Streiflys over Tihuanacu.

Under en flere Dages Jagttur, jeg foretog i Begyndelsenaf Februar 1916 paa Titicacasøen, besaa jeg ogsäa de verdensberømte Ruiner i Tihuanacu, beliggendeca. 100 m. fra Jærnbanestationen af samme

Teorier og Forklaringer om denne højst interessante
By's saa taagede Historic.

Om Oprindelsen til Navnet: »Tihuanacu« fortælles følgende: I Incatiden under Byens Opførelse naaede en Løber fra Cuzco til Tihuanacu i forbavsende kort Tid. Beundrende Løberens Hurtighed sagde den daværende Inca: »Tiay Guanaco« »Sæt Dig Guanaco« (vild Lama), saaledes sammenlignedes Indianerens Løbefærdighed med dette hurtige Dyr. En anden mere moderne Opfattelse gaar ud paa, at Navnet Tihuanacu er af forholdsvis ny Dato, og at det oprindelige er »Huiiiaymarka« — et Ord, som i Aymarasproget betyder: »Den evige Stad«, — hvilket endnu er Benævnelsen paa en Del af Titicacasøen, som tidligere strakte sig helt op til selve Byen, der ligger 3897 m. over Havets Overflade.

Den første, som skrev om Tihuanacu, er Cieza de Leon¹), der personligt besøgte Ruinerne omkring Aar 1540. Han beretter om store Bymure, Husvægge m. m., som nutildags ikke eksisterer paa Jordens Overflade, Tidens Tand har ikke hvilet i de forløbne 350 Aar, men navnlig har en enestaaende Mangel paa Pietet for Oltidsminder giort sit til at ødelægge disse urgamle Bygningskonstruktioner. Hvormange Huse i Omegnen af La Paz er ikke byggede af udhuggede Sten fra Ruinerne, Den forbiløbende Jærnbane tog, hvad den behøvede til Konstruktion af Stationer, Broer, Fundamenter osv. Udenlandske Ekspeditioner førte Vaggoner fulde af Relikvier til deres Museer, hvorfor der paastaas, at det meste af Tihuanacu nu findes i Evropa og de Forenede Stater. I de sidste Aar leder Regeringen Udgravningerne og har en smuk Samling i Museet i La Paz. For at beskytte de mest interessante Partier er der opført hæslige Bølgeblikstage, hvilket daarligt harmonerer med de antikke Omgivelser. Af det resterende Tihuanacu støder man kommende fra Nord, først paa en Havnekaj (A), konstrueret af Sten, hvortil Titicacasøens Balsaer²) kunde løbe ind. Nutildags ligger Kajen næsten 21 km. fra Titicacasøen, hvis Nivel. er 3811 m. over det store og stille Ocean. En af de største Udgravninger er omkring det saakaldte »Palæ« en af Jordskælv ødelagt Bygning (C). — 30 m. lang, 26 m. bred — hvis Vægge bestaar af en Række Søjler med en indbyrdes Afstand af c. 2 m., Mellemrummene er udfyldt med firkantede Sten. Palæet læethenregnes til Tihuanacu's primære Periode, og da Datidens Beboere ikke kendte Konstruktion af Hvælvinger, og der ej heller eksisterede Spor af Skove i mange Miles Omkres, gaar man ud fra, at Taget bestod af store Sivmaatter. Det mærkelige ved denne Bygning er, at der i Murene findes en stor Mængde udhuggede Sten i Form af meneskelige Hoveder, og skønt meget raat udført skelner man forskellige Fysiognomier. Man antager, at det er Buster af fremragende Mænd, som har gjort sig fortjent til evig Ihukommelse.

Ved Siden af Palæet ses Bækker af firkantede Søjler, hvilket er Vægresterne af et mægtigt Kompleks kaldet: »Kalasasaya eller Justitspalæet(E)l3sm. langt, 118 m. bredt. Indgangen mod Øst bestaar af en velbevaret Trappe, hvis Trin dannes at nogle ganske enorme Stenblokke. I den modsatte Ende af Justitspalæet findes den berømte »Solport« (F); en Port af mægtige Dimensioner delvis prydet med Stenhuggerarbejde, delvis med Udkast. Over Døraabningen ses en meneskelignende Figur, hvis Hoved bærer en Slags Krone, og hvis Krop med 6 Hoveder er iført en Kjortel — Symbol for Puma. I Hænderne har han Sceptre, hvis Ender har Form af Kondorhoveder. Paa begge Sider af Hovedfiguren findes 3 Rækker andre (horisontale) med menneskeligt Udseende, dog med den Forskel, at den midterste Række er forsynet med Kondorhoveder. »Solporten« er prydet med et Utal af mystiske Tegn, om hvis Betydning der er skrevet et lignende Antal Forklaringer. Meget tyder paa, at Tegnene er en Slags Kalender. Inde i Palæet lægger man Mærke til en Monolit — populært kaldet »Munken« — en c. 3 m. høj, raat udhugget Stenfigur i Menneskeskikkelse, som i sin højre Haand holder et Scepter og i «den venstre en firkantet Pakke, formodentlig en Samling Hieroglyfer (G).

Vest for Solporten ses Resterne af Mure og nogle Rum (K). Ved Udgravninger har man i en Dybde af 2 m. truffet et flisebelagt Gulv og over dette 4 store Blokke i Form af Sarkofager. Bygningens Udseende, Formen af Blokkene og andre Detailler lader formode, at Bygningen har været bestemt til Kongebegravelser, hvorfor Stedet ogsaa kaldes »Sarkofagpalæet« (K). Nordøst for Justitspalæet findes nogle store Lavablokke af hvilke navnlig en tiltrækker sig Opmærksomheden. Den benævnes »Martyrstenen« (Q), og Indianerne fortæller, at over denne blev Forbryderne pinte.

Syd for Justitspalæet er beliggende en Høj,

---

1) Croinica del Peru: Sevilla 1553

2) Balsa: et af Siv flettet ogsaa nutildags benyttet Fartøj.

kaldet »Akapana« eller det kunstige Bjærg (D). Navnet stammer fra, at Højens Højde er bleven forøget med stampet Jord og Stene, samt omgivet af en Stenmur i Polygonalform, hvorved det hele danner en stærk Bastion, formodentlig uindtagelig i hine Tider. Desuden findes der indenfor Bastionenen lille Sø, samt en nu ødelagt Kloak. Rundt om i Terrænet ligger Monumenter med Inskriptioner,som det vil være for trættende at omtale her.

Ca. l km. "ydvest for Tihuanacu findes en anden Samling Ruiner kaldet »Puma-Punku«. Det første Indtryk, man faar af disse Ruiner, er, at man her staar overfor et halvfærdigt Stykke Arbejde. Hele Udseendet samt Udhugningen af nogle store Platforme i Form af Lænestole lader formode, at »Puma-Punku« har været bestemt til Tingsted. Lignende Platforme skal findes lige fra Centralamerika til Argentina, og Traditionen omtaler dem altid som Ting- og Forhandlingssteder. Da Platformene er udhuggede af Klippeblokke, hvis Vægt ligger mellem 75 og 100 Tons, og der ikke findes Klipper i Puma-Punku's umiddelbare Nærhed, spørger man uvilkaarlig sig selv: hvorfra stammer og paa hvilken Maade er disse vægtige Bygningsmaterialer hidført? Der har ikke været Mangel paa Teorier, f. Eks. en gik ud paa, at Blokkene var kunstigt fremstillet ved en nutildags ukendt Metode. ,De nyeste Undersøgelser mener at kunne fastslaa, at Indbyggerne har hentet deres Bygningsmateriale fra et over 5 km. borteliggende Klippeparti, hvor man træffer: Diorit - Porfyr, Andesit- Anfibol - Biolit, Profilit samt en stor Mængde af de Materialer, som findes bearbejdet i Ruinerne. Det maa antages, at for at bevæge disse enorme Blokke, er der gjort Brug af Skraaplaner.

Gaaende ud fra at Fortidens Bygninger haj været orienteret med Solen, mener man at kunne anslaa en Tilnærmelsesværdi for Tihuanacu's Alder, dannende en aritmetisk Proportion af Differencen mellem Ekliptikaskraaheden fra hin Tid og den nuværende Ekliptikaskraahed, benyttende som Basis Observationer foretagne i Kina Aar 2700 f. Chr. under Wu-Wang's Regering, der giver en Ekliptikaskraahed af 23° 54', hvilket er 27' 22" mere end den nuværende. Observationer udført over Hovedmuren i Justitspalæet giver en Orienteringsforskel af 65' 30". Vidende at der til 27' 22" svarer 4616 Aar, faar man, at til 65' 30" svarer 10,600 Aar, hvilket man anser for Tihuanacu's omtrentlige Alder, hvad der dog turde være lidt rigeligt.

Folkeslagshistorien i Altiplanet i Andeskæden

deler man i 5 Perioder hvilke er: 1) »Tihuanacu's
primære Tid« (med samtidig Tilstedeværelse af den
autogene Indianer). 2) »Den sekundære Tid« (med
Indvandring af en højtstaaende Race). 3)
polygonaleSten's Tid«. 4) »Lerstenstiden«. 5) Incatiden«.
primære Tid afsluttedes med en sismisk
Bevægelse med Syndflod, hvorom Lagene af Lavaaske,
Sand m. m. endnu vidner. De overlevende
Indianere (Aymara) boede derefter paa de omliggende
Bjærge, indtil en anden Stamme (Quechua) indvandrede
og undertvang dem.

Indvandrerne indførte anden Byggemaade, hvorved opstod den sekundære Tid. Efter den polygonale Sten's Tid fulgte Lerstenstiden, og da denne var i fuldstændig Dekadence, optraadte den første Inca paa Soløen i Titicacasøen, uden at rnan kan fastslaa hans Oprindelse. Maaske er denne Soltilbeder Søn af Soltilbedernes Land: Kina, og Tihuanacu's Beboere indvandrede Mongoler, skønt bolivianske Forskere hævder, at Sydamerikas Indianere er Jordens ældste Folkeslag henvisende til Tihuanacu's ældgamle Ruiner. Større Sandsynlighed taler for en Indvandring fra Asien, det være over Land via det senere dannede Beringsstræde, eller det være paa Skibe dreven eller ført ved det af Kineserne tidligt kendte Kompas over det store og stille Ocean.

Meget underbygger denne sidste Teoris Sandsynlighed. For Eks.: hævder den kinesiske Vismand »Tå Yen«, at ifølge den kinesiske Encyclopedi: »Yuen-Kin-Lui-Han« er det Aarhundreder siden, Kineserne har opdaget Mejice og ifølge en anden Bog: Wen-Hien-Tong-Kao angives følgende Rejserute: Bugten Logo-Tong, Korea, Japan, Alaska. Aufifornien og Mejico, alle disse Lande i Amerika kendtes i Kina under Navnet af Riget »Fu-San«.

Med Hensyn til Ligheden mellem Sprog benyttet i Asien og Bolivia skal jeg her citere den kendte bolivianske Skribent T. O'Conner d'Arlach, som angiver følgende: En Dag landede i den dengang bolivianske Havn Cobija et Skib ombord i hvilket der befandt sig nogle Kinesere. Med disse søgte den daværende Garnison at indlede en Samtale, men hverken den ene eller den anden af Parterne kunde gøre sig forstaaelig, før Garnisonens Kornetspiller kom til Stede, og til alles Forbavselse udspandt der sig nu en længere Samtale. Omtalte Kornetspiller var en Indianer fra Distriktet Aten i

Departementet »La Paz«, i hvilket Tihuanacu er
beliggende.

Beboerne af Tihuanacu og Omegn er nu kun uvidende Indianere af Aymarastammen, som kummerligt frister Livet i Altiplanet. En af disse solgte mig et ganske fikst Kondorhoved af farvet Ler, og under Togets Ophold paa Tihuanacu's Station trænger altid en Bande snavsede Indianerdrenge ind i Vaggonerne for at falbyde Genstande fra Ruinudgravningerne. udgravningerne.Mange af disse Genstande er lavet paa Stedet, men endnu har man ikke drevet det til at forhandle Tiahuanacuoldsager lavet i Evropa.

Kilder: O. Posnansky: >Tihuanacu é islas del Sol y la Luna.«

La Paz 1912.

T. O'Connor d'Arlach: »Tihuanacu«. Boletin Nr. 64,
65 og 66 de estudios geograficos. La Paz 1914.