Gudmund Hatt: Arktiske Skinddragter- i Evrasien Og Amerika. En etnografisk Studie. København, F. H. Schultz Forlagsboghandel, 1914. B°. 255 Sider med 16 Tavler og 3 Figurer i Teksten.

Om Arktiske Skinddragter handler det foreliggende Arbejde af den unge Etnograf Gudmund Hatt. Det vil dog ikke sige, at det strængt holder sig til selve de nordlige Polaregne; thi en sluttende Skinddragt er et nødvendigt Vintertilbehør ogsaa for mange Stammer, der lever et godt Stykke ned i den tempererede Zones kontinentale Egne.

Som foreløbig Orientering i Dragtformernes Mangfoldighed begynder Forf. med at gruppere Stykkerne, eftersom de tjener til Beklædning af Genitalregionen, af Kroppen og Armene, af Hovedet, af Fødderne, af Benene eller af Hænderne. Af disse 6 Grupper behandles de 4 for Draglstudiet betydningsfuldesle, medens de 2 etnografisk set mindst vigtige Grupper, Hovedets og Hændernes Beklædning, kun i ringere Grad berøres. I et særligt Kapitel redegøres for de forskellige Slags Skind, der staa til de arktiske Folks Raadighed, samt for Skindenes Beredning og Garvning, deres Tilberedning og Syning.

Med Hensyn til Kroppens Beklædning mener Forf. at kunne gaa ud fra to Grundformer Ponchoen og den simple Kappe. Og nu er det jo en velkendt Sag, at de arktiske Folks Pelse er af lo Slags eller falder i to Hovedgrupper efter deres Snit. Den ene Slags slutler hell rundl om Legemet som en Skjorte, medens den anden Slags er aaben fortil som en Kaftan eller en almindelig Frakke. I det førstnævnle søger Forf. da at paavise Ponchosnittet som det tilgrundliggende, medens Kappen danner Udgang for Kaftanformerne. Meget interessant er hans Paavisning af Formernes geografiske Udbredelse. Pelse med saakaldle Poncho-Snit finder han gennem hele det arktiske Omraade fra Skandinavien til Grønland — hos Lapper, Samojeder, Ostjaker, Korjaker, Tschuktscher og Eskimoer. Kappesnittet findes først og fremmest hos Tunguserne og dernæst i enkelte af de andre nordasiatiske Folks Pelssnit. Man lægge Mærke til denne Kappeforms Udbredelse som en asiatisk Kile ind i det arktiske Omraade.

Som Genitalbeklædningens Urformer betragter Forf. det saakaldte »trekantede Forklæde«, et diminutivt Dække af Figenblads-Karakter, der er vidt udbredt blandt Naturfolk, samt det smalle Genitalklæde, for hvilket han bruger den engelsk amerikanske Betegnelse »breechcloth«. Som ældst af disse maa >Forklædet« antages at være. Begge Former paavises af Forf. at være trængt op i det arktiske Omraade, ornend som Regel kun i en højere udviklet Form nemlig som Bestanddel af de arktiske Benklædeformer (Brogformer).

Han søger nu at paavise, at de arktiske Brog- Former hører til to Hovedtyper. Den første af disse antages at være opstaaet af leggings — Forf. anvender den fra de nordamerikanske Indianeres Benbeklædning kendte Betegnelse, som han definerer som en Slags længere eller kortere Gamasche eller som et Klædningsstykke, hvis specielle og eneste Opgave er at beklæde Benet fra Ankelen og opefter eller blot en Del deraf^—;i nogle Tilfælde formodes det >trekantede Forklæde« at være udgaael som Bestanddel af denne »legging- Brog«. Den anden Hovedtype, som han kalder »breechclolh-Brogen« maa være udviklet af et Genitalklæde af »breechcloth«-Typen. Den førstnævnte af disse Hovedtyper er eneraadende i det arktiske Amerika og findes endvidere repræsenteret i del nordlige Evropa, medens den anden Hovedtype har sit Udbredelsesomraade fra det nordlige Lapland til Tschuktscher-Halvøen.

I et Klima som det arktiske kræves der naturligvis en god og omhyggelig Beklædning af Foden. Materialet er Skind til Fodens Strømper og Støvler saavel som til de øvrige Draglstykker. Forf. finder, at de arktiske Støvleformer falder i to Hovedformer: Sandalstøvlen og Mokkasinstøvlen. Den førstnævnte er opstaaet ved en Forbindelse af Skindstrømpen med en bestemt Sandaltype, bestaaende af et Stykke Skind, der bøjedes op om Foden og fastholdes ved Snøring gennem Huller i Randen. Med Hensyn til den saakaldle Mokkasinstøvles Oprindelse har Forf. en Teori, der gaar ud paa, at den skal være opstaaet af Skindstrømpen derved, at denne blev anvendt sammen med Sneskoen istedetfor den mere lykrandede og übevægelige

Hvad Udbredelsen angaar, viser han, at Sandalstøvlenligesom Poncho-Pelsene og ligesom »legging- Brogen« har et østligt og et vestligt Udbredelsesomraade,uden at disse forskellige Omraader dog i nogle af Tilfældene ganske falder sammen. Endelighar Mokkasinstøvlen paa tilsvarende Maade som Kaftan-Pelsene og »breechcloth-Brogen« et eentraitUdbredelsesomraade

traitUdbredelsesomraadei det nordlige Asien fra
Beringstrædet til Lapland og fra Amur til Vestsibirien.

Disse geografiske Udbredelsesforhold giver Forf. Anledning til vidtrækkende og vigtige Slutninger. Han antager, at de behandlede Dragtstykker oprindelig har hørt sammen i to Draglkomplekser af forskellig Alder og Oprindelse. Af disse har det første og oprindeligste Dragtkompleks bestaaet af Pelsformerne med Ponchosnit, »legging-Brogen« og Sandalstøvlen. Det andet og yngre indeholdt de af Kappen udviklede Pelsformer, »breechcloth-Brogen« og Mokkasin-Fodtøjet. Oprindeligt har del første Dragtkompleks været eneraadende indenfor de arktiske Gebeter i Evropa, Asien og Amerika; men saa er fra det indre Asien trængt frem det yngre Dragtkompleks, der er bleven herskende i de centrale arktiske Omraader, medens de ældre Former er trængt tilbage mod Vest i Retning af det arktiske Nordevropa og mod Øst i Retning af det arktiske Nordamerika. Som Udgangspunkt for det yngre Draglkonipleks antager han Bjærgegnene nær Mongoliets Nordgrænse, Syd, Sydøst og Sydvest om Bajkalsøen; det ældre Draglkompleks vil han derimod antage er udgaael fra Amurlandet.

Detle er i kort Begreb Indholdet af Gudmund Hatts Bog om de arktiske Skinddragter. Der har dog ikke her kunnet gives nogen Forestilling om det omfattende Materiale, som han har studeret i de etnografiske Museer i København, Christiania, og Petrograd, beskrevet og tildels afbildet for at tjene til Støtte og Underbygning for Teorierne. En Hovedfortjeneste ligger netop i, at han med saa stor Flid og Dygtighed har tilvejebragt en grundlæggende Oversigt over alle disse Dragtforhold, som det hidtil har været ganske uoverkommeligt at. sætte sig ind i, eftersom det enten har foreligget gemt i talrige specielle Værker eller overhovedet slet ikke har foreligget i Litteraturen. Forf. har derved bidraget til at afhjælpe et Savn, hvad navnlig Museumsetnograferne vil være ham taknemlig for'. Der er næppe Tvivl om, at herefter vil Dragter og Dragtstudier blive Genstand for større etnografisk Opmærksomhed.

Forf. selv har dog næppe betragtet denne Side af Sagen som sin Hovedopgave; det har været Forsøget paa at kaste Lys over de vigtigste arktiske Draglformers Oprindelse, hvad der ogsaa er lykkedes ham paa flere Punkter. Og selv om hans Teorier og Forklaringer næppe allesammen vil holde Stik, saa kan de dog være gode Arbejdshypoteser, og danne Grundlag for videre Diskussion. Jeg tvivler saaledes bl. om, at han har Ret i sin Opfattelse af begge de to Dragtkompleksers Udgangspunkter og absolut samlede Fremtrængen; ligeledes om hans Forklaring af Mokkasinstøvlens Oprindelse samt om hans Udledning af alle Pelse med Ponchosnit fra den simple Poncho af et enkelt eller lo Skind. Jeg ser i hans stærke Hævdelse af denne sidste Forklaring, med Udelukkelse af alle andre Muligheder, el Udslag af hans noget for store Tilbøjelighed til at ville gaa tilbage lil det allerprimilivesle, og overse eller udelukke den Mulighed, al der indenfor Skinddraglomraadet kan være Tale om Laan eller Overførelse fra højere Teknik, eksempelvis fra Væveteknik. Jeg vilde saaledes ikke blive forbavset, om det f. Eks. til syvende og sidst skulde vise sig, at Toskindsponchoen stammede ned fra en sydligere Dragtform af lignende Art som den af Fibulaer sammenholdte Ryg- og Brystklædning (i Djebel Aurés kaldet m oh a f), der endnu er almindelig Kvindeklædning hos Berbere og saakaldte Beduiner i Nordafrika. Ligeledes burde Forf. havde tænkt sig Muligheden af, at de kadjakiske og aleuliske Pelse af Fugleeller Murmeldyrskind, og med Skindene ordnet i parallele Bælter muligvis kunde være paavirket af Væveleknik. Jeg har fra lo saa vidt skilte Egne som Peru og det gamle Mesopotamien truffet den Fremgangsmaade, at en skjorleformig Dragtform nedadtil forlænges ved Tilføjelsen af en Slags Bælter. For Mesopotamiens Vedkommende har Museumsinspektør Dr. Blinkenberg gjort mig opmærksom paa, at. der i vort Nationalmuseum findes nogle Smaafigurer af Ler, der tydeligt viser en saadan Dragtejendommelighed.

løvrigt gør Forf. Brug af en god videnskabelig Metode. Han iagttager udmærket de etnografiske Stykker, som han har haft i Hænde. Og han beskriver dem omhyggeligt og fortolker dem nøgternt og forstaaende, saaledes at man maa sige, at han har den for en Etnograf nødvendige Evne til at kunne sætte sig paa et Naturfolks Standpunkt, ikke alene i Tænkemaade, men ogsaa i praktisk Væren. Med Hensyn til den metodiske Behandling af Dragtmaterialet,viser Forf. sig nærmest paavirket af de amerikanske etnologiske Forfattere, der før ham har behandlet arktiske Skinddragter. Ligesom dem, og maaske endnu mere bevidst, fremdrager han Snittet som det for Udviklingsstudiet væsentligste.

Og ligeledes i den Maade, hvorpaa han beskriver og fremstiller Snitejendommelighederne, viser han sig som paavirket af Boas, Murdoch o. a. I denne Sammenhæng maa imidlertid ogsaa betones det fortræffelige Medarbejderskab, som han har haft i sin Hustru Emilie Demant Halt, der erkendt fra sine Ophold blandt Lapperne, og gennem sine Bøger om disse har afsløret sig som den fødte Etnograf. Fruen, der tillige er Malerinde, har udførtde Tegninger, der ledsager Bogen.