Geografisk Tidsskrift, Bind 23 (1915 - 1916)Shackletons Sydpolsekspedition 1914-16. Shackleton, der ellers har en smuk Karriere som Sydpolsfarer bag sig, har desværre ikke haft Held med sig paa sin sidste Færd i Syd polarlandene, hvor det var hans Agt at trænge ind i Weddellhavet og herfra videre over Indlandsisen til Sydviktorialand. Det lykkedes ham vel at faa det af Dr. W. S. Bruce i 1903 opdagede Coatsland og den saakaldte Caird Kyst i Sigte, men det egentlige Maal at komme i Land paa det antarktiske Fastland og Gennemkrysningen af det blev ikke naaet. Allerede to Dage efter, at S.s Skib »Endurance« den 6. December 1914 havde forladt Syd-Georgien, kom det i svæi Pakis, men det lykkedes dog at komme ind i Weddellhavét, hvor man den 10. Januar 1915 fik Coatslaad i Sigte, i de næst herefter følgende Dage opdagedes Cairdkysten, der strækker sig over 50 danske Mil og er dækket med Højder, hvorfra mægtige Bræer skyder sig ned mod Havet. Snart efter frøs »Endurance« inde og drev med Pakisen igennem Weddellhavét til 77 ° S. Br. og 35 " V. Lgd. Den 16. Oktober kastede Ispresningen Skibet over paa Siden, og den 20. November sank det, efter at Levnedsmidler, Kul, Slæder og 3 Baade var reddet. Mandskabet drev
nu om paa en Isflage, hvis Omfang Ispresninger Side 269
Clarence Øen i
Sigte, og Dagen efter gik Isflagen helt itu, saa Efter otte Dages stormfuld Rejse naaedes Elefantøen, den nordligste af Sydshetlandsøerne, der kun søges af Pingviner og ellers ingen Eksistensmidler byder. Under disse Forhold besluttede Shackleton at gaa i aaben Baad til den norske Hvalfangerstation paa Sydgeorgien, det nærmeste beboede Sted, for at faa Hjælp. 22 Mand blev ladt tilbage paa Elefantøen, og med 5 Mand gik S. den 24. April herfra og naaede den 10. Maj Øen efter at have tilbagelagt en Sejlads paa c. 190 danske Mil. Fra Kong Haakonsbugten paa Sydsiden, hvor Landingen fandt Sted, gik S. den 19. Maj tværs over Land og naaede Hvalfangerstationen Strømnæs den 25. Maj. Herfra sendtes straks Folk ud for at redde to af S.s Mænd, der paa Grund af Udmattelse ikke havde kunnet følge med. Der blev nu
udrustet en lille Hvaldamper, som skulde Herefter besluttede S. sig til at gaa til Falklandsøerne, hvor han haabede at finde et bedre Skib, der kunde udsendes som Hjælpeekspedition. S.s Drift i Isen er den længste, der er foretaget i det sydlige Ishav, den varede fra Begyndelsen af Februar 1915 til 8. April 1916, d. v. s. 420 Dage. Allerede den 8. Juni afgik Republiken Uruguays Fiskeridamper >Istituto Pescado«, som beredvillig blev stillet til Raadighed, fra Montevideo. Den 17. Juni gik den fra Falklandsøerne, men vendte den 25. Juni tilbage til Port Stanley igen, da det paa Grund af tætte Ismasser var umuligt for den at naa Elefantøen og redde de der tilbageblevne 22 Mand. Den naaede til ca. 5 danske Mil fra Land, men kom her i Fare for selv at blive indesluttet i Pakisen, hvorved Tilbagefarten vilde blive afskaaret. Mandskabets Stilling paa Elefantøen var nu højst farlig. Det havde kun faa Levnedsmidler og ingen Udsigt til Fangst af Sæler eller Pingviner om Vinteren, da disse først med Isens Forsvinden fra Kysten atter nærmer sig den. Regeringen i
Uruguay gav nu Fiskeridamperen Ordre til S., der var landet i Punta Arenas, fik nu imidlertid her ved Hjælp af den britiske Resident udrustet et lille Træsejlskib med Hjælpemaskine, og Skibet, hvis Navn er »Emma«, afgik 11. Juli til Elefantøen. Imedens arbejdedes der i England paa at udruste Capt. Scotts gamle Skib »Discovery«, efter at man først havde forvisset sig om, at »Aurora«, der samtidig med, at S. gik til Weddellhavet, var afgaaet til Rosshavet for at tage imod S. efter hans planlagte Gennemkrysning af Indlandsisen, ikke vilde kunne afgaa inden en rimelig Tid. »Aurora« rora«var nemlig gaaet til Ny Zeeland, efter af Is og Storm at være bleven revet bort fra sin Basis den 6. Maj 1915 og uden at kunne medtage et Hold paa 9 Mand under Capt. Mackintosh, der var landsat. Den sidste
Meddelelse lyder nu paa, at Holdet paa Elefantøen |