Geografisk Tidsskrift, Bind 23 (1915 - 1916)

Vulkanske Udbrud i Vatnajökull paa Island.

Af

Professor, Dr. phil. Th. Thoroddsen.

Side 118

Den store Snemark Vatnajökull, som har et Areal af mere end 8000 [j Km. hviler ligesom de fleste andre Firnkupler i det indre Island paa et Plateau, der er opbygget af Tuf, Breccie og Dolerit, samt gamle og nye Moræner, der findes ogsaa mindre Indlejringer af Liparit, samt mod Øst Basalt og Gabbro. Under Isen ligger mange Vulkaner skjulte, hvoraf flere har haft Udbrud i historisk Tid; om disse Udbrudssteders Beliggenhed ved man dog kun meget lidt, og mange Udbrud, selv i den nyere Tid, er sikkert gaaet upaaagtede hen. Fra Vatnajökulls Sydrand hæver den store Vulkan Øræfajokull sig som en vældig Pynt; nogle af dens Udbrud, som til al Lykke er sjældne, er ganske godt kendte; paa Nordsiden gaar Kverkfjöll ogsaa som et Forbjærg ud fra Snefladerne, derfra kendes et Udbrud med fuld Sikkerhed 1717, og sikkert har Kverkfjöll og nærliggende Bjærge oftere haft Udbrud i historisk Tid, men paa Grund af den store Afstand fra beboede Steder har man vidst lidet derom, l det indre af Vatnajökull har der været Udbrud paa flere Steder, men da disse Snemarker aldrig besøges af Mennesker, er det selv i vore Dage umuligt at faa ordentlig Besked om Udbrudsstedernes Beliggenhed, de vulkanske Fænomener kan kun iagttages, naar de er særlig heftige, saa at Røgsøjlen og Ildskæret kan ses fra fjærne Egne. Beretningerne om Udbrud i Vatnajökull er derfor meget ufuldstændige; fra ældre Tider findes nogle faa, spredte Notitser i Annalerne, og i de senere Tider, i den sidste Halvdel af det 19. Aarh. og i Begyndelsen af det 20., findes spredte, temmelig tarvelige Beretninger i islandske Blade fra forskellige Landsdele; disse Bladmeddelelser er aldrig bleven samlede eller benyttede, skønt de, naar de sammenstilles, kan give adskillige værdifulde Oplysninger. Jeg har derfor taget mig for at samle disse spredte Meddelelser, for ved en kritisk Bearbejdelse at udfinde Oplysninger om Udbrudsstedernes Beliggenhed samt om enkelte fysiske og vulkanologiske Forhold, for saa vidt de kan udledes af det forhaandværende ufuldkomne Materiale.

Vatnajökulls Sneflader har som bekendt en Højde af 1400—2000 m. over Havel, det er bølgeformedeFirn - og Snemarker med forholdsvis faa Ujævnheder i det indre, Grundfjældenes Form forsvinderunder den tykke Iskappe og viser sig kun i jævnt skraanende, brede Højdedrag med mellemliggendeLavninger. Ud imod Randen træder adskilligePynter og Nunatakker frem mellem Randgletsjerne,og enkelte Tufspidser stikker hist og her op fra Firndækkets Skraaninger. Paa sin bekendte Rejse fandt W.L.Watts omtrent midt i Vatnajökull (midtvejs mellem Nupstad og Kistufell) en Nunatak,som fik Navnet Mt. Paul, den bestod efter hans Beskrivelse udelukkende af Perlit og Obsidian, der mod Vest indeholder en Mængde Sphærolither. Klipperne,siger han, hæver sig fra et stort Krater, som er fyldt med Sne, og desuden var der mod SO. et tildels snefyldt »pit-crater«. I Frastand kunde Watts seen stor Vulkan hæve sig fra Snefladerne imellem Øræfajokull og Kverkfjoll,den fik af Watts det mærkelige Navn »Vatna Jökull Housie«. Snefladerne omkring denne Vulkan havde en Højde af 4500 feet, men Toppen af Bjærget var 1500 feet højere. »Its form is a lop-sided cone, from which I could trace, through my telescope, the course of huge lava streams, now deeply buried in the snow, but still leaving unequal ridges upon each side of the mountain,and in some instances extending to a considerabledistance upon the main body of the Vatna Jökull.«1) Intet af disse to Bjærge har saa vidt man ved haft Udbred, som er bleven iagttaget fra Bygderne, i det mindste synes ingen af de kendte Beretninger at pege derpaa, det skulde da være, at Vulkanen Vatna Jökull Housie stod i Forbindelse med Jøkelløbene i Brüarjökull 1625 og 1890, men derom vides dog intet. I den nordlige Del af Vatnajökullhar man af og til set Røg- eller Dampsøjler, Ildfænomener o. s. v. Bjørn Gunnlaugsson saa i Slutningen af Juli 1838 en Røgsøjle hæve sig fra


1) W. L. Watts: Across the Vatna Jökull. London 1876 S. 37—38, 41—42.

Side 119

Jøkelen bagved Kistufell, som han derfor kaldte Reykjarfell1). Ligeledes saa nogle rejsende i Aaret 1794 en tyk, hvidagtig, meget høj Røgsløtte hæve sig fra denne Del af Jøkelen2}, og fra Jökuldalur paa Østlandet er Dampsøjler tiere Gange set i den Retning. Om Efteraaret 1883 iagttoges vulkanske Fænomener i Vatnajökull i sydvestlig Retning fra Snæfell og i samme Retning atter 1890, derpaa fulgte et stort Jøkelløb af Brüarjökull. Flere Gange har der været vulkansk Støvtaage og Støvfald paa Østlandet, uden at man rigtig vidste, hvorfra det kom. Det er derfor ikke usandsynligt, at der sydvestfor Brüarjökull findes et Udbrudscentrum, som af og til lader høre fra sig, og rimeligvis har haft Udbrud i Aarene 1625, 1883, 1890 og 1903.

Ved en kritisk Undersøgelse af de Beretninger, som haves om vulkanske Udbrud i Vatnajökull, viser det sig, at de fleste — ja, næsten alle — har deres Oprindelse fra den vestlige Del af denne store Firnmasse, men den eksakte Bestemmelse af Udbrudsstederne er ogsaa her meget vanskelig, ikke blot fordi denne Gletsjerverden er saa utilgængelig og aldrig nogensinde, saavidt bekendt, er bleven besøgt af noget Menneske, — men ogsaa fordi Kortet over Vatnajökull af samme Aarsag er saa ufuldstændigt, der mangler alle virkelige Stedbestemmelser og Maalinger; de Fjældspidser, der stikker op af Isen, er bleven afsatte efter løselige Pejlinger fra fjærne Steder eller ligefrem efter Skøn eller Gisninger. At der i denne Del af Vatnajökull har været en større vulkansk Virksomhed i nyere Tid er ikke saa underligt, naar man husker paa, at paa det isfri Land mod SV., der umiddelbart støder op til Sidujökull eller Skaptårjokull, Vatnajökulls vestligste Gletsjer, findes saa store Vulkaner som Eldgjå, Lakis Kraterrække o. fl. og noget fjærnere i samme Retning Katla og Eyjafjallajökull. De vulkanske Udbrud i den vestlige Del af Vatnajökull synes derfor at maatte være knyttet til Sydlandets Vulkanretning fra SV.—NO.

I de ældre Beretninger om Udbrud i Vatnajökull forekommer Stedsnavnet Grimsvötn nogle Gange, dette Navn er nu ukendt og var allerede glemt i Slutningen af det 18. Aarh. Sveinn Pålsson antager, at Grimsvötn er identisk med Søen Grænalon, hvorfra Nupså har sit Udspring, og denne Formodning har Sandsynligheden for sig. Udbrud ved eller i Grimsvötn omtales 1598, 1685 og 1716, senere forsvinder denne Stedbetegnelse, og Udbruddene nævnes derefter i F'orbindelse med Navne som Sidujökull, Skaptårjokull og Skeidarårjokull. Vatnajökulls sydvestlige Randgletsjer benævnes nu som oftest Skaplårjokull, tidligere var Navnet Sidujökull almindeligere, men det bruges ogsaa endnu af og til. At Udbruddene ofte sattes i Forbindelse med Skeidarårjokull er ikke mærkeligt, da Udbrudsstedet er forholdsvis nær ved denne, og Gletsjerne som oftest sønderbrydes og »løber« under Udbruddene; Eggert Olafsson henfører disse Udbrud til den nordlige JSkeidarårjokull. Man maa ikke lade sig vildlede af disse forskellige Navne; efter al Sandsynlighed stammer de Udbrud, som i Kilderne er knyttede til Navnene Grimsvötn, Skeidarårjokull, Sidujökull 0.5.v., enten fra samme Sted eller fra meget nærliggende Udbrudspunkter. Hovedudbrudsstedet i denne Del af Vatnajökull synes at ligge NNV. for Skeidarårjokull og Grænalon; det er kun engang blevet iagttaget forholdsvis nær, idet en Mand fra Nupsstadur d. 31. Maj 1903 fra Bjærgryggen Björn kunde se den vulkanske Røgsøjle opstige fra Jøkelen NV. for Grænafjall, mellem dette og Hågongur. Desværre er 'den indbyrdes Beliggenhed af Grænafjall og Hågongur ikke fuldstændig sikker paa Kortet, idet Hågongur kun er afsat efter Skøn. Udbruddet d. 22. Marts 1883 blev temmelig nøjagtig pejlet fra forskellige Dele af Landet og fandtes efter Kortet at være paa 64° 24' n, Br. og 30° v. L« fra København. W. L. Watts iagttog Udbruddet 1873 fra Alftaver og saa, at Askestøtten hævede sig fra Jøkelen nord for Hågongur. Ligeledes synes Udbruddene 1598, 1681, 1685, 1716, 1774, 1823, 1867 og maaske ogsaa Udbruddene 1389, 1638, 1725, 1727, 1887, 1891 og 1897, at stamme fra dette Sted. Man kan med Sikkerhed slutte af Beretningerne, at der NV. for Grænafjall i Nærheden af Hågongur eller Nord for dette Bjærg, i Fortsættelse af Laki's Kraterrække, maa findes en meget virksom Vulkan under Isen eller maaske aaben i en Gletsjerdal; den kan paa forskellig Maade sammenlignes med Katla. Udbruddene af denne Vulkan har dog ikke været saa voldsomme som fra Katla, men de har været meget talrige og har ofte varet længe.

Efter Beretningerne er der dog Anledning til
at tro, at nogle af Udbruddene har fundet Sted
noget længere mod NV., f. Eks. Udbruddene 1753


1) Nordanfari XV. 1876. S. 71.

2) Sveinn Palsson's Journal 111. S. 185. Manuskript i det isl. lit. Selskabs Samling.

Side 120

1797, 1838, 1861, 1862 og 1863, dog er Beretninningerneikke saa klare, at dette kan afgøres med Sikkerhed. Som oftest har man (i det mindste i fjærnere Egne) kun set én tyk Røgsøjle hæve sig fra Udbrudsstedet, f. Eks. 1873, men til andre Tiderhar man set flere, som oppe i Luften forenede sig; 1862, 1867 og 1902 saa man tre Ild- og Røgsøjler,1883 fire eller fem og 1910 to. Dette synes at pege paa, at der heroppe ofte er flere nærligliggendeKratere i Virksomhed paa engang, og at Isen maa smelte bort fra et ret stort Stykke af Undergrunden under Udbruddene. Det vilde være af stor Interesse, hvis en eller anden af de mange rejsende, der i Nutiden aarlig besøger Island, vilde tage sig for at undersøge disse Vulkaner, som aldriger bleven besøgt af noget Menneske, skønt de ikke ligger mere end 40—50 Km. fra Bygden. Rejsenderhen vilde selvfølgelig være noget besværlig, skønt ikke besværligere end mange andre Rejser, som er bleven udført paa Island.

Ved de vulkanske Udbrud i Vatnajökull er der forskellige Ejendommeligheder, man lægger Mærke til. Synlige Lavastrømme frembringes ikke, Udbruddene foraarsager store Jøkelløb og Oversvømmelser fra fjærntliggende Gletsjere. Sand- og Askeproduktionen er forholdsvis ringe, og den optræder mest som fint Pulver eller Støv, der spredes i Atmosfæren over hele Øen, endvidere følger der med Udbruddene som oftest en ulidelig Stank af Svovlforbindelser.

Askefaldet fra Vatnajökulls Vulkaner har sjælden gjort nogen nævneværdig Skade, kun enkelte Gange har Faar og Heste faaet den bekendte Vulkan-Sygdom »gaddur«. I Almindelighed har Askeregnen kun udbredt sig over Vatnajökull og de nærmeste Übygder, kun enkelte Gange er Asken i større Mængde ble ven ført til fjærnere Egne, 1598 til Eyjafjordur, 1753 over Skaftårtunga, 1873 til Jökuldalur og Nordlandet, 1903 til Vopnafjördur o.s.v. Den store Mængde Askepartikler, Scorier og Lavabomber, der falder over Vatnajökull under Udbruddene, synker lidt efter lidt ned imellem Snelagene, blandes sammen med Grundmoræner og træder senere frem i Randgletsjerne baade paa Nord- og Sydsiden. Gletsjere som Skeidarårjokull og Dyngjujökull er, hvor de træder frem paa Fladlandet, saa opfyldte af Jøkelgrus og vulkanske Produkter, at de synes mørkebrune eller graaligsorte og ligner i Frastand gamle, sammenskruede Lavastrømme. Ligefrem Baand af Scorier og vulkansk Aske i Gletsjerisen er sjældnere, men kan dog iagttages i Skaftårjokull og Kötlujökull. Støvtaagerne, der opstaar ved Vatnajökulls Udbrud, faar ofte en stor Udbredelse over Landet, foraarsager meget røde Solnedgange og andre Farvefænomener i Luften, Dise i Atmosfæren og undertiden en ejendommelig blaa Taage, som især omtales 1766, 1783, 1862 og 1863. Svovlstanken (jöklufyla) er aldrig nær saa stærk ved andre vulkanske Udbrud som dem fra Vatnajökull, den har ofte i de nærmeste Egne været utaalelig og gjort Aandedrættet besværligt; Stanken har ofte paa en eller to Dage bredt sig over store Dele af Øen, f. Eks. 1861, 1867, 1892, 1903. Under Udbruddene bliver ogsaa Metaller stærkt anløbne af Svovldunsterne i Luften, hvorpaa der senere vil blive anført forskellige Eksempler.

Under det store og skadelige Udbrud fra Laki's Kraterrække i Nærheden af Skaftå i Aaret 1783 udspredtesder i Atmosfæren en Masse Støv og giftige Dunster, der gjorde stor Skade paa Græsvæksten over hele Island, hvorved den største Del af Kvægbestandenomkom af Hunger og Sygdomme; hervedforaarsagedes ogsaa en saadan Hungersnød, at 9000 Mennesker eller omtrent en Femtedel af hele Befolkningen døde. Det fine Støv spredtes i Juni og Juli 1783 over den halve Jord og foraarsagede Støvtaager, Støvregn og meget røde Solnedgange og andre Farvefænomener i Luftkresen i fjærne Lande, aldeles som ved Krakatau's berømte store Udbrud 100 Aar senere (1883). Disse Støvlaager iagttoges over hele Evropa i Sommeren 1783, naaede mod Syd til Nordafrika, mod Vest til Nordamerika og mod Øst til Altaibjærgene. Samtidig med Laki's Lavaudbrud, der varede fra 8. Juni 1783 til Januar 1784, var der, som vi senere vil omtale, et stort Udbrud i Vatnajökull i umiddelbar Fortsættelse af Laki's Kraterrække, denne sidste frembragte umaadeligeLavaflomme og udkastede en Mængde Bomber og groft Lavagrus, men meget lidt Aske og finere Støv. Der er al Anledning til at tro, at det fine Støv, som paa samme Tid frembragte Støvtaager og mærkelige Farvefænomener højt oppe i Atmosfæren,samt udbredte giftige Dunster, som gjorde saa megen Skade paa Island, har stammet fra Udbrudsstedeti Vatnajökull, men ikke fra Laki's Kraterrække, hvis Udbrudsvirksomhed var af en anden Art. Vulkaner i Vatnajökull er derimod vante til at producere Aske og fint Støv samt udbredeSvovlstank

Side 121

bredeSvovlstankog Dunster, der er besværlige for
Aandedrættet, over store Dele af Øen1).

Hvad der særlig tildrager sig Opmærksomheden, er de store Jøkelløb, som ofte følger med Udbruddene. Den store Mængde Smeltevand, som frembringes af Vulkanen ved Hågongur, inaa nødvendigvis efter Forholdene finde Vej nedad den Lavning eller Dal, hvorigennem Skeidarårjokull er gledet ned paa Fladlandet, men det forekommer dog adskillige Gange, at vulkanske Udbrud i den vestlige Del af Vatnajökull lader Skeidarårjokull überørt, uden Vandflod eller Jøkelløb, f. Eks. 1797, 1823, 1862, 1863, 1910. Enkelte Gange er det hændet, at der er kommet Flomme eller vulkanske Jøkelløb i de Floder, der udspringer paa Vestsiden, fra Skåftårjokull eller Sidujökull, uden tilsvarende Bevægelser i Skeidarårjokull eller samtidig med saadanne. I Aaret 1753 omtales intet Jøkelløb fra Skeidarårjokull, men derimod fra Skaftå, Hverfisfljot og især fra Djupå; 1873 løb Djupå samtidig med Skeidarå. I »Landnårna« omtales et Jøkelløb i Hverfisfljot uden Tidsangivelse, men rimeligvis i det 9. eller 10. Aarh., der siges »Før Almannafljöt løb kaldtes det Raftalækur«. Hverfisfljot hed tidligere Almannafljöt, men altsaa endnu tidligere Raftalækur og har dengang været uden synderlig Vandmængde; Ordet »lækur« benyttes kun om et ganske lille Vandløb, en Bæk eller en lille Elv. Disse Vandflomme paa Sydvestsiden synes at tale for, at der er flere end et Udbrudssted deroppe i den vestlige Vatnajökull, maaske i Række paa Lakispaltens Fortsættelse. At disse Udbrud undertiden han have en vidtrækkende Indflydelse paa Vatnajökulls subglaciale Vandløb, synes bl. a. at fremgaa deraf, at Floderne paa Østisland, Jokulså å Brü o. fl., samtidig med Udbruddene 1903 førte en usædvanlig stor Vandmasse.

Enkelte Gange har Skeidarårjokull haft store Jøkelløb, uden at man har mærket vulkansk Virksomhed oppe i Vatnajökull, f. Eks. i Aarene 1892 og 1898 og forskellige Gange før, en enkelt Gang (1796) er den løbet Aaret før et Udbrud. Hertil maa dog bemærkes, at mindre Udbrud godt kan forekomme, uden at man har nogen Anelse om dem i Bygderne. Det almindelige er, at Udbrud og Jøkelløb følges ad. Sjælden bliver hele Skeidarårsandur oversvømmet af et Jøkelløb (Vand og Is) paa engang (1861, 1867, 1892), men den overfares ofte helt af Vandflomme. De egentlige Jøkelløb, Fremstødet af Isstykkerne, som ofte er 20— 30 m. høje, foregaar hovedsagelig ad de større Kanaler, hvor Vandflommen kan virke med størst Kraft, og da især ned adad Skeidarå mod Øst og Süla (Nüpsvötn) mod Vest. Disse to Floder løber sjælden samtidig, undertiden kun den ene, saaledes Süla 1774, 1784, 1898, Skeidarå alene 1883, 1897, 1903; i Aaret 1873 løb Skeidarå om Morgenen den 7. Januar, Süla om Aftenen samme Dag. Enkelte Gange hænder det, at Gletsjerne udspyr en Masse Vand uden at nogen Isstykker følger med, saaledes i Aaret 1883. Undertiden forøges Vandmængden lidt efter lidt, saaledes var Skeidarå tiltagende og voksende i en hel Uge ufør »Løbet« 1883, og i Aaret 1903 voksede Vandflommene paa tre Dage inden Jøkelløbet brød løs; til andre Tider kommer Jøkelløbene pludselig, og det er meget almindeligt, at Flodlejerne paa Skeidarårsandur i lang Tid før et Jøkelløb ligger næsten tørre. Den største Mængde Isstykker føres som før nævnt ned igennem Skeidarå og Süla, men ved de større Jøkelløb trænger ogsaa mange Vandflomme, ladede med Isstykker, andre Steder frem fra Gletsjerranden; 1897 fandtes syv Strømme af Isstykker mellem Skeidarå og Håalda, fremkommen af lige saa mange Udfaldsporte i Gletsjeren; 1903 var Hovedudløbsstederne fire mellem Skeidarå og Sigurdarfit. Selve Gletsjerens Overflade og Udseende bliver sjælden meget forandret ved Gletsjerløbene, kun faar den af og til temmelig store Skaar i Randen, og man har flere Gange iagttaget, at Gletsjerens Tykkelse i høj Grad er aftaget efter Jøkelløbene. Under de store Jøkelløb maa Gletsjeren næsten flyde paa de brusende Vandstrømme, som river alt med sig, Grundmoræner, Klippestykker og vældige Isblokke, Øjenvidner beretter ogsaa, at de under Jøkelløbene har set Gletsjeren hæve og sænke sig og bølge frem og tilbage. Største Delen af de Ismasser, som udbredes over Sandene og føres langt ud i Havet, maa stamme fra Gletsjerens Indre. Til at sønderbryde og adsplitte den vældige Iskage har de varme, vulkanske Vandstrømme ikke Kraft nok, hverken her eller ved Katla, alligevel er det en umaadelig Mængde Isblokke, der bortføres af Vandflommene, undertiden ikke mindre end Y 4 eller */5 af hd 6 Gletsjerens Kubikindhold, der maa anslaas til at være 50—60 Kubikkilometer.


1) I et særskilt Arbejde: Eldreykjarmööan 1783 (Afmælisrit til Dr. K. Kalunds. København 19H, S. 88—107) har jeg behandlet dette Spørgsmaal og samlet alt, hvad jeg kun finde om de vulkanske Støvtaager i Aaret 1783.

2) Landnåma. København 1843, S. 266.

Side 122

Hvad der egentlig foregaar ved de subglaciale Udbrud i Vatnajökull, kan man selvfølgelig ikke faa Rede paa, uden ved Hjælp af Analogier. En stor Del af Tufformationens yngre Etager bestaar af vekslende Lag af vulkansk Støv og Sand, Scorier og Bomber, Moræner og isskurede Lavastrømme; saaledes er ogsaa de store Vulkaner som Eyjafjallajokull og Øræfajokull opbyggede, og noget lignende findes i Mount Shasta og flere andre Vulkaner i Amerika. Ligesom Vulkanerne endnu er virksomme under Vatnajökulls Isdække, saaledes har de ogsaa stadig arbejdet under hele Istiden og derved produceret vekslende Lag af Tuf og Breccie, Moræner og isskurede Lava'er. Der er derfor meget lidt Mening i at konstruere Interglacialtider paa Grundlag af den Slags Lagfølger i Tufformationen. Den Mængde Aske, som Vatnajökulls Vulkaner producerer, er meget ringe i Forhold til, hvad Katla udslynger under sine heftige Paroxysmer, men der er en stor Sandsynlighed for, at der stadig flyder betydelige Masser Lava ud af Kraterne under Isen, og som jeg tidligere har paapeget, er disse Lava'er rimeligvis doleritiske1). Den pludselige Forandring i Lavaproduktionen efter Istiden fra Dolerit til tæt Basalt er meget paafaldende, men staar maaske i Forbindelse med Lavastrømmenes Dannelse under Indlandsis, senere udenfor den. Doleritiske, moderne Lava'er uden Skurstriber har jeg kun fundet ved Randen af store Gletsjere, f. Eks. ved Langjökull Nord for Hvitårvatn og ved den nordlige Rand af Vatnajökull, hvor de kan være dannede under et nu afsmeltet Isdække, som ikke atter er gaaet frem. I den islandske Tufformation ser man ofte temmelig uordnede Masser af Blokke, Tuf, Dolerit, Grus, Moræner o. s. v., og noget lignende maa let kunne blive til under Vatnajökulls Isdække, hvor Aske og Bomber falder ned paa Firnen for lidt efter lidt af synke igennem, hvor Lavastrømme arbejder sig frem under Isen sammen med uhyre voldsomme Vandflomme, der river Grus og Blokke af Sten og Is med sig, medens i roligere Perioder Gletsjerne skurer de nye Lavastrømme og fører de løsere Produkter bort til fjærnere Egne. Den islandske Tufformation maa studeres i Forbindelse med Nutidens isdækkede Vulkaner, hvis man skal naa til en Forstaaelse af de mange gaadefulde Fremtoninger, den frembyder.

Dernæst skal vi gaa over til en Sammenstilling lingaf alt det, som jeg, i islandske og andre Kilder, har kunnet finde om Udbrud i Vatnajökull under Isen; Udbruddene fra Snemarkens Randfjælde, som Øræfajokull og Kverkfjöll, medtages derimod ikke. For den ældre Tid er Beretningerne meget magre, men i den senere Halvdel af det 19. Aarh. bliver de noget fyldigere, skønt de dog lader meget tilbage at ønske. Det meste af det her benyttede Materiale stod ikke til min Raadighed, da jeg udgav min »Oversigt over de islandske Vulkaners Historie« 1882.

1332. I dette Aar omtales et stort Udbrud med Sandfald over Sida; Ildskæret kunde d. 2. December ses næsten over hele Landet; nogle troede, Udbruddet var i Knappafellsjökull (Øræfajokull). Til samme Tid saa man Lys i Havet baade Nord og Syd for Landet1). Det er ikke umuligt, at dette Udbrud har været ved Hågongur, men nogen Sikkerhed derfor haves ikke.

1389—90, da baade Hekla og Trölladyngja paa Reykjanes sprudede, skal der ogsaa have været stort Udbrud i Sidujökull, hvorved hele Herreder skulde være bleven ødelagt, forbrændte Klipper styrtede ned i Havet o. s. v.2) Der tales ogsaa om Udbrud af Löniagnüpur, men hele Beretningen om Udbruddene dette Aar er meget forvirret. Da Lomagnüpur og Sidujökull omtales som Udbrudssteder, saa er det meget sandsynligt, at der har været Eruptioner ved Grimsvötn.

1598. Udbrud af Grimsvötn (og Øræfajokull) omtales i et latinsk Brev fra Rector Olafür Einarsson. Der fortælles, at Ilden er brudt ud i disse Søer i Begyndelsen af November, og at Vulkanen har udspredt en Mængde Aske og Pimpsten over fjærne Dele af Øen, hvorved Græsgangene ødelagde s8). En anden Kilde beretter, at ved nordøstlig Vind d. 10. November blev Sneen i Eyafjord og andre nordlige Egne bedækket med et sort Askelag, uden at man vidste, hvorfra det stammede4). Ildskinnet fra Udbruddet kunde i 8 Dage ses fra Skalholt.

1638. Den 27. Februar var der et Udbrud paa
Østlandet paa et übekendt Sted (nogle troede, det
var fra Sidujökull). Himmelen blev oplyst af


1) Islenzkir annålar. Kristiania 1888, S. 207, 220, 348, 398.

2) Jon Espolin: Islenzkar årbækur I. S. 110.

3) Brevet findes i det kongelige Bibliothek i København. Ny kgl. Samling Nr. 271—8VO, S. 58-63. Det er trykt i Udtog i min »Oversigt over de isl. Vulkaners Historie« 1882, S. 53.

1) Th. Th. Island. Gotha 1906, S. 317—318.

4) Annålar Björns å Skardså 11. S. 20.

Side 123

uhyre Glimt og Luer. Østlandets Elve voksede mægtigt og førte store Masser Pimpsten frem. Udbruddet varede kun faa Dage, og da det var Vinter, kunde man ikke komme efter, hvor Udbrudsstedet var1).

1681 nævnes et Udbrud af Skeidarårjö
kuli2), og

1685 var der et Udbrud ved Grimsvötn3)
men nærmere Oplysninger findes ikke.

1706 omtaler nogle Annaler Udbrud ved
Grimsvötn.

1716. Udbrud ved Grimsvötn. Fra Skagafjorden kunde Ilden ses i SO., og den var saa tydelig, at nogle troede, den maatte være i den nærliggende Hofsjökull4).

1725. Eggert Olafsson beretter, at dette Aar har »den nordlige Skeidarårjokull ved Paasketider raset med Ild, Vandstyrtninger, Knagen og Bragen«5). Jon Olafsson fra Grunnavik siger, at man fra Vididalstunga paa Nordlandet d. 2. April 1725 om Aftenen kunde se »Gletsjerild« lidt Øst for Syd6).

1726. I en Annal omtales Gletsjerild i de østlige Jøkler i Februar, maaske har det været det samme Udbrud, som begyndte 17253). Samme Aar var der Jøkelløb i Jokulså i Axarfirdi.

1727. Øræfajokull havde Udbrud, og samme Aar var den nordlige Skeidarårjokull i højeste Grad urolig. Nogle Folk, der havde set dette Udbrud, fortalte de rejsende, Eggert Olafsson og Bjarni Pålsson, at de Natten før Trinitatis 1727 var paa Skeidarårsandur og saa, at Skredjøklen gik op og ned som Havets Bølger og bevægedes desuden frem og tilbage. Paa samme Tid sprang utallige Elve, store og smaa, hist og her ud af Jøklens Grundvolde, nu paa et, nu paa et andet Sted. Tilskuerne ventede Døden, men blev i Behold paa en høj Sandbanke, da Jøklen paa nogle Favne nær holdt sig indenfor sine Grænser. Hele Sommeren var Skeidarårsandur ufarbar paa Grund af de Elve, der pludselig dannedes, naar de rejsende mindst ventede det1).

1753. Udbrud etsteds i Sidujökull eller den nordlige Skeidarårjokull. Elven Djüpa, der flyder i en Kløft forbi Præstegaarden Kålfafell, voksede pludselig, flød over alle Bredder og ødelagde Præstegaardens Græsmarker. Elven steg 200 Fod. Egnen blev fordærvet af det fremførte Grus og Is. Fra Bjærgene ovenfor Bygden kunde man se Bøgsøjlen hæve sig i Vejret. Hverfisfljöt og Skaptå voksede ogsaa, Luften over Øræfasveit blev gennemkrydset af Lynild, og stærke Knald og Bragen hørtes fra den Kant, hvor Jøklerne er. Vinden blæste fra Nordøst og førte en Masse Aske og Pimpsten over Skaptårtunga, saa at Jorden blev bedækket dermed, og en Del Kreaturer døde2).

1766. I et Skrift om Hekla's Udbrud 17663) omtaler Præsten Einar Jönsson i Skalholt den 24. Juli en mærkelig blaalig Taage, der opfyldte Luften i Arnessysla, hvormed der fulgte en ejendommelig Stank, ligesom af brændt Tørv, Solen syntes mørkerød hele Dagen, lignende Fænomener iagttoges i Veslmannaeyjar og den vestlige De! af Borgarfjord. Hekla havde dette Aar fra 5. April stadig været i Virksomhed, og det regnede ofte med Aske i de nærmeste Egne, men den Aske, der faldt denne Dag, var anderledes end den, som Hekla plejede at udkaste, havde en anden Farve og Lugt, og desuden førtes den over Arnessyssel med en Vind, der ikke kom fra Hekla. Hr. E. Jönsson mener derfor, at Udbruddet maa have været i Vatnajökull ved Grimsvötn, hvad der bestyrkedes af den usædvanlig store Vandmasse, som Thjorså hele denne Sommer førte, og som mentes at foraarsages af stærke Jøkelløb nedad Tungnå, dej- udspringer i Sidujökull. Morgenen d. 24 Juli kunde man ogsaa før Solnedgang fra denne Egn se et stærkt Ildskær i NØ. mellem Burfell og Hekla.

1774. Om Vinteren saa man fra Skagafordur
i lang Tid en græsselig Ildtlamme i SSO. Fra Omegnen
af Reykjavik saas den i NO. Altsaa maa


1) Annälar Björns å Skardså 11. S. 224. Jonas Hallgrimsson Mscr. Nr. 11. Fol. Isl. lit, Selskabs Arkiv.

2) J. Espolin: Arbækur VII. S. 100.

1) E. Olafssoifs Rejse 11. S. 780. J. Espolin s Arbækur IX. S. 87. Garlieb (S. 57) og efter ham Zirkel (Reise nach Island 1860, S. 456) omtaler et Udbrud af Sidujökull, hvoived Hverfisfljot og Skaftå skal være traadt over deres Bredder. Herom har jeg dog ikke fundet noget i Kildeskrifterne, rimeligvis har Garlieb blandet dette Udbrud sammen med Udbruddet 1753.

3) Hannes Finnsson: (Jm mannfækkun af hallærum. S. 90. Resenii Descriptio Islandiæ. Mscr. kgl. Bibi.

4) M. Stephensen: Island i det 18. Aarhundrede S. 22. Espolin IX. S. 31. E. Olafsson: Rejse gennem Island 11. S. 7H2. Garlieb, Island 1819 (S. 52), henfører dette Udbrud til Hofsjökull.

5) E. Olafsson: Rejse gennem Island 11. S. 780.

2) E. Olafssons Rejse 11. S 775—777.

6) Ny kgl. Samling Nr. 251 — B°. Kgl. Bibi. København. Jon Halldorsson's Annal i Landsbibliotheket i Reykjavik«

3) Einar Jönsson: En kort relatio historico-physica o.s.v. Jon Sigurdssons Haandskriftsamling i Reykjavik Nr. 422—4°.

Side 124

Udbruddet være sket etsteds ved Vatnajökullv). S. Holm fortæller, at Skeidarårsandur blev i Februar oversvømmet af Jøkelløb, at Udbruddet var i Nærheden af Floden Sula, og at Røgen kunde ses i 5 Uger og Ilden i 3 Dage; den sidste Dag hørtes et voldsomt Skrald, hvorefter Røgstøtten forsvandt. Skeidarå flød ikke i 17 Uger2). Sveinn Pålsson tror, at Udbrudsstedet har været i Vatnajökulls nordvestlige Hjørne i Nærheden af Vonarskard, men sandsynligvis har Udbruddet været fra Kraterne mellem Hagöngur og Grænavatn, som saa mange andre senere.

1783—1785. Samtidig med de vældige Udbrud af Laki's Kraterrække synes der at have været Udbrud i Vatnajökull i en Fortsættelse af Laki-Spaltens Retning. Søfarende paa et Handelsskib, der skulde til Havnefjord, saa allerede i Maj 1783 en Røgsøjle hæve sig fra Vatnajökull, og Skaptå og Thjorså førte samme Aar en stor Vandmængde, en blaa Taage var ved samme Tid almindelig i Vestur- Skaftafellssyssel. Den 26. September 1783 saas tydelig en høj Dampsøjle lige i Nord for Lömagnüpur samtidig med, at den nordøstlige Laki-Spalte var meget virksom. I Regyndelsen af 1784 var Jøkelstank meget almindelig, og et Udbrud i Vatnajökull saas tydelig i Januar, baade fra Kirkjubær over Thverårfjall og fra Øræfi3); da var de store Udbrud fra Laki-Spalten bleven svagere, men Jordskælvene vilde ikke høre op, og Jøkelløbene, især fra Skeidarårjokull, svandt mere og mere ind, indtil denne ved et voldsomt Jøkelløb d. 8. April ad Aaerne Süla og Nüpsvötn brød frem, oversvømmede alle nedenfor liggende Landstrækninger og i længere Tid spærrede al Færdsel mellem de vestlige og østlige Egne ved Vatnajökull. En Del af. Jøkelløbet naaede helt ind i Skaftåros nedenfor Skjaldbreid, hermed fulgte Bragen og Knald og en stærk Svovlstank; Vandløb fra Skeidarårjokull fortsattes indtil Slutningen af Juni, og af 5 Mænd, som forsøgte at komme over Vandene, druknede tre4). Endnu i Aaret 1785 mærkedes vulkanske Fænomener i Vatnajökull, og d. 4. og 26. Maj hørtes stærke Drøn; i samme Maaned var der et stærkt Jøkelløb nedad Nüpsvötn *).

1787. I dette Aar har der ogsaa været et stort Jøkelløb fra Skeidarårjokull, der ligesom de andre Jøkelløb rimeligvis har staaet i Forbindelse med vulkansk Virksomhed ved Grimsvötn. E. Henderson fandt Levninger af dette Jøkelløb »consisting of an elevation of from 30 to 50 feet, and covering an extent of several acres, the surface of which has the same appearance with the rest of the sand. At first I had no idea of its being any thing else than an immense sand bank, or a rising ground, which had withstood the violence of the floods; but, after riding more than a mile on it, I discovered that I was proceeding over masses and caverns of ancient ice; descending into a hollow, we passed through between extensive pools of white water, and rounded several sources from which considerable rivers were poured forth into the sand. This region may be about three quarters of a mile from the present margin of the Yökul; and near the middle of the intervening space are a number of inferior heights which have been left on the regress of the Yökul in 1812, the last time it was observed to be in motion«2). Herefter har der altsaa ogsaa været et Jøkelløb 1812, hvorom der dog ikke haves andre Efterretninger.

1797. Dette Aar skal man om Vinteren fra Reykjahlid ved Myvatn i to Aftener i mørkt Vejr have set en klar Ildslue strække sig højt op paa Himlen fra Rjærge eller Ørkener Syd for Thingeyjarsysla,engang mærkede man ogsaa lidt Askefald.Andre Steder i samme Syssel, ja. endogsaa i Hünavatnsyssel, kom der d. 21. og 22. April, med svag, sydlig, lummer Vind, vulkansk Røg- eller Støvtaage3). Den 21. August s. A. besteg Sveinn Pålsson Hekla for anden Gang; herfra kunde han se, at Vatnajökulls nordvestlige Hjørne var ganske indhyllet i en brunsort Taage, og føjer til: »venteligfra den Volkan, der i Følge sikkre Efterretninger brændte med 3 adskilte Luer i dette Aars Julii Maaned«. Herefter har der altsaa været Udbrud i den nordvestlige Del af Vatnajökull. I Aaret 1796 d. 23. Aug. førte Markarfljot en usædvanlig stærk Svovlstank (jöklafyla) ned over Bygden, og i MaanederneJuni


1) Sveinn Pålssons Manuskript: Om de islandske Isbjærge, § 25. Æfisaga Bjarna Pålssonar, S 73.

2) Sæmundr Holm: Tegning og Beskrivelse over adskillige ildsprudende Bjærge paa Island. Manuskript i det store kgl. Bibi. Ny kgl. Samling. Nr. 1094. fol.

1) Safn til sögu Islands IV. S. 43.

2) E. Henderson: Iceland or the journal of a residence in that island 1814—1815. Edinburgh 1818 I. S. 266-267.

3) Safn til sögu Islands IV. S. 30, 32, 58. S. M. Holm: Jordbraiiden paa Island 1783. S. 10.

3) Minnisverd tidindi I, a- S. 251.

4) Jon Steingrimsson i Safn til sögu Islands IV. S. 34.

Side 125

nederneJunitil November 1796 havde Skeidarå
haft flere store »Løb« med stærk Svovlstank1).

1816. Stort' Løb af Skeidarå 15. til 22.
Juni2).

1819 var Skeidarårj ökull meget urolig med
talrige smaa Jøkelløb3).

1823. I Begyndelsen af Februar Maaned saa man fra Sida en smal Røgstøtte hæve sig bagved Fjældene NØ. for Kaldbak, d. 10. s. M. forstørredes Røgstøtten betydelig, og nogen Aske faldt i de nærmeste Bygder d. 14., da der var stærk Blæst fra NØ. Asken var sort eller mørkeblaa og faldt mest paa den vestlige Del af Sida og i Skaftårtunga; ved denne Tid var Eyjafjallajokull nylig holdt op med at sprude, dens Aske havde altid været graa eller hvid. Røgsøjlen forsvandt af og til 3—43—4 Dage ad Gangen, men Vulkanen var dog i Virksomhed til i Maj Maaned, men d. 26. Maj begyndte som bekendt Katla at sprude. Nogle berettede, at der var set Røg paa samme Sled allerede i Januar Maaned, og ogsaa tidligere vilde man have set Dampe hæve sig fra Jøkelen. Sveinn Pålsson kunde fra Skeidararsandur se, at Udbrudsstedet var i Vatnajökull Nord for Lömagnüpur4).

1838. I Juni Maaned var der stærke Jordskælv paa Nordlandet, og ved samme Tid faldt der lidt vulkansk Aske paa nogle Gaarde i Rangårvellir, og Luften syntes ofte denne Sommer opfyldt af Støv. Skeidarå havde ligget fuldstændig tør næsten hele Foraaret, men løb nu frem over Sandene, førende en Mængde Jøkelstykker, men den fik dog snart atter sit sædvanlige Udseende5). — Samme Aar i Juli Maaned saa Björn Gunnlaugsson som før nævnt en Røgstøtte hæve sig fra Vatnajökull bagved Kistufell.

1852. Dette Aar var der Uro i Vatnajökull og rimeligvis vulkansk Virksomhed, men de korte opbevarede Notitser derom er saa forvirrede, at man slet ikke kan sige noget med Sikkerhed; der nævnes saaledes, at Sneen i Skaldbreidarjokull(!) eller Trölladyngja i Odådahraun var smeltet usædvanlig meget, og at man der i Nærheden havde følt Jordrystelser 6). Endvidere var der et Jøkelløb fra Breidamerkurjökull, saa at Gletsjerens Spids gik ud i Havet1).

1861. Den 24. Maj mærkedes ved østlig Vind i det sydlige Island en stærk Svovlstank (jöklafyla )2) helt til Reykjavik, men den var dog stærkest paa Sida og Medalland, og man lagde Mærke til, at Sølvgenstande, selv de, der var gemte i Æsker og Kister, blev kulsorte. Fra Medalland og Alftaver saas da en Røgsøjle hæve sig i NO., og man troede, der var et Udbrud i Øræfajokull. Samme Dag havde Skeidarårjokull, som dengang ikke havde løbet i 19 Aar, et stort Jøkelløb, og en Mængde Birkestammer, rimeligvis bortrevne fra Skovene ved Skaftafell, drev op langs Kysten mod Vest, ligeledes betydelige Masser hvid Pimpsten, maaske stammende fra de tykke Pimpstenslag i Øræfi, der fremkom ved Udbrud af Øræfajokull i det 14. Aarhundrede. Skeidararsandur oversvømmedes helt mod Øst til Ingölfshöfdi og Salthöfdi; Jøkelløbet efterlod en Mængde Isstykker som store Huse paa Fladlandet, og da disse smeltede, dannedes de sædvanlige dybe Pytter, og i en af disse omkom en Mand og en Hest3). Paa Noruøsilandet lagde man Mærke til, at de Faar, som om Sommeren havde græsset paa Højlandet nær ved Vatnajökull, var meget magrere end de plejede, og man mente, at Græsset her var forgiftet af det svovlblandede, vulkanske Støv, som med sydlige Vinde om Sommeren førtes fra Vatnajökull ned over de nordøstlige Bygder4).

1862. Den 30. Juni begyndte et Udbrud i Vatnajökull, rimeligvis etsteds i Sidujökull, efter al Sandsynlighed dog nordligere end ved Grimsvötn ; man var i stor Tvivl om Udbrudsstedet, og mange troede, at Udbruddet var i Odådahraun. Den 2. og 3. Juli saas Røgsøjlen tydelig fra Rangårvellir og Eyrarbakki, fra Reykjavik saas den ikke; den østligeLuft var opfyldt af vulkansk Støv (mistur). Øst for Myrdalssandur hørtes af og til stærke Drøn, især den 2. Juli, og saa derefter af og til indtil den 16. Juli, da hørtes 2—32—3 Drøn paa Sida. En Bonde fra Keldugnüpur rejste op til Sidumannaafréttur og kunde derfra se tre Askesøjler, nederst tydelig adskilte.Den 2. Juli drev Asken ned over Sida, Vest for Kirkjubær og over den vestlige Del af Landbrotog Medalland, derimod faldt den ikke paa den


1) Sveinn Pälsson s Journal 111. S. 264, 284.

2) Sveinn Pålsson's Almanak 1816.

3) Klausturpostur 11. S. 190.

1) Ny tidindi I. 1852. S. 65.

4) Efter Indberetninger fra Sv. Pålsson og Påll Pålsson til Stiftamtmand Moltke 1823 i Landsbibliotheket i Reykjavik.

2) Th. Th. Island. S 184, 189.

5) Fjölnir V. 2. S. 9.

3) Thjodölfur XIII. 1861. S. 119—120; XIV. S. 18.

6) Nordri I. S. 8.

4) Nordanfari I. S. 54.

Side 126

nordlige Del af Sidumannaafréltur. Askestøvet var meget fint, og Egnene syntes indhyllede i en blaaligTaage med Svovldunster, som ødelagde en stor Del af Græsset paa Markerne, saa at Kreaturerne sultede og gav mindre Mælk end sædvanlig1).

1863. I dette Aar fortsattes Udbruddene i Vatnajökull, rimeligvis paa samme Sted. I Maj kunde man fra Medalland om Natten af og til se Ildskær og Røgskyer om Dagen. Den 30. Juni kunde en Askesøjle ses fra Rangårvellir og Skaftafellssysla; i Juli og August var Luften usædvanlig opfyldt af vulkansk Sløv, Solen var ofte rød midt paa Dagen og meget svagt lysende; dette Jagttoges ogsaa i det nordlige og vestlige Island, samtidig visnede Kartoffelplariler pan Markerne i de nærmesle Egne, ligesom Aaret i Forvejen, da Støvtaagen opfyldte Luften, og Faarene blev syge af den usunde Føde. Den 2. August faldt der nogen Aske paa Gaarde i Myrdalur Vest for Sleigarhäls og paa de øversle Gaarde i Fljötshlid, ligeledes blev den øversle Del af Eyjafjallajokull graalig af Askefaldel, Nogle Rejsende, som i Begyndelsen af Augusl besøgte Egnene Syd for Tungnafellsjokull, kunde se en Røgsøjle hæve sig fra Vatnajökull i OSO. Den vulkanske Virksomhed forlsalles ogsaa næste Aar, men meget svagt, saa det kun mærkedes lidt i de beboede Egne. I Efteraarel 1864 var Luften over Sida og andre nærliggende Egne meget støvfyldt, med et blaat Skær, og lidt Askefald mærkedes i Rangårvalla-, Arness- og Kjösar-Sysseler sidst i Seplember og i Begyndelsen af Oklober, ligeledes i den sydlige Del af Borgarfjord og endogsaa i Sladarsveil paa Snæfellsnes2).

1867. Temmelig voldsomme Udbrud i Vatnajökull, som begyndte d. 27. August, men liltog i Kraft i de nærmeste Dage. Den 29. var Luften paa Sydlandel, bl. a. i Reykjavik, mørk og lummer med en svag Vind fra NO. Fra Kl. 9 Fm. kunde man lugte en stærk Jøkelstank over hele Landel fra Markarfljöl paa Sydlandet til Borgarfjord paa Vestlandet og mod Nord til Skagafjördur. Om Eftermiddagen hørtes slærke Knald paa Kjalarnes, Kjös, Akranes og i Borgarfjord, men svagere i Reykjavik, der ligger lemmelig langt fra Fjælde, hvilke altsaa ikke kunde forplanle Genlyden dertil. Den 30. var Stanken hørt op, men Knaldene vedblev, skønt de var svagere. Kl. 7Y? Em. kunde Udbruddet ses fra Reykjavik, idet tre særskilte Røgsøjler med Ildglimt hævede sig over Lågafell i Mosfellsveit, den nordligste over Nordpynten af Fjældet og den sydligste over dets midterste Ryg. Paa Nordlandet mærkedes Stanken mest d. 30. August, og Natten efter kunde man fra Bårdardalur, Fnjöskadalur, Eyjafjördur og Skagafjördur se en Røgsøjle rned stærke Ildglimt hæve sig i Retning af Vatnajökull eller Tungnafellsjökull; Askefald korn der ingen Steder, undtagen paa begge Sider af Breidamerkrsandur i Øræfi og Sudursveit, hvor det dog var meget ringe; Jordens Plantedække blev sort, men Asken bortskylledes den næste Dag af Regnen; mest Aske skal der være falden paa Hnappavellir. I de nærmeste Egne blev alle Sølvgenstande sorte. Den 31. saas Ilden tydeligt fra Heinaberg i Sudursveit, og Udbruddet varede med faa Afbrydelser indtil den 9. September. Straks ved Udbruddets Begyndelse korn der et stort Jøkelløb fra Skeida rar jökull (d. 27.Avg.), der varede i tre Dage, oversvømmede alle Sandstrækningerne og førte en Mængde Drivtømmer og el gammelt Skibsvrag tilligemed Isstykkerne ud paa Havet; en Del af Engene i Øræfi blev fordærvede. Næste Aar (1868) troede man endnu at mærke en svag vulkansk Virksomhed paa samme Sted1).

Med Hensyn til Udbrudsstedets Beliggenhed var Meningerne meget delte. Røgstøttens Retning i Forhold til forskellige Fjælde blev iagttaget fra mange Steder baade paa 'Syd-, Vesl- og Nordlandet, men disse Pejlinger stemle ikke godl overens, maaske fordi Bjærgene i det indre ikke er saa nøjagtig aflagte paa Kortet. Fra Reykjavik var Relningen ONO., fra Borgarfjord Øsl med en lille Afvigelse mod Syd, fra Bjarnanes ved Hornafjord lige Vest. Fra Eyrarbakki saas Udbruddet i NO. midt imellem Hekla og Bürfell, fra Haukadalur i Nærheden af Geysir lige i Øst, Fra Nes ved Eyjafjördur (i Mundingen af Fnjöskadalur) blev Udbruddets Retning maalt Sl2°O. retvisende, fra Reykjahlid ved Myvatn saas Udbruddel over den østlige Del af Sellandafjall og fra Mödrudalur lidt Syd for Herdubreid. Herefter har Udbrudssledel efter al Sandsynlighed værel i den vesllige Del af Vatnajökull, NNV. for Grænavatn -), maaske samme Steds som Udbruddene 1861—64.


1) Thjodolfur XIX. S. 162-163, 187. Nordanfari VI. S. 65 69, 74; Vil. S. 3, 35.

1) Thjodolfur XIV. S. 127—129. Nordanfari I. S. 54, 63.

2) I min »Oversigt over de islandske Vulkaners Historie«, København 1882, henføres Udbruddene 1867 og 1873 til Kverkfjöll, hvad jeg nu ser er urigtigt.

2) Thjodolfur XV. S. 131, 157, IKS-166, 176; XVII (1864i. S. 29. Islendingur 111. S. 56, 57, 64.

Side 127

1873. I December 1872 havde man paa Nordlandet(i Thorgeirsfjord) mærket adskillige svage Jordrystelser1). Den 7. Januar kom der et Jøkelløbnedad Skeidarå og om Aftenen samme Dag et andet nedad Süla ved det vestlige Hjørne af Skeidarårjokul l2), og hele Sandstrækningen mellem Øræfi og Fljotshverfi blev som et bølgende Hav; nogle Engstrækninger i Fljotshverfi blev overdækkede af Ler og Sand. Da Vandet var løbet bort, laa Skeidara'sog Sula's Flodlejer næsten tørre i 5 Uger. Folk, som rejste over Skeidarärsandur kort Tid efter Jøkelløbet, saa nordlig paa Sanden en stor Vandmassesprude op som en Geysir, og paa samme Sted dannedes der en Elv, som holdt sig en Tid. Djüpä i Fljotshverfi »løb« ogsaa samtidig med de andre store Floder. Den 8. Januar kunde man fra Myrar og Prestsbakki paa Sida se en Askestøtte stige op paa den nordøstlige Himmel, men Udbruddetbegyndte først med Kraft om Morgenen den 9. Om Natten imellem den 8. og 9., mellem Kl. 3 og 4, kunde man fra Reykjavik se en vældig Tldsøile hæve sig i Øst i Retningen af Lågafell i Mosfellssveit (hvor Udbruddet 1867 ogsaa var set), og Fiskerne, der var dragel tidligt ud, sagde, at de Kl. 5 fra Fiskemedet Svid havde set Askesøjlen hæve sig højt op over Fjældet Esja. Kl. 7 betragtedejeg Udbruddet fra Reykjavik. I Lavningen Syd for Esja kunde man se en vældig, kulsort, langstrakt Sky, der bredte sig mere og mere ud over den østlige .Himmel. Denne Skybanke blev ideligt og ligesom stødvis oplyst af Lysglimt nedenfra,som oftest med 2—32—3 Min.s Mellemrum; samtidighvirvledes en Masse Aske op, der dannede en opstigende Pukkel paa Skyens Midte, som spredte sig i Pavserne mellem Udbrudsstødene. Kl. 10 Fm. blev den østlige Himmel bedækket af Skyer, saa at Udbruddet ikke kunde iagttages, men om Eftermiddagenhavde Udbrudsfænomenerne naaet en megetstørre Styrke end før, og de tykke Skymasser syntes at blive omtumlede ved de opstigende Askemasser,Glimtene nedenfra oplyste Skyerne og gav dem de herligste Purpur- og Guldfarver. Den 10. Januar saa man kun lidt til Udbruddet fra Reykjavik,da Himlen var bedækket, men de faa Gange, Skydækkel spredte sig lidt, syntes Vulkanen kun at udstøde vældige Masser Vanddampe, men ingen Aske. Den 11. var Himlen mørk, og intet at se. Den 12. kunde man se noget til Vulkanen, der især


1) Nordanfari XII. S. 11.

2) Göngu-Hrölfur I. S. 64. Nordanfari XII. S. 109.

Side 128

af Juli1). Disse Udbrud stammede vel fra det samme Udbrudssted som Udbruddene 1867, men maaske var Krateret lidt nordligere. W. L. Walts siger, at Røgsøjlen 1873, set fra Myrar i Alftaver, kom op fra Jøkelen Nord for Hägönguhnükar, fra Nüpsstad saas Udbruddet i NNØ.2)

1875. I April Maaned saas fra Rangårvellir og flere Steder paa Sydlandet en Røgsøjle hæve sig fra den sydlige Vatnajökull, ved Paasketid hørtes ogsaa stærke underjordiske Drøn, ligesom Kanonskud, i Hreppar og mange andre Steder paa Sydlandet. Endnu i Slutningen af Oktober saas fra Hvitårsida paa Vestlandet Ildskær i Retning af Valnajokull3).

1877. I Begyndelsen af December saas af og til fra Østlandet Ildskær som af et vulkansk Udbrud i Vatnajökull i Retningen SV. for Kverkfjöll, og efter Nytaar 1878 saas fra Sydlandet et Udbrud og en Røgsøjle hæve sig fra Skaflärjökull4).

1883. Udbrud i Vatnajökull. Den 15. Januar iagttoges Udbruddet først fra Jökuldalur paa Østlandet; kort før Aftenmørkningen hørtes stærke Drøn i Syd, og samtidig saas nogle Gange stærke og pludselige Ildglimt. Næste Dag saas en Røgstøtte hæve sig fra Vatnajökull, og den kunde daglig iagttages indtil henimod Slutningen af Marts, særlig var den mægtig d. 22. Marts. Samme Dag besteg Hr. G. Snædal fra Eiriksstadir paa Jökuldal Bjærget Hnefill, hvorfra der er vid Udsigt over de indre Ødemarker, og herfra saa han, at Askestøtten hævede sig fra Vatnajökull SV. for Kverkfjöll og syntes at være dobbelt saa høj som disse; nederst saas 4 eller 5 Askesøjler, der forenede sig til en mægtig Røgsøjle, som undertiden blev lavere, undertiden kastedes højt' op i Luften. Paa samme Sted havde man før mange Gange fra Jökuldalur set smaa Dampsøjler hæve sig5). Efter Retninger maalte fra forskellige Steder kom man til det Resultat, at Udbrudsstedet var paa 64° 24' n. Br. og 30° v. L. fra København1'). Fra Nupsstadur var Retningen lidt Nord for Hvirfilsdalsskard, fra Svinafell kort Vest for Midfell og fra Skaftafell lidt Øst for Færines1). Paa Skaftafell i Øræfi lagde man d. 13. Marts Mærke til, at Skeidarå begyndte at vokse, der blev sendt Bud til de andre Gaarde, og Folk forsamlede sig for at samle Faar og Drivtømmer fra Skeidarårsandur, da man nu vidste, hvad der kunde ventes. Elven voksede bestandig, og d. 21. Marts var hele Skeidarårsandur oversvømmet, saa at man mellem Lömagnüpur og Sandfell (ca. 35 km) kun saa to Grusrygge stikke op igennem Vandet. Morgenen den 22. Kl. 3 kunde man fra Sandfell se en kulsort Røgsøjle hæve sig i Nord med Lynglimt ud til alle Sider; Kl. 7 blev Askeskyen af Vinden dreven mod NV., men Kl. 9 igen over Øræfasveil, og der faldt en Del Aske, saa at man kunde se Fodspor paa bar Jord. Derefter var der kun lidt Askefald, og midt i April synes Udbruddet at være ophørt, og Skeidarå førte nu kun en ringe Vandmasse. Denne Gang synes der ikke at have været noget Jøkelløb, kun en Oversvømmelse af Smeltevand2). Om Efteraaret 1883 kunde man den 8. Oktober Aften fra Eidar paa Fljotsdalshérad paa to Steder se »Ild« i Vatnajökull i Retning af Snæfell, og den østligste Ildsøjle syntes at være større. Næste Morgen saas Røgsøjler paa samme Sted, og der faldt lidt vulkansk Støv paa Seydisfjord. Derefter troede man af og til henimod Jul at iagttage vulkanske Fænomener i Vatnajökull, og i klart Vejr var Himlen i denne Tid altid meget rød. Om disse svage vulkanske Udbrud har været en Fortsættelse af de andre eller nye Udbrud fra et andet Sted, vides ikke; Indbyggerne paa Østlandet troede, at disse sidste Udbrud havde fundet Sted i Nærheden af Vatnajökulls Nordrand3).

1887. Fra Skaftafellssysla vilde man i Avgust have iagttaget svage vulkanske Udbrud i Vatnajökull, og nogle Steder faldt der lidt vulkansk Støv. Nærmere Efterretninger mangler4).

1890. Udbrud i den nordlige Del af Vatnajökull,rimeligvis Syd for Brüarjökull, men UdbrudsstedetsBeliggenhed kendes ikke. Ved Nytaar iagttoges fra et Fjæld ved Köreksstadir (Fljotsdalshérad)et vulkansk Udbrud i Valnajokull Syd for


1) Thjodolfur XXV. S. 45-46, 53, 61-62, 93-94, 159. Nordanfari XII. S. 11, 20, 34, 50, 109.

1) Andvari 1894, S. 142; 1895, S. 54.

2) \V. L. Watts: Snioland or Iceland, its Jokulls and Fjalls. London 1875. S. 101-102.

2) Brev fra Præsten Sveinn Eiriksson til Sandfell dat. 14. April 1883.

3) Isafold 11. 1875. S. 63. Thjodolfur 1875. S. 128.

3) Th. Thoroddsen: Eldgos noråan i Vatnajokli (Sudri I. S. 42-43). Sml. Frödi IV. S. 201, 335. Sudri I. S. 30: II. S. 25. Austri I. S. 10.

4) Nordanfari XVII. 1878. S. 44.

5) Efter et Brev fra G. Snædal dat. Eiriksstadir den 22. Marts 1883.

4) Fjallkonan IV. S. 129.

6) Frödi IV. S. 20.

Side 129

Snæfell, og man følte ved den Tid svage Jordrystelser.Elvene paa Østlandet voksede meget om Vinteren, og Jokulså å Brü nedførte Isstykker den 27. Juli. Gletsjerne Brüarjökull og Eyjabakkajokull kom i stærk Bevægelse, og de mægtige Gletsjere blev tildels sønderbrudte1). Det er næppe troligt, at noget andet end et vulkansk Udbrud har kunnet sætte de vældige Isrnasser i saa stærk Bevægelse2). Rimeligvis har det ogsaa været et vulkansk Udbrud,som foraarsagede det store Jøkelløb fra Brüarjökulli Aaret 1625.

1891. Om Efteraaret mærkedes det flere Steder, at en eller anden Vulkan maatte være i Virksomhed i Vatnajökull, thi fint vulkansk Støv førtes derfra til fjærne Egne, bl. a. til Borgarfjord paa Vestkysten. Nærmere Oplysninger haves dog ikke3).

1892. Et heftigt Gletsjerløb fra Skeidarårjokull, som begyndte d. 12. Marts, har jeg før beskrevet i Geogr. Tidskrift XII. S. 196 og i »Island« S. 191— 192, hvortil henvises. Dette Jøkelløb er efter al Sandsynlighed bleven foraarsaget ved vulkansk Virksomhed i Vatnajökull, skønt man ikke denne Gang iagttog noget Udbrud, Røgstøtte eller lignende. Stærk Svovlstank mærkedes dog i Øræfi d. 13. Marts, og den førtes næste Dag over hele Sydlandet helt ned til Reykjavik og Vestmannaeyjar4).

1897. Den 13. Januar begyndte Skeidarå lidt efter lidt at tiltage og voksede stadig i 6 Dage, indtil hele Fladlandet ved Øræfi lignede en Fjord, da hørte man pludselig stærke Skrald som Torden, et stort Stykke af Jøkelranden blev sprængt bort, og Skeidarå nedførte under Knagen og Bragen Masser af Is til Havet. Den 17. Januar skulde den ridende Post passere Skeidarårsandur fra Vest, han kom lykkelig over Nüpsvötn, som førte en betydelig Vandmasse, over Halvdelen af Sandsletten til henimod Håalda, da hørte han pludselig en stærk Susen og saa, at et stort Stykke løsnedes fra Jøkelranden og styrtede, baaret af en brusende og fossende Vandflod, ned over Fladlandet. Manden vendte skyndsomst om og kom med Nød og Næppe over Nüpsvötn. Den 23. Januar vovede to Mand sig atter ud paa Sanden og naaede den Isryg, til hvis Dannelse Posten havde været Vidne; denne Ryg af 20—25 m høje Isstykker havde en Bredde af 5—65—6 km og 25 km Længde ned til Havet. Øst for dette Gletsjerløb, mellem dette og Skeidarå, var Vandflomme brudt ud paa 6 Steder, men ved selve Skeidarå var Mængden af Isstykker ikke særlig stor og dannede ikke nogen sammenhængende Masse. Dette Jøkelløb, der er brudt ud fra selve Gletsjerranden, har ikke været særlig stort og har kun strakt sig over en mindre Del af Sandfladerne l). Denne Gang mærkede man ingen Udbrudsfænomener, men i November Maaned samme Aar regnede det med vulkansk Støv over store Dele af Sydlandet, ligefra Skeidarå til Hvalfjord, dog mest Øst for Hellisheidi, hvor man i L'augardælahverfi med østlig Vind d. 7. November saa, at Faarene, der gik ude, blev smudsige paa Snuden og Hovedet. Den 9. November kunde man fra samme Egn i klart Vejr se en svær Askesøjle hæve sig over Hestfjall i Grimsnes; den 14. blev Sneen ogsaa sort af vulkansk Støv. I Fljötshlid og Eyjafjöll var der lidt Askefald med nordlig Vind. Udbruddet, der synes at have været übetydeligt, har vel været paa samme Sted som de andre i Nærheden af Hågongur2).

1898. I Slutningen af dette Aar var der atter Jøkelløb fra Skeidarårjokull, denne Gang ned ad Floderne Süla og Nüpsvötn fra Gletsjerens nordvestlige Hjørne; det synes at have været temmelig übetydeligt, men et Menneske, der befandt sig paa Sandene nedenfor, druknede3).

1903. Temmelig heftige vulkanske Udbrud i Vatnajökull, der som saa ofte før begyndte med store Gletsjerløb fra Skeidarårjokull. Den 25, Maj mærkede man i Øræfi, at Skeidarårjokull var begyndtat give Vand fra sig, og Skeidarå, som hele Foraaret og den senere Del af Vinteren havde liggettør, var nu bleven 2 Fod dyb; næste Morgen havde Elven faaet den samme Vandmængde som den plejer at have om Sommeren, og Kl. 2 den 26. Maj var den begyndt at oversvømme Enge fra Sandfell og Svinafell. Denne Dag og d. 27. voksede Vandmængden bestandig, saa at den østlige Halvdelaf Skeidarårsandur blev helt oversvømmet. Det egentlige Gletsjerløb brød dog først frem Natten mellem d. 27. og 28. Maj, samtidig med et voldsomt Udbrud i Vatnajökull. Gletsjerløbet styrtede frem over Sandstrækningerne under et øredøvende Spektakel,og i de nærmeste Gaarde i Øræfi kunde man


1) Se nærm. herom Th. Thoroddsen: Island, Grundriss etc. S. 199-202 og Geogr. Tidskr. XIII. S. 25-27.

2) Isafold 1890, S. 321. Andvari 1895, S. 80-82.

1) Isafold 1897. S. 34-35, 55.

3) Isafold 1891. S. 362-363.

2) Isafold 1897. S. 326-327.

4) Sml. Isafold 1892. S. 87, 99, 102, 130, 133-134, 227, 250, 342. A. Gebhardt i Globus Bd. 62, Nr. 5-6.

3) Isafold 1899. S. 11.

Side 130

ikke faa et Blund i Øje om Natten paa Grund af Knald og Bragen, Jorden rystede, og Vinduesruder gik itu. Knaldene kunde høres til Hornafjordur, 90 km borte, da der ogsaa dengang var Vestenvind. Et stort Stykke af Gletsjerranden blev brækket i Stykker, og Vandet sprøjtede i høje Søjler op af Revnerne. Skeidarå efterlod et Kaos af 20 m høje Isstykker, og senere Løb førte over disse nye Strømme af mindre Isstykker (8—11 m høje). Hovedløbene brød ud fra Gletsjeren paa fire Steder, og mellem dem var der flere mindre Vand- og Isløb; detøstligste gik frem ad Skeidgras Rende ud langs Øræfi,det vestligsteløb ned igennem Siguröariit; hele Strækningenmellem disse to Grænselinjer (ca. 600 km2) var saa dækket af tætpakkede Isstykker, at det var umuligt at komme frem imellem dem, undtagen tæl ved Jøkelen, hvor Isen var mere spredt, da de heftige Vandflomme ligefrem havde udkastet Isblokkenemed stor Kraft. Nedad Nüpsvötn løb der samtidig en voldsom Vandmasse, men den førte ingen Is med sig. Gletsjerløbets Kraft var saa stor, at en stærk Flodbølge dannedes, der løb mod Vest langs Kysten og førte en Mængde Isbjærge med sig. I Vik i Myrdalur blev Havet, der før var fuldstændigstille, pludselig oprørt, saa at en Baad med 18 Rorkarle maatte slippe sine Fortøjninger ved et Handelsskib og naaede kun med yderste Nød og Fare Land. Den 31. Maj var Vandflommene alleredesaa meget aftagne, at Posten med to andre Mænd vovede sig over Skeidarårsandur, og de kunde kun komme frem ved at klatre over Gletsjerranden og Isstykkerne nedenfor; paa Vejen passerede de to nye, store Floder, den ene ved Siguröarfit, den anden ved Håalda, og hver af dem førte en ligesaastor Vandmasse som Skeidarå i stærk Sommervarme;disse Elve forsvandt dog atter hurtigt, og midt i Juni kunde Skeidarårsandur med Varsomhedpasseres med Heste,, skønt den endnu var megetdyndet, fuld af farlige Pytter og store, smeltendeIsstykker.

Som førnævnt begyndte det vulkanske Udbrud samtidig med Jøkelløbet, og om Aftenen d. 28. Maj kunde del lydelig ses fra Øræfi; set fra Sandfell hævede der sig over Svinafellsfjall en kulsort Røgsøjle, hvorfra Lyn og Ildglimt slog ud til alle Sider. Røgen drev ud over Øræfajokull og tilhyllede dens Grundfjælde, men Askefaldet i Bygden var ringe. Metaller blev anløbne, og en stærk Svovlstank, der besværede Aandedræltet, føltes over alle Bygder til Hornafjord; herfra iagttoges Udbruddet c-gsaa og lignede om Natten et vældigt Fyrværkeri. Fra Skaftårtunga, Höfdabrekka og Alftaver saas Udbruddet tydelig om Aftenen den 28., og Ildskæret lyste over Vandløb og Søer. I Juni Maaned vedvarede Udbruddene stadig, men var i det hele svagere, og stærkere Opstød fremkom kun hver anden eller tredje Dag. Arbejderne ved Generalstabens Opmaaling blev denne Sommer hæmmede af askefyldt Luft, hidrørende fra det vulkanske Udbrud i Vatnajökull, som vedvarede med Afbrydelser og med forskellig Styrke hele Sommeren1). Midt i Juni Maaned var der Vulkansløv i Luften over Reykjavik, og man mærkede lidt Svovlslank. I de sydlige Østfjorde var der en Del Askefald helt lil Seydisfjord, men det meste af det vulkanske Sand faldt over Vatnajokulls's Sneflader og del übeboede Højland. Stærkest var Askefaldel over den nordøstlige Del af Østlandel. Om Eftermiddagen d. 28. Maj mærkede man en stærk Svovlslank paa Fljolsdalshérad og Jokuldalur. Fra Bjærgene Syd for Brü kunde Udbruddet dengang ses i Retningen lidt Syd for Kverkfjoll. Om Aftenen var der lidt Askefald paa den sydlige Del af Jökuldal og Fljötsdalshérad, og Dagen efter (d. 29. Maj) var Askefaldet betydelig stærkere. Hovedmængden af Asken drev udover Højsletterne og Bjærgene mellem Jokuldalur og Vopnafjördur, over den yderste Del af Hérad og i Borgarfjördur; paa et Fiskerfartøj, 75 km udenfor den sidste Fjord, faldt en betydelig Mængde Aske. Flere Steder var der under Askeregnen saa mørkt, at Vinduerne ikke kunde ses indefra; paa Smjörvatnsheidi var Askefaldet stærkest og mest længst mod Øst. Paa Jökuldal og Vopnafjord var Askelaget x/2 — l cm» men Øslligst ved Vopnafjord 3 cm. Den 8. og 9. Juni faldt der ogsaa lidt vulkansk Støv paa Jökuldal samt paa Mödrudalur. Asken var sort og basaltisk og stærkt svovlholdig, den var ogsaa usund for Kreaturerne, især for de unge Lam. I disse Maaneder førte Jokulså å Dal en usædvanlig stor Vandmængde2).

Paa Nordlandet mærkede man ikke meget Askefald,men tidligere om Vinteren (1902—1903) havde man fra Reykjahlid ved Myvatn engang set tre Ildsøjleri Syd, og midt i December (1902) saa man fra Akureyri et Ildskær i Syd i Retning af Vatnajökul l3). I August Maaned kunde Udbruddene af og til ses fra Medalland og Alftaver; vulkansk Støvtaagelagde


1) Berlingske Tidende 8. Oktober 1903 Aften.

2) Nordurland. Akureyri 1903. 11. S. 159.

3) Nordurland 11. S. 51.

Side 131

taagelagdesig ogsaa stundom over Bygden, og Metaller blev farvede af den svovlede Luft. Af det vulkanske Støv blev adskillige Fa ar syge paa Rangårvellir,og næste Aar fik Heste i Land og Hreppar den vulkanske Ledesyge (gaddur), som er saa almindeligefter vulkanske Udbrud paa Island. Ogsaafra Havet blev disse Udbrud iagttagne. Paa et Sejlskib »Carl«, der befandt sig 230 km fra Langanesfaldt vulkansk Sand, ligeledes paa Trawleren »City of London« og Dampskibet »Krystal« af Stavangersamt paa en lysk Fiskedamper, som iagttogUdbruddel Syd for Landet.

Om Efleraaret 1903 mærkede man i de nærmesle Bygder kun lidel lil Udbruddel, men den vulkanske Virksomhed var dog ikke ophørt. Udbrudsstedet viste sig straks at være det sædvanlige Nord for Skeidarårjokull. Den 31. Maj besteg en Mand fra Nupsstad Bjærgryggen Bjørn og kunde derfra se, at Askesøjlen hævede sig fra Vatnajökull NV. for Grænafjall, mellem delle og Hågongur. Den 12. Januar 1904 saa Folk fra Fjældene ved Hørgsland Ild paa samme Sled. Fra Skien i Norge meldtes den 18. April, at Eftermiddagen d. 15. April havde det regnet med Aske paa Haukahlid Sæler, saa at Sneen var dækket med et 2 Tommer (5 cm) tykt Lag. Luften var noget formørket, sna længe Askeregnen varede1). Ved Myvatn og i Reykjahverfi hørte man den 15. Juli 1904 et et stærkt Skrald, og samme Dag hørtes underjordiske Drøn paa Djüpivogur; den 17. Juli faldt der en Del vulkansk Sløv i Thingeyjarsysla og paa Øsllandet og endnu mere d. 2. Oklober samme Aar paa Seydisfjord og Østlandet. Den 15. November 1905 føltes paa Akureyri temmelig stærke Jordrystelser, og man saa samme Aften et stærkt Ildskær i SO. i Retning af Askja eller Vatnajökull. Om alle disse vulkanske Fænomener skal henføres til samme Udbrudssted, vides ikke med Sikkerhed2).

1910. Den 12. Avgust saa man sent paa Aftenen fra Orrustusladir paa Brunasandur et Udbrud i Vatnajökull i Retning af Seljalandsfjall. Ildskæret skæretsyntes en Tid lang roligt, saa skød der pludselig op en anden Flamme lidt veslligere. uisse to Ildsøjler saas i en Time. Den 15. Avgusl blev ved nordøstlig Vind sorle Klæder, der hang ude paa Preslsbakki paa Sida, graa af vulkansk Sløv, og flere Gange senere faldt der saa megen Aske, at Fodspor saas deri. Ved denne Tid var der i Vester- Skaftafellssysla allid meget vulkansk Støv i Luften, især med nordøstlig Vind. Udbrudsstedel synles at være lidt vestligere end det fra 1903. Skeidarå løb ikke, men var paa Grund af Vandmængde upassabel hele Sommeren1).

Foruden disse førnævnte Udbrud, om hvilke man ved med nogenledes Sikkerhed, at de har fundetSled indenfor Vatnajökulls Gletsjeromraade, saa nævnes ogsaa nogle Udbrud i Annalerne uden nogenAngivelse af Udbrudssled, eller de henføres lil Fjælde, som ikke har hafl Udbrud i historisk Tid; nogle af disse kan have slammet fra Valnajokull eller Ødemarkerne i Nærheden. 1341 og 1510 omtales f. Eks. Udbrud fra Herdubreid, man maa fra Bygderne paa Nordlandet have forvekslet Herdubreidmed et Udbrudssled i Nordranden afValn:ijökull,i Dyngjufjöll eller et andet Sled i Odådahraun.1477 omlales et Udbrud etsteds paa Nordlandet;nogle har senere troet, at det fandt Sled ved Myvatn, dog uden nogensomhelst Sikkerhed; Udbruddet kunde lige saa godt have slammet fra en Vulkan i Odådahraun eller Vatnajökull, hvis Vinden har ført Asken over Bygderne paa Nordlandet.I samtidige Dokumenter omlales en Folkeforsamlingpaa Grund i Eyjafjördur (d. 11. Marts 1477), hvor man gjorde højtidelige Løfter til Gud, Jomfru Maria, alle Engle og hellige Mænd, paa Grund af de forskrækkelige Udbrud, Sand, Aske, Mørke og Drøn, som dengang hærgede Nordlandet, hvorved Kreaturerne sygnede hen, skønt Jordbundenvar snefri2). Vintrene 1105, 1225 og 1227 kaldes Sandfaldsvintre, og 1275 siges Sand al være faldel nogle Sleder3); 1184 omtales Mørke paa Sydlandetog 1193 »del store Mørke« den 22. April4). 1312 var der Mørke i Marls Maaned paa Østlandet(Østfjordene), saa at Folk ikke kunde finde Vej hverken paa Land eller Hav; derefter fulgte en stor Dødelighed5). 1330 var der saa meget


1) Berlingske Tidende 19. April 1904 Morgen.

2) Fjallkonan 1903. S. 89, 103, 135, 146; 1904, S. 59. Thjodölfur 1903, S. 94, 110-111. Isafold 1903, S. 129, 139, 142, 151. Austri. Seydisfjord 1903, S. 14, 68, 73. Thjodviljinn 17. Aarg. S. 104; 18. Aarg. S. 26, 127, 174. Nordurland. Akureyri 11. (1902—03) S. 51, 159; V. (1905) S. 39. Kreuz-Zeitung. Berlin 22. Juli 1903, Nr. 338. E. G. Harboe: Meddelelser om Jordskælv og Vulkanudbrud (Meddelelser fra Dansk geolog. Forening 111. 1910. S. 382-384).

1) Isafold 1910. S 226

2) Diplomatarium Islandicum VI. S. 104-105.

3) Islenzkir annålar (1888). S. 24, 111, 257, 332.

4) Isl. ann. S. 180, 323.

5) Isl. ann S. 48*.

Side 132

Mørke om Sommeren, at Folk ikke kunde se at
slaa Høet, og næsten bælgmørkt i Husene4). Disse

') Isl. ann. S. 154.

utydelige Annalnotitser synes alle at hentyde til Askefald og vulkansk Virksomhed, men hvor disse Udbrud har fundet Sted, er det nu umuligt at faa oplyst.