I. Indledning.

Grækeren Ptolemaios' Verdensgeografi udkom i 2. Aarhundrede efter Kristus, og den deri indeholdte Danmarks-Skildrings Grundlag kan spores endnu halvandethundrede Aar længere tilbage. Skønt man skulde synes, at denne høje Alder gav den Krav paa største Opmærksomhed, har den dog altfor længe været næsten fuldstændig Luft for vor hjemlige Forskning.

Aarsagerne til vor Ligegyldighed var forskellige

Den græske Geograf Strabon har en "Hovedlod.
Han nægtede i meget kraftige Udtryk, at Romerne
eller andre Sydboer nogensinde havde væ-

ret hinsides Elbens Munding og kendte Landene dér. Denne af Strabon udsaaede Sæd undlod ikke at bære Frugt: den lagde Spiren til en i nyere Tid voksende Tvivl om Paalideligheden af hans Efterfølger Ptolemaios' Danmarkskort.

Siden den nyere Tids Indledning var der mange, der fik travlt med at stedfæste de navnkundige Kimbrer, som Ptolemaios tydelig nok havde sat i Jylland. Man vragede den ptolemæiske Fremstilling og foretrak at genfinde deres Navn hos Kymrerne i Wales, medens den lærde Svensker Olof Rudbeck bragte det i Forbindelse med Byen Cirnbrisharnn i Skaane.¹)

Den store tyske Oldforsker Müllen hof f vragede naturligvis saadanne dilettantiske Tydninger, men ligesaalidt vilde han gaa med til at genfinde Kimbrerne i Nutidens Himmerboer, saaledes som forskellige Forfattere i Danmark, Norge og Holland havde gjort. Han regner ikke engang denne Tydning for Omtale værd, idet han fastholder, at Navnets første Lyd var K (se hans »Deutsche Altertumskunde« 11, 117 ff.). løvrigt vrager Müllenhoff ikke blot Skildringen hos Ptolemaios, men ogsaa et kort efter Kristi Fødsel afgivet Vidnesbyrd af Kejser Augustus, som tjener til dets Stadfæstelse. Det regnes for en Selvfølge, at Kimbrerne kom fra det nordlige Tyskland. Mullenhoffs Fremstiling tiltrædes af Bremer i »Ethnographie der germanischen Stämme«, 1899, S. 844, (2. Udg. af Pauls Monumentalværk »Grundriss der germanischen Philologie«, uændret Sær-Oplryk 1905). Endnu i Hollænderen Schönfelds »Wörterbuch der altgermanischen Personen- und Völkernamen«, 1911, bliver det taget for givet, at Kimbrernes Afledning fra Himmerland er urigtig.

Hverken Müllenhoff eller nogen af de andre fremragende Oldgeografiforskere fandt det Umagen værd at undersøge de med Ptolemaios' Tekst følgende haandskriftlige Kort. Det gjaldt nemlig for utvivlsomt, at Kortene ikke var tegnede af Ptolemaios selv; dette forfægtedes endnu i 1912 af K. Kretschmer ved en Diskussion (se »Zeitschrift der Gesellschaft für Erdkunde zu Berlin«, 1913, S. 767). Og da man regnede Kortene for middelalderlige Rekonstruktioner efter Teksten, frakendte man dem enhver selvstændig Værdi.

Følgen af al denne negative Kritik var, at den danske Forskning efter 1836 ikke vovede at tage Kirnbrerne til Indtægt som Indbyggere af Danmark, og at den lod det ptolemæiske Danmarkskort uænset i mere end et halvt Aarhundrede. Endnu i Salomonsens Konversationsleksikon 1894 bliver Kimbrernes Herkomst fremstillet som uvis (Art. »Cimbrer«).

Siden det 19. Aarhundredes Udgang er man dog kommen bort fra denne Vantro mod Ptolemaios, og det lader sig let vise, at den grundes paa lutter Misforstaaelser.

Det ptolemæiske Kort stadfæstes fuldkommen af de vigtigste Hjemmelsmænd for Danmarks klassiske Geografi, nemlig Kejser Augustus og Geograferne Mela og Plinius. Overfor dem staar Strabon ene, og han mistænkeliggør sit eget Vidnesbyrd ved den «åbenbare Tendens, hvormed han forfølger sin Landsmand Pytheas fra Marseille og søger at godtgøre, at alle hans og Efterfølgernes Opdagelser i Nordlandene er pure Løgn. løvrigt er et eneste Blik paa Ptolemaios' Kort nok til at overtyde den moderne lagttager om, at Strabon tager fejl: en saadan Danmarksfremstiling kan ikke skyldes Folk, der aldrig naaede hinsides Elben. Dette i sin Art glimrende kartografiske Aktstykke gaar tydeligt nok tilbage til Førstehaands-lagttagelser, hvis Kilde vi straks nedenfor skal paavise. Kort sagt, Strabon taler som den blinde om Farverne og røber kun sin egen Uvidenhed.

Mullenhoffs Kritik er i nærværende Tilfælde ikke mere afgørende end Strabons. Den topper deri, at han uden videre sigter Kejser Augustus for at have indmejslet en haandgribelig Usandhed paa sit store, officielle Sejersmindesmærke! Med god Føje er denne Mistænkeliggørelse bleven tilbagevist af nyere tyske Forskere; se især J. F. Marcks: »Die römische Flottenexpedition zum Kimbernlande und die Heimat der Kimbern« (»Jahrbuch des Vereins für Altertumsfreunde im Rheinland«, 1894), og Ihm: Artikel »Cimbri« (Pauly & Wissowas »Realencyclopädie der classischen Altertumswissenschaft«, 1899). Jfr. ogsaa Detlef sens lærerige Undersøgelse »Die Entdeckung des germanischen Nordens im Altertum« (Sieglins »Quellen u. Forsch, zur alten Gesch. und Geographie«« 1904^— 1909).¹)

Et sprogligt Hovedpunkt for Müllenhoff er den

---

1) Kimbrernes Afstamning fra Himmerland bliver nu overhovedet stedse mere godkendt; saaledes af Steenstrup i »Danmarks Riges Historie« I, af R. Much i »Deutsche Stammeskunde*

1) I Virkeligheden Svimrar-6s, »Mundingen af Svimr-Aaen«.

klassiske Retskrivning Cimbri, Kimbroi, der ikke levner ham Tvivl om, at Navnets første Lyd var K. Og Hollænderen Schönfeld gør udtrykkelig gældende, at hvis Navnet havde noget at gøre med Himmerland, maatte H'et have vist sig i klassisk Tid. Denne Slutning hviler paa en filologisk Misforstaaelse.Ved det første Sammenstød med gotiskeFolk kunde det romerske Øre endnu slet ikke skelne deres K fra H, og endnu langt hen i Tiden findes f. Eks. Hamelands Indbyggere skifteviskaldt Camavi og Chamavi. Nu var Kimbrerne det allerførste gotiske Folk, Rom kom i Kast med, og de vandt Verdensry paa staaende Fod. Men det vil selvfølgelig sige, at deres Navn fik en fastslaaetklassisk Retskrivning. Senere kunde ingen tænke paa at skrive andet end Cimbri = Kimbroi, medens det derimod var fuldkommen hip som hap, om et sjette-syvenderängs Folk som Hamelænderne skreves med C eller CH.

Tilbage staar den Paastand, at Ptolemaios- Haandskrifternes foreliggende Kort er middelalderlige Konstruktioner. Denne Trossætning er i nyeste Tid bleven imødegaaet fra adskillige Kanter. Hovedmanden for den ændrede Værdsættelse af Ptolemaios-Kortene er Jos. Fischer i Feldkirch, som har tilvejebragt et vældigt Materiale af Haandskrift- Fotografier; se især hans »Über die handschriftliche Überlieferung der Ptolemäus-Karten« (»Verhandlungen des XVIII deutschen Geographentags«, Innsbruck 1913). Jævnfør endvidere: J. Jelic: »Das älteste kartographische Denkmal über die römische Provinz Dalmatien« (»Wisse.ns-ch.afll. Mitteil, aus Bosnien und Hercegovina«, 1900); P. Di n se: »Die handschriftlichen Ptolemäuskarten« (»Zentralblatt f. Bibliothekswesen«, 1913 og »Zeitschrift der Gesellschaft für Erdkunde zu Berlin«, 1913), samt Forf.s »Ptolemy's Atlas, a Study of the Sources« (»The Scottish Geographical Magazine«, Februar, Juni og December 1914, j fr. »A Map of Denmark, 1900 Years Old« i Viking-Society's »Saga Book« 1913, Vol VIII, Part I).

De forskellige her nævnte Indlæg har tilstrækkelig godtgjort, at den gængse Kritik overfor Ptolemaios-Haandskrifternes Kort er gaaet frem paa overfladisk Vis. Ikke en eneste Forsker har grundet sin nedsættende Dom paa en Undersøgelse af disse Kort. Ja, Plolemaios-Udgiverne ignorerer endog Kortene saa grundig, at de udelader de paa dem forefundne Læsemaader af Navne, medens de samme Udgivere derimod samvittighedsfuldt noterer Læsemaader fra trykte Udgaver, der er 2—3002^—300 Aar yngre end Haandskrifterne!! Stundom finder man en Rettelse indført »e conjectura«, men ved at læse efter i Haandskrifternes Kort opdager man til sin Overraskelse, at den savnede og »conjicerede« bedre Læsemaade faktisk forefindes her!! En mere utilfredsstillende Tekstkritik kunde vanskelig tænkes. Det tør nu regnes for fastslaaet, at Ptolemaios- Haandskrifternes Kortteknik i alle Punkter slutter sig til de kendte Levninger af klassiske Kortarbejder, nemlig Tabula Peutingeriana, de romerske Statholderes Insignier i Notilia Dignitatum, og Mosaikkortet fra Madaba i det hellige Land. Ja, ovenikøbet staar Ptolemaios-Kortenes Teknik afgjort paa det ældste Trin, idet de f. Eks. fuldstændig savner Udsmykning med Billeder af levende Væsener — et yngre Element, der findes i alle de andre Levninger af klassisk Korttegning. Jævnfør herom især mine citerede Afhandlinger i det skotske geografiske Selskabs Tidskrift. Snarest er Kortene af Ptolemaios' Forgænger Marinos.

Nærv. Afhandlings Forfatter er ikke den eneste Danske, der har syslet med Ptolemaios og hans Værker. Vort Fædreland har i Forhold til sin Størrelse gjort sig fremragende kendt ved sine Bidrag til dette Studiefelt.

Danskeren Claus Clausen Svart har Æren af at være den første Forsker, der paa Grundlag af det ptolemæiske Verdenskort søgte at indlede en en videnskabelig moderne Kortlægning. Overhovedet maa han kaldes Nordens ældste selvstændige Videnskabsmand. Han var født i Landsbyen Sallinge paa Fyen 1388, kastede sig over humanistiske Studier og foretog store geografiske Forskningsrejser i Østersølandene og ved Nordhavets Kyster. Resultatet af hans Studier blev det Nordenskort, hvormed han omkring Aar 1430 udfyldte det tomme Rum ovenover det ptolemæiske Danmarkskort. Det var den første store Udvidelse af den lærde Verdens Nordlandskundskab siden Ptolemaios' Dage. Efter at Geografien havde udført en Marsj paa Stedet gennem 1200 Aar, gav den danske Forsker den Syvmilestøvler paa, saa den pludselig sprang helt over til Grønland.

Clausen understregede i sit eget Navn den ptolemæiske Tradition, idet han kaldte sig Kimbrer (Cimber). Deri ligger dog næppe nogen Henpegning paa hans snævrere Hjemstavn^x). Navnet

---

1) Han kunde tænkes at have kaldt sig »Jyde«, fordi Fyen hørte under jydske Lov. Dog er det ikke troligt.

skal vist blot forstaas i Almindelighed som »Dansker«.

Den danske Historiograf Lyschander (f 1558) har Æren af at være den første, der søgte at stedfæste Kimbrerne nøjere ved at søge indenfor Danmarks^ endnu levende Landskabs- og Indbyggernavne. Han tydede dem som Himmerboer, Indbyggerne i det middelalderlige Himber Syssel, nu Himmerland. (»Origines .... Cimbricae«, hos Westphalen, »Mon. ined.« 2,698). For denne ene gode Tanke kan man tilgive ham mange af de Galskaber, hvortil han misbrugte sin videnskabelige Titel, og den satte da ogsaa rigelig Frugt i Eftertiden.

En følgende dansk Historiograf førte Traaden videre. Det var Pontanus, af Afstamning Hollænder, men født i Helsingør. I sin 1631 udgivne Danmarkshistorie gennemgaar han alle de ptolemæiske Stammenavne paa den kimbriske Halvø opstiller flere gode nye Tydninger: Charudes = Hardboer i Hard-Syssel, og Sabalingier = Sallingboer i Salling Syssel.

Ligningen Kimbrer = Himmerboer genfindes i 18. Aarhundrede hos Danskeren Erik Pontoppidan 2) og hos vor norske Medborger Gerhard Schiøning (ligesaa i 19. Aarhundrede hos Nordmanden Keyser). Her optræder den dog kun i Forbigaaende. Derimod var der i det 19. Aarhundredes første Del to Danske, der indlagde sig stor For tjeneste ved et mere centralt Studium af det ptole-

mæiske Danmarkskort.

J. H. Bredsdorff skrev 1822

»Bidrag til Forklaring af Ptolemæi Efterretninger om de nordiske Lande« (»Skandinaviske Literaturselskabs Skrifter«), og E. Werlauff skrev 1836 »Bidrag til den noridske Ravhandels Historie« (»Videnskabernes Selskabs Skrifter«). Begge disse Forskere gennemgaar kritisk den fysiske Geografi og Navneformerne. Werlauff øger de hidtidige Tydninger med en ny, som er værd at lægge Mærke til; han udkaster den Gisning, at Charudernes Navn foruden i Hard-Syssel kunde genfindes i »Harz Hæret« (Hads Herred).

Saaledes kunde man sige, at
der paa dansk Grund var en.god

gennem Aarhundreder fortsat Tradition i Studiet af Ptolernaios. Men netop som det var naaet til en lovende Udvikling, afbrødes det pludselig for et halvt Aarhundrede. Det var vel Indflydelsen af den negative filologiske Kritik, der gjorde sig gældende.

Da man her i Landet genfremdrog Ptolemaios af en halvhundredaarig Forglemmelse, var det foreløbig hans astronomiske Skrifter, der fængslede Opmærksomheden: Prof. J. L. Heiberg leverede en Standard-Udgave af hans »Syntaxis«, som fremkom med Støtte af Carlsbergfondet 1898—1913.

Men saa fulgte i Aaret 1904 et Fællesarbejde af Axel Bjørnbo og Carl Petersen om »Fynboen Claudius Claussøn Swart«, (»Videnskab. Selsk. Skrifter«). Heri fremdroges et Haandskrift-Fund, der stillede den gamle danske Geograf i et helt nyt Lys, og der løstes en Række Gaader, som den ene efter den anden af Forgængerne forgæves havde tumlet med. Det var et overmaade vigtigt Fremskridt i Studiet af den ptolemæiske Geografis middelalderlige Udvikling. Hvad en dansk Forsker virkede som Banebryder i udenlandske Fagkrese, var hermed gennem to af hans Landsmænd vundet tilbage for hans Fædreland.

Det er i Fortsættelse af den ovenfor skildrede Udviklingslinie, at jeg her gærne vilde henlede Opmærksomhedenpaa det ptolemæiske Danmarkskort.Jeg vilde ganske kort fremstille de Hovedkendsgærninger,der kræves for at sætte Kortets Tilblivelse og Indhold i det rette Lys. Her ser jeg mig ogsaa i Stand til at bidrage med en haandskriftliglagttagelse;

---

2) «Theatrum Danicum«, Bremen 1780, I, 318.

skriftliglagttagelse;den er ganske vist ikke af de største, men vil dog bidrage til at kaste et interessantLys over den ældste Kortfremstilling af vort Fædreland. Jævnfør S. 19 (3).

II. Kortets Tilblivelseshistorie.

Sydboernes Sammentræf med Kimbrer og Teutoner aabner Danmarks Saga. Grækeren Pytheas fra Marseille gæstede Ravkysten og Teutonernes Land omkring Aar 325 før Kristus; rimeligvis naaede han den kimbriske Halvø, og ialtfald hentede han Frasagn om den og om Norges Kyst. Godt og vel 200 Aar senere gjorde Teutoner og Kimbrer Genvisit ved Marseille og truede Rom. Atter 100 Aar senere gjorde Romerne Genvisit paa den kimbriske Halvø og truede selve Kimbrers tam m en.

Da Pytheas' Rejseskildring er gaaet tabt paa nær nogle faa Brudstykker, er det den sidstnævnte Tildragelse, der aabner Danmarks Historie i geografisk De derom handlende burde for længe siden have været gjort samlet tilgængeligefordanske skeLæsere, men

det er ikke sket. Her skal det forsømte nu indhentes

Aar 5 efter Kristus naaede den kejserlige Prins Tiberius at undertvinge Nordvestlyskland lige til Elbens Udløb, hvorved Rom blev Nabo til den kimbriske Halvø. Og samme Aar lod Kejser Augustus sin Flaade hjemsøge Kimbrernes Bygder og de øvrige danske Kyster. Derom vidner baade han selv og tre andre Forfattere, Strabon, Vellejus Paterculus og Plinius.

Augustus skildrer Flaadefærden med stolte
Ord paa sit Sejersmindesmærke, der endnu den
Dag findes i Byen Angora midt inde i Lilleasien.

»Min Flaade«, siger han, »sejlede over Oceanet fra Rhinens Munding til den opgaaende Sols Egne, lige til Kimbrerne, hvorhen ingen Romer var naaet før den Tid, være sig til Lands eller Vands. Kimbrer og Charuder (samt Semnoner og andre af Germanernes Folk i denne Egn) søgte gennem Sendebud Venskab med Mig og det romerske

Strå bon giver i sin Geografi VII, S. 292, nøjere
Underretning om Kimbrernes Samkvem med
den kejserlige Flaade.

»Man kender de Stammer, der boer fra Rhinens
Munding til henimod Elben1). De navnkun-

digste af dem er Sugambrer og Kimbrer .... Om

Kimbrerne bliver en Del ikke (remstillet paa rigtig Vis, medens andet ikke har tilstrækkelig Troværdighed. Thi man skulde ikke tænke, at de var blevne Landstrygere og Røvere af den Aarsag, at de, boende paa en Halvø, fordreves fra disse Steder af et stort Højvande. Thi endnu den Dag idag ejer de det Land, som de havde tidligere; og de sendte Kejseren som Gave deres helligste Kedel, idet de bad om Fred og Amnesti for det (100 Aar tidligere) skete og opnaaede, hvad de bad om«.

Vellejus Paterculus deltog personlig i Kampene
i Nordtyskland som Officer under Tiberius og
skildrer sine Oplevelser i et meget malende Sprog

(11, 106—107).

»Ved de gode

Guder, hvilket vældigt Arbejde udførte vi ikke den følgendeSommer under Ledelse af Tiberius Caesar! MedVaaben blev hele

Germanien gen-

nemstrejfet, og Folkeslag blev overvundne, der
knap var kendte af Navn. Kauchernes Stammerblev
optagne (som Undersaatter) . . . .; Langbarderneblev
knuste . . . .; endelig skete, hvad
aldrig før var haabet, endsige forsøgt i Virkeligheden:den
romerske Hær med sine Faner blev
ført fra Rhinen til den 400. Milepæl, lige til Floden
Elben, der flyder forbi Semnonernes og ErmundurernesGrænser.
Didhen stævnede ogsaa Flaaden,som
under en vidunderlig heldig og omsigtsfuldAdmirals
Ledelse og med nøje lagttagelse af
(Sejl)-Tiderne, havde omsejlet en Bugt af Oceanet.
Fra et aldrig før omtalt eller kendt Hav kom den
sejlende ind i Floden Elben, med Sejr over mangfoldigeStammer,
overfyldt med alle Slags (vundne)
Sager, og forenede sig med Cæsar. — — Jeg kan
ikke lade være med i Skildringen af disse mægtige

---

1) Her følger Strabons urimelige Polemik mod dem, der paastaar at have gjort Opdagelser hinsides Elben.

Tildragelser at indflette følgende Oplevelse, saa ringe den end monne være. Vi havde slaaet Lejr paa vor egen Side af Floden, og den modsatte Bred straalede af Fjendens væbnede Ungdom, som flygtede videre tilbage under hele vore Skibes Færd og Fremtrængen. Da saa vi blandt Barbarerne en alderstegen Mand, høj af Vækst og, efter hans Dragt at dømme, af fremragende Rang; han steg ombord i en Jolle, der, som det er Skik hos dem, var dannetaf en udhulet Træstamme. Med dette Fartøj roede han ene midt ud paa Floden, og dér bad han, om han med frit Lejde maatte lande paa den Bred, som vi havde inde, og hilse paa Kejserprinsen.Han fik sin Bøn opfyldt. Saa landede han med sin Baad og skuede længe tavs paa Kejserprinsen.Omsider sagde Barbaren: »Vore unge Mænd er fra Forstanden. Naar ler borte, dyrker de Jer som en Guddomsmagt, og naar I er tilstede, vil de hellere maale Vaaben med Jer end følge Jer i Troskab. Men ved din Velvilje og Tilladelse, Cæsar, har jeg idag seet de Guder, som jeg forhenkun kendte af Navn, og jeg har i hele mit Liv ikke ønsket mig eller opnaaet nogen lykkeligereDag«. Derpaa bad han om at trykke den kejserlige Haand, og da han havde faaet Lov til det, vendte han tilbage til sin Jolle, og mens han stirrede paa Kejserprinsen, roede han tilbage til sine Landsmænds Bred«.

Plinius omtaler i sin »Naturhistorie« 11,167
Flaadefærden til Kimbrernes Halvø.

»Det nordlige Hav blev for største Delen genhemsejlot efter Paabud af salig Kejser Augustus. Flaaden blev ført til Germanien, til Kimbrernes Odde, og derfra, efterat have skuet et mægtigt Hav eller ved Frasagn lært det at kende, hen til den skylhiske Kyst og til Egne, der stivner af altfor megen Væde«.

Han omtaler 1V,96 »den mægtige Bugt Kodan
der strækker sig til Kimbrernes Odde, fyldt med
Øer, hvoraf den navnkundigsle er Skadin-auja«.

I 1V,97 omtaler han sammesteds en »Bugt Kylipenos og i dens Munding Øen Latris. Derpaa følger en anden Bugt Lagnus, der grænser til Kimbrerne. — Kimbrernes Odde rager langt ud i Havene og danner en Halvø, som kaldes Chartris (Variant: Thastris). Derefter følger 23 Øer, som Romerne har lært at kende med Vaaben i Haand«.

I 1V,99 siger han, at Kimbrer og Teutoner
hører til den Stammegruppe, der kaldes Ingvioner.

Pomponius Mela omtaler i sin »Chorografi« 111,31 Kimbrerne og deres Naboer paa tilsvarende Maade: »Ovenfor Elben er den mægtige Bugt Kodan, fyldt med store og smaa Øer I den er Kimbrerne og Teutonerne, og hinsides den Erminerne, Germaniens yderste Folk«.

Endvidere siger han V,54: »i Bugten Kodan er Øen Kodan-ouja, som Teutonerne endnu boer paa; den overgaar de øvrige Øer baade i Frugtbarhed og Størrelse«.

Det vil sees, at vore fire vigtigste Hjemmelsmænd før Ptolemaios er fælles om een Ting: som en rød Traad gennem deres Vidnesbyrd gaar Omtalen af den romerske Flaadetærd Aar 5. Dette er Hovedgrundlaget for deres Viden om Danmark, eller rettere dens eneste Grundlag. Senere blev der ingen Lejlighed til at udforske nordiske Egne. Allerede Aar 9 led Romerne det store Nederlag i Teutoburg-Skoven, hvorefter de opgav deres Erobringsplaner mod Nordtyskland og den kimbriske Halvø. Og om fortsatte Flaadetogter i Danmarks Farvande høres ikke. Den eneste kendte Forbindelse mellem Syden og Danmarks Nabolag for lange Tider blev den Rejse, som Kong Masyos over Semnonerne ved Nedre-Elben ca. Aar 85 foretog til Rom for at gæste Kejser Domitian (Dion Kassios LXVII, c. 5). Masyos' Meddelelser er sagtens Kilden til de Oplysninger, som Tacitus og Ptolemaios giver om Anglerfolket, men de kan umulig have dannet Grundlaget for Udarbejdelsen af et Danmarkskort. Dette Grundlag er ene og alene at søge i de romerske Officerers og Forskeres lagttagelser paa den store Nordlandsfærd Aar 5.

Efter vor Undersøgelse af de ældre Hjemmelsmænd, vender vi os endelig til den af Ptolemaios givne Skildring af Danmark. Det er overflødigt at hidsætte Tekstens Ord, da Indholdet fremgaar tydeligere af det ledsagende Kort. Her skal blot fremhæves de Træk, hvori Skildringen stemmer med de foregaaende.

1) Kimbrerne bor paa en Halvø = Strabon, Mela,
Plinius.

2) Østenfor den kimbriske Halvø strækker sig en
mægtig Bugt = Mela, Plinius

3) Bugten østenfor den kimbriske Halvø indeholder
adskillige Øer = Mela, Plinius.

4) Blandt Ønavnene er Skandia = Plinius.
5) Navnet Skandia tillægges særlig den største af

Øerne; hos Plinius hedder den største Ø Scadinauia,
hos Mela Codanouia.

6) Kimbrerne er Naboer til Charuderne = Augustus.

7) Charuderne er Naboer til Fundusierne, læs: *Eudusierne. Disse genfindes hos Tacitus som Eudoser, Naboer til Anglerne; og hos Cæsar optræder Haruder sammen med *Euduser (sEdusier, Eudurer) blandt de Angribere, hvem han drev tilbage fra Gallien Aar 58.

8) Det af den romerske Flaade gæstede kimbriske
Omraade ligger i Nærheden af Semnonerne
= Augustus, Vellejus.

9) Kimbrerne bor i Nærheden af Teutonerne

Mela, Plinius.
10) Teutonerne bor ved Østersøen = Mela.

Det vil af ovenstaaende ses, at den ptolemæiske Skildring stemmer med Forgængernes indtil de mindste Enkeltheder. Det er ligefrem ufatteligt, hvordan nogen har kunnet finde paa at affærdige denne Skildring som slet eller endog ligefrem

Uoverensstemmelser forekommer næsten ikke, naar bortses fra Slrabons aabenlyst urigtige Paastand, at den kimbriske Halvø ligger vestenfor Elben. Den eneste yderligere Uoverensstemmelse, der lader sig iagttage, er ved Stedfæstelsen af Teutonerne: Mela sætter dem paa en af de skandinaviske Øer, medens Ptolemaios sætter dem ved Østersøens Sydkyst, omtrent paa Rygen eller deromkring. omkring.Forskellen er i Virkeligheden kun ringe, da der fra det skandinaviske Fastland til Rygen er en næsten uafbrudt Kæde af Øer, som let kunde forveksles^x).

Sammenligner vi det af Ptolemaios tegnede
Danmarkskort med Nutidens, bliver dets Fortrinlighed
endnu mere iøjnefaldende.

Det er sandt nok, at Ptolemaios synes at have
forringet Originalkortet en Del.

Grupperingen af 3 Gange 3 Smaaøer rundt om den kimbriske Halvø synes at være en af den Slags Forringelser: den maa nærmest kaldes en vilkaarlig Stilisering. En saadan fandtes næppe paa Originalkortet: Førstehaands-lagttageren vilde vel ikke tage »kunstneriske Hensyn«, men først og fremmest lade sig lede af Ønsket om at gengive sine lagttagelser saa nøjagtig og praktisk formaalstjenlig som muligt. For Ptolemaios, der levede ca. 150 Aar efter den oprindelige lagttagelse, spillede praktiske Hensyn ingen Rolle, da Sejladsen paa den kimbriske Halvø dengang forlængt var ophørt; derimod er vilkaarlig Systematisering hos ham saa meget desto umiskendeligere. Og netop for Tretallet har han en Forkærlighed: han inddeler f. Eks. det samlede Navnestof i tre Rangklasser ved Hjælp

---

1) Rimeligvis hænger Teutonerne sammen med Vordingborg-Runestenens Thiuth, der vel maa søges nær ved Tybjerg Herred (Thyuthæbiærg H.)

af Vignetter. Derfor er det rimeligt, at det er ham,
der er Mester for den skematiske 0-Tegning.

En anden Urigtighed hos Ptolemaios er, at han helt har misforstaaet et yngre Originalkort, som medomfattede den kimbriske Halvø eller ialfald en Del deraf: saaledes er han kommen til at

Endelig har Ptolemaios en territorial helt urigtig Fremstilling af den »større Skandia«. Paa hans første Originalkort udtrykker denne Ø aabenbart kun en lagttagelse af Skaane, eller maaske af dette Landskab plus de nærmest tilstødende. Men Ptolemaios fylder dette temmelig snævre Rum med

landsforvise Anglerne fra Sønderjylland eller Holsten til det indre Tyskland. Forskydningen røber sig umiskendelig derved, at deres Naboer Langbarderne er bleven jaget fra Bardengau ved Elben helt over til Rhinen. Ptolemaios har ikke indset, at de var selvsamme Folk som de »Lakkobarderc, han har staaende paa det rigtige Sted.

Stammer fra hele Sverrig samt fra Norge og Fin
land.

Bortset fra disse aabenlyse Fejl er der imidlertidikke noget at indvende mod Ptolemaios' Danmarkskort.Det er frit for enhver Sammenblandingaf forskellige Originalkorts Navnestof og staar saaledes himmelhøjt over Kortene fra Tyskland,hvor

land,hvorStammenavnene næsten regelmæssig optræder med Gengangere, saadan som de ovennævnteLangobardoi = Lakkobardoi, ja, stundom hele tre eller fire Gange (Buroi = Burgiones = Kuriones = (Vis)-burgioi, etc.).

Endnu den Dag idag genfindes adskillige af
de ptolemæiske Stammenavne helt eller næsten
uforskudt paa den gamle Plads, og herved maa vi

Forskydning vestpaa, men endnu paa samme Breddegrad. Desuden vel = Indbyggerne af Hads Herred, der i Valdemars Jordebog kaldes Harz Hæret; denne Bygd svarer nøjagtig til den ptolemæiske Stedfæstelse.

Sabalingier = Sallingboer i Saling Syssel, nu Salling
Herreder; det middelalderlige Salling-
Omraade strakte sig sydpaa til ind mod Midt-

drage i Minde, at Nutiden skilles fra Oldtiden ved den mægtige Omvæltning, der hedder den store Folkevandring. Vi skal nu gennemgaa de ptolemæiske Navnes Fortsættelse i Middelalder og Nutid.

A. Den kimbriske Halvø og Nordtysklands Kyst.
Kimbrer = Himmerboer i Himber-Syssel, nu Himmerland.

Charuder = Hardboer i Hard-Syssel, med nogen

Jylland, omtrent svarende til den ptolemæiske
Stedfæstelse.

Siguloner = Stammen Segger eller Sygger, som
optræder i oldengelsk Heltedigtning og i Kvadat
Vidsid nævnes ved Siden af Saxerne.

Saxer = Saxer i Holsten, der i gamle Skrifter
kaldes »Old-Saxen«, dvs. Stammens oprindelige
Udgangspunkt.

Langbarder = de middelalderlige Barder i det nuværende

Viruner, dvs. Variner hos Tacitus og Plinius, Anglernes Naboer, svarende til Middelalderens Varnaber ved den mecklenborgske Flod Warnow, det munder ud ved Warnemünde. Varnaberne var sagtens de gamle Variners slaviserede

Burgunder i Pommern, boende lige syd for Bur
genda-land, dvs. »Burgundernes Land«, saa
ledes som Bornholm kaldes paa Oldengelsk.

B. Øen »Skandia«.
Finner nordlig = Finner i Finland.
Chaideiner vestlig = de norske middelalderlige
Hei(B)-nir i Heiömörk, nu Hedemarken.
*Souioner (Ptol. Fauonai) østlig = Svioner, Sveer
i Up-Sverige.
*Finaither (Ptol. Firaisoi) østlig = Finaithae hos

Jordanis (6. Aarh.), Indbyggerne af Finnheiör,
det nuværende Finveden henimod den gamle
danske Grænse; hos Ptol. sat noget for østlig.

Gouter sydlig = de middelalderlige Gautar, Nutidens
Gotar i Gotland.
*Daneioner (Ptol. Daukiones) sydlig = Daner i
Skaane.
Skandia = Skåney, Skaane.

De foretagne Rettelser af Læsemaaderne er nødvendige og ingenlunde vilkaarligere end saa mange, som man foretager uden mindste Skrupler. Vi kender eksempelvis over hundrede velhjemlede

gotiske Stammenavne, og deriblandt kun et eneste, hvis første Bogstaver er Da_—, nemlig Daner; naar nu Plolemaios sætter et fuldstændig ukendt Navn med Da^— netop paa Danernes Plads, kan der ikke være Tvivl om, at vi her staar overfor et af hans sædvanlige Navne-Radbræk. Følgelig maa hans Daukiones rettes til Daner.

Det viser sig, at Nutiden i Reglen fastholder netop de Stammenavne, der allerede i Oldtiden blev navnkundige. I Jylland og dets sydlige Nabolag lever saaledes følgende Stammer videre: Kimbrer, de navnkundigste af alle Goter før den store Folkevandring; Charuder, som deltog i Svebernes Kamp mod Cæsar og desuden nævnes af Kejser Augustus paa hans Sejersmindesmærke; endelig Angler, Saxer og Langbarder, som alle vandt historisk Ry ved Oldtidens Slutning. I det øvrige Skandinavien genfindes de ptolemæiske Finner, *Svioner, Gouter og *Daner som historisk optrædende. Ogsaa Chaideinerne er værd at lægge Mærke til; det er intet Tilfælde, at de hos Ptolemaios staar som de eneste Repræsentanter for Norge, thi deres Bygd Hedemarken er faktisk Landets frugtbareste Strøg og derfor uden Tvivl det ældste Bosættelses-Centrurn.

En medvirkende Aarsag til de gamle Navnes Fastholdelse er vedkommende Landskabers geografiske Natur. Naar Jylland huser gamle Stammenavne i Himmerland, Ty¹), Vend-Syssel²), Hard- Syssel, Salling og Angel, da hænger det aabenbart sammen med, at alle disse Landskaber er Halvøer eller Næstenøer.

Tilslut maa vi kaste et Blik paa Landenes
Inddeling, som den fremtræder bos Ptolemaios.

A. v. Kampen har i »Perthes' Atlas antiquus« 1891 (8. Udg. 1908) ladet Germanien omfatte Jylland, medens de danske Øer og det skandinaviske Fastland stilles udenfor eller ialfald som en Grad mindre germanske. K. Wolff i »Meyers Konversationsleksikon« (6. Udg. 1906) indlemmer i Germanien ogsaa de danske Øer, medens det skandinaviske Fastland stadig udelukkes.

En saadan Fremstilling er i Strid med Plinius,
Tacitus og Ptolemaios, der alle regner Skandinavien
med til Germanien.

Hos Ptolemaios findes der ganske visten Underinddeling,
men den er anderledes end den hos
Kampen og Wolff fremtrædende: der bliver nemlig

---

1) Thythæ Syssel el. Thjoth; hænger vel sammen med Teutonerne.

2) Vændie S.; mon samme Navn som Vandaler?

gjort en tydelig Forskel indenfor Germanien i videre Mening, idet den senere Tids nordiske Omrande adskilles fra Germamen i snævrere Mening.

Kendemærker herfor er følgende:
1. Navnet »Kimbriske Halvø« skrives
paa Kortene med Uncialer. De er
noget mindre end Uncialerne i Navnet
»Germania«, men de fremhæver dog Halvøen
som et særskilt Landomraade (lagttaget
af Jos. Fischer). Der findes ingen
tilsvarende Fremhævelse af særskilte Landskaber
indenfor Tyskland og Østrig, skønt
der meget vel kunde have været Grund
dertil; saaledes skrives ikke »BØHMEN«,
men derimod »Bøhmere« (Bainochaimai)
med almindelig Smaaskrift, og tæt ved
Siden deraf optræder ligeledes med Smaaskrift
det saakaldte Stammenavn »Teuriochaimai«,
der tydelig nok er dannet af et
Landsnavn »Tyring-hjem«.

2. Indenfor den kimbriske Halvø og Øen Skandia findes ingen Navne paa Bjærge, Vandløb, Vige eller Byer, men udelukkende Stammenavne. Derimod indeholder Tyskland alle de nævnte Navneklasser, deraf Byer og Stammer fuldkommen jævnt over det hele. Denne Fordeling af Navneforraadet svarer ikke til de virkelige Forhold. Vi har ovenfor set, at Plinius kendte Navnet paa Kimbrernes

Odde samt Bugten Lagnus der i Nærheden; han kendte ligeledes Bjærget Saevo i Skandinavien, og hans hele Skildring saavelsom det detaillerede Danmarkskort hos Ptolemaios lader ane, at den romerske Geografi indeholdt endnu flere Stednavne fra disse Egne. Derimod kendes der, bortset fra det ptolemæiske Kort, ikke et eneste gammelt Stednavn mellem Elben og Oderen. Naar Ptolemaios alligevel fylder dette Stykke Land med en jævn Navnemasse, er det væsentlig Digt; det lader sig paavise, at han her har indkilet en Genganger af det Kort, der skildrede Egnen mellem Oderen og Weichselen. Resultatet af disse lagttagelser er, at Ptolemaios med Vilje fremstillede det samlede skandinaviske Omraade uden finere Enkeltheder, medens han derimod fremstillede Tyskland efter en Tætheds-Skala, der krævede nøjere Enkeltheder, jævnt fordelt over det hele, lige meget, om de virkelig kendtes eller ej.

3. Undersøgelsen af Farvegivningen sætter Hovedet paa Sømmet; det synes, som om Ptolemaios gennem Farverne har villet tilkendegive en udtrykkelig Forskel.

Jeg har allerede i 1912 paa Tryk fremsat den lagttagelse, at Athos-Haandskriftet fremstiller den kimbriske Halvø og Skandia mørkebrune, medens Tyskland lades blankt (Tidskriftet »Le Danemark«, Oktober). Heroverfor indvendte Jos. Fischer, at Athos-Haandskriftets Fremstilling ikke stadfæstes af de øvrige Haandskrifter. Nylig undersøgte jeg imidlertid det britiske Musæums Codex Burney 111, som Jos. Fischer gjorde mig opmærksom paa, og da opdagede jeg til min Overraskelse, at ogsaa her bliver den kimbriske Halvø ved en særegen Farvetone adskilt fra Tyskland.

Det maa tilføjes, at de to nævnte Kort repræsenterer
begge de af Fischer iagttagne Haandskrift-
Redaktioner, AUsaa, Farveforskellen mellem Skan-

dinavien og Tyskland findes i begge Atlassets Hovedgrupper,
og, som vi ovenfor saa, svarer den til
Forskellen i Stoftæthedens Fordeling.

Efter alt detle maa vi fastslaa, at Ptolemaios har gjort en udtrykkelig Forskel mellem Skandinavien og Tyskland. Troligt nok har Adskillelsen været et af hans egne vilkaarlige Paafund, i Smag med den stiliserede Gruppering af Øerne omkring den kimbriske Halvø. Men dens Tilstedeværelse lader sig ialtfald ikke bortdisputere, og den danner en smuk klassisk Baggrund for vort Fædrelands Kontinuitet, der fra Skjoldungkongerne i Beovulfs- Kvadet lader sig følge ned i Tiden gennem fulde halvandettusend Aar.