H. P, Steensby, An anthropogeographieal study of the Origin of the Eskimo Culture (Særtryk af Meddelelser om Grønland LUI, 1916. 200 Sider, 2 Tavler).

Denne Afhandling er mere end en engelsk Oversættelse af Forfatterens Doktordisputats fra 1905 om det samme Æmne. Det er en fuldstændig Omarbejdelse, en modnet Frugt af mange Aars- Udvikling; udentvivl værdifuldere nu end dengang, rigere ved sit Indhold, men ogsaa i visse Henseender mere vovet, mere søgende elier delt, nærmere ved at briste. Siden min udførlige Anmeldelse af Forfatterens første Arbejde i Geografisk Tidskrift (19de Bind, 1907^—08) har det været mig en stor Glæde efter 12 Aars Forløb atter at fordybe mig i dette idérige, ansporende Værk, ikke mindst fordi Forfatteren i Mellemtiden har faaet Anledning til at udstrække sit Sammenligningsfelt. Æmnet er nu uddybet, saa at det ikke længer ensidigt belyses fra Indianernes Kulturformer syd for Eskimoernes Omraade. Professor Steensby har nu ogsaa bragt dette i Forbindelse med, hvad vi kender til de >mongoloide« og andre Folks Kulturer hinsides Beringsstrædet. Hermed er der taget et Skridt, der fundamentalt ændrer Synspunktet og aabner et nyt Perspektiv. Dette nye Udsyn vil maaske faa vidtrækkende Betydning, nemlig hvis det viser sig at være grundigt underbygget, hvad der kun er Grund til at tro, da Forfatteren hidtil har vist sig som en ærlig Vejviser paa sit Omraade og aabenbart kender sit ÆmnPS Vanskeliehpdp.r.

tsis^Ädi^iit^iti.

Det nye i Bogen udtrykkes kortest og knappest med de to nydannede Betegnelser, palæeskimoisk og neoeskimoisk, hvormed menes henholdsvis en oprindelig og en senere Formation i Eskimokulturen.Snildt og ærligt har Forfatteren hermed spaltetsit Undersøgelsesmateriale saaledes, at han paa den ene Side redder sin gamle Hypotese om, at den oprindelige Del af Eskimokulturen stammer fra Indlandsindianerne i Nordamerika eller at den ældste Stamme af Eskimoer udgik fra en beslægtet Indlandskultur, paa den anden Side tager skyldigt Hensyn til Indflydelserne fra den asiatiske Side, der viser sig paa Tærskelen til Eskimofolkets Omraade, ved Kysterne af Beringstrædet. Paaviikningerne fra Østasien betragtes som senere tilkomne, den centrale højarktiske Eskimokultur stadfæstes som den oprindelige Kærne i den nuværende Kultur. Men det er i Virkeligheden et nyt og mærkeligt, ja fantastisk Perspektiv, der aabner sig ved Erkendelsenaf de østasiatiske Paavirkninger i Steensbys Fremstilling. Disse udefra erhvervede Kulturelementerskal fra den eskimoiske Modtagelsesbasis ved Beringstrædet (uvist om paa Øerne i Strædet eller fra selve Vestkysten af Alaska) være trængt tværs igennem hele Eskimoomraadet til det yderste Østgrønland, overalt med det eskimoisk Særpræg, de straks fik paa sig ved Ankomsten i det fjærne Vest. Til disse fremmede Laan, der altsaa ifølge

Forfatterens Teori ikke skulde høre med til den oprindelige Eskimokultur, henregner han en stor Del af de Redskaber, Vaaben, Jagtmetoder og Skikke, som ellers hidtil har gældt for at være ægte eskimoiske,selv om det ikke har været ukendt, at lignendeTing og Skikke ogsaa kunde findes hos Eskimoernes Naboer. F. Eks. den store Skindbaad »Konebaaden« el. Umiakken), hvori Forfatteren i sit tidligere Arbejde vilde se den fra de indre Skovegne medbragte og omformede større Baad, der ved Kysten blev taget i Brug ved Hvaljagten l), betragtes nu af ham soqa et ny-eskimoisk Kulturlaan, optagetved BeringsÄedet fra Gammelasiens Jæger- og Fiskerfolk paa den modsatte Kyst (Kyst-Tshuktsher, Korjæker, Kamtshadaler, o. s. v.). Den egentlige og oprindelige Eskimokultur bestaar ifølge Forfatteren væsentlig af en arktisk Jægerkultur, og ses særligt i Eskimoernes Vinterliv og Vinterjagt, i deres Maaderat fange Sæler paa Havisen, og at jage Moskusokser.Disse og lignende Træk synes ham at maatte være udviklede paa Grundlag af en sydfra kommendeIndlandskultur af indiansk Præg eller Oprindelse,hvis »Vinterside« er blevet tillæmpet til de arktiske Forhold ude ved Kysten.

Kajakken brugt med en enbladet Aare er ifølge Forfatteren en ægte eskimoisk Opfindelse, hvorimod Umiakken betragtes som laant (efterlignet) fra de østasiatiske Kystfolk. At fange Sæler paa Havisen efter »Maupokmetoden« 2) er en oprindelig eller ældgammel Eskimoskik, hvorimod Hvalfangsten (om Sommeren) og Brugen af Sælgarn skulde være et nyeskimoisk Laan fra Østasiaterne. Det sidste gælder ogsaa om Dobbeltaaren (Paddlen) i Kajakken og den store Fangeblære, der følger med Harpunen 3). Ogsaa den eskimoiske Hundeslæde maa anses for et Laan fra de sibiriske Folk. Naar Forfatteren anser Kastetræet for at være af amerikansk Opiindelse (S. 162), kan der være Grund til at erindreom, at Redskabet ogsaa er udbredt i Australien og paa Ny Guinea. — Hvad den eskimoiske Skinddragt angaar, gengiver Professor Steensby Dr. G. Halts specielle Resultater, der synes at passe godt sammen med hans Syn paa Palæeskimoernes Oprindelse fra de centrale Egne. Steensby finder dog Anledning til at indtage et Særstandpunkt overfor Hatt i Spørgsmaalet om de afvigende Dragtformer i det sydvestlige Alaska, hvor Eskimokulturen i Virkeligheden paa dette og flere andre Omraader (Sproget) udviser lokale Mærkeligheder af et ldgammelt for Spørgsmaalet om Oprindelsen betydningsfuldt Præg¹). laltfald forekommer det mig, at Dragternes Snitmønstre afgiver et stærkt begrænset og altfor variabelt Kriterium til Afgørelse af et saa vigtigt Spørgsmaal som det om Eskimokulturens

Hvor Eskimokulturens Moderhjem har ligget, derom har Meningerne været stærkt delt, og der er ingenlunde Enighed blandt de lærde endnu. H. P. Steensby sluttede sig tidligt til Murdochs Kritik af Rink og til Franz Boas's Opfattelse; ifølge disse Forfattere skulde Egnene syd og vest for Hudsonsbugten have været Eskimoernes Udgangspunkt. Han førte denne Opfattelse videre, idet han fremhævede Coronationgolfen midt paa Kanadas Nordkyst som den Lokalitet, hvor de arktiske Fangstmetoder lettest kunde tænkes at have udviklet sig. Ligeoverfor denne Tanke kunde man altid spørge, om ikke de samme Fangstmetoder godt kunde have udviklet sig paa et Strøg, der frembød de næstbedste eller tredjebedste Betingelser, f. Eks. den nordvestlige Kyst af Alaska, eller en Del af den tshuktshiske Halvø (hvor Kysttshuktsherne jo bruger dem). Mon der egentlig, hvad dette Spørgsmaal angaar, er paavist andet, end at den arktiske Eskimokultur maa være opstaaet paa arktisk Bredde, under arktiske Klimalforhold — hvad der er en Selvfølgelighed. Men selv om Steensby havde Ret i, at Isfangstmetoderne og Snehuset o. s. v. er Udløbere for Indianernes Indlandskultur, er ikke dermed bevist, at de udgør Eskimokulturens oprindelige Indhold, saa at de og alene de rettelig skulde betegnes som »palæeskimoiske«. Med andre Ord, der er saa faa Elementer, der forbinder den eskimoiske nationale Kultur med Amerikas Indlandskullur og saa mange Træk i Eskimokulturen, som peger hen paa Berøringer med den asiatiske Kultur, at Forfatterens Hypotese

---

1) Steensby (1905), S. 201. Ifølge Østgrønlændernes Tradition skal de gammeldags Kajakker have lignet Umiakker i Form og Bygning, hvoraf maaske kan sluttes, at de to Baadformer ikke er uafhængige af hinanden. Se Medd. om Grønland, Bd. 39, S. 384.

2) Her i Steensbys Bog (S. 43) som flere andre Steder finder jeg den Paastand, at Benævnelsen maupok betyder »han venter«. Der er ingen sproglig Grund for denne Forklaring. Ordets Mening sigter til, at Jægeren støder sit Vaaben ned igennem Isen (igennem Sælens Aandehul). Det betyder altsaa saadan noget som »han stikker ned« el. »han har Nedstik for>.

1) Steensby (1916) S. 165; jvf. Thalbitzer i Medd. om Grønland, Bd. 31, S. 265—267.

3) Steensbys Bog (1916) S. 1-53—154, 162—163 og 211

om den palæeskimoiske Kulturs Udspring af Amerikas Indianerkultur nu hænger i en tynd Traåd. Hans gamle Hypotese synes at være ved at opsluges af den nye.

Den særlige Undersøgelsesmetode med det lange Navn, som Steensby har gjort sig dl Talsmand for herhjemme, maa ifølge sit Væsen være »jordbundet« og synes ialtfald som Beviskilde ikke at være stærkere end saa mange andre, hvor det gælder om at søge »Oprindelsen«. Forfatteren har maaske selv haft en Følelse heraf og søger nu ogsaa at lægge Vægt paa andre Beviselementer, f. Eks. Sproget og Traditionerne, som ikke kan beskyldes for at være afhængige af Vejr og Vind, eller Jord og Is. Selv om det eskimoiske Sprogs Slægtskab med noget indiansk eller asiatisk endnu ikke er paavist, har Forfatteren dog næppe ganske Ret i at skille det eskimoiske skarpt ud fra del Sprog, som taltes paa Aleuterne *), den lange Øgruppe, der som en buet Hale peger fra Alaska ud i Stillehavet, i Retning af den asiatiske Kyst. Der er udentvivl fælles Bestanddele i aleutisk-eskimoisk, grammattiske Overensstemmelser af en Art, der tyder paa en ældgammel Berøring mellem de to Sprog. Det er derefter mindre sandsynligt, at Palæeskimoernes Modersprog har været talt paa Barren Grounds eller paa den nordlige Del af Prærien 2). — Hvad|Sagnene angaar, skal man som bekendt være meget varsom med at tillægge den folkelige Overleverings Stedfæstelser nogen stor Betydning. Steensby henviser til, at Boas (ligesom senere Stefånsson), beretter, at Vesteskimoerne peger østpaa, naar de nævner Stedet for deres Forfædres Bedrifter 3). Men Sagnene vandrer indenfor den samme Folkegruppe og stedfæstes ofte to^—tre vidt forskellige Steder. De oprindelige Retningsbestemmelser, som vi er vant til at fastholde paa et Verdenskort, gaar desuden meget hurtigt i Glemme i den folkelige Bevidsthed. Eskimosprogets Ord for øst og vest, nord og syd, skifter Betydninger fra Dialekt til Dialekt. Saadanne Brudstykker af Traditionerne har altsaa lige saa lidt Beviskraft som f. Eks. Handelsvarer eller de etnografiske Genstande, der er let flyttelige eller let foranderlige.

Det faste og centrale i en Nation er hverken dens Varer eller dens Vaner i det ydre materielle Liv, ialtfald ikke disse Ting taget enkeltvis, thi de vil — hvis det gælder om at bestemme Kulturens Oprindelse — altfor ofte vise sig at bero paa Tilførsel udefra eller paa en senere Tillæmpning. Det er Komplekset, der er det afgørende, noget intimt og noget, der ikke forandrer sig altfor stærkt under en Folkevandring eller under fremmed Indflydelse. Man maa se paa Samfundsbygningen i dens Helhed, de aandelige Traditioner i deres Helhed, Sproget i dets Helhed, Skikkene og ~rirkemidlerne i deres Helhed, førend man fæster nogen Betydning ved de enkelte Kriterier, ved Enkelthederne. Det gælder jo først om at finde de tilfældige Laan udefra eller Luner indenfra, der ikke harmonerer med Helheden. M

Det antropogeografiske Synspunkt alene kan efter min Mening ikke begrunde en given Nations Oprindelse, men forklarér kun, hvorfor et Folk gennem lang Tid har kunnet leve paa sin særegne Maade under særegne Naturforhold. Desuden har den foreliggende Opgave en fejl Forudsætning, synes det mig, i Paastanden om, at et Folks Kultur er identisk med dets materielle Erhvervskultur (dets økonomiske Kultur). Eskimokulturens Fysiognomi beror ligesaa meget eller fuldt saa meget paa visse sociale og aandelige Traditioner. Vi havner ud for den Vanskelighed at faa afgjort, hvad der er »oprindeligt« i Kulturens Oprindelse, og det vilde det vist blive for vidtløftigt at afgøre her. Jeg skal blot lige nævne, at Forfatteren ogsaa samvittighedsfuldt tager Hensyn til de fysisk-antropologiske Kendemærker og tillægger Vurderingen af de rent kropslige fysiognomiske Træk en ikke ringe Betydning i Spørgsmaalet om, hvorfra denne Menneskestamme har faaet sit Præg.

Steensby er kun en iblandt mange, som har sluttet sig til Teorien om Amerika (nærmere betegnet Syddistrikterne om Hudsonsbugten) som Eskimofolkets Udgangspunkt. D. B. Brinton ansaa det endog for sandsynligt, at Eskimoernes Forfædre levede ved Kysterne af Atlanterhavet, maaske f. Eks. i Ny England. Overfor disse Teorier anfører Forfatteren de modsatte Hypoteser, der fremsattes af Rink 1), C. R. Markham og flere. I Omtalen af, hvad jeg har udtalt, er der løbet Forfatteren en Fejltagelse i Pennen, som det maa være mig tilladt at rette. Det er nemlig ikke korrekt, at jeg i min Bog om »The Ammassalik Eskimo« skulde have

---

1) Rink antog ganske vist, at Eskimoerne havde udviklet deres særegne Kultur ved at vandre langs Floder i Alaska (eller Mackenziefloden) ud til de nordligste Havkyster, men han ansaa dem dog oprindelig for Asiater, komne over Beringstrædet.

1) Steensby, S. 44 og 148—149. *) Samme S. 204—205.

2) Samme S. 57.

sagt, at den fælleseskimoiske Modergruppe engang har bot vest for Beringstrædet og er ankommet hertil fra Kysterne af Sibirien 1). Hvad der staar, er følgende, at den »engang har boet vestpaa ved Beringstrædet, idet den oprindelig er kommet fra Kysterne af Sibirien« 2). Dermed har jeg ønsket at lade det staa hen som et aabenl Spørgsmaal, paa hvilken Side af Strædet (Alaska eller Asien) »Modergruppen« har bot, og om den oprindelige Stamme af Eskimoernes asiatiske Forfædre er kommet fra nordlige eller østlige (sydøstlige) Kyster af Sibirien.

Min Mening, da jeg skrev det, havde netop lignende
Betragtninger «^Forudsætning som dem, der nu

har drevet H. P. Steensby til at udforme sit nye
Syn paa Eskimokulturens Oprindelse.

Hans Bog virker saa opmuntrende og befrugtende, at jeg allerede føler mig i Taknemmelighedsgæld til den. Og dog maa jeg mane Læsere, der vil bruge den, til Forsigtighed. Jeg betragter den — inklusive dens Slutningskapitel, der, som Forfatteren selv understreger (S. 204), ligger udenfor den videnskabelige Begrundelses Linie, — som et interessant Eksperiment i at udnytte den videnskabelige Lærdom paa kunstnerisk Vis. Umuligt er det ikke, at Romanens Slutning kan være sand — tværtimod, den er højst sandsynlig. Men det maa hævdes, Slutningen er visionær; den er en fantasifuld Fremstilling af Eskimokulturens Genesis, næsten spændende som en Roman, muligvis sand, øjensynlig genial — men om den skal faa en afgørende Betydning for Videnskabens fremtidige Stilling til Problemet om Eskimoens Kultur og Nationalitet, vil bero paa den videre Udvikling af de forskellige Hjælpevidenskaber, den støtter sig til, og deres fremadskridende Landvindinger. Set paa Baggrund af Forfatterens tidligere Behandlig af Æmnet, vidner den om en geologisk Spaltning i det oprindelige Billede, og i Forfatterens Syn paa Æmnet, nemlig ved den Dualisme, der ytrer sig i Sondrin gen mellem Palæeskimoerne og Neoeskimoerne. Forfatteren tror i Eskimoernes arktiske Kultur at have fundet tydelige Spor af et urgammelt Amerika, i et dybere Lag end det, der skyldes Berøringspaavirkningen paavirkningenfra Asien. Men det er endnu usikkert, hvilket Lag der ligger underst og hvilket øverst; hvad der er ældre og hvad der er yngre i den eskimoiske Udviklingshistorie; og om ikke de Kilder til Eskimokulturen, der synes at maatte søges i Østasien, netop hører til denne Kulturs dybeste Lag.

---

1) Steensby (1916) S. 59—60.

2) Der staar >to the west at the Bering Strait, coming originally« etc. (The Ammassalik Eskimo, 1914, S. 717). Lad mig med det samme gøre opmærksom paa en Trykfejl hos Steensby, S. 189, Fodnote 4, hvor Vol. 34 skal være Vol. 39, og S. 197, Fodnote 2, hvor Henvisningen til Boas ialtfald ikke kan gælde for Ammassalikernes Telttype.