Efter Laplace's Hypotese (1796) begyndte Jorden sin selvstændige Tilværelse som en glødende Kugle. Denne afkøles i Tidens Løb, og de ældste Bjærgarter danner en sammenhængende Størkningsskorpe omkring hele Jordkloden. Efterhaanden som Afkølingerne skrider frem, fortætter Atmosfærens Vanddampe sig til et fra først af over 100° varmt Verdenshav. Men endnu langt ned i de geologiske Perioders Rækker gør den indre Varme sig gældende, og først sent antages Jordskorpens Tykkelse at sætte en Grænse for dens Indflydelse paa Klimaet, som derefter bestemmes af Solskinnet alene.

Ud fra denne Grundbetragtning, hvis Udgangs punkt altsaa er Jordoverfladens Afkøling, har da Videnskaben beskæftiget sig med Problemet: Fastlandenes og Verdenshavenes Fordeling. Spørgsmaalet griber ind paa saa mange Omraader, at det ingenlunde er let for Enkeltmand at tumle med. Det har beskæftiget Fysikere, Kemikere og Matematikere af Fag. Mange mer eller mindre geniale Hypoteser er opstillede og atter forkastede. Her kan henvises til »Geografisk Tidskrift« 20 B. H. 111 S. 95—104 og H. V S. 192 — 195 (N. Filskov og Verdenshavenes Fordeling forklaret ved matematisk Analyse og: Hvad Hypotesen om »Det flydende .Jordunderlag« kan forklare.

Del har voldet mange Vanskeligheder at forklare Tilstedeværelsen af de marine Aflejringer med forstenede Havdyr, som findes overalt paa Fastlandene. Flere af disse Fastlande, der nu er adskilte ved dybe Have, viser i deres fossile Flora og Fauna en saa udpræget Overensstemmelse, at den ikke kan forklares uden ved Antagelsen af tidligere Landforbindelse.

Franskmanden Cuvier (1812) opstillede sin Katastrofeteori:

: Enhver af de geologiske Perioder var bragt til Afslutning ved en Naturomvæltning. som tilintetgjorde alt levende, og den ny Periode faar sin fra den forrige forskellige Dyre- og Planteverden ved en ny Skabelse. Denne Teori er forlængst opgivet.

Englænderen Lyell (1830 og følgende Aar) grundlagde den saakaldte Uniformitetslære, der gaar ud paa, at Naturkræfterne ikke alene altid har været de samme som nu, men de har virket paa den samme Maade og med samme Styrke. Men Fordelingen af Land og Hav, har vekslet i det uendelige.

Indtil den Dag i Dag arbejder vi med den gamle Kontraktionsteori. Men ogsaa dens Dage synes talte. Det maa formodes, at Dr. Alfred Wegeners »Forskydningsteori« vil tage Livet af den. Hypotesen, der først publiceredes i Petermann Mitteilungen 1912, er yderligere udformet i det Arbejde, der her skal refereres: Die Entstehung der Kontinente und Ozeane, Braunschweig 1915 (Sammlung Vieweg, Heft 23).

Vi maa finde os i, at det gamle drastiske Billede af et Æble, der skrumper ind, ikke længer kan anses for fyldestgørende til at forklare og anskueliggøre Dannelsen af Foldebjærge og Gravsænkninger, men vi forskaanes til Gengæld for at antage saa übevislige Paastande, som den gamle Lære krævede, at Jorden skrumpede stærkere sammen indvendig end udvendig. Vi vil se Tingene med den moderne Videnskabs Øjne, dristigt indtil paradokst, gamle Kendsgerninger forklarede ud fra hidtil uanede Aarsager.

De gamle Landbroer og Sagnlande synker for uigenkaldelig sidste Gang — i Glemselens Hav. Vældige Fastlande gaar som mægtige Flager i Drift, de derved opstaaede Revner breder sig og vider sig ud, til de ligger for os som Nutidens Verdenshave.

Tanken er ikke helt ny. Som en Forgænger
kan anføres F. B. Taylor, der ud fra Kyslernes
Parallelitet kom til Formodningen om Grønlands
Løsrivelse fra Nordamerika. Tanken om Amerikas
Løsrivelse fra Europa-Afrika har været fremsat af
Pickering, men vel at mærke i Forbindelse med
Hypotesen om Stillehavet som et Hul i Jordkloden,
fremkommet ved Maanemassens Bortsprængning.
Ud fra denne, fra Wegeners saa vidt forskellige
Antagelse om Aarsagen til det samme Fænomen,
har Pickerings Tanke kun historisk Interesse her.

Kontraktionsteorien stod ikke længer urokket. Den byggede paa, at Jorden rnaatte afkøles. Men efter Opdagelsen af Radium staar denne Betragtning ikke mere uantastet. Spørgsmaalet maatle langt snarere blive, om ikke Jordens Temperalur er i Stigen. Efter hvad vi nu ved om radioaktive Stoffer i den ydre Jordskorpe er der mer end nok til at erstatte Varmetabet, og selv om Jordens radioaktive Skatte ikke er uudtømmelige, er det dog klart, at Afkølingen ikke kan spille nogen Rolle rent geologisk set.

Men ogsaa Bjærgfoldningerne og de først i nyere Tid opdagede mægtige Overskydninger, indtil 100 km brede, er altfor gigantiske Virkninger til at skyldes Temperaturforandring alene. Jordens Indre bestaar ikke af Luftarter, der let sammentrykkes, men efter al Sandsynlighed af stærkt komprimeret »flydende« Nikkelstaal, der ikke er i Stand til nogen betydelig Volumenforandring.

Dog voldte Kontraktionsteorien endnu slørre Betænkeligheder, hvor det gjaldt Sænkning af Havbunden. Jordklodens gennemsnitlige Vægtfylde er 5,6 Gange saa slor som Vandets. Selve Jordskorpens Vægtfylde er næppe halvt saa stor, saa Jordens Indre maa være meget tung. Men de tunge Partier er uregelmæssigt fordelte. Tyngdemaalinger viser, at de tunge Masser har størst Udbredelse under Oceanerne og Slettelandene, medens Jorden under Bjærgene har ringe Tæthed. Som en Isflage flyder paa det tungere Vand, saaledes er de store Fastlande indlejrede i de tungere Masser, der breder sig under Havene; men dette udelukker, at Dybsøbund kan have været Fastland. Som Kontraprøve har Wallace paavist, at heller ikke de nuværende Fastlande nogensinde har dannet Bunden paa dybt Hav, men kun har været overflydt af lavvandede Overskylningshave. Mange Aflejringer, der tidligere almindeligt ansaas for Dybhavsdannelser, er ved nyere Undersøgelser paavist af være dannede af Fladsø. Delte har Cayeux allerede bevist for Skrivekridtels Vedkommende.

Ogsaa de tidligere Kontinenters og Landbroers Anbringelse (efter Teorien) volder Vanskeligheder. Stiller man dem paa Plads, bliver Havene for smaa til at rumme Vandmasserne. Og det er meget lidt overbevisende, naar Teorien da maa skyde sig ind under, at saa maa den samlede Vandmængde have været tilsvarende mindre den Gang.

Amerikanske Geologer har særlig gjort sig til Talsmænd for »Permanente Oceaner«. Med Styrke hævdes Teorien af Bailey Willis i Principles of palaeogeography (Se XXXI, N. S. Nr. 790, p. 241—260, 1910) til Trods for, at Hundreder af palæontologiske Fund danner et uomstødeligt Bevis for, at Flora og Fauna paa hinanden fjerntliggende Kontinenter har udvekslet Former tværs over Nutids Dybsø. At Teorien gør Oceanerne permanente ved at erstatte en uomtvistelig Landforbindelse med en Række Øer, er en altfor utilfredsstillende Løsning til, at vi for Alvor kan gaa ind paa den.

Europæiske Geologer, med Eduard Suess i Spidsen, lod de gamle Landbroer synke i Havet mellem Sydamerika og Afrika, mellem Nordamerika og Europa, og mellem Indien, Sydafrika og Australien forsvinder Halvøen Lemuria. Suess erklærer korf og godt, at »det er Jordkuglens Sammenbrud vi nu er Vidne til.«

Herimod opstiller Dr. Weg ener sin »Forskydningsteori«, hvormed han, og med ham bl. a. Dacqué (Grundlagen und Methoden der Palaeogeographie S. 181^—183, Jena 1915), mener at fjærne væsentlige Vanskeligheder.

Overall, hvor vi hidlil lod de gamle Landforbindelser forsvinde i Verdenshavels Dyb, vil vi nu anläge, al de lo Konlinenlflager lidligere har liggel læl sammen, ja har udgjorl el udell Hele, hvis enkelle Dele førsl er bleven skill fra hverandre ved en Spalte for derefter ved foreløbigt übekendte Kræfter at fjærnes fra hinanden gennem geologiske Tidsrum indtil den Afsland, de nu ligger i. Vi opfaller Atlanlerhavet som en kæmpemæssig Spalle, der førsl fremstod i Terliærliden. Under dens vedvarende Udvidelse, der forlsælles den Dag i Dag, opslemles Andesbjærgenes lange Kæder. Endvidere anlager vi, al Grønland endnu i Istiden hang sammen med Europa og Nordamerika uden nogel Mellemled, saa hin Tids Indlandsis har haft en forholdsvis mindre Udbredelse. Himalayas Bjærgkæder synes da at være Resultalel af den uhyre, endnu vedvarende. Sammenskydning at den lange Halvø Lemuria-Forindien. Australien med Ny Guinea trængtes mod Nord og skyder sig først i den yngste geologiske Tid ind mellem Bagindiens Udløbere, hvor denne Verdensdel ogsaa nu ved sin ejendommelige Fauna dokumenterer sig som en fremmed (»Wallacegrænsen«).

I Stedet for det sunkne Gondwanaland antager vi, at Sydamerika, Sydafrika, Forindien og Australien en Gang har staaet i direkte Forbindelse, hvorved de hidtil saa haabløst vidt spredte Spor af en pennisk Indlandsis rykker koncentrisk sammen til en polar Iskappe af en plausibel Størrelse. Antagelsen af horisontal Forskydelighed gør mangt og meget mere simpelt og ligetil. Vi skal i det følgende se hvorledes. Det Billede, vi herved faar af Jordskorpens Natur, er nyt og i mange Henseender paradokst; men det savner ikke fysisk Begrundelse.

Jordskorpens Isostasi.

Ved Isostasi forstå ar man Trykligevægt: den faste Jordskorpes Flyden paa el Underlag af tungere Magma. Ligesom et Stykke Is, der belastes, synker dybere i Vandet, saaledes dukker ogsaa Fastlandsflagerne ved Belastning dybere ned i det tungere Magma, hvoraf de atler hæver sig, naar Belastningen fjærnes. Dækkes et Fastlandsplateau med Indlandsis, saa sænker del sig for efter Isens Bortsmeltning atler al hæve sig op med de under Depressionen dannede Slrandlinier. Del centrale Parti, hvor Iskappen naar sin største Mægtighed, synker dybest, saa man senere finder de højeste Strandlinier her. For Skandinaviens Vedkommende gav den sidsle Islid en Sænkning af den cen Del paa rnindsl 250 m, aftagende udefler, og for den »store« Islid maa regnes med endnu højere Værdier. Del samme har de Geer paavisl for Nordamerikas Glelsjeromraade, Heraf kan igen udledes rimelige Værdier for Isens Tykkelse, som Rudzki anslaar lil 930 m for Skandinavien og 1670 m for Nordamerika, hvor der anlages en Sænkning paa 500 m.

Sedimentære Aflejringer maa naturligvis virke paa samme Maade. De glaciale Grundmoræner, der nu findes paa større Dybder (ved Hamborg f. Eks. paa 190 m Dybde) behøver ikke derfor al være aflejrede saa dybl under Havets Niveau. Enhver belydeligere Ophobning over el slørre Omraade fører til en Sænkning af Flagen, saa Overfladehøjden forbliver næsten uforandret. Er det aflejrede Materiale af relaliv ringe Vægltylde, som Sedimenter

i Reglen er, kan den gamle Højde overskrides, Spalter
udfyldes, selv om Underlaget giver noget efter.

Det tunge Magma (Barysfæren) bærer den lette Lithosfære. Under Bjærgene har denne sin største Mægtighed og trænger det tungere Magma ned paa større Dybde. Under Havene og de store Slettelande træder Magmaet højere op og Lithosfæren bliver tungere. Dybsø kan hvile direkte paa Barysfæren. Derved kompenseres Bjærgenes uhyre Vægl og Vandmassernes lettere Materiale, saa der i det hele taget hersker Isostasi i Jordskorpen. For meget smaa Stykker deraf, som enkelte Bjærge, maaske ogsaa Vulkaner, slaar det ikke til. Vi antager derfor, at de bæres som Sten paa en flydende Isflage, hvor Ligevægten gælder mellem Isflage -j- Sten som Helhed og Vandet. Er Bjærglageues Gennemsnit omkring et Hundrede Kilometer, findes sjældent nogen maalelig Afvigelse fra Isostasien. Hvor Tykkelsen kun er faa km, mangler Kompensation fordel meste. Oceanøerne svømmer umiddelbart indlejrede i Oceanets magmatiske Bund. Man kan derfor ikke antage, at Stillehavets Vulkanøer bestaar hell af Lava, staaende paa Havbunden; de indeholder rimeligvis en Kærne af det samme letlere Materiale, som opbygger Fastlandene, og den allerstørste Del deraf (95%) ligger under Dybsøens Bund, saa kun 5% rager frem derover.

For slørre Omraader forholder Jordskorpen sig piaslisk, for de smaa maa den belragles som stiv. Det er Overgangen fra Tyngdekraftens Herredømme til Molekulærkræfternes, der her træder frem. Kugleformen betyder Isostasi; den mangler hos de meget smaa Kloder, som f. Ex. mange Planetmaaner og nogle af de smaa Planeter og Meteoriter. De store Ujævnheder paa Maanens Overflade viser, at Tyngdekraften allerede der er ringere end paa Jorden, og at Molekulærkræfterne er mere frem

Bjærgenes Højde er ingen lilfældig Størrelse, men bestemt ved detle Forhold, saa de ikke vokser helt op til Himlen. Naar en vis Mægtighed overskrides, flyder Masserne ud lil Siderne i den undersle Del af Flagen, der bærer dem. For Foldebjærgenes Vedkommende anlager vi. at de dannes ved Sammenskydning under et langsomt horisontalt Tryk, uden at Forholdet forandres mellem hvad der er over og hvad der er under det flydende Niveau. Man kan ikke tale om, at Bjærgene folder sig opad, thi ved Sammenskydningen synker Tyngdepunklel, ofte indtil 50, ja 75 km!

Under lagttagelsen af den samme Ligevægt i Forhold til Omgivelserne smuldrer og forvitrer det Sedimentdække, som en Gang i Tidernes Morgen dækkede Grundfjeldet i hele dets Udstrækning. I Alperne er allerede et centralt Parti blottet for Sedimenter og paa de norske Fjelde findes de over Hovedet ikke mere. Men Isostasien medfører, at Grundfjeldskærnen hæver sig frem i samme Forhold, som Aflejringerne ovenpaa forsvinder. Bjærgkammens Højde tager af som Følge af Nedbrydningsprocessen, men langtfra i det Maal, som Omfanget af Denudationen lader formode.

Sal og Sima.

Da Grundtanken i Forskydningsteorien hviler paa den Antagelse, at Kontinenterne er opbyggede af de horisontalt sammenskudte Rester af Jordens tidligere helt lukkede Lithosfære, medens allerede Havbunden bestaar af de dybere Lags tungere Magma, bliver altsaa Spørgsmaalet, om en saadan Antagelse kan opretholdes eller endog bevises ved Undersøgelse af det foreliggende Materiale.

Vi maa først revidere vore almindelige Kort m. H. t. Kystlinierne. Kontinent i egentlig Forstand indbefalter ogsaa de saakaldte Sokler, der skjules af Overskylningshave som Øslersøen og Vesterhavet m. fl. Derefter omfatler Landmasserne 28,3% og Oceanet 71,7% af hele Jordskorpen.

Ifølge Konlraklionsleorien opslaar Land og Hav ved Hævning og Sænkning. Man skulde herefter vente, at Jordskorpens Gennemsnitsniveau, der ligger 2,3 km under Havfladen, ogsaa frembød den hyppigste Forekomst, og at Afvigelserne maatte være sjældnere, jo mere de fjærner sig fra denne Værdi. Men delte er ikke Tilfældet. Allerede længe har man fæstet sin Opmærksomhed ved den Kendsgerning, at Jordskorpens Niveau i Hovedsagen fordeler sig om to forskellige Højder (Dybder) fra O_—1000 m o. H. og fra 4—54^—5 km under Havet. Nærmere beregnet bliver Gennemsnitshøjden for disse to Niveauer ca. + 100 m og ca. -f- 4,700 m. Indenfor de to Niveauer ligger 22.3% (godt og vel 3/₄ af Landmasserne) og 36% eller over Halvdelen af Havbunden. Gennemsnitsniveauel, 2,300 m Dybde, forekommer sjældent

Hvad er nu Aarsagen til detle dobbelle Niveau?
Den enesle plausible Forklaring er, at Lilho

sfæren er gaaet i Stykker og ikke mere danner
nogen sammenhængende Jordhud; dennes ved

Sammenskydning stærkt formindskede Rester repræsenteres
af Konlinentflagerne, der svømmer i
Barysfærens tungere Stof.

Selv om vi ikke kan hente Prøver op af faststaaende Fjeld paa Havets Bund, er der alligevel meget, der taler for, at Materialet her er et andet end det, vi har fremme i Dagens Lys. Havbunden er langt mere jævn end Landjorden, store Strækninger frembyder forbausende ringe Højdeforskel, hvilket er af stor Betydning for Kabellægningen. Ved 100 Lodninger mellem Midwayøerne og Guam fandt man paa en Strækning af 1540 km en Forskel paa kun 767 m mellem Yderværdierne (5510 og 6277 m). Foldebjærge mangler helt, skønt en Sammenskydning maatte kunne finde Sted der lige saa vel som paa Landjorden, om ikke Materialet var af en anden Natur. Bundens Jævnhed tyder paa større Plasticitet og mere flydende Tilstand end i Kontinentflagerne.

Sedimenterne er et Overfladelag, hvis største Mægtighed er beregnet til 10 km (Appalacherne). Clarke anslaar Gennemsnitstykkelsen til 2400 m, en ringe Værdi i Sammenligning med hele Kontinentlagets Tykkelse, der kan sættes til 100 km (af Hayford i Nordamerika beregnet efter Lodafvigelserne til 114 km), saa ringe, at det næsten ikke vilde forandre Jordens Relief, om det er der eller ikke.

Grundfjeldets Hovedrepræsentant er Gneis. Som Suess har vist i 3die Bind af »Das Antlitz der Erde« (S. 626) er der indenfor de ikke sedimentære Bjærgarler 2 Grupper: de krystallinske Skifre og Eruptiverne. Han kalder dem »Sal« og >Sima« efter Hovedkomponenternes Begyndelsesbogstaver: Silicium-Aluminium og Silicium-Magnium. Da Kontinentflagerne 'bestaar af saliske Bjærgarter, ligger det nær at indentificere Oceanbunden med Simaet, der, som Dybbjærgart, tilhører Lagene under Kontinentet. I følge Helmert har Tyngden sit Maximum ved Kysten, synker hurtigt udefter og naar sit Minimum paa det Sted, hvor Dybsøbunden begynder. I større Afstand fra Kysten kommer den normale Værdi igen. Forstyrrelsen hidrører fra, at en vertikal Grænse (Se Fig. 2.) ikke svarer til en isostatisk Masse. Efter Resultaterne fra 51 Kyststationer bestemmer Helmert Kontinentflagerne til en Tykkelse af 120 km. Dog maa man ikke deraf slutte, at denne Mægtighed er til Stede overalt; det vilde ikke være i Overensstemmelse med Isostasien. Soklerne har en ringere Tykkelse, Højlande som Thibet en større. Grænsen maa sættes mellem 50^—200 km. Til disse Resultater svarer ogsaa Vægtfylden af Sal og Sima.

Massesøjler, maalt til Un

dersiden af Kontmentfla-
,
gerne, maa være den
0 '
samme, faar vi følgende
Ligning for en Mægtig-
hed M, idet vi gaar ud
fra de tidligere omtalte
Niveauer paa + 100 og
-f- 4700 m, og a, b, c,

er Vægtfylderne for Sal,
Sima Og Havvand:

lader sig anslaa tilnærmelsesvis. Whitmann, Cross, og Gilbert fandt for Gneis 2,615. Andre Maalinger giver 2,5 og 2,7. Da alle Prøver stammer fra Overfladen, men Vægtfylden vel tager til med Dybden, kan man for hele Flagen maaske antage 2,8. Simiske Bjærgarter som Diabas, Basalt og andre har en Vægtfylde af omtr. 3,0, sjældent indtil 3.3. Hvis dette Materiale stammer fra Konlinentflagernes Underside, kan man for de højere liggende Simalag under Oceanet antage en noget ringere Vægtfylde, maaske 2,9. Ved Undersøgelser over Jordskælv er det godtgjort, at hele Silikatkappen, der er 1500 km tyk, har en Gennemsnitsvægtfylde af 3,4, saa Vægtfylden i Simazonen ogsaa tager til med Tykkelsen.

Værdien for M bliver da 91 km.

fra Kendskabet til Plasticiteten i Sal og til Simaets sejt flydende Tilstand, kan paavises bl. a. ved de forskellige Bjærgarlers Smeltningsternperaturer, hvad Wegener nærmere udvikler. At krystallinsk Materiale besidder nogen Plasticitet fremgaar tydeligt af den stedfindende Bjærgdannelse. Allerede i Haandprøver kan Gneis udvise en meget kompliceret Foldning. Den almindeligt herskende Isostasi, Dybsøbundens Jævnhed, Manglen af Foldebjærge paa Havbunden og Kontinenternes Forskydning karakteriserer Simaet som flydende. Andre Fænomener viser, hvor sej den flydende Masse er, saa de isostatiske Udligningsbevægeiser forsinkes paa Da Vægten af de kontinentale og de oceaniske

Havvandets Vægtfylde er lig 1,03. A og b

At Forskydningsteorien lader sig forsvare ud

Grund af denne Sejhed. Paa tidligere nedisede Omraader varer Hævningen endnu længe efter Isens Bortsmeltning. Skandinavien hæver sig fremdeles omtr. l m i 100 Aar.

Bjærgdannelse.

En nærmere Undersøgelse af Kædebjærge, obuer og Dybsørender tjener ogsaa til Støtte for Forskydningsteorien, da det netop er Bjærgdannelsen, Sammenskydningen af den saliske Jordhud til stadig større Tykkelse, der betinger Kontinenternes Opstaaen. Selv Plateauerne fremviser for det meste endnu tydeligt den Foldning i Grundfjeldet, der lod dem stige frem af Urhavet som ægte Foldebjærge. Lidt efter lidt jævnes de ud ved Forvitring eller Abrasion. De forskellige Grader indenfor denne Proces er vigtige Kriterier til Bedømmelse af Foldningens Alder. Det er derfor af stor Betydning at faa et klart Billede af Foldningsfænomenet,

Soklerne er de tyndeste Steder, og »Les chaines des montagnes se forment sur l'emplacement des géosynclinaux«. siger Haug (Traité de Geologie I. S. 160, Paris 1907). Men allerede James Hall gjorde opmærksom paa de mægtige Sedimentlag netop i Foldebjærgene, større der end i de ufoldede Naboregioner, og tydede Fænomenet rigtigt, i Overensstemmelse med Isostasiens Forudsætninger. Hvor Bjærget nu staar, var der først en Synclinalfolding; efterhaanden som denne fyldtes med Sedimenter, kompenseredes den isostatisk ved, at Flagen sank dybere ned i Magmaet. Reade mener, at de kilomelertykke Sedimentlag tynger Grundfjeldet ned i en Zone med højere Temperatur, hvorved det bliver mere plastisk og derfor lettere giver efter for Sidetryk. Herimod kan dog indvendes, at en Sænkning paa 1000 m kun giver omtr. 30° højere Temperatur, saa det er et Spørgsmaal, om denne Indflydelse kommer i Betragtning.

Langt snarere er det den ringere Tykkelse, der gør sig gældende. De dybeste Sokler ligger nu mere end 500 m under Havfladen (som f. Ex. Island - Færøerne og den mellem Spitzbergen og Norge), altsaa 600 m under det hyppigst forekommende Kontinentniveau og mer end 1200 m under gennemsnitlig Fastlandshøjde (-f- 700 m). Tykkelsen af Flagen under en saadan Sokkel bliver da snarere 70 end 100 km, og en saadan Reduktion i Tykkelse maa være nok til, at Soklerne fortrinsvis giver efter under Sammenskydningen. Og at en saadan finder Sted, vil selv Modstandere af Forskydningsteorien næppe kunne bestride. Det smukkeste Eksempel herpaa er Forindien med Himalajabjærgene. Ofte er det Halvøer, der skydes ind mod den større Del af Flagen.

Ved Bortsprængning fra en Kontinentflage har Halvøer Tilbøjelighed til at trække sig sammen, saa de bliver kortere. Dette gælder den lange Kaliforniske Halvø, der er bleven kortere end den Kaliforniske Bugt, der repræsenterer det tilsvarende Udsnit af Hovedflagen. Ligeledes er Arabien noget korlere i Retningen Sydøst - Nordvest end det tilsvarende Udsnit paa Afrika-Flagen. Ogsaa den sydlige Halvdel af Grønland er kortere end den Halvø, der i Tertiærtiden hang sammen med Spitzbergensoklen i Norden og Grinnell-Land. Allerede disse Forskydninger, der alene skyldes horisontal Sammenskydning, kan beløbe sig til 1000 km, ja ved Forindien endog til det tredobbelte.

Betragter vi en Sokkel, hvor Flagen er 70 km tyk, belastet med Sedimenter, vil Sammenskydningen i Overensstemmelse med Isostasien presse omtr. 5% opad, 95 °/₀ nedad, saa allerede et Sedimentlag paa 3,5 km Tykkelse er nok til, at alt hvad der kommer op under Sammenskydningen er Sediment, hvorimod alt Grundfjeldet trænges nedad. Naar nu det midterste, højeste Parti af den sammenskudte Jordskorpe efterhaanden aflastes ved Denudation, saa vil Flagen paa det Sted hæve sig for til sidst, naar Sedimentlagene er helt væk, at vokse frem til et Grundfjeld af samme Højde. Denne deduktive Fremstilling svarer ganske til de Resultater, Ampferer og Hammer allerede er naaet til i Østalperne ad empirisk Vej.

Naar to mægtige Ismarker paa Havet mødes med nogen Kraft, knuses Randene og stemmes op til en Skruevold. Den enkelte Isflages Drift mod Strømmen fører ikke til dette Resultat, da Vandets Modstand er for ringe og Isen i Forhold der til for fast. Men overføres Billedet paa Kontinentflager i Drift mod Simaet, og vi stadig husker paa Lithosfærens relative Plasticitet og Barysfærens sejt flydende Konsistens, forstaar vi ogsaa, at Modstanden her er en anden, og at Resultatet af denne Modstand træder frem som en Række høje Randbjærge saaledes f. Ex. Andeskæden i Sydamerika. Hvilken af Parterne, der bevæges, er ligegyldigt. Endnu har man ikke fundet noget System i Bevægelserne og maa derfor nøjes med at erkende Afstandene

som voksende eller aftagende. Her tænkes Afrika
som det roligt hvilende og Bevægelserne i Relation
dertil.

Da Sydamerika gik i Drift mod Simastrømmen, bøjedes Sydspidsen mod Øst; derved gik Vestkæden i Stykker og opløstes i Øer fra Chiloe-Øen og Syd paa, Ildlandet revnede fra (Magellanstrædet), og Broen over Drakestrædet til Graham Land sprængtes og blev siddende i Simaet som Øbuen Sydgeorgien, Sandwich- og Syd-Orkneyøerne. Formodentlig vil Ildlandet under Bevægelsens videre Forløb faa samme Skæbne og hinke bagefter.

Spaltning.

Noget principielt nyt for Tydningen af de herhen hørende Fænomener, særligt Gravsænkninger, bringer Forskydningsteorien kun for saa vidt, som disse nu opfattes som indledende Trin til en fuldstændig Adskillelse.

Ved Gravsænkninger dannes der fornemmeligt kun aabne Revner i de øverste skøre Lag, hvorimod de dybere Lag paa Grund af deres større Plasticitet vil strække sig. Stejlvægge kan ikke modstaa Trykspænding, Randene styrter ned og bliver til mindre stejle Skridflader, og Bunden med de uordentlig spredte Stykker jævnes i Tidens Løb ud til en Slette paa Grund af Forvitring. Gravsænkninger kan ikke i Bredde overstige hele Flagens Tykkelse (100 km), uden at Revnen maa gaa ned i de dybere Lag og føre til en Adskillelse. Simaet faar da Indpas fra neden af, og paa dette svømmer saa hele Dalbunden. Dette viser sig karakteristisk ved, at Graven som Helhed nu ikke mere volder nogen Tyngdeforstyrrelse, fordi det tungere simiske Materiale i Spalten kompenserer hvad der mangler i Masse oventil.

Som Eksempel herpaa kan anføres Rhinsletten, den 40 km brede Gravsænkning mellem Schwarzwald og Vogeserne. Ved Boringer er det godtgjort, at Bunden her dannes af de samme Sedimenter, som udgør eller har udgjort Højderne paa begge Sider. Sporene af dette Brud kan forfølges fra Mainz til Middelhavet. Samtidigt med dette Brud (i Oligozæn) og i alt væsentligt p'arallel dermed dannedes den vestlige Spalte, som skilte Nordamerika fra Europa. De kæmpede en Tid om, hvem af dem der engang skulde danne Randene af den ny og den gamle Verden, saa længe ingen af dem endnu formaaede helt at gennemskære det armorikanske Foldningssystem, som fra det indre Europa over Bretagne og Irland slog Bro over til New Foundland. Maaske er det Alpefoldningen, der har svejset den østlige Spalte sammen, saa den vestlige endelig i Diluvium gik af med Sejren.

Et endnu interessantere Eksempel danner de østafrikanske Gravsænkninger, som tilhører et stort Brudsystem, der gaar fra Taurus Bjærgene gennem El Ghor, Det røde Hav, Tysk Østafrika helt ned til Kaplandet. Flere af disse Brud gaar gennem ung, basaltisk Lava, ja endog gennem pliocæne Ferskvandsdannelser og kan saaledes ikke være opstaaede før Slutningen af Tertiærtiden.

Efter Forskydningsteorien ligger det nær at antage, at der er endnu tiere Fænomener, der maa opfattes som Gravsænkninger, end man hidtil har bragt ind under dette Synspunkt. Saaledes Renden mellem New Foundland og Fastlandet, der kan forfølges langt op i Lorenzfloden, den undersøiske Rende foran Hudsonmundingen saa vel som »Fosse de Cap Breton« i den inderste Krog af Biscaya Bugten. Maaske hører ogsaa Kongo Renden herhen, skønt man hidtil har betragtet den som en Erosionsdal.

Malige Aarsager til Forskydningen

Blandt de mange kosmiske Kræfter, der indvirker paa den roterende Jord, og som kan antages eller paavises at være Aarsag til Bevægelse, skal her kun flygtigt nævnes Solens og Maanens Tiltrækning samt Insolationens højst forskellige Betydning ved Polerne og ved Ækvator. Men ogsaa de fra Solen udstraalende Elektroner, den interplanetariske

Gas og Stjærneskud kan antages at afgive
Bevægelsesimpulser,

Solens og Maanens Tiltrækning fremkalder livlige Strømninger i Atmosfæren og Havet. Atmosfæren paavirkes stærkt ved Temperatursvingninger, Havet mindre, da det har ringere Udvidelsesevne. For det »faste« Jordlegeme er de termiske Aarsager til Bevægelse nu traadt saa stærkt i Baggrunden, at de ikke mere kommer i Betragtning. Men Hydrosfærens Bevægelser øver sandsynligvis nogen Indflydelse. Selv langt fra Kysten registrerer Seismografer smaa Svingninger i Takt med Brændingen, og Tidevandenes Indflydelse kan paavises med Horisontalpendulet ogsaa i den faste Jordskorpe. Da nu en Kontinentflages Tyngdepunkt ligger flere Kilometer højere end det fortrængte Simas, tør man maaske gaa ud fra, at den Forhaling, som Jorden under sin Rotation er udsat for paa Grund af »Tiderne«, er større for Kontinentflagerne end for Simaet. Som Følge heraf vil Kontinenterne under Jordomdrejningen mod Øst faa en almindeligt fremadskridende Forskydning mod Vest, eller, hvis vi gaar ud fra Kontinenterne, Simaet en Strømning mod Øst. En vis Tendens i den Retning er sikker nok, og det slaar uden videre til for Grønlands, Nord-, Mellem-, Sydamerikas og Graham Lands Vedkommende.

Forskydning og Sammenskydninger forekommer ogsaa paa Planetoverflader. Rimeligvis er Rillerne paa Maanen Spalter, der endnu ikke er kommen til videre Udvikling, og for Mars's Vedkommende ligger det nær at tyde »Havene« som Simaflader og »Fastlandene« som den saliske Skorpe. Den røde Plet paa Jupiter er af Interesse her. Den har siden 1878, da den opdagedes, bevaret i alt væsentligt den samme Form, maa derfor høre til Planetens sejt flydende Kærne. Men den har forskudt sig. Fra 1878 til 1892 tilbagelagde den 3/₄ af Jupiters Omkreds, vandrede derefter 1/₄ Omdrejning tilbage for saa fra 1900^—1910 atter at tilbagelægge 25° i den tidligere Retning. Det er Forskydninger, der paa faa Aartier staar Maal med hvad Jorden har brugt geologiske Tidsrum til. Men det svarer godt ti!, at Jupiters Indre har en højere Temperatur end Jordens, og at Simaet derfor maa være mere letflydende og tillade hurtigere Forskydninger.

Betragter vi paa Kortet Atlanterhavet, er der en i Øjne springende Omstændighed, som den tænksomme lagttager ikke kan undgaa at lægge Mærke til, og som danner Udgangspunktet for Forskydningshypotesen. Alfred Wegener siger, at han, som tidligere Pickering, allerede for længe siden hæftede sin Opmærksomhed ved de atlantiske Kysters Parallelitet. Sydamerikas og Afrikas Kystlinier, hvor ethvert Fremspring paa den ene Side passer ind i et tilsvarende Udsnit paa den anden Side, udviser en Overensstemmelse, der ikke kan skyldes Sammenbruddet af et mellemliggende Land paa 5000 km Bredde. Alt derovre svarer til noget her: Bjærge (Grønland^—Skandinavien),, Brudzoner (Mellemamerik ^—Middelhavet) og Højlande (Sydamerika— Afrika).

Geologer og Biogeografer er enige om, at der har bestaaet en bred, mezosoisk Landforbindelse mellem Sydamerika og Afrika. Helt hen i Istiden har der været Landforbindelse mellem Amerika og Europa, og en Udveksling af Former har fundet Sted. Naar Aborrefamilien mangler i Østasien og i Vestamerika, kan den ikke være indvandret til Amerika over Beringstrædet. Hedelyng findes foruden i Europa kun i New Foundland og tilgrænsende Egne mod Syd, og omvendt indskrænker mange nordamerikanske Arter deres Udbredelse i Europa til det vestlige Irland. Yderligere bekræftes Forskydningsteorien ved Warmings og Nathorsts Undersøgelser over Grønlands Flora.

Men langt det vigtigste Bevismateriale faas dog ved en Sammenligning af Kysternes geologiske Formationer. I Nordøstgrønland staar Mallernukfjældet som en endnu ufoldet Rest af Carbonaflejringer; tilsvarende findes lige over for paa Spitzbergen. Fra 75 ° Syd paa har vi paa Grønlandssiden Resterne af et stort tertiært Basaltlag; hertil hører Jan Mayen, Island, Færøerne og Englands Nordrand. Tilsvarende Overensstemmelser findes mellem Amerika og Grønland.

De meget gamle (algonkiske) Gneisbjærge i Lofoten, Hebriderne og Nordskotland svarer til Cumberlands og Labradors Gneisbjærge. De kaledoniske Bjærge i Norge og Nordengland har deres direkte Fortsættelse i det nordlige New Foundland. Mest slaaende er dog Overensstemmelsen i de Foldebjærge fra Kulperioden, som Suess kalder det armorikanske System, og som lader Nordamerikas Kullejer fremtræde som den umiddelbare Fortsættelse af de europæiske.

Fauna og Flora paa begge Sider fremviser ikke
blot for Kulperioden men ogsaa for de ældre Lag

en med tiltagende Materiale til Undersøgelse stedse
klarere erkend! Identitet.

I en udførlig Række Eksempler af stor Interesse fremlægger Dr. Wegener et Materiale, der som Sandsynlighedsbevis for Teoriens Rigtighed nok kan siges at være fyldestgørende. Det store Gondwanaland som Forbindelsesled mellem Sydamerika — Afrika og Australien er efter hans Opfattelse af Atlanterhavet overflødigt der. Og den store Landmasse Lemuria, som den engelske Naturforsker Sclater anbragte imellem Madagaskar — Afrika og Sumatra — Ostindien for at forklare Lemuridernes mærkelige geografiske Udbredelse, faar vi, efter Forskydningsleorien, heller ingen Brug for. Den forklarede heller ikke paa nogen Maade »Wallacegrænsen«, denne usynlige Skillevæg mellem Australiens og Bagindiens Fauna, som bevirker, at Australiens Dyreverden har sine nærmeste Slægtninge i Sydamerika og ikke paa de nærliggende Sundaøer. Ved Antagelse af Forskydningsteorien kommer vi Sagen nærmere. Madagaskars oprindelige Plads er mellem Mosambik og et Punkt Syd for Delagoabai; en Serie af de samme marine Sedimenter paa begge Kysterne viser Samhørigheden.

Paa en Strækning af omtrent 10 Breddegrader (Syd for 16° N. B. paa Dekan) kan man antage, at Indiens Vestkyst har hængt sammen med Madagaskars Østkyst. Resultatet af Forskydningen er her en vældig Forkortning af Forindien, der foldes sammen til Himalayas gigantiske Bjærgkæder, hvor Foldningen fortsættes den Dag i Dag. Løsrevet fra det antarktiske Wilkes Land kom saa Ny Guinea — Australiens Sokkel fra Sydøst. Dens Bevægelse mod Nord resulterer i et »Sammenstød« med Timor- og Javakæden, som faar nogle Knubs og fra deres tidligere nøjagtig vest-østlige Retning bøjes mod Nord og Vest; Sydvest i en Spiral (som vist paa et Dybdekort over Ny Guineas Omgivelser). Saaledes opfattet forslaar vi, hvorfor Australien er en fremmed i de østindiske Omgivelser; og maalt paa Storcirklen, over Antarktika, ligger Pungdyrenes Slægtninge i Sydamerika ikke saa fjærnt fra det Land, vi opfatter som deres Hjemland par excellence.

I alle Egne af det gamle Gondwanaland, i Sydamerika, Sydafrika, Indien og Australien er der i de permiske Aflejringer fundet Bundmoræne af en Indlandsis. I Sydafrika findes der isskurede Klippeflader med Skurestriber fra den Tid. Isen bevægede sig her fra Nord mod Syd. Fra Queensland i Australien til Tasmanien og Ne AT Zealand findes lignende Spor af Is, der har bevæget sig fra Syd mod Nord ligesom i Forindien. I belgisk Kongo har Stutzer og Grosse fundet typiske Rester af den gamle Bundmoræne; og endelig er de ogsaa fundne ved Rio Grande do Sul i Brasilien, i det nordvestlige Argentina samt af den svenske Sydpolarekspedition tillige paa Falklandsøerne. Naar man ud fra den gamle Lære om de sunkne Landbroer opfattede dette Isdække som en polar Iskappe, blev denne af saa uhyre Dimensioner, at næppe nogen Del af Jordoverfladen vilde have undgaaet at mærke den. Skønt Aflejringerne paa den nordlige Halvkugle er langt bedre kendt, end de er paa den sydlige, har man dog hidtil ikke fundet glaciale Dannelser her fra Permtiden, og vi staar da overfor det i astronomisk og meteorologisk Henseende besynderlige Tilfælde, at hele den sydlige Halvkugle skulde have været oversvømmet af Indlandsis, men at den nordlige samtidig var helt fri. Overfor dette maa den gamle Teori give fortabt. Som tidligere nævnt, forklares det let, naar vi antager Forskydningsteorien.

Polvandringer.

Vi drøfter ikke det pro et contra, som endnu den Dag i Dag knytter sig til Spørgsmaalet om Polvandringer. Flertallet af Forskere deler den Opfattelse, at betydelige Polvandringer ikke længer kan bestrides. Ud fra de kendte geologiske Masseomlejringers yderst ringe Indflydelse paa Rotationsaksen, syntes der at mangle Begrundelse for store geologiske Pol vandringer; men Lord Kelvin og Schiaparelli har imidlertid paavist, at disse Vandringer kan være meget betydelige, naar man betragter Jorden som plastisk, ikke stiv. Geologiske Kendsgerninger fører netop til den Antagelse, at Polerne har ligget forskellige Steder i de vekslende geologiske Tidsrum. De viser i hvert Fald lydeligt, at Nordpolen i Løbet af Tertiærtiden har flyttet sig fra Egnen omkring Beringstrædet over imod Grønland. I Begyndelsen af Tertiærtiden var Vesteuropas Klima endnu tropisk; af Arterne i Belgiens Flora var */3 °g l Paris Halvdelen tropiske Former. I Oligozæn var Klimaet allerede køligere, men Palmer og stedsegrønne Vækster naaede dog endnu til Østersøen. I sidste Afsnit af Tertiærtiden var Klimaet som nu; derefter følger Istiden. Denne Forandring viser tydeligt, at Polen rykker nærmere. Undersøgelserne i de arktiske Egne som Grønland, Grinnell Land, Island og Spitzbergen viser det

samme. Som Heer først har paavist, fandtes i Tertiærtidens Begyndelse, da Polen endnu indtog sin gamle Stilling, Bøg, Poppel, Elm og Eg, ja endog Platan og Magnolie i Egne, der nu ligger 10 til 22 ° Nord for Trægrænsen.

Heer troede, at Klimaforandringen angik hele Jorden. At det drejede sig omen Polforskydning har først Neymayer til Evidens godtgjort ud fra den Kendsgerning, at Miozæn i Alaska og paa Sachalin er mere nordisk end i Grønland og paa Spitzbergen og at Japans Pliozæn svarer til et køligere Klima end Japan har nu. Nathorst er ogsaa, trods kendte Avtoriteters Modstand, traadt i Breschen for denne Polændring, som han finder udtalt ogsaa i Japans førpliozæne Flora. Han mener at kunne henlægge hin Tids Nordpol til 70° N. B. og 120° Længde Øst for Greenwich. Saa vilde de nysibiriske Øer med deres udprægede Polarflora den Gang have ligget paa 80° N. 8., Kamtsjatkas, Amurlandets og Sachalins Flora med dens noget varmere Karakter paa 68° til 67°, medens Floraer med betydeligt varmere Anstrøg som Spitzbergens, Grinnell Lands og Grønlands, der viser stedsegrønne Løvtræer, vilde falde udenfor den daværende Polarkreds, nemlig paa 64, 62 og 53 til 51 ° Bredde. E. Kayser siger (Lehrbuch der allgemeinen Geologie, 4. Aufl., S. 78. Stuttgart 1912), at Polforskydningen kommer man vanskeligt uden om alene af den Grund, at den maanedlange Polarnat med dens uhyre Varmeudstraaling vilde være en næsten uovervindelig Hindring for Udviklingen af en saadan Træflora, som vi træffer i Grønlands og Spitzbergens Tertiær.

Men Polvandringer kan ikke forfølges kontinuerligt i Jordens Historie. Den store tertiære Polvandring staar i Kausalforbindelse med Aabningen af det atlantiske Ocean. Og her giver Forskydningsteorien os en langt mere plausibel Aarsag end de relativt ringe Masseomlejringer, vi hidtil turde antage i Geologien, frembød.

Kan de antagne Forskydninger maales? Saafremt de varer ved endnu og er store nok dertil, maa de røbe sig ved vore astronomiske Stedsbestemmelser. Naar den nuværende Forskydningshurtighed engang bliver Genstand for eksakte Maalinger paa flere Steder, vil der heraf ved Ekstrapolation kunne vindes en ny Kontrol for de geologiske Perioders Alder. Saadanne Maalinger var i Gang, da Krigen udbrød, men blev desværre afbrudt af denne. Kønigsberger opstiller følgende Værdier for de store geologiske Tidsrums Va

Vi sætter Grønlands Adskillelse fra Europa er foregaaet i Diluvium, for 50_—100,000 Aar siden (nemlig efter den store, men før den sidste Istid). Sabineøen i Nordøstgrønland ligger nu 1000 km fra det korresponderende Punkt paa Sokkelranden mellem Norge og Spitzbergen; følgelig maa vi vente en aarlig Forskydning paa 10 til 20 m. Vi har 3 Længdebestemmelser at regne med her, nemlig 1823 (Sabine), 1869—70 (Borgen og Copeland) og 1906— 1908 (J. P. Koch). I første Interval vokser Længdedifferensen efter Greenwich 2,1 s eller omtrent 260 m, i det andet vokser den videre med 5,6 s eller omtrent 690 m, tilsammen altsaa i 84 Aar 950 m eller 11 m pr. Aar. Da imidlertid Fejlgrænsen for de enkelte Rækker andrager flere Hundrede Meter giver disse Tal ikke noget strengt Bevis. Men en reel Ændring er dog sandsynlig.

Af største Interesse for Forskydningsteorien vil det være at faa klaret Forholdet paa den sydlige Halvkugle. Hvis Tasmanien først har løsrevet sig fra det antarktiske Kontinent efter Diluviums Begyndelse, maa Australien have ganske god Fart paa mod Nord, Nordvest, om end Kollisionen med Sundaøerne har stoppet den lidt. Forskydningen beløber sig her til omtr. 20 Breddegrader, tilbagelagt paa 1/_{2 —}l Mill. Aar, eller en aarlig voksende Breddedifferens for Australien — Wilkes Land paa 0,07 til 0,14". Da vi ikke kender Antarktikas Forskydning i Forhold til Sydpolen, kan vi ikke her nøjes med australske Breddebestemmelser til Sammenligning. Begge Flagerne er næsten lige store, saa det er ikke urimeligt at antage, at Antarktika rykker lige saa hurtig frem paa den sydamerikanske Side, som Australien bevæger sig mod Nord. Saa bliver den absolutte Breddeforandring for Australien kun Halvdelen af ovennævnte Beløb. Med Rette finder Wegener det næsten utroligt, at en saa stærk Forandring endnu ikke har tildraget sig

Opmærksomheden ved de ».ustralske Observatoriers
Breddebeslemmelser. .

Dr. Wegeners i sig selv meget sammentrsengte Afhandling er her søgt refereret paa en yderlig begrænset Plads, hvilket ikke har været saa helt let, da alle væsentlige Forhold maatte berøres. Det har undret mig, at ingen her til Lands har taget Teorien op til saglig Behandling. Jeg synes dog, vi bør kende den, saa meget mere som Dr. Wegener er et velkendt Navn ikke alene i den tyske videnskabelige Verden, men ogsaa i de sidste Aars Grønlandsforskning. Han deltog i »Danmark-Ekspeditionen« 1906^—1908 som Meteorolog og vanned J. P. Koch tværs over Indlandsisen i 1913. Som tysk Gardeofficer er han bleven saaret 2 Gange i Krigen; han benyttede en Rekreationsorlov i 1915 til Fuldendelse og Publicering af »Die Entstehung der Kontinente und Ozeane«.