|
Geografisk Tidsskrift, Bind 23 (1915 - 1916)Islands klima i oldtiden.1)Av Docent, dr. philos. Edv. Bull (Kristiania). I sjette hefte av Geografisk Tidskrift for 1914 (S. 204—216) har professor Thoroddsen offentliggjort en avhandling om Islands klima i sagatiden, rettet særlig mot professor O. Pettersons teorier. Spørsmålet er overordentlig vigtig, og da jeg er kommet til den motsatte opfatning av den, prof. Thoroddsen har, må jeg få lov å gjøre nogen bemerkninger ved hans avhandling. Først nogen ord om metoden. Prof. Thoroddsen begynder med en sterk og rigtig fremhæven av, hvor litet sagaene indeholder om veir- og klimaforhold; slikt lå helt utenfor interessekredsen og blev bare nævnt i forbigående, i sammenhæng med en eller anden bedrift av sagaens helt. De notisene, som virkelig fins om slikt (nød, uår, drivis o. L), mener imidlertid prof. Th. trøstig å kunne bruke som vidnesbyrd om forholdene i sagatiden, uaglet det skulde synes klart, at netop fordi disse efterretningene var så litet interessante, blev de dårlig bevaret og let opdigtet, når sagamanden trængte en motivering for en eller anden handling eller begivenhet. Karakteristisk er således den »uårsperiode« som prof. Th. lår »kulminere« i året 985. Denne »kulmination« er utelukkende bygget på fortællingen i »Olaf Trygvasons saga« om Svade og Arnor Kerlingarnef, et i sandhet skrøpelig grundlag; historien om Svade og Arnor er nemlig en selvstændig patt, som bare fins i Flaløboken (fra hen ved 1380) og der ganske vilkårlig er puttet ind i Olav Trygvesons saga, hvor den ingenting har å gjøre. Historiens egentlige raison d'etre er dens kristelig opbyggelige tendens; og indledningsordene (Stor og mangfoldig er den almægtige guds miskun i alle ting og ophøiet hans dom Viser gud i de frasagn, som nu skal fortælles, at han støtter og
styrker hvert godt verk og øder onde mænds ondskap, så de ofte fanges i de snarer, de la for andre) viser ganske klart, hvad den egenlig er, et prækenmotiv fra det 14. årh.; beretningen om uåret er ikke mer værd end selve den vilkårlige tidfæstelsen til »985«. — Av lignende art er mange — ikke alle — av prof. Th.s sagacitater,således av en sen roman som Njåla; og annalernes vidnesbyrd er for det 11. og 12. årh. ikke mange piper tobak værd; først fra anden halvdel av 13. årh. av begynder de å bliver nogenlundepålitelige *). Koppeepidemier, jordskjælv og 1) Prof. Thoroddsens Svar paa det her optagne Indlæg, hvis norske Skrivemaade er bibeholdt, findes i dette Hefte. Red. 1) Nat. Beckmans forsøk på å vise, at annalerne er gode kilder alt for det 12. årh. (Pippings Studier i Nordisk Filologi Side 2
vulkanske utbrud har jikke noget med problemet, om klimaet er blit koldere, å gjøre, og for en streng historisk kritik blir det derfor ikke stort igjen av de mange oplysninger om vejrforholdene i perioden80 0—1250, som prof. Th. med så megen lærdomhar samlet — altfor litet til at det kan gi os noget virkelig billede av Islands klima i denne tid. Vil vi ha det, må vi utvilsomt gå en anden vei. Vi må slutte fra det, vi vet om øens tilstand i almindelighet, om skogen, om jordbruk og fedrift o. s. v. Prof. Th. reducerer vegten av Åre Frodes berømte sætning: »Da (o: på Landnåmstiden) var det skog mellem fjell og fjære«1) til at »en 30. Del af Landets Areal- var krat- og skovbevokset«. Med hensynet til arealet tør jeg ikke indvende noget imot en så sakkyndig forfatters mening; men hans tolkning af ordet skogr synes mig ikke å være overbevisende; »med Skov (skögur)«, sier han, »mener man på Island ikke som i Udlandet Højskov, men kun højere eller lavere Krat, og i samme Betydning benyttes Ordet i de ældste Kildeskrifter«. Å føre bevis for den siste påstand lår sig sikkert ikke gjøre; enhver forutsætningsløs læsning av sagaer og lover vil gi det resultat, at de islandske forfattere bruker ordene skogr og viör og deres avledninger på ganske samme mate og med ganske samme betydning enten det giælder skogen på Island eller i Norge eller andetsteds. At man i begyndelsen av det 12. årh. mente, at landet to hundre år før hadde været skogdækket mellem fjell og fjære, kan ikke godt negtes; heller ikke at det endnu i 13. årh. må ha været adskillig skog på Island, og vi har ingensomhelst ret til å bortfortolke selve ordet »skog« efter nutidens På den anden side har naturligvis prof. Th. ret i, at man heller ikke må overdrive rækkevidden av Åres ord. De indeholder vel i virkeligheten ikke mere end at man i begyndelsen av det 12. årh. på Island visste — eller trodde å vite — at landet 200—250 år tidligere hadde været skogdækket i en ganske anden utstrækning end på Åres tid. Langt vigtigere er imidlertid det vidnesbyrd, som kan henles fra kornavlen. Det stof, som er samlet i Bjørn Magnusson Olsens avhandling Um kornirkju å Islandi, gjør det helt utvilsomt, at det har været dyrket korn over hele øen, mest naturligvis i syd og sydvest, men også i nord- og østfjerdingen; i de to siste fjerdingene må man dog efter et par hundre års forløp ha holdt op å dyrke korn, mens det på sørlandet blev drevet kornavl i 4—500 år, til midten eller slutten av det 14. årh., enkelte steder endog ind i det 15. og 16. årh. — Det synes nu på forhånd klart, at når korn blev dyrket — og modnet — i henved et halvt årtusen, må denne næringsvei ha hat et rationelt grundlag; det kan ikke ha været bare eksperimenter. Det normale må ha været, at kornet blev modent1) — vi husker billedet fra Njålssaga, da Gunnar ser opover mot gården med de gulnende akre (bleikir akrar). Som i Norge var det omtrent bare byg, som blev dyrket, og det blev brukt ikke bare til brød — som ifølge prof. Th. først blev »dagligt brød« på Island i det 19. årh. — men fortrinsvis til grøt og øl, akkurat som i Norge. Det er heller ingen grund til å tro, at det har været nogen større import av byg til Island i sagatiden; hvor vi kan konstatere arten av kornet eller melet, viser det sig å være ikke byg, men hvete (se f. eks. overenskomsten i Bergen 1273 mellem den norske konge og erkebispen; D. N. I. s. 55), altså en luksusvare, som fortrinsvis blev brukt til nadveroblater. Naturligvis er det rigtig, at korn var relativt dyrere på Island i middelalderen, end det er nu — selv om Arnestaksten fra ca. 1200 ikke er så beviskraftig som prof. Th. vil gjøre den til — og naturligvis spillet det også en mindre rolle i ernæringen end nu; men kunde øen indtil henved år 1300 III/4, og Xenia Lideniana 16 ff.)> har ledet ham til en meget interessant rekonstruktion av en hypotetisk »uranual«. Men selv om man vil akceptere denne hypotesen, gir det ikke stort utbytte for klimahistorien; de eneste hithørende notisene i »urannalen« 1022—1176 er nemlig følgende: 1022 Rudduvetr (Klubbevinteren; ?) — 1047 Frostvetr enn mikli — 1120 Manndauor (?) — 1145 Iss mikill — 1151 HushriÖ. Mamv dauÖr (?) — 1152 Sottar vetr — 1171 SkriOnavetr (Snedskredvinteren). — Det kan umulig kaldes andet og mere end tilfældige variationer i veirforholdene. 1) Fortællingen om marken Vitazgjafi, som prof. Th. bruker for å vise, hvor sjelden en mark var, som altid gav modent korn, beror på en etymologi av forfatteren til Glums saga, som er langt fra sikker. Og den andre fortællingen hos Th., om den stadige frugtbarhelen på Reykjarholar, er endnu mindre Jievisende; det sjeldne er nemlig ikke her, at man hvert år fik mel, men at man fik det til Olavsdagen (29. juli eller snarere, da det er gammel stil, 4. aug.) — og det er i sandhet forbausende. 1) Landnåma, s. 130. Sætningen fms også i Islendingaboc l i formen: På den tid var Island tilvokst med trær (vi di) mellem fjell og fjære. Side 3
undvære iraport-av
korn til øl og grøt1), betyr det Prof. Tli. mener, al kornavlen blev gjort ulønsom med den stigende samfærdsel og derav følgende synkende priser. Men postulatet om. den stigende samfærdsel i det 14. årh. er sikkert ganske uholdbart. I virkeligheten peker alt hvad vi vet, på at forbindelsen mellem Island og andre land var ganske anderledes livlig i øens storhetstid i det 10—13 årh., end i nedgangens og svartedauens rhundreder. er ikke billigere priser, men øket behov, som gjør sig gjældende, når islændingene fra midten av det 14 årh. av må importere så meget mere korn end tidligere. Karakteristisk for omlægningen av landets økonomi er også skrei-handelen. Det korn som blev utført, måtle betales, og jevnsides med den nye importvare går derfor den nye eksportartikel; forholdet utlrykkes meget klart i et brev av 22. februar 1340 (D. N. 11. 235): for en kort tid siden blev det fra Island udført litet skrei — som da blev kaldt matskrei — og den største artikel var vadmel, men nu er det meste og bedste som utføres fra Island skrei og tran (l ys i.) Den islandske aktivhandel er det imidlertid væsentlig slut med i det 14 årh.; det er utlændinger — nordmænd, engelskmænd, hollændere, tyskere — som fra da av besørger forbindelsen, som kommer til øen og sælger korn og kjøper fisk. Med den almindelige økonomiske tilbakegang på øen følger også et forfald i skibsfarten, som gjør befolkningen helt avhængig av utlændingenes handel — akkurat som samtidig i Norge. Og akkurat som i Norge er det naturligvis også på Island økonomiske årsaker, som ligger til grund for skiftet, ikke nogen mer eller mindre uheldige kongelige forordninger. Også kvægavlen har ændret karakter. Således hører vi fra sagatiden stadig om svineavl, ja svinene blev endog forvildet og formerte sig sterkt på egen hånd2). Nu er det ikke længer tale om svineavl på øen. Den almindelige tilbakegang i kårene på Island fremgår også av en undersøkelse, Bjørn M. Olsen har gjort om folkemængden3). På grundlag av nogen ganske pålitelige opgaver over tallet på skattebønder, har han gjort en omhyggelig beregning over folketallet i 1095 og i 1311 og finder da en tilbakegang fra ca. 77.520 til ca. 72.428; selv om man ikke våger å stole på hans absolute tal, synes ialfald forholdet å måtte være temmelig rigtig. Da året 1095 sikkerlig var et gunstigere år, med »bedre tider« end 1311, kalkulerer han også forholdet mellem skaltebønderne og totalbefolkningen noget gunstigere (henholdsvis 1:17 og 1:19). Og enten må han nu ha ret i sin teori om nedgang i folkemængden, eller også må forholdet mellem skatydere og totalbefolkning ha forandret sig endnu mer, altså velstanden ha minket tilsvarende. Under enhver omstændighet peker tallene på tilbakegang, enten i folkemængde eller i velstand eller i begge deler. Denne tilbakegang kan nu neppe ha begyndt i de første generationer efter 1095, som synes å ha været fredelige og lykkelige, og vel nærmest har bragt fremgang. Det strider også imot alt hvad vi ellers vet om virkninger av krig og uroligheter, å tro at Sturlungetidens feider har bragt stor og varig nedgang i folkemængden. Efter al rimelighet er det de siste — eller den siste — menneskealder før 1311 som har bragt nedgangen. Ut fra disse forutsætninger tror jeg, man bør læse annalernes beretninger om Islands historie i det 14 årh., og de synes mig da å føre en tydelig tale. Perioden 1291—1392 er her ganske klart markeret som værre end tiden både før og efter1); mindst hvert tredje år i denne tid bringer en eller anden elendighet: frost, uår, dødsfald på folk og fe, for ikke å snakke om storm, sneskred, vulkanske utbrud o. 1. 1291. Fellivetr
eymuni hinn mikli (den store, øde- læggende
dødsvinter for feet). Stor snevinter. 1293. Stort
grasleysi (mangel på græs). 1301. Stor
dødelighet på nordlandet. Sneskred. Vesteuropa.
1) I perioden 1263—90 høre vi bare en gang (1275) om havis, en gang (1268) om »ryskusott« (som vel neppe kan ha noget med veirforholdene å gjøre) og endelig tre år itræk (1283—85), som en slags indledning til den følgende perioden, om sott, dødelighet på feet og hungersnød. Også efter 1392 blir efterretningene om uår, nød og elendighet sjeldnere, især efter de forfærdelige 4 årene 1402—1405, som likesom sætter punktum efter det 14 årh. 1) Man har endog fra 1319 en enkelt notis om, at det leilighetsvis kunde utføres korn fra Island til Norge; se Konr. Maurer i Ny Felagsrit 22 (Kbhv. 1862) s. 113. 2) Landnåma 60, 72, 183, 193. 3) Um skattbændatal 1311, i Safn til Sogu Islands, IV. Side 4
1308. Jordskjælv.
1371. Slemt vår og
hård vinter. Slik en liste kan naturligvis læses og tælles sammen på mange mater, og kronologien er ikke altid og overalt like sikker. Jeg regner, at 39 av de 102 årene har utmerket sig ved usædvanlig kulde, nedbør og dødelighet på folk og fe; dertil kommer så alle de vulkanske fænomener. Om 60 av de 102 årene har vi veireefterretninger; mildveir, godt år og litet nedbør nævnes bare i 11 tilfælde, og de er omtrent allesammen i to perioder: i 1350årene og omkring 1390. De onde årene skildres i de sterkeste farver; de er så slemme, at ingen kan huske noget lignende, havisen ligger 15 alen høi, rundt hele øen, holder sig langt på høsten; det er grasleysi og perrileysi, fuglene dør, så værene står tomme, mangfoldige mennesker dør av sult, folk går over isen fra Rostock til Danmark. Og det er vel å merke tørre, nøgterne annaler som gir disse skildringer. Påliteligheten er utvilsom, og man kan ikke komme fra, at annalforfatterne har hat en sterk følelse av å leve i en ond tid, hvor naturen bragte ustanselige ulykker. Deres iagttagelsesevne har vi heller ikke nogen grund til å nære tvil om, og materialet gir os derfor — forekommer det mig — fuld grund til å konstatere det klimaskifte i det 14 årh., som prof. Otto Pettersson ad så mange veier er kommet til. Ordet klimaskifte gir også, såvitt jeg skjønner, en litt præcisere problemstilling end den professor Thorodden har brukt. Hovedsaken er ikke, om 1) Godr i Isl. Ann. VII. (1375) og IX (1.576) er øiensynlig skrivfeil for hardr eller et lignende ord. Side 5
Islands klima i sagatiden var væsentlig bedre end nu, men om vi på et bestemt tidspunkt kan konstatere en decideret klimatisk nedgang. Følbarheten av dette skifte og dermed dets historiske betydning avhænger ikke bare av dets størrelse, men også av hvor rask deter foregåt og av landets avstand fra bebyggelsesgrænsen. Så nær denne grænsen som på Island skal det bare forholdsvis små variationer til for å gjøre befolkningens kår vanskelige eller umulige, og foregår nedgangen i løpet av en så kort — eller så lang — tid som ca. 3 generationer, må den øve sterk indflydelse på landets historie1). Men naturligvis er det al grund til å anta, at klimaskiftet har gjort sig gjældende også utenfor Island, omend der med mindre indgripende historiske følger; vi har også vidnesbyrd, som med al ønskelig tydelighet melder om slikt. Da den engelske kongedatter Philippa i 1406 kom til Danmark for å giftes med kong Erik av Pommern, hadde hun naturligvis et stort følge med sig; nogen av dem kom siden tilbake til England og fortalte om det, de hadde set: Landet (o: Danmark) var udyrket og råt, så det ikke engang vokste hvete der, men hvetekorn måtte indføres fra andre land *•). — Sammenligner man det med den kendsgierning, at det endnu ca. 130 år tidligere blev dyrket hvete i Norge, endog til utførsel, og sandsynligvis så langt nord som i Trøndelagen2) —så får man et sterkt og sikkerlig rigtig indtryk av ændringen. 1) Akcepterer man først teorien om klimaskiftet, gir annalerne vidnesbyrd om stadig øket nedgang utover i rhundredet, de generationer, som er vokst op, efterat nedgangen satte ind, ikke vil notere som særlig slemme de år, som ligger under gjennemsnittet for det 13. årh., men bare de som er dårligere end det, deres egen, koldere tid opfatter som det normale. 1) (Norsk) Hist. Tidsskr. 2 R. 11, 365 f. 2) Norges gamle Love 11, 355, 465. |