C. I. H. Speerschneider: Om Isforholdene i danske Farvande i ældre og nyere Tid, Aarene 690 —1860. Publikationer fra det Danske Meteorologiske Institut ved C. Ryder, Direktør. Meddelelser Nr. 2. København 1915.

I denne Afhandling er nedlagt Resultatet af et flittigt og meget stort Samlerarbejde, idet Forfatteren ved at gennemgaa en Række Kildeskrifter af højst forskellig Art har fremdraget en stor Mængde Efterretninger om Isforholdene i danske Farvande og Østersøen, lige fra Aar 690 efter Christi Fødsel og opefter. For de første 300 Aar 690^—995 foreligger der kun nogle meget 'spredte Oplysninger fra ialt fire Vintre; men allerede fra Tidsrummet 1126^— 1199 kan der udsiges noget om tolv Vintre. Fra ca. 1290 stiger Efterretningernes Antal stærkt, og fra omkring Midten af det attende Aarhundrede at regne foreligger der Oplysninger fra hver eneste Vinter op til vore Dage.

Man vil heraf kunne skønne om det tilvejebragte Materiales Størrelse. Det næste Spørgsmaal bliver, hvor stor dets Værdi er; for at faa nogen Klarhed herover, er Materialet underkastet en — som det angives i Fortalen — foreløbig Bearbejdelse, hvis Resultat Forfatteren selv opgør saaledes (Side 40—41):

»1. de ældre Beretninger er ret sparsomme og upaalidelige, fordi de forskellige Forfattere ofte har citeret deres Kilde fejl, og tit har lagt mere i Meddelelsen, end de har været berettiget til at gøre;

»2. Farvandenes Navne har haft forskellig Betydning til de forskellige Tider, saaledes at man faar et fejlt Billede over Isforholdene, hvis man kritikløst lader de ældre Farvandsnavne gælde for de Omraader, som det samme Navn nu gælder for;

>3. den store Dampskibstrafik har gjort sit til at svække Isen, saa den ikke kan danne sig saa hurtigt eller ikke kan faa Tid til at naa nogen nævneværdig Styrke, inden en Tøperiode indfinder sig, hvori Dampskibene nu kan ødelægge Isen, men hvor Tøvejret alene i tidligere Dage ikke svækkede Isen nævneværdigt. Men dette Forhold er ikke en Følge af Vinterens Strænghedsgrad.

»Tager man alle de fremdragne Forhold i Betragtning, synes det af det foran anførte at fremgaa, at der ikke er nogen Sandsynlighed for, al Islægget i tidligere Vintre har været væsentlig forskelligt fra vore Dages Isforhold«.

Heraf er Punkt 2 af virkelig Interesse og saa vel dokumenteret, at dets Rigtighed formentlig ikke kan betvivles. Om Punkt 3 vil opnaa almindelig Anerkendelse i sin nuværende Form, synes derimod mere end tvivlsomt. Til Støtte for Punkt l har Forfatteren gjort opmærksom paa talrige Fejl i Kilderne; men man kan ikke værge sig mod det Indtryk, at Forfatteren noget ensidigt søger overalt at reducere Beretningerne om de middelalderlige Vintres Strænghed til det allermindst mulige.

Hvad endelig den afsluttende Bemærkning ungaar, saa har andre Forfattere som bekendt af middelalderlige Kilder uddraget det stik modsatte Resultat; og Grunden hertil kan ikke uden videre siges at være den, at de har forsyndet sig mod Punkt 2. Grunden er snarere den mere subjektive, at de i det hele taget har større Tiltro til de middelalderlige Beretninger, end Kaptajn Speerschneider har. Og er de middelalderlige Kilder virkelig saa utroværdige, saa maa det endelige Resultat jo snarest blive det, at man af de foreliggende Is- Meddelelser hverken kan drage nogen Slutning i den ene eller den anden Retning angaaende de middelalderlige Vintres Strænghed og Isforhold. I saa Fald maa et Skøn herom baseres paa et større Materiale, der ikke blot omfatter Isberetninger, men ogsaa andre Overleveringer af klimatologisk og hydrografisk Betydning.