det, som om Nord-Grønland kun har været udsat for den gotlandiske Transgression, men derimod ikke har deltaget i nogen af de ordiviciske Landsænkninger.

Det grønlandske Gotlandium repræsenterer den kosmopolitiske Udvikling af Øvresiluret. Derfor er en Mængde Arter fælles med New York, Wales og Gotland. En nærmere Undersøgelse af de hjemJ) ragte Forsteninger vil sikkert yderligere understrege denne Lighed.

Den postsiluriske Lagserie.

Over Silurlagene ligger der en Serie af Skifere af forholdsvis ringe Mægtighed. Det er imidlertid kun den sydlige Del af Omraadet, der viser uforstyrret Lagrække. Hele den nordlige Del er foldet op til en Bjærgkæde, der danner Nord kysten af Grønland.

Hvor Lagene ligger vandret, eroderes de ret let, og derfor markeres den udfoldede Sandsten af en stor. bred Sænkning, der kan følges uafbrudt fra Halls Bassin helt over til Nordenskiolcl-Fjorden. Sænkningen er ingen Steder over 500 m høj, men er paa begge Sider begrænset af Fjælde paa over 1000 m.

Morfologisk falder Omraadet i to Dele, nemlig en sydvestlig
og en nordøstlig Del.

Den sydvestlige Del.

Sandstenslagene danner imod Syd den ovenfor omtalte Sænkning, der er opbygget af 500 m mægtige graagrønne og brunlige, fossilfrie Sandsten. Disse overlejrer Siluret, og hælder svagt imod Nord.

Forøvrigt er Omraadet karakteriseret af, at Bjærgkæden danner en Række til Dels nedisede Plateauer, der falder stejlt af imod Nordkystens store Fjorde og her blotter en Række overordentlig tydelige Profiler. Disse skal kort omtales nedenfor.

Polaris Promontory.

De uudfoldede Skifere er her eroderet praktisk talt ned til Havfladen. Den svd for Promonton'pt l intend p. Slette pr dækket af Strandvolde, og en Sænkning paa 50 m vilde skabe et bredt Sund sydfor Plateauet.

Profilet langs Robeson Kanalen begynder i Syd med en meget stærkt sammenskudt Lagserie. Langs Stranden ser man Antiklinaler og Synklinaler i tæt Rækkefolge. Nordligere lindes der en mægtig Antiklinal af Gneis og krystallinske Skifere. Egnene nord herfor ligger imod Robeson Kanalen tilsyneladende vandret, men i Virkeligheden hælder de imod SV. (Profilet findes paa det geologiske Kort).

Protilet langs Newmann Bay beamier imod Nord n>ed en meget flad Synklinal. Syd herfor er der meget stejlt stillede krystallinske Skifere med to Kærner af Gneis. Den sydligste Del af Profilet har jeg ikke set. En Række Bjærgtoppe tværs- over Promontoriet angiver den underliggende Gneis. Sydfor er Landskabet markeret af spidse Toppe, der er eroderede frem af de stærkt sammenskudte Skifere. Den nordlige Del er en jævn Slette, i hvis Form man langt inde l Landet kan følge den flade Synklinal.

Bjærgkæden imellem Newmann Bay og St. George-Fjorden.

I dette Omraade er der blottet fire Tværprofiler og et Længdeprofil. Bjærgkæden er her stærkt eroderet og har for en Del mistet Plateauformen. De ved Erosionen fremkomne Bjærgtoppe bidrager til Forstaaelsen af de tektoniske Forhold inde i Landet, men den fremskredne Erosion udvisker for en Del Profilerne.

Profilet imod Newmann Bay er meget utydeligt. En Bjærghøjde lige overfor Gneisryggen paa Polaris Promontory gaar et Stykke imod Øst, men Gneis ser man ikke. Længdeprofilet ved Kap Brevoort giver et klart Indblik i de her meget indviklede tektoniske Forhold. Paa dette Sted findes der en Mængde Forkastninger, saadanne er ellers meget sjældne i Bjærgkæden.

Ved Repulse Harbour har Lagene mærkeligt nok ikke deltaget
i Foldningen, og jeg fandt her en Musling, der imidlertid
var for slet bevaret til at kunne bestemmes.

Øst for Black-Horn-Cliff ordner Bjærgtoppene sig i to Rækker, der begge markerer Synklinaler. Mt. Stanton, Mt. Love, Mt. Wyatt og Kap Fulford er Toppe i den nordlige Række. Rock Hiii. Degree Hill og Mt. Punch angiver den sydlige Række.

Langs Vestsiden af St. George-Fjorden findes der et overordentlig
smukt Profil gennem de to Synklinaler.

Forholdene i Sherard Osborne-Fjorden.

Den nordlige Synklinal kan ikke med Sikkerhed følges tværs over Fjorden. Derimod danner de to Fjældtoppe viooo og 1200 m) syd for Dragon Pt en direkte Fortsættelse af den sydlige Synklinal paa Halls Land. Syd for denne Synklinal ligger der paa begge Sider baade af St. George-Fjorden og Sherard Osborne-Fjorden et Parti af stærkt sammenskudte Lag. Hele Castle Øen høre til dette Omraade. Reef Øen, der bestaar af to smaa Skær, kan maaske bygge Bro mellem den sydlige Synklinal og Halls Land og en stor Synklinal syd for Kap May, til hvilken Mt. Coppinger hører.

L.andpf mellem Sherard Osborne-Fjorden og Nares Inlet.

Dette Omraade er med sine mange Gletschere vanskeligt
at overse i tektonisk Henseende.

Nordkysten dannes af en Række Højder fra 3—5003^—500 m, som alle bestaar af Lag, der hælder stærkt mod Nord og stryger i Øst^—Vest. Det berømte Mt. Hooker hører til denne Række. En stor Dal adskiller disse Fjældtoppe fra den sydlige Kæde af noget højere Ejælde, der markerer to ret smaa Synklinaler. Sydfor er der Rester af en stor Antiklinal, i hvis Centrum der ud imod Nares Inlet findes en lille Lokalitet med Gneis (se Profilet paa Kortet). Længere sydpaa er der imod Vest en stor Synklinal og forøvrigt et bredt Bælte af stærkt sammenskudte Lag tværs over Landet.

Stevenson-Øen viser imod Nord en stor Sj'nklinal, den sydlige
Del er en Fortsættelse af Omraadet med de stærkt sammenskudte
Lag.

Nares Land og Freuchens Land er begge saa gletscherdækkede, at der ikke kan fremkomme Profiler over længere Strækninger, og hvor Kystfjældene ikke er isdækkede, er Lagene saa skjult under løst Materiale, at man kun kan konstatere Foldninger, men intet udtale om disses indbyrdes Sammenhæng.

Den nordøstlige Del.

Disse Egne, der omfatter Verdens nordligste Fj ælde, er praktisk talt isfrie. Der findes kun Lokalgletschere, og disse er faa og smaa. Lagene bestaar af de samme Bjærgarter som i det sydvestlige Omraade, men morfologisk set er der stor Forskel.

I det sydvestlige Omraade viser Bjærgkæden sig endnu som et Plateau, i det nordøstlige Omraade har Landskabet været udsat for en langt mere indgribende Erosion, der har forvandlet det oprindelige Plateau til et pragtfuldt Alpelandskab.

Det siger sig selv, at dette Omraade mangler de lange regelmæssige Profiler, som findes langs Kysten af de store Fjorde. Fjældene er som oftest dækkede af løst Materiale, og man kan rejse lange Strækninger uden at se noget til de tektoniske Forhold.

Det er derfor ganske umuligt direkte at faa en samlet Oversigt over Lagenes indbyrdes Stilling i dette Omraade. Mange Steder ser man en Foldning eller en Række stejlt stillede Lag blottede, og i det Hele synes det, som om dette Omraade er mindst lige saa stærkt foldet som det sydvestlige, men en Kombination af de enkelte Foldninger lader sig som sagt ikke gøre.

Kun paa to Steder findes store samlede Profiler, nemlig
paa begge Sider af Sundet mellem John Murray-Øen og Elison-Øen.

John Murray-Øens Østside er det tydeligste Snit igennem en Del af den nordlige Foldning. Profilets Længde er ca. 30 km. 3 Synklinaler og 5 Antiklinaler er blottede paa denne Strækning. Forwvrigt henvises til Kortet, hvor Profilet er tegnet.

Skønt Profilet paa Elison Øen ligger lige overfor i ret kort Afstand, er en Sammenligning af de tektoniske Forhold vanskelig. Øen bestaar af en Række Alpetoppe med dybe Dale imellem. Den sydligste Top, der er synlig vidt omkring, bestaar af krøllede Lag. En nordligere, ligeledes høj Top, er dannet af en Synklinal. Imellem disse Toppe er der en Dal, der markerer en Svnklinal.

Paa det østfor liggende Markham Land ses flere Steder

Bjærgtoppe, dannede af Synklinalfolder, disse synes at danne
en Række over imod De Long-Fjorden.

Endnu nordligere ser man mange Steder Foldninger. Kap
Payer og Kap WOkander viser saaledes smukke Antiklinader.

Der er sikkert ingen Tvivl om, at de morfologiske Forhold
vest for De Long-Fjorden i høj Grad er prægede af Foldningerne.

De mange øst-vestgaaende Fjorde og Sunde, Dale og Bjærgtoppe
antyder utvivlsomt en Række parallelle Foldninger, den
ene nordligere end den anden.

Morfologisk set samme Bjærgarter har jeg haft Udsigt over
op til Kap Washington.

Alm. Oversigt over Bjærgkæden.

Hvad der er tilbage af Bjærgkæden, er kun Rester. Hele Foldningen bestaar af udprægede Stubbjærge, der danner mere eller mindre udprægede Plateauer. Jo nærmere disse Plateauer er ved Istidsstadiet, d. v. s. jo mere de er dækkede af Indlandsisen, desto tydeligere træder Plateauformen frem. Nares Land og Freuchens Land er Eksempler paa stærkt nedisede Plateauer.

Man kan vanskeligt tænke sig, at Istiden kan have dannet disse Plateauer, de er sikkert Rester af en præglacial Abrasionsllade, og denne Antagelse fører med sig, at Foldningen ikke kan være tertiær, men maa være langt ældre.

Sammenligningspunkter maa, ligesom ved Siluromraaderne, søges imod Vest, i arktisk Nordamerika. Forinden maa jeg dog omtale et vigtigt Faktum, der viser Bjærgkædens Udstrækning imod Øst. Danmarksekspeditionen medbragte Prøver af Skifer, metamorfoseret ved Foldning, fra Peaiy-Lands Nordøstkyst. De af Peary og Koch hjembragte Billeder viser de samme Alpelandskaber, som er karakteristiske for Nordvestkysten, og da Afstanden mellem de foldede Lag ved Kaj) Bridgemann og de af mig paaviste Foldninger kun er 150 km, maa det betragtes som sikkert, at Folduingszonen gaar tværs igennem Peary

Det har vist sig, at baade Algonkium og Kambrium og Silur genfindes paa Vestsiden af Smiths Sund, paa Ellesmeres Land og Grinnell Land. Foldede Lag er ogsaa kendt fra disse Egne. Det er den saakaldte Kap Ravson Serie, som Fei lden og de Rance henførte til Huron, og som S ehe i mente var Trias. Schei saa Foldningen paa den sydlige Del af Grinnell Land. Disse Foldninger hører til Albert og Victoria Fjældene, der morfologisk danner en direkte Fortsættelse af Polaris Promontory.

Disse Fakta viser, at der findes en Foldekæde fra de sydligste Egne af Grinnell Land op til Nordspidsen af dette og videre herfra over paa Østsiden af Robes onka nålen , hvor Foldekæden danner hele Nordkysten af Grønland og som paa Peary Land naar sin største Udvikling.

Hele Foldningen danner en Bjærgkæde saa lang som Kavkasus
eller som Afstanden fra København til Norditalien.

De Egne af Bjærgkæden, der hidtil er nærmere undersøgt, giver meget faa Støttepunkter for en Aldersbestemmelse, og det er endnu for tidligt at henføre Foldningen til en bestemt Periode med Sikkerhed.

Imod Syd hviler de foldede Lag paa Øvre Silur. Gotlandiets øverste Etage, Ludlow, har jeg foreløbig ikke kunnet paavise i Grønland, saa det er derfor med Forbehold, at jeg opfatter de foldede Lag som postsiluriske.

Nord for Foldekæden er der paa Grinnell Land og Grant Land paavist Devon og Karbon. De mesozoiske Dannelser, som paa Se heis Kort indtager en meget stor Plads, er i Følge mundtlige Meddelelser fra Mr. Eckblaw for en stor Del af karbon Alder, og deraf svækkes Scheis Opfattelse af Kap Rawson som Trias betydeligt.

Samler man disse spredte lagttagelser i et fælles Synspunkt, saa viser det sig, at Foldningen imod Syd er begrænset af Øvre Silur, imod Nord af Devon og Karbon, og endvidere ser man, at de foldede Lag geografisk set danner en direkte Fortsættelse af Devonlagene paa ostsiden af Ellesmeres Land (det saakaldte Kong Oscars Land).

Derfor opfatter jeg foreløbig med Forbehold de Lag, der danner Grønlands Nordkyst, som en Devonlagserie, der i Slutningen af den palæo/oiske Periode er bl even udsat for Foldning.

Paa ticre Steder, særlig i Egnene omkring De Long-Fjorden, er der fundet Eruptiver, altid i Form af Gange. Det er mest Porfyrer. Den sydligste Lokalitet er fundet ved Mundingen af Nares Inlet, men en nærmere Undersøgelse vil sikkert vise, at der særlig i den nordlige Del af Peary-Land findes mange Eruptivgange.

Overalt viser Eruptiverne sig at være yngre end de foldede
Sedimenter.

Oversigt over Nordgrønlands Stratigrafi.

Naar man rejser op gennem Smith Stind-Robeson Kanalen, passerer man fra Syd til Nord arkæiske, algonkiske, kambriske, siluriske og maaske devoniske Dannelser. Ser man nærmere paa Forholdene, finder man, at Lagene danner Bælter tværs over Nordgrønland, det ene efter det andet, saaledes at man overalt træffer de yngste Lag nordligst.

Arkæiske Dannelser findes i Melvillebugten og ved Nordostrundingen,
og her maa Sydgrænsen for Transgressionen foreløbig
sættes.

Algonkiske Lag er paavist i Egnen omkring Wolstenholme Fjorden-Inglefield Gulf, syd for St. George-Fjorden og i Danmarks Fjord-Independence Fjord Omraadet. Lagserien er Sandsten og Kalksten med Bølgeslagsfurer, Udtørringssprækker og Diagonalstruktur. Lokalt er der stærk Diabaseruption.

Kambriske Skifere fra Olenusetagen har jeg fundet ved Kap Constitution. Lagene ligger dels vandret, dels stærkt foldede. Faunaen rummer samme Arter, som findes i Nordeuropa og New Brunswig.

Silurkalksten udelukkende fra Gotlandiets nederste og mellemste Lag findes paa Washington Land, Halls Land og videre over mod Peary-Land. Pentameruskalk og Rastritesskifer fra »Clinton« underlejrer Kalksten og Monograptusskifer fra »Niagaran«. Faunaen viser nær Tilknytning til Nordeuropa, Nordasien og Nordamerika.

Grønne Skifere overlejrer Silurlagene. Disse er langs Grønlands Nordkyst foldede op til en Bjærgkæde, der sammen med Victoria and Albert Mountains danner en 1000 km lang Foldekæde. Bjærgene er udprægede Stubbjærge, og Foldningen er antagelig fra sidste Halvdel af den palæozoiske Periode.

De ovenfor omtalte Lag er Vidnesbyrd om en palæozoisk Transgression, den største der kendes fra Grønland. Udviklingen af denne er i Hovedsagen den samme, som er paa v ist i arktisk Nordamerika.

Kort Oversigt over de alluviale Dannelsers Udvikling i Nordgrønland.

I Melvillebugten findes der endnu ingen postglaciale Dannelser.

Postglaciale Dannelser i Kap York-Distriktet og paa Washington
Land er daarligt udviklede. Almindeligst findes Deltaer
i Dalmundinger, de højeste af disse naar 160 m.

Flere Steder ser man gamle Eskimohuse styrte i Havet,
saa det er sandsynligt, at den Sænkning, der finder Sted i Dansk
Grønland, ogsaa mærkes i Kap York-Distriktet.

Langs Grønlands Nordkyst er Alluviet relativt rigt udviklet.
En Sænkning paa 50 m vilde sætte ctt. 2000 kirr, der
er dækket nf marine Lag. under Vand.

Marine Dannelser med Muslinger er paavist til en Højde
af 135 m. Strandlinier findes til en Højde af 210 m.

Da Landet laa 100 m lavere end nu, var Nordkysten ikke
stærkere nediset end i Nutiden.

Kort Oversigt over de glaciologiske Forhold i Nordgrønland.

Skærgaarden imellem Holms Ø og Kap York er dækket af
en lav, ikke særlig produktiv Indlandsis, der kun lader de
yderste Øer fri.

Indlandsisen i Kap-York Distriktet er tilsyneladende i overordentlig ringe Bevægelse. Gletscherspalter er sjældne, hvilket spiller en stor Bolle for Samfærdselen mellem Bopladserne. Et Par Steder har der dog i den seneste Tid været stærk Fremgang i Gletscherne.

Humboldtgletscheren maa opfattes som en Band af Indlandsisen, staaende paa en Slette, der er overskyllet af Havet. Spalter findes ikke. I den nordlige Del er der ingen Stejlvæg. Hvor der dannes Isfjælde, er de i Areal store, tavleformede og 5—75^—7 m høje over Vandlinien.

I Sherard Osborne-Fjorden, Victoria-Fjorden, Nordenskiöld
og en Arm af De Long-Fjorden findes der svømmende
Indlandsis.

Sydvest for St George-Fjorden er der store isfrie Omraader,
hvorimod Egnene henimod Peary-Land er stærk nedisede.

. De nordvestlige Dele af Peary-Land er isfrie paa nær enkelte smaa Lokalgletschere. Disse bærer Præg af i lange Tider at have haft samme Udstrækning som nu. Der findes ikke Tegn hverken paa Frem- eller Tilbagegang.